Velfærdsstaten forsøger at løse borgernes sjælelige problemer med endnu mere velfærdsstat. Dét var engang et skrækscenarie

MENINGSFULDE SKRIDT Fælles gåture er blandt de aktiviteter, der anbefales i den nye bog fra Statens Institut for Folkesundhed. Foto: Finn Frandsen / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Danskernes mentale helbred halter, og det er blevet kommunernes opgave at gøre noget ved det. I en ny bog fra Statens Institut for Folkesundhed har de fået en vejledning i den disciplin, og dermed har historien om velfærdsstaten på en måde fået et nyt kapitel. Velfærd er i dag ikke et spørgsmål om social sikring, men om selve meningen med livet.

Når vi ligger i sengen om aftenen og måske tænker over dagen, der er gået – hvad adskiller så en god dag fra en mindre god?”

Det spørgsmål indleder en ny bog om mental sundhed fra Statens Institut for Folkesundhed. Mental sundhed til alle – ABC i teori og praksis hedder bogen, som landede i min e-mailindbakke i sidste uge, og svaret på spørgsmålet følger umiddelbart efter. På den dårlige dag vågner I – du og din familie – for sent, skriver forfatterne. Cykelstien minder om fyldt fluepapir”, og du føler ikke, at du kan bede om hjælp på din stærkt konkurrencefokuserede arbejdsplads, og desuden har du ikke ordentlig tid til at lægge dine børn i seng.

På den gode dag har du sovet godt. Du arbejder et sted, hvor det understreges, at det er i orden at holde fri. Du går til håndbold, selv om det er bøvlet. Dine medcyklister viser hensyn. Du har tid til at lægge dine børn i seng, lyder historien.

Formålet med den er at skabe en refleksion hos den enkelte om, at vi bliver påvirket af vores omgivelser, ligesom vi påvirker hinanden,” skriver instituttet i bogen, der er udgivet som svar på et af de aktuelt mest brandvarme sundhedspolitiske problemer overhovedet. 13,2 procent af den voksne befolkning – eller hvad der svarer til 623.000 danskere – har et dårligt mentalt helbred, fremgår det af den nyeste Nationale Sundhedsprofil fra tidligere i år. Sundhedsminister Ellen Trane Nørby har som følge sat et væld af indsatser i gang, som blandt andet indebærer et større fokus på mentalt helbred i kommunerne. Det er det arbejde, som bogen øjensynligt skal hjælpe med ved at vejlede om, hvordan man helt praktisk gør folks sind sundere. Men mental sundhed er ikke det eneste, der er relevant at reflektere over, når man som jeg har læst bogen. For den fortæller ikke bare noget om sundhed. Den sladrer om, hvordan vi i dag tænker anderledes om velfærdsstatens formål, end vi gjorde i dens barndom. Mere præcist:

I dag forsøger velfærdsstaten at løse borgernes sjælelige problemer med endnu mere velfærdsstat. Det var engang et skrækscenarie.

Men før vi går tilbage i tiden, fortjener instituttets blik på mental sundhed en smule mere opmærksomhed. Bogen er udarbejdet som en konkret vejledning, der bygger på en principiel opfattelse af, hvad mental sundhed er, og hvordan man dyrker den. Processen kan sammenlignes med at befinde sig i en flod, skriver forfatterne i bogen.

I den ene ende af floden er der lavvandet, så det er nemt at bunde. I den anden ende er der dybt. I løbet af livet vil man typisk opleve at befinde sig forskellige steder på floden, og hvordan man klarer sig, kan afhænge af et væld af forskellige faktorer. Nogle er så heldige simpelthen at være født i den lave ende. Andre er udsat for særligt stærke strømforhold. Nogle har ovenikøbet adgang til badevinger,” skriver forfatterne.

Men det er, forstår man, ikke instituttets ambition at ændre på fordelingen af badevinger i floden.

Det afgørende for, hvorvidt vi går til bunds eller ej – om vi forbliver mentalt sunde og raske eller ej – er vores evne til at svømme samt håndtere den modstand, vi møder på vores vej,” skriver forfatterne.

Hvis man er en dygtig svømmer med de fornødne ressourcer til rådighed, kan man godt håndtere modstrøm. Og heldigvis kan svømning trænes.”

Træningen er relativt enkel. For at få et godt mentalt helbred, skal man følge en tretrinsraket: Man skal gøre noget aktivt, gøre noget sammen og gøre noget meningsfuldt. Det er den sidste, der er den vigtigste, skriver forfatterne.

Det er den motiverende faktor og drivkraften i livet at have en følelse af meningsfuldhed – en tro på, at livet er værd at investere i, at ting i livet er interessante, samt at det giver mening at interessere sig for verden omkring sig,” skriver de.

Det at have noget at stå op til om morgenen, at føle sig som en del af noget større, en del af et fællesskab, for eksempel en familie eller en skoleklasse, at være involveret i et projekt og at føle, at man bidrager positivt til noget eller nogen – kort sagt noget, der giver en følelse af formål – er med til at øge følelsen af meningsfuldhed.”

Det lyder jo relativt ukontroversielt. Hvem vil ikke gerne hjælpes til at finde mening?

Ikke desto mindre er det netop det mål, som nogle af velfærdsstatens tidligste fortalere anså for at være den største faldgrube.

Fakta. Sådan gør kommunen dit mentale helbred bedre

Bogen er fyldt med eksempler på arrangementer, hvor folk kan gøre noget aktivt, gøre noget sammen og gøre noget meningsfuldt, som vejledningen anbefaler. Her er et udvalg:

I København kan du “Gå dig glad” eller melde dig til “Cykling uden alder”. Hvis du bor du på Læsø og har børn, er du sandsynligvis blevet inviteret til fest for børn, unge og forældre på Læsø for at styrke det mentale helbred. Hvis du bor på Frederiksberg, er du måske blevet inviteret til “Fællesskabsfestival”. Var du med til “Kongelundsfortet i bevægelse” i september 2017, opdagede du måske også et “Ha-det-godt-heds-eksperimentarium”, der bestod af 23 hængekøjer og spørgsmål i loftet såsom “hvad gør dig glad?”, og “hvornår har du sidst gjort noget godt for dig selv og for andre?”.

I slutningen af 1950’erne og i begyndelsen af 1960’erne vidste man knap nok, hvad ordet velfærdsstat betød, når man diskuterede det, forstår man i den nyligt udgivne bog Meningen med velfærdsstaten – Da litteraturen tog ordet, og politikerne lyttede, som er skrevet af litteraten Lasse Horne Kjældgaard, der er professor ved Roskilde Universitet.

En af dem, der deltog mest ivrigt i debatten om velfærdsstaten, var forfatteren og filosoffen Villy Sørensen. Som arg fortaler for velfærdsstaten definerede han i et radioforedrag fra 1956, hvad han mente skulle være velfærdsstatens rolle for den enkelte. Velfærdsstatens idé var, sagde han, at alle skulle føle sig sikre som samfundsmedlemmer – ved hjælp af social sikring som ret til undervisning, arbejde og arbejdsløshedsunderstøttelse og folkepension (altså: badevinger).

Hvilket ikke vil sige, at de også bør kunne føle sig sikre som mennesker, for det bør de ikke. Den stiltiende forudsætning for hele velfærdssystemet er, at det kun er et middel, ikke et mål; social sikkerhed kan aldrig være et mål i sig selv, kun en baggrund for den enkeltes personlige eksistens,” sagde han i foredraget. Tidligere statsminister Viggo Kampmann gav Sørensen ret i 1960.

Man kan ikke ad politisk vej tilvejebringe nogen lykke hos folk, deri har Villy Sørensen ret. Og det er i øvrigt en fejltagelse, mange kritikere af velfærdsstaten gør sig skyldig i, nemlig at angribe den, fordi den ikke gør folk lykkelige. Men det er jo ikke vort sigte,” sagde han i et interview med Dagbladet Information i 1960.

Alligevel skal vi lave velfærdsforanstaltninger. Man skal ganske enkelt sørge for, at folk ikke har unødige lidelser. Men det er sikkert rigtigt, at forvekslingen af maal og midler er meget almindelig.”

De to mænd var bekymrede for at lade velfærdsstaten tage sig af borgernes sjæleliv. Men hvorfor egentlig?

Forfatteren Leif Panduro gav et svar i Ekstra Bladet i 1962. Hvis velfærdsstaten ikke bare ville være en social sikringsstat, men en egentlig forsikring om lykke, kunne ambitionen ende med at have den direkte omvendte effekt på netop borgernes lykke. Den er glimrende, så længe den er et middel. Bliver velfærden i sig selv et mål, så bliver folk vanvittigt ulykkelige,” skrev han om velfærdsstaten. Velfærden er værktøjet. Det kan aldrig blive en samfundsetik, at man skal have det rart, det bliver så vulgært simpelthen.”

Der er langt fra det udsagn til indledningen i bogen fra Statens Institut for Folkesundhed, hvor man kan læse, at vi på samfundsniveau er nødt til at investere i og prioritere mental sundhedsfremme”, hvis vi vil bedre den mentale sundhed samt at knække kurven med det stigende antal psykiske lidelser.”

Bonusinfo. “Mental sundhed er en tilstand af trivsel, hvor individet kan udvikle sig og udfolde sine evner, kan håndtere belastninger, indgå i positive sociale relationer og bidrage til fællesskabet,” lyder et uddrag af WHO’s definition på mental sundhed. “Mental sundhed er altså langt mere og andet end blot fravær af psykisk lidelse.”

Indvendinger af den karakter, som Leif Panduro bragte på bane, har også fundet vej til Statens Institut for Folkesundheds bog. Langt de fleste betragter anbefalingerne som relevante og let forståelige”, skriver forfatterne, men der er enkelte undtagelser. En skepsis over for budskabet om at gøre noget meningsfuldt dukkede en dag op i instituttets e-mailindbakke i form af et brev fra en ældre herre.

Livet som pensionist føles som at have en stor motor kørende, som nogen har glemt at sætte i gear,” skrev han. Jeg øver mig på guitar, hjælper elever med matematik, både en gang om ugen ansigt til ansigt og hver dag på nettet, er med i en mandeklub som suppleant i bestyrelsen og går en gang om ugen (der er 20 kvinder og 2 mænd), prøver at få mere motion, og gud, hvor jeg keder mig. Mange mænd føler, at det, de skal foretage sig, skal have lidt relevans. For eksempel havde vi besøg af en fra kommunen, som åbenbart syntes, at vi skulle riste pølser over et bål som en meningsfuld og berigende aktivitet. Ak ja …”

Manden kunne ikke se, hvad alle aktiviteterne skulle gøre godt for, når han nu alligevel ikke kunne se en pointe i det. I sit svar rensede instituttet ud i et par misforståelser. Forfatterne understregede, at meningen med vejledningen ikke var at pege på en bestemt meningsfuld aktivitet.

Det vigtige er ikke, hvad der føles meningsfuldt,” skriver de, men at det føles meningsfuldt for den enkelte.”

Velfærdsstaten kan ikke gøre dit liv meningsfuldt for dig. Men den kan minde dig om, at det er vigtigt, at det bliver det. I den forstand er det interessante ved den nye bog ikke svaret på, hvad der adskiller en god dag fra en dårlig.

Det interessante er, at velfærdsstaten i dag betragter det som sin opgave overhovedet at stille spørgsmålet.