Hærværk, skjulte optagelser og skoldhed kaffe er våben i en krig, der foregår lige nu på jobcentrene. Hvordan endte vi her?

SMADRETØdelæggelse er et ord, der går igen i historien om de danske jobcentre. Ødelagte mennesker, der føler, de bliver endnu mere ødelagt af systemet, som de så får lyst til at ødelægge. Collage: Mikkel Bøgild Jacobsen, Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

I disse år eskalerer en konflikt mellem udsatte danskere og det system, der er sat i verden for at hjælpe dem videre i livet. Folk oplever, at jobcentrene piner, plager og parkerer dem på kontanthjælp, og besvarer det med en voksende vrede, der i nogle tilfælde bliver til trusler og vold. “Vi er blevet radikaliserede,” siger fleksjobberen Ulla Curdt. Dette er en rapport fra et hjørne af velfærdsstaten, der har udviklet sig til en slagmark.

En dag i forsommeren sidder 55-årige Peter Ludvig Rosenørn-Ørsted i et mødelokale i Furesø Kommune og hiver efter vejret. Den tidligere landmand og buschauffør har lungesygdommen KOL i fjerde og værste stadie. Han har også prostatakræft, hjerteflimmer, inoperabel lyskebrok, slidgigt og Scheuermanns sygdom, men det er KOLen, som den næste times tid kommer til at spille en afgørende rolle.

På den anden side af bordet sidder en sagsbehandler og en jobkonsulent fra et privat firma, der hjælper Furesø Kommune med at få kontanthjælpsmodtagere som Peter Ludvig Rosenørn-Ørsted i arbejde. De er kommet til mødet med den forventning, at Peter Ludvig Rosenørn-Ørsted skal i arbejdsprøvning.

Ved siden af Peter Ludvig Rosenørn-Ørsted sidder Ulla Curdt og Bitten Vivi Jensen, der er frivillige bisiddere, selvlærte i jobcenterjura og godt gale på systemet. De er kommet til mødet for at forhindre, at Peter Ludvig Rosenørn-Ørsted kommer i arbejdsprøvning. I stedet vil de have ham på førtidspension.

Få minutter inde i samtalen begynder konflikterne. Det kommer frem, at Peter Ludvig Rosenørn-Ørsted har været på hospitalet for at få testet, hvordan hans KOL påvirker lungerne. Han har kun 25 procent af sin oprindelige lungekapacitet tilbage, hvilket er niveauet lige før iltapparat – og lig med en næsten direkte kvalifikation til førtidspension. Undersøgelsen af Peter Ludvig Rosenørn-Ørsted er dog sket efter hans seneste møde på jobcentret, hvor sagsbehandleren fik lov til at indsamle sundhedsoplysninger på ham. Der opstår forvirring om de bureaukratiske processer, og hvem der bør gøre hvad – også fordi Peter Ludvig Rosenørn-Ørsted ikke kan huske, hvor han er blevet undersøgt.

Jamen, jeg kan ikke huske det, fordi jeg løber rundt på så mange fucking hospitaler,” beklager han. Bitten Vivi Jensen bryder ind og henvender sig direkte til sagsbehandleren.

Du må godt skrive, at Peter har hukommelsesmæssige og kognitive problemer, det må du godt skrive. Og at han har en lungekapacitet på 25 procent,” siger hun. Tilsyneladende uden at få den ønskede reaktion, for få sekunder efter hæver hun med et HALLO sin stemme og gentager sin anmodning.

Jeg kan godt selv finde ud af, hvad jeg skal skrive her,” svarer sagsbehandleren.

Derefter udspiller der sig et timelangt skænderi om, hvorvidt sagsbehandleren burde have indhentet oplysninger fra lungeklinikken, og om Peter Ludvig Rosenørn-Ørsted skal indstilles til et ressourceforløb, der kan give førtidspension. Det er ikke mange venlige ord, der bliver udvekslet.

Sagsbehandleren kæmper for at styre samtalen, og først mod slutningen af samtalen får hun mulighed for at sige, hvad hun mener, der skal ske. Peter Ludvig Rosenørn-Ørsted skal i virksomhedspraktik, så det kan blive afklaret, om han kan arbejde eller skal indstilles til førtidspension. Det bliver for meget for Peter Ludvig Rosenørn-Ørsted, der allerede har været i tre virksomhedspraktikker.

Jeg bliver jo syg. Jeg bliver jo mere syg, hver gang du sender mig ud,” udbryder han desperat, før han bliver sur: Hvad er det, du ikke fatter? Prøv at høre her, jeg tager snart det her personligt, og det skal du slet ikke ønske dig.”

Okay,” svarer sagsbehandleren. Så bryder Ulla Curdt ind.

Beskæftigelsesministeren – og ham er vi ellers ikke fan af – siger selv, at ethvert tiltag, en kommune iværksætter, må aldrig være helbredsforværrende. Det vil du gøre. Det er det, der sker, hvis du sender ham ud i en arbejdsprøvning.”

I midten af august – tre måneder, en lille demonstration og en ny sagsbehandler senere – blev Peter Ludvig Rosenørn-Ørsted indstillet til førtidspension.

For Ulla Curdt er sagen et eksempel på den mishandling, som syge danskere udsættes for i det danske jobcentre, hvor de mødes af mistroiske sagsbehandlere og tvinges igennem meningsløse forløb, hvor det død og pine skal testes, om folk kan arbejde. Og det gør folk vrede. Helt vildt vrede.

Eller som hun selv siger: Vi er blevet radikaliserede.”

BITTEN VIVI JENSENForrest i kampen mod jobcentrene står blandt andet Bitten Vivi Jensen, der arbejder som frivillig bisidder. Hun er børnehjemsbarn og er med egne ord hærdet på Nørrebro Universitet, der vistnok er en anden måde at sige livets skole. Foto: Jonas Pryner for Zetland

Sagen om Peter Ludvig Rosenørn-Ørsted er et eksempel på en krig, der i disse år udkæmpes i Danmark. Det virker voldsomt og lidt overdrevet, når man skriver det (og sikkert også, når man læser det), men for de involverede føles det sådan. Krigen finder sted i et hjørne af vores velfærdsstat, hvor nogle af mest udsatte borgere støder sammen med systemet. Den udspiller sig helt konkret i jobcentre, hvor potentielle våben som skoldhed kaffe bliver fjernet fra venteværelserne, og mødelokalerne indrettes med overvågning og overfaldsalarmer. Den kæmpes også på internettet, hvor modstandsbevægelser vokser frem i Facebook-grupper, mens sagsbehandlere hænges ud med navn på hjemmesider og sociale medier. Det er en kamp, hvor udsatte borgere føler, at systemet torturerer, nedbryder og angriber dem, og hvor de kæmper tilbage – i nogle tilfælde med trusler og fysisk vold, andre gange med selvskade og selvmord.

De, der står ved frontlinjen, er folk som Ulla Curdt, der selv har været igennem systemet med, hvad der føles som endeløse afklaringer og tests, skiftende sagsbehandlere og kringlede forløb, der virker meningsløse. Og som oplever, at den vold, som systemet har udsat dem for, er 100.000 gange større end det, de ansatte på jobcentrene bliver udsat for”. Overfor står sagsbehandlerne, der ofte føler, at de bliver trukket ind i en konflikt, alene fordi de passer deres arbejde, og jobcentre, der i tiltagende grad besvarer trusler og offentlig udhængning af ansatte med politianmeldelser.

Parallelt med kampene bobler en politisk debat. Regeringen har lovet at gennemgå reformerne af førtidspension og fleksjob, og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard rejser rundt for at møde folk, der er blevet ramt af systemet. Imens vil Liberal Alliances leder Alex Vanopslagh have folk til ikke at opføre sig som ofre og nytænke beskæftigelses- og socialpolitikken, så udsatte ikke mødes med paragraffer, papirer og mennesker, der opfører sig som robotter”.

Imens fortsætter konflikten om jobcentrene, hvis størrelse er svær at få greb om. Men den findes, og skal man tro de involverede, er den eskaleret de seneste år. Dette er en rapport fra det, som nogle oplever som en krigszone.

I 2012 blev Kim Madsen syg med slidgigt efter en lang karriere på landevejen” som buschauffør og taxichauffør.

Fra det øjeblik, han trådte ind på jobcentret, oplevede han en mistro. Sagsbehandlerne syntes, at han vejede for meget og røg for meget. Kim Madsen mente ikke, det var noget, de skulle blande sig i. Derfor begyndte Kim Madsen at udveksle erfaringer om jobcentrene i Facebook-grupper, kontakte medier, samles med andre syge til protester og beskrive sin egen sag på en Facebook-side, hvor han lagde alt ud. Antallet af følgere voksede. Kim Madsen begyndte at se sig som en oprører, og til sidst oprettede han siden Jobcentrets Ofre.

Kim Madsen og Jobcentrets Ofre blev for alvor kendt i slutningen af september 2018. På det tidspunkt var Kim Madsen på kontanthjælp og i sit niende jobafklaringsforløb et par timer om ugen i en købmandsbutik. Men nu stod han iklædt en T-shirt med ordene Vi synger røvhullerne ud af Christiansborg” som deltager i programmet Debatten. Skråt overfor stod Laura Lindahl, der dengang var folketingsmedlem for Liberal Alliance, og havde lidt svært ved at forstå, hvordan Kim Madsen kunne være der, når han ikke kunne arbejde mere: Jeg undrer mig bare såre her. Hvad er det egentlig, der forhindrer Kim i at gå ud og få et ordinært arbejde?” lød politikerens ord på live-tv.

Kim Madsen forsøgte at forsvare sig. At forklare, at han faktisk stod lige der og havde ondt. Det bed ikke på Laura Lindahl, og i de efterfølgende dage voksede debatten. Konflikten kulminerede, da Kim Madsen en oktoberdag så en dokumentar om gamle antikviteter, herunder et kællingebidsel, en slags hjelm af jern, man tidligere brugte til at straffe kvinder, der var lidt for åbenmundede.

Burde Laura Lindahl (LA) udstyres med et kællingebidsel? – Eller hvordan lukker man munden på hende samt hendes kumpaner?” skrev han på Facebook i, hvad han selv mente var sjov. Laura Lindahl syntes ikke, det var sjovt, og politianmeldte Kim Madsen for trusler. I august måned i år modtog Kim Madsen en besked fra politiet om, at han var blevet sigtet. Kim Madsen mener ikke, det var en trussel, og han mener ikke, man skal true nogen i det hele taget, men – siger han også – politikerne er selv skyld i den hårde retorik, når de udskammer og stigmatiserer syge danskere. Hvis politikerne opfører sig som svin, kan man også godt risikere, at nogle i befolkningen begynder at opføre sig som svin. Hvis ikke politikerne går foran med et godt eksempel, så går det fuldstændig galt.”

I dag er der 17.000 medlemmer af Jobcentrets Ofre, og det er blevet et af de steder, hvor den sociale modstandsbevægelse organiserer sig. Hvor folk hjælper hinanden med at finde vej gennem lovjunglen, forsøger at råbe medier og politikere op og samler dokumentation for, at systemet svigter de mennesker, det skulle hjælpe. Og hvor ord som røvhuller’ ikke hører til sjældenhederne, når der skrives om politikere, sagsbehandlere og jobcentre.

Efter at have talt med Kim Madsen går jeg ind på siden for Jobcentrets Ofre og skriver et opslag. Jeg spørger: Hvad er det, der helt konkret har gjort jer vrede på sagsbehandlere, jobcentre, systemet eller politikerne, og hvordan har I reageret på det?” I løbet af et døgn får jeg over 100 henvendelser i Facebook-tråden, i private beskeder og på mail. Historierne er mange, men den overordnede fortælling er den samme.

Folk er syge, men føler ikke, at systemet anerkender det. De bliver mødt med mistro, og i stedet for at få hjælp til at komme i fleksjob eller på førtidspension bliver de trukket igennem meningsløse forløb og jobprøvninger, der gør dem sygere, end de i forvejen er. De bliver parkeret på kontanthjælp i årevis og er underlagt jobcentrets vilje, hvor sagsbehandlerne alt for ofte bliver skiftet, så forløbene må begynde forfra. Sagsbehandlingen er fyldt med fejl, der af nogle opfattes som sjusk, og af andre som fuldt ud bevidst. Flere fortæller om at skulle møde op på jobcentret, selv om de er så syge, at de ikke kan komme ud af sengen. Og om andre absurde oplevelser i et rigidt system.

Der er Stina Lykke Larsen, som mødte op til samtale på jobcentret for at finde ud af, at det var et telefonmøde, hun var indkaldt til, og så ikke fik lov til at kontakte sagsbehandleren, selv om hun sad lige nede ad gangen – i stedet blev Stina Lykke Larsen truet med sanktioner for udeblivelse. Jess Olsson fortæller om sin kone, der har været i ti arbejdsprøvninger, heraf fem er i den samme blomsterbutik. Christina Gram skriver om at skulle søge job, selv om hun havde tarmkræft og til sidst måtte have medarbejdere fra et traumecenter for svært tilskadekomne med til møder, både så kommunen overholdt loven, og for at mine traumer ikke var årsag til, at jeg slog dem ihjel”.

Traumacentret skriver, at jeg har været udsat for langvarig strukturel vold,” tilføjer hun.

Og sådan er der flere, der oplever det system, de møder. Som en trussel. En fare for både helbredet og den økonomiske overlevelse. I det lys kan man se vreden som en form for fight-flight-respons, kroppens biologiske reaktion, når vi bliver truet og enten vælger at kæmpe eller flygte. Jo mere pressede vi er, jo mindre har vores fornuftige overjeg generelt at skulle have sagt, og selv små ting kan udløse voldsomme reaktioner. Som Mette Skovshoved skrev til mig: Mange oplever, at kroppen reagerer automatisk med stress og alarmberedskab, når for eksempel posten fra kommunen tikker ind på sms.”

Tingene opfattes ofte anderledes fra den anden side af bordet, men det er sådan her, systemet opleves for en hel del af de udsatte danskere, der har deres gang på de danske jobcentre – og de fleste kan fremvise dokumentation for deres side af sagen. Tendensen går også igen i en undersøgelse, Psykiatrifonden udgav denne sommer, hvor 1.400 kontanthjælpsmodtagere med sygdomme er blevet spurgt til deres oplevelser på jobcentrene. Syv ud af ti har oplevet fysisk eller psykisk ubehag op til møder med jobcenteret. Næsten det samme antal oplever, at jobcentrene forværrer deres livskvalitet. Tre ud af ti oplever, at arbejdsprøvninger har forværret deres helbred. Over halvdelen føler sig presset til at arbejde mere, end de magter.

Og 43 procent siger, at deres oplevelser gør dem vrede og frustrerede.

BISIDDERMange kontanthjælpsmodtagere – som Bjarne Jensen på billedet – orker ikke at tage kampen op med systemet, før de får hjælp af en bisidder, som har sat sig ind i det juridiske. Foto: Jonas Pryner for Zetland

Spørger man postdoc på Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet Mathias Herup Nielsen, hvor vreden kan komme fra, får man et svar, der kan virke overraskende: Det hænger nemlig sammen med, at den retorik, kontanthjælpsmodtagerne møder på jobcentret, er rigtig, rigtig optimistisk.

I en ny bog, Optimismens politik, ser Mathias Herup Nielsen nærmere på beskæftigelsesreformerne de seneste årtier. Siden årtusindskiftet er der sket en markant udvikling: Vi er blevet mere positivt indstillede over for de udsatte borgere. Eller i hvert fald hvad de udsatte borgere kan. Fra at arbejdsløse syge danskere blev beskrevet i problemkategorier, kaldes de i dag enten jobparate eller aktivitetsparate. Grupper, som tidligere ikke blev regnet som arbejdsduelige, ses nu som grupper med arbejdspotentiale. Og en større og større andel af de borgere, der visiteres i jobcentrene, vurderes at være jobparate eller uddannelsesparate. Arbejdsløse, syge danskere er blevet mennesker med ressourcer, der skal hjælpes til at forløse de ressourcer på arbejdsmarkedet. Samtidig har politikere på tværs af spektret gentaget et mantra om, at vi skal stille krav til dem, der godt kan arbejde. Det lyder jo meget godt, men det har også en anden konsekvens:

Vi ved fra forskning, at jo mere kontrol, vi vurderer, et udsat menneske har over sin egen situation, des mindre værdig synes vi, personen er til at få hjælp,” forklarer Mathias Herup Nielsen.

Den positive tilgang betyder derfor også, at det bliver mere legitimt at stille krav til grupper, der ikke før er blevet mødt af krav. Denne nye logik er ifølge Mathias Herup Nielsen trængt ind i de rum, hvor udsatte danskere møder systemet. Og når folk så insisterer på, at de er syge, bliver det optimistiske blik fra sagsbehandleren oplevet som mistro:

De føler sig trådt på, da systemet ikke tror på det, de siger, de ikke kan. Systemet anerkender dem som ressourcevæsner, men har svært ved at anerkende deres problemer.”

Ifølge Mathias Herup Nielsen næres de sociale modstandsbevægelser i grupper som Jobcentrets Ofre af, at folk ikke kan genkende sig selv i systemets positive beskrivelser. Samtidig negligerer optimismen de problemer, som folk slås med.

Ulla Curdt siger det på en lidt anden måde. Hun ser det krigeriske som sidste udvej efter at have kontaktet borgmestre, ministre, forvaltningschefer og ombudsmanden, efter at have arrangeret adskillige dialogmøder, efter at have skrevet utallige debatindlæg og kronikker.

Jobcentrene masseproducerer ødelagte mennesker. Ingen vil påtage sig et ansvar, og det er som at slå i en dyne. Det er der, hvor det går fra fortvivlelse og vrede til, at vi bliver radikaliseret.”

Den 20. februar 2019 står Lene Amtrup Beier på et jobcenter sammen med en repræsentant fra sin fagforening. I hendes blodårer flyder det eksperimentelle smertestillende stof LDN, epilepsimedicin, et stof, der skal få musklerne til at slappe af, og to slags antidepressiver. En stærk medicinsk cocktail, der skal dulme den kroniske og komplekse smertetilstand, som har gjort, at Lene Amtrup Beier ikke har kunnet passe sit job som social- og sundhedsassistent de seneste fire år. I stedet er hun blevet kastet frem og tilbage mellem skiftende sagsbehandlere i et forvirrende forløb, som blandt andet har resulteret i, at hendes anmodning om at forlænge sygedagpengene er blevet fejlbehandlet. Nu står hun forvirret og usikker før et vigtigt møde, der skal afgøre, om hun skal i ressourceforløb. Et par uger forinden har Lene Amtrup Beier sendt en mail om mødet til sin sagsbehandler Vibeke – et koks mellem to sagsbehandlere, der ikke fik aftalt, hvem der skulle sende papirer ind til mødet, har forlænget sagen.

Vil gerne vide, hvis der er lang ventetid, da jeg så måske kan få mere ro i hovedet og kroppen, der konstant er i beredskab og forbereder mig på det værste,” skrev Lene Amtrup Beier i mailen.

Jeg sender lige din mail videre til Tine Nielsen, som vil varetage din sag og finde ud af noget, så du hører nærmere,” svarede Vibeke. Med andre ord var det nu ikke længere hende, der sad med Lene Amtrup Beiers sag.

Derfor står Lene Amtrup Beier den 20. februar og venter på sin nye sagsbehandler Tine. Hun er nervøs, fordi mødet er vigtigt for hendes videre forløb, og fordi det endnu en gang er nye sagsbehandlerøjne, der skal se på hendes sag. En kvinde kommer hen til hende.

Jeg sagde: Det må da være Tine’, hvortil hun svarede: Nej, jeg hedder Klara!’ Der brændte mit hoved næsten sammen, og jeg har aldrig været så tæt på at blive udadreagerende,” fortæller Lene Amtrup Beier.

Men Lene Amtrup Beier gør som to ud af ti af de adspurgte i Psykiatrifondens undersøgelse. Hun vender de destruktive følelser indad.

Jeg spørger mig selv hver dag, om jeg vil leve dette liv, og hvis det ikke bliver bedre, er svaret nej. Men ja, jeg har to børn, så jeg kæmper.”

BJARNE JENSENBjarne Jensen har været på kontanthjælp i 20 år efter en ulykke, hvor han brækkede ryggen. Man kan få kontanthjælp, hvis man har været ude for en pludselig hændelse, der fjerner ens forsørgelsesgrundlag, men det er ikke hensigten, at man skal have kontanthjælp i mange år. Foto: Jonas Pryner for Zetland

Lone Bak Dalsgaard vendte ikke sin frustration indad, da hun i juni 2015 agerede bisidder for sin mand Tom Dalsgaard ved et møde med en psykiater hos Mariagerfjord Kommune. Tom Dalsgaard havde posttraumatisk stress, depression, ødelagte knæ og var generelt så nedbrudt, at han efter et længere udredningsforløb var blevet erklæret uarbejdsdygtig, men kommunen ville have en vurdering fra en psykiater, de valgte.

Konsulenten var en psykiater ved navn Lars Søndergaard, og Lone Bak Dalsgaard frygtede, at han ville rulle alle tidligere diagnoser tilbage. Så da psykiateren sad henslængt og ikke spurgte ind til Tom Dalsgaards diagnoser, brød Lone Bak Dalsgaard ind. Jeg ved, hvad du har gang i,” lod hun psykiateren vide, ligesom hun kaldte ham arrogant og krævede at få at vide, hvem han arbejdede for, og hvad cvr-nummeret var. Efter 50 minutter forlod ægteparret lokalet og sendte en klage og et referat af mødet til Ankestyrelsen og jobcentret, hvor Lone Bak Dalsgaard forudså, at mandens diagnoser ville blive fjernet. Hun fik ret.

Da Lars Søndergaards erklæring kom en måned senere, var Tom Dalgaards posttraumatiske stress og de kognitive vanskeligheder blevet erstattet med mistanken om en ny og sjælden diagnose ved navn folie à deux, vrangforestillinger fremkaldt ved samvær med en sindssyg person. Lars Søndergaard vurderede altså, at Lone Bak Dalsgaard var sindssyg og smittede sin mand med det.

Endnu en gang svarede Lone Bak Dalsgaard igen. Sammen med mediet Dagens Medicin optrevlede hun sagen, og ved at påvise, at Lars Søndergaard kun var delvist autoriseret psykiater, fik hun presset en ny speciallægevurdering igennem, der betød, at Tom Dalsgaard fik førtidspension. Hun politianmeldte Lars Søndergaard for æreskrænkelse og fik anerkendt det som en strafferetssag. Efter, hvad hun selv oplever som en syltning af sagen i retssystemet, arbejder Lone Bak Dalsgaard på at gøre det til en civilretssag.

Det ender i en kamp, fordi befolkningen bliver bedraget mod bedre vidende, og det er strafbart i Danmark,” forklarer Lone Bak Dalsgaard.

For folk på Jobcentrets Ofre er sagen symptomatisk på en tendens, hvor kommunerne finder læger, der finder på nye diagnoser, som fastholder folk på kontanthjælp. Lars Søndergaard arbejdede for firmaet Lægeservice, der er ejet af kendislægen Vibeke Manniche, der er blevet kritiseret for at vurdere syge borgere raske og ligger i åben strid med flere af de fremtrædende medlemmer af Jobcentrets Ofre og Næstehjælperne.

Tæt på halvdelen af kontanthjælpsmodtagerne i Psykiatrifondens undersøgelse har oplevet, at jobcentret ganske enkelt ser bort fra de udtalelser, som de har fået fra egen læge. I blandt andet Dansk Psykolog Forening og Dansk Selskab for Almen Medicin nikker de genkendende til, at de diagnoser, som de har givet patienter, bliver tilsidesat af sagsbehandlere på jobcentret.

I enhver krig er der – mindst – to parter. Det gælder også den, der foregår på jobcentrene lige nu. På den ene side står mennesker som Peter Ludvig Rosenørn-Ørsted, Lene Amtrup Beier, Lone og Tom Dalsgaard og alle de tusindvis af andre, der føler sig truet, misbrugt og ødelagt af systemet. Og på den anden side står, ja, systemet – men repræsenteret i forreste linje af sagsbehandlere og andre ansatte, der lægger krop, ansigt og arbejdsindsats til de slag, systemet giver og tager. Og til de reaktioner, der følger med.

Forleden gik en 43-årig mand amok på et jobcenter i Thisted, formentlig på grund af uenigheder med en sagsbehandler. Manden smadrede computerskærme, en smartphone, et skrivebord og blev sigtet af politiet for hærværk. På Jobcentrets Ofre reagerede folk på nyheden med forståelse og kommentarer om, at de havde haft lyst til at gøre det samme. I et indlæg i Ekstra Bladet skrev bisidder Puk Sabber, at Selvfølgelig går folk amok på landets jobcentre” efter det, de har været igennem. Begivenheden i Thisted er heller ikke enestående.

På et jobcenter på Lærkevej i København, der har været centrum for en lang række protester fra Jobcentrets Ofre og Næstehjælperne, havde mere end hver fjerde medarbejder i 2017 været udsat for trusler inden for det seneste år. De seneste fem år er antallet af indberetninger fra ansatte på aarhusianske jobcentre mere end fordoblet. En aktindsigt, som Zetland har fået tilsendt, viser, at Arbejdstilsynet i 33 tilfælde de seneste fire år har givet jobcentre påbud eller vejledninger om at beskytte deres medarbejdere bedre mod vold og trusler. En undersøgelse fra Ugebrevet A4 viste i 2018, at 36 ud af 40 jobcenterchefer havde højnet sikkerheden. Flere og flere jobcentre dropper kaffen, fordi den kan bruges som et skoldhedt våben. Mødelokaler bliver indrettet med overfaldsalarmer, vagter er blevet fast bestanddel af de danske jobcentre. Imens har politikerne skærpet straffen for vold og chikane mod de ansatte på jobcentrene.

Hos Dansk Socialrådgiverforening har de ikke statistik på udviklingen i trusler og vold, og derfor kan de ikke påvise, at der har været en stigning:

Men det, vi hører fra arbejdsmiljørepræsentanter og medlemmer, er, at retorikken mellem socialrådgiveren og den enkelte borger er blevet meget hårdere og mere konfronterende. Der hvor vi i hvert fald kan se, at der er sket en meget negativ udvikling, er på sociale medier, hvor vores medlemmer simpelthen bliver truet på Facebook og Twitter,” siger formand for Dansk Socialrådgiverforening Mads Bilstrup.

Han anerkender de problemer, folk oplever på jobcentrene, og den frustration, det kan give, og peger på, at de seneste 10-15 års arbejdsmarkedspolitik har resulteret i, at de mennesker, der kommer på de danske jobcentre, har mange andre problemer end ledighed, uden at socialpolitikken for alvor er fulgt med ind ad døren.

Når systemet møder dem med krav om beskæftigelse og arbejdsprøvning, som de ikke kan leve op til, og de derfor for eksempel bliver trukket i kontanthjælp, kommer vi til den her hårde retorik, der går ud over vores medlemmer,” forklarer han og henviser til undersøgelser, der viser, at det kun er fire ud af ti sagsbehandlere, der er socialrådgivere. I stedet er det uddannede frisører, tømrere og revisorer, de udsatte danskere bliver mødt af, og de har ifølge Mads Bilstrup ikke altid de socialfaglige kompetencer til at håndtere det.

Helle Linnet, der er formand for Socialchefforeningen, som blandt andet organiserer jobcentercheferne, afviser, at sagsbehandlerne på de danske jobcentre ikke har den fornødne faglighed. Hun genkender den forværrede tone” og konfliktfyldte situation omkring jobcentrene, men påpeger, at ledigheden er lav, og flertallet er tilfredse med deres sagsbehandling.

Det handler om en lille gruppe, der har svært ved, at der bliver stillet krav til dem. De klager og bruger rigtig meget af vores faglige og personlige energi. De går tæt på og bliver personlige,” forklarer hun.

Når man taler med folk, der kæmper mod systemet og jobcentrene, fortæller mange om én særlig kvinde. Du skal tale med Bitten,” siger en. Bitten tager alle de svære sager,” siger en anden. Bitten har ikke tabt endnu,” siger en tredje. Bitten Vivi Jensen er det fulde navn. Det var hende, der i indledningen af denne historie skældte ud på en sagsbehandler – og hvis der virkelig var tale om en krig, ville hun være en af dem, der stod i allerforreste linje – og bagefter blev portrætteret i en film.

Som ergoterapeut og tidligere medlem af et rehabiliteringsteam i Frederiksberg Kommune har Bitten Vivi Jensen siddet på den anden side, men efter mere end 60 sager om førtidspension fik hun det indtryk, at systemet ikke var til for at hjælpe de udsatte, men handlede om at parkere dem i langvarige forløb, mens konsulenter og private firmaer tjente godt på systemet. Derfor blev Bitten Vivi Jensen whistleblower. I 2017 tog hun to bæreposer med sagsakter med hjem og gik til Dagbladet Information med sine historier om en massiv og systematisk sagsmishandling”.

Bitten Vivi Jensen arbejder selvsagt ikke for Frederiksberg Kommune længere. Faktisk blev hun i juli måned sigtet af Frederiksberg Kommune for at videregive fortrolige oplysninger. I mellemtiden er Bitten Vivi Jensen blevet aktiv i Jobcentrets Ofre og Næstehjælperne. Hun har været bisidder i godt 70 sager, som hun dokumenterer, systematiserer og sætter i kronologisk rækkefølge for at vise, at folk har fået det værre, mens de var i systemet. Bitten Vivi Jensen har indtil videre fået medhold i alle sager, hun har kørt.

Bitten Vivi Jensen ser sig selv som en frihedskæmper og beskriver kampen for førtidspension som en guerillakrig, der udkæmpes fra sag til sag. Hun anser sig selv som venlig og imødekommende, men – siger hun – er sagsbehandlingen lovstridig, umenneskelig eller inkompetent, så skruer hun bissen på.

Sagsbehandlere er meget flinke, indtil man siger dem imod. Så tilkalder de vagten,” forklarer hun.

På mange måder personificerer Bitten Vivi Jensen den modstand, der er kommet mod systemet og jobcentrene – og de konflikter, der følger med. Hun oplever et absurd system, hvor folk bliver parkeret på kontanthjælp i helt op til 30 år, fordi det er det, der bedst kan betale sig for kommunerne. Hun oplever, at en kvinde har skiftet sagsbehandler 47 gange, og at den ene sagsbehandler ikke aner, hvad den anden laver. Hun oplever, at syge og udsatte mennesker presses ud i ting, der gør dem sygere.

Der er ingen beskyttelse af retssikkerheden for de her mennesker, de er jaget vildt. Hvis du presser et menneske og tager eksistensgrundlaget fra det, så hvæser det og viser kløer. Og det kan undre mig, at der ikke er flere, der gør det,” siger hun.

Det tryk avler modtryk, og mens nogle vender det indad, gør andre det modsatte. Bitten Vivi Jensen er en af dem, der lærer juraen udenad og står klar til at udfordre sagsbehandlerne i mødelokalerne. Som har forsøgt at råbe politikere, kommuner og jobcentre op. Og som i yderste konsekvens er klar til at overskride andres grænser ved at optage samtaler og lægge dem på nettet sammen med sagsbehandlernes navne.

Jeg gør det sjældent,” siger hun. Men når jeg ser nogen virkelig skade deres medborgere, så gør jeg det.”

Og så står vi det sted, hvor en konflikt kan vokse sig til en kamp. Og en kamp til noget, som nogle oplever som en krig. Og når man taler med folk på begge sider, ligger freden ikke lige for. De har gennemlevet så meget, at de ikke strækker våben, medmindre der kommer fundamentale ændringer. Flere jobcentre prøver ad juridisk vej at få Bitten Vivi Jensen til at tage lydoptagelser ned fra nettet, men hun giver ikke efter, før kommunen tænker på borgerne i stedet for på sig selv”.

SULTENBjarne Jensen spiser ikke så meget. Han er begyndt at få ondt i halsen, hvor han tidligere har haft kræft. Og han kan ikke så godt lide den mos, han må spise efter at have fået fjernet sine tænder. Foto: Jonas Pryner for Zetland

Tirsdag den 17. september satte Bitten Vivi Jensen sig ind i et mødelokale på Lærkevej i København og trykkede optag’. Ved hendes side sad Bjarne Jensen uden tænder i munden – de blev trukket ud i januar for at mindske risikoen for betændelse i forbindelse med de 33 strålebehandlinger, Bjarne Jensen skulle have mod kræften i hans hals.

Den 58-årige elektriker, der har været på kontanthjælp, siden han brækkede ryggen for 20 år siden, ragede op i lokalet med sine 190 centimeter, og med en kropsvægt på kun 60 kilo svøbte hans hud sig løst om knoglerne.

Overfor sad en virksomhedskonsulent, der i dagens anledning havde taget en mere erfaren kollega med. De ville have Bjarne Jensen til at udarbejde en forberedende plan for, hvad han gerne ville lave, hvis det viste sig, at job eller uddannelse blev aktuelt.

Det bliver ikke aktuelt, lod Bitten Vivi Jensen konsulenterne forstå. Efter lidt tid gav de hende ret.

En halv times tid senere kunne Bitten Vivi Jensen trykke stop på sin optagelse. Der var ingen grund til at lægge den på nettet. Så gik de på Mågekroen, hvor Bitten Vivi Jensen fik en øl, og Bjarne Jensen drak en danskvand for at fejre, at førtidspensionen var et skridt tættere på. At et lille slag var vundet.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: