Min far er landmand. Men det lå ligesom aldrig i kortene, at jeg skulle være det.

Faktisk er jeg kun blevet opfordret til at finde på noget andet. Det var for besværligt, for dyrt, for udskældt. For risikabelt.

Men selv om min far altid brokker sig over bureaukrati, sygdomme og frost i æblerne, så bliver han ved. I højsæsonen fra fem morgen til sen aften plukker, sorterer og pakker han og andre tonsvis af æbler – for slet ikke at nævne et utal af indberetninger og regnskaber, der også skal passes ind. Alt i alt et besværligt og økonomisk ustabilt foretagende (sidste år røg halvdelen af høsten på grund af frost).

Min far er snart 60 år og har absolut ingen planer om at gå på pension foreløbigt. Og dét er han langtfra ene om. For landmænd har den højeste gennemsnitsalder blandt alle brancher i Danmark. Til gengæld gør mange i de yngre generationer som jeg og vælger mere boglige uddannelser, langt fra marken. Vi overtager sjældent bedriften, som man gjorde førhen.

Alligevel taler vi rigtig meget om landmænd og landbrug. For nylig foreslog Det Miljøøkonomiske Råd at lægge en afgift på malkekøer for at nedbringe landbrugets CO2-udledning, der i høj grad kommer fra køernes prutter. Det ville regeringen bestemt ikke være med til. Det vil presse det danske landbrug alt for hårdt, lød nogle af argumenterne.

Men spørgsmålet er, om det allerede er for sent. For er vi overhovedet stadig det landbrugsland, vi tror, vi er?

Jeg har dykket ned i tallene og forsøger her at tegne et billede af tilstanden for det danske landbrug i dag.

Ser man på et danmarkskort, så fylder landbruget rigtig meget. Over halvdelen af vores arealer bruges til plante- eller dyreavl. Ud af det samlede landbrugsareal er halvdelen dyrket med plov. Det gør Danmark sammen med Bangladesh til de mest intensivt dyrkede lande i verden.

Selv om det lyder vildt, så er Danmarks landbrugsareal skrumpet en hel del.

For hundrede siden gik hele 74 procent af Danmarks arealer til landbrug. Nogle afgrøder er skrumpet mere ind end andre. Eksempelvis er det danske areal med æbler reduceret med næsten 80 procent de seneste 40 år. Det kunne jo næsten få én til at overveje at gå ind i branchen.

En ny rapport fra Danmarks Naturfredningsforening og Dyrenes Beskyttelse forklarer en del af udviklingen med, at arealet til bebyggelse og veje er mere end fordoblet de seneste 100 år. Veje og togbaner går gennem hele landet, og byerne har spredt sig ud i landskabet.

Dansk landbrug har i samme periode bevæget sig fra at være mange små alsidige landbrug til at være få specialiserede heltidslandbrug med et større antal deltidsbedrifter ved siden af.

Antallet af bedrifter er faldet fra 200.000 i 1960 til cirka 35.000 i 2016. Men de, der er tilbage, er til gengæld vokset i størrelse. Det er sket i takt med mekaniseringen og industrialiseringen af landbruget.

Så: Landbrugene fylder stadig ret meget. Men der er blevet markant færre af dem.

Så hvad bruger vi egentlig alle markerne til?

Langt den største del af det danske landbrug bliver brugt til at mætte dyr frem for mennesker. På næsten 80 procent af arealet dyrker landmænd foder. Det er korn, majs, roer, raps, helsæd og græs. 10,7 procent går til menneskemad i form af korn, kartofler, sukkerroer, grøntsager, frugt og bær. På de sidste 9,5 procent er der raps til biodiesel, lidt juletræer og blomster.

Det betyder, at vi kunne producere mad til flere, hvis vi på en større del af landbrugsarealet dyrkede menneskeføde i stedet for foder til dyr. Når vi dyrker korn som foder til husdyr frem for til mennesker, så går der mere energi til at skabe mad på middagsbordet. I en tid med global befolkningsvækst og lige så globale klimaproblemer udgør det, i det store billede, en udfordring.

Ser man på landbrugets økonomiske udvikling de seneste 100 år, har man et stort stykke danmarkshistorie. Overordnet set kan man sige, at landbruget ikke længere betyder det samme for den offentlige økonomi. Hvad er der sket?

Professor i samfundsøkonomi Søren Kjeldsen-Kragh fra Københavns Universitet forklarer, at når landbruget ikke længere spiller nogen central rolle for den offentlige økonomi, så hænger det sammen med, at når et samfund bliver rigere, så er der en stadig mindre del af forbruget, der går til fødevarer.

I takt med at vores samfund er blevet mere velstående, er priserne på landbrugsvarer ikke steget på samme måde, som andre produkter er. Derfor har landmændene måttet producere mere for at tjene det samme. Den udvikling har ført til færre og større landbrugsbedrifter. Som Søren Kjeldsen-Kragh formulerer det:

“De seneste 20 år har landbrugsbedrifterne været støt voksende, fordi der i dag er en tro på, at jo større landbrugene bliver, jo bedre økonomi er der i det. Men det gælder kun op til en vis grænse.”

De store landbrug har samtidig gjort det sværere for nye unge landmandsspirer at få en fod indenfor. For hvem har lige et tocifret millionbeløb til at starte et kæmpe landbrug op for?

Svaret er, at det har få. Især fordi de unge efter finanskrisen møder en mur, når de går i banken for at låne penge til at lave et landbrug.

Det leder os hen til den næste udfordring: alderen hos de nuværende landmænd.

Gennemsnitsalderen for alle brancher i Danmark er på 42,8 år, og her placerer landbruget sig et godt stykke over.

Vi står over for et generationsskifte, og spørger man interesseorganisationen Landbrug og Fødevarer, er det måske dét største problem i dansk landbrug lige nu. Der kommer ikke nok nye landmænd til.

“De landmænd, der er nu, har brug for, at nogen kan tage over, så de kan gå på pension. Derfor ser vi nye handlingsveje i landbruget med blandt andet en delvis overtagelse fra den ældre ejer til den nye, men vi ser også eksempler på, at flere går sammen om at opstarte et landbrug,” siger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

Over 12.000 landmænd er 67 år eller derover – det gør det til den branche herhjemme med flest seniorer, der stadig arbejder. Hvad sker der, når de går på pension?

Spørger man formanden for Landbrug & Fødevarer, så står der faktisk unge landmænd klar til at tage over. Mange drømmer om deres egen gård, men har ikke pengene eller muligheden for at låne dem.

Siden 2010 har typisk 35-40 procent af landmændene oplevet begrænset adgang til finansiering. Denne andel er nu faldet til 24 procent, skriver LandbrugsAvisen.

Det er svært at få finansieret et landbrug, fordi det er svært at fremlægge budgetter, som banker og realkreditinstitutter har tillid til. Men finansieringen er ikke den eneste grund til, at færre kaster sig ind i livet på marken.

“Man skal ikke undervurdere det element, at det er et svært erhverv. Det er jo lettere at vælge et liv som lønmodtager end et arbejde, hvor man hver dag har ansvaret for en virksomhed, og hvor der også følger en betydelig risiko med,” siger Martin Merrild.

Men tiderne lysner alligevel en smule. For med en aftaget finanskrise er der kommet mere tillid til erhvervet, og det betyder også, at der bliver handlet med flere landbrugsejendomme, fortæller formanden for Landbrug & Fødevarer.

Men, men, men. De gode nyheder for landbruget stopper ikke der. For det viser sig, at flere unge faktisk vil landbruget. Fra 2016-2017 steg antallet af unge, der søger ind på en landbrugsskole efter folkeskolen med 28 procent.

I 2017 har indtjeningen i landbruget været betydeligt bedre end årene før, og mange landmænd gik ud med et plus på kontoen.

Men samlet set står landbruget stadig med en bugnende gæld. Ved udgangen af 2016 lå gælden på svimlende 337,5 milliarder kroner – svarende til 58 procent af landbrugets samlede værdi. Landbrug & Fødevarer anslår, at heltidsbedrifternes samlede gæld sidste år blev nedbragt med 3-4 milliarder kroner.

Så selv om det sidste år gik den rigtige vej, hænger der stadig en stor gældsbyrde ned over de mange landmænd. Spørger man professor i samfundsøkonomi Søren Kjeldsen-Kragh, så er økologien en af mulighederne, hvis landbruget skal klare sig bedre økonomisk.

Og økologien er i hvert fald på vej frem. Bare mellem 2015 og 2016 steg arealet til økologi med 37.000 hektar og udgjorde i alt 216.000 hektar i 2016 – svarende til cirka 8 procent af det samlede landbrugsareal i Danmark.

“Nøglen ligger i at producere mere specielle produkter, for så kan man få en højere pris,” mener Søren Kjeldsen-Kragh.