21 unge har sagsøgt Amerika for klimasvigt i “verdens vigtigste retssag”. Nu venter næste kapitel i et historisk opgør mellem stat og borgere

TIL ANSVARDa de 21 unge bag Our Children’s Trust lagde sag an mod den amerikanske regering i 2015, var det Barack Obama, der sad i chefstolen i Det Hvide Hus. Han var ikke begejstret og satte sine advokater til at kæmpe imod. Modstanden fortsatte ikke uventet, da den nuværende præsident over stolen. Illustration: Anne Gyrite Schütt for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Retssale over hele verden udgør lige nu en af de mest bemærkelsesværdige slagmarker for klimaaktivister, der vil stille stater til ansvar for ikke at have handlet i tide ved udsigten til klodens klimakrise. For tiden forsøger 21 unge amerikanere at få lov til at lægge sag an mod den amerikanske stat i det, der i medierne er døbt “den vigtigste retssag i verden”. Bølgen af søgsmål tog sin begyndelse, da den hollandske advokat Roger H.J. Cox i 2011 kaldte på et storstilet retsopgør i klimaets navn – og nu venter næste kapitel i det opgør.

Det var en uhørlig gestus. Marjan Minnesma, direktøren for ngo’en Urgenda, sad i en markant rød spadseredragt foran en dommer og hans to hjælpere, der alle var hævet over forsamlingen. De var klædt i sorte kapper med hvide kravatter. Det var den 24. juni 2015 i distriktsretten i Haag, Holland, og 11 minutter inde i oplæsningen nåede manden i sort til den første vigtige del af afgørelsen. Urgenda-direktøren, der havde brugt næsten to og et halvt år på dette retsforløb, rakte sin højre knyttede hånd i vejret og sænkede hovedet. Øjeblikket varede måske en tredjedel af et sekund, men det havde langt større tyngde. Det var års arbejde, der bar frugt.

Retten fandt, sagde dommeren, at den hollandske regering var forpligtet til at passe på dens indbyggere, og dommeren pålagde den derfor at øge CO2-reduktionsmålene. De skulle være på minimum 25 procent inden år 2020, altså en hel del højere end de 16 procent, Holland havde forpligtet sig til. Dommen tvang, med andre ord, politikerne til at være langt mere klimaambitiøse.

Da dommeren havde talt færdig, brød tilhørerne i salen spontant ud i jubelråb og klapsalver, og dommeren indikerede med hånden – men også med et smil – at de skulle falde til ro. Men det var svært. Dommen, der netop var afsagt, skrev historie.

Marjan Minnesma får stadig kuldegysninger, når hun tænker tilbage på retssalen den dag. Det fortæller hun, da jeg besøger hende i sit hjem en halv times kørsel nord for Amsterdam. Hun er stadig direktør for ngo’en, der anlagde sagen, og er her på sin hjemmearbejdsdag iført en afslappet mørkeblå cardigan, mens hun skiftevis lukker sin vægelsindede kat ind og ud. I forhold til hvor banebrydende dagen var, genfortæller hun den meget afslappet og afbryder flere gange narrativen for at brygge kaffe.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente, men da han havde talt i fem minutter, tænkte jeg, jeg tror, de giver os ret!’ Og da dommen var færdig, og dommerne var gået ud, brød hele rummet ud i både jubel og gråd. Jeg glemmer aldrig den dag. Det var også min 15-års bryllupsdag, så datoen er nem at huske. Det blev en meget god dag.”

SÅ HVORDAN LØSER VI KLIMAKRISEN?

Ja, vores fremtid er truet. Men hvad gør vi så? Tiden er til konkret handling, så på Zetland sætter vi jagten ind på de teknologiske, samfundsmæssige og politiske løsninger, der faktisk kan forhindre eller afbøde klimakrisen. Denne artikel indgår i en serie, der er støttet af fonden Climate Planet Foundation, og er del af et fælles bogprojekt, der udkommer i 2020.

Ngo’en Urgendas sejr i distriktsretten i Haag vakte genlyd internationalt og var reelt startskuddet for en lang række lignende klimaretssager verden over. Humlen i disse retssager er, at borgere eller organisationer sagsøger enten stater eller virksomheder for ikke at gøre nok for at reducere udslippet af drivhusgasser, og de hviler på den præmis, at både stater og virksomheder har en forpligtelse til at passe på deres borgere eller det land, de opererer i.

For mange klimaaktivister er disse retssager en potentiel redningskrans i den ofte noget træge kamp med at få den grønne omstilling op i gear. Tanken er, at hvis den udøvende og lovgivende magt ikke vil rykke, så kan den dømmende magt tvinge dem til det. I USA prøver en gruppe unge for tiden at tvinge den amerikanske regering til at skrue op for klimaambitionerne med samme argumentation, i hvad medierne har navngivet den vigtigste retssag i verden”. Sagen er, som juraprofessoren Douglas Kysar fra Yale University formulerer det, en hård albue i siden på hele den føderale regering, når det kommer til spørgsmålet om klimaansvar”.

Trumps advokater kæmper da også for at undgå en retssag. De har indtil videre haft held med at forhale sagen i månedsvis, men den sidste mulige høring har fundet sted, og der ventes en afgørelse inden for få uger. I mellemtiden har mere end 32.000 amerikanske unge under 25 år samt en lang række politikere og eksperter med deres underskrifter bakket op om de 21 unge, der står bag sagsanlægget. Og netop i dag – den 18. september 2019 klokken 09.30 lokal tid – holder 7 af de 21, derunder hende, der har sit navn på søgsmålet, Juliana Kelsey, en tale foran USAs højesteret sammen med en anden ungdomsaktivist: svenske Greta Thunberg.

De bonede gulve i retssale over hele verden, med andre ord, udgør en af de måske mest bemærkelsesværdige slagmarker for tidens klimaaktivister.

KAMPKLARMarjan Minnesma, direktøren for den hollandske ngo Urgenda, er typen, der handler på sine idéer – om det så er kollektivt indkøb af solceller eller retssager mod den hollandske regering. Hun er også typen, der plejer at føre idéerne igennem. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

I juli 2019 gjorde den britiske tænketank Grantham Research Institute for Climate Change regnskabet op sammen med The Sabin Center for Climate Change Law på Columbia University. De seneste 25 år har der været 1.300 klimaretssager i 28 lande – med en klart stigende kurve. Langt de fleste har været i USA, og hovedparten har været i Vesten, men lande som Pakistan, Indonesien og Colombia har eller har også haft juridiske klimaopgør. Spørgsmålet er selvfølgelig, om de alle rykker lige så meget som Urgenda-afgørelsen i Holland.

Direktøren for Sabin-centeret, Michael Burger, er forsigtig optimist. Der vil være – og har været – masser af nederlag i retssale rundtomkring, men hver gang en klimaretssag bliver åbnet, sikrer det bare lidt større opmærksomhed og lidt større forsigtighed, vurderer han: Som jeg ser det, er retssager et afgørende værktøj i den samlede værktøjskasse, der er brug for, for at skabe global forandring.”

Det hele, eller i hvert fald gennembruddet i Holland, begyndte med en hollandsk far, der var frustreret over, hvor lidt der skete for at afbøde den klimakatastrofe, hans døtre ville komme til at leve i. Den far var tilfældigvis advokat, og en dag fik han, Roger H.J. Cox, en tanke: hvis klimakrisen skulle afbødes, så måtte hans egen stand også op på barrikaderne. Han så masser af juridisk belæg i både den hollandske og mange andre landes lovgivning for at sagsøge staten for at få den til at gøre det nødvendige. Og så brugte han en lang sommerferie på at skrive en bog med den sigende titel Revolution Justified – Why only the law can save us now.

Bogen er en tour de force, der begynder med at beskrive klimakrisens oprindelse og omfang, dernæst hvorfor vore demokratier ikke har formået at tackle den, og endelig, fra side 233, hvorfor advokater og dommere kan. Det helt centrale argument i Cox’ bog er, at det er nedfældet i hollandsk – og mange andre landes – lovgivning, at landets regering er forpligtet til at beskytte landets borgere mod eksterne trusler. Hvis man tænker efter, går vi alle sammen helt automatisk ud fra det. Hvis et naboland for eksempel invaderer dit land, så ville vi forvente, at vores regering for det første havde et forsvar klar og for det andet igangsatte det. Eller på en mindre skala: hvis videnskaben fandt ud af, at asbest var voldsomt kræftfremkaldende, så ville vi forvente, at vores regering forbød asbest. Og videre endnu: hvis vi kunne påvise, at asbestproducenterne faktisk vidste, at det var kræftfremkaldende, så ville vi forvente, at de blev straffet.

I dag er vi truet af klimaforandring. Det er ifølge en samlet videnskab en ekstern trussel uden sidestykke, og vi ved, hvad der skal til for at afværge den. Den burde, argumenterede Cox i bogen, holde i retten.

Cox læner sig i høj grad op af den såkaldte prudent man standard, eller på jurasprogets latin bonus pater familias – ‘den gode familiefar’. For at forstå princippet kan det hjælpe med et helt simpelt eksempel: altaner.

Lad os sige, at en altanejer ikke har udstyret sin altan med et rækværk og får en person på besøg, der falder ned fra altanen. Hvem har ansvaret for uheldet? Det har altanejeren, også selv om det ikke står nedfældet i nogen lov eller noget reglement, at hans altan skal være udstyret med rækværk. Han har så at sige været en dårlig familiefar (eller familiemor) ved ikke at sørge for sikkerheden på sin altan. Ansvaret placeres, alt efter hvordan en fornuftig person” ville handle uden at komme til skade eller skade andre. Kort sagt: hvis man ikke handler på noget, der er åbenlyst farligt, så har man ansvaret, hvis nogen kommer til skade.

Roger H.J. Cox konkluderede med dette princip i hånden, at vestlige stater faktisk har alle de juridiske værktøjer, der er brug for, for at beskytte deres samfund mod klimaforandring. Viden om klimaforandringers konsekvenser findes og er ikke til at overse. Det forpligter dem, der ligger inde med den viden og har muligheden for at handle på den.

Fremme på side 280 kom Cox så med et men:

Men selvfølgelig,” skrev han, retsvæsenet er magtesløst, hvis ingen rent faktisk gør noget og beder om en juridisk indgriben.”

Det er her, Marjan Minnesma med den knyttede næve kom ind i billedet. Hun fik nemlig af en fælles bekendt en tidlig kopi af bogmanuskriptet og tænkte: Urgenda bør lægge sag an mod staten. Simpelthen. Det var dog ikke uden modstand.

De fleste troede godt nok, det var en joke eller et stunt. Jeg fik mails og telefonopkald fra gode venner, der sagde: Marjan, jeg er glad for dig, og jeg synes, det er en prisværdig idé, men jeg tror ikke, det kommer til at fungere’. Vi havde også bestyrelsesmedlemmer med forståelse for jura, der ikke troede på det.”

Men advokaterne gik i gang, naturligvis med Cox ved bordet. Allerede året efter, i november 2012, blev de første akter i sagen indgivet. Resten er, som man siger, historie. Og den er ikke slut endnu. Efter afgørelsen i distriktsretten ankede staten, hvilket forhalede sagen i tre år til oktober 2018, hvor Haags appelret til nye jubelscener opretholdt afgørelsen – som atter blev anket af staten. Engang i slutningen af 2019 eller begyndelsen af 2020 vil den endelige afgørelse falde ved højesteret.

Som Marjan Minnesma ser det, kan de i syv dommere ved landets øverste domstol ikke ignorere verden omkring dem.

Jeg siger: Kig jer omkring. Hvis du er fokuseret på klimaområdet, så ser man mere af, hvad der sker. Hvad vil du gøre som dommer? Smide det hele væk?” spørger hun.

Hun holder om sin store kaffekop. Der er ild i hendes øjne.

Imens er ophavsmanden til det hele, Roger H.J. Cox, rykket videre til en ny juridisk klima-arena, hvor der også udkæmpes advokatslag verden over. Han står nu i spidsen for et retsopgør mod en af de store virksomheder, der har hovedansvaret for udledning af drivhusgasser, og som for manges vedkommende har vidst i årtier, at udledningen ville resultere i kritiske klimaforandringer.

Også andre ser muligheder i at stille CO2-tunge virksomheder for retten. Inde i det centrale Amsterdam har miljøorganisationen Milieudefensie således sin egen lille aktionsgruppe, der arbejder på et søgsmål mod den hollandske virksomhedsgigant Shell, der naturligvis er mest kendt for dens olieproduktion. De beskriver selv deres sag som en slags followup” til Urgendas. Arbejdet er ikke gjort færdigt ved at tvinge stater til at handle, siger Nine de Pater, der er klima- og energikonsulent i Milieudefensie og arbejder tæt sammen med advokaterne på sagen. De store multinationale virksomheder, der ellers ikke er forpligtet af Paris-aftalen, skal også med.

Hvad kan vi gøre for at få olieselskaberne til at rykke sig – altså ud over at føre kampagner, opbygge bevidsthed og alle de andre ting, vi har gjort i årevis uden at gøre den nødvendige forskel? Vi kan sagsøge dem,” siger Nine de Pater.
Og det gør de på præcis samme juridiske grundlag som Urgenda: duty of care. Viden forpligter.

Den tilgang gør Milieudefensie versus Shell-sagen unik. Der er masser af andre klimasøgsmål mod virksomheder i verden, men de søger næsten alle sammen erstatning for skade forvoldt på grund af den CO2, en virksomhed har ansvaret for. Milieudefensie søger ikke kompensation – de søger ændring i praksis.

Flere byer i USA prøver derimod at gå kompensationsvejen. De vil have olieselskaber til at betale for den skade, forskellige klimakatastrofer har forvoldt. Byen New York har for eksempel sagsøgt BP, Chevron, ConocoPhillips, ExxonMobil og Shell for at få 11 procent af de milliardstore omkostninger fra orkanen Sandy dækket – 11 procent er deres andel af al drivhusgasudledning.

Et andet eksempel er den peruvianske landmand Saúl Lliuya, der i samarbejde med en tysk ngo har lagt sag an mod det tyske energiselskab RWE med det juridiske belæg, at deres udledning af drivhusgasser har medvirket til at smelte en gletsjer, hvis smeltevand nu truer med at skylle hans by væk.

Hos hollænderne i Milieudefensie har de valgt strategien om at gå efter en praksisændring, fordi sager om kompensation kan være ekstremt svære at afgøre.

Vi vil ikke have penge,” forklarer Nine de Pater. Vi vil have, at Shell ændrer deres forretningsmodel, så den ikke er destruktiv.”

Ligesom Urgenda har Milieudefensie sørget for, at alle sagsakter og andre papirer om sagen er oversat til engelsk. Ambitionen er at informere og inspirere.

Det ville være fantastisk, hvis det her kunne føre til andre retssager rundtomkring i verden, ligesom Urgendas sag gjorde. Hvis vi vinder, vil det ikke kun betyde, at Shell skal forandre sig, men også at vi så har en mulighed for at få alle de her virksomheder til at forandre sig.”

Om Milieudefensie vinder eller taber, skal de givetvis vente år på at få afklaring på. Urgendas sag kommer alt i alt til at spænde over otte år. Men uanset hvad er en lavine af klimaretssager sat i gang.

VI SES I RETTENNine de Pater fra ngo’en Milieudefensie i Holland så en mulighed for at gå længere end miljøorganisationers klassiske og meget lidt effektive opmærksomhedskampagner. I stedet for pænt at bede Shell om at stoppe deres destruktive forretning, forsøger hun nu at tvinge dem til det via retten. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Der findes en videooptagelse af den historiske domsafsigelse tilbage i 2015, hvor Marjan Minnesma knyttede sin næve i en sejrsgestus. På optagelserne kan man se en formelt klædt mand helt i sort med hvid kravat, der pludselig dukker op. Han er ved at udtale sig til en journalist, men kæmper med at holde ansigtet i de rette folder. Han fører først en hånd igennem det sorte hår med grå nuancer og dernæst ned foran munden. Det er ikke en mand, der er vant til at være bevæget. Han er tydeligt overvældet.

Jeg kan ikke lade være med at slippe min professionelle facade lige nu,” siger han. Det er sådan en lettelse.”

Manden er Roger H.J. Cox. Advokaten, der satte det hele i gang.

I hans bog – på side 280, 15 linjer efter hans sætning om, at der er brug for aktivistiske borgere, der vil rejse sagerne – skrev han:

Disse faktorer kunne blive brugt som udgangspunkt til at rejse krav mod nationale regeringer, for eksempel om at de skal gå efter minimum 25 procents CO2-reduktion i 2020.”

Det var stort set ordret det krav, Urgenda havde stillet med i retten i sagen mod den hollandske stat. Og det var stort set ordret, hvad domstolen nu havde givet medhold i.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem