Først stemte Shannon og Lance på Obama, så fik de nok. Hvorfor næsten halvdelen af amerikanerne stadig foretrækker Trump

TROSKABLance og Shannon Miller støttede Barack Obama i 2008 og 2012. Ved sidste præsidentvalg stemte de på Donald Trump. Alle fotos: Kasper Løftgaard for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

På sin vis er det stadig et uløst mysterium for Det Demokratiske Parti i USA: Hver ottende, der stemte på Trump i 2016, stemte på Barack Obama i 2012. Det er de vælgere, som Demokraterne må tilbageerobre, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at genvinde Det Hvide Hus til efteråret. Så hvem er de? Og kan de vindes tilbage? Vi rejste til det nordøstlige hjørne af delstaten Vermont for at besøge et af de såkaldte Trump-Obama-distrikter – og mødte Lance og Shannon Miller, der ligner alt andet end de stereotype Trump-vælgere.

Sneen er nyfalden og ser blød ud. Himlen er hård og stjerneløs. Det hele er sort og hvidt. Det eneste tegn på liv er en farveløs pickup-truck med en sneplov installeret på kofangeren og fire advarselsgule lamper på toppen af førerhuset. Den rydder sne på de omkringliggende veje. I nærheden ligger en lille regional lufthavn, som hovedsageligt bruges af det amerikanske luftvåbens svar på hjemmeværnet, og som derfor sjældent er i brug. Vi er på en lastbilholdeplads i New Hampshire cirka 20 kilometer fra grænsen til delstaten Vermont, hvor Lance Miller bor med sin hustru Shannon. Klokken er tre om natten. Eller rettere tre om morgenen: Lance Miller er lige mødt på arbejde. Han er iført hue og hættetrøje. Han drikker en Monster-energidrik fra en halvlitersdåse og gør sin lastbil klar til den 12-timers rundtur, som han skal køre i dag – sådan som han gør det fem gange om ugen. Han bruger en stor kost med grove børster til at fjerne sne og is fra det gigantiske køretøj.

Lance Miller er i slutningen af 40’erne og har kørt lastbil i over 20 år. I de første par år som chauffør blev han sendt rundt i hele USA, overnattede på rastepladser og kom kun hjem en gang hver fjerde eller femte uge. Senere fik han lov til at køre mere regionalt, så han kan være hjemme i weekenderne: fra lørdag morgen til søndag aften. I dag er han nede på kun at arbejde 60 timer om ugen, og han kommer hjem hver dag. Han er rødblond, har et velholdt skæg og hår, der næsten er skulderlangt. Han er ikke så høj, men har en stærk overkrop og venlige, nysgerrige øjne.

Kostehårene kradser den okseblodsrøde lastbil. Lance Miller har et par orange gummihandsker på, der skjuler de tatoveringer, han har på hænderne og underarmene. HOPE,” står der hen over knoerne på venstre hånd. Han hører som regel lydbøger, mens han kører rundt med sin last. Hjemme i bogreolen står blandt andet Hunter S. Thompsons Fear and Loathing in Las Vegas og David Foster Wallaces mesterværk Infinite Jest. Somme tider har Lance Miller overvejet at påtage sig en mere administrativ og koordinerende rolle, dér hvor han arbejder – også fordi han er begyndt at få problemer med ryggen. Men han er bange for, at han ville blive rastløs og føle sig fanget på et kontor. Han har arbejdet udenfor hele sit liv. Han joker med, at han glæder sig til at gå på pension, så han kan nøjes med at arbejde 40 timer om ugen.

Lance Miller er en af de amerikanere, der er en hovedpine for Det Demokratiske Parti. Han stemte på Barack Obama i 2008 og 2012 og er en dem, Demokraterne længe og nogenlunde naturgivent kunne regne med at have blandt vælgerkorpset. Men i 2016 gik det anderledes. Lance Miller satte sin stemme på Donald Trump. Og det overvejer han at gøre igen til november.

Han har taget en pandelampe uden på sin hue. Noget kondensvand i lastbilens trykluftbremser er frosset til is, det fryser fem grader. Der er ingen, han kan ringe til, før klokken bliver seks.

Det er dét,” siger Lance Miller efter at have forsøgt selv at fikse bremserne i næsten en time. De er fuldstændig frosne. Jeg kan ikke få dem til at fungere.” Han må smutte hjemad igen, tilbage over grænsen og ind i delstaten Vermont til den lille landsby Guildhall, hvor han bor. Man skal ikke køre, når bremserne ikke virker. Han triller ud i mørket i sin hvide firehjulstrækker.

På sin vis er han mere end en hovedpine for Demokraterne. Han er en gåde.

NATTEVAGTENLance Miller kører lastbil fra klokken tre om morgenen til klokken tre om eftermiddagen fem gange om ugen. Inden han starter sin vagt, tjekker han børsen for kryptovalutaer og leger med schæferhunden Jack. Når han kommer hjem, spiller han guitar.

Guildhall er en del af Essex County, en region i det nordøstlige hjørne af staten Vermont, der består af godt 15 små landsbyer, hvoraf Guildhall er det administrative centrum. Det er her, bybestyreren holder til; det er her, domhuset ligger. Og så er det her, at Lance Miller og hans kone Shannon har bosat sig. I alt bor der godt 6.000 mennesker i Essex County, hvilket gør det til den spædest befolkede region i Vermont. Det er også den fattigste region. Historisk set har den økonomiske aktivitet i området været drevet af skovhuggere og ansatte ved de lokale papirmøller, men fra 1980’erne og frem er det stort set gået i sig selv. I dag holdes Essex County først og fremmest i gang af de turister, der kommer for at køre i ATV og snescootere. Det er ikke ligefrem, fordi industrien boomer.

Men dét, der for alvor gør Essex County interessant, er, at man her kan søge svaret på, hvordan det for fire år siden lykkedes en narcissistisk og moralsk anløben tidligere ejendomsmatador og realitystjerne at blive præsident i Guds eget land. For godt nok er Essex County ikke et af de steder, hvor man finder den heftigste støtte til Trump – her skal man til Roberts County i Texas, hvor over 90 procent af indbyggerne stemte på ham ved præsidentvalget i 2016 – men til gengæld er Essex County et af de steder med den mest afgørende Trump-opbakning.

Her finder du nemlig ikke den stereotype, vredladne Trump-vælger med Make America Great Again’-kasket og racistiske tendenser. Ved præsidentvalgene i både 2008 og 2012 vandt Barack Obama med pæne marginer – næsten 15 procent – i Essex County. Men i 2016 havde den politiske pladetektonik ændret sig i regionen. Donald Trump besejrede Hillary Clinton med en margin på næsten 20 procent. Og forklaringen på, hvordan og hvorfor det skete, er nøglen til at forstå fænomenet Donald Trump. For det var tilsvarende regioner i delstater som Wisconsin, Michigan og Maine, der endte med at sikre Trump præsidentembedet.

Og nu, hvor Demokraternes er i fuld gang med at finde ud af, hvem der skal op imod Donald Trump til præsidentvalget i november, så er det vælgere som dem i Essex County, Demokraterne i første omgang må forstå, og i næste omgang vinde tilbage, hvis deres kandidat – hvem end det bliver – vil gøre sig forhåbninger om, at generobre Det Hvide Hus. Som det står lige nu, tror to-tredjedele af amerikanerne, at Trump bliver genvalgt, og over 40 procent synes tilmed, at han fortjener det. Det viste en måling foretaget i begyndelse af februar af Monmouth University. Trump kan på ingen måde afskrives, ligesom halvdelen af den amerikanske befolkning ikke bare kan affejes som tåber.

KØLIGT”Jeg vidste ikke, at øjenbryn kunne fryse til is,” siger Shannon Miller. ”Og vi skulle lige tilbringe et par vintre i Guildhall, før folk begyndte at kigge på os, som om vi faktisk hørte til her.”

Lance og Shannon Miller flyttede til Guildhall for fem år siden. De boede i storbyen Boston i delstaten Massachusetts, hvor Shannon Miller er fra. Hendes forældre blev skilt, da hun var tre år gammel, så hun voksede op med sin mor og bedstemor, der begge to var sygeplejersker. Lance og Shannon mødte hinanden, da de begge to var i slutningen af 20’erne og befandt sig i deres oprørske periode, hvor Shannon var, som hun siger, en rebelsk punkrocker” – en rigtig lefty – komplet med dreadlocks, piercinger, tatoveringer og forkærlighed for newyorkerbandet Nausea, svenske Craft og britiske Subhumans. Hun var vegetar og arbejdede sort i en hestestald uden for byen.

På et tidspunkt efter at have mødt Lance besluttede hun sig for at gå i sin mors og bedstemors fodspor og uddanne sig til sygeplejerske. Parret blev gift. Og på den måde blev Lance og Shannon Miller et eksempel på en ganske almindelig amerikansk middelklassefamilie. De lider hverken armod eller huser fanatiske marginalsynspunkter. Selv om de havde to faste middelindkomster, endte Lance og Shannon Miller med at stå foran en svær beslutning: De kunne ikke få deres lejekontrakt fornyet i den lejlighed i udkanten af Boston, som de boede i, fordi ejerne ville renovere den og sælge den videre. Og dér gik det op for dem, at hvis de ville bo i Boston, ville de aldrig komme til at eje deres eget. Det var for dyrt.

At flytte til forstæderne føltes for småborgerligt, så alternativet var at flytte rigtigt ud på landet. Og der var både en romantik og noget eksistentielt tiltrækkende ved at skulle klare sig selv på den måde; rigtigt at stå på egne ben. Shannon Miller fandt arbejde som sygeplejerske på hospitalet i Lancaster på den anden side af grænsen i New Hampshire, med et par telefonopkald fik Lance Miller sørget for at blive forflyttet op nordpå med sit chaufførjob. Parret flyttede til Guildhall, hvor de købte et lille hus og otte kyllinger.

Man skal aldrig navngive husdyr,” siger Shannon Miller.

Hun har en blød kæbelinje, rektangulære briller og mørkt hår i en hestehale; lidt kraftigt bygget og iført en blegrosa top, en grå cardigan, som hun kan pakke sig ind i, og tykke striksokker. De havde troet, at alle kyllingerne var høner, men det viste sig, at to af dem var haner.

Leroy var et rigtigt røvhul, så vi blev nødt til at skaffe os af med ham,” siger Lance Miller om den ene af hanerne. Ingen af de to storbyboere havde slået noget ihjel før. Vi sidder i dagligstuen, der er fyldt med gulvtæpper, indrammede fotografier i forskellige størrelse og andet nips. Både lænestolen og sofaen er dækket med vattæpper, der er syet sammen af forskellige mønstrede stofrester. Lyset er varmt og hyggeligt. Leroys død måtte ikke være forgæves. Hanekødet var mørkt og senet, men det blev proppet i en afrikansk inspireret gryderet med en masse krydderier.

ANDRE VEJEI sin ungdom drømte Lance Miller om at blive advokat, men han droppede ud som førsteårsstuderende på Pace University i New York. Det tog ham tre uger at få sit lastbilkørekort.

Solen stod op og gik ned med John F. Kennedy. Sådan var det i Shannon Millers barndomshjem. De var Demokrater. Og er det stadig. Ud over Kennedys forsigtige støtte til afroamerikaneres borgerrettigheder, lanceringen af Apolloprojektet og sin rolle (sammen med den daværende sovjetiske leder Nikita Khrushchev) i at afværge Cubakrisen havde den dengang unge og nu mytologiske præsident også fokus på USAs sociale problemer. Under hans regeringstid blev arbejdsløshedsunderstøttelsen forhøjet, der blev investeret i at forbedre bolig- og transportforhold i byerne, folkepensionen blev forhøjet, minimumslønnen sat op, og en omfattende reform blev gennemført for at hjælpe landbruget.

Min familie har ikke forstået, at Demokraterne ikke er de samme, som de var dengang,” siger Shannon Miller.

Vi har sat os ind i spisestuen, der ligger i åben forlængelse af køkkenet. På væggen hænger et træskilt med teksten: Be Merry. Gryderne og panderne hænger i en bøjlestang over komfuret og fungerer som et symbolsk forhæng mellem de to rum. Der er dækkeservietter af bomuld under skålene. Shannon Miller har lavet chili con carne.

Men jeg har set Det Demokratiske Parti forandre sig til at blive noget andet end det, jeg troede, det var,” siger hun. Jeg begyndte at se, at Republikanerne og Demokraterne var som to vinger af den samme fugl.”

Ud over at have holdt af punkmusik, som hun i dag er stået lidt af på, er Shannon Miller særligt vild med rap fra 1990’erne. Hun fortæller, hvordan det plejede at være sådan, at det var højrefløjen, der kritiserede den provokerende og kontroversielle musik – som Marilyn Manson og Eminem – mens der hos Demokraterne, de liberale, var højere til loftet. I dag forholder det sig lige omvendt, synes hun. Det er på venstrefløjen, at man finder moralismen, forargelsen og den kulturelle fordømmelse. Det værdipolitiske landskab er vendt på hovedet.

Pludseligt begyndte mine gamle venner fra Boston at kalde mig fascist’ på Facebook,” siger Shannon Miller vantro.

MILJØFORKÆMPERBill Spina er energiselvforsynende takket være et stort solcellepanel, en lille vindmølle og et par propangeneratorer; han abonnerer på National Geographic og har navngivet sine hjortehoveder: Jim, Ted og Henry hedder de.

En af de ypperste træmænd i byen, hvor Miller-parret bor, hedder Bill Spina. Wild Willy, bliver han kaldt. Han er pensioneret ortopædkirurg, aktiv i lokaludvalget og en kendt skikkelse i Guildhall. I begyndelsen af 1970’erne var han både medlem af Greenpeace og aktiv i antikrigsbevægelsen. I dag er han optaget af klimaforandringerne, bekymrer sig om plastik i verdenshavene og ønsker at efterlade de kommende generationer med et bedre miljø og klima. Og så er Wild Willy også én af de indbyggere i landsbyen, der stemte på Barack Obama i både 2008 og 2012, men på Trump i 2016.

Ifølge den nationale valgundersøgelse, der blev udgivet umiddelbart efter det seneste præsidentvalg – det såkaldte American National Election Study foretaget af University of Michigan og Stanford University – gjaldt det for 13 procent af Donald Trumps vælgere, at de havde stemt på Barack Obama ved det forrige præsidentvalg i 2012. Det var altså cirka hver ottende Trump-tilhænger, der fire år tidligere havde stemt for at genvælge den første sorte præsident i landets historie. En fokusgruppeundersøgelse begået af den liberale tænketank Roosevelt Institute viste, at der over en bred kam var tale om vælgere, der ønskede et opgør med status quo. De var skeptiske over for Det Republikanske Parti, men håbede på, at præsident Trump ville nedsætte leveomkostningerne for den amerikanske arbejderklasse. Det er hverken en fuldt dækkende eller udtømmende beskrivelse af de såkaldte Obama-Trump-vælgere, men det er værd at have i baghovedet.

Du kan ikke kalde mig republikaner. Jeg er uafhængig, fordi jeg har ret forskellige holdninger på forskellige områder,” siger Bill Spina. Trump er et fjols på mange politikområder, men når det kommer til klimapolitikken, bliver de fleste ting alligevel besluttet på delstatsniveau.”

Han tilføjer, at Trumps udtræden af Paris-aftalen heller ikke er nok til at miste hans opbakning.

For Wild Willy planlægger at stemme på Trump igen. Også selvom han siger, at han er pinlig over det” og kommer til at holde sig for næsen”, mens han sætter sit kryds. Han kalder Donald Trump for en uforskammet nar” og en stormundet idiot.” Det værste var, da Donald Trump gjorde grin med en handicappet journalist tilbage i 2016 – der skammede Wild Willy sig virkelig.

Jeg bryder mig ikke om Trump som person,” siger han. Men jeg støtter op om en del af politikken.”

I virkeligheden viser det sig, da vi taler videre, at det handler mindre om, at Bill Spina støtter op om Trumps politik, og mere om, at hele feltet af demokratiske kandidater er for yderliggående til hans smag på tre afgørende punkter. Med en demokratisk kandidat frygter han, at våbenkontrollen bliver for stram og kommer til at ramme almindelige amerikanere (han har selv fået revet køleren af sin bil af en bjørn, og den nærmeste politistation i delstaten ligger en times kørsel borte), at abortlovgivningen bliver for lempelig, og at immigrationspolitikken bliver for blød og mister blik for, hvem der kommer ind i landet.

Jeg kan godt lide Pete Buttigieg, jeg kan godt lide Amy Klobuchar,” siger Bill Spina om to af kandidaterne i det demokratiske felt. Hvis de havde modet til at gå lidt imod partilinjen på de her spørgsmål, så … Det er som om, at der ikke er nogen, der kigger efter kompromisser.”

Så hvis Klobuchar eller Buttigieg gik ud og sagde, at kvinder kun har ret til abort i de første tre måneder af graviditeten, og at du desuden ikke skal bekymre dig om, om du må beholde dine skydevåben, ville du så stemme på dem?

Ja,” siger Bill Spina. Demokraterne har bare gjort mange af de her områder til ja-nej-spørgsmål. Og de her spørgsmål er altså meget følsomme og betyder, at bare et enkelt af dem kan være nok til, at folk ikke kunne finde på at stemme på en demokratisk kandidat. Jeg ville ikke havde noget imod, at Bernie Sanders blev præsident, hvis han bare rykkede sig i forhold til våbenlovgivningen,” siger han om den selverklærede demokratiske socialist, som også er med i ræset om at blive Demokraternes præsidentkandidat. Men som land er vi ude af stand til at finde kompromisser på de her spørgsmål. Og indtil da er det the lesser evil, der vinder.”

Bill Spina trækker på skuldrene.

LØSE SKRUER”Men man finder jo ud af, at Guildhall er ligesom alle andre steder: Der er nogle, der er kloge, og der er nogle, der er mindre kloge,” siger Shannon Miller, der ved siden af at arbejde 12-timers nattevagter tre gange om ugen på det lokale hospital er fuldtidsstuderende og i gang med at færdiggøre sin kandidatgrad i sygepleje.

Hjemme hos Lance og Shannon Miller er aftensmaden serveret. Der er ingen tvivl om, at parret i mere end én forstand hører til på venstrefløjen. Det er nemlig ikke kun deres ophav, opvækst og baggrund, der er forankret i Det Demokratiske Parti. Under middagen snakker vi om det amerikanske sundhedssystem, som de begge tordner imod. Om de grådige” og skruppelløse” medicinalvirksomheder, der hellere vil tjene penge end at redde menneskeliv,” som Lance Miller formulerer det. Om opioidkrisen, som Guildhall er tydeligt præget af, om manglen på ressourcer til psykiatrisk behandling, som Shannon Miller mærker konsekvenserne af på sit arbejde. Da vi er færdige med at spise, tager Lance Miller sin e-cigaret frem. Han tager et sug med højre hånd, mens han gnubber sin venstre tommelfinger mod spidserne på pege- og langfinger.

Det hele,” siger han og puster røgen ud, handler om pengenes indflydelse.”

Shannon rydder af bordet.

Det er ikke så meget, at jeg faldt ud af Det Demokratiske Parti som sådan. Det var mere bare, at jeg indså, at der ikke er nogen reel forskel mellem de to partier,” siger hun. Jeg tror, der er rigtigt mange, der bare er trætte af alle politikerne, deres løgne og alt deres bullshit. Hvis du ikke har tænkt dig at gøre det, så lad være med at sige det bare for at høste stemmer.”

Ligesom Lance stemte hun på Obama i 2008 og 2012.

Hvorfor?

Jamen, han lovede os håb og forandring,” siger Shannon Miller med et horisontalt smil og løftede øjenbryn. Hun ligner ikke en, der føler, at løfterne blev indfriet.

Så, ja,” siger hun. Jeg stemte dybest set på Trump, fordi han var anderledes. Han var ikke karrierepolitikertypen. Jeg ved ikke præcis, hvad jeg tænkte, men det var nok sådan lidt: Lad os kaste terningerne og se, hvad der sker.”

Det er tydeligt, at ingen af de to er ellevilde med Donald Trump. Lance Miller kalder ham uden tøven for en sociopat med storhedsvanvid og et sygeligt behov for opmærksomhed og berømmelse.” De er ikke dumme. Måske kan man sige, at de ved præsidentvalget i 2016 kastede deres stemmer i oprør, men det er nok mere rammende at sige, at de stemte på Trump i en slags fortvivlelse. Der var intet bedre i horisonten, og hvad var der at tabe?

SELVSTÆNDIG”Jeg har allerede besluttet mig for, hvad de to grise, som vi skal have til sommer, skal hedde,” siger Lance Miller: ”Bacon og Sausage.”

Her ligger løsningen på Demokraternes gåde begravet. En analyse fra Pew Research Center viste tilbage i 2016, at partiuafhængige vælgere i højere grad end nogensinde tidligere var negativt motiveret. Flertallets hovedbegrundelse for at stemme, som de gjorde, var, at de opfattede et af partiernes politik som skadelig for landet. De stemte altså ikke for noget, men imod noget andet. Blot omkring en tredjedel sagde, at deres stemme var bestemt ud fra en positiv støtte til den politik, som det parti, de stemte på, stod for.

Udfordringen for enhver amerikansk præsidentkandidat, med andre ord, er ikke alene, at de to politiske partier i USA mere og mere ligner indhegnede lejre. At vejen er blevet længere hen til modparten, luften er blevet koldere. Udfordringen er også, at amerikanernes stemmer nu ofte kastes som et resultat af, hvad folk ikke vil have.

I morgen – altså tirsdag den 3. marts – er der Super Tuesday, som med primærvalg i en række stater markerer den nok vigtigste dag i Demokraternes interne kamp for at for at finde den kandidat, der skal forsøge at slå Donald Trump ud af Det Hvide Hus. Der er også primærvalg her i Vermont. Shannon og Lance Miller er stadig ikke overbeviste om, i hvilken retning deres stemme kommer til at gå til november.

Trump var som en lottokupon. Og så hadede både Republikanerne og Demokraterne ham. Han var i virkeligheden sit eget parti, og måske har han åbnet døren for, at andre uden for partiapparaterne også kan blive præsidenter nu,” siger Lance Miller om valget i 2016. Jeg tror i hvert fald, at han har åbnet en kasse, der ikke kan lukkes igen.”

Han ér et modbydeligt menneske. Det har jeg ikke så meget at sige om,” siger Shannon Miller.

Men at hun ikke kan lide ham, er egentlig ikke så afgørende. I mangel på ægte begejstring for en af demokraterne er det ikke sikkert, hun kommer tilbage til sit gamle parti.

Hun har ikke besluttet sig endnu. Vi får se,” som hun siger.

Udenfor er det begyndt at sne. Små hvide huller i det mørke lærred.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: