Mødre har pludselig fået en stor plads i litteraturen. Og det er ikke på mommy blogger-måden

VANSKELIGTAt blive mor er, uanset om fødslen foregår i vand, en kompleks affære. Det forsøger en bølge af nye bøger at indfange. Foto: Anders Hald, Masterfile / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Ærlige, sårbare, ambivalente portrætter af moderskabet fylder mere i litteraturen, end de nogensinde har gjort før – eller i alt fald siden 1970’erne. For mødre er, trods deres prominente plads i verdens gang som sådan, en underbeskrevet figur i verdenslitteraturen. Så hvorfor bugner boghandlernes hylder lige nu af titler om moderskab?

Da Dy Plambeck begyndte at skrive romanen Til min søster, der udkom tidligere i år, havde hun ikke tænkt det som en kvindepolitisk bog. Og heller ikke en, hvor mødre og moderskab var det altdominerende motiv. Hun skrev om to søstre, der tager til Sverige med den enes datter. Den ene søster er blevet forladt af faderen til sit barn, den anden har forladt sin voldelige kæreste. I romanen er de to kvinder vrede, de går på druk, de påkører et rådyr, de har sex, og de har hævnfantasier om at slå den voldelige ekskæreste ihjel. Og så er der en fødsel, der beskrives så brutalt, at Information kaldte sin anmeldelse En ode til det bristede mellemkød.

Jeg havde forestillet mig, at det, folk ville snakke mest om, var, at der er meget sex og vold, men til min overraskelse har det her med fødslen fyldt meget,” fortæller Dy Plambeck.

Ikke kun fødslen, men i det hele taget moderskab og dets politiske betydning viste sig at blive temmelig centralt i modtagelsen af bogen. Politiken kaldte den en politisk kvinderoman, Berlingske et højøstrogent frihedsbrev”, og i den ugentlige klumme om sexscener, som Politikens kulturanmeldere skriver, blev en af scenerne gransket med et særligt fokus på, at det er en mor-krop’, der har sex.

Plambecks seneste roman er nok det mest omdiskuterede eksempel på dansk jord, men det er langtfra den eneste bog, der har bragt moderskabet og de mangefacetterede følelser, det bringer med sig, ind i kulturdebatten lige nu. Moderskabet har nemlig fået et litterært comeback, både i Danmark og i udlandet. Ikke siden 1970’erne – hvis overhovedet da – er der blevet udgivet så meget og så nuanceret skønlitteratur med moderskabet som afsæt og omdrejningspunkt.

Den danske forfatter Maja Lucas har skrevet Mor – En historie om blodet, om en kvindes ambivalente forhold til sit moderskab og til sin datter. Ida Marie Hedes Bedårende kredser om en lille familie – og kropsvæsker. Louisiana Literature havde et arrangement om moderskabet i litteraturen i januar. Tv-værten Sofie Linde har skrevet en bog om at hade at være gravid (den hedder Fårking gravid), og grafikeren Line Kjeldsen Jensen har tegnet bøgerne – eller en slags graphic novels”, som hun kalder dem – Hver dag starter det forfra og Det store regnestykke, der med humor og ærlighed portrætter den kaotiske og ømme misere, det også kan være at få et barn.

Tendensen har et endnu bredere vingefang, når man kigger mod udlandet. Her har flere anerkendte forfattere kastet deres blik på moderskabet. Og det uden at sætte det rosenrøde filter på. De mest omtalte tæller Sheila Heti, der har Girls-skaberen Lena Dunham blandt sin store (og unge) fanskare, og som i bogen Motherhood beskriver, hvordan hun kæmper med beslutningen om børn eller ej, mens det biologiske ur tikker, og Rachel Cusk, der blev britiske mødregruppers yndlingshadeobjekt med selvbiografien A Life’s Work: On Becoming a Mother. En anmelder skrev, at menneskeheden ville ophøre, hvis alle læste bogen – for så ville ingen turde eller orke at kaste sig ud i forældreskabet.

Bonusinfo. Flere nyere moderskabs-bøger: Maggie Nelsons The Argonauts, Deborah Levys Hot Milk, Angela Garbes’ Like a Mother, Laura Jean Bakers The Motherhood Affidavits, Anna Prushinskayas A Woman Is a Woman Until She Is a Mother, Jessica Friedmanns Things That Helped: On Postpartum Depression.

Tilsammen dokumenterer de mange titler et nyopstået fokus på moderskabet i litteraturen, fra de mere lette titler til det absolut finkulturelle. Det handler om det hele: følelser og feminisme, krop og kulturelle normer, amning og ambivalente følelser for barnet, samfundsidealer og samsovning og kampen for at bevare sin identitet samtidig med, at man påtager sig en ny, altopslugende rolle. Forfatterne river Instagram-filtrene af portrættet af moderskabet for i stedet at fremstille det – og dem selv – nøgent, råt, sårbart og vekslende mellem euforien og sammenbruddets rand.

Det er ikke kun dansk og engelsksproget litteratur, der zoomer ind på mødre lige nu – resten af Norden er også med. Det fortæller Elisabeth Friis, der er lektor i litteraturvidenskab ved Lunds Universitet.

Der er virkelig en bølge af ny litteratur, som handler om moderskab, graviditet, fødsel og amning,” siger hun.

Men den litterære moderskabs-trend står ikke alene. Den er del af en større bevægelse, i litteraturen og i samfundet som sådan, hvor der er et stadig større fokus på det private og det, der ikke lige er til at ramme pænt ind. Som seksualitet, kønsidentitet, psykisk sygdom, tabuiserede følelser som vrede og sorg – og altså forældreskab på godt og ondt.

Derfor er der også, sideløbende med mor-bølgen, en lidt mindre krusning af samme art blandt yngre mandlige forfattere, som er begyndt at skrive om de mere komplekse, mørke og nuancerede dele af forældreskabet. Og det er i bund og grund et udtryk for, at litteraturen – som så ofte før – fungerer som samfundets spejl, forklarer Iben Engelhardt Andersen, der er litteraturforsker og beskæftiger sig med slægtskab, feminisme og utopiske forestillinger i litteraturen.

I dansk kontekst er den lidt banale forklaring på, at vi ser den her strømning nu, at det er en generation af forfattere, der nu er blevet mødre, og som hele tiden har interesseret sig for køn, krop og intime forbindelser i deres forfatterskab,” siger hun. Samtidig har ligestillingsudviklingen gjort, at både mænd og kvinder interesserer sig mere for forældreskabet og deltager i debatten. Det har banet vej for, at der er plads til mere ambivalente følelser om det.”

Men én ting er tidens strømninger. En anden er litteraturens indre maskineri. For ifølge lektor Elisabeth Friis fra Lunds Universitet kan man se bogboomet af litteratur om moderskab, amning, fødsler og kvindelighed som en modreaktion på, at de emner har været et sort hul i litteraturen i over 30 år.

Bøgerne tager fat i de meget ambivalente sider, der er en del af at blive mor, men som længe er blevet ignoreret,” siger hun.

På trods af, at moderskab spiller en ikke uvæsentlig rolle i verdenshistorien, har emnet fået bemærkelsesværdig lidt plads i verdenslitteraturen. Mens der er skrevet uendelig meget om far-søn-forholdet – ifølge Elisabeth Friis i en sådan grad, at litterater som den verdensberømte Yale-professor Harold Bloom ser far-søn-forholdet som litteraturhistoriens motor – så er mængden af skønlitteratur om moderskab til at overse. Det gælder især, når det kommer til nuancerede portrætter af moderskabet. For i litteraturen – fra Bibelen til Brontë-søstrene – beskrives mødre ofte som enten gode eller onde, selvopofrende eller egoistiske, som ludere eller madonnaer.

Som regel ser vi enten, at moderen er på en piedestal, eller også er det historien om H.C. Andersens mor, der var fordrukken og ikke duede til noget,” siger Elisabeth Friis.

De mere nuancerede beskrivelser af moderskab ser vi ikke før engang i 1800-tallet. Den første danske tekst, der beskriver en fødsel med realisme, er Marie Bregendahls En dødsnat fra 1912. En lang novelle om en mors død efter en hård fødsel og ikke mindst, hvordan hendes børn oplever den. I dag betragtes den som en ur-tekst for nuancerede skildringer af svangerskab, fødsel og mor-barn-relationer, men i sin tid førte den ikke til en stormflod af lignende beretninger. Først i 1970’erne, i takt med årtiets samfundsmæssige og kulturelle omvæltninger, voksede en bevægelse frem blandt både danske og udenlandske forfattere, hvor man insisterede på at det private var politisk og hørte hjemme i litteraturen. Og det førte til, hvad Elisabeth Friis kalder en revolution”.

Pludselig var moderskab i alle dets aspekter et gangbart emne at skrive – og læse – bøger om. Dea Trier Mørchs Vinterbørn fra 1976, som foregår på barselsgangen på Rigshospitalet, og som for tre år siden blev genudgivet af Gyldendal i forbindelse med bogens 40-års fødselsdag, er klassikeren over dem alle. Men Trier Mørch var langtfra alene. Vita Andersen, Tove Ditlevsen og Suzanne Brøgger er tre af de helt store eksempler på forfattere, der i 1970’erne beskrev det private, personlige liv og gjorde krop, køn og identitet – og herunder i høj grad forholdet mellem mødre og deres børn – til centrale emner i deres bøger.

Men så, nærmest hurtigere end den opstod, var revolutionen forbi.

Strømningen forsvandt faktisk fuldstændig omkring 1985. Alt, der handlede om kønsidentitet, blev taget af bordet, og alt, der havde noget at gøre med kvindebevægelse og feminisme, forsvandt fra curriculum på universiteterne. Det var, som om hele kvindebevægelsen i Danmark fes ud, også litterært,” siger Elisabeth Friis.

Bonusinfo. Ifølge Gyldendals ordbog er kvindelitteratur “en positiv betegnelse for litterære værker, der udtrykker kvinders selvbevidsthed og identitet, i modsætning til den nedsættende betegnelse ‘guvernantelitteratur’ eller ‘dameromaner’, der tidligere brugtes om bornert litteratur, som kvinder mentes at foretrække”.

De næste 30 år var et tomrum, og da forfatteren Dy Plambeck i 2014 var blevet mor og ledte efter svar i litteraturen, kunne hun ikke finde noget i den nutidige litteratur. Som forfatter er det meget naturligt for mig at søge efter beskrivelser i litteraturen, når jeg oplever noget, der er lige så vildt, som det var at føde min datter. Jeg ville læse, hvad alle de store forfattere tænkte om at føde, men jeg skulle helt tilbage til Dea Trier Mørchs Vinterbørn,” fortæller hun.

Det overraskede hende. For det er, som Dy Plambeck siger, trods alt en erfaring, mange kvinder gør sig i løbet af deres liv. Der fødes 66.000 børn om året alene i Danmark, og jeg syntes, det var meget bemærkelsesværdigt, at det ikke var blevet beskrevet bedre,” siger hun.

Hun mener, at det til dels skyldes det eftermæle, 1970’ernes klassikere fik. Mange af de titler, der tegnede tidens litteratur dengang, fik siden hen et stempel som kvindelivs-litteratur’ og blev skubbet lidt hen i den bløde, navlepillende kategori af eftertidens litterater.

Jeg tror, der har været en angst hos nogle kvindelige forfattere for, at de skulle blive kategoriseret som kvindelige forfattere, der kun skriver om kvindeting, så der har nok været en optagethed af at komme ud af det der kvinderum, væk fra hjemmet, væk fra opvasken og sikkert også væk fra at føde børn – de fødte stadig børnene, men uden at skrive om det,” siger Dy Plambeck.

Men noget har altså ændret sig. Og spørger man Elisabeth Friis, så er det ganske enkelt tiden, der har arbejdet for moderskabet i litteraturen, så vi nu ser en ny opblomstring.

Litteraturen kører tit i cyklusser, og der var et kæmpe backlash efter 1970’erne. Det har den yngre generation af nutidens kvindelige forfattere imidlertid ikke været mærket af, for folk var færdige med at gøre nar ad rødstrømperne, før de kom i skole. Det er en revolution, som har drejet en gang til. Nogle gange skal man springe en generation over.”

Bonusinfo. Endnu flere mor-bøger: Jenny Offills Dept. of Speculation, Meaghan O’Connells And Now We Have Everything, Lara Feigels Free Woman, Anne Enrights Making Babies, Jacqueline Roses Mothers, Megan Hunters The End We Start From, Chris Powers Mothers og Rivka Galchens Little Labors.

1970’ernes kvindelivs-litteratur opstod i tandem med kvindebevægelsen, og derfor blev den i lige så høj grad set som et politisk som et litterært projekt. Og selv om mange af de kvindelige forfattere, der i dag skriver om moderskabet, har litterære snarere end politiske mål med deres bøger, bliver de alligevel læst politisk. Som en del af tidens stærke feministiske strømninger, der sætter sit præg på alt fra sociale normer i kølvandet på #MeToo til de største popkulturelle hits fra Hollywood og musikindustrien.

Dy Plambeck oplevede det med Til min søster, og det samme gjorde forfatteren Maja Lucas, da hun i 2016 udgav romanen Mor – En historie om blodet. Min bog er ikke en politisk programerklæring, men den blev også læst politisk,” siger hun. I udgangspunktet ser jeg den som en eksistentiel bog om menneskets ambivalens. Alligevel blev jeg så sent som for et par dage siden, da jeg var til familiefest og fortalte, at jeg har en ny bog på vej, af en onkel spurgt, om det nu også var sådan en kvindebog. Underforstået, om den nu også havde en feministisk agenda, eller om den handlede om rigtige mennesker.”

Men egentlig har Maja Lucas ikke noget problem med, hvis hendes bøger bliver stemplet som kvindelitteratur. For det er de til dels. Hun er feminist, og Mor – En historie om blodet er, siger hun, virkelig en kvindelig bog. Og det er der ikke noget galt i. Det er kvindelitteratur på den stolte måde. Men selvfølgelig er jeg også glad for, at der har været mandlige læsere og anmeldere, der har set kvaliteter i den.”

Dy Plambeck trækker også på skuldrene ad at blive sat i boks som kvindelivs-forfatter, fordi hun skriver om moderskab – det overrasker hende ikke. Det har til gengæld overrasket hende, at det har vakt opmærksomhed og er blevet set som en provokation, at hun fremstiller mangefacetterede kvinder, der i hendes øjne bare afspejler virkeligheden. Et tegn på, at luder-madonna-forestillingen stadig lever i bedste velgående.

Det er absurd, at det i 2019 kan virke provokerende at fortælle, at kvinder også er mennesker, også kan være vrede, også kan have mordfantasier, også kan have en seksualitet, drikke lidt for meget, være rastløse, onanere, gå på jagt og køre stærkt i bil,” siger Dy Plambeck.

Maja Lucas kan også fortælle om voldsomme reaktioner, særligt på de sociale medier. Ikke kun over for hende selv, men også mod forfattere som graphic novel-forfatteren Line Kjeldsen Jensen, hvis ærlige illustrationer har fået folk til at sende hende beskeder om, at hun aldrig burde være blevet mor.

Det understreger, at der stadig er et tabu, når man kan få så latterlige beskeder, fordi man beskriver ambivalensen,” siger Maja Lucas. Vi vil kun høre om kærligheden, ikke om de mørke sider, i alt fald ikke, når det handler om forældrekærlighed, og slet ikke om moderkærlighed. Det er et ur-tabu i os alle sammen.”

Elisabeth Friis er enig. Faktisk mener hun, at selve boomet i moderskabs-litteratur viser, hvor tungt tabuet ligger, og at den revolution, der fødtes og døde med Dea Trier Mørch og hendes forfatterkolleger i 1970’erne, stadig er nødvendig.

Den bølge, vi ser lige nu, fortæller os, at der er behov for et opgør – man kan kun holde noget nede i så lang tid,” siger hun. At det stadig er et frigørelsesprojekt at skrive om moderskabet, siger jo ganske meget om vores samfundsnormer. Tænk, at det i 2019 kan chokere og være dybt fascinerende, at man kan have komplekse, mørke sider som mor.”

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: