Vi er faktisk gode til at bryde den sociale arv. Men vi er ikke gode til at give folk samme chancer

KAMMERATER“I skal også give os chancen for at være selvstændige. Vi er jo ikke frivillige for at have en babysitter bag ved os. I skal jo kunne stole på os. I skal give os lov til at have ansvar,” siger Dodou Secka fra Smedetoften. Det er Dodou til højre og Tolga Topcuoglu til venstre i ungdomsklubben på Smedetoften. Alle fotos: Kasper Løftgaard for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Derfor skal du læse denne artikel

I Danmark er vores chancer for at få en lang uddannelse og en høj indkomst knyttet til vores forældres sociale position. Men hvis vi for alvor skal mindske den ulighed, så er vi nødt til at sætte ind med sociale indsatser andre steder og hos andre grupper end vi i gør dag, mener chefkonsulent i Social- og Indenrigsministeriet Andreas Klein Eriksen. Og faktisk er det intet mindre end et opgør med hele grundlaget for den tankegange, der har styret den sociale indsats i de seneste mange års dansk politik.

Lige inden for døren i ungdomsklubben Smedetoften i Københavns nordvestkvarter, sidder de lyttende ansigter tæt. Unge ansigter på 13 år mellem ældre ansigter fra den lokale Rotary-klub. En grafisk designer er ved at fortælle om sin vej ind i arbejdslivet. Han har den lyttende flok i sin hule hånd.

Længere inde i klubben bag en dør ind til et mødelokale er omkring 12 unge på 18-20 år ved at sætte sig omkring et bord. De er blevet for gamle til at bruge klubben som fritidsaktivitet, og nu vil klubbens personale inddrage dem som frivillige medhjælpere. Sammen med to af klubbens ansatte diskuterer gruppen af unge de projekter, som de gerne vil lave med klubbens børn. De vil gerne lave musik med børnene i klubbens studie og skyde med paintball, hvis de kan finde pengene til det. En stor fyr med sort hættetrøje og Notorious Thugs – en sangtitel fra den afdøde rapper Notorious B.I.G.s bagkatalog – printet på T-shirten tager ordet. Hans stemme har en naturlig autoritet.

Jeg har noget, jeg gerne vil sige,” begynder han. I skal også give os chancen for at være selvstændige. Vi er jo ikke frivillige for at have en babysitter bag ved os. I skal jo kunne stole på os. I skal give os lov til at have ansvar,” siger han.

Ved siden af ham sidder en tynd fyr med en sort bæltetaske tværs over brystet og børster sit tætte, krusede hår, der er klippet helt ind til issen, med en rød hårbørste. Han nikker.

Giv os en chance for selv at klare det,” fortsætter fyren i hættetrøjen. I siger jo selv, at I skal klæde os på. Så skal vi også vise det, vi har på.”

I Danmark har vi en påviselig ulighed, når det drejer sig om vores livschancer. Det vil sige, at hvis vi ser på sandsynligheden for, om vi får gode karakterer i skolen, gennemfører en lang uddannelse og får en høj indkomst i voksenlivet, så er den sandsynlighed afhængig af vores forældres socioøkonomiske forhold.

For eksempel har børn, der vokser op i et af de 20 procent fattigste hjem i Danmark, kun 12 procents chance for at blive en del af landets 20 procent rigeste ifølge sociolog Morten Ejrnæs. Ejrnæs er sociolog og lektor emeritus ved Aalborg Universitet, og han har i 20 år udgivet bøger og artikler, der har angrebet den måde, vi taler om social arv. Hans seneste bog, Ulighed, fattigdom og sociale problemer, udkom i foråret. Hvis barnet derimod vokser op blandt de 20 procent rigeste, har barnet 34 procents chance for også selv som voksen at tilhøre de 20 procent rigeste. Hvis barnet er vokset op i en familie fra arbejderklassen, så har barnet 49 procents chance for selv at komme til at tilhøre arbejderklassen ifølge Morten Ejrnæs.

Med andre ord: Du arver ikke ligefrem dine forældres socioøkonomiske position, men dine forældres indkomst og uddannelse har reel indflydelse på dine fremtidschancer. Det er det, der kaldes chanceulighed. Det betyder også, at begrebet social arv er problematisk, fordi ordet arv’ indikerer, at vores livsbaner er udstukket fra fødslen, og at vi dermed tidligt kan forudse, hvem der vil få sociale problemer, og hvem der har brug for en særlig social indsats.

Ud fra den tankegang har den danske velfærdsstat gennem tiden sat adskillige indsatser i værk, der er rettet mod grupper, som man vurderer at være i særlig risiko for at udvikle problemer. Velfærdsstatens universelle indsatser som sundhedsplejerskens besøg, vuggestuer, børnehaver og skoletandlægen er derimod rettet mod alle børn.

Men den chanceulighed, der eksisterer i Danmark, fortæller os, at på trods af de universelle indsatser, som er rettet mod alle børn i Danmark, så er der stadig noget i vores samfund, der gør, at alle børn ikke har lige muligheder.

Svaret på, hvad der skal til for at mindske den chanceulighed, er selvsagt hverken enkelt eller entydigt. Men en del af det kan ligge i den måde, vi taler om social arv på politisk niveau, fordi det har en betydning for, hvem vi retter de sociale indsatser mod, og dermed for, hvordan vi bruger de offentlige midler. Det mener chefkonsulent i Social- og Indenrigsministeriet Andreas Klein Eriksen. Ifølge ham er det ret afgørende at skelne mellem chanceulighed og social arv.

Når man ser på børn og deres forældres uddannelsesbaggrund, så er der klare forskelle på, hvordan børnene klarer sig generelt i forhold til deres uddannelse, indkomst og tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er der ingen tvivl om,” siger han. Men man skal skelne mellem det og så social arv, hvor vi taler om sociale problemer. For der ser vi ikke et stort gennemslag af forældrenes problemer hos børnene.”

Det er ikke bare et spørgsmål om ord. Den problemstilling, Andreas Klein Eriksen rejser, er af en karakter, der både er grundlæggende og omsiggribende. For medmindre man fra politisk side skelner mellem social arv og chanceulighed, når man igangsætter sociale indsatser, så risikerer man dels at spilde offentlige midler, dels at stigmatisere særlige grupper af borgere, og at glemme de unge, som rent faktisk ender med at stå med de tunge problemer. Det er en debat, der gør op med nogle af de største dogmer på socialområdet, og som sætter både diskussionen om normeringer, den politiske investering i de helt små og de seneste års massive politiske fokus på den helt tidlige indsats rettet mod de yngste borgere i et helt nyt perspektiv.

GIV PLADS “Der er jo børn, der har gået på den samme folkeskole, som har fået noget vidt forskelligt ud af det. Det vil sige, at der er noget uden for skolen, der gjorde, at man fik noget forskelligt ud af det. Så vi skal skabe det fritidsliv, der gør, at man får noget mere ud af det hele,” siger projektleder Ylva Hårdemark.

Ungdomsklubben Smedetoften ser det som en af deres opgaver at forsøge at mindske netop chanceulighed. Det gør de ved for eksempel at tilbyde lektiehjælp på gymnasieniveau, samarbejde med den lokale Rotary-klub, der kan give de unge et netværk til virksomheder, og ved at bygge bro til virksomheder, der kan tilbyde fritidsjobs. Projektleder Ylva Hårdemark mener, at den indsats kan have en afgørende betydning for de unge.

Gennem mange år var en ungdomsklub især i udsatte boligområder groft sagt en varmestue, hvor man kunne spille bordtennis, billard og bordfodbold. Hvis man holdt de unge væk fra gaden, så havde man gjort sit arbejde,” siger hun. Hun har en lang, grøn ulden kjole på og et nøglebundt hængende på brystet. Hendes blonde pagehår når ned til skuldrene. Man kan kun ane hendes svenske opvækst, når hun taler, hvis man virkelig spidser ører.

Vi har sat os ned et stille sted, mens de unge spiser sammen med Rotary-klubben ved små runde borde ude i fællesrummet. I virkeligheden, siger Ylva Hårdemark, er det jo ret oplagt, at fritidstilbud som Smedetoften kan spille en stor rolle for de unges tilværelse, også på længere sigt. For hvis man forestiller sig, at det at gå i skole som udgangspunkt tilbyder det samme til alle, så er det jo i høj grad det, der sker i fritiden, der gør en forskel. Der er jo børn, der har gået på den samme folkeskole, som har fået noget vidt forskelligt ud af det. Det vil sige, at der er noget uden for skolen, der gjorde, at man fik noget forskelligt ud af det. Så vi skal skabe det fritidsliv, der gør, at man får noget mere ud af det hele,” siger hun.

Hun nævner lektiehjælp, netværk, hjælp til at drive egne initiativer og hjælp til at udvide forestillingshorisonten for, hvad der kan lade sig gøre, og hvad man kan blive. Deres aktiviteter skulle gerne have et dannelsesperspektiv, fortæller hun.

Tanken er med andre ord, at hvis alle unge havde en mere lige adgang til lektiehjælp, netværk og voksne, der kan hjælpe dem videre, så ville chanceuligheden være mindre. Så det er her, det gælder om at sætte ind. Men det handler også om mere end det. Om faktorer, Ylva Hårdemark ikke kan gøre ret meget ved. Det handler om den måde, man definerer, hvem der har brug for hjælp, og hvordan man målretter de sociale indsatser på politisk niveau.

"Når vi laver en aktivitet, så skal det ikke være sådan, at der ikke kommer nogen børn. For som jeg ser det, så kan børnene kun lide at game, de laver ikke noget. De sidder og får sixpacks på deres fingre,” siger Dodou Secka til højre. Det er Tolga Topcuoglu til venstre.

Lige inden for Social- og Indenrigsministeriets tunge glasdør med messing hænger en buste af K.K. Steincke – den socialdemokrat, der var arkitekten bag den banebrydende socialreform i 1933 – på den grønmelerede marmorvæg. Reformen, der blev en af velfærdsstatens grundsten, ændrede kriterierne for at modtage sociale ydelser, så de ikke længere var som almisser, men mere som noget, du har ret til i en velfærdsstat.

Oppe på tredje sal sidder chefkonsulent Andreas Klein Eriksen. Bag sig oppe på reolen står en udstoppet ugle, han har arvet efter den lærer, der tog hans far i pleje som barn. Hans kone synes, den er for uhyggelig til at have stående derhjemme.

Da jeg landede her i huset havde jeg en idé om, at man kunne målrette den sociale indsats ved at rette den mod dem, vi ved er i risikogrupper. Det tror jeg ikke længere. Det ville være en helt forfejlet strategi, hvor man kommer til at bruge en masse penge på nogle, der ikke får problemer,” siger han. For vi kan simpelthen ikke pinpointe, hvem det er, der vil få de problemer.”

Derfor mener Andreas Klein Eriksen også, at vi skal passe på, når vi diskuterer, hvor vigtigt det er at investere i barnets første tusind dage. Faktisk kalder han dele af den debat for naiv.

Tidligere børne- og socialminister Mai Mercado satte en milliard kroner af til den helt tidlige indsats for børn i sårbare familier med begrundelsen, at de første tusind dage afgør barnets livsbane. Problemet er bare, siger Eriksen, at vi faktisk ikke ved, hvor det er bedst at investere, hvis vi for alvor vil hjælpe udsatte familier. Den forsker, der hyppigt bliver nævnt i forbindelse med betydningen af den tidlige indsats, er nobelpristager James Heckman. Heckman står bag det, der bliver kaldt for Heckman-kurven, der viser, at jo tidligere samfundet sætter ind over for sårbare børn, jo større afkast vil vi kunne se på længere sigt.

Det giver Andreas Klein Eriksen ikke meget for.

Den måde, Heckman er blevet brugt på i den danske debat, er naiv. Man kan ikke bruge Heckman til at sige, at vi skal sætte ind så tidligt som muligt. Vi ved ikke, at det er bedst at bruge pengene så tidligt som muligt. Det kan sagtens være, at pengene ville være bedre givet ud i folkeskolen i Danmark. Vi ved det ikke.”

For dem, der har fulgt med i debatten om betydningen af tidlig indsats, om de første tusind dage, og hvorfor det netop er daginstitutionerne, vi burde investere massivt i, er Andreas Klein Eriksens udmelding opsigtsvækkende. Især fordi argumentet med James Heckmans forskning har vejet virkelig tungt i debatten. Hvem kan sige en nobelprisvindende økonoms kurver imod?

Problemet er, forklarer Eriksen, at Heckmans kurve blandt andet baserer sig på et studie, der handler om stærkt udsatte børn med en subnormal IQ i 1960’ernes USA. Studiet bestod af en kontrolgruppe og en gruppe børn i et halvdags dagtilbud. Studiet har fulgt de to grupper op gennem flere årtier, men de resultater kan ikke overføres til danske børn, mener Andreas Klein Eriksen.

Alle danske børn får en universel indsats gennem sundhedsplejerskerne og dagtilbuddene, og derfor kan de to grupper i det amerikanske studie ikke sammenlignes med danske børn i dag, mener Eriksen. Derfor kan vi heller ikke forvente et afkast i de størrelsesordner, som Heckman finder, mener han.

Hvis vi med hovedet under armen bruger Heckman, så kan vi jo bruge en masse penge det forkerte sted, og der er stor risiko for, at man ikke får så højt afkast, hverken økonomisk eller menneskeligt, som vi kunne have fået. Med den viden, vi har i dag, så ved vi faktisk ikke, om det er bedst at sætte ind med flere ressourcer til jordemødrene eller dagtilbuddene eller folkeskolen eller ungdomsuddannelserne.”

Pointen er, at Danmark allerede giver alle børn i Danmark universelle indsatser som sundhedsplejerskens besøg, skoletandlæge og Statens Uddannelsesstøtte, og hvis vi skal investere derudover for at udligne chanceuligheden endnu mere, så ved vi faktisk ikke, hvor det vil være klogest at sætte ind. Til gengæld ved vi, hvor vi ikke skal sætte ind.

Virkeligheden er nemlig, siger Andreas Klein Eriksen, at vi ikke kan udse særlige risikogrupper, hvor vi kan forvente, at problemerne vil opstå, og målrette indsatserne mod disse risikogrupper. Hvis vi nærlæser statistikkerne, som sociolog Morten Ejrnæs for eksempel har gjort, så viser det sig, at langt de fleste børn, der vokser op med for eksempel vold i hjemmet, forældre med misbrug eller psykisk sygdom, ikke selv vil få de sociale problemer. Hovedparten af de børn vil være det, vi typisk kalder mønsterbrydere.

Hvis vi for eksempel ser på unge med forældre, der har været på kontanthjælp, så er det ifølge Morten Ejrnæs kun 21 procent af dem, der selv kommer på kontanthjælp. Det vil sige, at næsten fire ud af fem unge, der har forældre, som har modtaget kontanthjælp, ikke selv ender på kontanthjælp. Samme tendens ser vi, hvis vi ser på sandsynligheden for, at de børn, der vokser op hos forældre med alvorlige sociale problemer, selv vil blive ramt af for eksempel narkomani og selvmordsforsøg på et senere tidspunkt. Ifølge Ejrnæs’ udregninger er den risiko tre procent. Det betyder, at 97 procent af de børn undgår at blive ramt af narkomani og selvmordsforsøg, ifølge Ejrnæs.

Morten Ejrnæs’ forskning viser med andre ord, at det er en sejlivet myte, at vi arver vores forældres sociale problemer. Derfor giver det ikke mening at tale om social arv i den betydning. Men ikke desto mindre er det en misforståelse, Andreas Klein Eriksen igen og igen støder på i sit arbejde.

Det er en idé, der lever i bedste velgående, og den kan hurtigt få en form for politisk gennemslag.” Og det, forklarer han, kan have ganske alvorlige konsekvenser. Ikke alene kan man komme til at spilde en masse penge på at rette indsatser mod nogle grupper, hvor der ikke opstår problemer.

Men også alle dem, der er uden for risikogruppen, hvor langt de fleste, der har brug for hjælp, vil være,” siger han, dem får vi først øje på for sent.”

Derfor mener Andreas Klein Eriksen for eksempel, at det vil være spild af penge kun at sprogscreene tosprogede børn. For det at være tosproget er ikke i sig selv at være i en udsat position, forklarer han. Desuden er en stor del af de børn, der har brug for en sproglig indsats, ikke tosprogede. Derfor fremhæver han kommuner, som for eksempel Skive, der har valgt at sprogvurdere (næsten) alle børn i kommunen, fordi de formår at spore langt flere børn, der har behov for en sproglig indsats.

Det afgørende er, ifølge Andreas Klein Eriksen, at sætte ind over for de borgere, hvor man reelt har konstateret, at der er et behov for en indsats, uanset hvem de måtte være. Det vil være langt mere effektivt end at forsøge at forudse, hvem der vil få et behov, baseret på en misforstået forestilling om social arv.

For ud over at man både risikerer at spilde ressourcer og at tabe børn med reelle behov på gulvet, så er der også en tredje konsekvens. Når vi udpeger risikogrupper, så risikerer vi at stigmatisere en gruppe borgere, siger Andreas Klein Eriksen – og det bekymrer ham.

Hvis man har det her billede af, at den sociale arv er meget stærk, så er det svært ikke at have lave forventninger, og det hjælper ikke nogen børn. Så den her meget deterministiske opfattelse af social arv tror jeg er dybt problematisk og skadelig dybest set.”

Og det er noget, de kan genkende i ungdomsklubben Smedetoften.

DET SKAL NOK GÅ“Alt det, der får livet til at spænde ben, og som får det hele til at ramle, det er jo alt det, vi har svært ved at styre, og som kan ramme hvem som helst, uanset hvem vi er, og hvilken baggrund vi har. Og hvis vi som velfærdssamfund ikke kan samle dem op, så mener jeg, at vi har fejlet og skal kigge os selv dybt i øjnene. For resten skal nok klare sig selv på en eller anden måde,” siger chefkonsulent Andreas Klein Eriksen.

En af de ansatte i ungdomsklubben, bøjer sig ind over et bord. Hvad er 8 gange 4?” spørger han en ung fyr, der sidder ved en computer med sine lektier. Fyren mumler et svar.

Næsten, prøv igen,” svarer den ansatte, der har håret trukket tilbage i en hestehale. Han går over til den unge kvinde, der sidder overfor.

De sociale fortællinger, de unge fortæller sig selv, og som omgiver de unge, optager hende meget. Det er et sted, Ylva Hårdemark mener, man kan gøre en forskel.

Det handler om at italesætte de gode fortællinger og spørge ind til de negative fortællinger. Lektiecaféen betyder, at den unge også kan se, at der er andre end en selv, der tager deres uddannelse alvorligt,” fortæller Ylva Hårdemark.

Det er vigtigt, mener hun, for opfattelsen af normalitet skaber en form for forventning til en selv. Sociale fortællinger former os som mennesker. De opfattelser, vi har af, hvad alle andre gør, påvirker vores valg. De har internaliserede forventninger om, at sådan nogle som mig dropper ud’. Det bliver selvopfyldende profetier. Så kan det være godt at have jævnaldrende at spejle sig i på en positiv måde. Det kan pille ved de sociale fortællinger.”

Inde i mødelokalet, hvor de unge frivillige stadig sidder omkring bordet, markerer en fyr med gul T-shirt og omvendt kasket. Han har redt sit skæg med den hårbørste, som fyren med bæltetaske har sendt videre. En karton Icetea er på vej rundt om bordet.

Så lad mig lige forstå det rigtigt,” siger han, hvis vi laver musik med de unge, så får vi også lov til selv at bruge studiet? Så det er noget for noget, kan man sige.” Det bekræfter klubbens ansatte, og fyren med Notorious Thugs på T-shirten tager ordet igen.

Men Rune, I skal også vide en ting. Når vi laver en aktivitet, så skal det ikke være sådan, at der ikke kommer nogen børn. For som jeg ser det, så kan børnene kun lide at game, de laver ikke noget. De sidder og får sixpacks på deres fingre,” siger han og griber om sit glas med Icetea.

En pige ved bordenden griner.

Stop dig selv. Jeg er faktisk seriøs. Jeg vil også gerne have, at de skal tage mig seriøst,” siger han.

Ylva Hårdemark åbner køleskabet i Smedetoftens køkken og stiller fadet med karrygul couscous, der er blevet tilovers efter klubbens fællesspisning med Rotary-klubben, ind på hylden. Måske vil aftenen vise sig at åbne chancer for klubbens børn, som de ellers ikke ville havde haft. Måske ikke. Men indsatsen er der, og de børn, den er rettet mod, har behov for den. Selv om Ylva Hårdemark understreger, at hun mener, at det er utrolig vigtigt at investere i sociale indsatser, der er rettet mod de helt små børn, så mener hun også, at vi skal huske, at sociale problemer og udsathed også opstår ud af uheldige tilfældigheder. Det er det, der gør det så svært at forudse, hos hvem problemerne vil opstå senere hen.

Tidlig indsats kan aldrig løse alle problemer, for der er livsforløb, som får knubs undervejs, og det kan sundhedsplejersken ikke gøre noget ved,” siger hun

I Social- og Indenrigsministeriet har mørket lagt sig over Holmens Kirke og Børsen uden for vinduerne. De fleste ansatte er gået hjem, dørene står åbne ind til de tomme kontorer. Når Andreas Klein Eriksen om lidt går ud ad den tunge glasdør i stuen på vej hjem fra arbejde, bliver han mindet om K.K. Steinckes tanke om, at et samfund skal kendes på, hvordan det behandler de svageste. Det mener han ikke, at vi er gode nok til endnu.

Alt det, der får livet til at spænde ben, og som får det hele til at ramle, det er jo alt det, vi har svært ved at styre, og som kan ramme hvem som helst, uanset hvem vi er, og hvilken baggrund vi har. Og hvis vi som velfærdssamfund ikke kan samle dem op, så mener jeg, at vi har fejlet og skal kigge os selv dybt i øjnene. For resten skal nok klare sig selv på en eller anden måde.”