Der er dobbelt så mange, de er strandet, og mange kan aldrig vende hjem. På ti år har verdens flygtningeproblem ændret sig fundamentalt

Foto: Hannah Mckay / Reuters / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Antallet af flygtninge har aldrig være større. De flygter fra krige, der ikke vil slutte, de sidder håbløst fanget i lejre og det er blevet nærmest umuligt at vende hjem. Med en ny FN-rapport i hånden kan vi forstå omfanget af denne globale krise – og hvorfor flygtninge- og migrationsspørgsmålet presser store dele af verden i bund.

Det er, som om den offentlige samtale efterhånden er så bekendt med flygtningeproblematikken, at der er tendens til at glemme, hvor omfangsrig den rent faktisk er. Strømme af fordrevne er på en måde reduceret til et vilkår ved verden i dag. De er der bare, som et prekært vedhæng til den globale forbundethed, ingen for alvor tør tage hånd om.

En ny, barsk konklusion fra FNs flygtningeorgan UNHCR viser, at sådan burde det ikke være. I deres årsrapport, der blev udgivet i sidste uge, skriver de, at 79,5 millioner mennesker, det vil sige hver 97. eller lige knap 1 procent af verdensbefolkningen, var drevet væk fra deres hjem i 2019. Der er tale om en stigning på knap 9 millioner fra 2018-opgørelsen og intet mindre end en fordobling siden 2010. Der har aldrig, som i aldrig, været så mange på flugt.

FNs flygtningehøjkommissær Filippo Grandi har udtalt, at vi står midt i en forandret virkelighed”. Det er nemlig ikke alene antallet af flygtninge, der har rykket sig. De fordrevne har flygtningestatus i længere og længere tid ad gangen, og de samler sig i stadig højere grad i enten nærområder eller interne flygtningelejre, hvor både klimaforandringer og fødevareusikkerhed er konstante trusler. Der er dermed al mulig god grund til at dvæle ved UNHCR-rapporten og, for en gangs skyld, forsøge at overskue flygtningespørgsmålets ufattelige fylde.

Allerførst er det på sin plads med et par tekniske indskydelser. UNHCRs mandat dækker udelukkende de mennesker, der falder ind under flygtningebestemmelsen i FNs Flygtningekonvention, som siden 1951 har udgjort det juridiske rammeværk på området. I den lyder det, at man er flygtning, hvis man er blevet drevet væk fra sit hjem som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser”. Ifølge Martin Lemberg-Pedersen, migrationsforsker ved Global Refugee Studies på Aalborg Universitet, er den slags afgørende at holde sig for øje: Man må forstå den politiske økonomi, der ligger til grund for UNHCRs arbejde, hvis man vil forstå rapporten til bunds,” siger han. De tæller og kategoriserer inden for et helt bestemt mandat.”

I tillæg til de 79,5 millioner mennesker, som UNHCR beskæftiger sig med, kommer der således dem, der vanligvis bliver kaldt migranter; det vil sige dem, der bevæger sig udenlands for at opnå bedre levestandard, men ikke er direkte forfulgt i deres hjemland og dermed heller ikke kan påberåbe sig de rettigheder, FN-flygtningekonventionen tildeler. Samtidig bør det også nævnes, at rapporten baserer sig på 2019 og dermed ikke tager højde for corona. Det er endnu ikke til at vide, præcis hvilken indflydelse pandemien vil få for flygtningesituationen, men UNHCRs talsperson i Danmark, Elisabeth Arnsdorf Haslund, er ikke optimistisk:

De socioøkonomiske konsekvenser rammer de i forvejen udsatte hårdest. Vi kan se, hvordan mange flygtninge og fordrevne allerede nu synker dybere ned i fattigdom og lever under forværrede kår. Det er oplagt at tænke, at det på sigt kan skubbe til yderligere fordrivelse,” siger hun.

Martin Lemberg-Pedersen advarer desuden mod det, han kalder tal-lege”. De genererer måske opmærksomhed og giver da også en overordnet fornemmelse af flygtningesituationens omfang og karakter, men de risikerer samtidig at reducere noget særdeles komplekst til noget særdeles firkantet. Store tal er jo altid abstraktioner over nogle helt konkrete kriser, hvor helt konkrete menneskeskæbner er på spil,” siger han. For at forstå, hvad der egentlig er på færde, opfordrer han derfor til, at man bryder den store helhed ned i mindre enkeltdele. Og det kan gøres nogenlunde sådan her:

Af alle flygtninge, der altså samlet set løber op i 79,5 millioner, opholder 45,7 millioner sig fortsat i deres eget land. De er det, man kalder internt fordrevne. Dertil kommer godt 30 millioner, der er udenlands, samt 4,2 millioner, hvis asylsager er under behandling. Af det fulde antal estimeres det, at 30-34 millioner er børn, heraf titusinder af uledsagede. Under de store tal løber en række specifikke kriser.

  • I Den Demokratiske Republik Congo, hvor der alene i den nordøstlige Ituri-provins, der er plaget af etniske spændinger mellem hema- og lendu-folket, har samlet sig 1,3 millioner i interimistiske lejre.
  • I Yemen, hvor en borgerkrig er gået ind i sit femte år og mere end 3,5 millioner mennesker er flygtninge i eget land.
  • I Syrien, der efter ti års konflikt nu tegner sig for intet mindre end hver sjette af alle verdens flygtende.
  • I Myanmar, hvor rohingya-muslimerne fra Rakhine-delstaten er blandt verdens mest systematisk forfulgte.
  • I Sydsudan, hvor syv års borgerkrig i 2019 sendte 2,2 millioner mennesker på flugt.
  • I Afghanistan, hvor fredstid efterhånden ligger så langt tilbage, at krig er blevet en slags normaltilstand.
  • I Venezuela, hvor 4,5 millioner mennesker, der ikke var en del af sidste UNHCR-rapport, nu er blevet indlemmet i statistikken efter at landets politiske og økonomiske kaos under præsident Nicolás Maduro er eskaleret i en sådan grad, at store dele af landet sulter.

Ifølge Folkekirkens Nødhjælp, der fredag udkom med deres egen rapport, som lægger sig i forlængelse af UNHCRs, er det dog ikke kun diverse nationale og regionale kriseudviklinger, der driver stigningen i antallet af flygtninge. På baggrund af mere end 1.000 interviews med sårbare befolkningsgrupper i vestafrikanske Mali og østafrikanske Somalia konkluderer de, at de globale klimaforandringer er blandt de væsentligste årsager til, at vi er gået ud af 2010’erne med en flygtningefordobling.

Ud over det voksende antal flygtninge – og de bagvedliggende mekanismer – giver UNHCR-rapporten også et overblik over, hvordan flygtningestrømmenes natur har ændret sig. For det første gælder det, at mere end otte ud af ti af dem, der er søgt udenlands, nu befinder sig i udviklingslande, typisk lande, der grænser op til det, de er flygtet fra. Det er lande som Tyrkiet, der de seneste år har modtaget millioner af syrere, Colombia, hvortil 1,8 millioner venezuelanere har søgt tilflugt, Uganda, der især huser mange sydsudanesere, og Pakistan, som mange afghanske flygtninge krydser grænsen til. Europas politikere taler ofte om det pres, afrikanske og mellemøstlige flygtninge lægger på kontinentets ydre grænser, men det kan altså på ingen måde måle sig med det, en række nærområdelande bliver udsat for.

På den måde kan man jo sige, at den dominerende flygtningepolitik i Europa kan aflæses i rapporten,” siger Ninna Nyberg Sørensen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier. Det har jo længe været en prioritet, også fra dansk side, at holde flygtningene i nærområderne. Det må man jo sige er lykkedes.” Der er dog ét europæisk land, der skiller sig ud i rapporten. Fra 2010 til 2019 var Tyskland det land i verden, der modtog flest nye asylansøgninger, og med mere end 1,1 million flygtninge i landet rangerer de som det femtestørste modtagerland. Ingen andre i Europa er i nærheden af det tal. Det falder i tråd med opfattelsen af Tyskland som motoren i det europæiske flygtningearbejde,” siger Martin Lemberg-Pedersen fra Aalborg Universitet. Det er især dem, der presser på for en fælleseuropæisk løsning.”

Dernæst har det udviklet sig sådan, at antallet af mennesker i såkaldt langvarig landflygtighed, hvilket vil sige, at de har opholdt sig mere end fem år i samme land uden at være blevet tildelt permanent opholdstilladelse, er steget til 15,7 millioner. I 2010 var tallet 7,2 millioner. For en måned siden glædede udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) sig over, at der i 2019 var flere flygtninge, der forlod Danmark, end der kom ind, men det billede kan altså ikke genkendes på globalt plan. Mellem 1990 og 1999 returnerede 15,3 millioner til deres hjemland, og mellem 2000 og 2009 gjorde 9,6 millioner. Fra 2010 til 2019 var tallet imidlertid helt nede på 3,9 millioner. Det er et fald på et årligt gennemsnit fra 1,5 millioner i 1990’erne til omkring 385.000 i 2010’erne. Ifølge Ninna Nyberg Sørensen er forklaringen lige så umiddelbar, som virkeligheden er brutal:

Vi har, især med Syrien, Libyen og Afghanistan, nogle langvarige konflikter med massiv international deltagelse, hvor der selv efter mange års kampe ikke er blevet sikret fred,” siger hun. Det betyder selvfølgelig, at flygtningene fra de lande ikke har haft mulighed for at vende hjem og formentlig heller ikke vil kunne det lige foreløbigt.” Martin Lemberg-Pedersen stemmer i: Vi har helt klart oplevet en forlængelse af verdens konflikter,” siger han. Han indvender dog, at det ikke alene er de kriseramte landes fortsatte krise, der gør sig gældende. Det samme gør det øgede EU-fokus på nærområdeindsatser: Det betyder, at fordrivelsen bliver gjort til et grundvilkår, og at indsatser mod enten at forhindre fordrivelse eller at løfte folk ud af den ikke får samme opmærksomhed,” siger han. Hvis der i EU var opbakning til en progressiv flygtningefordeling, så ville, lad os sige 100.000 af de syrere, der er fanget i Tyrkiet, ryge ud af statistikken, men det er der jo ikke.”

For flere og flere er flygtningetilværelsen altså en stort set permanent tilstand, ikke bare et midlertidigt fænomen. Sådan er det i hvert fald for de afghanere, der nu på intet mindre end femte årti sidder i Iran og Pakistan. De flygtede, da Sovjetunionen invaderede landet i 1979, og har lige siden været i et limbo: ikke i stand til at vende hjem, men heller ikke i stand til at slippe ud af deres flygtningestatus. Lignende skæbne, advarer UNHCR i rapporten, truer nu de sydsudanesiske flygtninge i Kenya, Sudan og Uganda, og det er netop med reference hertil, at Filippo Grandi, FNs flygtningehøjkommissær, i forordet til UNHCR-rapporten skriver, at vi er gået fra et årti med løsninger til et årti med ny og langvarig fordrivelse”.

Især siden efteråret 2015, da et hastigt stigende antal flygtninge nåede Europa via Middelhavet eller den såkaldte Balkan-rute i det sydøstligste hjørne af kontinentet, har flygtningespørgsmålet været et af de mest betændte i europæisk politik. Der er blevet debatteret og debatteret. Der er blevet råbt og råbt. I lyset af den nye UNHCR-rapport giver det god mening. Det forgangne årti var simpelthen flugtens årti. Med en fordobling af antallet af flygtninge i verden kunne det næppe være gået anderledes. Markante forandringer giver markante holdninger.

Nu er det så tid til markante tiltag. Uanset hvordan man går til UNHCRs nye rapport, kommer man ikke udenom, at den stadfæster flygtningeproblematikken som en af tidens absolut største politiske udfordringer, i Europa såvel som i resten af verden. I løbet af det seneste årti er den kun blevet større, og der skal ske gedigne ændringer i det kommende, hvis verdens lande skal leve op til det af FNs 2030-mål, der har som ambition at nå ud til dem, der er allermest marginaliserede. Politikerne kommer og går, men flygtningene består.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: