Rejsen til Mars er menneskets næste store spring. Og du kan komme med

  • 22. juli 2019
  • 15 min.
RAKETFARTFor første gang i mange år er der noget, der rører sig ude i rummet. Og det er ikke denne Space Shuttle Challenger. Den blev nemlig afviklet i 1986. Foto: NASA

Derfor skal du læse denne artikel

For 50 år siden satte mennesket sine fødder på Månen. Derefter skete der ... ingenting. Indtil nu, hvor nogle af verdens rigeste mænd har sat kursen mod Mars. Rumturismen er lige straks ready for liftoff, og du kan komme med. Det kræver kun to ting: en fandens masse penge og godt med dødsforagt.

PER WIMMER KØBTE SIN første billet til rummet i år 2000.

Han havde altid været en eventyrer, så da en bekendt introducerede ham til begrebet rumturisme, reserverede den nyrige investeringsrådgiver straks en plads.

Senere løste han billet hos to andre selskaber for at gardere sig. Han drømte om at blive den første dansker i rummet. Men ét selskab gik konkurs, et andet blev slået tilbage af en frygtelig ulykke, og 19 år senere har Per Wimmer stadig ikke været i rummet.

Opdagelsesrejser

Denne sommer hylder Zetland nysgerrigheden og fylder spalterne med historier om opdagelsesrejser. Over tre uger inviterer vi til at udforske fortællinger om de ukendte veje, de store bedrifter, de afgørende vendepunkter og de lærerige fejl. God fornøjelse.

I årtusinder har mennesket stirret på stjernerne og undret sig over, hvad der var derude. Men hidtil har rummet været lukket land for de fleste af os.

Det kan snart ændre sig. Efter nogle årtier, hvor rumfarten stod stort set stille, er nysgerrigheden igen begyndt at materialisere sig i konkrete initiativer. Nogle drømmer om at skabe et andet hjem for vores art. Andre vil bare gerne nyde udsigten, og det er ikke længere nogen fjern drøm. Efter et par succesfulde tests er Richard Bransons rumfartsselskab Virgin Galactic næsten klar til at sende deres første rumturister af sted. Per Wimmer har billet, og hvis alt går efter planen (hvad rumfart ganske vist sjældent gør), kan danskeren måske komme af sted næste år.

For mig er det det ultimative eventyr,” siger Per Wimmer, som har en fortid hos Goldman Sachs og i dag har sin egen investeringsbank i London.

Jeg har lavet en masse spændende eventyr på Jorden, så hvis man er eventyrer, er rummet det næste skridt. Det driver mig at udleve drømmen og skubbe grænserne, så det kan blive billigere og nemmere for menneskeheden at komme ud i rummet.”

DA NEIL ARMSTRONG for 50 år siden tog et kæmpe spring på menneskehedens vegne, stod det ikke skrevet i stjernerne, at det skulle stoppe dér. Vi havde erobret rummet, nået Månen, og så skulle man tro, at udviklingen ville fortsætte med raketfart. At vi ville blive ved med at skubbe grænserne og udforske det uendelige univers.

I stedet skete der … ikke ret meget. Okay, vi har etableret ISS, Den Internationale Rumstation, i 386 kilometers højde og sendt en masse rumsonder til fjerne planeter. Men ingen mand har været på Månen siden 1972, og 50 år efter Armstrongs kæmpe spring har intet menneske været længere væk end ham.

Forklaringen er, at rumkapløbet ikke først og fremmest handlede om at opdage og udforske, men om at slå Rusland. Og da først sejren var vundet, forsvandt opbakningen til at futte milliarder af dollars af på rumraketter. I de næste år faldt Nasas budget fra 4,4 procent af USAs føderale budget i 1966 til under 0,5 procent i dag.

Raketteknologien har stået fuldstændig i stampe siden 1970,” siger John Leif Jørgensen fra DTU Space. Han er Danmarks eneste rumfartsprofessor.

I 1950’erne og 1960’erne blev der overinvesteret i rumfart, fordi militæret kunne bruge raketterne til grimme ting. Det gjorde, at man kom forud for sin tid. Men siden 1970’erne er der næsten ikke sket noget nyt. Der har ikke været nogen nyudvikling, kun forbedringer af raketterne. Og prisen er stadig så høj, at rummet er næsten utilgængeligt for sådan nogle som os.”

Men i de her år sker der noget. Rige mænd poster astronomiske beløb i private rumfartsselskaber, som er godt i gang med at bryde statsmonopolet på rumrejser og åbne rummet for sådan nogle som os. Eller i hvert fald for de rigeste af os. For hvor 1960’ernes rumkapløb var én stor målekonkurrence med raketter som tonstunge fallossymboler, handler det nye, private rumkapløb primært om de penge, der i de kommende årtier kan tjenes på at sende satellitter, mennesker og andre objekter op. Sekundært handler det om menneskehedens fortsatte overlevelse. Den kommer vi tilbage til.

DER FINDES TO slags rumturisme: den dyre og den virkelig dyre.

Per Wimmer har billet til den første. Suborbital rumturisme, som det kaldes, går ud på at sende en bemandet rumfærge op forbi Kármán-linjen, som er det lidt arbitrære punkt i 100 kilometers højde, hvor man har bestemt, at rummet begynder. Herfra kan rumturisterne nyde udsigten og være vægtløse i nogle minutter, før rumfærgen bliver halet ind til Jorden af tyngdekraften. Det minder lidt om en nytårsraket eller en tur i Det Gyldne Tårn i Tivoli. Hurtigt op, hænge til tørre, hurtigt ned igen. Lige nu synes Virgin Galactic tættest på at kunne sende turister af sted. Skarpt forfulgt af Blue Origin, som er grundlagt af den stenrige Amazon-ejer Jeff Bezos.

Den anden model er at sende rumturister i kredsløb om Jorden. Lidt forsimplet betyder det, at man skyder en rumfærge forbi Kármán-linjen og derefter til siden med så høj fart, at centrifugalkraften opvejer Jordens tyngdekraft.

At sende noget i kredsløb er en langt sværere og dyrere øvelse, som kræver en meget kraftfuld totrinsraket (tænk to raketter oven på hinanden). Alene på grund af prisen har denne type rumturisme noget længere udsigter. Dennis Tito, verdens første rumturist, betalte i 2001 cirka 20 millioner dollars for en tur op til Den Internationale Rumstation, der kredser om Jorden. Til sammenligning står en billet som Per Wimmers i 250.000 dollars.

Men ét er at sende mennesker op til Kármán-linjen eller i kredsløb om Jorden. Noget helt andet er at sende dem til Mars.

DET ER DET, Elon Musk vil. Den 47-årige entreprenør bag Tesla og PayPal er pioneren bag det private rumkapløb. Hans rumfartsselskab SpaceX blev i 2012 den første private virksomhed til at fragte gods ud i rummet for Nasa og skal, hvis alt går efter planen, snart sende amerikanske astronauter af sted (siden USAs Space Shuttle-program lukkede i 2011, har Nasa noget ydmygende måttet leje sig ind på russernes Soyuz-raketter).

Ud over at agere Uber-chauffør for Nasa gør SpaceX sig også i rumturisme. I september sidste år solgte de deres første billet, da den japanske rigmand Yusaku Maezawa betalte et hemmeligholdt beløb for at blive skudt til Månen i 2023 med en raket, der ikke er bygget endnu.

Men den egentlige grund til, at Musk har grundlagt SpaceX, er ifølge Musk selv, at han gerne vil sikre artens overlevelse. Tesla-ejeren kan forestille sig mange måder, hvorpå menneskeheden kan blive udryddet. Supernova-eksplosion, asteroidenedslag, sort hul, klimakatastrofer, aggressive aliens, you name it. Han regner ikke med, at det sker i morgen, men han tror, det sker en dag. Så for at være på den sikre side vil han lave en sikkerhedskopi af menneskeheden på Mars. Mars-kolonien skal bestå af én million mennesker, nok til at føre arten videre, hvis alle jordboerne dør. Musk kalder det en forsikringspolice.

Jeg synes, der er et meget stærkt humanitært argument for at gøre vores civilisation multi-planetær og sikre menneskehedens eksistens i tilfælde af, at der skulle ske noget katastrofalt, hvor ting som fattigdom eller sygdom ville være irrelevante, fordi menneskeheden ville være uddød. Det ville være sådan: Den gode nyhed er, at problemerne med fattigdom og sygdom er blevet løst, men den dårlige er, at der ikke er nogen mennesker tilbage,’” sagde han i et interview i 2014.

Det lyder som science fiction, men lad os lige slå fast, at det er det ikke. Der er ikke noget af det, Musk siger, som ikke kan lade sig gøre. Det understreger Steen Eiler Jørgensen, tidligere formand for Dansk Selskab for Rumfartsforskning og nu underviser på videncentret Science Talenter.

Man kan diskutere, om hans tidsrammer er realistiske, men ikke hans visioner. At kolonisere Mars er så afgjort noget, vi kan, og jeg mener også, det er noget, vi bør,” siger Steen Eiler Jørgensen.

Fordi:

Der er meget mere potentiale i Mars end Månen. Månen er et håbløst sted. Mars er langt federe. Du har vand i undergrunden, som du kan udvinde, og du har et døgn på 24 timer. En månebase vil aldrig kunne blive selvforsynende, men på Mars er der begrundet håb om, at vi kan bygge noget af en vis størrelse, som ikke vil være afhængigt af import fra Jorden. Og har vi først en selvkørende base på Mars, så kan vi bygge dem hvor som helst.”

HVIS DU HAR SET filmen The Martian, hvor Matt Damon dyrker kartofler i gødning af egen afføring i sit lille hab, så har du en idé om, hvordan det vil være at bo på Mars. Mars er kort sagt et nederen sted. Det er en gold og ugæstfri planet med temperaturer ned til 120 minusgrader, livsfarlige støvstorme, livsfarlig kosmisk stråling og en atmosfære så tynd, at du ikke kan trække vejret udenfor uden rumdragt. Så kan det godt være, at Musk på et ikke nærmere defineret fremtidstidspunkt kan lokke med futuristiske indendørsbyer med internet, natklubber, pizzeriaer, restauranter og barer. Men stadig: Hvorfor skulle nogen, for ikke at tale om den million mennesker, Musk forestiller sig, ønske at betale en formue for at bo dér?

Jeg ringede til Christian Ohlendorff Knudsen og spurgte. Christian er en dansk it-konsulent og en af aspiranterne til projektet Mars One, der drømmer om at sende et kuld kolonister til Mars og lave et realityprogram om dem – en drøm, der tabte højdemeter, da profitdelen af Mars One for nylig erklærede sig konkurs. Christian har faktisk også søgt job hos SpaceX engang og vil ikke afvise at blive en af Musks marsmænd, hvis ellers banken vil lægge ud.

Christian siger, at han har tænkt på alt det dér. Kulden. Ensomheden. Indendørsheden. Ikke-at-kunne-trække-vejret-heden. Men:

Det er en afvejning. Der kommer mere godt end skidt ud af det.”

Mennesket har altid været nysgerrigt. Tidligere koloniserede og udforskede vi Jorden. Nu er vi mere eller mindre færdige med at udforske. Rummet er en større hurdle, for det er sgu dyrt, du kan ikke bygge din egen lille kano og sejle ud i verdensrummet. Men udforskningen af rummet er i mine øjne en måde, hvorpå vi med et større perspektiv kan gøre verden til et bedre sted for alle,” siger Christian Ohlendorff Knudsen, der ret Matt Damon-agtigt dyrker melorme og grøntsager i simuleret Mars-jord hjemme i sin lejlighed.

DER ER MANGE hvis’er og måske’er, der skal falde rigtigt ud, før Musks Mars-mission kan lykkes. For det første er det usikkert, om man overhovedet kan overleve den massive mængde kosmisk stråling, man vil blive udsat for på vejen. For det andet er raketten – den såkaldte Big Falcon Rocket (eller på Musk-sprog: Big Fucking Rocket”), der også skal bringe japanske Yusaku Maezawa til Månen – ikke bygget endnu. For det tredje er det frygtelig dyrt, og omkostningerne skal presses laaangt ned, før man kan udbyde billetterne til en pris, der er tilnærmelsesvis realistisk for tilstrækkelig mange mennesker. Musks mål er en billetpris – inklusive returbillet – på godt tre millioner kroner, hvilket han håber at opnå ved at gøre sine raketter mere omkostningseffektive og genbrugelige. Forestil dig, hvor dyr en almindelig flybillet ville være, hvis et passagerfly kun kunne holde til én afgang. Som Steen Eiler Jørgensen siger det:

En Boeing 737 koster 90 millioner dollars. Hvis du kun kunne bruge den én gang, ville en billet måske koste en halv million dollars. I så fald ville det ikke bare være dyrere at tage på charterferie til Gran Canaria. Begrebet charterferie ville slet ikke eksistere.”

Lige nu er Musk dog stadig langt fra sit prismål, påpeger John Leif Jørgensen fra DTU Space. Han ved, hvor dyr en rumrejse til Mars kan være, han er nemlig i øjeblikket med til at designe Nasas næste Mars-robot, som skal lande på den røde planet i 2020.

Bare det at lande sådan en rover på Mars koster næsten tre milliarder dollars. Og det er altså bare en dum rover, som svarer til en Folkevogn Up. Prøv at forestille dig, hvad en hel indendørs landsby vil koste at få derop. Elon tager ikke fejl i, at det kan lade sig gøre. Men det bliver ikke til næste år,” siger professoren.

Ligesom de fleste eksperter tror han ikke en meter på Musks tidsplan, som sigter efter at sende de første kolonister til Mars i 2024.

Jeg tror, vi får de første mennesker til Mars i midten af 2030’erne, og en koloni kan tidligst tænkes ti år senere. Teknologien er der ikke endnu, og strålingen er for kraftig. Han vil slå sine folk ihjel.”

SELV MENER ELON MUSK IKKE, at strålingen er en big deal. Det samme gælder Steen Eiler Jørgensen. Den tidligere formand for Dansk Selskab for Rumfartsforskning mener, at en øget kræftrisiko på måske op til 20 procent” er inden for det acceptable.”

Ifølge Steen Eiler Jørgensen er det i høj grad takket være Elon Musk, at der i dag er en grøde i rumfarten, som ikke har været der i mange år”.

Grunden til, at rumfart har stået i stampe, er, at det i mange år var noget, som var forbeholdt nationer, og når opbakningen til rumeventyr forsvinder, holder regeringer op med at prioritere det. Vi er en del, som har været dybt frustrerede over, at der ikke er sket noget med rumfart de sidste 30 år. At vi ikke for længst har byer på Månen. Så når Musk skærer igennem og siger, at hvis det offentlige ikke vil, må vi gøre det selv, så går det rent ind hos rumentusiaster,” siger han.

Rumfart er båret af en fremtidsoptimisme. Den opstod i 1950’erne og 1960’erne, hvor alle var entusiastiske og håbefulde omkring fremtiden. Alle talte om fremtidens byer, biler, toge, huse og mad. Men så holdt vi op. Vi holdt op med at drømme om fremtiden. SpaceX er med til at give nyt håb til dem, der altid har set fremtiden som et lidt mere spændende, ønskværdigt og interessant sted.”

SpaceX har været med til at bane vejen for Virgin Galactic, Blue Origin og en række andre private rumfartsselskaber, der vil have en bid af universets kæmpemæssige kage. Og den private konkurrence har kickstartet udviklingen af raketteknologien efter årtiers stilstand og åbnet rummet for virksomheder og mindre nationer, der vil have opsendt satellitter og andet gods.

Og for Per Wimmer ser det ud til, at den dag, han har ventet på siden 2000, nærmer sig. Den danske millionær mingler ofte med rumfartens pinger og er blandt andet blevet gode venner med Buzz Aldrin, som for 50 år siden blev den anden mand på Månen, lige i hælene på Neil Armstrong. Per Wimmer drømmer om at gå i Buzz’ fodspor mod det uendelige univers.

Mit ultimative mål er at komme op til Månen og plante Dannebrog dér, hvis det er teknisk og økonomisk muligt,” siger han.

Inden da er der lang vej. Den suborbitale rumturisme er næsten ready for liftoff, men det ydre rum bliver næppe overrendt med turister lige foreløbig. Og i den overskuelige fremtid vil rumturismen være forbeholdt de rigeste rige. Men der er noget, der rører sig ude i rummet. For første gang siden Neil Armstrongs kæmpe spring lader det til, at menneskets største opdagelsesrejse – i mere end én forstand – er over os. Måske er det næste store spring lige rundt om hjørnet.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem