Finland har næsten afskaffet hjemløshed – Danmark kunne gøre det samme. “Det handler om mangel på politisk vilje”

  • 6. december 2019
  • 13 min.
LØSNINGEnkelte steder har stort set løst den hjemløse-krise, EU siger, vi står i. Kan Danmark gøre det samme? Foto: Bjarke Ørsted, Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Vi ved faktisk godt, hvad der skal til for at bekæmpe hjemløshed i Danmark. Så hvorfor gør vi det ikke? Forklaringen handler i høj grad om juridiske benspænd og mangel på billige boliger. Men mest af alt er der brug for politisk vilje. For vi kunne helt afskaffe ufrivillig hjemløshed herhjemme, lyder det fra den danske by, der har fået hjemløsheden til at falde markant, mens den er steget i resten af landet. Spørgsmålet er bare: Vil vi det nok?

LAD OS begynde med en grotesk historie fra det virkelige liv. Og ja, den er sand – og langtfra enestående.

For nogle år siden fandt Københavns Kommune en oplagt løsning på et problem. Det handlede om hjemløse. Problemet var, at boligpriserne stiger og stiger, og det bliver sværere og sværere at finde billige boliger til hjemløse. Løsningen var at finde penge til et ekstra huslejetilskud, så nogle af de hjemløse kunne få råd til at betale en bolig. Enkelt, ikke? Tilskuddet skulle endda være midlertidigt, indtil de hjemløse var kommet i job.

Det lød logisk. Så kommunen søgte om tilladelse til forsøget hos flere ministerier og styrelser – det var nødvendigt for den type hjemløse og den periode, kommunen gerne ville give tilskud. Og kommunen fik lov. Københavns Kommune kom selv med pengene til det ekstra tilskud, og i forsommeren 2019 havde man også fundet de relevante boliger og de hjemløse, der havde brug for tag over hovedet. Alle var glade og klar til at gå i gang.

Så var det, et nyt problem opstod. Det viste sig, at kommunen reelt ikke kunne bruge de penge, der ellers var blevet afsat. Flere love stødte nemlig sammen; Når den hjemløse fik sit nye tilskud til huslejen, ville det blive modregnet i hans eller hendes kontanthjælp. Altså: Den hjemløse fik alligevel ikke flere penge – og der var ikke råd til en bolig. Selv om ministerierne havde givet lov, og kommunen havde fundet pengene.

Vi står altså med både penge og boliger og hjemløse. Men vi kan reelt ikke gå i gang – og sådan har det været siden juni,” siger Københavns socialborgmester, Mia Nyegaard fra De Radikale. Det er så ærgerligt.”

Kommunen har selvfølgelig råbt op til de tre involverede ministerier plus styrelser, men der er ikke sket noget endnu. Nu overvejer de, om pengene skal tilbage i kommunekassen. Og der er ikke kommet en eneste ny bolig til en hjemløs.

Eksemplet her er langtfra enestående. Kigger man rundt i landet, findes der masser af benspænd for, at hjemløshed kan bekæmpes effektivt. Og det er egentlig mærkeligt, for vi ved i høj grad godt, hvad der virker. Så hvorfor sker det ikke?

For nylig skrev jeg om Finland, der har bekæmpet hjemløshed med uset succes. Mens antallet af hjemløse er steget markant over stort set hele den vestlige verden – inklusive Danmark – er det faldet drastisk i Finland.

Finnerne bruger metoden housing first. Den hjemløse får hurtigt og betingelsesløst sin egen lejlighed – med egen lejekontrakt og de samme rettigheder og forpligtelser som en almindelig lejer. Det bliver suppleret med intensiv, kontinuerlig støtte. Strategien er massiv, koordineret og landsdækkende – og idéen er helt modsat de midlertidige boliger og akutte herberger, der bliver brugt mange steder, også her i landet. Og som ikke reelt bekæmper hjemløshed.

Først når du har et permanent sted at bo, kan du begynde at tackle de problemer, du har. En tryg base er fundamentet for at ændre dit liv,” som manden bag det finske projekt, Juha Kaakinen, sagde til mig.

Strategien kan ikke bare betale sig menneskeligt, men også økonomisk. Hver person, som har været hjemløs i lang tid og som kommer i egen lejlighed, sparer systemet for over 100.000 kroner om året. Det skyldes blandt andet, at problemer bliver taget i opløbet, så der er langt mindre brug for akutte behandlinger, der er dyre. Og hvis folk får arbejde og begynder at betale skat, ser regnestykket pludselig lovende ud.

Forskningen og erfaringerne er altså ret klare her, også fra mange andre steder end Finland: Housing first virker. Vi ved, hvad vi skal gøre. Så hvorfor gør vi det ikke?

SUCCESVi kan fjerne ufrivillig hjemløshed, hvis vi virkelig vil, siger Brian Dybro, rådmand i Odense, der har haft stor succes med at bekæmpe hjemløshed.
 Foto: Sophia Juliane Lydolph, Ritzau Scanpix

Det er ikke, fordi housing first er ukendt i Danmark. Langtfra. En del kommuner har arbejdet med strategien i nogle år, nogle mere målrettet end andre. Der har været en del forsøgsprojekter. Og for nogle uger siden satte regeringen og et bredt flertal i Folketinget 22 millioner kroner af til mere vidensdeling og undersøgelse af housing first.

Alligevel er det, som om indsatsen ikke er slået igennem på landsplan. Antallet af hjemløse er vokset hvert år, siden forskningsenheden VIVE begyndte at måle udviklingen for ti år siden. (Stigningen er stagneret i år). Siden 2009 er antallet af hjemløse unge i Danmark fordoblet. Der har været et lille fald blandt de unge for nylig – til gengæld stiger antallet af ældre hjemløse. Jeg har talt med en række af de førende eksperter på området for at forstå, hvorfor den danske hjemløse-indsats ikke virkelig rykker. Lad os zoome ind på to vigtige ting. Den første berørte vi i indledningen: de mange juridiske benspænd.

Det vrimler med eksempler her. Strikse reguleringer kan gøre det svært for kommuner at få bygget billige boliger. Kommuner kan oprette deleboliger for udsatte, men beboerne kan kun få boligstøtte, hvis der bor tre borgere – ikke to. Det giver problemer, da langt flere af de billige boliger egner sig til to personer. Og jo færre hjemløse der bor sammen, jo bedre går det ofte. En anden ordning giver mulighed for, at unge udsatte kan bo i såkaldte startboliger, men kun til de er 24 – selv om de får den samme lave ydelse, til de er 30. Det myldrer med snævre støttekrav og lovgivninger, der støder sammen.

Og så er der de mange dele af systemet, der ikke altid arbejder i samme retning. Hjemløse, der har været på psykiatrisk afdeling eller i fængsel, kan blive udskrevet direkte til gaden og ikke til en bolig, fordi der mangler en sammenhængende plan. Og når først du ryger på gaden, bliver problemerne langt sværere at tackle, siger Vibe Klarup, direktør for Hjem til alle-alliancen.

Det er jo ret kontraproduktivt, når forskellige dele af systemet modarbejder hinanden. Og borgeren, der ender på gaden, betaler prisen. Vi er langt fra, at housing first fungerer som én rettesnor på tværs af sektorerne,” siger hun.

Det virker

Historien her er en del af en ny serie om løsninger her på Zetland. Fordi verden ikke kun er de skandaler, konflikter og katastrofer, pressen elsker at skrive om – men også folk, der har fundet løsninger på små og store problemer. Vi sætter spot på løsningerne – og forfølger, hvordan de kan blive udbredt langt bredere.

Der er også andre benspænd, der handler om jura og (manglen på) samarbejde. Hjemløse kan lande i et tomrum mellem flere kommuner, når de flytter – for reglerne siger, det er kommunen, du kommer fra, der skal skaffe bolig. Og så står den hjemløse pludselig i en ny kommune og kan ikke få hjælp til bolig, mad og læge.

Men hvis du for eksempel flytter fra Køge til København, hvor længe skal du så overnatte i din sovepose på Rådhuspladsen, før København vil hjælpe med en bolig? Det er en individuel vurdering, men en eller to måneder er ikke nok, siger chefkonsulent Susan Fiil Præstegaard fra Københavns Kommune.

Der er gode argumenter for, at alle kommuner skal tage det ansvar, de bør – og ikke prøve at flytte problemet videre til en anden kommune. Men den overordnede pointe er i virkeligheden mest af alt denne: Kompliceret og modstridende lovgivning kan ramme den hjemløse, der ikke har overskuddet til at navigere i regel-junglen. Og det kan gøre det svært for dem, der vil hjælpe, rent faktisk at gøre det.

Vi beder egentlig bare igen og igen: Lad være med at binde os så stramt på alle mulige enormt detaljerede regler for støtte og boliger. Lad os lave de løsninger, der passer til borgerne,” siger Susan Fiil Præstegaard.

Jeg har selvfølgelig forsøgt at spørge en minister om det her. Men det er sin sag, hvem man skal tale med. Jeg har haft fat i Socialministeriet, Beskæftigelsesministeriet og Boligministeriet – også om det huslejetilskud, vi nævnte i begyndelsen, som København alligevel ikke kunne bruge på de hjemløse. Socialminister Astrid Krag (S) kan ikke nå at være med i denne artikel, men vi har aftalt et interview på et senere tidspunkt.

6431

Så mange hjemløse er der i Danmark. Det er 1.400 flere end for ti år siden. Kilde: VIVE

LAD OS gå videre til en anden virkelig stor forhindring for at bekæmpe hjemløshed med housing first: manglen på boliger.

Hvis løsningen på hjemløshed er at give folk en bolig, så kræver det … boliger. Og her står vi med et problem. For boligmarkedet er under forandring. Boligpriserne er steget mange steder, og det er ydelserne til hjemløse ikke. Det gør det sværere og sværere at finde boliger, der er til at betale.

Andre tendenser forstærker boligmanglen. Den nye ghettolovgivning skal forhindre koncentrationen af udsatte i ét område. Derfor må kommuner ikke længere anvise borgere, der for eksempel modtager kontanthjælp eller førtidspension, til særlige områder. Det kan jo lyde fornuftigt nok. Men det forhindrer samtidig, at hjemløse – der ofte modtager kontanthjælp eller førtidspension – kan få netop de boliger, der er til at betale. For de ligger ofte i de områder, kommunerne nu ikke længere må anvise til.

Samtidig vrimler det med snævre regler for, hvordan man må bygge og til hvem. Nogle kommuner fortæller, at de får penge til støtte til hjemløse, men de kan ikke bruge pengene, fordi de ikke kan skaffe de boliger, støtten skal bruges til at betale. Og omvendt holder andre kommuner igen med at bygge billige boliger – af frygt for at tiltrække socialt udsatte.

Danmark ville, kort sagt, have stor gavn af at arbejde mere systematisk med at skaffe billige boliger, som det lyder fra førende forsker på området herhjemme, Lars Benjaminsen fra VIVE. Eller som Vibe Klarup fra Hjem til alle-alliancen siger det:

Når vi i Danmark taler om hjemløshed, taler vi ofte om det som et socialt problem. Men vi er nødt til at forstå, at hjemløshed i høj grad også kræver en strukturel indsats. Hjemløshed handler om boligpolitik.”

HJEMI bygningen her i den finske by Espoo bor 35 langvarigt hjemløse i hver sin lejlighed. De får fast støtte fra tilknyttet personale. Langt de fleste hjemløse i Finland bor dog i almindelige lejligheder blandet med andre mennesker.
 Foto: Jouni Törmänen/Y-Foundation

Vi står altså med to problemer, der er med til at hæmme udrulningen af en virkelig effektiv kamp mod hjemløshed: mangel på billige boliger plus regler og systemer, der spænder ben. Men det kan lykkes at overvinde de benspænd. I Finland er det sket. Men herhjemme bobler der faktisk også spændende initiativer rundt om i landet.

I Odense har man i en årrække arbejdet målrettet med housing first, og resultaterne er imponerende. Over ti år er hjemløsheden i kommunen blevet reduceret med 40 procent, mens den er steget på landsplan. Nøglen? En boliggaranti til hjemløse. Man har sørget for at have nok billige boliger. Og samtidig får den hjemløse hurtigt en lejlighed og tæt støtte, uanset hvor belastet han er. Ingen bliver valgt fra, alle får en chance for egen bolig.

For jo længere du render rundt i hjemløshed, jo større bliver dine problemer,” siger Brian Dybro (SF), rådmand for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen. Han har i øvrigt selv arbejdet i mange år som socialpædagog på en varmestue for hjemløse. (“Jeg har set, at det er pissehårdt at leve sådan – og dyrt”).

Samarbejdet med de almene boligorganisationer om at skaffe billige boliger har været helt afgørende – det samme har den politiske vilje. Også i Odense lyder der advarsler om, at mængden af betalelige boliger skrumper i disse år. Men overordnet oplever Brian Dybro også, at andre kommuner i stigende grad gerne vil lære af Odense.

Det kan virke fuldstændig uoverskueligt at nedbringe hjemløsheden, fordi der er så mange elementer i det – store sociale problemer, misbrug, kriminalitet. Men det kan faktisk lykkes. Og det betyder meget, at vi kan vise andre, hvordan vi har gjort det,” siger han.

En anden vigtig spirende bevægelse handler om private penge. I Finland har man haft succes med, at private fonde investerede massivt for at skaffe de billige boliger. Enkelte steder ser man forsøg på det samme i Danmark. Bikubenfonden og Lauritzen Fonden har postet penge i, at hvert tiende værelse på en række kollegier går til unge hjemløse. Så bor de op og ned ad helt almindelige unge, og det ser ud til at virke godt for de fleste, viser en foreløbig evaluering.

De fleste unge hjemløse oplever et kæmpe løft ved at bo blandet,” siger Vibe Klarup fra Hjem til alle-alliancen. Det kan godt være, de er hjemløse og har mange udfordringer, men de er først og fremmest unge – og vil gerne være sammen med andre unge. Kombinationen af fællesskab, egen bolig og social støtte kan skabe noget magisk for de unge.”

Det konkrete initiativ er stadig relativt småt, men det kunne være et eksempel på en model, der i stor skala virkelig kunne rykke noget – som det har gjort i udlandet: at private penge er med til at skaffe de billige boliger, der kan få housing first til at virke og for alvor bekæmpe hjemløshed.

Bonusinfo. 2.500-4.500 kroner må en bolig til en hjemløs typisk koste om måneden, for at housing first kan lade sig gøre ifølge Odense Kommune.

SPØRGSMÅLET ER så, om der reelt er vilje fra den politiske top til, at den slags for alvor bliver rullet ud. For hvis housing first virkelig skal slå igennem i Danmark, kræver det, at posen i den grad bliver rystet, lyder det fra eksperter, ngo’er og kommuner. Det kræver et massivt sats på flere billige boliger – og en oprydning i de mange regler og systemer, der ikke arbejder optimalt sammen.

Der er brug for en reform af hele hjemløseområdet. At man fra toppen og ned fuldstændigt målretter alle områder, så de understøtter housing first og bygger løsningerne omkring det. Så pengene bliver brugt på, at borgerne får et hjem, de kan blive i,” siger Vibe Klarup fra Hjem til alle-alliancen.

I dag er størstedelen af pengene bundet til det akutte område – herberger og varmestue. Selv om vi ved, at det for alvor ville rykke noget, hvis pengene blev brugt til egen bolig med social støtte. Men det er svært at få ændret. For man kan jo ikke tage pengene fra herbergerne, hvis de hjemløse ikke har boliger, de kan flytte ud i, siger Vibe Klarup:

Det her kræver en national politisk indsats – på et større plan.”

Og spørger man folk, der arbejder med hjemløshed, fornemmer de faktisk en øget åbenhed over for at tænke nyt og satse mere på housing first blandt toppolitikerne – også hos den nye regering. På mandag skal socialminister Astrid Krag mødes med folk fra kommuner, regioner og private organisationer for at tale om housing first.

Kogt helt ned står vi nu et sted, hvor det handler om politisk vilje. Sådan lyder det fra pionererne i Odense, når man spørger til, hvad den største forhindring er for virkelig at bekæmpe hjemløshed på landsplan.

Det handler om mangel på politisk vilje,” siger Brian Dybro, rådmanden fra Odense.

Hvis vi ville i det her land, kunne vi faktisk afskaffe ufrivillig hjemløshed. Hvis kommuner, regioner og regering virkelig satte sig det mål, så kunne vi lykkes med, at ingen mod deres vilje skal bo på gaden.”

Det er jo i høj grad lykkedes andre steder, siger han. Tag bare Finland. Så hvorfor skulle det ikke kunne lykkes her? Og – tilføjer han, belært af egen erfaring:

Så svært er det faktisk heller ikke.”

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: