Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

I årevis er stemmeprocenten faldet for muslimske indvandrere. Så tog denne kvinde en beslutning

  • 8. oktober 2019
  • 19 min.
NY VEJRamzia Al fik en idé til at få flere indvandrere og efterkommere i stemmeboksen. Alle fotos: Andreas Houmann for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Efter at stemmeprocenten blandt muslimske indvandrere og efterkommere i årevis er faldet, vendte udviklingen ved seneste folketingsvalg: Flere indvandrere stemte rundt om i landet. Hvorfor skete det? En del af svaret bor i et helt almindeligt parcelhuskvarter i Slagelse. Hakon Mosbech fortæller her historien om en enkelt kvindes ekstraordinære indsats for at få løst et stort demokratisk problem – og skyder hermed gang i en ny serie om det, ethvert samfund har brug for: løsninger og de mennesker, der finder på dem.

Historien her begynder i et parcelhus i Slagelse. Huset er helt nybygget, med Webergrill udenfor og familievenlig Toyota. Her er børnefamilier og tætklippet græs. Det ligner nærmest gennemsnittet på et parcelhuskvarter, der kunne ligge overalt i Danmark. Man kan ikke lige se, at der er blevet skabt en overvældende demokratisk succes her.

I et af parcelhusene bor Ramzia Al.

Ramzia er 30 år. Hun kom hertil fra Libanon som flygtning som etårig og voksede op i Vejle. Hun er lærer og socialrådgiver. Hun har en mand og en datter på snart et år, som hun er ved at køre ind i vuggestuen. Hun er … ret almindelig. Og så alligevel er hun ikke så almindelig endda. For under det seneste folketingsvalg tog Ramzia et ualmindeligt initiativ. Hun ville have flere folk med muslimsk baggrund til at stemme – en gruppe, der ellers er klart underrepræsenteret i stemmeboksen.

Ramzia var ligeglad med, hvad de stemte på – bare de stemte.

Jeg kan huske, jeg tænkte: Hvad har jeg rodet mig ud i?” som hun siger. Vi knoklede fra morgen til aften. Vi blev også nødt til at sige, godt, nu lukker vi af, nu har vi lige brug for at sove. Jeg kunne jo ikke bruge al min tid på det; jeg har også en datter.”

De seneste år har indvandrere og efterkommere stemt mindre og mindre valg efter valg – stemmeprocenten ligger lavere end blandt etniske danskere. Faldet følger en bred international tendens, og eksperter taler om demokratisk afmagt. Men fra sit køkken i parcelhuset i Slagelse fandt Ramzia på en løsning, der skulle være med til at vende udviklingen.

Så hvad var det, hun gjorde?

Lad mig lige først fortælle noget andet: Kender du det med, at du har læst nyheder og så føler dig træt? Føler dig magtesløs? Føler, at verden er uoverskuelig og mørk? Det er ret almindeligt, ifølge talrige undersøgelser. Og det hænger i høj grad sammen med, hvordan nyhedsjournalistik bliver lavet. Nyhedsjournalistik har nemlig meget længe været god til at skrive om problemer. Om ting, der går galt. Om krige og katastrofer, skandaler og afsløringer. Den er mindre god til at fortælle om alle de ting, der lykkes. Om løsninger på verdens problemer.

Jeg interviewede tilbage i foråret en pensioneret professor, Johan Galtung. Tilbage i 1960’erne opfandt han nyhedskriterierne – fokus på konflikt, problemer, negative historier. Han gjorde det egentlig som en advarsel, men i stedet gjorde nyhedsmedier og journalistskoler dem til en opskrift. Nyhedsjournalistikken blev bygget op om konflikt og flystyrt – ting, der går galt. Og den slags er også en vigtig del af journalistikken. Men: Problemet er, hvis balancen tipper totalt, så vi kun ser den sorte, forfærdelige del af verden; ikke den store del af verden, hvor ting går godt. Det gør os deprimerede, afmægtige, apatiske. Vi lukker af, sagde Galtung . Vi får ikke et retvisende billede af verden i alle dens farver.

Serien her er et forsøg på det modsatte.

I en ny serie vil jeg fortælle om løsninger. Folk, organisationer, virksomheder, der har fundet løsninger på vigtige problemer. Om dem, der kæmper for at finde nye veje, som vi andre kan lære noget af – eller bare blive inspireret af. Fordi verden også er fyldt med håb og mennesker, der faktisk kæmper for – og sommetider lykkes med – at gøre den til et bedre sted.

TYDELIGHvis noget ikke er i orden, er man nødt til at råbe op, siger Ramzia Al.

Hvis der er en ting, man skal vide om Ramzia Al, så er det, at når hun gør noget, så gør hun det. Jeg er meget handlingsorienteret,” som hun siger. Ramzia er handlingsorienteret, for eksempel når hun bestiller ferie til familien.

For eksempel hvis vi skal ud at rejse, kan jeg godt lide, tingene skal ske. Lad os kaste os ud i nogle spontane ting. Hvorfor ikke købe den her rejse? Det er jo billigt! Så er det godt, jeg har en mand, der tænker, skal vi ikke liiiige se, om der er nogle andre rejser?”

Ramzia er også handlingsorienteret, når noget ikke er, som det skal være:

Hvis der er noget, man er imod, skal man også sige det højt. Man skal ikke bare læne sig tilbage og tænke, at det er okay. Nej, der er altså nogle ting, der ikke er okay.”

Indtil i år havde Ramzia brugt sin handlekraft i sit eget liv, hvad angår sin familie og sin egen fremtid. Hun havde taget sin uddannelse, arbejdet – faktisk to jobs samtidig, socialrådgiver og lærer. Sørget for, at datteren kom til babymotorik. Hun havde aldrig været engageret i politik.

Men tilbage i vinter begyndte der at ske nogle ting.

En dag under sin barsel var Ramzia ude og gå tur med datteren i barnevognen. Pludselig kom en mand løbende. Han var cirka i 40’erne, i sportstøj.

Han råbte: Flyt dig, din udlænding!’ Jeg nåede ikke at sige noget – gik bare videre … Man bliver jo bange – i tilfælde af at han kunne finde på at gøre mig eller min datter noget.”

Bagefter tænkte hun, hun skulle have sagt noget tilbage. Men det gik så hurtigt, og manden løb bare forbi.

Jeg tror, jeg var lidt handlingslammet … Men jeg var jo også blevet mor, og så er der pludselig andre ting at tænke på. Man bliver mere beskyttende og nervøs, end hvis jeg ikke havde en datter.”

Ramzia fortalte om det til sin mand, og de blev enige om, at det var bedst at ignorere det. Den slags var ikke superusædvanligt – også selv om man som Ramzia ikke gik med tørklæde, men i jeans med moderigtige huller og bar makeup. Nogle gange kunne folk råbe efter en i Netto. Eller lige sige noget ved lyskrydset: Smut hjem til dit eget land. Men det var alligevel så begrænset, at hun lagde det til side.

Snart skete der imidlertid noget andet: Rasmus Paludans videoer begyndte at cirkulere på sociale medier.

Jeg tænkte: Hvem er det, der står og brænder Koranen af? Men jeg ignorerede det lidt i starten. Det er bare en, der gør det her. Det må han selv om.”

Men så begyndte videoerne virkelig at sprede sig, og de etablerede medier begyndte at fortælle om Paludan. Debatten på sociale medier blev også mere og mere rå, oplevede Ramzia.

Det gik fra at være lidt sjovt på Facebook til, at det blev meget normalt, at folk svinede hinanden til og brugte samme retorik som Paludan. Det gik fuldstændig amok i forskellige debatforummer. Er det den vej, vi skal gå? Det er jo nemt at læne sig tilbage på sofaen bag en skærm og så bare køre derudad. Jeg tænkte: Hold da op. Det syntes jeg ikke, jeg havde oplevet før … At det var blevet meget normalt, at man sviner hinanden til og siger ting som: I skal ud af Danmark.”

Ramzia begyndte også at høre om børn, der blev mobbet, fordi de var muslimer. Hun arbejder selv på en skole, så hun vidste, at nogle af de mindste børn begyndte at lege anderledes.

Jeg tænkte: Skal min datter blive mobbet i skolen, fordi hun er muslim? Jeg hørte om børn, der begynder at placere folk i forskellige racer og forskellige religioner og sætter folk i fængsel, fordi du er muslim. Hvor små børn begynder at lege noget Paludan-leg: Du er kristen, du må blive i Danmark.’ Jeg tænkte, det skal min datter ikke udsættes for.”

Men okay: Hvad skal man så gøre ved det? Hvad kan man gøre ved det? Måske skal man ignorere det, som manden, der løber forbi barnevognen og råber. For hvad hjælper det. Det nemmeste er at passe sit arbejde og sin familie og sit liv.

Man bliver rigtig træt af den måde, debatten kører på,” siger hun. Jeg tror, rigtig mange, som er veluddannede og velintegrerede, bliver rigtig trætte, helt udmattede. Man skal vise, at man er god nok. Det bliver trættende. Og nogle vælger så at trække sig – for eksempel ved ikke at deltage i demokratiet. Selv om det jo ikke hjælper noget.”

Så en aften var Ramzia hjemme hos sin svigerfamilie. Det var hun tit. De havde spist aftensmad og sad ude på altanen og hyggede sig. Det var forår. Ramzia sad lidt med sin telefon, og så faldt hun over en artikel fra DR. Artiklen, hun læste, fortalte om muslimers lave stemmeprocent i Danmark.

Jeg blev faktisk irriteret. Hvorfor er der så mange, der ikke stemmer?’ kan jeg huske, jeg sagde.”

Hun sagde det bare højt ud i rummet, og så begyndte hun at vende det med sin mand og sin familie: Jeg sagde: Det er da for dårligt.’ Igen handler det om at råbe op: hvis man skal blive hørt, så skal man bare stemme. Det skal vi da gøre noget ved. Det var sådan en følelse.”

Faktisk havde indvandrere og efterkommere stemt mindre og mindre ved valgene, mens stemmeprocenten modsat var steget for etniske danskere. Folketingsvalget i 2015 var et lavpunkt: 87 procent af de etniske danskere stemte, 66 procent af indvandrerne, 53 procent af efterkommerne. Det er et demokratisk problem, når en stor gruppe i befolkningen i stigende grad vælger ikke at deltage i demokratiet. Føler de sig ikke som en del af samfundet? Vil politikerne tilgodese grupper, der ikke dukker op på valgdagen?

Undersøgelser tyder på, at den lave stemmeprocent blandt indvandrere og efterkommere kan skyldes flere ting. I nogle miljøer findes en fjendtlighed mod at blive for dansk” – og dermed for eksempel mod at stemme. Andre ved måske heller ikke helt, hvordan man gør. Og så handler det i høj grad om protest eller afmagt – man føler sig ikke inkluderet, heller ikke selv om man har succes. Politisk stramning og hård retorik gør, at folk trækker sig. For hvad nytter det? Gør min stemme nogen forskel?

Det var noget i samme stil, Ramzia tænkte, da hun læste artiklen.

Så begynder man jo at tolke og lave analyser af, hvorfor mange ikke stemmer. Og så kom jeg frem til, at det kunne jo være, fordi mange ikke føler, de bliver hørt, eller det kan være lige meget. Eller fordi nogle ikke forstår dansk og ikke har forståelse for dansk politik.”

Nå, men der på altanen, med svigerfamilien, begyndte Ramzia altså at snakke til de andre. Det var da for dårligt med den lave stemmeprocent. De andre begyndte at blande sig.

En sagde: Men Ramzia, du ved jo godt, der er nogle, der ikke kan finde ud af det.’ Ja,’ svarede jeg, men så må man da lære det, så må man sætte sig ind i det – lære, hvordan man bruger en stemmeseddel.’ Når man diskuterer med venner og familie finder man ud af, hvor problemet er. Der er rigtig mange, der ikke kan finde ud af, om man skal sætte et kryds eller to. Det er den slags basale ting.”

Dér på altanen blev diskussionen til en aktiv idéudvikling.

Jeg tror, min svigerinde sagde, at det jo ikke er nemt for første generation. Det gav også god mening, men hvordan kunne man så gøre det nemt? Kunne vi oversætte ting til dem? Det begyndte vi at snakke om. Den kørte bare derudad.”

De kunne mærke, de havde lyst til at gøre noget. Men hvad? Hvor skulle man starte?

Ramzia tog hjem sammen med sin mand – og så skete der ikke rigtig mere.

Så lukkede vi den af, så var der ikke mere snak. Vi kom hjem, og jeg tænkte, ja, der var ikke så meget mere.”

Du kender det sikkert godt; en god begejstret diskussion til en middag – fuld af gode idéer. Og så stopper den ligesom dér. Man går hjem og sover, og livet går videre som normalt næste dag.

Det var det samme, Ramzia gjorde. Lige indtil hun vågnede.

FAMILIEPROJEKTRamzia Al har i høj grad drevet Facebook-gruppen med sin familie og svigerfamilie.

Tidligt næste morgen stod Ramzia op. Hun lavede morgenmad. Hendes baby sov stadig. Så gik hun hen til sin computer. Klappede den op. Og så begyndte hun at skrive et opslag på Facebook. Først var det noget i stil med: Nok er nok, det er ikke okay, der bliver snakket så grimt om muslimer,’” siger hun. ‘For der er rigtig mange, der også er gode.’ Sådan en intro. Så stillede jeg nogle spørgsmål: Synes du, det er okay, at …? Der var noget motiverende over det opslag.”

Ramzia skrev: Er du muslim og dansk statsborger? Vil du gøre noget for at påvirke dine børns fremtid i Danmark? Vil du gøre en indsats og blive hørt?

Så sluttede jeg af med: Er du enig i de ting, så stem 5. juni.”

STEM, STEM, STEM,” skrev hun. Det er så vigtigt.” Hun oprettede også en gruppe på Facebook. Formålet var kun en ting: Flere med muslimsk baggrund skulle til stemmeboksen. Det var ligegyldigt, hvilket parti de stemte på. De skulle bare stemme. Så trykkede hun på knappen – og opslaget og gruppen var i luften.

Hvad tænkte du, da du trykkede slå op?

Jeg tænkte: Åh, hvad har jeg rodet mig ud i? Ha ha.”

Ramzia inviterede også sine venner og familie til gruppen, og de inviterede videre, så det ud til. For pludselig, kunne hun se fra sofaen der i parcelhuset i Slagelse, strømmede det ind med likes, kommentarer og folk, der anmodede om at blive medlem af gruppen.

Jeg har aldrig fået så mange anmodninger, den ene efter den anden. Jeg tror slet ikke, vi som admins kunne nå alle de anmodninger. Det var bare godkend, godkend, godkend. Jeg tror, der kom over 1.000 medlemmer hver dag. Det var næsten ikke til at klare. Vi lavede ikke andet end det.”

Ramzia spurgte hurtigt sin mand og sin familie, om de ville hjælpe med at administrere gruppen – være administratorer. Det ville de gerne, og familieoperationen fik hurtigt nok at lave.

Jeg tænkte, det er godt, jeg er på barsel nu. Tænk, hvis jeg havde været på arbejde … Jeg glemmer ikke den dag, det gør jeg ikke, eller den første uge. Der kom så mange anmodninger, den ene efter den anden.”

Ret hurtigt fik gruppen, Muslimer til stemmeboksen, over 20.000 medlemmer.

Jeg tror, mange havde siddet og tænkt: skal vi gøre noget, skal vi ændre på stemmeprocenten. Skal vi motivere flere muslimer til at stemme? Og fordi rigtig mange medlemmer delte den holdning, begyndte de at tilføje deres venner. Det er, som om det var efterspurgt. Når jeg kigger tilbage, tænker jeg, der er rigtig mange, der har siddet derhjemme og tænkt: Kan man gøre noget?”

Gruppen var vokset lynhurtigt. En idé var blevet til en Facebook-gruppe med flere medlemmer end mange af Folketingets partier. Men hvordan skulle en lærer på barsel styre sådan en demokratisk bevægelse fra et parcelhus i Slagelse?

Her er det vigtigt at sige, at indsatsen for at få flere til at stemme ikke kun kom fra Facebook-gruppen, selv om den var den dominerende digitalt. Andre stemte dørklokker – gik fra dør til dør i sociale boligbyggerier og opfordrede til at stemme. Det var også vigtigt. Og andre steder havde imamer under valgkampen opfordret folk til at stemme – endda på særlige partier. Dét mødte kritik. Der var også folk i Ramzias gruppe, der ville trække den i politisk retning. Men det afviste hun.

Det var rigtig vigtigt i gruppen, at vi ikke gik ind og sagde til folk, hvad de skulle stemme. Vi gjorde det meget tydeligt i gruppen, at vi ikke er fortalere for nogle partier. Det skulle op igen og igen og igen. Vi lavede opslag om, at vi ikke var fortalere for nogle partier, men står sammen om at deltage i demokratiet og bruger vores stemme for at blive set og hørt.”

Et andet og større problem handlede om folk, der forsøgte at undergrave gruppen.
Der er også mange, der har øje på den her gruppe. Nogle med en helt anden agenda, nogle, der gerne vil ødelægge gruppen,” siger hun.

Den slags folk kom fra to lejre. Folk, der angreb muslimer – og folk, der selv var muslimer.

Et bump var, at der var fake profiler, som prøvede at præge gruppen i anden retning. Det kunne være folk, der skrev: Skrid hjem til jeres eget land. I har ikke lov til at stemme.’”

Var der også opslag fra muslimer, der sagde, man ikke skal stemme?

Det var der også. Ligesom nogle skrev, at vi skal skride ud af Danmark, er der nogle, der mener, muslimer ikke skal stemme.”

Hvad skete der så?

Når folk gik ind og skrev, man ikke skulle stemme, lavede vi nogle retningslinjer. Går du ind for demokrati, så er du velkommen i gruppen, men hvis ikke, så er du ikke velkommen.”

Var I nervøse for, om folk kom i tvivl, om de skulle stemme, hvis der var for mange af den slags opslag?

Ja, for der er jo nogle, der tænker: Skal jeg stemme eller ikke?’ Der var folk, der skrev opslag som: Jeg er i tvivl, om jeg skal stemme eller ikke.’”

Ramzia og de andre admins lærte efterhånden, der var brug for meget styring af gruppen. Hvor folk tidligere selv kunne slå op, skulle det nu godkendes af dem først. Der blev lavet officielle regler. Så folk kunne blive smidt ud, hvis de svinede andre til eller gik imod gruppens formål. Men generelt var stemningen god. Virkelig god. Folk delte gode råd og artikler. Nogle spurgte: Hvordan skal jeg stemme, det er første gang? Andre forklarede. Folk havde spørgsmål om partierne, andre svarede med links. Gruppen blev et livligt demokratisk forum, hvor folk hjalp hinanden, oversatte ting og debatterede.

Men det klart vigtigste greb var live-møderne. Ramzia og de andre bag gruppen havde oplevet, at folk følte, at politikerne var langt væk. De talte på en måde bag en glasvæg – de var uden for rækkevidde. Samtidig nævnte mange, at det kunne være svært at læse lange tekster om politik og partierne. Så de fik en idé. Hvad hvis man fik politikerne til at komme til gruppen? Med live-videoer til gruppens medlemmer. Hvor folk så kunne spørge politikerne om ting – og de så svarede. De besluttede at spørge en politiker, Sofie Carsten Nielsen fra De Radikale, om hun ville være med? Det ville hun gerne. Senere kom politikere fra Venstre, Enhedslisten og en hel del andre partier med.

Det var meget nemmere at høre politikerne fortælle, hvad de står for, end at læse. Folk syntes, det var virkelig spændende. De havde spørgsmål og kunne sidde i deres sofa: Gad vide, hvad politikerne tænkte?’ Så kunne de bare spørge dem. Det var meget ligetil.”

I de uger, under valget, knoklede hun og de andre fra morgen til aften. Det var, med Ramzias ord, en kamp. Konstant at holde gruppen dynamisk og hjælpe til at stemme og oplyse om politik og demokrati. Og samtidig holde de folk i skak, der modarbejdede gruppen – indefra og udefra. Og så, den 5. juni, kom valgdagen.

Hvordan ville det gå? Ville stemmeprocenten falde, igen, som den havde gjort ved de seneste valg? Som den har gjort over meget af Europa blandt indvandrere og efterkommere? Ville eksperterne igen tale om demokratisk afmagt? Ville det nytte noget?

I GANGFacebook-gruppen 'Muslimer i stemmeboksen' kører stadig, med live-møder med politikere og debattører. Målet er en højere stemmeprocent ved næste valg.

Ramzia gik ned på det lokale valgsted i Slagelse med sin mand og sin baby for at stemme. Og så skete der noget, hun ikke havde prøvet før. Folk begyndte at stoppe hende på gaden. Der var nogle, der stoppede os,” fortæller hun. ‘Er det ikke jer fra Muslimer til stemmeboksen? Fedt arbejde,’ sagde de.”

Hjemme igen tjekkede hun ind i gruppen. Der var gang i den. Folk var begyndt at uploade billeder af sig selv, når de skulle til at stemme. For mange var det første gang, kunne hun se. Billederne kom bare tikkende, et efter et, i en konstant strøm.

En skrev: Der er ti minutter til valgstedet lukker. Jeg nåede det lige.’ Folk likede og kommenterede, det var fedt. Forestil dig, at omkring 24.000 medlemmer, den ene efter den anden, smækkede billeder op. Der var bare fuld gang i den med folk, der var nede og stemme.”

Og snart kom så resultatet: Stemmeprocenten blandt indvandrere og efterkommere var, for første gang i årevis, steget, tydede alt på. Mens den generelle stemmeprocent i Danmark faktisk faldt lidt, stemte flere og flere i de områder, hvor der boede mange med muslimsk baggrund. Stemmeprocenten var for eksempel steget i de såkaldte ghettoområder, Gellerup, Tingbjerg og Vollsmose. En nedadgående spiral var blevet vendt.

Der har helt sikkert været mange grunde til den udvikling – også en hel del grunde, der ikke er knyttet til en 30-årig lærer på barsel i Slagelse, der en morgen oprettede en Facebook-gruppe. Der er et væld af årsager til udviklingen. Men: Fra gruppen strømmede det ind med beskeder fra folk, der sagde, de var blevet hjulpet til at stemme. At det havde betydet noget for dem. At de måske ellers ikke havde fået det gjort. Valgforskere har også peget på, at gruppen sandsynligvis har haft betydning – vi har ikke set den slags digitale demokratiske bevægelse før blandt indvandrere og efterkommere. Så noget har det nok betydet.

Det har været vigtigt for mig og andre at mærke, at det at stemme gjorde en forskel. De, der har været nede og stemme, har følt, at det faktisk betyder noget at stemme. Ens stemme betyder noget. Jeg tror, det er vigtigt. Mange har følt, at deres stemme ikke har været spildt. Så jeg tror, der vil være flere, der stemmer næste gang – at det bliver ved med at vokse.”

Ramzia er stolt, kan man mærke, men ikke tilfreds. Hun siger, at indsatsen fortsætter. Gruppen er stadig i den grad i live – arrangerer live-videomøder med politikere og andre. Deler informationer, debatterer, oversætter, hjælper. Stemmeprocenten skal stige endnu mere næste gang.

Jeg har lært af det her, at hvis man har noget på hjerte, så skal man gøre det … Hvis man har et mål med noget i livet – og vi havde et mål med at få stemmeprocenten til at stige, og det gjorde den så – så skal man kaste sig ud i det. Så længe man har en god ren intention. Det har jeg virkelig lært.”

Inde i rummet ved siden af begynder Ramzias lille datter at sige nogle rimelig utilfredse lyd. Jeg kan godt forstå hende. Vi har snakket længe. Ramzia skal tilbage til sin baby.

På vej væk, mellem parcelhusene og børnecyklerne på græsplænerne, slår det mig, at Ramzias historie rummer en vigtig pointe. At det kan betale sig at råbe op – når en mand i løbetøj råber efter dig og barnevognen. For nogle gange kan et lille opråb gøre en stor forskel. Nogle gange kan vigtige forandringer begynde en tidlig morgen, når babyen sover, med en hurtig tankestrøm hen over tasterne.

Nogle gange er det ualmindelige initiativ aldrig længere væk, end at det kan findes i et helt almindeligt parcelhus i Slagelse.

Som Ramzia formulerer det:

Når man sidder med den der følelse: Man vil bare gøre noget — så tror jeg, man skal gøre det. Når man har det sådan, så skal man kaste sig ud i det.”

Det her var første afsnit i vores serie om løsninger. Tak til alle jer medlemmer, der allerede har sendt forslag til mulige løsningshistorier, vi kan lave. Det er en kæmpe hjælp. Jeg er stadig i gang med at undersøge og udvælge historierne. Vi skal for eksempel senere møde en ret utraditionel virksomhed; vi taler med en læge, der fik en genial idé i Afrika; vi skal høre om udviklingen af en ret vild opfindelse, vi skal kigge på strukturer og enkeltpersoner, langvarige forandringer og kortere forløb. Skriv endelig, hvis du har forslag til andre mulige løsninger, vi skal kigge på.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: