Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Er The Beatles’ første indspilning af ‘She Loves You’ ‘sandere’, end når kopibandet fyrer den af? Måske ikke

PIONERKanye Wests ‘The Life of Pablo’ var en udfordring af, hvad et album kan være i internettets tidsalder. Det varslede et helt nyt forhold mellem kunstner og lytter. Illustration: Mikkel Bøgild Jacobsen for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

I mange år har vi opfattet den originale indspilning af et musiknummer som den ‘sande’ version. Men sådan har det ikke altid været. Ingen talte om originalversionen af Bachs fugaer, for før indspilningsteknologien kom til, var musikken præget af variation og uforudsigelighed. Nu er vi på vej derhen igen, når Kanye West piller sine album fra hinanden, og tech-forskere skaber musik, der ændrer sig efter omgivelserne. Måske er originalversionens tid forbi?

Kanye West gjorde noget. Noget, der – alt afhængigt af hvem man var, og med hvilke ører man lyttede – både var irriterende og interessant. Efter han i februar 2016 havde udgivet albummet The Life of Pablo, satte han sig for at redigere værket. Og ikke kun i småtingsafdelingen. Han slettede bærende gæstebidrag og tilføjede nye. Han indspillede friske vers med redigerede tekster, og han ændrede mixet og den grundlæggende lydarkitektur. I løbet af de næste fire måneder opdaterede rapperen, performeren og produceren Kanye West sit eget album et utal af gange i det, som hans pladeselskab bekræftede var en såkaldt kontinuerlig proces”. Man kunne ikke regne med, at den sang, man sad og vuggede til, ville lyde på samme måde, næste gang man smækkede den på anlægget.

Det var irriterende. West brød med forventningen om, at når først et album er udgivet, så er det sådan, det lyder. At det er den indspilning, der er den sande’ udgave. En tankegang, der er dybt indlejret i vores kulturelle fælles bevidsthed. Indspilningen er den rigtige’ version. Og den ændrer man ikke på.

Så det var ikke så underligt, at mange var irriterede over Kanye Wests fikse idé om at lave fundamentalt om på sit album. Det var store ting, han skubbede til. Men det var også derfor, at eksperimentet var interessant. Mutationsværket The Life of Pablo udfordrede forestillingen om, hvad et album kan være i det 21. århundrede. Det virkede som et nybrud, og det var det også. Men måske var det mere end det. Måske var det et af de første tegn på en kommende musikalsk revolution. En omvæltning, der kommer til at udnytte den moderne lydteknologi til det yderste, men samtidig har sine rødder i tiden, før det overhovedet var muligt at optage lyd.

Tænk på dit yndlingsnummer. Den sang, du vender tilbage til, når du har brug for gentagelsens tryghed, og de minder, den vækker, når du bare gerne vil høre musikken, som du kender den, ikke noget med coverversioner eller akustiske versioner, men præcis som den altid har lydt.

Det, du skal vide her, er, at ordet altid’ er relativt. Faktisk er selve det at have muligheden for den tanke noget ret nyt. Det er nemlig kun de seneste 100 års tid, at vi har haft udbredt adgang til stabile højkvalitetsindspilninger af musik. Tidligere fungerede det sådan, at de eneste måder, du kunne lytte til musik på, var ved enten at overvære en liveoptræden eller ved selv at fremføre værket. Og ikke nok med det: Du havde ingen mulighed for nogensinde at høre præcis det samme stykke musik to gange. Du kunne godt kende til det harmoniske og rytmiske indhold og den overordnede struktur i en komposition, men enhver fremførelse ville rumme forskelle i udsmykning, facon og betoning. Det var en relation mellem kunstværk og publikum, hvor musikkens essens ikke var fastlåst til én bestemt udgave.

Det ændrede sig med indspilningsteknologien. Og her var den første afgørende landvinding: fonografen – et apparat, der egentlig slet ikke var tiltænkt musik. Da den 30-årige Thomas Edison præsenterede sin nye opfindelse i 1877, kaldte han den talemaskinen”. Han tænkte på den som en slags diktafon. Men der gik ikke længe, før Edisons yndlingsopfindelse” også blev brugt til at indspille musik. Og det fik voldsomme konsekvenser.

Fonografen betød blandt andet, at udøvende musikere blev mere tilbageholdende i deres fremførelser af klassiske værker. Det var ellers traditionen i klassisk musik, at man kun sjældent nedfældede kompositioner node for node – meget var op til de enkelte musikere og deres spontane fortolkninger i øjeblikket. Men da musikken pludselig skulle foreviges som indspilning, begyndte mange at blive mere forsigtige og konservative i deres optrædener. Der opstod en ensretning i forståelsen af, hvordan bestemte klassiske værker skulle fortolkes. En standardisering, der pressede improvisationselementet næsten helt ud af billedet, og som blev forstærket af, at lytterne nu forventede at høre én bestemt version hver gang – den version, de kendte hjemme fra deres grammofon. Den rigtige’ version. Musikken blev med andre ord iført spændetrøje – med væsentlig mindre plads til variation end tidligere.

Edisons opfindelse havde også andre konsekvenser. Frem til 1948, hvor LPen kom til, var grammofonpladerne begrænset til højst at kunne rumme omkring fire et halvt minuts sammenhængende musik. Det havde mærkbare effekter. Et berømt eksempel er den russiske stjernekomponist Igor Stravinskijs Serenade i A-dur fra 1925, der blev komponeret, så hver af de fire satser kunne rummes på en side af en 10-tommers 78-rpm-plade. Flere musikhistorikere tillægger ligefrem mediets tidlige begrænsninger æren – eller, ja, skylden – for længden på den moderne popsang. Og allerede i 1938 skrev den tyske filosof Theodor Adorno om, hvordan musiklytning var blevet atomiseret” – det mindede mere om forbrug af fordummende underholdning end om æstetisk værdsættelse.

Adornos kritik lyder umiskendeligt som noget, musikskribenter og kulturteoretikere i dag kunne finde på at beskylde streamningtjenesterne for. Men i 1938 var det altså grammofonpladen, der var årsagen til, at folk ikke længere kunne koncentrere sig om et ordentligt stykke musik.

Og måske er der her en grundlæggende misforståelse af, hvad den moderne teknologi gør ved musikkulturen. For til trods for 100 års teknologisk udvikling, så er de musiknumre, vi lytter til i dag, stadig bundet fast i en form, der er en konsekvens af den oprindelige indspilningsteknologi Og kunne det ikke tænkes, at streamingtjenesterne faktisk kan hjælpe musikken med at vriste sig fri af de edisonske begrænsninger? Kanye Wests løbende redigering af The Life of Pablo var kun mulig på grund af internettet. Han kunne ikke have gjort det, hvis albummet havde været låst til et fysisk medie, skåret i vinyl eller brændt på en cd-rom.

Måske har West kun skrabet i overfladen af, hvad der er muligt. For i øjeblikket er der en kraftig udvikling i gang, der igen forsøger at gøre musikken til noget unikt og enestående, der er låst til øjeblikket: Forskere på det prestigiøse MIT Media Lab eksperimenterer med audiosoftware, hvor lytteren også kan påvirke musikken; smarte tech-start-ups opfinder apps, hvor lytterens omgivelser dikterer, hvordan musikken bliver afspillet; og fremsynede komponister laver såkaldt adaptiv computermusik, der er programmeret til altid at lyde forskelligt. Musikmediets standardisering og lette tilgængelighed har affødt et modsvar, der forsøger at vise, hvordan det unikke, uforudsigelige og forgængelige har værdi i sig selv. Og hvor lytteren bliver en aktiv medspiller. En bevægelse, der varsler et tigerspring i vores forhold til musik. I hvert fald hvis man spørger Damon Krukowski – trommeslageren fra det legendariske dreampopband Galaxie 500 – der har brugt de sidste 20 år på at filosofere over musikkulturens aktuelle forfatning. Han forudsiger forsigtigt, at vi måske i fremtiden vil tænke på musikindspilninger på samme måde, som vi i dag kigger tilbage på stumfilm.

Indspillet musik har eksisteret i et lille vindue på omkring 100 år, og det kan meget vel være, at vi er i den anden ende af det vindue. Hvis man tænker på optaget musik med udgangspunkt i Edisons fonograf, så føles det virkelig, som om det er ved at være et afsluttet kapitel. Det er et underligt øjeblik. Standarderne er eksploderet. Og det er et åbent spørgsmål, hvad der nu kommer til at ske,” fortæller David Krukowski over telefonen fra hans hjem i Boston.

Potentialet, den nye teknologi stiller til rådighed, er langtfra udnyttet til fulde. Men hvem er så pionererne, der skal skrive dét kapitel  – det, der tager musikken helt væk fra det statiske og ind i internettets interaktive tidsalder? En af dem er måske den amerikansk-danske komponist Wayne Siegel, der i 15 år fungerede som professor i elektronisk musik på Det Jyske Musikkonservatorium, og som i sine værker aktivt eksperimenterer med adaptive elementer, der tager afsæt i teknologiens yderste mulighedsrum.

Vi har en musikkultur, der bygger på båndoptageren som koncept, og det har vi svært ved at befri os fra. Det er ærgerligt, for der er kommet nye muligheder, hvor vi måske har svært ved at forstå potentialet. Men det er enormt,” siger Wayne Siegel, der blandt andet har brugt live-data fra vejrsatellitter, tidevandsniveauet i Københavns Havn og lytternes fysiske bevægelser til at skabe computerbaserede værker, der er direkte forbundet til øjeblikket.

The Life of Pablo var et lille skridt i retning af noget nyt. I retning af at forstå potentialet. Men det store spørgsmål er, hvordan vi på en meningsfuld måde kan åbne op for, at en given musikalsk komposition kan mutere og udvikle sig med hver gennemlytning, eller hvordan lytteren og de fysiske omgivelser kan inddrages i musikken, så den musikalske oplevelse igen bliver knyttet til et unikt sæt omstændigheder.

Måske lyder det hele lidt vel futuristisk. Men på en måde er det en tilbagevenden til tiden før Edisons altforvandlende opfindelse.

Da Kanye West skulle forklare sine planer om at blive ved med at ændre på The Life of Pablo, gjorde han det ved at beskrive værket som et levende, åndende, foranderligt kreativt udtryk”. Et sprogbrug, der lyder snublende tæt på det, som de oprindelige kritikere af fonografen gjorde brug af i begyndelsen af 1900-tallet, da de skulle forklare, hvad det var, den nye teknologi frarøvede musikkens væsen.

Tag den berømte ungarske komponist Béla Bartók, der med essayet Mechanical Music fra 1937 leverede en af de stærkeste advarsler imod den indspillede musiks destruktive potentiale. Musikkens essens er noget levende og evigt udviklende, var argumentet, og Bartók mente derfor ikke engang, at komponisters egne optagelser af deres værker kunne gøre musikken ret:

Det, som lever, ændrer sig fra øjeblik til øjeblik; musik optaget af maskiner hærdes til noget stationært,” skrev den ungarske pianist, der arrigt sluttede essayet med ordene: Må Gud beskytte vores afkom fra denne pest!”

Måske står vi på tærsklen til et kulturelt brud, hvor musikken igen bliver en form for vekselvirkning mellem kunstneren, lytteren og øjeblikket. Noget levende. Hvor et værk vil blive mere som en madopskrift – idéen om et måltid – som man kan udforske og videreudvikle, og mindre som en dybfrostfærdigret, der altid smager af det samme. Hvor musikken er enestående og forgængelig.

At opleve noget, som ingen har oplevet før, og som ingen kommer til at opleve igen, det har værdi i sig selv. Hvis man ved, at det her sker kun én gang, så åbner man ørerne,” siger Wayne Siegel.

Og måske gør man mere end det. Måske giver den nye teknologi os over tid mulighed for at blive det, den teknologibegejstrede canadiske pianist Glenn Gould forudså allerede i sit essay The Prospects of Recording fra 1966, da han beskrev en ny slags lytter”:

Lytteren er ikke længere passiv analytisk; han er bidragyder, hvis smag, præferencer og inklinationer selv nu perifert ændrer de oplevelser, som han giver sin opmærksomhed, og hvis fyldigere deltagelse musikkens fremtid afventer … Det ville være dumdristigt på forhånd at afskrive idéen om, at lytteren ultimativt kan blive sin egen komponist.”

Og det er lige præcis dér, vi nu er på vej hen. Åbn ørerne.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem