Dette er kapitel ét af to af Zetlands rekonstruktion af stormangrebet på den amerikanske kongresbygning for ét år siden. Rekonstruktionen er skrevet på baggrund af flere omfattende bøger, afhøringer, undersøgelser, domme og videooptagelser. Andet og sidste kapitel kan læses ved at trykke på knappen her.

Donald Trump var ved at løbe tør for muligheder. Præsidenten stod i Det Ovale Kontor og lyttede til en rådgiver, som hans folk – på præsidentens forlangende – havde kontaktet juleaftensdag for at bede om akut hjælp. Opgaven var lige så enkel og krystalklar, som den var ekstremt kontroversiel: Der skulle findes et juridisk smuthul, så Trump kunne fortsætte som USA’s præsident. Også selv om han lige havde tabt valget til Joe Biden.

Rådgiveren var en konservativ professor ved navn John Eastman. Trump havde været imponeret over ham, siden han så Eastman på nyhedskanalen Fox News og læste hans opslag på Twitter. Nu uddelte Eastman i Det Ovale Kontor et dybt fortroligt notat på to sider, som han havde skrevet på Trumps foranledning.

Notatet var en nøgternt formuleret plan, der i seks klare trin anviste, hvordan vicepræsident Mike Pence den 6. januar 2021, hvor Kongressen i en ren formalitet skulle godkende Joe Biden som præsident, kunne forkaste vælgernes stemmer fra syv udvalgte delstater: Arizona, Georgia, Michigan, Nevada, Pennsylvania, Wisconsin og Washington D.C. Stemmerne skulle i praksis blot erklæres ugyldige. Det ville betyde, at det endelige valgresultat med et magisk fingerknips blev ændret fra et klart flertal til Joe Biden til 232 valgmænd til Trump og blot 222 til Biden.

“Pence kan derefter udråbe en genvalgt præsident Trump,” stod der skråsikkert i planen, som siden er blevet lækket til flere amerikanske medier. Planen kan formentlig bedst beskrives som manualen for et regulært coup d’état – et statskup.

Notatet var opfyldelsen af Donald Trumps hedeste drøm. I de 62 dage, der var gået, siden medierne sagde, at han havde tabt præsidentvalget til Joe Biden, havde han rystet på hovedet. I telefonopkald, på Twitter og i møder på alle tider af døgnet talte Trump konstant om valgfusk, og han sled advokater op, mens han forsøgte nye teorier. Han havde forsøgt at overtale en toppolitiker i Georgia til at “finde 11.780” ekstra stemmer, så valgresultatet kunne ændres, og hans tro væbner og personlige advokat Rudy Giuliani havde optrådt på amerikansk tv med endnu vildere påstande om virusinficerede valgmaskiner og kufferter med falske stemmer.

De havde også – uden spor af succes – lagt sag an i over 50 byer og stater, og Trump havde endda overvejet at erklære undtagelsestilstand i flere stater. Aldrig, aldrig, aldrig kunne han finde på at overgive sig, hvis der var bare en mikroskopisk mulighed for at få valgresultatet underkendt. Og det sagde Eastman nu, at der var. Drømmen levede.

Til mødet i Det Ovale Kontor sad også vicepræsident Mike Pence, der var tiltænkt hovedrollen i præsidentens seneste og sidste redningsplan. John Eastmans analyse om, at vicepræsidenten egenhændigt kunne afgøre valget, var lige dele galskab og virkelighedsflugt, og det fornemmede Mike Pence åbenbart godt. På mødet, der blev afholdt om aftenen den 4. januar 2021, spurgte Pence til sidst Eastman direkte:

“Er du virkelig sikker på, at jeg har denne mulighed?”

Eastman erkendte – ifølge flere amerikanske medier – noget nølende, at nej, måske var det ikke helt entydigt, at han som vicepræsident bare kunne forkaste folkets vilje efter forgodtbefindende.

“Hørte du det, hr. præsident?” sagde Pence henvendt til Trump, men præsidenten affærdigede dem. Det havde han ikke lyst til at høre. Og måske kunne man bruge planen til i det mindste at få udskudt afstemningen, måske nogle timer, måske nogle døgn, foreslog Eastman. Så kunne afgørelsen måske gå til Højesteret, og den havde jo et konservativt flertal. Pence afviste at sige ja til forslaget, men lod præsidenten forstå, at han ville overveje det. Trump spildte ikke tiden. På Twitter og i samtaler med stort set alle, han mødte og ringede til de næste døgn, sagde han, at det hele afhang af Pence. Det var Mike Pence, der alene havde muligheden for at redde USA’s fremtid og ære, redde demokratiet, redde Det Republikanske Parti og ikke mindst: redde Trump. Men det var også Mike Pence, der som en ussel kujon, svækling og forræder kunne stikke sin præsident i ryggen og svigte sit land.

Pence søgte råd. I de døgn talte han blandt andet med den tidligere republikanske vicepræsident Dan Quayle, der insisterede på, at Pence ikke havde magten til at fratage staterne deres stemmer.

“Mike, du har ingen muligheder på det her punkt. Ingen. Nul. Glem det. Læg det væk,” sagde Dan Quayle. Til det svarede Mike Pence:

“Du har ingen anelse om det pres, der bliver lagt på mig.”

Den 5. januar sagde Pence til Trump, at han gerne ville hjælpe, men at han simpelthen ikke kunne rent juridisk. Svaret var nej. Trump var ikke tilfreds. Han brød sig ikke om svage mænd, og Mike Pence var svag, fordi han ikke turde kæmpe. En taber. Og Trump var i sin egen selvforståelse ikke en taber. Han kunne kun være en vinder. Og det skulle han nok finde en måde at få sikret.

Det fik Trump til at bede sine advokater og gruppe af rådgivere, der var samlet på det fashionable Willard Hotel tæt på Det Hvide Hus, om at skabe en situation, der ville udskyde afstemningen i Kongressen. Han havde brug for mere tid. Enhver form for kaos eller udsættelse ville være fint. Han havde støttet idéen om en stor demonstration i Washington den 6. januar, og lige dén dag blev vigtigere og vigtigere. På Twitter havde Trump flere gange skrevet, at frihedselskende amerikanere skulle dukke op: “Kom – det bliver vildt!” havde han skrevet. Men selv flere af Trumps ellers loyale støtter rystede på hovedet ad idéen om at lade Mike Pence afvise Trumps nederlag. Det var ganske enkelt ikke lovligt.

“I kan lige så godt forsøge at overtale Dronning Elizabeth II. Kongressen har ikke magten til det her. I spilder jeres tid,” sagde senator Mike Lee fra Utah til Trumps advokater ifølge bogen Peril.

Om morgenen onsdag den 6. januar, på dagen, hvor planen skulle føres ud i livet, gav Trump sin vilde idé et sidste skud i en telefonsamtale med Pence.

“Du kan enten gå over i historien som en patriot, eller du kan gå over i historien som en tøsedreng,” lyder en venlig dansk oversættelse af Trumps ord til Pence.

Det blev sidste gang, de to talte sammen, i mere end 100 timer.

Stormen på Kongressen den 6. januar 2021 var kulminationen på de seneste års samtaler om polarisering og fake news. En blanding af politisk splid, ekstremisme og konspirationsteorier kogte over og kulminerede i de historiske timer fyldt med kaos og vold.

I det år, der er gået, har der grundlæggende været to fortolkninger af det, der skete den dag. Enten var det et nøje planlagt kupforsøg orkestreret af Donald Trump, eller også var det en umiddelbart fredelig demonstration, der endte med at løbe en lille smule af sporet. Amerikanerne har ganske som forventet delt sig nogenlunde ligeligt på hver sin side.

Men hvis man skal forstå den 6. januar med alt det, vi ved i dag, er de to tolkninger ikke hinandens modsætninger. Det var begge dele. Et kupforsøg behøver ikke at være nøje planlagt for at være netop et kupforsøg. Det kan godt være et kupforsøg, selv om kupmageren opfører sig amatøragtigt og dilettantisk. Og samtidig behøver mange af deltagerne ikke nødvendigvis at vide, at de er med i et regulært kupforsøg. De kan på samme tid både være voldelige gerningsmænd og ofre for manipulation.

Det er vigtigt, fordi kampen, vi så udspille sig i kongresbygningen, på ingen måde er slut endnu. Amerikanerne mister fortsat mere og mere tillid til deres demokratiske institutioner, valglovgivningen er udfordret i adskillige stater, og Trump drømmer fortsat om at genopstille som præsident.

Der er fortsat undersøgelser i gang om de afgørende timer den 6. januar, og der er fortsat en del, som vi ikke ved. Men vi er klogere på to helt afgørende spørgsmål: Hvad var det præcis, som Trump planlagde? Og da angrebet gik i gang – hvad gjorde han så? Det er det, vi fortæller om i denne miniserie.

For hvis vi skal sikre demokratiet også i fremtiden, kan vi ikke alene pege fingre ad Trump som en enkeltstående bagmand – og tro, at alt bliver godt, hvis han holdes væk fra magten. Vi kan heller ikke overse betydningen af de tusindvis af voldsparate mænd, der stormede kongresbygningen den onsdag. De lod sig i denne omgang tilkalde af Trump. Og de kan lade sig tilkalde igen. Hvis man vil demokratiet, må man forstå, hvilke kræfter der udfordrer det – både på den politiske scene og blandt dem, der tæskede løs. Og derfor må vi alle forstå, hvad der præcis skete i de afgørende timer den 6. januar 2021.

“Der kommer til at blive udgydt blod. Velkommen til revolutionen.” Daniel Rodriguez havde sendt beskeden i den lukkede chatgruppe Patriots 45 MAGA Gang. Og så var han rejst de 4.300 kilometer fra sit hjem i Los Angeles til Washington D.C. Det var Donald Trump, der havde fået ham til at rejse, og det var Trump, der bestemte, hvornår han eventuelt skulle hjem igen. Han var klar til at gøre lige præcis, hvad præsidenten bad ham om. Den 38-årige lave og spinkle mand med det tynde sorte skæg, en rød MAGA-kasket og en hvid halsedisse var en af dem, der kom, da Donald Trump kaldte sine tilhængere til protestmarch i landets hovedstad den 6. januar 2021.

Daniel Rodriguez var udmærket klar over, at det, der blev beskrevet som en fredelig march, nemt kunne udvikle sig til et voldsorgie. Han og en gruppe andre opfordrede faktisk til det. Det var krig, og når den øverstkommanderende beder om hjælp, er det en patriots pligt at møde op og kæmpe med næb og kløer. Sådan sagde han i hvert fald selv seks måneder senere, grædende i FBI’s afhøringslokale.

I dagene op til havde Daniel Rodriguez forberedt sig på det, som han og den gruppe, han var medlem af, beskrev som en “borgerkrig”. Højrefløjen mod venstrefløjen. Patrioterne mod de svage tøsedrenge. Han var overbevist om, at han havde retten på sin side. At dette ville blive en dag, hvor retfærdigheden kunne ske. Men først skulle han høre, hvad præsidenten havde at sige.

Rodriguez gik med en stor gruppe mænd iklædt røde MAGA-kasketter op til Det Hvide Hus, hvor de ventede på præsidenten. På ordrer. Med sig havde gruppen blandt andet en strømpistol og metalstænger. Rodriguez var en af dem, der gjorde brug af våben.

Donald Trump løftede sin næve til sejr, og publikum gik amok. De elskede det, og han elskede det. I 70 minutter talte præsidenten ved frokosttid på en stor scene foran Det Hvide Hus for de mange tusind, der var dukket op fra overalt i landet. Han bad sine trofaste følgere huske dagen for evigt. Professor Eastman, rådgiveren fra Det Ovale Kontor, havde også talt fra samme scene. Trump kaldte professoren for “den bedste eller en af de bedste forfatningseksperter i dette land” og sagde helt åbent, at professoren havde fastslået, at landets fremtid nu afhang af Pence.

“Hvis Mike Pence bare gør det rigtige, vinder vi valget,” nærmest råbte Trump.

Trump sagde, at det var på tide, at nogen gjorde noget ved venstrefløjens “uhyrlige angreb” og svindel mod hans helt legitime valgsejr.

“Og Mike Pence, jeg håber, at du vil vise dig som en mand for vores forfatnings og for vores lands skyld. Og hvis du ikke gør, så bliver jeg meget skuffet over dig, det kan jeg godt sige dig. Jeg hører ikke gode historier om dig,” sagde præsidenten.

Så opfordrede han “alle her” til at tage sagen i egen hånd.

“Når vi er færdige her, går vi ned til Kongressen – og jeg vil være der sammen med jer … Vi går ned til Capitol-bygningen og hepper på vores modige kongresmedlemmer, og der vil nok også være nogle, som vi ikke vil heppe så meget på … For I kan aldrig tage vores land tilbage med svaghed. I må vise styrke, og I må være stærke.”

Trump gik dog ikke med den store gruppe, som han havde lovet. Han vendte tilbage til Det Hvide Hus, hvor han i dagligstuen i den private del af bygningen tændte for adskillige tv’er og satte sig med sin telefon i hånden. Nu skulle det hele afgøres.

Nogenlunde samtidig tikkede en e-mail ind hos en medarbejder ved det føderale sikkerhedsbureau. Over 300 medlemmer af den højreradikale gruppe Proud Boys stod allerede ude foran kongresbygningen. Flere var gået i forvejen før og under Trumps tale, så de kunne være de første ved kongresbygningen. I e-mailen stod der, at medlemmer af Proud Boys havde truet med at lukke for vandforsyningen i indre D.C. Samtidig marcherede mellem 10.000 og 15.000 demonstranter fra Det Hvide Hus mod Capitol Hill. De gjorde, som Donald Trump havde bedt dem om. Blandt demonstranterne var Daniel Rodriguez og medlemmer af militsgrupper som Oath Keepers, en anti-regerings-milits. Jacob Chansley – også kendt som Q-Shamanen – gik iklædt horn og pelshue og bar overkrop. Han var tilhænger af konspirationsteorien QAnon.

Demonstranterne samlede sig foran kongresbygningen. Capitol Police, en politienhed med ansvar for at beskytte Kongressen, fik en melding om, at der var placeret rørbomber i de nærliggende bygninger. Efterfølgende fandt betjente en bil, hvori der lå en pistol, et ladt stormgevær og dele til at samle 11 molotovcocktails med hjemmelavet napalm. Angreb og trusler kom fra alle sider, og det stod hurtigt klart for betjentene, at de var i undertal og havde undervurderet situationen.

To dage inden – den 4. januar – havde lederen af Capitol Police, Steven Sund, bedt om assistance fra Nationalgarden. Men anmodningen var blevet afvist, og to dage senere stod der derfor blot 1.500 lokale betjente klar.

Den 6. januar klokken 12:58 bad Steven Sund om hjælp fra Nationalgarden igen. Denne gang var det ikke et spørgsmål om, hvorvidt demonstranterne ville blive rigtig voldelige, men nærmere et spørgsmål om hvornår.

Kongressen var flere steder sikret med et tyndt hegn nogle hundrede meter væk fra bygningen. Hegnet var mest symbolsk og lignede nu mikadopinde, der væltede rundt i luften. Demonstranterne råbte. Betjentene trak stave og slog ud, de affyrede tåregas, de kæmpede deres livs kamp, men demonstranterne øgede blot presset. Flere kom til. De pressede og pressede. Flere af betjene kunne ikke forstå, hvad der skete. Dette var Amerika. Man angriber da ikke bare kongresbygningen. Men det skete.

Presset blev for meget. Betjentene gav op, lod demonstranterne vælte ind og løbe mod kongresbygningen for at sikre indgangene. Den store scene til indsættelsen af Joe Biden blot 14 dage senere var i færd med at blive bygget, og demonstranterne begyndte at kravle på den. Det kunne være en vej ind. Der var akut brug for backup, ellers ville kongresmedlemmerne ikke nå ud i tide. I en time bad Steven Sund om backup fra Nationalgarden fem gange uden held. Den tidligste backup kom ti minutter senere fra Washington, D.C.s politiafdeling, som han også havde kontaktet.

Der kom 100 betjente. De kunne intet stille op. Demonstranterne havde frit spil.

Som så ofte før havde 61-årige Mike Pence søgt i Bibelen efter et svar på sine udfordringer. Han havde fundet det i 4. vers af 15. salme i Salmernes Bog fra Det Gamle Testamente. Her kunne han læse, hvilke personer der kan anses for rene nok til at kunne være “gæst i dit telt” og “bo på dit hellige bjerg”. Det kan den, “som ikke bryder sin ed, selv om den skader ham selv”. Det var et sprog, Pence kunne forstå.

Da Kongressen åbnede dørene klokken 13:00, gik Mike Pence på talerstolen. Udenfor råbte de vrede demonstranter, henvendt til ham: “Hang Mike Pence, hang Mike Pence.”

På optagelserne fra mikrofonen kan man høre Mike Pence spørge: “Er det ude?”

Det var et knap tre sider langt notat skrevet på vicepræsidentens officielle papir og offentliggjort på sociale medier. I den efterfølgende tumult fik brevet ikke meget opmærksomhed, men det fortjener at blive læst.

“Nogen,” skrev Pence med tydelig henvisning til Trump, “mener, at jeg som vicepræsident burde kunne godkende eller afvise valgmændene”. Men det var ikke en mulighed, erklærede vicepræsidenten. “Præsidentembedet tilhører det amerikanske folk og kun dem,” skrev han.

“I dag vil jeg forsikre det amerikanske folk om, at jeg vil holde det løfte, jeg har givet dem, og jeg vil holde mine løfter til Gud, den almægtige. Når vi i dag mødes i Kongressen, vil det være min opgave at sikre, at vi åbner brevene fra valgmændene fra de forskellige stater. Vi hører, hvad der må være af indsigelser, og så tæller vi derefter valgmandsstemmerne for posten som præsident og vicepræsident på en måde, som er passende for vores forfatning, vores love og vores historie,” skrev Pence og sluttede med en for situationen sigende sætning.

“Må Gud være med mig.”

Pence havde valgt side. Han ville overholde forfatningen. Så længe han var formand for dagens samling, ville Trump ikke få held med sin plan. Vicepræsidenten var bevidst om sit historiske ansvar for republikkens fremtid, og den vejede højere end lysten til at fortsætte som vicepræsident under Trump. Pence vidste også, at han muligvis havde underskrevet sin egen dødsdom i Det Republikanske Parti. Og han frygtede, at truslerne udenfor også ville indhente ham. Men Bibelen havde talt.

Michael Fanone skulle slet ikke have været der den dag. Det var ikke hans job at beskytte kongresbygningen. Men få timer inden angrebet, da det begyndte at blive klart, hvad der var på vej, var betjenten gået ned på politistationen for at melde sig frivilligt.

Michael Fanone startede med at patruljere inde i midten af kongresbygningen i et par timer, da hans radio begyndte at skratte. De fleste mennesker kender det amerikanske politiudtryk ‘10-4’, som i daglig tale bruges som slang for ‘Godkendt’ eller ‘Okay’. Men denne dag lød det over radioen: ‘10-33’. Kodeordet for ‘Alarm’ eller ‘Mayday’. Der var brug for forstærkning ved den vestlige tunnelindgang. Da Michael Fanone ankom til indgangen, fik han et chok. Dørene til tunnelen var åbne, og tusindvis af demonstranter stod udenfor, kun få centimeter fra indgangen. Mændene fik benene ind over dørtærsklen flere gange, før de blev skubbet tilbage af betjentene, som havde kæmpet i timevis. Frem og tilbage, frem og tilbage. Michael Fanone anede ikke, hvordan dørene var blevet åbnet, men det var de nu, og synet var brutalt. Hænder, arme og albuer pressede på livet løs. På Fanones side stod politibetjente og forsøgte at skubbe demonstranterne ud ved hjælp af deres politiskjold, samtidig med at de forsøgte at beskytte sig selv mod slag.

“Der er en million af os udenfor, og vi lytter kun til Trump – jeres chef!” råber en demonstrant mod betjentene.

Michael Fanone kunne se de mange mennesker og de politiske slogans, de bar på tøj og skilte. Make America Great Again og Donald Trump 2020. Flere havde militærtøj på og skudsikre veste. Flere bar gasmasker og havde store skjolde, som de måtte have vristet ud af hænderne på hans kolleger. Luften var hvid af pulver fra gas og peberspray. I et kort øjeblik nåede Michael Fanone at ærgre sig; Han skulle have taget sin gasmaske med. Det var først der – cirka to timer efter at volden begyndte – at det gik op for Michael Fanone, hvor alvorlig situationen var. Indtil dette øjeblik havde han – ligesom kongresmedlemmerne inde i bygningen – været uvidende om, hvad der foregik kun få meter væk. Flere betjente var sårede og udmattede, men ingen af dem meldte sig, da han råbte, om han skulle afløse dem. Der var brug for alle mand. Da Fanone nåede frem til indgangen, forsøgte han at tale med de demonstranter, der stod forrest.

“I bliver nødt til at trække jer tilbage. Der er betjente, som er kommet til skade,” sagde han og trådte et skridt udenfor for at få en mundfuld frisk luft. Sekunder senere fik en demonstrant fat i Michael Fanones krave.

“Jeg har fanget en!” råbte aktivisten, mens han slæbte Michael Fanone godt og vel 90 meter væk fra indgangen, hvor ingen andre betjente var til stede.

Fanone var i undertal, da han lå hjælpeløs på jorden. Mændene slog ham med deres bare næver og metalgenstande, de havde i hænderne. Det første, de tog, var hans politiskilt. Bagefter fik en anden mand fat i Fanones politiradio. Endnu en forsøgte at få fat i hans pistol.

“Tag hans våben!” råbte en mand i baggrunden. “Dræb ham med hans eget våben!” råbte en anden længere væk. Fanone så ikke ansigter, men et slør af gas, røde kasketter og mænd med ild i øjnene.

I folkemængden befandt sig Daniel Rodriguez, der var rejst fra Los Angeles til D.C. for at hjælpe Trump. Han havde formået at kæmpe sig hele vejen hen til tunnelens indgang. Rodriguez havde været klar på krig og blod, og med en strømpistol, han havde samlet op under tumulten, rakte han armene ind over andre demonstranter og placerede den i nakken på Michael Fanone. Selv om Rodriguez dagen forinden havde skrevet om blod og borgerkrig, var der ikke en decideret plan, følte han. Alting blev drevet af kaos, adrenalin og pludselige indskydelser. Det var et tilfældigt angreb på en tilfældig person, der gjorde, at han nu stod med et våben mod Fanones nakke. Men han gjorde det for Donald Trump, så meget vidste han.

Michael Fanone var bange for at dø. Enten ved at blive skudt med sit eget våben eller ved at blive trampet ihjel af de vrede Trump-tilhængere, der endelig havde fået fingrene i en betjent. Fanone havde selv stemt på Donald Trump tilbage i 2016. Nu var han faldet i kløerne på de mænd og kvinder, som havde sat krydset samme sted som ham. I et desperat forsøg på at få hjælp råbte han: “Jeg har børn!”

Først da stoppede volden. Et par mænd tog fat i kraven på Michael Fanone og slæbte ham tilbage til indgangen, hvor hans kolleger stod klar til at tage imod ham. På det tidspunkt var Michael Fanone bevidstløs. Han havde haft et hjerteanfald.

En 55-årig demonstrant ved navn Kevin Greeson fik hjertestop og døde på stedet. Ved indgangen til tunnelen var tilråbene overdøvende:

“Hang Mike Pence, hang Mike Pence,” råbte flokken, som stadigvæk forsøgte at komme ind i bygningen. I horisonten kunne man se en galge bygget af træ og et orange reb, som var medbragt til netop dét formål: at hænge Mike Pence.

Samtidig blev det første vindue smadret ved indgangen under Senatet, hvor kongresmedlemmerne stadig var til stede. Bevæbnet med et politiskjold smadrede en demonstrant en rude, som var stor nok til, at flere demonstranter kunne komme igennem, ind i bygningen og åbne døren for de andre demonstranter.

Video- og lydoptagelser fra Michael Fanones kropskamera viser det afgørende tidspunkt, hvor han blev trukket ind i sikkerhed af sine kollegaer.

Michael Fanone vågnede fra sit hjerteanfald efter ikke at have været ved bevidsthed i fire minutter.

Mike Pence blev hevet ud af Senatets mødelokale af sin sikkerhedschef, Tim Giebels fra Secret Service, som førte vicepræsidenten til et tilstødende lokale.

“Du skal væk med det samme,” sagde sikkerhedschefen.

“Jeg skal ingen steder,” svarede vicepræsidenten højt og tydeligt.

“Sir, det er vigtigt, at du kommer af sted.”

“Jeg siger det igen: Jeg skal ingen steder. Jeg bliver her, og jeg vil gennemføre min opgave.”

Mike Pence blev sjældent vred, men det var han nu. Han fornemmede en frygtelig plan. Da han var ankommet til Kongressen, havde hans adgangskort været spærret. Var det muligt, at Trump ville have Pence væk fra bygningen, så en anden kunne indtræde i hans sted – og gøre det, som Pence nægtede? Pence ville blive. Han ville godkende Biden som ny præsident.

I samme øjeblik tweetede Donald Trump: “Mike Pence havde ikke modet til at gøre, hvad der skulle til for at sikre vores land og vores forfatning ved at give staterne en mulighed for at bekræfte de rigtige fakta og ikke de falske og forkerte, som de er blevet bedt om at godkende. USA kræver sandheden!”

Låsen på døren til lokalet bag Senatets store mødelokale var tvivlsom, og demonstranterne var på vej. På en sikkerhedsvideo fra klokken 14:26 – 90 sekunder efter Trumps tweet – kan man se, at Mike Pence til sidst overgav sig og lod sig føre ned ad en trappe og i sikkerhed i et kælderområde. Bag ham løb hans militærattaché med tasken med koderne til affyring af de amerikanske atombomber. Der gik 14 minutter, fra den første betjent rapporterede, at demonstranterne havde forsøgt at bryde ind i bygningen, til Mike Pence blev eskorteret ud af mødelokalet. Mens Pence blev eskorteret af Secret Services agenter, var vrede demonstranter allerede kommet ind i bygningen og bevægede sig kun få meter fra ham. Ingen af dem var klar over, hvor tæt de var på vicepræsidenten.

Samtidig blev Senatet evakueret, og politikerne sendt gennem tunneller til en sikker bygning. På vej ud fik en senator en afgørende tanke, som han råbte videre til en assistent: Husk at få kasserne med. De tre karakteristiske mahognikasser med læderremme og officielle stemmer fra alle 50 stater blev i sidste øjeblik hevet med ud. Det er ikke til at sige, hvad der var sket, hvis indholdet var blevet stjålet eller ødelagt.

Kun én betjent, Eugene Goodman, var til stede ved indgangen, hvor de første demonstranter smadrede vinduet og åbnede dørene. Betjenten vidste godt, at han ikke kunne stoppe dem nu. De var inde. Nu handlede det bare om at forsinke dem, så kongresmedlemmerne kunne nå i sikkerhed.

“Hvor tæller de stemmerne?” råbte demonstranterne, både til Eugene Goodman og til hinanden. Gangene var tomme, og demonstranterne så mest af alt overraskede og forvirrede ud. Overraskede over, at det var lykkedes dem at komme ind, og forvirrede over, hvad de nu skulle gøre. I front var Douglas Jensen iført en sort hættetrøje med et stort Q på – Q for QAnon. Bag ham stod en horde af røde MAGA-kasketter og sorte halsedisser, der dækkede for ansigtet. Demonstranterne holdt skjolde, de havde taget fra politiet under optøjerne udenfor, og flere havde våben på sig, da de kom ind i bygningen. Blandt dem stod Jacob Chansley i bar overkrop. Bevæbnet med et spyd og det amerikanske flag fulgte han med de voldelige mænd ind i bygningen.

Betjent Goodman vidste, hvor kongresmedlemmerne blev eskorteret hen, og løb derfor bevidst den modsatte vej. Op ad en mørkebrun trappe og væk fra de senatorer, som var ved at blive evakueret. Han håbede, at det ville købe politikerne tid til at komme væk og i sikkerhed. Og det virkede. Mændene løb alle sammen samme vej som betjenten, som de håbede kunne lede dem til de politikere, de var efter. Hvis demonstranterne havde smadret ruden og var kommet ind ad døren bare ét minut før, ville de have set Mike Pence løbe forbi med sin datter og kone kun 30 meter væk.

Ved indgangen til det store mødelokale i Repræsentanternes Hus stod betjenten Michael Byrd. Han havde fået til opgave at beskytte medlemmerne. De voldelige mænd og kvinder råbte og skreg, bankede på ruderne med deres bare næver, skjold og metalgenstande. De ville ind. De ville stoppe optællingen af stemmerne.

“Jeg er i Repræsentanternes Hus. Vi er blevet bedt om at lægge os ned på gulvet og tage vores gasmasker på. Sikkerhedsvagter og politiet har trukket deres våben, mens demonstranter banker på dørene til kammeret. Dette er ikke en demonstration. Dette er et angreb på Amerika,” skrev det demokratiske kongresmedlem Dan Kildee på Twitter, mens scenen udfoldede sig kun få meter fra, hvor han havde gemt sig under en stol. Dan Kildee og de resterende kongresmedlemmer var endnu ikke blevet evakueret og var derfor nødt til at gemme sig. De havde intet overblik, men vidste, at der var fundet rørbomber i de nærliggende bygninger, og at demonstranterne brugte våben mod betjentene.

Betjenten Michael Byrd havde bedt medlemmerne om at gemme sig og at tage deres jakker og skilte af. De skulle skjule, hvem de var, hvis de kom ansigt til ansigt med en voldelig demonstrant. Byrd og hans kolleger byggede en mur af borde, stole og andre møbler, de kunne finde, foran trædøren for at forhindre Trump-tilhængerne, der stod på den anden side og bankede på livet løs, i at komme ind. For hver gang der blev banket på glasruderne i døren, sprækkede glasset lidt mere. Til sidst lykkedes det at lave et hul i glasset. Betjentene råbte til demonstranterne: “Tilbage! Tilbage! Gå væk!” Den 35-årige Ashli Babbitt stod tættest på vinduet. Hun var begejstret tilhænger af Donald Trump, veteran fra luftvåbenet med krigserfaring fra blandt andet Afghanistan og Irak, og at hun delte QAnon-konspirationsteorier på de sociale medier. “Stormen er på vej,” havde hun skrevet få dage før.

Michael Byrd stod klar på den anden side med sit våben trukket. Muren af møbler var faldet sammen, glasruden var knust, og der var nu fri adgang for dem, der var villige til at kravle gennem ruden. Ashli Babbitt var ikke bevæbnet, men i mængden var det ikke muligt for sikkerhedsvagter og betjente at se forskel. Hun svingede sit ben over hullet i ruden og begyndte at trække sig selv op. Med to hænder på våbnet og en finger på aftrækkeren affyrede Byrd et enkelt skud.

Skuddet gav genklang i hele hallen, og kuglen ramte Ashli Babbitt i skulderen. Mændene, der havde hjulpet Ashli Babbitt med at kravle gennem ruden, tog et skridt tilbage i chok, da hun faldt mod gulvet. Ashli Babbitt døde senere af sine skader.

Klokken var blot 14:45, og der var stadig meget tilbage af den voldsomme dag. Politi og myndigheder var i panik. De var ved at mindste kontrollen over kongresbygningen. Menneskemængden udenfor var fortsat på flere tusind larmende og voldelige demonstranter. Det amerikanske demokrati var reelt i fare. Og Donald Trump sad fortsat i Det Hvide Hus og fulgte med på tv. Han kunne udmærket forstå demonstranternes vrede.

Dette var første kapitel af Zetlands rekonstruktion af stormløbet på Kongressen den 6. januar 2021. Andet kapitel kan læses eller lyttes her.