Thomas Gyldal Petersen, et barn af velfærdsstaten med klare, blå øjne, bevæger sig ind ad sin barndoms stier.

Han blev født ind i et socialdemokratisk mønsterbyggeri i Herlev, en forstad på S-togslinjen ud for København. Han er cirka lige så gammel som byggeriet her (født 1975); en blanding af rækkehuse og etagebyggeri.

“Buskene var kun et par centimeter høje, da vi flyttede ind. De var lige blevet plantet,” siger Thomas Gyldal Petersen.

Nu er han borgmester i Herlev og viser rundt i Malurthaven, der dengang var fremtidens byggeri: Et stykke dansk velfærdsarkitektur med lyse boliger beregnet til især børnefamilier fra 1970′ernes små lejligheder i storbyen med toilet i gården. Livet skulle ikke kun handle om at arbejde men også om at trives, gå på biblioteket og dyrke sport. I forstaden var grønne områder, legepladser mellem bygningerne og vuggestue, skole og ungdomsklub tæt på.

Nærmest identiske byggerier landede over hele landet, men op igennem 1980′erne og 1990′erne flyttede nye beboere ind. I dag står mange af de almene lejeboliger for ghettodannelser, parallelsamfund og socialt forfald.

“I Herlev blev indvandringen så massiv, at der var ægtepar, som sad alene tilbage som de eneste danskere i opgangen. Børnene var flyttet hjemmefra, og nu følte de sig marginaliseret i et boligområde, som engang havde været et fællesskab. De boede dør om dør med folk, der ikke talte det samme sprog. De mennesker kunne godt se, at tingene gik den forkerte vej, og de begyndte at tvivle på, om Socialdemokratiet havde set det. Hørt det. Forstået det. De, der havde allermest brug for, at Socialdemokratiet er der for dem, mistede tilliden til os,” siger Thomas Gyldal Petersen.

Han taler om et tillidsbrud, der forfølger partiet den dag i dag. Afgrunden mellem de liv, danskerne levede, og de værdier, partiledelsen talte om, voksede sig så stor, at det endte med at give plads til Dansk Folkeparti, førte til tabet af statsministerposten i 2001 og sendte Socialdemokratiet ud på en meget lang omvej, som man først nu er ved at finde hjem fra.

I dag ligger Socialdemokratiets udlændingepolitik fast. Den er så stram, at S for nylig fik ros fra DF, fordi man havde stemt for flere stramninger på udlændingeområdet end Venstre (37 mod 36). Tilstrømningen skal begrænses af flygtninge, indvandrere og familiesammenførte fra ikkevestlige lande. Man har tilsluttet sig regeringens midlertidige stop for kvoteflygtninge, stemt for, at visse flygtninge skal vente mere end tre år på familiesammenføring, og foreslået at opsamle alle flygtninge i lejre i nærområderne.

Formand Mette Frederiksen sagde tidligere i år, at den danske velfærdsmodel “ikke kan forenes med en åben udlændingepolitik”, og at man må “være ærlig og sige, at en stor tilgang af udlændinge mange steder har resulteret i parallelsamfund”.

Især stoppet for kvoteflygtninge var et skridt for langt mod højre, mener flere socialdemokrater, herunder tidligere indenrigsminister Thorkild Simonsen. Men Mette Frederiksens ord er sød musik i Thomas Gyldal Petersens ører. Som han siger:

“I dag står vi endelig dér, hvor jeg har ønsket, vi skulle stå i mange år. Nu står vi, hvor Vestegnens borgmestre stod for 30 år siden.”

Spørgsmålet er, om det er for sent at genvinde vælgernes tillid og ikke mindst statsministerposten.

Thomas Gyldal Petersen er et godt bud på en socialdemokrat, der kan blive afgørende for partiets fremtid. Han er i nærkontakt med partiets vælgere og kan formulere den røde tråd i en stram udlændingepolitik. Han trækker omkring 60 procent af stemmerne til kommunalvalget i Herlev (kun 34 procent af vælgerne i Herlev stemte på S til folketingsvalget) og har siddet i kommunalbestyrelsen siden 1998.

Han blev valgt som borgmester i 2011 og taler om nøglen til den socialdemokratiske samfundsmodel: at give alle en chance for at flytte sig, uanset hvilken familie de kommer fra.

De almene boliger var netop designet til at løfte arbejderne ind i middelklassen og bryde den sociale arv via naboer og legekammerater fra forskellige lag. Derfor burde det have ringet som en alarm i Socialdemokratiets ører, da mange ressourcesvage flyttede ind i 1980′erne.

“Det var det, der gik galt. De ressourcestærke flyttede ud, og man supplerede socialt udsatte danskere med flygtninge og indvandrere, der havde dårlige forudsætninger for arbejde og uddannelse. Når et boligområde transformeres på den måde, sker der noget i hver eneste daginstitution, hver eneste skoleklasse, i idrætsforeningen. Så har de svage ikke et andet vindue til verden end deres eget. Så bliver det, der skulle være de stærkes trampolin for de svage, til kviksand,” siger Thomas Gyldal Petersen.

Han går hen af stien til nummer 25, hvor han boede med sin far, der var maskinarbejder og mor, der var pædagog; et rækkehus med et par kvadratmeter have til. Hegnet er for højt til at kigge ind. Thomas Gyldal Petersen tilbragte sin barndom her i området med de andre drenge, der legede og spillede fodbold, indtil de blev kaldt hjem til aftensmaden.

“Vi var sammen hver dag, året rundt. Jeg var aldrig uden for det her område,” siger Thomas Gyldal Petersen.

En ældre kvinde med tørklæde og en skraldepose i hånden nikker venligt, da hun ser ham. En anden ældre dame er ude at gå med en lille hund.

“Nå, der kommer borgmesteren. Goddag, goddag,” siger hun. Hunden har et dækken på med teksten Pretty Girl.

“Goddag, goddag,” siger borgmesteren.

Det er ikke, fordi Thomas Gyldal Petersen siger noget nyt. Og det er i hans øjne det tragiske. Socialdemokratiske borgmestre og lokalpolitikere advarede for 30 år siden om, at der var noget galt, men de blev overtrumfet af en partiledelse, der endte med at sende bekymrede vælgere i armene på borgerlige partier. En afgørende fejl, som Socialdemokratiet først nu er ved at have rettet op på, ifølge borgmesteren.

“Hvis vi havde lyttet til vores egne borgmestre dengang, havde vi ikke haft DF. Vi havde formentlig heller aldrig fået en statsminister ved navn Anders Fogh Rasmussen,” siger Thomas Gyldal Petersen.

Han henviser til en række borgmestre fra Københavns Vestegn, der i 1980′erne var blandt de første til at forstå, hvordan indvandringen påvirkede lokalsamfundene.

Per Madsen, Ishøjs borgmester igennem hele 26 år fra 1974-2000, talte nærmest profetisk præcist om “khomeinisering” af udlændingene – det, man i dag ville kalde radikalisering. Han sagde, at kvinderne gik mere med tørklæde, at de ikke integrerede sig, og at “hvis iranerne optræder, som de stadig var hjemme i Iran, og tyrkerne som hjemme i Tyrkiet, må de rejse hjem, hvor de kommer fra.”

Han blev stemplet som racist internt i partiet.

Ritt Bjerregaard, der ellers ikke har markeret sig som en strammer, så nogle af de samme problemer i 1988. I sin bog I opposition bakkede hun Ishøjs borgmester op og foreslog, at der maksimalt måtte bo 10 procent fremmede statsborgere i et boligområde. Om ligestilling skrev hun desuden:

“I det danske samfund kan vi ikke acceptere, at pigerne ikke får samme grundlæggende uddannelse som drengene. Det drejer sig om 9 års skolegang i klasser, hvor begge køn er med. Her skal der ikke laves mystiske særordninger for at gøre det nemmere for forældrene. Vi kan heller ikke have, at forældrene finder ægtefæller til pigerne fra det land, de kommer fra, og gifter dem væk, før de er 18 år, uden at de nogensinde har set hinanden. Det er ikke dansk skik og skal ikke være det.”

En anden lokalpolitiker fra Albertslund, Vibeke Storm, blev sat til at skrive en rapport om Socialdemokraternes udlændingepolitik, og den indeholdt anbefalinger om at begrænse indvandringen til maksimalt 5.000 udlændinge om året og stille højere krav til sprog, uddannelse og beskæftigelse.

Men efter at Svend Auken blev Socialdemokratiets formand i 1987, blev rapporten aldrig offentliggjort. I stedet holdt han en landskongres under mottoet En fremmed er en ven, du ikke har mødt. Dermed var partiets syn på indvandring slået fast, og det kostede magt og indflydelse, mener Thomas Gyldal Petersen.

“Svend Auken har gjort rigtig meget godt på miljø- og klimaområdet, men der er ingen tvivl om, at Svend havde en afgørende betydning for, at vores parti fik lagt os på den forkerte kurs i hele udlændinge- og integrationsspørgsmålet. Det trak lange spor, for vi talte ikke om, at antallet betød noget. Den kamp tog lang tid. Det var først efter 2001, med tabet af regeringsmagten blandt andet på udlændingespørgsmålet, at S blev tvunget til at se på sig selv og distancere sig fra den lidt naive, verdensfjerne tilgang.”

Det, borgmestrene sagde i 1980′erne, lyder nærmest ordret som det, der bliver sagt i debatten i dag. Har I taget en 30 år lang omvej i udlændingedebatten for nu at ende det præcis samme sted?

“Ja, det har vi. Hvis vi havde lyttet til dem dengang, havde vi måske undgået nogle af de fejlslagne udviklinger. Det er et fint humanistisk budskab, at en fremmed er en ven, du ikke har mødt, men hvis du overlader den fremmede til nogle strukturer, der ikke flytter dem, så bliver den fremmede en ven, du har svigtet. Men i 1980′erne og 1990′erne måtte man jo ikke sige det. Hvis man sagde det, var man jo ra…”

Han stopper sig selv og hvisker nærmest.

“Altså ordet racist …”

Det var netop det ord, Ishøjs bramfri borgmester Per Madsen blev kaldt af andre i partiet, fordi han satte ord på de integrationsproblemer, der ændrede hans kommune.

“Det gør mig rasende. Der har været en arrogance og en nedladenhed hos nogle af de kredse, der aldrig selv var i berøring med problemerne. De mente, at det måtte mennesker i den almene boligsektor leve med, for det syntes man på de dyre dele af Østerbro eller i Nordsjælland.”

“De mennesker, der har gjort den allerstørste forskel socialt set, er nogle af dem, man sagde grimme ting om. Modsat alle de bedrevidende typer insisterede de faktisk på at leve op til den socialdemokratiske ambition; at give alle mennesker mulighed for at flytte sig socialt, uanset hvor de kommer fra,” siger Thomas Gyldal Petersen.

Han anbefaler i øvrigt selv en maksimumgrænse på 5.000 udlændinge om året. Uden at være klar over, at det er det samme antal som Vibeke Storm.

Vestegnsborgmestrene fik først oprejsning, da Mette Frederiksen gav dem ret tidligere i år:

“I dag erkender jeg, helt uden at ryste på hånden, at mit parti skulle have lyttet til de vestegnsborgmestre, der i 1980’erne og 1990’erne insisterede på at begrænse tilstrømningen af udlændinge til Danmark. De havde fuldstændig ret.”

Spørgsmålet er, om Socialdemokratiet også har modvirket integrationen af andre grunde. Den socialdemokratiske velfærdsmodel er baseret på høj løn, sociale ydelser og færre ufaglærte jobs, såkaldte McJobs, som globalt set er udlændinges vej ind på arbejdsmarkedet.

Har I ikke på den måde været med til at hæve barrieren til arbejdsmarkedet for udlændinge?

“Det er selvfølgelig en udfordring, at der er blevet færre ufaglærte jobs. Men vi skal ikke have et samfund, hvor lønnen er så lav, at du ikke kan leve af den. Derfor er vi forpligtet til at bringe udlændinge i nærkontakt med arbejdsmarkedet. Folk skulle aldrig have haft penge for at sidde derhjemme, men problemet er ikke for høje ydelser. Det er for lave forventninger.”

Ser du så ingen bivirkninger ved de høje ydelser?

“Synes du, ydelserne er høje? Synes du, det er et liv i sus og dus?”

Spørgsmålet er vel, om de motiverer dem, der kan, til at arbejde.

“Det er en fejl, at vi har skruet systemet sammen, så man kan modtage ydelser, uden at der stilles krav. Arbejde er det fineste fællesskab, der findes, og man har svigtet fundamentalt, når man har haft det udgangspunkt, at det er synd for nogle uden at stille forventninger til dem. Vi må aldrig gå ned på forventninger.”

Nu gælder det fremtiden. Ifølge Thomas Gyldal Petersen overlever den socialdemokratiske samfundsmodel ikke, hvis partiet ikke genoptager kontakten til vælgerne og anerkender, at der er andre bundlinjer end den økonomiske. Derfor bliver jobskabelse og decentralisering nødvendige skridt på Socialdemokratiets vej tilbage til Statsministeriet.

“De mennesker, der har stemt på Donald Trump, findes også i Danmark. Det er ikke de fattigste, men en stor gruppe af faglærte og ufaglærte, der er i arbejde og føler deres job truet af globalisering. De ser ting i deres hverdag, der går den forkerte vej. Og de mennesker skal vi forstå og give nogle svar. Ellers taber dem, der har allermest brug for fællesskabet.”