signature

Mød en mand, der spørger, hvorfor (i alverden!) nogen vælger at få børn, når over halvdelen af alle parforhold går i stykker

VRÆÆÆÆLUndersøgelser viser, at forældre oftere lider af depression end voksne uden børn, at de er markant mindre lykkelige i deres parforhold og generelt mindre glade i livet. Illustration: Rasmus Meisler / Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Hvorfor får folk børn? Altså helt seriøst? Hvorfor vælger nogen af få børn i dag, når det ikke længere har nogen funktion som sådan, og når skilsmisseraterne banker i vejret? Anders Haahr Rasmussen skriver om det måske største valg i livet.

Lad os sige, at man er i slutningen af 30’erne og ikke har børn. Spørgsmålet trænger sig på. Tavst fra vennerne, som en efter en har stiftet familie. Højlydt fra familiemedlemmer, der spørger, hvornår det bliver ens tur. På skrift fra Københavns Kommune, der i bekymring over lave fertilitetsrater hænger plakater op i byen med et billede af sædceller, spørgsmålet Svømmer de for langsomt?” skrevet med store bogstaver og, i mindre typer, en venlig påmindelse om, at 40 procent har nedsat sædkvalitet. Det kan tage tid at blive far.”

Følelsen af, at tiden render ud. At man skal træffe en beslutning, svare på spørgsmålet: Vil jeg have børn?

Jeg kender en mand i slutningen af 30’erne, der stiller sig selv det spørgsmål næsten dagligt. Jeg kender ham faktisk vældig, vældig godt og kunne i denne sammenhæng meget passende kalde ham Sredna Rhaah Nessumsar – ja, et usædvanligt navn til en ellers ganske sædvanlig mand: 38 år, pæredansk, bor på Nørrebro i København, journalist og forfatter, freelancer med fast kæreste gennem halvandet år. Hun fylder 35 om halvanden måned, bor i en 2v’er på Amager, det virker oplagt, at de inden længe flytter sammen, får et barn, sikkert et til.

Bortset fra at Sredna er skilsmissebarn. Hans far forlod hans mor, vi er tilbage i midten af 1980’erne her, og det var grimt. Hun var vred, han var nyforelsket, de var dårlige til at være skilt, og det blev de ved med at være.

I mange år levede Sredna op til den statistiske sandhed, at skilsmissebørn holder sig fra parforhold, når de selv bliver voksne. Når forskere sammenligner dem med folk, hvis forældre blev sammen, viser tallene, at næsten dobbelt så mange er såkaldt enlige. Det var Sredna også i mange år. Nu har han så, for første gang i sit liv, fejret etårsdag, han tager gladeligt med til kærestens søsters barns fødselsdag på Fyn i weekenden, de ser Sherlock på Netflix sammen søndag aften, det fungerer. Han er glad. Bortset fra når de af og til snakker om fremtiden, snakker om at flytte sammen, om at få børn, for her er Sredna smertefuldt bevidst om en anden statistisk sandhed: at risikoen for skilsmisse er dobbelt så stor, hvis man selv er skilsmissebarn. Og hvis der er noget, Sredna ikke har lyst til, så er det at sætte et barn i verden for så at udsætte hen for den kummefryser af et forældresamarbejde, han selv voksede op i. Så når kæresten spørger, om han kan se dem få børn sammen, så svarer han, at det afhænger af, hvordan hun forestiller sig, deres forældreskab tager sig ud den dag, de ikke længere er kærester. Derfra går samtalen som regel i ged.

Jeg har prøvet at forklare Sredna, at statistik ikke er skæbne, og det ved han også godt, men så peger han på alle sine venner, der lever med kone og børn og ugentlige madplaner og årlige sommerferier til steder med soppebassiner og frokostbuffeter fyldt med andre mænd og koner, der heller ikke har sex længere, og han føler sig ret overbevist om, at det ikke er noget for ham.

Han har det som den gamle franske socialpsykolog Serge Moscovici, der siger til Suzanne Brøgger i Fri os fra kærligheden fra 1973, at ægteskabet og kernefamilien er død, hører fortiden til, at når vi stadig ser den omkring os, så er det de sidste krampetrækninger, vanemæssige handlinger; familiestrukturer ændrer sig laaaangsomt, men det går kun én vej, tag ikke fejl, den er død, og det giver ingen mening at bekæmpe døde ting. Nej, som Moscovici siger: Der skal skabes noget nyt. Det handler om at finde nye livsformer, der kan varetage reproduktionen. Realisere kærlighed.”

Så når folk spørger mig, nej hov, forfra: Når folk spørger Sredna – selvfølgelig – om han vil have børn, så svarer han: Hvordan?

Han er en konkret mand. Spørgsmålet er først, hvem han skal have et barn med. Kæresten er et oplagt valg, men for Sredna giver det ikke sig selv at kombinere erotisk tosomhed med avl og ForældreIntra.

For nogle år siden, da flere af hans lesbiske veninder ville have børn, snakkede de med Sredna om at være mulig donor. Det var han ikke afvisende over for, men når det kommer til stykket, er det de færreste lesbiske par, der har lyst til at have en biologisk far inde over familieprojektet, mest fordi det så godt kan blive lidt sværere for den ikke-fødende mor at finde en passende rolle i menageriet.

Så var der singleveninderne. Sredna havde set et indslag i Aftenshowet, hvor Anja og Claus fra Holstebro, gode venner, midt i 30’erne, havde besluttet sig for at få et barn sammen.
Vi kommer aldrig til at gå fra hinanden. Vi skal aldrig i statsamtet,” sagde Anja, glad og gravid.

Det var noget, Sredna kunne forholde sig til. Singleveninderne knap så meget. De drømte stadig om en god gammeldags familie, og der gik ikke mange år, før de fik det. For et par af dem gik der så heller ikke mange år, før den gik i stykker igen.

Men okay, nu har Sredna en kæreste, han er glad for, så hvorfor ikke få et barn med hende, spørger jeg ham. Han er for så vidt ikke afvisende, men han er som sagt en konkret mand, så inden han kan forholde sig til tanken om at få børn med sin kæreste, må han forholde sig til, hvor de skal bo. Jeg siger, at de vel begge har en nogenlunde sund økonomi, de burde nok kunne finde en treværelses i byen, og så fortæller Sredna om den følelse af mild klaustrofobi, han ofte får, når han besøger sine venner med kone og børn. Den følelse af lettelse, han kan mærke hos dem begge, over, at der nu endelig er et voksent menneske i huset, som ikke er den anden. Hvordan de konsekvent taler med ham, kigger på ham, aldrig hinanden, som om han repræsenterer et virkelig kærkomment frikvarter fra den uendelige dialog, de er fanget i.

Som hans veninde Ditte sagde, da han kiggede forbi til barselskaffe, mens hun gik rundt hjemme i villalejligheden på Amager med lille dreng nummer to på skulderen: Jeg elsker selvfølgelig min familie. Jeg elsker virkelig ikke familielivet.”

Sredna ved ikke, om han vil have børn, men han ved, at han ikke vil bo sådan. Vil ikke kunne. Ånde. Og faktisk har han allerede indrettet sig en smule alternativt. For nogle år siden købte han en stor andelslejlighed med sin kammerat Martin. De lejede et værelse ud, så der kom et lille bofællesskab ud af det. Siden er der sket nogle udskiftninger og ejerskifte, som jeg ikke skal kede jer med, for det vigtige i den her sammenhæng er, at Sredna nu ejer lejligheden med sin barndomsveninde Kristina. Hun var ellers blevet gift et par år tidligere, havde fået to børn, og så gik den ikke længere. De blev skilt, ligesom 19.435 andre ægtepar blev det år, 2014, det højeste antal nogensinde, skilsmisseprocenten var nu oppe på lige over 54 procent.

Sredna og Kristina lejer et værelse ud til en fælles veninde, sådan at de er tre voksne og, hver anden uge, Kristinas to små krudtugler i huset, 1 og 3 år gamle, da de flyttede ind, nu 5 og 7, der er smæk på. Plus kærester og ekser og klassekammerater og bedsteforældre, det er et livligt hjem, og det kan Sredna godt lide. Han kan lide afvekslingen, uforudsigeligheden, energien. Han er dagligt frustreret over, at Kristina, trods utallige henstillinger, sætter skeerne på hovedet ned i opvaskemaskinens bestikkurv, så der kun er plads til én ske per rum, medmindre man lægger dem i, ja, undskyld, ske, men så bliver de ikke rene, det er pisseirriterende, synes Sredna, der samtidig er pinligt bevidst om sin egen uforbederlige – og uforklarlige – vane med at komme tilbage fra Netto med en fuld mulepose, som han stiller fra sig på spisebordet for så for eksempel at tage laksen og avocadoen op og smøre sig en mad, hvorefter posen får lov at stå på bordet resten af dagen, mens den bliver tømt stykvis, efterhånden som han skal bruge indholdet. Det ender som regel med, at Kristina stiller den over i hjørnet ved siden af køleskabet, kun rimeligt, tænker Sredna, og så alligevel måske en smule passivt aggressivt, men det går alt sammen, især fordi Sredna og Kristina ikke skal ligge i, undskyld igen, ske inde i dobbeltsengen om aftenen og lade følelserne løbe frit. Det gør de med nogle andre, nogle hvor de fritløbende følelser ikke handler om bestikkurve og muleposer.

Jeg siger så til Sredna, at han virker lidt bange af sig. At man ikke kan gå gennem livet med livrem og seler, nogle ting lader sig ikke planlægge, nogle gange må man bare kaste sig ud i tingene. Så fortæller han om dengang, han rejste alene rundt med rygsæk i pakistanske Kashmir, og om dengang han og Martin købte lejligheden og skrev under på et fælles banklån til millioner af kroner, selv om de altså ikke kendte hinanden så godt igen og ikke anede, hvilken retning deres liv var på vej i, men som Sredna sagde til Martin dengang: Hvad er det værste, der kan ske? Hvis det ikke fungerer, så sælger vi den, deler tabet og går hver til sit – i det mindste prøvede vi noget.

Og jeg siger så selvfølgelig til Sredna, at han kunne prøve at tænke på samme måde om at få børn, men så skal jeg hilse og sige, at han ridser skrækscenarier af en lidt anden kaliber op, hentet til dels i vennekredsen, hvor hele liv er blevet afsporet, karrierer sat på hold og børn døjer med angst, fordi deres far vågner op hver morgen med en knude i maven over at være bundet til et andet menneske resten af livet, tvunget til at samarbejde med hende i de næste, hvad, 15 år, i en stemning af mistro, jalousi og bitterhed. Og så er han ikke engang gået i gang med sin egen historie endnu.

Ja, så, nej, hvis Sredna skal risikere – 54 procent, minder han mig om – så meget ulykke, så skal der saftsuseme skrues op for motivationen. Hvilket er det næste spørgsmål, han stiller i forhold til at få børn: hvorfor?

Det gør ikke folk lykkeligere, siger Sredna og citerer både sin veninde Nicole, mor til tre – “Hvad var det, jeg troede, børn ville være et svar på?” – og den ene undersøgelse efter den anden, der dokumenterer, at forældre oftere lider af depression end voksne uden børn, at de er markant mindre lykkelige i deres parforhold, generelt mindre glade i livet, og hvis det kommer som en overraskelse, så er det, fordi folk med børn ikke fortæller sandheden. Når forskerne spørger dem, hvad der gør dem mest lykkelige, så svarer de fleste, at være sammen med mine børn’, men når så de bruger avancerede metoder som for eksempel Day Reconstruction Method, som går ud på at lade folk fortælle, hvad de lavede i går, og hvordan de havde det imens, så viser det sig, at de er allermest lykkelige, når de har sex og er sammen med venner, mens samvær med børnene figurerer et godt stykke nede ad listen, faktisk under både lave mad’ og se tv’, men dog over sende e-mails’ og gøre rent’.

Så Sredna spørger igen: Hvorfor få børn?

Ja, fordi det er selve meningen med livet, har jeg prøvet at sige til ham, men der er problemet, at Sredna er matematisk student, og regnestykket går ikke op, hvis livet ikke som udgangspunkt er meningsfyldt. For hvis meningen med livet er at få børn, så må det nødvendigvis følge, at meningen med ens børns liv også er at få børn, og sådan vil det så fortsætte, men hvis livet ikke giver mening i kraft af sig selv, hvordan skulle det så give mening at skabe mere liv? Uanset hvor højt et tal du ganger med nul, er resultatet stadig nul.

Alligevel er det Srednas mistanke, at mange mennesker får børn, så de slipper for at give deres eget liv mening. Måske magter de ikke den frihed, der kommer af at leve i et samfund, hvor man kan og må skrue sit liv sammen, nærmest som man har lyst til. Man kan have sex uden at få børn, man kan få børn uden at have sex, man kan bo alene eller sammen, to eller mange, krudtugler eller ej, uden at blive gjort arveløs eller socialt udstødt eller smidt i fængsel. Alligevel kravler folk ind i de gamle kernefamiliekasser, så der ikke længere er tid og plads til at finde ud af, hvad der egentlig gør dem glade, hvad der virkelig giver mening, om det så er at male akvarelbilleder, skrive mærkværdige digte, lære at give en god shiatsumassage eller holde picnic med en kasse Rød Tuborg tirsdag formiddag, fordi solen tilfældigvis skinnede, og Ronni havde fri fra arbejde.

Så siger jeg, at der vel ikke er noget galt i at løfte blikket fra sin egen navle og finde mening i at være noget for andre, ja, at de fleste forældre i min omgangskreds ser en stor værdi i, at livet handler om noget andet end dem selv, og at det giver en grundfølelse af tilfredshed med tilværelsen, som deres anderledes selvoptagede barnløse liv slet ikke kunne sammenligne sig med.

Her tager Sredna som regel en dyb indånding. Så refererer han en af de utallige ordvekslinger, han har hørt mellem forældre. Her i weekenden var det Lise, der sagde, at når man har sådan to små, så er der ikke så meget andet, der betyder noget”.

Han referer til undersøgelser, der viser, at voksne uden børn er mere engagerede i lokalsamfundet gennem velgørende og frivilligt arbejde end voksne med børn, og jeg kommer selv i tanke om en sen aften på nørrebrocaféen Tjili Pop, hvor Sredna og jeg sad og diskuterede oksekød. Sredna havde læst, at der gik 2.500 liter vand til at producere en burgerbøf og 1.000 liter vand til en sølle liter mælk, så han havde efterhånden dårlig samvittighed, hver gang han spiste, og var så småt begyndt at ændre sine kostvaner, men det var svært, og så spurgte en fyr ved nabobordet, om Sredna havde familie og børn.

Det fornemmede han ikke var tilfældet, for hvis Sredna havde børn, sagde han, så ville han slet ikke have overskud til at stå nede i supermarkedet og foretage CO2-regnskaber, inden han fyldte kurven med tofu og mandelmælk. Han ville vide, at der om tre kvarter skulle stå varm mad klar til to kræsne unger, der flippede skråt, hvis ikke tingene var, som de plejede at være. Det skal bare fungere,” sagde han. Ikke uden en vis stolthed. Som om han talte fra en erfaring med livets barske realiteter. Vi var omtrent lige gamle, men det lød som den voksnes visdomsord til den naivt idealistiske ungdom. Med andre ord: Vi kører den ind med spaghetti og kødsovs.

Med Srednas ord: Du har valgt at reproducere dig selv for at have et socialt acceptabelt sted at kanalisere din selvoptagethed hen.

Og nu han er ved klimaet, så minder Sredna om, at den gennemsnitlige dansker har et årligt CO2-udslip på cirka syv tons. Målet er at få det ned på to inden 2050. Her er en liste over, hvor meget du kan skære i dit årlige CO2-udslip, hvis du:

  • vasker dit tøj i koldt vand: 0,25 ton
  • skifter til plantebaseret kost: 0,82 ton
  • ikke flyver til New York: 1,60 ton
  • får et barn mindre: 58,6 ton.

Du kan, hvis du har råd, tage en direkte flyver til JFK, tage en taxa til Williamsburg, få skræddersyet et jakkesæt hos Brooklyn Tailors og spise Porterhouse steak på Peter Luger hver anden uge, året rundt, resten af dit liv, og stadigvæk stå med et bedre CO2-regnskab end din kammerat, der fik et barn til.

Okay, men Sredna, siger jeg så, hvad er den logiske konsekvens af dit argument – at menneskeheden burde stoppe med at reproducere sig selv? Du kan jo ikke tilrettelægge dit liv ud fra den slags kalkuler.

Det har folk gjort siden 1960’erne, siger Sredna, og finder historien frem om Stephanie Mills, der trak overskrifter over hele USA, da hun i 1969, 20 år gammel, holdt afgangstale på sit college i Californien, hvor hun med henvisning til en overbefolket klodes rovdrift på naturens ressourcer proklamerede, Jeg er frygtelig ked af, at det mest menneskekærlige, jeg kan gøre, er ikke at få nogen børn overhovedet.”

I Frankrig har organisationen Démographie Responsable siden 2008 kæmpet for at begrænse fødselstallet og udbrede viden om de miljømæssige konsekvenser af at få børn. Filosoffen Travis Rieder fra Johns Hopkins Universitys institut for bioetik har skrevet bogen Toward a Small Family Ethic – How Overpopulation and Climate Change Are Affecting the Morality of Procreation om, hvorfor især folk i Vesten bør få færre børn, og der findes endda i folkemunde et udtryk, GINK – Green Inclinations, No Kids – for folk, der træffer det valg.

Men det er ikke kun ædel opofrelse for miljøets skyld, tilstår Sredna. Det er også, fordi fremtiden virker så usikker. Alle de varsler: smeltende poler og klimaflygtninge i millionvis, mangel på rent drikkevand, krig og hungersnød. Det afskrækker.

Det er ingen hemmelighed, at økomisk krise og arbejdsløshed afholder folk fra at få børn. Krakket i 1929 sendte det danske fødselstal på så heftig en rutsjetur, at politikerne nedsatte en kommission for at få det op igen. Den hidtil laveste fertilitetskvotient herhjemme ramte midt i fattigfirserne, i 1983, med 1,377 børn, og det er heller ingen tilfældighed, at de laveste tal i Europa i dag findes i kriseramte lande som Portugal (1,23), Grækenland (1,30) og Cypern (1,31), mens Frankrig (2,01), Sverige (1,88) og Danmark (1,69) ligger anderledes stabilt.

Så er det godt, du bor i Danmark, prøver jeg, og tilmed tjener nogenlunde penge, og da Sredna begynder på en snak om at tilhøre prekariatet, om at være projektansat, stykbetalt og uden hverken jobsikkerhed eller medarbejderpension, om hvordan det at få børn på få generationer er gået fra at være en måde at sikre sig på til at blive en økonomisk belastning, sådan at børn er gået hen og blevet et slags statussymbol, noget man skal have råd til, hvilket også viser sig ved, at det ikke længere er langtuddannede, men snarere kortuddannede kvinder, der i højere grad er barnløse, for slet ikke at snakke om ufaglærte mænd, hvoraf en tredjedel ikke har fået børn som 45-årige, midt i denne svada afbryder jeg Sredna og spørger, helt afdæmpet, hvad problemet er:

Det er et frit land. Ingen tvinger dig til at få børn. Hvorfor lader du ikke bare være?

Så bliver han stille. Inden han fortæller om, hvordan det er, når Kristina for eksempel har aftenarbejde og Sredna er alene med hendes to krudtugler, laver spaghetti med kødsovs af granuleret soja, spiller huskespil, børster ugletænder og læser godnathistorie inde i dobbeltsengen, en under hver arm, indtil de falder i søvn, og han bærer dem ind i køjesengen, giver dem et kys på panden og fyldes af sådan en sær form for ro, en slags tyngde, som han fornemmer hænger sammen med at have skabt en tryg lille verden for to små hjælpeløse væsner. Have været den person for nogen.

Næste morgen er det så bare sådan, at han ikke så meget som kan hælde mælk på uglernes havregryn, nej, det skal mor gøre, selv om mor er på toilettet, hellere vente i tre minutter end at lade Sredna hælde mælk på havregrynene, glemt er huskespillet og godnathistorien, Sredna er tilbage til at være en mand, der bor i deres lejlighed, hvilket er svært, når han selv stadig er klar til at smide sig ud foran et lyntog, hvis det kunne redde et par krudtuglers liv.

Ja, så det virker fristende, synes Sredna, at få sin egen lille krudtugle, som ikke kunne bestemme, om man var den person eller ej, for det var man bare. Sredna kan nemlig godt lide at føle sig gavnlig, og det forfølger han på forskellige måder: hjælper til i en lektiecafé, driver en frivillig lokalavis i gaden, lærer sin unge fætter at spille tennis, tager med sin gamle onkel ud og prøvekøre en Nissan Leaf, nu hvor Golfen synger på sidste vers. Det er dejligt at betyde noget for andre, ja, faktisk er det Srednas teori, at folk som flest ikke er drevet af lyst eller nydelse, men af en dyb længsel efter at høre til. En følelse af, at der er brug for en. Og hvis der er noget en far er – spørg Sredna om det – så er det seriøst savnet, den dag han går sin vej.

På det her tidspunkt virker Sredna tilpas ydmyg til at være modtagelig over for velmenende råd. Så jeg giver ham mit bedste af slagsen. Det lyder sådan her:

Du vil gerne gøre gavn, du vil gerne høre til. I verden, for kloden, mellem mennesker. Måske er spørgsmålet ikke, om du skal have børn eller ej. Måske er spørgsmålet, hvilken hverdag du vil have, hvilke fællesskaber du vil indgå i, hvilke bånd du vil knytte, og hvordan du vil forpligte dig over for andre mennesker, over for morgendagen.

Hvis meningen med livet er at opleve det og give det videre, forstået i bredeste forstand som at leve nærværende, generøst og kærlighedsfuldt, så må opgaven være at vælge den vej, der bedst får de kvaliteter frem i dig. For nogle er det ved at få børn. For andre er det noget andet. Der er tusind måder at skabe et værdigt, meningsfyldt liv på.

Stil dig selv det spørgsmål, din veninde Nicole stillede sig lettere forsinket: Hvad troede jeg, børn ville være et svar på? For hun har ret. Børn er ikke spørgsmålet. Børn er svaret. Et af mange mulige svar på langt større spørgsmål om, hvordan du vil være i verden.

Så nikker Sredna. Sådan tavst, mens han hviler hagen på sin knyttede næve og kigger ned. Han siger ikke mere. Vores samtale slutter her. Men hvis jeg kender ham ret, så går der ikke længe, før han er tilbage med nye argumenter, nye følelser, nye overvejelser. Og det er fint. Så kører vi igen.

Nicole og Ditte er opdigtede navne. Vi skulle nødig bidrage til at forøge skilsmisseprocenten.


Litteraturliste

Kommunal kampagne: https://www.kk.dk/nyheder/k%C3%B8benhavnere-venter-l%C3%A6nge-med-f%C3%A5-b%C3%B8rn
Skilsmissebørn som enlige: https://www.information.dk/indland/2011/05/skilsmisseboern-fravaelger-parforholdet-voksne
Folk med børn er mindre lykkelige: https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/28082749 og https://link.springer.com/article/10.1007%2Fs13524-015-0413-2 og https://www.theguardian.com/commentisfree/2016/may/24/marriage-kids-children-relationship-suffers-research
Frivilligt arbejde: https://www.cambridge.org/core/journals/ageing-and-society/article/div-classtitlechildlessness-and-intergenerational-transfers-what-is-at-stakediv/73C43983EBB6E29EE215800A6CFD8F6B
Day Reconstruction Method: https://politiken.dk/kultur/art5456339/Lykken-er-ikke-at-have-b%C3%B8rn
CO2-regnskab: http://iopscience.iop.org/article/10.1088/1748-9326/aa7541
Stephanie Mills: https://books.google.dk/books?id=F8V-YzywyaIC&pg=PA1&lpg=PA1&dq=Stephanie+Mills+1969+%22the+most+humane%22&source=bl&ots=EpwVQGXneL&sig=S87kiVeMBSp1P2Hd3QZPhJ77fHw&hl=da&sa=X&ved=0ahUKEwi74ZOEqYzbAhUR26QKHV87AeEQ6AEIVDAG#v=onepage&q=Stephanie%20Mills%201969%20%22the%20most%20humane%22&f=false
Démographie Responsable: https://www.demographie-responsable.org/
Travis Rieder: https://www.springer.com/gb/book/9783319338699
GINK: http://www.alternativesjournal.ca/community/blogs/sustainable-aj/are-you-gink-case-green-inclinations-no-kids
Fertilitetskvotienter i Europa: https://www.b.dk/globalt/i-dette-land-foedes-flest-boern-i-eu
Fertilitet og økonomiske kriser: http://kvinfo.dk/2015/fertilitet-gennem-100-aar
Barnløshed og uddannelsesniveau: https://www.kristeligt-dagblad.dk/familieliv/psykolog-forhaabentlig-finder-vi-nye-kriterier-finde-sammen

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem