signature

Drop HR-bullshit om mange bolde i luften, siger direktør. Ellers får vi aldrig 700.000 uden for arbejdsmarkedet i job

OPRÅB“Hvis medarbejderne med to sekunders varsel skal kunne omstille sig til det hele, mener jeg, det er udtryk for dårlig ledelse,” siger Carsten Lassen. Foto: Thomas Lekfeldt, Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

700.000 danskere i den arbejdsdygtige alder har ikke et almindeligt arbejde. Hvis man spørger direktør Carsten Lassen, der arbejder med at få netop denne gruppe i arbejde, så skal løsningen findes lige her: Vi må holde op med at kræve ‘omstillingsparate’ medarbejdere, som elsker at ‘have mange bolde i luften’ og i stedet stille større krav til virksomhederne

På et tidspunkt spørger Carsten Lassen, om jeg har læst Ken Folletts trilogi om det 20. århundrede. Det har jeg ikke, men det er også underordnet.

Han spørger, fordi første bind beskriver livet blandt walisiske kulminearbejdere omkring år 1900. Med sig ned i minerne havde mændene altid en kanariefugl. Hvis fuglen dejsede om, var der for meget kulmonoxid eller anden giftig gas i gangene, og så var det med at komme ud, før arbejderne blev de næste til at besvime.

Jeg vil vove at påstå, at hvis du har et autistisk menneske ansat i din afdeling, så har du din kanariefugl,” siger Carsten Lassen.

Når autisten har det godt, så har afdelingen det godt.”

Pointen, siger han, er, at de ting, som autistiske mennesker trives med på en arbejdsplads – såsom forudsigelige arbejdsopgaver og klar kommunikation fra chefen – trives alle med.

Det er bare ikke altid lige de ting, som er i højsædet på arbejdsmarkedet i dag – snarere tværtimod. Derfor lander mange mennesker med autisme på kontanthjælp og ikke på en kontorstol. Og de er langtfra de eneste.

Carsten Lassen er direktør i den socialøkonomiske virksomhed Specialisterne, der er sat i verden for at skaffe autister arbejde, og derfor en mand med en sag.

Men lad os alligevel lege videre med tanken om kanariefuglen. For sæt nu, at mennesker med autisme virkelig fungerer som kanariefuglen i kulminen, og ikke bare på arbejdspladsen, men i hele samfundet?

I så fald kunne autisternes problemer med at finde plads på arbejdsmarkedet være et billede på en manglende evne i hele samfundets store arbejdsfællesskab til at rumme alle dem, der ikke er bagt i en gennemsnitlig rugbrødsform.

Og hvis det er rigtigt, så er dét, Carsten Lassen har at sige om rummelighed på arbejdsmarkedet – eller mangel på samme – faktisk noget, vi alle bør lytte til.

Carsten Lassen sætter nemlig fingeren på et ømt punkt: Selv om vi aktuelt nærmer os fuld beskæftigelse, og erhvervsorganisationerne drømmer om lettere adgang til at hyre udlændinge, er der fortsat 700.000 mennesker mellem 16-64 år på offentlig forsørgelse – studerende ikke medregnet.

Hvordan hænger det sammen?

Carsten Lassen har selv foreslået et interview, og kort fortalt er hans budskab, at både samfundet, virksomhederne og de mange mennesker uden for arbejdsmarkedet går glip af en hel masse godt, fordi de fleste virksomheder ikke evner at rumme mennesker, som falder ved siden af gennemsnittet.

Jeg tror, det gælder alle minoritetsgrupper,” siger han.

De blinde kan løse en masse opgaver, de kan bare ikke se. Og vi har masser af flygtninge og indvandrere, som enten er uden for arbejdsmarkedet eller ansat på et niveau, som ligger langt under deres kvalifikationer. Det er, mener jeg, udtryk for en meget konservativ indstilling til hele jobmarkedet og måden, vi rekrutterer på.”

Som samfund, siger Carsten Lassen, bør vi stille langt større krav til virksomhederne om at tage et socialt ansvar. Og virksomhederne, siger han, de må lære at tænke langt mindre traditionelt.

Første skridt på vejen er et opgør med det, han kalder klassisk HR-bullshit.

På sit skrivebord i Ballerup har Carsten Lassen i anledning af mit besøg lagt en bunke slides fra et foredrag, han for nylig har holdt på en HR-messe, altså en kongres for folk, der lever af at ansætte mennesker og få dem til at trives. En af de mange slides har vakt en del opsigt på det sociale medie LinkedIn. Det rummer en række velkendte vendinger fra jobopslag:

Du skal være omstillingsparat”, du kan lide at have mange bolde i luften”, du trives i et hektisk og travlt arbejdsmiljø” …

Det er den slags, Carsten Lassen kalder klassisk HR-bullshit.

Man fordrer hele tiden agilitet og omstillingsparathed og det der med at kunne have mange bolde i luften på én gang og kunne lide at leve i en virksomhed i konstant forandring,” siger han.

Det, jeg lidt provokerende siger til cheferne, er: Hvad skal I så lave? Hvis medarbejderne med to sekunders varsel skal kunne omstille sig til det hele, mener jeg, det er udtryk for dårlig ledelse.”

Når virksomhederne kræver medarbejdere, der kan det hele, er det udtryk for en helgardering, som Carsten Lassen mener er udtryk for en manglende vilje eller evne til at overveje, hvad det egentlig er for nogle konkrete opgaver, den nye medarbejder skal løse.

I det øjeblik man er i stand til at stille skarpt på opgaven, er man også meget bedre i stand til at gå ud og caste de rigtige medarbejdere.”

Og så, mener Carsten Lassen, kan det jo pludselig være, at den ideelle medarbejder ser helt anderledes ud, end man først troede. Og egentlig ikke behøver være så pokkers omstillingsparat, men måske snarere stabil og driftsikker.

Det er en sygdom, danske virksomheder lider af: Man er konstant i transition, konstant i bevægelse, og det hele er bare up in the air. Jeg må bare udfordre dem og sige: Der må da være noget i jeres virksomhed, som ikke skal laves om inden for de næste fem måneder, for ellers har I da en seriøs udfordring.”

Der kan ikke være tvivl om, at Carsten Lassen har fat i et eller andet her. En hurtig søgning på jobportalen Jobindex giver 420 hits på omstillingsparat” og 532 på bolde i luften”. Det er ikke nogen stor procentandel, lidt over seks af annoncerne for de to vendinger tilsammen, men dog en del annoncer, og man kan jo også skrive nogenlunde det samme med lidt andre ord.

Blandt stillinger med vendingerne er en som bagermedarbejder i et supermarked, en som indkøber på en gummifabrik og to som laborant i en sædbank.

555 annoncer indeholder ordet forandring”.

Skulle man tage virksomhederne lidt i forsvar, kunne man måske sige, at kravene om omstillingsparathed bare afspejler en virkelighed med fart på. Teknologisk udvikling, udenlandsk konkurrence og alt muligt andet driver tempoet i vejret. Så er vendingerne i jobopslagene ikke bare en konsekvens af nogle grundvilkår, som det er svært at gøre noget ved?

Det ved jeg ikke, om det er. Jeg mener slet ikke, man behøver sætte tempoet ned for at have en rummelig arbejdsplads,” siger Carsten Lassen.

Han henviser til undersøgelser fra blandt andet McKinsey, som tyder på, at virksomheder og teams med stor diversitet også præsterer bedre. Specialisternes østrigske afdeling har fået lavet en undersøgelse, som peger i retning af, at teams præsterer bedre efter at have ansat en medarbejder med autisme og har taget de hensyn, det nu krævede (derfor analogien med kanariefuglen). Og man kunne supplere med andre undersøgelser, som peger i retning af, at der er en sammenhæng mellem kognitiv diversitet i en gruppe – altså forskellige måder at tænke på – og så gruppens evne til at løse problemer.

Det handler om mindset, som jeg ser det,” siger Carsten Lassen, om en forståelse af, at alle har noget at bidrage med, og at vi som virksomheder har et ansvar for, at det sker.”

Men kan det ikke være svært som virksomhed både at skulle være rummelig og leve op til den høje effektivitet, som kræves af virksomheder i dag?

Jo, jeg kan sagtens se, at det er en udfordring, men det er også en samfundsudfordring. Der er megastore tab for os som samfund ved, at de her mennesker bliver holdt på passiv forsørgelse. Og det er os alle sammen, der kommer til at betale regningen ved, at man ikke tør stille lidt højere etiske krav til dét at drive en virksomhed.”

Selv om flere virksomheder er begyndt at tale om deres sociale og miljømæssige ansvar de senere år, mener Carsten Lassen, at det overordnede billede de sidste mange årtier reelt har været det modsatte: Et stadig større ansvar er blevet lagt over på medarbejderne og det omgivende samfund, mens virksomhederne har koncentreret sig mere og mere om kortsigtet profitmaksimering.

Det er en glidebane, hvor vi optimerer og optimerer hele tiden, og som jeg ser det, bliver mennesket klemt i den proces,” siger Carsten Lassen.

Hvis du går tilbage til dna’et i alle de store gamle virksomheder, havde de alle sammen et relativt humanistisk grundsigte. Men stille og roligt ryger første generation, så anden generation, og så formøbler tredje generation formuen, og til sidst bliver de købt af en kapitalfond, og så er hele det der dna forsvundet, herunder hensynet til medarbejderne.”

Direktørerne sidder kortere og kortere tid på posten, bemærker han – og det er rigtigt nok, både herhjemme og i andre lande – og det betyder ifølge Carsten Lassen, at blikket for de lange linjer svækkes.

En CEO i dag bliver typecastet til en konkret opgave – skære til, bygge op, rive ned. Hvem tager ansvar for virksomheden og dermed medarbejderne på den lange bane? Hvordan får vi bygget nogle virksomheder, som tager et reelt ansvar for at passe på den verden, de er en del af? Det gør du ikke, hvis dit fokus er kvartalsdrevet, eller du er fokuseret på bare at lykkes i en toårs periode ad gangen.”

Løsningen er ifølge Carsten Lassen, at vi som samfund begynder at kræve mere af virksomhederne i forhold til rummelighed. Ligesom vi har krævet af dem, at de ikke bare hælder deres spildevand ud i åen.

Det er i hele samfundets interesse, at vi begynder at stille nogle krav til virksomhederne og tør have modet til at sige, at her er en opgave, som vi er nødt til at løse i fællesskab, ellers kommer det ikke til at ske. Og det gælder også det offentlige,” siger han.

Før vi begynder at hive folk ind fra udlandet, vil det ud fra en samfundsbetragtning give god mening, at vi startede med at aktivere dem, vi har siddende hjemme, som har dårlige liv, fordi vi ikke kan rumme dem.”

Så det ville være på sin plads at stille nogle mangfoldighedskrav?
Ja.”

Hvad skulle de gå ud på?
Med udgangspunkt i autisme: hvis halvanden procent af verdens befolkning har en autismediagnose, så bør det egentlig afspejle sig i din medarbejdersammensætning.”

Carsten Lassen vurderer, at potentialet alene for autister er 20.000-30.000 mennesker, som potentielt kunne komme i arbejde, men ikke er det i dag. Regnestykket lyder, at et sted mellem en og to procent af verdens befolkning har en autismediagnose, og erfaringer fra andre lande viser, at omkring 85 procent af dem er uden for arbejdsmarkedet. Ganger man de tal med antallet af danskere i den arbejdsdygtige alder og er lidt forsigtig, lander man et sted mellem 20.000 og 30.000 mennesker.

Jeg hader kvoter og kan meget bedre lide belønninger, og måske kunne man lave en belønningsstruktur, som gav de virksomheder, som levede op til nogle etiske standarder, nogle privilegier. Jeg har slet ikke tænkt det til ende. Men i første omgang har vi bare brug for en debat,” siger Carsten Lassen.

Og det starter jo med, at sådan nogle som mig råber op og siger, at der er en masse mennesker, som vi ikke får i spil, fordi vi ikke kan rumme dem.”

Debatten er hermed servet i gang. Bland dig meget gerne i bidragssporet.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem