Lad os igen tage det megalange lys på i politik og forskning, siger Eske Willerslev. “Det er her, magien opstår”

SKÆVTNår de ekstreme, forsimplende stemmer får mikrofonen, har videnskaben trange kår i debatten, siger Eske Willerslev. Alle fotos: Jonas Pryner for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Vi lever i de små rums tid, hvor valgkampen handler om kommaer, og politik lukker sig om sig selv. Sådan lyder det nu fra stjerneforskeren Eske Willerslev. Han advarer mod, at vi i dag lytter mere til populisten end til videnskabsmanden – og at tidens små rum presser demokratiet, forskningen og vores daglige liv. Men hvis vi følger en anden vej, siger han, er mulighederne uendelige.

Lad os begynde med mysteriet.

Det handler om valgkampen.

Lige nu koger dansk politik. Påstande og udmeldinger hvirvler gennem medierne. Politikerne skyder på hinanden med hver deres udgave af sandheden. I den eksplosion kan det være svært at gennemskue, hvad der er rigtigt og forkert. Hvad er fakta? Vil Lars Løkke bruge 69 milliarder eller 20 milliarder på velfærd? Er Socialdemokratiets klimaplan faktisk realistisk? Stiger eller falder nydanskeres kriminalitet?

I det kaos har vi brug for hjælp. Vi har – lyder det igen og igen fra politikere og eksperter – brug for videnskaben. Videnskaben må hjælpe til at give nuancerede svar på, hvad der er op og ned. Forskerne må uvildigt sige, hvad der er fakta og løgn. Hjælpe til at navigere i strømmen af politikerpåstande.

Det fører os til mysteriet.

For hvorfor indtager forskeren så ikke en hovedrolle i debatten? Hvorfor giver medierne i stedet ofte mikrofonen til videnskabens modsætning – til de simple svars stemme, populisten?

Som en af landets fremmeste forskere, Eske Willerslev, siger:

Alle siger, at videnskaben skal fortælle, hvad der er fakta og fake news. Men realiteten er, at vi lytter mere til populisten end til forskeren.”

Sådan begynder mysteriet. Men bagved ligger en endnu større historie. Vi kan kalde den Mysteriet om Valgkampen og De Små Rums Tyranni.

Bonusinfo. Efter valgets første dage var Rasmus Paludan den politiker, der havde fået tredjemest medieopmærksomhed. Kilde: Detektor.

Kapitel 1: Videnskaben og de små rum

Eske Willerslev er noget af det tætteste, vi kommer på en stjerneforsker herhjemme.

Siden sine unge år har han gjort opdagelser inden for menneskets forhistorie, der har givet genlyd internationalt. Hvordan har mennesket vandret over kloden for tusinder af år siden? Hvilke nye sandheder gemmer sig i en mammuts dna? Forskningen er publiceret i verdens førende tidsskrifter, fra Nature til Science, han har modtaget en forpustende mængde priser, og til daglig er han professor på University of Cambridge og Københavns Universitet, hvor han leder Centre for GeoGenetics. Han er eventyrer og har levet som både pelsjæger og indianer.

Eske Willerslev er værd at lytte til. Og lige nu er han bekymret. I disse år bliver store dele af vores liv klemt ned i små, pressede rum, siger han. Det er dybt skadeligt. De små rum dominerer moderne politik og valgkampen, mange afkroge af samfundet og af vores private liv. De præger også hans eget felt, forskningen. Så lad os begynde der.

Presset på forskningen i Danmark er blevet så massiv, at hvis Eske Willerslev var blevet færdiguddannet i dag, ville han nok ikke have valgt at blive forsker.

Hvis jeg stod i dag og havde færdiggjort min ph.d., ville jeg nok ikke vælge den vej,” siger han.

Presset kommer flere steder fra, siger Eske Willerslev. For det første er forskeres ytringsfrihed under angreb. Videnskabsfolk underlægges tavshedsklausuler, så de ikke må udtale sig om deres forskning. Den såkaldte Gyllegate er det mest kendte eksempel: Landbrugsminister Eva Kjer Hansen fremlagde tal i Folketinget, der byggede på uafhængig forskning. Men hun brugte forvrængede udgaver af tallene – og forskerne måtte ikke selv udtale sig om de korrekte tal, altså om deres egen forskning. Sagen kostede ministeren jobbet.

Men tendensen er større end en enkelt sag, mener Willerslev. Nogle forskere føler, de bliver presset til at komme med bestemte resultater. Andre tør slet ikke deltage i den offentlige debat af frygt for konsekvenserne, siger han.

Det hænger sammen med et andet pres: fyringsrunder. Flere fyringsrunder har ramt universiteterne de seneste år.

Folk føler, at det er dem, der ytrer sig kritisk, der ryger i fyringsrunderne. Det betyder, at mange sidder med en skræk for at sige noget,” siger Willerslev.

Samtidig fylder penge mere og mere i forskningen. Det er blevet afgørende, at du er god til at skaffe finansiering udefra.

Der bliver sat fuldstændigt lighedstegn mellem, om du er en god forsker, og hvor mange penge du får. Og der vil jeg bare sige, at de to ting er ikke korreleret,” siger han.

Endelig har en lovændring gjort ledelsesstrukturen på universiteterne mindre demokratisk, så det med Willerslevs ord er ren top-down-ledelse”.

Universitetet er kommet til at handle om penge og om magt. Man har glemt det, der i virkeligheden er universitetets kernefunktioner: forskning og undervisning.”

SIKKERHEDDet er ret exceptionelt i international sammenhæng, at danske professorer kan fyres ganske nemt, siger Eske Willerslev. I flere andre lande har fastansatte forskere en sikkerhed i ansættelsen – tenure – som giver tryghed til for eksempel at udtale sig frit om sin forskning.

For nylig kom det frem i Politiken, at fem internationale topforskere, med Willerslev i spidsen, i et halvt år har forsøgt at slippe væk fra Københavns Universitet. Det førte til, at videnskabsminister Tommy Ahlers måtte gribe ind af frygt for, at de ville flytte deres forskning til udlandet. Nyheden kom efter mit interview med Willerslev, så han taler her ikke konkret om konflikten.

Han taler til gengæld med store bogstaver om et mere generelt pres på forskningen. Konsekvenserne af det pres – fyringsrunder, ytringsfrihed, penge – er mange.

Det bliver mindre og mindre attraktivt at være forsker. Det skyldes blandt andet usikkerheden og tabet af prestige og indflydelse på jobbet, siger han. Det er én grund til, at han siger, han nok ikke ville have valgt forskningen, hvis han blev færdiguddannet i dag.

Samtidig kan undervisningen og forskningen tabe kvalitet. Dels fordi forskerne bruger så meget af deres tid på at søge penge. Dels fordi pengene er så skævt fordelt – dermed bliver forskningen og undervisningen drevet i én bestemt retning. Desuden skal forskningen i stigende grad producere meget målrettede, brugbare resultater. Forskeren skal kunne sige, at opdagelse a vil føre til b, som så kan bruges til at producere c.

Men det er fuldstændig afkoblet virkeligheden i grundvidenskab,” siger Willerslev. Grundvidenskab er i høj grad baseret på, at du nærmest tilfældigt opdager noget. Forskeren ved typisk ikke, hvad han sidder med til at starte med. Han er drevet frem af sin nysgerrighed – ikke af at a fører til b.”

Eske Willerslev nævner sin egen forskning. I ni år havde han gransket menneskets vandringer i forhistorisk tid. Så pludselig en dag ser han noget mærkeligt.

Vi opdager nogle vilde migrationsmønstre. Folk forsvinder, og nye kommer til,” siger han.

Han og hans forskergruppe begynder at undersøge nogle ældgamle skeletter. Og her finder de et katalog over, hvordan bakterier og virus har udviklet sig over tusinder af år.

Og det kan du bruge til faktisk at sige noget om, hvad der kommer til at ske med infektioner i vores tid, fremadrettet. Det er megavigtigt. Men det tog ni år, ja, hvor jeg egentlig lavede noget andet, og så pludselig kom opdagelsen – tilfældigt, drevet af nysgerrighed, men med stor betydning for menneskers ve og vel,” siger han.

Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at forskningen ville blive brugt til sådan noget. Men sådan er grundforskningens vilkår.”

Eske Willerslev peger rundt i sit kontor. (Og ja, hvis du troede, at eventyreren Willerslevs kontor ligner noget fra Indiana Jones, så … har du ret: et gulnet kranie, mystiske figurer skåret i træ, et dyreskind, smykker fra fjerne afkroge af kloden, en gammel Underwood-skrivemaskine). Han peger på lampen. Bøgerne. Stolen. Alt her kan kædes sammen med en grundvidenskabelig opdagelse, siger han.

Problemet er, at politikerne virker til at have meget svært ved at forstå grundvidenskabens natur. Og det er et problem. For det er grundvidenskabelige opdagelser, vi som samfund skal leve af i fremtiden,” siger Willerslev.

Vi har trukket en økonomimodel hen over forskningens verden. Den model egner sig godt til den private industri, men mindre godt til grundforskningens mål om at udvide vores forståelse og dele information frit mellem hinanden.”

Når Eske Willerslev forsker på Cambridge, taler han nogle gange med kollegerne om Fred Sanger. Sanger var en genial videnskabsmand. Han fik to nobelpriser og gjorde vigtige opdagelser om blandt andet insulin og dna. Hvordan ville Fred Sanger egentlig klare sig i dag? Han ville aldrig været blevet til noget som helst, lyder konklusionen fra Willerslev og kollegerne.

Sanger udgav måske 30 publikationer i et helt liv. Det er næsten, hvad jeg skal producere om året. Men to af Sangers artikler er noget af det vigtigste, der nogensinde er lavet. Og hvad er så vigtigst: en som mig, der sidder og masseproducerer, eller at lave noget, der virkelig batter?”

Forskningen er, siger Willerslev, blevet indskrænket til et snævert, presset rum. Målrettet, fra a til b, styret af penge, anvendt til industrien, med stigende produktionskrav og indskrænket ytringsfrihed. Det er et rum af øget kontrol. Det er et rum med regler og lavt til loftet. Willerslev skal huske at fotokopiere sine kvitteringer og sende dem til regnskabsafdelingen til tiden. Det er et rum uden plads til grundforskningens frie nysgerrighed og tilfældige opdagelser.

Kapitel 2: Valgkampen og de små rum

Eske Willerslev har brugt sit liv på at arbejde med de helt store linjer. Hvordan mennesket udviklede sig og bevægede sig rundt på kloden. De store spørgsmål om, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Så hvad ser han, når han følger valgkampen lige nu og her?

Kommaer. Eske Willerslev ser kommaer.

Vi står med nogle kæmpestore verdensomspændende udfordringer – klimaforandringer, migrationsstrømme – men den politiske debat er så fucking lokal. Man diskuterer kommaer. Debatten foregår helt herinde,” siger han og holder hænderne op, så de former en lille æske.

Lars Løkke og Mette Frederiksen skyder løs på hinandens udspil. Laver obskure regnestykker for at finde fejl eller negative konsekvenser hos hinanden. Vi debatterer, hvad vi vil spare ved at hyre eller ikke hyre nogle konsulenter. Vi diskuterer nogle midler, der flyttes fra en pulje til en anden. Og det er da også vigtigt at løse problemer nu og her. Problemet er, siger han, at vi kun taler om nu og her – ikke om fremtiden og den store verden, vi i den grad er en del af.

At tro på, man kan løse tidens kæmpestore og megavæsentlige spørgsmål lokalt, i Danmark, er en naivitet, som grænser til det kriminelle,” siger han.

Det handler ikke om, hvorvidt man er tilhænger af EU eller andre tværnationale institutioner. Det handler om, at den eneste måde at løse globale problemer på, er globale svar. At den eneste måde at klare sig i den internationale konkurrence er et internationalt fokus, siger han. Men det er folketingsvalget, der dominerer – selv om europaparlamentsvalgets perspektiver på nogle punkter er større.

Dele af den politiske debat er virkelig præget af et manglende udsyn. Men at bilde befolkningen ind, at vi kan klare konkurrencen ved at lukke os inde i osteklokken, er så misvisende, så misvejledende, så destruktivt.”

Medierne har i den grad et ansvar her. Fokus er ofte på små eller indadvendte historier, som han kalder det. Som han siger: Mens klimaet er ved at gå amok, skriver medier artikler som Betjent rakte flaske til Rasmus Paludan: Politiet indskærper regler. Store ting bliver små, små ting bliver store.

Jeg synes, debatten er meget præget af kommasætninger snarere end af de virkelig store ting, og både politikerne og medierne har et stort ansvar her.”

Vi er tilbage ved de små rum. Meget politik og valgkampsdebat foregår i små, snævre rum, siger Willerslev. Vi taler om kommaer, ikke om store drømme.

Det handler også om, hvordan politik bliver til. Christiansborg, påpeger han, er i sig selv et af tidens små rum. En slags selvforstærkende system, der rekrutterer indefra. Politikere begynder i ungdomspartierne, arbejder sig op gennem systemet, indtil de mestrer spillet og håndværket – og ender som ministre. Det er svært at komme ind i politik udefra trods masser af vigtig erfaring fra de mange andre dele af livet, der findes uden for Christiansborg. For du er ikke oplært i systemet.

Systemets politikere ved, hvordan de holder sig inden for spillets snævre rum. De ved, hvad man skal sige og ikke sige. De kender Christiansborgs medielogik. De holder sig til deres tre budskaber. Det fører til de fejlfrie, men fedtspillende kommadiskussioner, vi hele tiden ser, påpeger han.

Jeg tror også, det fører til politikerlede, når det politiske rum lukker sig om sig selv. Det er et kæmpe problem både for demokratiet og for det politiske system,” siger han.

Vi ser nu en masse nye partier dukke op, fordi de gamle partier har været for dårlige til at få nyt blod ind udefra. Når det ikke sker, bliver folk fed up med det, de kender. Med systemet. Så begynder de at længes efter, at der kommer noget nyt. For det nye er forfriskende, anderledes, uden for systemet.”

Så længes folket efter, at de små rum sprænges. Og så gødes jorden for en helt ny type politikere.

Kapitel 3: Populistens tid

De seneste år har populistiske partier og politikere vundet frem over det meste af Vesten. Fra Skandinavien til Sydeuropa, fra Donald Trump til Rasmus Paludan har de været en potent og populær reaktion mod det etablerede system og dets repræsentanter med simple svar på komplekse problemer.

Det handler måske også om De Små Rums Tyranni.

Eske Willerslev har allerede peget på, at både forskningen og det politiske i stigende grad foregår i små, pressede rum. Men de små rum findes overalt i vores tid, siger han.

De små rum findes på mange arbejdspladser, hvor det handler om at komme fra a til b hurtigst muligt. De findes hos hjemmehjælperen, der skal dokumentere alle dele af sin dag. De findes hos gymnasielæreren, der skal masseproducere ud fra nøje definerede mål. De findes hos lægen, der skal arbejde under et voksende bjerg af regler og kontrol. (Willerslevs søster, der er læge, fortæller om indførelsen af et nyt system, som skal forhindre, at lægerne stjæler deres kitler. Det er jo et vanvittigt spild af ressourcer,” siger han).

De små rum findes hos dommere, der taler om en eksplosion af lovgivning. De findes i bureaukratiet og i skolernes fastlagte tests, i det offentlige og i erhvervslivet.

Det er indskrænkningen af rum, der går igen. Små kontrollerede, top-down-styrede, pengefokuserede rum, hvor vi ikke kan slippe nysgerrigheden løs.”

Men de små rum dominerer ikke blot vores arbejdsliv. De risikerer at omslutte andre dele af vores tilværelse. Hvis alt handler om, hvordan man kan nå fra a til b inden for reglernes, målstyringens og kontrollens regime, så man undgår at blive fyret og lige kan nå at hente børn klokken 16, så tænker man ikke store, kreative tanker.

Så bliver det ren overlevelse,” siger Willerslev. Når vores liv foregår inde i de små, snævre rum, mister vi øjnene på det, der er vigtigt, både på et samfundsplan og helt personligt.”

Samtidig er verden mere global, kompleks, forvirrende og foranderlig end nogensinde – og teknologien bringer den verden tættere på os end nogensinde. Derfor vælger mange at forskanse sig i deres egne små, nære rum. Vi trækker os ind i os selv.

For hold kæft, den verden er skræmmende, og jeg sidder her i mit rum og prøver at overleve – jeg forsøger bare at få enderne til at hænge sammen. Jeg har hverken tid eller overskud til at forholde mig til den store komplekse verden derude. Så jeg har brug for meget simple forklaringer,” siger Willerslev.

Her træder tidens succesfulde politiker ind på scenen: populisten. På den ene side er han forfriskende – han splintrer den traditionelle politiks små rum. På den anden side leverer han de enkle svar, som giver os tryghed i vores små, personlige rum.

Populisten lover, at hvis vi bare følger hans enkle løsninger, så får du det meget bedre herinde i din lille boks,” siger Eske Willerslev.

Og de svar kan forskeren ikke give?

Nej. For forskerens svar er altid meget nuancerede. Fordi verden er meget nuanceret. Og det er ikke det, mange folk vil høre.”

FAMILIEEske Willerslev er, hvis nogen er i tvivl, tvillingebror til Rane Willerslev, nu direktør på Nationalmuseet.

Det fører os tilbage til det mysterium, vi begyndte med. Den politiske debat har i den grad brug for forskeren, påpeger Willerslev. Det er svært at skelne mellem holdninger og fakta. Data bliver brugt efter forgodtbefindende. Fake news florerer. Debatten bliver, som han siger, mudret. Her kunne forskeren hjælpe.

Hvad hvis man begyndte alle debatter med at få fakta på bordet, fremlagt af uvildige parter. Så var befolkningen informeret om, hvad statistikkerne og data egentlig viser. Og så kan vi tage debatten politisk ud fra det. Du er nødt til at have en baseline som vælger – de her fakta kan jeg forholde mig til – og derefter kan vi diskutere ud fra vores holdninger på et fælles fundament.”

Så hvorfor er det ikke sådan, valgkampen fungerer?

En del af svaret har Willerslev nok allerede givet: Virkeligheden er kompliceret, og det samme er fakta. Data kan tolkes vidt forskelligt – så hvad vil være en korrekt, uvildig baseline? En anden del af svaret fører os tilbage til tidens – og valgkampens – informationsbombardement.

For ja, én måde at bekæmpe støjen på er med forskerens nuancerede svar. En anden måde at håndtere støjen på er – at overdøve den.

Det er blevet ekstremernes tid. Dem med de meget ekstreme holdninger får rummet til at tale. Det er dem, medierne giver megafonen, så det er dem, folk kommer til at høre på. Vi ser det i politik, men også i videnskab. Forskerne med de meget simple forklaringer er også dem, tidsskrifterne og medierne flokkes om. Men vi lever i en tid, hvor vi har brug for fuldstændig det modsatte: at nogen forklarer virkeligheden i al dens kompleksitet.

Ekstremernes tid giver videnskaben trange kår i debatten og i medierne.

For hvis den, der råber højest, vinder, så taber forskeren stort set altid.

Hvis kun de mest simple eller ekstreme holdninger kan nå os i vores små rum, forlader vi dem aldrig.

Kapitel 4: Iværksætterens tid – og den magiske løsning

Presset på videnskaben handler ikke kun om små rum. Det handler også om tid.

Eske Willerslev peger på, at ting i dag foregår med meget stor hastighed. Det skyldes i høj grad teknologi. Som en undersøgelse viste for nylig: Vi går hurtigere og hurtigere fra en artikel til den næste, når vi læser digitalt. Artiklerne har kortere levetid – det samme gælder biograffilm, bøger og flere andre ting. Produktionen og forbruget af indhold stiger i tempo, og vores kollektive opmærksomhed er hurtigt videre til det næste.

Trangen til at se resultater nu løber som en dyb understrøm gennem tiden, siger Willerslev.

Man interesserer sig ikke så meget for ting, der tager tid, og videnskaben tager tid. Man vil se resultater hurtigt. Man effektiviserer, effektiviserer og effektiviserer. Men det passer meget dårligt til forskningen. Man vil have godtgjort, hvordan videnskab er samfundsgavnlig, men det kan jeg ikke fortælle dig på forhånd,” siger han.

Videnskaben – og forskeren – kæmper således imod en dybereliggende bevægelse i tiden. Modsat er en anden figur i den grad blevet populær i disse år: iværksætteren. Han eller hun er overalt i den bedste sendetid og i store interview i pressen (også her hos Zetland). Måske fordi iværksætteren rammer tiden bedre. Vi ser resultaterne hurtigere. Iværksætteren eksekverer. Succesen er målbar – hvor mange penge tjener man, bliver virksomheden solgt? Start-uppen er tidens foretrukne virksomhed. Den er ung og udvikler sig lynhurtigt.

Ellers bliver det for kedeligt. Vi vil se succesen på kort tid – bang!” siger Willerslev.

Iværksætteren er også supervigtig. Han eksekverer ofte videnskabens grundforskning – fører den ud i virkeligheden, laver forretning omkring den. Det er væsentligt. Men vi har i stigende grad en tendens til at glemme grundforskningen bagved.”

Det fører os til en af de største farer ved at leve under De Små Rums Tyranni.

Vi glemmer, at der bag den hurtige succes gemmer sig langstrakt, årelangt arbejde, der løber tilbage gennem historien blandt forskere og håndværkere og opfindere, vi ikke længere husker navnene på. Vi glemmer, at erhvervseventyret nu og her bygger på grundforskning, der fik rummet og tiden til at fare vild og pludselig snublede over en lysende opdagelse. Vi glemmer, at når vi putter alting – også forskningen – ind i de små, målrettede rum, får vi færre af de nybrud, vi skal leve af i fremtiden.

På den længere bane er min største bekymring, at vi mister vores velstand. At vi sakker bagud videnskabeligt – og dermed økonomisk,” siger han.

Jeg arbejder sammen med et land som Kina, og ja, de har mange andre problemer. Men jeg kan se, at de virkelig har øjnene på bolden. De er klar over, hvad der er vigtigt i videnskaben – og det er videnskaben. Ikke penge, kontrol, bevillinger, fotokopierede kvitteringer. Det gør dem monstereffektive. Så på et samfundsmæssigt plan er jeg megabekymret for, om vi kan holde trit i den konkurrence.”

ULVENEske Willerslev blev som del af et forskningsprojekt i Montana optaget i stammen Apsaalooke. Her fik han det indianske navn ChiitdeeXia’ssee – eller Well-Known Wolf.

Så hvordan vrister vi os fri af De Små Rums Tyranni?

Lad os begynde, siger Willerslev, med at tale om det.

Lad os blande os i debatten og presse på for, at den ikke handler om kommaer, men om store spørgsmål og ambitiøse drømme. Lad os blande os i politik, så systemet ikke lukker sig om sig selv. Lad os kæmpe for at få udvidet de rum, vi arbejder og lever i, så de ikke lukker sig tæt om os, men sætter os fri. Lad os give plads og rum til dem, der ikke taler i de mest simple eller højtråbende budskaber. Lad os give plads og rum til videnskaben. Lad politik handle om ikke blot, hvad vi skal løse af problemer nu og her, men hvad vi vil med verden om 10, 20 og 30 år. Lad os åbne det politiske rum op, så det bliver stort og spændende.

Det er så vigtig en politisk opgave, at debatten får et langt, stort og bredt lys,” siger han.

Sker det, er mulighederne uanede, siger Eske Willerslev. Han taler af erfaring. Han ved, hvad der sker, når man befinder sig i det modsatte af et lille, presset rum – det store, rummelige, nysgerrige rum. Det rum, hvor hans egne største gennembrud som forsker er opstået. Fordi hjernen har tid til at få frit løb.

I et rum med højt til loftet er du i en tilstand, hvor du er tryg. Du skal ikke bekymre dig om alt muligt. Du er ikke under pres. Du lader tanker løbe og ser, hvor det fører dig hen. Du falder i staver over en kunstplakat, og pludselig opstår en idé. Du forvilder dig ud ad en tangent i din forskning, og pludselig står du med en lysende opdagelse. Det er rummet for nybrud og kreativitet,” siger Eske Willerslev.

Det er her, magien opstår.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem