Og vinderen blev … det europæiske demokrati. Her er resultater og stemningsglimt fra et historisk EU-valg

AGORA På fransk tv skændtes de. I Tyskland var der grøn fest på Twitter. I Italien forestillede de sig et nyt Europa. Og i Bruxelles begyndte slaget om magten. Animation: Mikkel Bøgild Jacobsen, Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

I årevis er EU-demokratiet blevet beskyldt for at være løsrevet fra virkeligheden i de europæiske lande, men valget til Europa-Parlamentet fortæller en anden historie: Sjældent har et EU-valg været mere substantielt, relevant og betydningsfuldt for europæerne. Her får du en tour de force gennem resultater og reaktioner fra hele kontinentet.

I aftes kulminerede opbruddet i europæisk politik. Som ventet gik den nationalistiske højrefløj frem ved EU-valget, og præcis som vi har set det ved de nationale valg i land efter land over hele Europa, bliver Europa-Parlamentet nu mere fragmenteret og sværere at styre.

De to traditionelle magtpartier i Europa – socialdemokraterne (S&D) og de konservative (EPP) – vil ikke længere sidde på et flertal af mandaterne og mistede i nat reelt årtiers kontrol med EU, og således kunne de seneste dages valg til Europa-Parlamentet have været et nyt kapitel i de seneste årtiers undergangsfortælling om EU.

Det var det bare ikke.

Jo, højrenationalister som franske Marine Le Pen, britiske Nigel Farage og italienske Matteo Salvini vandt jordskredssejre, og Salvini fik en lovende begyndelse på sin ambition om at samle en større og stærkere EU-skeptisk højrefløj på tværs af Europa bag sig.

Men andre steder – som i Danmark, hvor Folkebevægelsen mod EU mistede sit eneste mandat, og Dansk Folkeparti gik fra fire mandater til blot et enkelt – var der tale om helt andre bevægelser.

I Tyskland blev Die Grünen det næststørste parti efter Merkels kristendemokrater, og også i eksempelvis Frankrig, Irland og Finland blev valget en triumf for klima- og miljøpartierne. De Grønne i Europa-Parlamentet – der også får et ekstra mandat fra Danmark efter SFs flotte valg – står derfor klart styrket de kommende fem år.

Desuden: Samlet set kan de liberale partier, der på europæisk plan har stået som den absolutte modpol til den fremvoksende nationalisme i Europa de seneste årtier, med lige så god ret som både højrefløjen og de grønne partier kalde sig valgets reelle vindere. To af de mest EU-begejstrede partier i Danmark – De Radikale og Venstre – styrker efter valget det liberale fællesskab i partigrupperingen ALDE med dobbelt så mange mandater (fra tre til seks), og det er de langtfra alene om. Også de liberale partier i lande som Storbritannien, Tyskland, Polen og Rumænien fik stor fremgang.

Så hvordan så den europæiske offentlige debat ud, da flere hundrede millioner europæere stemte i verdens næststørste demokratiske valg? Her får du en tour de force gennem de seneste dages hændelser, resultater og nattens reaktioner på valget på kryds og tværs af kontinentet.


Torsdag d. 23. maj kl. 08.11, Heerlen, Holland
En mand i gråt jakkesæt og lyserød skjorte går igennem valglokalet på en skole i det sydlige Holland. Han stopper op med sin stemmeseddel og giver en stribe fotografer et par sekunder til at tage et billede. Så lader han stemmesedlen glide ned i stemmeboksen, en blå skraldespand med et hul foroven, mens han siger Hopa”.

Manden, Frans Timmermans, har for første gang sat et kryds ved sig selv. Han er de europæiske socialdemokraters spitzenkandidat, deres bud på den nye formand for Europa-Kommissionen eller EUs præsident, som nogle kalder det.

Frans Timmermans håber, at europæerne vil gøre ham følge og sætte kryds ved en socialdemokrat ved parlamentsvalget, så han og kontinentets socialdemokratier kan vride magten ud af hænderne på den store gruppe af konservative partier i parlamentsgruppen EPP, der plejer at sidde tungt på de mest magtfulde poster i EU.

Han stiller op foran pressen: Jeg synes, det er meget uforudsigeligt,” siger han om europaparlamentsvalget.

Søndag vil vi kende resultatet.”

Torsdag d. 23. maj, kl. 11.50, Facebook, Rumænien
Det er ikke alle socialdemokrater, der er vilde med Frans Timmermans.

Generalsekretæren for det rumænske socialdemokrati PSD, Codrin Ștefănescu, poster en video på Facebook. To børn i traditionelt rumænsk tøj synger til tonerne af folkemusik. Sangen handler om, at folk skal stemme på PSD ved europaparlamentsvalget, men pludselig er der en hilsen til Timmermans:

Jeg vil ikke have Timmermans, for han er en partisk mand fra tulipanernes land,” synger børnene.

Torsdag d. 23. maj kl. 14.58, Twitter
Formanden for den liberale ALDE-gruppe i Europa-Parlamentet, Guy Verhofstadt, poster en video af sig selv på Twitter:

Putin. Vil. Ødelægge. Europa,” siger han, mens ordene skrives med store blå bogstaver på skærmen.

Ifølge Verhofstadt korrumperer den russiske præsident de højreorienterede partier, der ifølge meningsmålingerne står til at vokse markant ved europaparlamentsvalget. Den nyvundne indflydelse vil de bruge til at begrænse unionens magt. Oven over videoen skriver Verhofstadt, at valget er åbenlyst:

Stem på Putins marionetdukker eller på en stor pro-europæisk kraft, der vil forsvare vores værdier og #FornyEuropa!”

Torsdag d. 23. maj kl. 21.15, Holland
Ifølge en exit-poll fra Holland står Frans Timmermans og det hollandske socialdemokrati til at fordoble sin størrelse i Europa-Parlamentet og blive det næststørste parti i landet efter den hollandske premierminister Mark Ruttes liberale parti VVD. Geert Wilders højrefløjsparti PVV ser ud til at blive den store taber og miste tre ud af fire sæder i parlamentet.

Er det en vejrhane for resten af valget, spørger politiske kommentatorer på de sociale medier.

Torsdag d. 23. maj kl. 21.19, Storbritannien, Twitter
Nigel Farage, der var en af hovedpersonerne i kampagnen, der førte til, at Storbritannien skulle trække sig ud af EU, poster en video af sig selv. Han går langs en lille vej, mens han gestikulerer og fortæller, at han lige har stemt på sit eget nye parti The Brexit Party.

Hvis …”

Farage holder en kunstpause.

… du tror på meningsmålingerne, kan etablissementet stå foran et af de største chok i britisk politisk historie. Gå ned og få det til at ske,” siger Farage og peger mod skærmen.

The Brexit Party står til at blive det største britiske parti i Europa-Parlamentet.

Torsdag d. 23. maj kl. 23.14, Storbritannien, Twitter
Flere kandidater fra den britiske premierminister Theresa Mays parti, De Konservative, har smidt håndklædet i ringen, længe inden resultatet er blevet offentliggjort.

Tak til alle, der stemte for @conservatives i dag. Min fornemmelse for, hvad det er værd, er, at vi står over for et totalt wipeout – nul medlemmer af Europa-Parlamentet. Jeg håber bare, at vores næste leder kan få Brexit over målstregen,” skriver Daniel Hannan, der siden 1999 har været medlem af Europa-Parlamentet for De Konservative.

Fredag d. 24. maj kl. 12.30, Downing Street, Storbritannien
Theresa May, Storbritanniens konservative premierminister, græder.

Jeg vil snart forlade det job, som det har været mit livs største ære at bestride,” fortæller hun til den fremmødte presse.

Fredag d. 24. maj kl. 16.45, Irland
Irerne stemmer, og landets største rockband bakker op på Instagram.

U2 spiller for den stjernebesatte union. Glem ikke at stemme for Europa,” skriver U2 til et billede, hvor de spiller med EUs flag i baggrunden.

Fredag d. 24. maj omkring kl. 18, München, Tyskland
I en messehal sidder tyske kristendemokrater og spiser pølse, pretzel og drikker øl.

På en scene står den tyske kansler Angela Merkel fra kristendemokraternes CDU, der også er et af de største partier i Europa-Parlamentet.

Merkel argumenterer for CDUs bud på en kommende formand for Europa-Kommissionen, Manfred Weber.

Han er den rette mand til vor tid,” siger Merkel.

Klokken 18.20 kommer den østrigske kansler – den konservative Sebastian Kurz – igennem på en videoforbindelse. Sebastian Kurz har få dage forinden udskrevet valg i Østrig, efter hans vicekansler Heinz-Christian Strache fra det højreorienterede parti FPÖ er blevet filmet, mens han sagde ja til at modtage bestikkelse fra en russisk oligark.

Sagen har hverken gavnet de konservative partier i Europa-Parlamentet, der er samlet i den største og mest magtfulde gruppe EPP, eller de højreorienterede EU-skeptiske partier, der ellers står til at gå frem og få mere magt i Europa-Parlamentet.

Manfred Weber er den rette mand som formand for Europa-Kommissionen,” siger Sebastian Kurz.

Den gode stemning udebliver. Mediet Politico kalder det Manfred Weber’s Wurst nightmare.

Lørdag d. 25. maj kl. 10.05, Italien, Twitter
Italiens indenrigsminister Matteo Salvini, der leder partiet Lega og har taget initiativ til en ny højreorienteret, EU-skeptisk og immigrationskritisk gruppe i Europa-Parlamentet, poster en video på Twitter.

Nederst på videoen står der med store typer: Stop Eurabia.”

Vi ønsker ikke at ende som Sverige,” skriver Matteo Salvini til videoen, hvor det påstås, at situationen i Sverige er ude af kontrol, og at landet har den højeste andel af voldtægter i EU.

Lørdag d. 25. maj kl. lidt over 13, Christiansborg Slotsplads, København
Den 16-årige Greta Thunberg fra Sverige kigger fra scenen ud over 60.000 danskere, der demonstrerer og marcherer for klimakampen.

Hvis EU besluttede sig for at se klimakrisen i øjnene og for at handle med den nødvendige indsats, så ville det have en enorm virkning globalt. Man skulle tro, at EU-valgene ville handle om dette,” siger Thunberg.

De 60.000 mennesker jubler og klapper. Greta Thunberg fortsætter: Men det gør det ikke. Selvfølgelig vil vi forsøge at stoppe vores udledning. Men det gør vi ikke. Faktisk stiger den globale CO2-udledning stadig på trods af alle de smukke ord og løfter fra vores ledere og politikere.”

Stilhed.

Lørdag d. 25. maj kl. 14.17, Ungarn, Facebook
Den ungarske og ret EU-skeptiske præsident Viktor Orbán lægger en video på Facebook, hvor han sidder med headset og ringer rundt til folk for at få dem til at vælge.

Jeg regner med dig i morgen,” siger han til en potentiel vælger i den anden ende af headsettet.

Videoen skifter vinkel. Viktor Orbán står med ryggen til kameraet og kigger ud over det interimistiske callcenter.

Der er et par timer tilbage. Vi har ikke vundet sejren endnu,” lyder hans stemme over videoen, der klipper til, at han giver medarbejderne i callcentret en peptalk.

Lørdag d. 25. maj, aftenstid, Frankrig
Ifølge det franske indenrigsministerium har der kun været 12.500 gule veste på gaden i løbet af lørdagen. Det er det laveste antal, siden protestbevægelsen begyndte sine ugentlige demonstrationer.

Lørdag d. 25. maj kl. 21.03, Rom, Italien
Den svenske ambassade i Italien udsender et statement, der korrigerer og kritiserer den video, Matteo Salvini har sendt ud tidligere på dagen.

Søndag d. 26. maj kl. 09.30, Berlin, Tyskland
Det er valgdag i Tyskland – og de fleste af EU-landene. Et studenterkor har taget plads foran Brandenburger Tor, hvor de synger deres egen fortolkning af EUs officielle hymne.

Søndag d. 26. maj, formiddag, Bruxelles, Belgien
Nær EUs hovedkvarter i Bruxelles støder politiet sammen med demonstranter iklædt gule veste. Videoer på sociale medier viser politi, der bruger tåregas.

Søndag d. 26. maj kl. lidt over 13, Wildenberg, Tyskland
Manfred Weber, EPPs bud på en ny formand for Europa-Kommissionen, håber på et stabilt Europa, siger han:

Jeg vil ikke se højrefløjspopulister i Europa, som vil ødelægge idéen om fællesskab … og jeg er også imod et Europa, som ender i hænderne på venstrefløjen.”

Søndag d. 26. maj omkring kl. 19, Tyskland
EU-parlamentarikeren Terry Reintke fra tyske De Grønne poster et billede fra tysk fjernsyn, hvor en journalist viser rundt i resultaterne. Den grønne streg, der viser partiets valgresultat, er stukket helt af. Når du bryder ud af kortet, de havde forberedt,” skriver hun.

Partiet står til det bedste resultat i sin historie med over 20 procent af stemmerne. Det, der ligner en grøn bølge, tager også form i resten af Vesteuropa – i Irland og Frankrig har de grønne partier markant fremgang. Østeuropa, derimod, ser ud til, som en kommentator fra Politico formulerer det, at forblive en ørken”, når det kommer til stemmer på miljøpartier.

Søndag d. 26. maj kl. 20.25, Twitter
Den anerkendte britiske politolog Simon Hix, der er professor ved London School of Economics, diskuterer med en ph.d.-studerende på Twitter. De er ikke enige om, hvordan man skal tolke de exit polls, som strømmer ud fra forskellige lande. Især ikke Frankrig, hvor Marine Le Pens EU-skeptiske parti Rassemblement National ser ud til at blive større end den franske præsident Emmanuel Macrons parti Renaissance.

Simon Hix konkluderer, at det politiske landskab lader til at ændre sig:

Væk fra det gamle socialdemokrater vs. kristendemokrater/konservative mod et nyt med nationale populister vs. kosmopolitter.”

Søndag d. 26. maj kl. 21.07, fransk tv, TF1
Bølgerne går højt på fransk tv.

Europaparlamentsmedlemmet Gilbert Collard, der stiller op for Marine Le Pens Rassemblement National, er ikke tilfreds med den politiske kommentator Daniel Cohn-Bendit, der indtil 2014 var medlem af Europa-Parlamentet for det tyske parti De Grønne.

Gilbert Collard beskylder Daniel Cohn-Bendit for at være partisk og en fupmager. Daniel Cohn-Bendit svarer igen ved at kalde Gilbert Collard for et røvhul”. De to råber ad hinanden i flere minutter.

Søndag d. 26. maj kl. 22.50, Bruxelles
Manfred Weber træder op på en scene til en overfraseret coverversion af Simply the Best. På bagtæppet står der WEBER med kæmpe bogstaver. EPP, den konservative gruppe i parlamentet, holder valgaften.

Manfred Weber fremhæver den høje stemmeprocent, han roser EPPs kampagne, men så er det, som om der kommer et men:

Når man tager i betragtning, at den politiske midte er skrumpet de seneste dage og måneder – og også i dag ser vi det i tallene – så er vi nødt til igen at vise ansvar for at skabe stabilitet.”

Manfred Weber understreger, at EPP ikke vil arbejde sammen med dem, der vil ødelægge EU:

Vi vil forsvare Europa mod nationalister.”

Søndag d. 26. maj kl. 23.00, Europa
Det sidste italienske valgsted lukker, og derfor må landene begynde at bringe de foreløbige og endelige resultater af valget. Hurtigt står en ting klart: Valgdeltagelsen når over 50 procent, hvilket er det højeste i to årtier.

Søndag d. 26. maj kl. 23.06, Grækenland
Den græske premierminister Alexis Tsipras udskriver valg, efter at hans parti, det venstreorienterede Syriza, taber stort og bliver mindre end centrum-højre-partiet New Democracy.

Grækenland er stadig ved at betale af på de lån, landet fik for at undgå statsbankerot, og Alexis Tsipras har brug for folkets opbakning for at være en troværdig forhandlingspartner over for de internationale kreditorer.

Søndag d. 26. maj kl. 23.17, Danmark
Efter et kvarters akavet og anspændt forsinkelse finder prognosen for de danske mandater vej til tv-stationerne og partierne.

Venstre får et historisk valg, bliver det største parti og får fire mandater. DR stiller om til Venstres valgfest:

Jeg elsker at være på the winning team,” siger uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers og krammer miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

Dansk Folkeparti går fra fire mandater til ét mandat. Et træls resultat”, kalder DF-formand Kristian Thulesen Dahl det. Journalister og politiske kommentatorer bruger lidt større ord.

Søndag d. 26. maj kl. 23.50, Ungarn
Den ungarske premierminister Viktor Orbán går på scenen til Listen to Your Heart, der er den uofficielle temasang for Orbáns Fidesz-parti, der i prognoserne står til at få over halvdelen af stemmerne i Ungarn.

Europa er også vores hjem, og det er grunden til, at vi også ønsker at ændre det,” siger Orbán.

Så erklærer han Fidesz for sejrherre og sejren for historisk, inden han fortæller, hvad han vil bruge sejren til: forsvare nationernes Europa, forsvare kristen kultur, og:

Vi vil arbejde sammen med alle, der ønsker at stoppe migration.”

Mandag d. 27. maj kl. 00.15, Bruxelles
Spitzenkandidaterne, de forskellige gruppers bud på, hvem der skal være den nye formand for Europa-Kommissionen, indtager en stor scene i Europa-Parlamentet på skift. Bag dem vises den foreløbige prognose for, hvor store de forskellige grupper i Europa-Parlamentet bliver.

Den største gruppe – den konservative EPP-gruppe – står til at miste mere end 40 sæder i parlamentet, og den næststørste gruppe, den socialdemokratiske S&D-gruppe, står til at gå næsten lige så markant tilbage. Tilsammen står de to partier til at få omkring 320 sæder i parlamentet. Det er ikke nok til at få flertal, hvilket de to partier ellers har været vant til i hele parlamentets levetid. Nu bliver de to partier i stedet afhængige af andre grupper, særligt den liberale gruppe ALDE, der står til at blive mere end en tredjedel større og blive tungen på vægtskålen.

Først går Manfred Weber fra EPP på scenen og gør krav på posten som formand for Europa-Kommissionen – men må samtidig bede de andre grupper om støtte til at lave den kommission for folket”, han ser for sig.

Derefter går Frans Timmermans på scenen. Hans hjemlige socialdemokrati i Holland går markant frem, men samlet set bliver den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet altså mindre.

Min politiske familie har mistet sæder,” som han siger.

Alligevel beder også han de andre grupper om støtte til at danne en progressiv koalition.

Så indtager Margrethe Vestager scenen. Hun er ALDE-gruppens bud på en ny kommissionsformand.

Jeg har arbejdet med at bryde monopoler op. Det er, hvad vælgerne har gjort i dag,” siger hun.

Mandag d. 27. maj kl. 01.04, Milano, Italien
Matteo Salvini, den italienske indenrigsminister og leder af Lega, der i de italienske prognoser står til at blive landets største parti i Europa-Parlamentet, holder en lille pressekonference. Han har en hvid åbentstående skjorte på og en rosenkrans i hånden.

Matteo Salvini mener, at vælgerne har givet Lega en historisk mission”.

Og det er ikke bare os, det er også Marine Le Pen og Nigel Farage. Det er tid for forandring … Europa vil forandring.”

En ny EU-skeptisk gruppe, som Matteo Salvini har taget initiativ til, og som blandt andet Marine Le Pens parti og Dansk Folkeparti skal være med i, står til at få 67 sæder i parlamentet. Det er næsten en fordobling af den størrelse, som gruppen havde før valget. Men det er alligevel ikke så meget, som mange havde ventet. Og de meget EU-venlige grupper ALDE og De Grønne ser begge ud til at blive større.

Mandag d. 27. maj kl. 01.38, Storbritannien
Resultaterne fra de britiske valgkredse tikker løbende ind, men det overordnede resultat begynder at stå ret klart.

De to traditionelt store og magtbærende partier De Konservative og Labour er decimerede. Imens bliver Nigel Farages Brexit Party det største britiske parti i Europa-Parlamentet. De EU-venlige Lib Dems, der vil have en ny afstemning om briternes deltagelse i EU, går markant frem og bliver det næststørste parti.

Labours leder Jeremy Corbyn skyder skylden på De Konservative.

Efter tre års fejlslagne forsøg på at levere et Brexit, der fungerer for hele landet, er dette valg blevet en proxy for en ny afstemning.”


Så jo, det politiske opbrud i Europa har nu ramt Europa-Parlamentet, og for socialdemokraterne og de konservative i Europa bliver EU nok aldrig helt det samme.

Men historien om valget til Europa-Parlamentet i maj 2019 er stor og nuanceret og kan ikke reduceres til et oprør mod EU.

I Danmark satte vi i går en historisk rekord for de europæiske valg med en stemmeprocent på over 66 procent, og på europæisk niveau skal man tilbage til 1994 – hvor EU blot bestod af 12 lande – for at matche de godt 51 procent af de stemmeberettigede EU-borgere, der på tværs af de nu 28 EU-lande satte deres kryds ved dette valg.

Tallet havde formentlig været endnu højere, hvis ikke briterne i stort antal var blevet hjemme på grund af det uafklarede Brexit.

Det, der står tilbage efter valget, er i lige så høj grad, at de store og stærkt vedkommende diskussioner om særligt klimaudfordringerne, migration og det europæiske fællesskab – der har stået øverst på både vælgernes og politikernes dagsorden på tværs af nationale grænser – tydeligt har afspejlet sig i både fremmødet i valglokalerne og valgresultaterne.

Europa-Parlamentet bliver formentlig kun endnu mere uregerligt de kommende år, men demokrati er kompliceret, særligt når det skal rumme 28 lande, og valget blev til gengæld et gennembrud for den fælleseuropæiske – og substantielle – politiske debat og offentlighed, som EU altid er blevet kritiseret for at savne.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem