Helikopter_

Onsdag 3. november 2021

Hej


Vi er midtvejs i ugen. Og vi skal til Bosnien-Hercegovina.

Hvad gør man, når en fredsaftale spænder ben for freden? FN advarer om et kollaps i Bosnien

Dagens historie ser ud til at være gået lidt under radaren herhjemme. Bosnien-Hercegovina er i fare for at kollapse, og der er en “meget reel”risiko for en ny væbnet konflikt, lyder advarslen fra FN’s repræsentant. Balkanforsker (og flygtning) Zlatko Jovanovic er i dagens Helikopter.

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Dagens citat

“Vi får sgu nok i løn. Men der er brug for, at der bliver givet flere penge til sygeplejerskerne, for dem mangler vi”

Sådan råbte overlæge på Center for kræft og blodsygdomme Daniel El Fassi, da han og andre hospitalsansatte i dag strejkede en time fra 7.45 til 8.45 på 13 af landets hospitaler. Det skulle være den sidste strejke efter ti uger, hvor sygeplejersker i perioder har nedlagt arbejdet. Og det er nu håbet, at den sidste strejke får politikerne til at handle (Politiken).

Dagens store historie

Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix

Kollaps i Bosnien-Hercegovina?

  • Bosnien-Hercegovina er i overhængende fare for at kollapse, og der er en “meget reel” risiko for, at en ny, væbnet konflikt bryder ud i landet. Sådan lyder advarslen fra FN’s repræsentant i landet, tyske Christian Schmidt, i en ny rapport. Og han er ikke den eneste, der advarer om den overhængende fare (The Guardian).
  • Den bosnisk-serbiske leder Milorad Dodik er nemlig begyndt at puste til ilden med alvorlige trusler om at skubbe til den fredsaftale, som i 1995 satte en stopper for krigen. Dengang blev den bosniske, den kroatiske og den serbiske præsident nemlig enige om at etablere et i hvert fald udadtil forenet Bosnien-Hercegovina. Indadtil skulle det imidlertid opdeles i to politisk-administrative enheder: Den Bosniakisk-Kroatiske Føderation, domineret af bosniske muslimer og kroater, og Republika Srpska, domineret af de bosniske serbere (Faktalink).
  • Milorad Dodik står i spidsen for den serbiske føderation, og lige nu truer han med at trække den ud af en række centrale statsadministrationer: hæren, landets retsvæsen og den fælles skatteadministration. Han har også proklameret, at det bosniske retsvæsen og landets efterretningstjeneste ikke længere skal have lov til at operere i den serbiske føderation. Og nå ja, han har også truet med at oprette sin egen serbiske hær (Reuters).
  • Truslerne og situationen i Bosnien-Hercegovina lige nu minder om begyndelsen af 1990’erne, og Bosnien-Hercegovinas fredsaftale er reelt i fare. Men samtidig er det måske også selve fredsaftalen, der har låst konflikten fast. I dagens Helikopter taler vi med Zlatko Jovanovic, balkanekspert og ph.d. med speciale i nationalisme (Helikopter).

Det skal du også vide

Mette Frederiksen har indkaldt til pressemøde. I aften klokken 20.00 har hun nemlig lovet at svare på spørgsmål om de slettede sms’er, som minksagen særligt har kredset om den seneste uge. Mette Frederiksen har tidligere forklaret, at hun er blevet rådgivet til automatisk at slette sms’er på sin telefon efter 30 dage. Men spørgsmålet er, hvem der har rådgivet hende til det, og om der er forsvundet potentielt vigtige sms’er i sagen om de aflivede mink i den forbindelse (DR). Vi følger selvfølgelig pressemødet tæt i aften.

Danske Bank betaler 51 millioner kroner tilbage til tusindvis af kunder. Og samtidig bremser banken sin gældsinddrivelse frem til 2023. Det kommer, efter det i fjor blev afdækket, hvordan it-problemer i Danske Banks inkassosystemer har ført til store fejl ved inddrivelsen af gæld. Problemerne har blandt andet betydet, at nogle gældsramte kunder har betalt for meget tilbage, og det er dem, der nu skal kompenseres. De nye tiltag er blevet annonceret efter en uvildig undersøgelse, som Danske Bank og Finanstilsynet selv har iværksat (Børsen).

Republikaner vinder guvernørvalget i Virginia. Og det kan potentielt betyde, at fremtiden for Det Demokratiske Parti og præsident Joe Biden ser mørk ud. Guvernørvalget i Virginia bliver nemlig set som en indikator for, hvordan både midtvejsvalget og præsidentvalget i 2024 kommer til at gå. Sejren til republikaneren Glenn Youngkin viser, at Det Republikanske Parti kan samle både hardcore Trump-tilhængere og mere moderate republikanere (Berlingske).

Foto: Anders Rye Skjoldjensen

Dagens Zetland-historie

En stor plan for naturen. Det har miljøminister Lea Wermelin. Men planen møder modstand fra mange sider og også i Thy. De ønsker ikke at få en naturnationalpark, og det har blandt andet noget at gøre med deres Porse Guld.


Til sidst vil jeg lige sige, at Hakon Mosbech holder et åbent redaktionsmøde i morgen. Det skal handle om hans vilde serie om skattejagten i dybhavet. Det bliver afholdt i morgen den 4. november klokken 13, og det er virtuelt, så alle kan være med. Du tilmelder dig her.

Tak for i dag!

Merian  Garde Gräs

Med venlig hilsen

Merian Garde Gräs

Helikopter-vært