Vores medlemmer foretrækker at lytte
“”
—
Derfor skal du læse denne artikel
Digteren Lars Skinnebach er blevet kaldt den danske økopoesis fader. Han ser klimakrisen som et uomgængeligt vilkår, som vi må handle på, uanset om vi er digtere eller skraldemænd. Zetlands Marie Carsten Pedersen har talt med ham om den aften, hvor hans grønne bevidsthed blev vækket, da en urskive, en fuldmåne og en bunke gamle landkort krydsede hinanden for 16 år siden.
Lars Skinnebach, 45 år, digter. Har udgivet flere skønlitterære bøger med klimakrisen som omdrejningspunkt, herunder ‘Øvelser og rituelle tekster’ (2011) og ‘TEOTWAWKI’ (2018). Bor på Fanø. Har tidligere haft et band ved navn Klimakrisen med digteren og musikeren Theis Ørntoft. Har de seneste tre år været aktiv med det politiske orkester Goodiepal & Pals, som samler penge ind til at hjælpe flygtninge ved Europas grænser.
Marie Carsten Pedersen: Er der et sted i dit liv, som du vil sige blev dit grønne vendepunkt?
Lars Skinnebach: “Det er der, eller der er faktisk to. Det første … Jeg trækker lidt på det, for det var faktisk lidt en mystisk oplevelse, jeg havde.”
“Det var i 2002. Min far var lige død af lungecancer, så på det tidspunkt vidste jeg en hel del om cancerceller. En aften havde jeg siddet hjemme ved mit skrivebord og set på billeder af gamle landkort. Sådan nogle kort, hvor man kan se byers udvikling over tid. London i 1850, London 1920. Jeg kunne se, hvordan byerne bredte sig og lagde større og større områder omkring sig øde.
På et tidspunkt skulle jeg have en pause og gik ned gaden på Nørrebro, hvor jeg boede dengang. På Sankt Hans Torv er der en kirke med et ur på tårnet, og – det lyder lidt fjollet, men jeg kiggede op for at se, hvad klokken var, og lige præcis der stod så fuldmånen over kirken. Og månen og urskiven havde næsten akkurat samme størrelse.
Lige der skete der et eller andet helt vildt. Urskiven og månen og den fordobling, der var, fik mig på en eller anden måde til at tænke, at vi mennesker gør alt, hvad vi gør, med den samme form for bevidsthed som en cancersvulst. Og som træerne, der stod rundt omkring mig på torvet og virkede så levende og bevidste.
Gad vide, tænkte jeg, om vi selv ville vide, hvis vi var sådan en svulst? Hvis vi var en sygdom, der var ved at dræbe vores vært? Det ville vi nok ikke rigtig være klar over. Og så kom jeg i tanke om den her lighed mellem svulster, og hvordan de breder sig i kroppen, og hvordan byerne fra landkortene breder sig over jorden.”
DET GRØNNE VENDEPUNKT
Står vi midt i det, man senere vil huske som en grøn kulturrevolution? Et nyt klimatopmøde er i gang i Polen – og så længe det varer, bringer vi en stribe interviews med vidt forskellige mennesker, der alle har oplevet et vendepunkt. Et grønt vendepunkt. Her er fjerde afsnit i serien.
Så altså: Der skete et spring fra synet af uret og urskiven til en fornemmelse, eller en erkendelse, hos dig – om at den form for bevidsthed, vi har som mennesker, den deler vi sådan set med alle andre væsner, der består af levende celler, fra træer til kræftsvulster?
“Ja.”
En form for åbenbaring, kunne man sige?
“Det var ikke en åbenbaring. Det var mere et poetisk syn. Et glimt af mennesket som en sygdom, der ikke selv ved, den er en sygdom.”
Hvordan reagerede du på den her hændelse?
“Jeg var meget overrasket og måtte pludselig sætte spørgsmålstegn ved alle de værdier, jeg troede på på det tidspunkt. Det var et stort arbejde, både erkendelsesmæssigt og poetisk. For hvad nu, hvis alt det, vi mennesker hidtil har tænkt på som det gode – kærligheden for eksempel – hvis det mest af alt bare er med til at sprede sygdommen, er det så egentlig en god værdi, eller er det kun godt for mennesket?
Det blev begyndelsen på en længere periode, hvor det her gik fra en poetisk erkendelse til noget, der faktisk blev en erfaring for mig. At mennesket opfører sig som en sygdom i forhold til kloden. Når man ser på, hvad vi har gjort ved planeten, så er det ikke nogen langt ude sammenligning. Vores udbredelse ødelægger jo livsbetingelserne for alt andet.”
Hvad var det andet vendepunkt?
“Det kom med klimatopmødet i København, COP15, i 2009. I den forbindelse læste jeg rigtig mange artikler omkring klodens tilstand og prøvede at sætte mig så godt som overhovedet muligt ind i klimaproblematikkerne. Jeg tænkte, at så alvorligt som dette problem var, så ville det topmøde nok udmønte sig i nogle politiske beslutninger og planer, som forhåbentlig var brugbare. Og det gjorde det så overhovedet ikke.
Der var heller ikke ret mange mennesker, der gik på gaden for at råbe politikerne op. Jeg tænkte: Hvordan kan det være? Med det, videnskaben ved om klimakrisen i dag, så burde alle mennesker da være på gaden ved sådan en begivenhed. For det her er noget, der kommer til at betyde næsten alt, for både os selv og vores børn og børnebørn. For ikke at tale om dyr og planter.
Det undrede mig, at der var sådan en diskrepans mellem videnskaben og de politiske beslutninger og folks reaktioner på det. Det hang simpelthen ikke sammen.”
Hvad kom den episode til at betyde for dig?
“Det fik mig til at indse, at nu kan vi ikke længere nøjes med bare at diagnosticere tilstanden.
Uanset hvilket erhverv man er i, om man er digter, journalist, skraldemand, direktør eller pølsedame, så må man omdefinere sin gøren og laden, for klimakrisen er et nyt vilkår, vi lever under. Vi lever nu med en frist, inden for hvilken vi kan handle, hvis vi skal undgå den helt store katastrofe.”
I din digtsamling ‘Øvelser og rituelle tekster’ fra 2011 skrev du, at kunst, der ikke beskæftiger sig med klimakrisen, ikke er værd at beskæftige sig med. Mener du stadig det?
“Ja, det mener jeg sådan set. Men det er jo også en form for slagord, så man skal forstå det på en lidt bredere måde.
Klimakrisen og det, at vi opfører os som en sygdom i forhold til kloden, er et eksistentielt vilkår, der gennemtrænger alle forhold i vores liv. Alt fra hvordan vi administrerer vores arbejdsliv, til hvordan vi forstår vores kærlighed til hinanden og til vores børn. Ligesom at vi skal dø en dag, så er der nu også det vilkår for vores tilværelse.
Og en kunst, der ikke beskæftiger sig med verdens grundlæggende vilkår, er ikke værd at bruge tid på. For den fortrænger en kæmpe lidelse. Det er en kunst, der bedøver mere, end den vækker.”
Hvor mener du, ansvaret for en grøn omstilling ligger – hos den enkelte eller hos lovgivere og magthavere, hvis det da er enten-eller?
“Lige nu er vi der, hvor vi har diskuteret rigtig meget, om det er værst at flyve eller køre bil, om man skal være vegetar eller veganer, eller om det er nok bare at spise mere fisk. Der er blevet brugt uendelige mængder af energi på at diskutere identitet og udskamme hinanden.
Og på en måde er det sandt nok – det er meget, meget vigtigt at gøre sig klart, hvordan vi kan leve bedst i forhold til omgivelserne. Men lige nu er vi for mig at se i en akutsituation. Vi skal reagere så hurtigt, og derfor bliver vi nødt til at kanalisere den energi over i at kræve en ansvarlig lovgivning af vores politikere. Det er vores og vores børns og børnebørns sikkerhed, det handler om.
Det er vigtigt at sige, at det ikke kun kan være en folkelig græsrodsbevægelse. Det er helt nødvendigt med en ændret lovgivning og nye internationale retningslinjer og aftaler, ellers kan vi simpelthen ikke nå det.”