Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Uffe Elbæk er medlem af Zetland og har delt den med dig.

signature

Den glemte lære af krig gennem årtusinder: Mennesket er langt mindre voldeligt, end vi tror

  • 5. april 2018
  • 15 min.
TIL KAMPMennesket er langt mindre tilbøjeligt til vold, end vi tror. Mange ville nok hellere protestere fredeligt som de her palæstinensiske fredsaktivister. Foto: Musa Al Shaer, Ritzau Scanpix / AFP

Derfor skal du læse denne artikel

Hvis man følger alt fra Hollywood-film over computerspil, kommer man hurtigt til at mene, at mennesket let tyer til vold. Selv de største tænkere har anerkendt, at mennesket inderst inde er et dyr. Men hvad nu, hvis det billede slet ikke passer? En gammel undersøgelse fra Anden Verdenskrig tegner et helt andet billede.

Historien begynder natten mellem den 22. og 23. november 1943. Slaget om øen Makin midt i Stillehavet er lige begyndt. Alt går tilsyneladende efter planen, indtil der sker noget mærkeligt. Noget umuligt.

Den 44-årige Samuel Marshall, som er oberst og historiker, oplever det på nært hold. Han går sammen med de første tropper i land. Sjældent har en historieskriver i den grad vendt op og ned på historien.

Invasionen af Makin minder om et laboratorieeksperiment – en fuldstændig isoleret operation. Det er den perfekte mulighed for at afdække, hvad der i virkeligheden foregår under en krig.

Den første dag rykker soldaterne knap fem kilometer frem i en morderisk hede. Da de om aftenen gør holdt, har ingen af dem kræfter til at grave sig ned. Og de ved ikke, at der længere fremme ligger en japansk lejr.

Angrebet begynder, da natten falder på. Op mod 11 gange stormer japanerne amerikanske positioner, og selv om amerikanerne er i overtal, bryder fjenden næsten igennem linjerne.

Næste dag spørger oberst Marshall sig selv, hvad der kan være sket. Han indser, at man ikke forstår ret meget af en krig, hvis man kun stirrer på flag på et kort eller læser et par officerers dagbøger.

Og så gør han, hvad ingen andre har gjort før ham: Han revolutionerer historiefaget. Om morgenen deler han soldaterne op i grupper, som han udspørger grundigt. Hver soldat har frihed til at sige, hvad han mener. Der indgår både menige og højtstående officerer. Resultaterne er forbløffende.

Marshall forstod næsten med det samme, at han var stødt på hemmeligheden bag præcis krigsrapportering,” skrev en kollega senere. Hver enkelt mand huskede noget – en lille del af det store puslespil.”

Og på den måde gjorde obersten en mærkelig opdagelse: De fleste soldater havde ikke løsnet et skud.

Igennem århundreder havde generaler og ministre, forfattere og kunstnere, journalister og videnskabsfolk antaget, at soldater slås. Voldsudøvelse blev anset for en let løsning. Netop i krigstid skal det bedste i os komme op til overfladen, så vi gør det, vi er gode til: skyder for at dræbe.

Men efterhånden som Marshall nedskrev det ene gruppeinterview efter det andet – i Stillehavet og senere ved den europæiske front – opdagede han, at kun mellem 15 og 25 procent af soldaterne brugte deres våben. Det overvældende flertal lod være. En officer fortalte, at han var løbet hen langs fronten og havde råbt: For Guds skyld, begynd nu at skyde!” Men det havde ikke større effekt. De skød kun, mens jeg så på dem.”

Den første nat havde situationen på øen Makin været kritisk, og så skulle man forvente, at hver mand kæmpede for sit liv. Men i Marshalls division, der talte over 300 soldater, havde han kun kunnet finde 36 mand, der faktisk havde brugt deres gevær.

Var det så et brud på disciplinen? Nej. Mange af de soldater, der ikke affyrede skud, havde udmærket sig under træningen.

Var der tale om angst? Heller ikke. De soldater, som ikke skød, blev på deres poster og løb mindst lige så stor en risiko som de andre. Hver for sig var de modige, trofaste og upåklagelige patrioter, der ville have givet deres liv for kammeraterne. Og dog forsømte de deres pligt, da det kom til stykket: De skød ikke.

I ROMange af de amerikanske soldater på øen Makin undlod at skyde under Anden Verdenskrig. Foto: Arkiv, Ritzau Scanpix

I årene efter Anden Verdenskrig udviklede Marshall sig til en af de betydeligste historikere i sin generation. Den amerikanske hær tog hans konklusioner dybt alvorligt. Den dag i dag sluger man hans bog Men against Fire (1946) på diverse militærakademier.

I begyndelsen vidste jeg ikke, hvad jeg skulle bruge det til. Jeg kunne nok sige noget sympatisk om de mennesker, tænkte jeg, men er det bare en kendsgerning, at vi fra naturens hånd er en art, der er tilbøjelig til voldsudøvelse? Okay, vi behøver ikke opfatte det som noget, der er lige så sjovt som sex, men alligevel: Skulle vi nære direkte afsky for at udøve vold?

Marshall lagde ikke fingrene imellem. Det gennemsnitlige sunde individ,” skrev han, nærer så inderlig, og hovedsagelig ubevidst, modstand mod at myrde et medmenneske, at det ikke med sin gode vilje tager andres liv.” Og endnu kraftigere: De fleste mennesker nærer en angst for aggression, som udgør grundlaget for en normal følelsesmæssig balance.”

Hvis Marshall havde ret, forstod jeg, ville manges menneskesyn styrte i grus. Hvor mange indflydelsesrige tænkere har ikke proklameret, at livet er én lang kamp? Fra den græske historiker Thukydid til psykologen Sigmund Freud, fra filosoffen Thomas Hobbes til diktatoren Adolf Hitler – alle gik de ud fra, at mennesket fra naturens hånd er et voldeligt væsen, hvor forskellige deres idéer i øvrigt var.

Og det menneskesyn øver til stadighed sin indflydelse. Fra både politikere og intellektuelle bliver det gang på gang proklameret, at menneskers sameksistens beror på kamp. Og talløse film, bøger og nyhedshistorier giver det samme indtryk. Hvor ofte fremhæves det ikke, at vi har brug for mere kontrol, mere hierarki og mere orden og autoritet, fordi vi slår hinanden ihjel?

Samuel Marshall var en kætter. Han gik direkte op imod århundredgamle traditioner for at fremstille mennesket som et dyr. 50 år senere var der da også kritikere, som ikke ville have noget med ham at gøre. Det virkede, som om Marshall betragtede de amerikanske veteraner som en samling tøsedrenge – vel at mærke de samme mænd, som benhårdt havde vogtet over vores frihed.

Og hvordan reagerede Marshall så på det? Han gik et skridt videre. Historikeren fremsatte den teori, at hans analyse ikke kun gjaldt for de allierede soldater under Anden Verdenskrig, men for alle mennesker til alle tider – fra de gamle grækere ved Troja til tyskerne ved Verdun.

Og dermed stod der for visse kritikere kun én mulighed tilbage: Marshall måtte være en løgner.

S.L.A. Marshalls epokegørende bog om krigen angribes for falskneri,” stod der den 19. februar 1989 på forsiden af The New York Times. Tidsskriftet American Heritage talte sågar om et hoax, et fupnummer. Marshall skulle have opdigtet det hele” og i virkeligheden aldrig have gennemført gruppeinterviewene. Manden fortegnede historien,” sagde en gammel officer, og han forstod ikke menneskets natur”.

Marshall havde på det tidspunkt været død i 12 år og kunne ikke forsvare sig. Men andre historikere dykkede ned i arkiverne. Dér fandt de tydelige beviser på, at han faktisk havde afholdt gruppeinterviewene, og at han havde spurgt soldaterne, om de havde gjort brug af deres M1-geværer. Jo mere jeg fordybede mig i denne kontrovers, jo tydeligere blev mit indtryk af, at obersten havde været en intuitiv tænker. Måske ikke nogen stor statistiker, men en skarp iagttager. Nøglespørgsmålet bliver derfor: Findes der yderligere beviser?

Det korte svar er ja.

Det længere svar: I de forløbne årtier har beviserne for, at Marshall havde ret, hobet sig tårnhøjt op.

I første omgang var der andre officerer, som selv bemærkede det. Under felttoget på Sicilien i 1943 havde den britiske oberstløjtnantLionel Wigram allerede udtalt, at han højst kunne regne med en fjerdedel af sine soldater. Og general Montgomery skrev følgende hjem: Problemet med vores britiske unge mennesker er, at de ikke af natur er mordere.”

Efter krigen begyndte historikerne at interviewe veteraner, og det kom frem, at over halvdelen ikke havde slået nogen ihjel. Det store flertal af de døde var blevet dræbt af et lille mindretal. På den måde var mindre end én procent af de amerikanske kamppiloter ansvarlige for over 40 procent af alle nedskudte fly. De fleste piloter, bemærkede en historiker, skød ingen ned og prøvede ikke engang på det.”

Historikerne vendte sig nu mod andre krige med deres nye blik. Tag for eksempel slaget ved Gettysburg (1863) under Den Amerikanske Borgerkrig. Efterfølgende blev der – for nu at være præcis – fundet 27.574 musketter. Men under 90 procent af dem var ladt.

Det var ret mærkeligt. En soldat burde nemlig bruge 95 procent af tiden på at klargøre og lade og fem procent på at skyde. Det var på den tid et stort arbejde at gøre et gevær skudklart (man trak med tænderne en patron frem, stoppede krudt i løbet, lod kuglen følge efter, pressede den i bund, forsynede geværet med sprænghætte, ladede og skød).

Men det skulle blive endnu mærkeligere. Omkring 12.000 geværer var dobbeltladt, og halvdelen af dem mere end tredobbelt ladt. Der blev fundet et enkelt gevær med 23 kugler i løbet. Det gav slet ingen mening. Geværerne var beregnet til at affyre én kugle, og det vidste soldaterne udmærket. De blev ekserceret i det uendelige af officererne.

Hvad foregik der her? Historikerne fik først en anelse om det langt senere: At lade sit gevær var den perfekte undskyldning for ikke at skyde. Og når geværet allerede var ladt, så ladede man det bare en gang til og nok en gang.

Mens amerikanerne udkæmpede deres borgerkrig, var den franske oberst Ardant du Picq 7.000 kilometer derfra i gang med at uddele spørgeskemaer til sine officerer. Han blev dermed den første, der opdagede noget andet mærkeligt: Selv når soldaterne faktisk skød, skød de langt over målet. Det kunne stå på i timevis: To hære, som skød hen over hovederne på hinanden, mens så godt som alle ledte efter et påskud for at gøre noget andet (hente ammunition frem, lade våben, søge dækning, hvad som helst).

Den logiske konklusion,” skriver militæreksperten David Grossman, er, at de fleste soldater ikke forsøgte på at slå fjenden ihjel.”

Jeg kom nu i tanke om, at jeg havde læst noget tilsvarende tidligere – hos en af de største forfattere fra det 20. århundrede. Så snart det var muligt, undgik alle altid at ramme alle andre,” skrev George Orwell i sin klassiker om Den Spanske Borgerkrig. Naturligvis var der mange ofre, men de fleste indlagte på infirmerierne havde såret sig selv.

I de senere år har også andre eksperter bekræftet Samuel Marshalls konklusioner. Sociologen Randall Collins lavede for eksempel en omfattende undersøgelse af hundredvis af fotografier af soldater i kritiske situationer. Han nåede frem til en affyringsprocent på mellem 13 og 18 – tæt på Marshalls skøn. Mennesker er dybest set tilbøjelige til at kommunikere og udvise solidaritet,” skriver Collins, og det er dette, der gør voldsudøvelse så svær.”

Også den irske professor Anthony King, der er en af de største militæreksperter, konkluderer i sit standardværk, at Marshall-effekten’ holder, uanset hvor ubekvem den måtte være for visse veteraner og bestsellerforfattere.

FORRÅETSer man serier som Game of Thrones, får man hurtigt indtryk af, at mennesket er uhyre voldeligt. Foto: HBO

Skridt for skridt måtte jeg se i øjnene, at alt, hvad jeg havde troet om vold og voldsudøvelse, var forkert. I en krig er de fleste soldater lige så bange for at slå andre ihjel som for selv at blive slået ihjel. Men der har i århundreder hersket en øredøvende stilhed omkring denne sandhed. Det er, som om vi ikke vil tro på den.

Vores populærkultur er gennemsyret af den myte, at det er så let at trykke på aftrækkeren. Skikkelser som Indiana Jones og Rambo skyder til højre og venstre. Actionfilm er fulde af kampscener. På tv er volden meget smitsom: En eller anden snubler, støder ind i en anden person, som kommer til at ramme den forkerte, og i løbet af ingen tid er alle i krig med alle.

Men det billede, Hollywood pådutter os, har lige så lidt med virkelig vold at gøre som pornografi med virkelig sex. I virkeligheden er vold ikke smitsom, varer ikke længe og er i det hele taget ikke let. I ægte krige nærer soldaterne modvilje mod de ryggesløse typer. Den slags soldater bliver med foragt kaldt for heroes – den slags, der bringer hele delingen i fare med deres vilde aktiviteter. (James Bond burde have været smidt ud efter sin første dag i arbejdet, hvis nogen havde fået øje på ham i tide).

Måske sidder du nu og tænker: Hov, hov, hvis ægte vold er så svær, hvordan forklarer du så, at over ti millioner mennesker er omkommet under krige i det 20. århundrede?

Kodeordet er afstand. Kunstig afstand. De fleste dødsofre er ikke blevet fældet af bajonetter og kugler, men af bomber og granater. Under Den Amerikanske Borgerkrig døde over 50 procent af ofrene under artilleribeskydning. Under Første Verdenskrig var det næsten 60 procent, og under Anden Verdenskrig døde 75 procent af ofrene under luftbombardementer.

Det er en af historiens konstanter: Det bliver lettere at slå ihjel, når afstanden vokser. Vi kan sammenfatte den militære teknologihistorie som historien om, hvordan afstanden til fjenden vokser og vokser. Fra køller og knive til pile og buer. Fra musketter og kanoner til granatkastere og droner.

Hvad alle disse opfindelser har til fælles, er, at de tilbyder en løsning på det problem, alle krige rummer: den almenmenneskelige afsky for vold. Det er så godt som umuligt at se et menneske i øjnene, mens man skyder det ned. Ligesom en del af os ville blive vegetarer, hvis vi selv skulle slagte koen, bliver de fleste soldater samvittighedsfulde, når de får øje på en fjende i sigtekornet.

Én ting er endnu sværere end at skyde: at stikke. Rent psykologisk er det næsten ubærligt at gennembore et medmenneskes krop.

Under slagene ved Waterloo (1815) og Somme (1916) blev mindre end én procent af alle sår tilføjet med bajonet. Eller anderledes formuleret: De tusindvis af bajonetter, som er udstillet på hundreder af museer, har aldrig været i brug.

Også på det punkt er vi blevet ført på afveje af tv- og filmindustrien. Serier som Game of Thrones og film som Star Wars giver os det indtryk, at det er let nok at støde sværdet helt i bund i et andet menneskes krop. Men i oldtiden og middelalderen skete det så godt som aldrig. Sværdene blev for det meste brugt til at hugge, ikke stikke med. Det var psykologisk mindre belastende, og de skader, det forårsagede, var mindre ødelæggende.

På Alexander den Stores tid døde de fleste soldater desuden ikke under slaget, men først når den ene af parterne blev slået på flugt og vendte ryggen til. Det er lettere at slå ihjel, når man ikke skal se offeret i øjnene.

Der findes metoder til at øge den mentale afstand, hvilket også kan bidrage til at overvinde vores afsky for vold. Hære kan fremstille deres fjender som uhyrer, rotter eller kakerlakker. Desuden kan man påvirke sine egne tropper psykologisk. Og det er præcis, hvad den amerikanske hær gjorde efter råd fra ingen ringere end Samuel Marshall.

For rigtigt at forstå det må vi dykke ned i militæruddannelsens historie. En gammeldags soldateroplæring fra før Anden Verdenskrig bestod af tre elementer: lære at adlyde, lære at sigte, lære at bevæge sig hen over slagmarken. Men i de efterfølgende år er der kommet endnu et element til: lære at slå ihjel.

Rekrutter, der skulle deltage i Vietnamkrigen, blev for eksempel gennemsyret af atmosfæren i boot camps, hvor mord og død blev forherliget. De skulle råbe Kill! Kill! Kill!, til de var hæse. Veteraner fra Anden Verdenskrig blev chokerede, når de så billeder af den slags træning, hvor der konstant blev råbt op om glæden ved at myrde og voldtage.

Soldater skyder nu i stigende grad ikke til måls efter konventionelle skydeskiver, men lærer instinktivt at skyde mod menneskelignende mål. Det at affyre et våben bliver automatiseret til en pavlovsk reaktion, en betinget refleks – noget, man overhovedet ikke tænker mere over. Skarpskytter får en endnu voldsommere træning. En metode går ud på at lade dem se en række film med tiltagende voldelighed, mens patienten’ er spændt fast i en stol med et apparat, der tvinger ham til at holde øjnene åbne.

På den måde bliver den naturlige afsky for vold, som ligger dybt i os alle sammen, fortrængt. Manufactured contempt, har en veteran engang kaldt det. Kunstigt frembragt had.

Og det virker. Når en hær uddannet i den nye stil kommer op mod en gammeldags uddannet hær, kan sidstnævnte slet ikke klare sig. Tag for eksempel Falklandskrigen (1982). Argentinerne var i voldsomt overtal, men var oplært på den gamle måde. De havde ikke en chance mod det britiske mordmaskineri.

Også amerikanerne forstod at drive affyringsfrekvensen i vejret. Under Koreakrigen var den oppe på 55 procent, og under Vietnamkrigen på 95 procent. Men der var en høj pris at betale. Når man påvirker millioner af unge menneskers hjerner grundlæggende, bør man ikke blive overrasket over, at mange af dem vender traumatiserede tilbage. Og det var præcis, hvad der skete efter Vietnam. Antallet af veteraner med posttraumatisk stress eksploderede.

Det mærkeligste er måske, hvor logisk det hele er, når man først har fået blik for det. Naturligvis er mennesket fra naturens hånd et fredsommeligt væsen. Hvordan skulle vi ellers kunne leve sammen med syv milliarder andre mennesker på denne klode?

Ja, vi har været igennem forfærdelige krige. Men hvis vi zoomer en smule ud, ser vi, hvor sjælden volden egentlig er. Der kræves usædvanlige omstændigheder – og først og fremmest velegnede teknologier – før vi i større skala kan slå hinanden ihjel.

Og hvorfor vi ikke allerede er klar over det? Svaret er enkelt nok: Vi fokuserer stædigt på det usædvanlige.

I skolen handler historietimerne, den ene efter den anden, om krig, krig og mere krig (og hvis der endelig skulle være fred et stykke tid, kalder vi den periode for mellemkrigstid).

Nyhederne handler hver eneste dag om angreb og vold – ikke om de mennesker, som endnu en dag har levet fredeligt og stilfærdigt.

Og så er der også de talløse film, tv-serier og romaner, der er myldrende fulde af voldelige typer. Også det er logisk: Hvorfor laver man ikke en blockbuster eller en bestseller om soldater, der hele tiden finder på bortforklaringer, lader musketten for 23. gang eller skyder hen over hovedet på fjenden? Fordi det er dødhamrende kedeligt at se på.

Men når man én gang har indset det, glemmer man det ikke så let igen. Hver gang jeg nu ser en ridder svinge sit sværd i fjernsynet, en soldat stikke med sin bajonet eller en cowboy skyde med sine revolvere, ved jeg, at det er bullshit. De fleste mennesker ville slet ikke kunne gøre det.

Og jeg må sige, at den tanke er forhåbningsfuld. Vi lever trods alt i en tid, hvor myten om det voldelige menneske bliver udbasuneret igen og igen. Snakken om en verden, der er i evig strid med sig selv, kommer fra ledere, der ønsker at sætte os op mod hinanden.

Men når mennesket nu ikke er et dyr, kunne vi måske indrette vores sameksistens helt anderledes? Som de store tænkere – fra Thukydid over Hobbes til Freud – har sagt, er det måske ikke nødvendigt at holde hinanden under så tæt kontrol. Meget tyder altså på, at der ligger noget praktisk og monumentalt dybt begravet i vores natur, som kan give håb om en bedre verden.

Trods alt,” skrev Anne Frank i sin dagbog for mange år siden, blev jeg ved med at tro på det gode i mennesket.”

Artiklen er oversat fra det hollandske medie De Correspondent af Ole Lindegård Henriksen.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem