Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Mari-Louise Pedersen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Han forudså finanskrisen. Nu tror han, at den økonomiske verdensorden bliver vendt på hovedet

Vil du forstå verdensøkonomien? Så skal du kende gælds-dødscirklen, mener finansguru.

Foto: Nicolai Oreskov Westh, Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


29. november 2021
14 min.

Det vrimler med store nyheder i økonomien for tiden. Aktiemarkedet har slået rekord efter rekord. Uligheden i formuer vokser, blandt andet drevet af et vildt boligmarked. Og vigtigst måske: Inflationen er tilbage. Priserne stiger mere end længe.

Men bag alle de nyheder ligger måske én stor, meget langsom udvikling, som på en måde forklarer det hele: gælds-dødscirklen. Vi kan også – lidt mere præcist og nedtonet – kalde fænomenet den store gælds-cyklus. Og den kaster ifølge ophavsmanden nyt lys over både de aktuelle nyheder, du læser om penge og økonomi for tiden, og viser, hvorfor vi måske er på vej mod en helt ny verdensorden.

Helt kort og teaser-agtigt handler gælds-dødscirklen om dette: Hvis du analyserer verdens økonomier gennem historien – altså hundreder eller endda tusinder af år tilbage – går et bestemt mønster igen. Det er en slags rytme, der gentager sig med lange mellemrum. Og hver gang fører den til samme resultat: Økonomien bliver totalt vendt på hovedet. Et imperium falder, og en helt ny økonomisk virkelighed opstår.

Vi kommer tilbage til, hvad gældscyklussen helt præcis går ud på, men først skal vi lige høre noget om ophavsmanden til begrebet, for han er nemlig også ret interessant.

‘Hakon og Sebastian elsker penge’

I lydversionen kan du høre en særlig samtaleartikel, hvor vi – økonomi-skribent Hakon Mosbech og ph.d. i økonomi Sebastian Barfort – dykker dybere ned i historien. Det er en del af serien ‘Hakon og Sebastian elsker penge’, hvor vi jagter svar på tidens vigtigste historier om økonomi.

Manden bag idéen hedder Ray Dalio. Han har gråt hår, er i de tidlige 70′ere – og ligner måske lidt et aldrende medlem fra en progressiv britisk rockgruppe. Og så er han mangemilliardær – en af verdens allerrigeste mennesker. Ray Dalio har nemlig skabt verdens største hedgefond, Bridgewater. (En hedgefond er et firma, der investerer andres penge rimelig frit). Og Bridgewater investerer enorme summer, for eksempel for store pensionsfonde – også danske pensionspenge – med succes. Samtidig er Ray Dalio kendt for at forudsige finanskrisen i slutningen af 00’erne og tjene godt på det, mens andre finansfolk røg i knæ.

Og Ray Dalio er anderledes end mange andre finanstyper. Han er lidt af en filosof og historiker. Han elsker at skrive kæmpestore analyser og bøger om … alt. Principper’ kalder han det. Verden er nemlig lidt som en maskine, mener han – økonomien, familielivet, personlig udvikling, at drive en virksomhed – alt er som en maskine. Og hvis du lurer principperne bag den maskine, kan du langt bedre navigere i verden. Og tjene penge på den.

Nogle af de her principper er kontroversielle. Eksempelvis dyrker hans hedgefond en hudløst radikal ærlighed, hvor alle konstant og helt åbent skal kritisere og rate hinanden. Der findes en del historier om ansatte, der bryder grædende sammen og ikke kan holde til det. Men nogle trives i det. Dalio mener selv, den måske smertefulde ærlighed er nøglen til hedgefondens succes, fordi den fører til bedre beslutninger. Som et af hans principper lyder: Smerte + Refleksion = Fremskridt.”

Ray Dalio er altså en lidt anderledes stemme i det økonomiske landskab. Men han er skarp, har ofte ramt plet – og milliarder af dollars afhænger af, at han har ret. Så folk lytter til ham. Og hans måske vigtigste princip lige nu, som han folder ud i en ny bog ved navn The Changing World Order. Det handler lige præcis om gældscyklussen.

Så hvad går den idé – eller det princip – ud på?

Kernen i Dalios analyse er dybest set, at økonomien gennem verdenshistorien altid har bevæget sig i store cirkelbevægelser. De bevægelser er drevet af gæld. Og de forklarer, hvordan imperier er opstået, vokset – og til sidst faldet sammen.

Det med cirkler, cyklusser eller konjunkturer er jo noget, man hører om ofte i økonomien. Vi har en opsvingstid, der varer nogle år, så kommer der en nedgang – måske en krise, en recession eller bare et mindre fald. Sådan bevæger økonomien sig hele tiden, op og ned, som bølger. Det er den måde, økonomer og medier ofte beskriver økonomien.

Men det er ikke det, Ray Dalio taler om. Mens konjunkturerne blot varer nogle år, har Dalio de helt lange historiske briller på. Ved at undersøge økonomiens historie gennem mange århundreder siger han, at økonomien altid bevæger sig i store, lange gældscirkler over for eksempel 75-80 år. Og det forklarer i høj grad, hvordan verdensordenen – og din privatøkonomi – ændrer sig.

HANDLING Det er tid til at reformere kapitalismen, hvis den skal overleve, har Ray Dalio tidligere skrevet i en anden af sine analyser. Foto: Amy Harris / AP / Ritzau Scanpix

Lad os lige prøve at forklare Dalios analyse trin for trin. Det handler altså om gæld. Og hvad er gæld? Det er de penge, en person, virksomhed eller stat låner af nogle andre. Og Ray Dalio mener altså, gæld er ekstremt vigtigt. Det rangerer over alt andet. Gæld æder alt, siger han. Gæld er et monster.

Næste spørgsmål er så, hvorfor gæld er så ekstremt vigtigt. Her siger Dalio, at det historisk set netop er for meget gæld, der typisk får verdens på det tidspunkt førende økonomi til at kollapse. Det har man i forskellige grader set hos verdens tidligere økonomiske stormagter – Storbritannien, Holland, Kina. Helt tilbage i det gamle Grækenland for 2.500 år siden havde de en gældskrise, der førte til et kollaps.

Det er altså gælds-dødscirklen, superkort fortalt. Og før vi kommer til, hvad det her har af betydning for økonomien i dag, så lad os lige tage på et historisk roadtrip for at forstå, hvordan gældscyklussen har udspillet sig mere konkret.

Vi hopper til 1920’erne – de brølende 20′ere. Det er Babylon Berlin-tiden med fest og glade, dekadente dage. Det går på overfladen fremad i økonomien, men gælden – også hos lande og virksomheder – vokser og vokser og vokser. I stigende grad kan gælden ikke blive betalt tilbage, og til sidst kollapser det hele. Så får vi det store børskrak og den økonomiske depression i 1930’erne, som munder ud i Anden Verdenskrig.

Herefter begynder omkring 1945 en ny økonomisk gældscirkel. Verdensordenen skifter: Vi får en ny førende stormagt, USA. Dollaren bliver klodens nye reservevaluta – altså den møntfod, verden helst vil handle med og have sikkerhed i. Det er typisk den førende stormagt, der har reservevalutaen. Det kan på mange måder være en supergod ting at være det land, der har reservevalutaen. Men ifølge Dalio er det også en farlig ting at have – det vender vi tilbage til.

I hvert fald: Her i begyndelsen af den nye gældscirkel, fra midt 1940’erne og frem, går det godt. USA låner penge. Men økonomien vokser hurtigere end udgifterne, så det er fint at opbygge gæld. Den kan nemlig sagtens betales tilbage igen.

Så går årtierne, USAs økonomi vokser, og gælden vokser med. Vi ser samme udvikling i andre dele af Vesten – også i Europa. Men selv om økonomien bølger op og ned gennem årene (de kortere opsving og nedture – konjunkturerne – vi nævnte før), begynder der at ske noget med gælden. Hver gang en af de korte op- og nedture er overstået, er gælden vokset til et højere niveau end før. Så gælden stiger hele tiden. Særligt fra 1980’erne og frem går det rigtig stærkt.

Og så er vi fremme ved i dag, hvor vi ifølge Ray Dalio står i slutningen af den nuværende gældscirkel. USA har en ekstremt høj gæld, ligesom mange andre lande i Europa og Japan også har. Kongressen har lige besluttet at hæve USAs såkaldte gældsloft, så landet kan låne endnu flere penge. Og der er brug for det. For nu går det ikke længere så godt for økonomien. Udgifterne vokser i forhold til indtægterne. Det bliver sværere at betale gælden af.

Det hænger sammen med reservevalutaen, som vi nævnte også kunne være farlig ifølge Ray Dalio. Fordi verden bruger dollaren som en slags fælles møntfod, har det været ekstra let for USA at låne penge. Det har på mange måder været godt for amerikanerne, men har måske også ført til, at landet har opbygget så ekstremt høj gæld, mener Dalio.

Og nu begynder andre lande at bevæge sig lidt væk fra dollaren som fællesvaluta. Kinas yuan er et bud på en alternativ reservevaluta. Rusland er begyndt i højere grad at handle i euro i stedet for dollars. Nogle snakker endda om bitcoin som en ny slags reservevaluta. Så mange lande og virksomheder ser altså ikke længere altid dollaren som den sikre havn. Og det handler blandt andet om gælden. Den er nu så stor hos USA, at lande og investorer bliver lidt mere nervøse for at låne USA så store summer, som de har gjort de seneste årtier.

Ray Dalio mener altså, at vi nu er samme sted, sådan cirka, som i de brølende 20’ere: i slutningen af en gældscyklus. Han peger på, at vi ser de samme tegn i økonomien som dengang. Den store og voksende gæld. At uligheden er ekstremt stor – det var den også i 1920’erne. At renten er omkring 0 procent, er også et fællestræk.

Lad os dykke mere ned i netop renten. Renten afspejler, hvor meget centralbankerne eller Nationalbanken herhjemme synes, det skal koste at låne penge. Renten er ekstremt vigtig. Ray Dalio kalder renten en slags stimulans på dåse for økonomien – en slags økonomisk Red Bull. Når økonomien er sløv, kan centralbanken sænke renten – hælde mere Red Bull ud til folket – så der kommer mere gang i den.

Problemet er bare, at når renten er 0, som nu og som i 1920’erne, kan de ikke rigtig sænke renten med nogen særlig effekt. Centralbankerne er løbet tør for Red Bull til økonomien. Og det er et stort problem, siger Dalio, når gælden samtidig er kæmpestor. For så kan man ikke sætte gang i økonomien og dermed skaffe penge til at betale den stigende gæld.

Og hvad gør man så? Så gør landene det eneste, de kan gøre … de skaber flere penge. I 1920’erne trykte centralbankerne penge. I dag pumper de dem billedligt talt ud i økonomien. Gigantiske summer. Og hvad sker der så? Inflation! Når der kommer flere penge, kan det få priserne til at stige.

Og inflation er vigtigt. Det er en måde, stater kan snyde sig til at reducere deres gæld, påpeger Dalio. Når du og jeg – helt almindelige mennesker – har gæld og ikke kan betale, er vi i store problemer. Jeg må måske sælge lejligheden. Men når stater er i gæld, kan de gøre gælden mindre gennem inflation – det er deres snydetrick. Så hvis et land som Danmark har en gæld på en milliard kroner, og inflationen er 0 procent om året, skylder Danmark stadig en milliard kroner næste år. Men hvis inflationen er ti procent, betyder det reelt, at gælden er blevet ti procent mindre.

Ved slutningen af den forrige gældscirkel, i 1920’erne eller 1930’erne, så vi høj inflation, eksempelvis i Tyskland. Og dét fører os til de nyheder, der trækker overskrifter lige nu. At inflationen er tilbage eksempelvis. Priserne stiger mere i USA nu end i tre årtier. Det er ifølge Dalio et klart tegn på, at vi står i slutningen af den nuværende gælds-dødscirkel.

Ligesom vi har set tidligere i historien, kan det udløse et skift i verdensordenen. At gælden bringer USA så meget i knæ, at imperiet kan dø, og en ny økonomisk stormagt kan tage førertrøjen. Ifølge Dalio er Kina et godt bud.

I øvrigt er gælden faktisk lige så stor i eurolandene som i USA nu – cirka 250 procent af BNP. Det vil sige, at gælden er 2,5 gange så stor som den samlede økonomiske produktion i Europa og USA. Så det er et problem mange steder, Grunden til, at Dalio – og vi – fokuserer så meget på USA, er, at det er verdens førende økonomi, som dermed har stor betydning for hele verden.

Falder USA, så falder imperiet – og så begynder en ny verdensorden, påpeger Dalio.

KRAK Folk gik i panik på Wall Street, da aktiemarkedet krakkede i 1929. Foto: AP, Ritzau Scanpix

Okay. Lad os give Dalio lidt modspil. For han ser udviklingen lige nu – inflationen og den store formueulighed, som også slår igennem på det stigende aktiemarked – som en del af gældscyklussen. Men da vi for nylig interviewede den økonomiske overvismand herhjemme Carl-Johan Dalgaard, sagde han: Nej. Inflationen, prisstigningerne, er midlertidige. De kommer på grund af corona. Fordi økonomien pludselig er åbnet igen. Og fordi der er mangel på alt muligt. Så stiger priserne.

Det vil Dalio være uenig i. Han vil sige, at inflationen er kommet for at blive. Tilbage i 1970’erne, hvor inflationen var høj, hævede centralbankerne renten. Og så pressede de inflationen ned igen. Men det kan de ikke gøre på samme måde nu, siger Dalio. På grund af netop gælden. For hæver de renterne, trækker de Red Bull ud af økonomien. Fordi gælden nu er stor, vil det presse virksomheder og stater helt vildt, hvis renten bliver hævet. Det kan skabe en økonomisk krise. Så det tør de ikke. Derfor tror Dalio, at inflationen er kommet for at blive.

Den amerikanske centralbank har da også for nylig været ude og bløde op og sige: Vi sigter ikke længere efter en inflation under to procent. Nu skal den bare være omkring to procent, så den må gerne være højere i perioder.

En anden kritisk vinkel vil være, om han har nogen interesse i at komme med den her analyse. Altså kan hans hedgefond tjene på, hvis folk køber gældscirkel-idéen? Det er sværere at gennemskue. Men det er i hvert fald en positionering af ham selv som filosof/historiker/investeringsmester, som kan tiltrække kunder til hans butik.

Så er der spørgsmålet, om han overhovedet har ret. Altså er det rigtigt, at det her er ved at ske – og kommer til at ske? Det er jo reelt umuligt at svare på. Men det er et vigtigt forbehold, at økonomers forudsigelser sjældent holder stik.

Enhver med en lommeregner kan se, hvor upræcise de er,” som Nordeas chefstrateg Andreas Steno Larsen sagde det, da vi interviewede ham for nylig. Man skal tage alle økonomers prognoser med et vognlæs salt.” Samtidig er det særlig svært at vurdere så store makro-makro-teorier som Dalios gældscyklus. Hvis der kommer en krise om fem år, havde han så ret? Eller skal den komme næste år? Det er vildt svært at vurdere.

Samtidig vil nogle, eksempelvis den spirende økonomiske retning Modern Monetary Theory, være uenige med Dalio. De vil sige, at stater godt kan få meget høj gæld, når de kan skabe deres egne penge.

Andre vil sige, at trods dybe panderynker, da coronakrisen ramte, er eksempelvis Danmarks gæld fint under kontrol. Danmark havde allerede godt styr på økonomien, inden krisen ramte, men der var alligevel bekymring over, hvor mange penge landet lånte – lige så meget som under finanskrisen på to måneder i 2020. Men i dag er statsgælden langt mindre end frygtet – 100 milliarder kroner mindre, end Finansministeriet troede bare tilbage i august.

PRESSET Græske unge protesterer. Landet blev ramt af en gældskrise i slutningen af 00’erne, der stadig sætter spor i økonomien. Foto: Louisa Gouliamaki / AFP / Ritzau Scanpix

Men en ting er Danmark her og nu. For der er nok ingen tvivl om, at Dalio peger på et potentielt vigtigt problem rundtom i verden – gælden kan få enorme konsekvenser. Det lyder endda til tider lidt dommedagsagtigt i Dalios analyse. Så er der ikke noget, vi kan gøre, ifølge ham?

Jo, til dels er der. Men samtidig er Ray Dalio lidt en social darwinist. Sådan er gældscirklen, påpeger han. Når det hele ramler, vil nogle overleve, og nogle vil gå under. Sådan er det. Det er bare historiens naturlige gang – gældscirklens rytme. Formuer vil altid blive mere udjævnet, økonomien vil gå i stå i en periode, gælden vil blive devalueret. Udviklingen følger bare et princip i den store økonomiske maskine.

Og dét er et sidste sted, vi kan diskutere Dalios gældscirkel. For idéen er ret deterministisk – altså at historien nærmest former sig selv, som en stor kraft. Som en maskine eller et princip. Det er nærmest Karl Marx-agtigt at mene, at store økonomiske kræfter former historiens gang (og Dalio er ikke kommunist).

Spørgsmålet er, om den tilgang ikke misser, at historien bliver formet af os – af mennesker? Af uforudsigelige ting, der pludselig får stor betydning? At det tilfældigvis lige var Adolf Hitler, der kom til magten i Tyskland i 1930’erne, formede også historiens gang – ikke bare nogle store gældsmekanismer.

Det er der helt sikkert noget rigtigt i. Men samtidig kan vi bruge Ray Dalios analyse til noget vigtigt: at se på de store historiske linjer. Det er noget, økonomer og nyheder om økonomi gør relativt sjældent. Vi fokuserer tit på det, der sker næste år – eller vi taler højst om den seneste konjunktur-cyklus. De små bølger.

Her kommer så en finansfilosof ind fra højre og siger: Nej, lad os tage det helt lange blik på verdens tilstand. Og den slags langsomme, men vildt vigtige udviklinger overser vi tit, fordi vi kigger på her og nu. Måske er det nogle gange netop det lange blik, der kan gøre os kloge på de nyeste udviklinger, som alle taler om.