Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Henrik Vistoft er medlem af Zetland og har delt den med dig.

“Der er et element af at gøre det umulige.” Hvad Zetlands medlemmer sagde til mig, da jeg ringede til dem

Illustration: Agnés Ricart for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

I hundredvis af Zetland-medlemmer har meldt sig til at være ambassadører og give en hånd, når vi til august fyrer op under en kampagne, der gerne skal sikre os 1.400 nye medlemmer. Podcast-beretningen om, hvad det vil sige at være næsten – men kun næsten – ved at lykkes, fortsætter her, hvor Zetlands chefredaktør ringer til en håndfuld Zetland-medlemmer og bliver klogere. (Og hvis du ikke er til lyd, så kan den selvsagt også læses).

VI BAD OM HJÆLP. Og – hold da magle, som man siger – vi fik, hvad vi spurgte om. Det, du læser her (eller hvad med at lytte? Jeg har virkelig lagt mig i selen med podcast-udgaven af det her), er beretningen, der enten kommer til at dokumentere Zetlands vej mod at blive en bæredygtig forretning eller gør det modsatte: gengiver lyden af en virksomhed, der må erkende, at den ikke kan bestå i sin eksisterende form.

For lige at spole kort tilbage: For nylig slog vi dørene helt op her på Zetland og viste ind i de snakke og de tal, men plejer at holde hemmeligt i en virksomhed som vores. Vi har 10.500 medlemmer, der betaler til vores medie. Vi skal være 3.500 flere for at nå i mål og gå break-even. 1.400 af dem – altså knap halvdelen – har vi bedt vores medlemmer om at hjælpe os med at skaffe til august, når vi lancerer en stor … lad os kalde det en medlemmer-skaffer-medlemmer-kampagne. Og det var i den forbindelse, vi bad om hjælp.

Flere hundrede medlemmer meldte sig som ambassadører (man kan i øvrigt, kan jeg jo lige bemærke i en parentes, stadig nå det. Følg knappen i bunden af denne artikel), og en hel masse af de her medlemmer sendte os også en masse tanker og konkrete idéer. Og så var der i øvrigt også en, Mogens hed han, der skrev, slet og ret: Zetland? Hvorfor hedder i det?” Ham vender jeg tilbage til senere. Først det her:

Enhver iværksætters opgave er dybest set denne: At forestille sig noget, der ikke findes endnu, og at få det til at findes. Zetlands medlemmer, viser det sig, griber den opgave meget praktisk an.

EN HEL KATEGORI af de idéer, vi modtog, handlede om, hvilke mennesker eller grupper af mennesker som det vil være oplagt at sprede kendskabet til Zetland blandt. Eller måske rettere: De handlede om, hvilke situationer eller begivenheder Zetland egner sig godt til, og som vi derfor skal sørge for at være til stede i.

En af de begivenheder er mødregruppe-mødet.

Kirsten, der bor på Amager, skrev til os, at hun blev medlem, da hun fik os anbefalet i sin post-fødselsforberedelsesgruppe”. De var ti i alt, og tre var blevet medlemmer.

Man lever jo lidt i et parallelliv fra virkeligheden,” uddybede hun, da jeg ringede til hende fra vores sommerhede lydstudie. Vi diskuterede, hvad fanden der egentlig skete ude i den der verden, og hvordan man på en nem og overskuelig måde kan deltage i de der voksensamtaler, man håber på at være en del af en gang imellem. Og så er vi gode til at dele forskellige podcast, og så kom Zetland på radaren. Jeg hørte en artikel, og så var jeg sådan: Det giver sgu da megagod mening.”

Med tanke på dengang, jeg selv var på barsel og vandrede rundt i novembersjap med en lunken kop kaffe i hånden og længtes efter noget at putte i mit hoved, kunne jeg fuldkommen se, hvor Kirstens idé kom fra.

Nemlig,” sagde hun.

Dorthe, der er gift med en tandlæge, skrev også til os. Hendes mand overtog for nogle år siden en klinik fra en anden tandlæge, der skulle på pension, og nu var tiden kommet – det syntes Dorthe i hvert fald – til at peppe venteværelset lidt op.

Jeg er begyndt at prikke lidt til det venteværelse, og de prøver på at få det til at se lidt flot ud, og de har Anders And-blade, og de har Bo Bedre, men han kunne godt tænke sig, at der var lidt mere at vælge imellem. Det er forskellige folk, der kommer – den hurtige fyr, der aldrig forlader sin telefon i venteværelset, og der kommer det ældre par, hvor den ene har kørt den anden, og som kommer i god tid.”

Kunne Zetland ikke findes i en eller anden form i det venteværelse? Enten i en eller anden papirudgave eller bare som plakat med en QR-kode. Jeg kunne godt lide idéen.

Ja,” sagde Dorthe, og det er jo ikke kun tandlæger, der har venteværelser.”

VENTEVÆRELSESMATERIALE?Sidsel Hoe (sundhedsskribent, yderst til højre) har virkelig flotte tænder, så meget passer smukt sammen med Dorthes idé om at få Zetland ind i tandlægeventeværelserne. Her er Sidsels tænder til morgenmøde sammen med – fra venstre – Theis Ehler Molin, Andreas Thorsen, Mads Ellegaard og Kasper Løftgaard. Foto: Lars Krabbe

OKAY. BEGGE DELE både mødregrupperne og venteværelserne – var virkelig gode idéer, så de kom på idélisten. Blandt alle dem, der har skrevet til os, er der også en masse, der kom med idéer til selve den medlemskampagne, som vi skyder i gang den 6. august. Bertram, der går i 2. g på et handelsgymnasium i Odense, var klar til at lægge et godt ord ind for os i en pause på gymnasiet, hvis bare vi gav ham den information, han havde brug for.

Man kan sagtens få mulighed for til fællessamlinger at præsentere, eller i pauser. Jeg tror, man skal give dem et tilbud – det kan blive svært at overtale dem til at betale det her om måneden den første måned, men man kan godt lokke dem til at prøve det en måned.”

Jeg fortalte, at vi har planer om at give folk en mulighed for selv at bestemme, hvad de vil betale for den første måned i løbet af kampagnen i august. Bertram havde allerede hørt om idéen og syntes, den lød fed.

En anden, der havde input til vores kampagne, var Lasse S. Dreyer, som vildt gerne vil sprede ordet om os – især hvis vi gør det tydeligt, at han altså ikke får noget ud af det. Andet vil føles … forkert, sagde han.

Bliver det … instrumentelt?” spurgte jeg.

Ja, noget i den dur,” sagde Lasse, og så synes jeg, det ville være mere ægte.

I påskeferien – det skrev han senere til mig på en sms – havde han snakket så godt om Zetland til nogle venner, at en af dem havde spurgt, om Lasse fik procenter, hvis vennen blev medlem. Og det ville være ærgerligt, hvis folk fik den tanke.

Og så synes jeg også,” tilføjede Lasse, at det ville virke lidt modsat, hvis jeg fik en måned gratis, hvis vi arbejder for at holde Zetland oppe.”

Og det kunne han jo have en pointe i.

. I BUNKEN af idéer fra medlemmerne var der mange – faktisk rigtig, rigtig mange – der kom ind på et lidt … følsomt emne for os. Engang lavede vi mange liveshows på Zetland, mange arrangementer, vi gør det stadigvæk af og til, men ikke så meget, fordi det er så tosset dyrt og besværligt, og vi bliver nødt til at bruge vores ressourcer … ja, fornuftigt. Og at mødes ude i virkeligheden er fantastisk. Nogle gange endda magisk. Det er bare ikke nødvendigvis fornuftigt. Men medlemmerne, skrev altså en hel masse, ville have flere liveshows, flere arrangementer.

En af dem var Jacob Galtung-Melchior fra Fredericia. Han skrev til os: Måske dukker I op i mit forsamlingshus, måske livestreamer I spændende debatter og samtaler, men allerhelst dukker I op hjemme i min stue. Så skal jeg nok se, om jeg kan fyre op under Jylland!”

Det taler til noget i tiden lige nu, som jeg mangler. Jeg er også i en situation med små børn, hvor jeg slet ikke har tid til at bruge min sparsomme tid til at tage ud til sådan et Zetland-arrangement. Men det er nok derfor, jeg tænker, at min dagligstue begynder at ligne et rigtig godt sted.”

Så behøver du i hvert fald ikke flytte dig!” sagde jeg.

Jacob, sagde han, var helt klar over det ufornuftige i at rykke en eller flere mand ud for at møde 15-20 mennesker hjemme i en stue som hans.

Når jeg skriver det der, er det i virkeligheden lidt fjollet, for jeg er ret sikker på, at det er svært at lave noget kommercielt ud af. Det er svært at tjene penge på de få mennesker, der er samlet.”

CIRKUSAlle er altid helt flade, inden vi laver en udgave af vores sceneshow Zetland. Og bagefter er vi helt høje i hatten. Her optrådte vi på Betty Nansen Teatret med vores show ‘Opmærksomhedskrigen’. Foto: Kasper Løftgaard

JEG FORTALTE, at vi faktisk har gjort det en hel del tidligere – dengang vi lavede vores kickstarterkampagne, der skulle rejse penge til overhovedet at etablere Zetland. Dengang lovede vi at komme hjem til alle, der kunne samle mere end 15 mennesker i deres stue, deres forsamlingshus eller på deres bibliotek for eksempel, og vi piskede rundt over hele landet. Mads Olrik, der nu er Helikopter-vært, tog til Fejø på den nedlagte skole, hvor der var glutenfri citronmåne, og seks virkelig glade pensionister mødte op, hvoraf kun én faldt i søvn. Jeg var også alle mulige steder, hjemme hos et fantastisk menneske, der hedder Ole i Hedehusene, hele Zetland-holdet tog engang til en erhvervsklub i Skibby, hvor vi i øvrigt mødte Michael, der senere begyndte at blive vores private vin-pusher – men det er en anden historie.

Vi havde en ret stor regning på ture over Storebæltsbroen. Det var som sagt helt tosset – og det var helt fantastisk samtidig. Vi lærte meget. Af at fortælle om vores projekt, men også af at møde de mennesker, vi håbede at få ombord i det projekt. Men er du vimmer, sagde jeg til Jacob, det tog meget tid. Og derfor kostede det også en del penge.

Der var engang, sagde Jacob og tænkte tilbage på sit eget liv – og jeg kunne genkende det, han sagde, fra mit eget – hvor man mødtes og snakkede til ud på natten og følte, at verden blev større, fordi den lige der var meget lille og kun bestod af dem, der var til stede i det øjeblik.

Dengang hvor man mødtes med andre hoveder, der havde lyst til at snakke om verden og de store filosofiske dele af den, og drak rødvin og var pisseklog,” sagde han. Det format kan ikke rigtig foldes ud i digitale ting. Jeg tror, der er en nærhed og en intimitet, som jeg mangler, og som jeg begynder at kigge efter i de små formater.”

Vi leder efter,” tilføjede jeg, de der oplevelser, der ikke kan skaleres. Alt kan skaleres i dag ud i det uendelige. Så hvor er det, der har en grænse?”

Og her sagde Jacob noget, som jeg simpelthen ikke kunne lade være med at spekulere over bagefter. Nettet har gjort vores liv gnidningsløse, friktionsløse. Tingene er nemme, glatte.

Man bliver irriteret over internettet, at alt er så nemt. Man kan bare købe noget tøj, få det leveret, jeg kan ikke passe det, så kan jeg bare levere det tilbage igen. Det bliver man træt af. Jeg vil egentlig gerne have, at det er en smule mere bøvlet.”

En af grundene til, at Jacob overhovedet er glad for Zetland, er måske faktisk – sådan sagde han det – at det er bøvlet for os. At det ikke er nemt.

Det tiltaler mig, at der er et element af at gøre det umulige. At tage den dumme opgave og så lave den. Den besværlige vej er måske lige nu den, der mangler.”

At tage den dumme opgave. Det syntes jeg faktisk var meget fint sagt. Jeg har aldrig tænkt over det på den måde før. Men jeg var enig.

Der er noget over det der med at kræve noget af hinanden,” grundede jeg. Vi kræver jo også lige nu noget af vores medlemmer, vi gør det ikke særlig nemt at være medlem af Zetland, for hvis du vil det, ville det være fedt, hvis du lige gad give os en hånd. Måske er der noget om, at vi lever i en tid, hvor vi ikke kræver ret meget af hinanden og bare tuller rundt i hver vores forbrugsbobler, og alt skal være nemt. Jeg vil dog stemme for, at NemID gerne må være nemt.”

Men alt andet,” grinede Jacob, må egentlig gerne være en lille smule bøvlet.”

Det sad vi så lidt og tænkte over i hver vores ende af telefonforbindelsen. Og så var der egentlig ikke så meget tilbage at sige, andet end at … selvfølgelig må vi hjem i folks stuer. Det er bøvlet. Og rigtigt. Jeg ved ikke, hvor ofte vi kan gøre det og hvordan, men vi bliver som minimum nødt til at tage hjem til Jacob i Fredericia. Den var han med på.

YDRKTil vores liveshow med Aarstiderne – ‘Magiske planter’ – gav Sara Alfort et barn en magisk pille, der kunne gøre sødt til surt. Det virkede. Foto: Veronika Skotting

STUDIET, JEG SAD og ringede fra, var ved at være godt varmt. Der findes et helt afsnit i denne serie, der handler om det studie og den hede og diskussionen for og imod aircondition – men det må blive en anden gang. For nu var der bare tilbage at ringe til én, nemlig til Mogens Mosfeldt.

Goddaw du,” sagde han.

Det var Mogens, der havde spurgt, hvorfor vi hedder Zetland.

Ja, hvorfor gør I det? Zetland er Sjælland på gammelt dansk jo. Men det kan jo ikke være derfor?”

På ingen måde,” sagde jeg og fortalte, hvorfra navnet kommer: Da vi stiftede Zetland, lavede vi en meget lang liste med mulige navne, og et af de navne var Scoop, hvilket var mit meget dårlige forslag. Hakon Mosbech, der er Zetlands medstifter, var bedre til den slags og fandt frem til en liste med navne på hybriddyr. Et muldyr er afkommet fra en hest og et æsel. En zetland er det, der kommer ud, når en shetlandspony har parret sig med en zebra.

Gud, det vidste jeg sgu ikke,” sagde Mogens.

Jeg kan også forestille mig,” sagde jeg, at det ikke findes så tit, og at der derfor ikke findes så mange af dem.”

Dyret, fortalte jeg også Mogens, kan i øvrigt ikke reproducere sig. Det så vi bort fra, da vi valgte navnet.

Ups,” sagde Mogens.

Mine snakke med ham og de andre Zetland-medlemmer blev til på baggrund af bare et lille udpluk af de mange, der har skrevet til os. Jeg kan ikke nå at ringe til alle, men vi læser det hele. Så bliv endelig ved med at byde ind. Det sker via det spørgeskema, du kan trykke dig frem til lige herunder. Det er, i meget konkret forstand, det, der holder os kørende.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem