signature

Skal landskabet skæres midt over for at mindes Utøya? Tidens mindesmærker gør plads til tomheden

SNITSådan ville Utøya-mindesmærket se ud, hvis det blev realiseret. Det gør det nok ikke. Modelfoto: Jonas Dahlberg Studio/Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

En kunstners plan om at mindes ofrene for Anders Breiviks massakre ved at skære et næs nær Utøya midt over har skabt voldsom debat – både i Norge og i den internationale kunstverden. Det foreslåede mindesmærke, som nu ser ud til at blive sløjfet på grund af protester fra naboer og pårørende, skriver sig ind i tidens store tendens i mindesmærke-kunsten. Her dominerer tomhed, fravær og rum til stille refleksion. Vi kigger på de vigtigste eksempler.

Et lodret snit går igennem landskabet og skaber et tomrum, hvor der før var jord, klippe og fyrretræer. På mellemrummets ene væg skrives navnene på de i alt 77 omkomne ved Anders Behring Breiviks terrorangreb i 2011. På den modsatte væg udhugges en slags terrasse, hvorfra man kan læse navnene.

Sådan forestillede den svenske kunstner Jonas Dahlberg sig, at ofrene for Breiviks angreb på Utøya skulle mindes. Snittet skulle ikke skæres i selve øen i Tyrifjorden vest for Oslo, men på en nærliggende odde med udsigt til øen.

Mindesmærket skulle egentlig have været færdigt allerede i 2015, men findes endnu kun på modelfotos og i Dahlbergs fantasi. Og nu tyder meget på, at det slet ikke bliver realiseret. Først protesterede nogle af de pårørende over, at de ikke var blevet hørt, siden lagde naboerne sag an, og i september gav den norske regering op over for udsigten til en lang retssag og meddelte, at projektet ikke bliver til noget.

Protestgrupper, der støtter mindesmærket, kæmper imidlertid videre, og der foregår stadig en intens debat om sagen. Således har en lang række notabiliteter fra den internationale kunstverden for nylig underskrevet en appel til den norske regering om at gennemføre værket.

Men hvorfor overhovedet skære et landskab over? Hvorfor ikke rejse en statue til minde om ofrene? Dahlbergs værk lægger sig i en nyere tendens inden for mindesmærker, som man kunne kalde fraværs-æstetik. Her bruges tomhed, fravær og ekstremt enkle former som udtryk for tab.

Det er huller, tomme rum og ensfarvede blokke i stedet for billeder, statuer og relieffer.

Det traditionelle mindesmærke er samfundsbevarende, mytologiserende og opstilles på et centralt sted, der sjældent er forbundet med det, som mindes. Det rejser sig lodret og fallisk og repræsenterer entydigt statsmagten.

Det er som oftest en statue eller anden figur i bronze eller sten, hævet op på en sokkel. Som regel hylder det en person eller et princip, der repræsenterer nationen. En kejser, en konge, en vigtig person – eller som Istedløven fra 1862; et princip om dansk mod og styrke i Slaget ved Isted 1850.

I midten af det 20. århundrede kom det traditionelle mindesmærke imidlertid i krise. Især Maya Lins Vietnam Veterans Memorial fra 1982 indvarslede midt i Washington en ny type mindesmærker, der giver bedre mening i en demokratisk tidsalder, hvor statsmagten ikke længere entydigt definerer, hvordan begivenhederne skal tolkes.

Lad os kigge på fire markante eksempler.

1. Vietnam-mindesmærket

Maya Lin: Vietnam Veterans Memorial (1982) Foto: Scanpix

Vietnam-mindesmærket midt i den amerikanske hovedstad lægger sig som et diskret snit i parklandskabet, er udpræget vandret i sin orientering og helt abstrakt i sit formsprog. Det er en kile af poleret sort gabbro-sten skåret ind i en bakke, så den skaber en plateauvæg. På væggen er 58.000 døde og savnedes navne indgraveret – uden rang.

Det abstrakte udtryk er så åbent, at man kan lægge i det, hvad man vil – betragte det som en hyldest til brave mænd og den amerikanske krigsindsats eller som en skamtavle over en fejlslagen krig og en stat, der sendte en masse mennesker i døden. I sidste tilfælde kan snittet ses som et snitsår.

Denne abstrakte og til tider mørke stil går igen i mindesmærker over krige, katastrofer, folkedrab og andre traumatiske begivenheder fra de sidste 30 år.

2. Holocaust-tårnet

Holocaust-tårnet i Det Jødiske Museum, Berlin. Arkitekt: Daniel Libeskind (1998). Foto: Felipe Rodr / Scanpix

I Tyskland har bearbejdelsen af holocaust været et ømt punkt, og den er kommet relativt sent, fordi man til at begynde med havde større behov for at glemme, fortrænge og komme videre. Samtidig har det været en udbredt idé, at holocaust var så omfattende en traumatisk ugerning, at den ikke kunne fremstilles direkte, men måtte fremstilles indirekte, som en tomhed.

Det har blandt andet udmøntet sig i Holocaust-tårnet i Det Jødiske Museum i Berlin – et tomt og dystert, kileformet betonrum, der lukkes om museumsgængerne i grupper. Her står man så tæt pakket og kigger op i det lille, men 24 meter høje rum, hvor en håbets lysstribe trænger ind. Man forventes at forholde sig i tavshed, idet man mindes gasningen af jøderne.

3. Europas myrdede jøder

Peter Eisenman: Mindesmærke for Europas myrdede jøder (2005). Foto: Hubertus Blume / Scanpix

Tomhedsæstetikken præger også det store Mindesmærke for Europas myrdede jøder midt i Berlin. Mindesmærket består af en serie af helt abstrakte, kasseformede betonblokke med lidt varierende størrelser. Et tungt, abstrakt og åbent rum for eftertanke.

4. Mindesmærket på Ground Zero

Michael Arad: Reflecting Absence (2011) Foto: Jim West / Scanpix

Da der skulle sættes et mindesmærke for terrorangrebet på World Trade Center i New York i 2001, blev vinderforslaget Michael Arads to gigantiske, kvadratiske huller i jorden præcis dér, hvor tvillingetårnene stod.

Ned fra alle grundplanets kanter strømmer et tæppe af vand, der samles i et spejlbassin, før det løber ned i et mindre kvadrat og forsvinder ned i mørket. Man har bevidst valgt at skabe et hul frem for at rejse et opadstræbende monument.

Titlen er Reflecting Absence, altså afspejling af fraværet, og mindesmærket er allerede et hovedværk i den fraværs-æstetik, der kendetegner moderne mindesmærker for traumatiske begivenheder.

Som man kan fornemme på disse eksempler, er fraværet af motiv eller ligefrem fravær af masse som sådan velegnet til mindesmærker forbundet med kollektive traumer. Og det er egentlig logisk nok.

Fravær er den bedste måde at skildre tab på. Noget mangler. Der er et sår. Noget er så forfærdeligt, at det ikke kan fremstilles, men det skal alligevel mindes, og løsningen er derfor at fremstille selve det ufremstillelige. Samtidig tilbyder tomheden et meditativt rum til stille eftertanke.

Når vi skal mindes en afdød, holder vi ofte et minuts stilhed, der kan virke stærkere end nok så mange lovord. De mindesmærker, der benytter sig af fraværets æstetik, er en slags rumlige udgaver af denne tavshed.

Med det in mente er det indlysende, hvorfor det forkastede Utøya-mindesmærke skulle udformes som et snit i landskabet i stedet for en oprejst skulptur. Kunstneren Jonas Dahlberg trækker noget fra i stedet for at føje noget til. Han skærer et sår i landskabet og skaber fravær, hvor der før var tilstedeværelse.

Naboernes protester mod mindesmærket har blandt andet handlet om, at man ikke ville blive mindet om Utøya-begivenheden, men har brug for at komme videre. Det understreger, at mindesmærket ville have den ønskede effekt: at Breiviks udåd og dens ofre ikke glemmes.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem