Diana er lykkeligt gift, men hendes billede er på en datingside, hvor hun står som fraskilt og på udkig efter en bolleven

ANSIGTSTABProfilbilleder bliver stjålet fra Facebook og brugt på lyssky datingsider. Illustration: Kasper Løftgaard / Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Mange kvinder og mænd får stjålet deres identitet og bliver franarret deres penge i jagten på kærlighed og engangsknald. Men hvem står bag? Vi har gravet os ned i et netværk af danske datingsider, der peger i retning af den samme udenlandske virksomhed, for at finde svar. Disclaimer: Spørgsmålet ender – foreløbig – ubesvaret i Tokyo. Og vi har brug for din hjælp.

I slutningen af januar modtog 42-årige Diana Andresen en sms fra en mandlig bekendt.

Manden havde fundet hende på MatchClub.dk, en dansk datingside for mænd og kvinder, der leder efter et frækt forhold eller bare en quickie”. I profilteksten til Dianas billede stod der, at Dianden, som profilen hed, var fraskilt og ledte efter en af de der populære venner med fordele”.

Er alene med 2 børn, så hver anden weekend er det muligt at være alene,” stod der. Der vil jeg gerne kende en at ringe til.”

Men æh, hvordan hang det lige sammen med, at Diana var en gift kvinde, ville den mandlige bekendte høre?

Han syntes, det var lidt sjovt, at han havde fundet mig derinde,” siger Diana Andresen.

Men jeg blev rigtig, rigtig sur.”

For Diana Andresen er gift. Lykkeligt gift, fortæller hun. Hun har to børn, som der rigtigt stod i profilteksten. Men hun har aldrig – aldrig, understreger hun – besøgt eller oprettet en profil på MatchClub.dk. Datingsiden fremviser på forsiden et udvalg af dens brugere som lokkemad. Nogle af mændene optræder med nøgenbilleder (dickpics), kvinderne optræder med selfies, nogle med overstregede øjne.

Diana Andresens billede var ikke anonymiseret. Det var taget direkte fra Facebook, hvor billedet blev brugt som profilbillede i 2014. Men nu levede billedet altså sit eget, slibrige liv, fuldt til skue på MatchClub.dk. Endda på en profil, der altså ikke var oprettet af hende selv. Af hvem vidste hun ikke.

Heldigvis har jeg en mand, der stoler på mig,” siger hun. Men hold op, hvor kunne sådan noget ødelægge meget for én. Tænk, hvis jeg aldrig havde opdaget, at mit billede lå derinde – hvad ville de mænd, som kender mig eller min mand, ikke tænke om mig?”

Det spørgsmål er Diana Andresen langt fra alene om at stille.

MATCHSådan tager Diana Andresens falske profil sig ud på MatchClub.dk. Billedet er brugt med Dianas tilladelse. Skærmbillede / MatchClub.dk

Hvert år oplever danskere – kvinder som mænd, unge som ældre – at deres billeder bliver stjålet og misbrugt på sociale medier og datingsider som MatchClub.dk. I 2014 var antal ofre for alle former for identitetstyveri 150.000 personer – heraf også såkaldt datingbedrag.

Politiet kan sjældent hjælpe, fordi det i udgangspunktet ikke er strafbart at udgive sig for at være en anden person med en falsk profil på internettet, lød det fra anklagemyndigheden i 2013.

Således kunne politiet heller ikke hjælpe Diana Andresen, fordi billedet, hun havde fået stjålet, var markeret som offentligt’ inde på Facebook. (Jeg har i en mail beskrevet forløbet for Rigspolitiet, der skriver, at lovligheden ved brug af billeder fra Facebook afhænger af den konkrete sag, og henviser til Rigsadvokaten for et mere uddybende svar. Men Rigsadvokaten har siden torsdag ikke svaret på mine mails).

Politiet sagde, at billedet er allemandseje, når jeg selv havde lagt det på Facebook,” siger hun.

I stedet skulle hun kontakte den pågældende hjemmeside, fik hun fortalt.

Så Diana Andresen kontaktede MatchClub.dk. Men virksomheden har aldrig besvaret hendes henvendelse. Derfor florerer hendes billede stadig på datingsiden.

Jeg satte mig for at tilbagekapre Dianas stjålne identitet og komme til bunds i, hvem der havde misbrugt hendes billede til egen fortjeneste. Derfor oprettede jeg en profil på MatchClub.dk, matchede med den falske Diana, og efter få timer fik jeg en besked i min indbakke. Den var fra Dianden, profilen der bruger hendes billede. Der stod:

Hejsa, er du frisk på en chat med en kvinde i sin bedste alder. Er godt nok lidt ældre.”

Det blev begyndelsen på en meget kompliceret affære.

Hvis jeg ønskede at svare Dianden, skulle jeg betale MatchClub.dk ni kroner per besked. Det var jeg dog betænkelig ved, eftersom jeg havde besøgt forbruger-anmeldersiden Trustpilot. Her skriver 70 danskere – 99 procent af dem mænd – negative ting om MatchClub.dk. De bruger ord som svindel”, humbug”, bedrageri” og det, der er værre.

Fælles for kritikken er, at mændene har spenderet hundredvis af kroner – ja, nogle endda mange tusinde kroner – på at skrive med kvinder som Dianden over flere dage eller uger. Uden at det lykkes at mødes til en date. Som en skrev:

Det er lettere at vinde 10 millioner i Lotto end at få en aftale om et møde til kaffe.”

De odds har Per Thorup fra Frederikshavn også været oppe imod. Den 63-årige pensionerede sømand brugte sidste år 38.000 kroner på at chatte med blandt andre LilleA1964, en fræk kvinde” fra Frederikshavn, der søger en fræk mand”. Per Thorup fortæller mig, at de havde skrevet sammen i tre måneder, før han opdagede, at noget ikke stemte.

Hun havde skrevet, hun var sekretær i et firma i Frederikshavn. Men det kunne jeg ikke få til at passe, sådan som hun stavede. Så begyndte jeg at spørge hende til steder, man kender, hvis man arbejder og bor i Frederikshavn. Det anede hun intet om,” siger Per Thorup.

Tilbage på MatchClub.dk bugnede min indbakke med beskeder. Efter tre dage havde 170 kvinder skrevet de mest ukristelige ting om, hvad de ville gøre ved mig. Uden jeg så meget som havde skrevet ét ord om mig selv eller uploadet noget profilbillede. (Ikke at det vist betød det store, for som en har skrevet på Trustpilot: De siger alle, man er en flot fyr (jeg er 59 og overvægtig)”).

Beskederne lød for eksempel:

Jeg får alt for mange mails fra fyre, der bor vildt langt væk – hvad forestiller de sig,” skrev SkønneAmanda på overbevisende dansk. Så jeg har det lidt sådan, at det skal altså være inden for hovedstadsområdet. Jeg er altså ikke jomfru, men jeg har ikke viiiiildt meget erfaring, så du skal ikke forvente en pornodroninng. Til gengæld vil jeg gerne lære alle dine tricks :D.”

Problemet er, at de kvinder, jeg fik beskeder fra, sandsynligvis ikke var ægte. Læser man nederst på MatchClub.dk’s oftest stillede spørgsmål-sektion, står der følgende: Denne webside indeholder reelle brugerprofiler og underholdningsprofiler. Underholdningsprofiler er fiktive profiler, som ikke er tilgængelige for fysiske dates.”

Ja, det står der simpelthen.


Bonusinfo. Alene i 2016 er 400.000 danskere blevet snydt af internetforretninger, viser tal fra Epinion. Det svarer til 300 millioner kroner i lommerne på kriminelle.

Det gør det selvsagt ret svært for MatchClub.dk at indfri sit løfte om at matche brugerne med én, der også leder efter et engangsknald. Og det er en grov overtrædelse af markedsføringsloven, når det ikke står på forsiden, siger Jakob Steenstrup, der er jurist hos Forbrugerrådet Tænk.

Det skal stå klokkeklart på hjemmesiden, hvis det ikke er ægte personer, man chatter med, men kan være fiktive underholdningsprofiler,” siger han og tilføjer, at man hos Tænk overvejer at melde MatchClub.dk til Forbrugerombudsmanden.

Under Betingelser’ på MatchClub.dk står der videre, at selskabet bag MatchClub.dk – Pondering Geeks – “forbeholder sig ret til at sende beskeder fra MatchClub.dk via selvskabte profiler”.

I min research faldt jeg over en historie fra Jyllands-Posten, som havde talt med en anonym 17-årig nordjysk gymnasieelev, der havde været ansat hos Pondering Geeks. Hans job var, under dække af at være en kvinde, at chatte med danske mænd. Så måske sad der i virkeligheden en jysk teenager bag Diana Andresens falske profil?

Jeg har også været i kontakt med en person, der har kendskab til Green8Group, som kan fortælle, at de omtalte underholdningsprofiler er falske”. Personen har ønsket at være anonym.

Spørgsmål er så, hvem der står bag det hele?

MatchClub.dk er en del af et større netværk af webcam- og datinghjemmesider under virksomheden Pondering Geeks. Den har hjemme i Holland og står også bag datingsider som Flirtclub.dk, Erfarenedatere.dk, Erotikmatch.dk samt Flirtspot.dk, der bruger samme metoder som MatchClub.dk til at få håbefulde mænd til at betale for en fræk chat.

Jeg har i en uge skrevet adskillige mails med spørgsmål til Pondering Geeks, både om Diana Andresens billede og mere generelt om kritikken af virksomheden, fra Forbrugerrådet til de skuffede mænd på Trustpilot. Men Pondering Geeks har ikke besvaret mine mails. Kun min indrapportering om misbrug af Dianas billede er blevet besvaret skriftligt af en dansk supportmedarbejder hos Pondering Geeks, der ikke kan oplyse andet, end at man vil slette billedet. Dette er endnu ikke sket.

Da jeg ringede til Pondering Geeks, kom jeg igennem til en hollandsk supportmedarbejder, der siger, jeg skal skrive til MatchClub.dk’s supportmail. Men heller ikke her fik jeg svar. Så jeg var nødt til at finde en anden egen vej ind.

Under MatchClub.dk’s kontaktoplysninger kunne jeg se, at Pondering Geeks’ hovedsæde ligger i et pænt industrikvarter i den hollandske by Haarlem. Det er en rødbrun murstensbygning i tre etager bag et jerngitter. Der holdt en splinterny sølvgrå Range Rover parkeret, da Googles fotovogn kom forbi.

Pondering Geeks skilter ikke med, at det er her, man har hovedsæde. I stedet står der Green8Group på bygningen. Green8Group, finder jeg ud af, er en it-virksomhed, der lægger serverplads til et virvar af porno- og webcam-hjemmesider i Nordamerika og Europa ifølge den internationale forbrugerside Scam Adviser.

Pondering Geeks og Green8Group deler altså samme vejadresse, men der er nu ikke som sådan noget pornoagtigt over Green8Group og de ansatte, der på Facebook har delt billeder fra dengang, de fejrede den kontroversielle Sorte Piet-julefest, og de ansattes børn sad på skødet af en udklædt mand, der var malet sort i ansigtet.

Dog kan jeg se på Facebook, at en muskuløs og solbrændt hollænder har tilkendegivet, at han er ejer af Green8Group. Han er medlem af en del pornobranche-grupper og har deltaget i en prisfest for pornobranchen i Holland. Hans Instagram er privat, men af omveje kan jeg se, at han har besøgt Ungarns hovedstad Budapest, hvor han skød med automatvåben under hashtagget #boyswillbeboys. Jeg kan også se, at den sølvgrå Range Rover bag jerngitteret er hans. Motoren er en Supercharged V8er, fremgår det af hashtaggene.

Det er en uge siden, jeg over Facebook spurgte ham, hvilken forbindelse hans virksomhed har til Pondering Geeks, men han har ikke svaret, selv om jeg kan se, han har læst min besked.

Jeg kan dog se, at domænet PonderingGeeks.nl, der er inaktivt, er købt af et andet selskab ved navn Cactus Invest. Cactus Invest har ligeledes hovedsæde i den samme bygning som Green8Group og Ponderings Geeks, ligesom jeg også kan se, at Cactus Invest ejer hjemmesiden Green8Group.nl ifølge den hollandske domænecentral, SIDN. Cactus Invest har heller ikke besvaret mine henvendelser.

Man kan altså etablere en forbindelse mellem Cactus Invest, Green8Group og Pondering Geeks – altså selskabet bag MatchClub.dk og de andre lyssky datingsider.

Men da jeg endelig hører fra Green8Group, skrev de dette til mig på Facebook:

Pondering Geeks er en selvstændig virksomhed, som ikke er en del af Green8Group,” stod der. Hav en god dag.”

Jeg fulgte op med flere spørgsmål – hvorfor delte firmaerne adresse, for eksempel? Men siden er Green8Group ikke vendt tilbage.

Til mit held kender Diana Andresen en af landets dygtigste it-sikkerhedseksperter. Keld Norman, hedder han, og han har arbejdet hos amerikanske IBM og sidder i dag som konsulent hos it-sikkerhedsfirmaet Dubex.

For at hjælpe har Keld Norman også oprettet en profil på MatchClub.dk. Her matchede han sig med den kvindelige underholdningsprofil, der gemmer sig bag Diana Andresens billede. Han sendte hende et link, der ville sladre til ham om, hvor i verden vedkommende befandt sig. Jylland måske? Men nej.

Til Normans, og min, forbløffelse befandt personen sig i Japan. Eller det lignede det. Adressen førte i al fald tilbage til landets nationale internetregister, Japan Network Information Center, hvis hovedsæde er i et højhus af glas. Midt i Tokyo. Norman mistænkte dog, at vedkommende, der gemmer sig bag den falske Diana, bruger adressen i Japan som et røgslør over den sande adresse.

Men hvor dén var, vidste ingen af os. Eftersøgningen fortsætter.


HJÆLP OS

Jeg har nogle tråde ude, der skal blive til en opfølger på denne historie. Men hvis du kender nogen, hvis billeder bliver misbrugt på MatchClub.dk eller andre datingsider, eller kender nogen, der har betalt for at bruge lyssky datingsider, så skriv til mig. Min mail er frederik@zetland.dk.

Du må også gerne skrive, hvis du kender til andre mulige svindelnumre på online datingmarkedet, som jeg skal undersøge. Jeg er interesseret i stort og småt.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: