Hvad insider-afsløringer fra modens hårde verden siger – og ikke siger – om modebranchen

I GODE HÆNDER?Modebranchen kan være hård mod sine modeller. Foto: Jin Yu / Scanpix. (Modellen på billedet har ingen direkte kobling til de sager, artiklen nævner).

Derfor skal du læse denne artikel

I sidste uge fortalte den danske model Ulrikke Lahn Høyer i et Facebook-opslag, hvordan modegiganten Louis Vuittons modelcastere droppede hende fra et show efter – ifølge hendes udsagn – først at have forlangt, at hun sultede sig i dagene op til. Det er langtfra første gang, at den slags insider-afsløringer fra modebranchen vækker opsigt og forargelse. Men det er svært at afgøre, om de er reglen eller undtagelsen.

Ulrikke Lahn Høyer måler 91,5 centimeter omkring hoften. Det er smalt – men ikke smalt nok til modehuset Louis Vuitton, der ellers havde booket den 20-årige danske model til at gå et modeshow i Kyoto i sidste uge.

Men da hun landede i Japan, var hendes krops udseende ikke tilfredsstillende. Hun fik at vide, at hun var oppustet at se på, og Louis Vuittons casting-ansvarlige forlangte, at hun udelukkende indtog vand det næste døgn.

Hun gjorde, hvad hun fik besked på, og sultede sig – men kort før showet fik hun via sin danske agent besked om, at Louis Vuitton ikke ville bruge hende alligevel, og uden yderligere forklaring blev hun sat på et fly tilbage til Danmark.

I weekenden lagde Ulrikke Lahn Høyer et opslag på Facebook med sin version af forløbet i Japan. Ikke for, skriver hun, at brokke sig over selve det, at hun var blevet fyret – men over måden, det skete på:

Jeg kan ikke acceptere normaliteten’ i den måde, disse mennesker opfører sig på. De nyder den magt, de har over unge piger, og de vil gå til ekstremer for at tvinge en spiseforstyrrelse ned over hovedet på dig,” skrev Ulrikke Lahn Høyer.

Når en insider fra en verden, der er så synlig og samtidig så lukket som modebranchen, råber op, lytter folk – og så bliver de vrede.

Ulrikke Lahn Høyers opslag er blevet delt over 1.800 gange de seneste dage, 4.600 mennesker har liket det, og mange hundrede har reageret med forargelse og opbakning til den danske model i kommentarsporet.

Adskillige medier, både danske og internationale – herunder tyske Stern, britiske The Observer og store amerikanske medier som LA Times og New York Magazine – har samlet historien op som en afslørende whistleblower-fortælling, der udstiller en kynisk og inhuman industri.

Et image, der klæber til modebranchen, og som mange både inden for og uden for modens verden står i kø for at bekræfte, når historier som Ulrikke Lahn Høyers dukker op.

Men netop fordi modebranchen er så uigennemsigtig, som den er, er det svært at gennemskue, hvad whistleblower-historierne egentlig er udtryk for. Er Ulrikke Lahn Høyer reglen, eller er hun undtagelsen?

På den ene side: I de seneste år har modebranchen faktisk arbejdet aktivt for at forbedre ikke bare sit dårlige image, men også de reelle forhold og etiske standarder internt i branchen.

Det er især modellernes sundhed, der har været fokus på. En udløsende faktor var, at hele tre modeller – brasilianske Ana Carolina Reston og de to uruguayske søstre Eliana og Luisel Ramos, der alle led af anoreksi – døde af komplikationer relateret til deres spiseforstyrrelse i henholdsvis 2006 og 2007.

Nogle initiativer kommer ikke fra branchen selv, men fra de enkelte landes lovgivere. I Frankrig, hvor Louis Vuitton-koncernen har hjemme, indførte man for kort tid siden en lov om, at modeller kun må arbejde, hvis de har en lægeerklæring på, at deres kropsvægt er sundhedsmæssigt forsvarlig.

I Brasilien og Israel har man lavet lignende lovgivning. I Spanien må modeller med et BMI på under 18 nu ikke arbejde ved Madrids modeuge, og Italien har indført samme regel for hele landet med en nedre grænse på 18,5.

I andre lande er det modebranchen selv, der har sat ændringer i gang. Det danske Danish Fashion Institute vedtog for et par år tilbage et etisk charter for branchen: en hensigtserklæring om at sikre modellernes trivsel i arbejdsforhold med regler om sundhedstjek, løn, sund kost og en nedre aldersgrænse på 16 år.

Og i USA igangsatte den amerikanske brancheorganisation Council of Fashion Designers of America i 2007 et sundhedsinitiativ, der minder om det danske charter, dog med et mere udtalt fokus på at bekæmpe spiseforstyrrelser.

Sideløbende har modeverdenens aktører taget bestik af den voksende body positive-bevægelse, der har bredt sig fra de sociale medier og ud i markeds- og mainstreamkulturen, med et budskab om at udskifte den vestlige kulturs dominerende tynde, hvide skønhedsideal med et mere mangfoldigt spektrum.

Plus size-modeller, det vil sige modeller, der er større end den størrelse 32-36, der er standarden, ses nu oftere end nogensinde før på magasinforsider og i reklamekampagner, flere moderigtige plus size-brands er skudt frem, og det samme gælder modelbureauer, der udelukkende har større modeller i stald.

Årsagen til modebranchens etiske opstramning og dens nyfundne lyst til at udfordre sine egne skønhedsdogmer skal nok findes et sted mellem noble hensigter og brandingstrategi. Men tendensen er klar, og de initiativer og den lovgivning, der skal skabe et sundere arbejdsmiljø for modeller, findes derude.

Men på den anden side bliver der alligevel ved med at komme historier som Ulrikke Lahn Høyers. Gang på gang har modeller, journalister og andre med indblik i modeverdenen fortalt om udnyttelse, elendige arbejdsforhold, uendelige krav om vægttab, ydmygende behandling og en branche, der behandler unge kvinder som umælende kvæg.

Historier, der viser, at noget slet ikke er i orden i modens verden – men hvor meget, hvorfor, og hvis ansvar det er, er de spørgsmål, der ofte viser sig umulige at få et klart svar på.

Og måske er det derfor, at de opsigtsvækkende whistleblower-sager fra modeindustrien som regel ender med ikke at have anden effekt end et par dages offentlig ophidselse – og så ellers at forstærke det allerede etablerede billede af en hård og umenneskelig branche.

Det er den problemstilling, Ulrikke Lahn Høyer skriver sig ind i med sin historie om fyringen fra Louis Vuitton-showet. Hvilke sager der er gået forud, får du et overblik over her:

1. Da bægeret flød over for modelcasteren James Scully

I december 2016 talte den erfarne amerikanske modelcaster James Scully, hvis kundekreds tæller megabrands som Stella McCartney og Tom Ford, ved en konference arrangeret af webmediet The Business of Fashion. Og det var ikke ligefrem en skåltale:

[Modeindustrien er] så meget mere sadistisk og så meget ledere, end du kan forestille dig,” sagde han til et publikum af modebranchefolk, hvoraf nogle må have fået den vitaminberigede kildevand galt i halsen over James Scullys ord.

Han talte højt og konkret med udgangspunkt i en lang karrieres erfaringer, om racisme, udnyttelse af mindreårige, ekstreme vægtkrav og generel inhuman adfærd over for modellerne overalt i modebranchen.

Og han var kun lige begyndt. I marts i år satte han gang i modeugen i Paris ved at poste dette Instagram-opslag, hvor han sætter navn på de modehuse, der i hans øjne bør ændre adfærd.

Det er blandt andet topbrandet Lanvin, der kun bruger hvide modeller, og Balenciaga, der låste 150 modeller inde i en trappeopgang i tre timer – ifølge James Scully. Han har nu gjort model-arbejdsvilkår til en personlig aktivistisk mission.

2. Danske modeller råber op i pressen

Det er nærmest blevet en tradition, men ikke en af de hyggelige: Når der er modeuge i København, skriver en model eller eksmodel et indlæg i Politiken om modellernes ringe arbejdsvilkår og presset fra modens og mediernes kropsidealer.

I 2015 var det den tidligere model og anoreksipatient Vanessa Joy Hobbs, der skrev en kronik med titlen Ti vingummibamser og en spiseforstyrrelse, tak”, hvor hun efterlyste større ansvarlighed hos modebranchen over for de helt unge modeller og større opmærksomhed over for, om pigerne udvikler – eller allerede lider af – spiseforstyrrelser.

[Model-]målene er med til at fastholde syge modeller i deres lidelse af frygten for, at de vil miste deres arbejde, hvis de tager på … De kvindelige former, som naturligt følger, når man bliver voksen, bliver et nederlag, der skal bekæmpes, frem for en påskønnelse og naturlig del af udviklingen,” skrev Vanessa Joy Hobbs.

I 2012 skrev modellen Anne Sophie Sonnergaard et debatindlæg med titlen Modebranchen udnytter benovede unge piger”:

Modelerhvervet bliver både stigmatiseret og sat op på en piedestal af pressen. Det er et regulært arbejde, og et arbejde kræver regulære vilkår. Det mangler modellerne i Danmark,” skrev hun.

Og tilbage i 2007 skrev modellen Ida Burchardi en kronik med titlen Profession: Fotomodel”. Hun kritiserede over en bred kam hele modeindustrien, Hollywood og medierne for medansvarlighed i at underminere kvinders selvtillid med urealistiske kropsidealer.

Jeg ville ønske, at jeg kunne gribe hårdt nok i min (manglende) barm til at hive alle piger/kvinder/fotomodeller op af den selvhadsbrønd, som mange af os befinder os i på grund af en uvirkelig tabloid verden dikteret af spiseforstyrrede Hollywood-stjerner og virkelighedsfjerne modefolk,” skrev hun dengang.

3. Modelbureauer i søgelyset

I 2011 rejste der sig et kort ramaskrig i offentligheden på baggrund af en DR-udsendelse, der viste hverdagen i den danske modelbranche. Programmet hed Bag facaden: Syge modeller og satte fokus på, hvordan de danske modelbureauer behandler deres helt unge, aspirerende modeller på helt ned til 13 år. I en scene så man tre udenlandske modelbookere (som åbenlyst glemte kameraets tilstedeværelse) evaluere de unge danske modeller i en tone, der virkede chokerende kynisk:

Pigerne er perfekte. Men tager de på, er det din skyld. De skal altid se sådan ud!”, lød en af deres kommentarer, som blev sagt højt foran modellerne.

Efterfølgende undskyldte det danske modelbureau, der stod for castingen, de tre udenlandske gæsters udtalelser med, at de unge piger alligevel ikke forstod engelsk.

Desuden lavede DRs Bag facaden en BMI-test på 28 modeller, der gik shows ved Københavns modeuge i august 2010. Kun en af disse modeller havde et BMI over 18,5, der er den øvre grænse for, hvornår man inden for BMI-tabellen kaldes undervægtig.

I programmet blev direktøren for danske Unique Models, Jacqueline Friis-Mikkelsen, bedt om at svare på kritikken af modellernes vægt og arbejdsvilkår. Hun kaldte det en kriminalisering” af modellerne på grund af deres naturlige, slanke kropsbygning:

Jeg synes, man skal lade dem være som de dejlige, slanke, skønne mennesker, de er, og som deres agenter passer på,” sagde hun.

Programmet kan ikke længere ses på dr.dk.

4. Sex, løgn og video

Helt tilbage i 1999 blev verdens største modelbureau, Elite Models, ramt af skandale, da BBC-journalisten Donald MacIntyre fangede stærkt kontroversielle udtalelser fra to af bureauets topfolk på skjult kamera.

Ved hjælp af skjult kamera afslørede Donald MacIntyre, hvordan chefen for Elites europæiske afdeling, Gerald Marie, tilbød programmets kvindelige undercoverjournalist penge for sex.

Gerald Marie sagde desuden, at han håbede på at forføre de 15-årige deltagere i modelkonkurrencen Elite Model Look. Mens en anden Elite-boss, Xavier Moreau, kom med racistiske kommentarer i programmet:

Afrika ville være okay, hvis de alle sammen var hvide. Jeg kan ikke lide sorte piger,” udtalte han, mens det skjulte kamera kørte.

Kritikken haglede ned over Elite Models, straks efter udsendelsen blev sendt, og Gerald Marie og Xavier Moreau trådte i første omgang tilbage fra deres stillinger.

Men kort efter annoncerede Elite Models, at de var genansat, men ikke ønskede at genoptage deres arbejde, før deres navne var renset. For ifølge Elite Models var BBC-programmet fejlbehæftet og partisk, citater var taget ud af kontekst, og der var, ifølge Elite-direktør John Casablancas, grund til at sætte alvorlige spørgsmålstegn” ved den journalistiske metode.

Og det havde han ret i, viste det sig.

I 2011, efter et længere juridisk tovtrækkeri, blev BBC tvunget til at indrømme, at programmet havde misrepræsenteret Elite Models, blandt andet ved at redigere i citater, så deres mening blev ændret radikalt.

Sagen endte med en fælles udtalelse, der rensede Elite for alle anklager om dårlig behandling af de unge modeller samt en stor erstatning fra tv-selskabet til modelbureauet. En påmindelse om, at etiske standarder gælder for journalister såvel som modefolk.

5. Misforståelse eller mishandling?

Vi slutter, hvor vi startede, ved Ulrikke Lahn Høyer. For siden opslaget gik viralt og fik den internationale presse i gang, har Ashley Brokaw, direktøren for det castingbureau, som hyrede og fyrede den danske model, nemlig svaret.

Hendes version af historien er en anden end Ulrikke Lahn Høyers.

I et interview med branchemediet The Business of Fashion siger Ashley Brokaw, at ingen bad Ulrikke Lahn Høyer om at sulte sig, og at alle modellerne fik besked på kun at drikke vand – dog ikke ment som en erstatning for mad, men som alternativ til for eksempel kaffe eller sodavand.

Danskeren må have misforstået det, mener Ashley Brokaw, … og det har farvet resten af hendes oplevelse.”

Årsagen til, at Ulrikke Lahn Høyer blev sendt hjem, var ifølge Ashley Brokaw, at den frakke, hun skulle bære til showet, ikke sad på hende som forventet. Ashley Brokaw fortæller desuden, at hun har modtaget dødstrusler i dagene efter opslaget, og at hun har forsøgt at få Ulrikke Lahn Høyers danske bureau i tale for at få skabt ro om sagen, men uden held.

I samme artikel svarer Ulrikke Lahn Høyer, at ingen af de andre modeller fik samme beskeder som hende om ernæring før showet. Og at hun, ud over at fastholde sin version af historien, er dybt kritisk over for hele måden, hun blev behandlet på: Jeg er trods alt et menneske, og jeg bør få en ordentlig behandling.”

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: