Folketinget vil suge Nordsøen tom for olie og gas. På ét punkt er det faktisk godt for klimaet

  • 4. juni 2019
  • 17 min.
DET SORTE GULD_Udvindingen af olie og gas fra Nordsøen har til og med 2018 bidraget med 439 milliarder kroner til Danmarks statskasse. Illustration: Jørgen Stamp for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Mens forskerne siger, at vi skal lade næsten alle resterende forekomster af olie og gas forblive i undergrunden for at afværge de værste klimaforandringer, går vores politikere modsat til værks. De hælder milliarder af støttekroner i Nordsøen i håbet om at øge udvinding og fortjeneste. Politikerne retfærdiggør indgrebet ved at pege på, at danskproduceret olie udleder færrest drivhusgasser.

Ikke bare én, men hele fire gange blev vores folkevalgte i denne regeringsperiode tvunget til at vælge imellem Danmarks fremtid som en råstofnation eller unikt grønt foregangsland.

For hele fire gange skulle politikerne beslutte, hvorvidt Danmark skulle reducere eller øge jagten på de sidste dråber olie og kubikmeter gas. Hele fire gange skulle de tage stilling til, hvorvidt Danmark ville udfase olie- og gasudvindingen eller holde liv i den fossile udvinding.

Valgte politikerne det sidste, ville de dermed bidrage til en fortsat fodring af verdensmarkedet med selvsamme produkt, hvis afbrænding er skyld i klimaforandringerne. De forandringer, som betyder, at vi i forhold til postindustrielt niveau har udsigt til en tre grader varmere klode ved udgangen af dette århundrede. En forandring, der blandt andet betegnes som værende:

Den største udfordring for menneskeheden nogensinde,” som det eksempelvis lød fra statsminister Lars Løkke Rasmussen til et statsministermøde om Danmarks klimapolitik, jeg overværede i marts.

Trods statsministerens udmelding valgte alle partier med undtagelse af Alternativet og Enhedslisten i denne forgangne regeringsperiode at bakke op om samtlige tiltag til, at Danmark suger alle kendte, lukrative forekomster af olie og gas op.

Disse fire valg blev truffet således:

  • I marts 2017 udarbejdede regeringen med flertallet i ryggen en ny Nordsøaftale, der giver skatterabatter i en syvårig periode til olie- og gasselskaber. Oveni bevilgede politikerne 3,5 milliarder kroner i indirekte støtte til Maersk Oil for at genopbygge de platforme, der er nødvendige for at holde gang i gasproduktionen i det logistisk vigtige knudepunkt kaldet for Tyrafeltet.
  • I januar 2018 valgte V-LA-K-regeringen at overdrage alle Maersk Oils eneretsbestemmelser i Nordsøen og et unikt løfte imod skattestigninger helt frem til 2042 til den nye ejer af Maersk Oil, det franske selskab Total. En så lang periode kendes ikke fra andre olie- eller gasnationer. Denne politiske godkendelse af skattestoppet overdraget Total betyder også, at alle efterfølgende regeringer de næste 24 år er forhindret i at ændre så meget som et komma i denne aftale. De er altså forhindret i at ændre noget ved, hvor meget vi som samfund vil kræve ind i indtægter ved fortsat udvinding. Skattestop-fritagelsen stipulerer altså dermed øget udvinding.
  • I marts 2018 gav regeringen med et flertallet tilladelse til den ottende udbudsrunde af nye koncessioner til olie- og gasudvinding i Nordsøen.
  • I april 2019 stemte et flertal med undtagelse af Alternativet og Enhedslisten imod en plan for afvikling af olie og gas over en periode på ti år.

Fælles for disse fire beslutninger er, at et politisk flertal reelt har parkeret Danmarks egen klima- og energipolitik på sidelinjen. I stedet bliver det geopolitiske tilfældigheder og markedskræfterne, der vil diktere den reelle slutdato for olie- og gasudvindingen i Nordsøen.

Nogle prognoser peger på, at den dato hedder år 2035. Årstallet knytter sig til et estimat baseret på dels det nuværende tempo af olie- og gasaktiviteterne i Nordsøen, dels kendskabet til mængden af tilbageværende profitable råstoffer. Men formentlig kan dette årstal strækkes. I så fald er der udsigt til, at den danske gas- og oliealder slutter omkring 2045.

Forlængelsen af oliejagten i Nordsøen hænger sammen med, at oven i skatterabatterne har politikerne givet over en milliard kroner til et forskningscenter hos DTU. Et center målrettet forbedret olie- og gasteknologi. Helt konkret forskning, der skal holde gang i Nordsøen i længst mulig tid ved at forbedre teknikken til at få fat i de allersidste svært tilgængelige lommer olie og gas.

Ifølge mange grønne ngo’er samt Alternativet og Enhedslisten burde Danmark i stedet have været den første nation, der lod de kendte oliereserver forblive i jorden.

Et sådant fravalg har særligt Danmark råd til. Holder Danmark den nuværende kurs, er der helt frem til 2075 udsigt til et gennemsnitligt overskud på den offentlige saldo på 20 milliarder kroner om året, viser vismandsrapporten fra foråret 2018.

I det regnestykke indgår forventede indtægter fra Nordsøens lommer af olie og gas. Råstofjagten herfra har allerede i over tre årtier pumpet over 430 milliarder af vigtige kroner ind i den danske velfærdsøkonomi, men der er vel at mærke tale om faldende indtægter.

En årsag til de færre indtægter er, at det praktisk talt bare er mere besværligt at udvinde de resterende forekomster af gas og olie klemt inde i Nordsøens porøse kridt- og kalklag dannet for mere end 60 millioner år siden, da der stadig spankulerede dinosaurer rundt.

En anden årsag er, at verdenspriserne på olie og gas er faldet i de senere år. Indtægterne toppede formentlig derfor i 2008. Nordsøolie og -gassen bidrog i dette år med hele 36 milliarder kroner til den danske statskasse. Men i 2017 var tallet nede på blot omkring 5 milliarder kroner. Året før var det endnu værre. Da var gevinsterne fra den sorte energi formindsket til 1,6 milliarder kroner, hvormed beskatningen af olie og gas udgjorde kun 0,2 procent af de samlede danske skatteindtægter.

Vi tjener altså efterhånden mindre på vores olie og gas – samtidig med at klimaforskere verden over mindeligt beder om, at vi efterlader ressourcerne i undergrunden. Fra et klimasynspunkt kunne sagen dermed se meget enkel ud:

Regeringen har de seneste år gjort skade på klimaet ved at fortsætte udvindingen. Men helt så enkelt er det faktisk ikke.

Måske, opdagede jeg undervejs i min research, har regeringen faktisk gjort klimaet en tjeneste – i hvert fald på den korte bane.

SKIBET ER LADET MED_Danmark råder over 55 platforme fordelt på 19 olie- og gasfelter godt og vel 220 kilometer ude i farvandet ud for den jyske vestkyst. Olien herfra bliver bearbejdet på raffinaderier i Fredericia og Kalundborg. Foto: Christian Ringbæk, Ritzau Scanpix

Lad os se på de positive effekter – for der er immervæk også nogle negative. Konkret har den danske olieproduktion traditionelt set årligt udgjort cirka 0,2 procent af den globale olieproduktion. Gasproduktionen er nede på cirka 0,1 procent i forhold til klodens samlede produktion.

Der er altså tale om bitte mængder i det samlede globale produktionsbillede. På den anden side anbefaler FNs klimapanel, at samtlige tiltag, der kan føre til udledninger af færre drivhusgasser, bør tages i kraft. Med andre ord: Kan en nation nedskalere eller stoppe med produktionen af fossile brændselskilder, så er det hensigtsmæssigt. Som udgangspunkt.

For følger de danske politikere den ordlyd helt bogstaveligt, og indfører de et forbud mod produktionen i den danske del af Nordsøen, er det næppe sådan, at Danmark dermed har gjort sit for, at atmosfæren bliver belastet med færre drivhusgasser. Altså helt præcist en mængde færre drivhusgasser svarende til den mængde olie og gas, som Danmark traditionelt set har forsynet verdensmarkedet med. Det vil sige de 0,2 procent olie og 0,1 procent gas årligt.

At klimagevinsten umiddelbart udebliver, hænger sammen med verdensmarkedets mekanismer. Et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. De procentsatser, Danmark har forsynet markedet med, ville formentlig bare blive dækket ved produktion i andre nationers olie- og gasfelter.

Det vil sige, at andre lande sandsynligvis vil forøge deres produktion for at mætte det fossile behov, der opstår på verdensmarkedet, hvis Danmark formindsker eller stopper med sin produktion af fossile brændsler.

At det forholder sig sådan, hænger blandt andet sammen med, at verdensmarkedet stadig efterspørger sort energi i et nærmest umætteligt omfang. Se blot denne graf, der spænder over tre årtier:

Elsektoren tegner sig for over en tredjedel af CO2-udledningerne fra den samlede energiproduktion, men den grønne omstilling mangler at slå igennem. For godt nok falder olieforbruget, men det sker på bekostning af øget gasforbrug og et stabilt forbrug af kul.

Trods den grønne omstilling med massiv udrulning af særligt vindmøller og solceller udgør de fossile brændstoffer såsom olie og gas stadigvæk hovedkilderne bag klodens samlede energiproduktion. Sådan er det i dag – og sådan er der udsigt til, at det vil være de næste 10-20 år.

Forsvinder de danske olie- og gasprodukter fra den globale hylde med fossile brændstoffer, forbliver efterspørgslen formentlig den samme. En anden olie- og gasproducerende nation vil blot udfylde behovet, som Danmarks gas- og olieudvinding hidtil har mættet. Og netop det skift vil faktisk være ekstra skidt for klimaet, har særligt Venstre påpeget som argument for den fortsatte udvinding.

Argumentet hænger sammen med, at selv om et andet land producerer præcis samme tønde olie eller kubikmeter, vil det være bedst for klimaet, hvis disse fossile brændstoffer er hevet op af den danske undergrund. Danmarks olie- og gasproduktion er nemlig klodens mest effektive.

Det betyder, at Danmarks fossile udvinding er den med det laveste CO2-aftryk. Når borebisser i dansk undergrund jager fossile brændstoffer, udledes der dermed færre drivhusgasser end tilsvarende boringer i andre råstofnationer.

Selv i forhold til en mere erfaren og større olienation som Norge er fossile brændstoffer fra Danmark mindre klimabelastende. Altså bedre i den forstand, at forbruget af fossile brændsler i alle tilfælde er skadelige for klimaet, men selve produktionen af dem er mindre klimabelastende, når produktionen har fundet sted i Danmark.

Bonusinfo. Fire-fem procent af de totale udledninger af drivhusgasser stammer globalt set alene fra at finde råolie i undergrunden, hive den op og raffinere den. Kilde: Adam Brandt og Mohammad Masnadi fra Stanford University i Californien.

Lad os tage et konkret eksempel. Danmark pumpede sidste år 6,6 millioner kubikmeter råolie op fra Nordsøen. Arbejdet med indvindingen, transporten og raffineringen af denne råolie belastede atmosfæren. Arbejdet medførte helt præcist en belastning i form af 794.000 tons af det, man på fagsprog kalder CO2-ækvivalenter. Disse ækvivalenter er en samlet betegnelse for al belastning fra de forskellige drivhusgasser omregnet og udtrykt i belastningen fra drivhusgassen CO2.

Brugen af sort energi er altså i sig selv en kilde til drivhusgasudledninger. Men produktionen af sort energi er også en massiv kilde til drivhusgasudledninger. I tilfældet med de danske 6,6 millioner kubikmeter olie har produktionen så medført en klimabelastning på 794.000 tons CO2-ækvivalenter. Var samme mængde råolie produceret i Norge, ville belastningen være næsten dobbelt så skadelig for klimaforandringerne. Samme mængde råolie ville nu belaste atmosfæren med 1.355.943 tons CO2-ækvivalenter.

Hvis Danmark køber og anvender olien produceret her til lands, er klimaregnskabet altså væsentligt bedre, end hvis præcis samme mængde brændstof var importeret fra Norge.

Hvis vi skal købe præcis den samme mængde olie, fordobler vi faktisk verdens klimabelastning,” påpegede energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt fra Venstre på Christiansborg den 29. april under debatten om en afvikling af olie- og gasjagten.

57

procent mener ikke, at politikerne gør nok for at nedbringe Danmarks CO2-udledning. Kilde: Epinion for DR med data indsamlet i perioden 29.-30. maj 2019.

Lars Christian Lilleholt har via sine pressefolk afslået et interview. Ligeledes har finansminister Kristian Jensen fra Venstre. Min chefredaktør Lea Korsgaard interviewede dog finansministeren i slutningen af april.

Anledningen for det interview var, i hvor høj grad ministeren og Finansministeriet tager højde for de miljø- og klimamæssige effekter af den førte politik.

Lea Korsgaard indflettede to spørgsmål om, hvorfor V-LA-K-regeringen valgte at uddele en ekstraordinær skatterabat for at kunne fortsætte olie- og gasudvindingen i Nordsøen. Altså vel at mærke på et tidspunkt, hvor vi skal omlægge vores energiforbrug til at blive mere grønt.

Her pegede Kristian Jensen på de rekordlave udledninger ved de danskproducerede fossile brændsler.

Så lang tid verden stadig bruger olie og gas, vil jeg hellere have, at den olie og gas er produceret med en så lav CO2-belastning som muligt. Derfor synes jeg, det er rigtigt at nyttiggøre de ressourcer, vi har ude i Nordsøen. Den offentlige økonomi bliver styrket i at ressourcerne bliver hentet op samtidig med, at vi forsøger at reducere olie og gas generelt,” sagde finansminister Kristian Jensen.

3,3

er Danmarks såkaldte ‘carbon intensity’. Tallet angiver CO2-belastningen ved at hente olie op til overfladen. Det er klodens bedste. Til sammenligning har Algeriet og Venezuela en CI-belastning på over 20.

Udlægningen af, at danskproduceret olie er mindre klimabelastende end andre nationers, er både Mogens Rüdiger, professor mso ved Aalborg Universitet med speciale i politisk regulering og energihistorie, og videnskabelig chefrådgiver i den grønne tænketank Concito Torben Chrintz enige i.

Det lyder bizart, at mere dansk olie og gas er til gavn for klimaet, men det er faktisk logisk. Læg hertil, at ved at opretholde den danske olie- og gasproduktion opstår der heller ikke nogen risiko for, at det lille hul i markedet ved et dansk produktionsstop vil lede til brugen af andre mere skadelige fossile brændsler end netop olie og gas. Eksempelvis kul og planteolie, der er langt mere skadelige for både klimaet og miljøet end olie eller gas.

Forlængelsen af produktionen af særligt dansk gas er ifølge Mogens Rüdiger og Torben Chrintz specielt at foretrække, fordi alle andre fossile alternativer er langt værre.

Videnschef Torben Chrintz vil allerhelst ty til en analogi, som måske er mere håndgribelig, hvis man ikke lige har sin vante gang med begreber inden for den fossile energihandel.

Han sammenligner Danmarks produktion af gas i Nordsøen med dansk svineproduktion.

Hvis vi legede, at vi i klimaets navn forbød produktionen af svin i Danmark, ville det globale forbrug af kød jo heller ikke falde. Prisen på svinekød overordnet set vil måske stige en bitte smule. Denne prisstigning ville så få andre landmænd i andre lande til at øge produktionen af svin hos dem, eller også ville salget af oksekød måtte stige en smule. Og ligesom et øget forbrug af kul i stedet for gas er et øget forbrug af oksekød frem for svinekød også en større klimabelastning.

Ved at der mangler dansk svinekød på et marked med samme behov for kød, kan det også være, at nogle i højere grad tyer til oksekød for at få dækket deres behov. Et dansk forbud mod svineproduktion vil dermed faktisk forværre klimaet. Tilsvarende med dansk forbud mod olie- og gasproduktion, som vil kunne lede til øget forbrug og produktion af kul og planteolier til skade for klimaet og miljøet,” siger Torben Chrintz.

Den eneste effekt ved at stoppe indvindingen fra Nordsøen vil derfor mere ligge i signalværdien. Det er måske mest et moralsk spørgsmål.”

Dét er dilemmaet, og hvordan man ser på det, er måske også et politisk spørgsmål. Men selv hvis det vitterligt drejer sig om en signalværdi, er det i sig selv en værdi, man ikke bør undervurdere, mener Annasofie Flamand fra mediegruppen under den danske afdeling af klimabevægelsen Extinction Rebellion.

CIVIL ULYDIGHED_Mandag i denne uge blev 11 aktivister fra Extinction Rebellion anholdt af politiet, da de blokerede for transporten af fossile brændstoffer på oliehavnen i Aarhus som en protest imod Danmarks fortsatte forbrug af samt udvinding af olie og gas. Foto: Extinction Rebellion

Extinction Rebellion er en bevægelse, hvis aktioner angives som en af de udslagsgivende faktorer for, at det britiske parlament onsdag den 1. maj besluttede at erklære national klima- og biodiversitetsnødstilstand efterfulgt af det irske parlament den 9. maj.

Vi er nødt til at begynde at tænke helt anderledes, hvis vi skal ændre den nuværende katastrofekurs. Danmark er et lille og rigt land og har derfor lettere ved at omstille sig. Vi har muligheden og ansvaret for rent faktisk at blive et foregangsland. Tankegangen om, at vi skal fortsætte som hidtil, fordi alle andre gør det, er, som den tidligere generalsekretær Ban Ki-moon sagde, en global selvmordspagt’,” siger Annasofie Flamand.

Ifølge en opgørelse fra Energistyrelsen forventer Danmark at suge 135 millioner kubikmeter olie og 59 milliarder kubikmeter naturgas op fra undergrunden. Det samlede CO2-indhold herfra ligger på 500 millioner tons. Hvis klimaaftalen skal lykkes for kloden, har alle nationer tilsammen råd til fortsat at udvinde og futte olie og gas af svarende til 393 milliarder tons CO2. Overskrider vi denne tærskel, er det mere eller mindre umuligt at nå klimaaftalens bedste mål om en temperaturstigning på kun 1,5 grader.

Bonusinfo. Verdens oliereserver rækker til 50,2 års uændret produktion, og der bliver løbende påvist nye reserver.

Kilde: BP Statistical Review of World Energy

Umiddelbart er der jo langt fra de danske 500 millioner tons CO2 i forhold til de globale 393 milliarder tons CO2. Men hvis man fordeler milliarderne ligeligt på alverdens lande og deres befolkningstal, ryger Danmarks resterende CO2-budget ned på 282 millioner tons. Ifølge det regnestykke er nordsøreservernes CO2-indhold altså 1,8 gange større, end hvad vi i Danmark kan tillade os at udlede, når klimabyrden fordeles ligeligt over alle lande.

Vi skal simpelthen have gjort op med politikernes manglende handling og business as usual. Vi skal normalisere tanken om, at vi bliver nødt til at ændre vores økonomiske system, hvis ikke vi vil videregive en døende planet til vores efterkommere,” siger Annasofie Flamand fra Extinction Rebellion.

Politikernes argument er omvendt, at olie- og gasindtægterne er nødvendige for den grønne omstilling herhjemme. Helt præcist i form af forskning til vedvarende energikilder og energieffektivitet. Det, forskerne finder ud af, kommer desuden andre lande til gode ved vidensdeling og grønnere teknologier.

Argumentet om, at oliepenge kan fremskynde den grønne omstilling, har blandt andet været fremført af SF og Radikale Venstre, hvis udtalte ambitioner på klimaets vegne kan siges umiddelbart at harmonere ret skidt med deres opbakning til de fire beslutninger i denne regeringsperiode. Stefan Gaarsmand Jacobsen mener, der er tale om et figenblad. Han er lektor i transnational historie ved RUC og forfatter til den peerreviewede forskningsbog Climate Justice and the Economy.

Nye indtægter fra fossile brændstoffer bør slet ikke være noget, man kalkulerer med, hvis man har underskrevet Paris-aftalen,” siger Stefan Gaarsmand Jacobsen og anslår, at pengene til den grønne omstilling nærmer sig pyntegrønt.

Regeringen har nemlig slet ikke øremærket eller garanteret en eneste krone fra olie- og gasindtægterne til investeringer eller forskning i vedvarende energi eller CO2-negative initiativer de næste 20-30 år. Disse indtægter kan altså meget vel ende med at blive brugt på noget helt andet såsom pensionsaftaler, flere motorveje, eller hvad nyere regeringer måtte hitte på.

Det er altså ikke et argument, der holder, og det lader ikke til at hænge sammen økonomisk,” erklærer Stefan Gaarsmand Jacobsen.

SLAGET OM UNDERGRUNDEN_Extinction Rebellion mener, at tiden er kommet til at udøve civil ulydighed som en sidste udvej i kampen for omgående klimahandling og som påmindelse om, at Danmark er blandt medunderskrivere på klimaaftalen fra klimatopmødet i Paris. En aftale, der bygger på videnskabelig forskning, der viser, at mindst 80 procent af de kendte forekomster af olie, gas og kul ifølge FN’s klimapanel bør forblive i undergrunden. Foto: Extinction Rebellion

En af de forskere, som ellers kunne nyde godt overordnet set af indtægterne fra Nordsøen, der ville dryppe ned på hans fakultet, er Brian Vad Mathiesen. Han er professor ved Institut for Planlægning ved Aalborg Universitet med speciale i opbygningen af fremtidens bæredygtige energisystem.

I offentligheden har Brian Vad Mathiesen indtil nu ikke markeret sig som modstander af politikernes fire beslutninger om at forlænge olie- og gasproduktionen i form af særligt den reviderede Nordsøaftale og lovningen på skattestoppet helt frem til 2042 via den såkaldte kompensationsaftale til franske Total. Ja, altså så længe aftalen ikke giver tilskud til fossile brændstoffer eller forringer Danmarks generelle ambitionsniveau for den grønne omstilling. Sådan har det lydt offentligt fra Aalborg-professoren. Indtil nu.

Foreholdt dele af Zetlands research hæfter professoren sig i dag ved, at et folketingsflertal med skatterabatten reelt har ydet et tilskud eksempelvis på 3,5 milliarder kroner til nedrivning og genopbygning af infrastruktur til fossile brændstoffer – endda til et enkelt firma i form af Maersk Oil.

De har lavet særregler for at lette omkostningerne ved udvinding af fossile brændsler. Man bør overveje, i hvor høj grad sådan noget bør ske,” siger Brian Vad Mathiesen.

Han fremhæver, at hvis Folketinget havde indført tilsvarende ordninger i andre sektorer, kunne det reelt have rykket Danmark i en markant grønnere retning og nedbragt vores eget forbrug af olie og gas.

Eksempelvis ved renovering af vores boliger og bygninger, som så ville kunne klare sig permanent med rundt regnet 30-40 procent færre fossile brændsler til opvarmning. Dét træk ville have battet noget på Danmarks CO2-aftryk.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem