DET SKER_
Projektleder for Engagement

Sådan gør du, når du længes efter et kram i en corona-tid

20. marts 2020 | Engagement | 4 min.

I går i Føtex fyldte jeg en kurv til min egen lille familie og en kurv til min mor, der er over 70, og som derfor ikke handler ind i butikker for tiden. Vi har bestilt måltidskasser til hendes dør, og resten overbringer vi udendørs og med behørig afstand. Det fungerer selvfølgelig udmærket, men det sætter bare også en virkelig tyk streg under, hvor lidt vi ser og mærker andre mennesker i den her tid. For dem, der bor alene, er den streg særligt tydelig.

Da jeg forleden skrev om, hvordan vores parforhold kommer gennem en corona-tid, reagerede to medlemmer sådan her i bidragssporet:

“Hvad med alle os singler, som oplever ‘hudsult’ på ny, og som måske bor alene?” skrev Natasja Simonsen. Medlem Liv Fugl skrev i samme tråd:

“Jeg har det normalt ret godt i mit eget selskab og er den introverte type, men synes nu alligevel, det her er en udfordring!”

Jeg ringede til sundhedsplejerske og demenskonsulent Charlotte Voetmann. Hun har i en årrække rådgivet pårørende og plejepersonale i berøringens betydning for ældre og især demente, men har tidligere også arbejdet med for tidligt fødte og mindre børn som sundhedsplejerske. Fra sit hjem i Hirtshals fortæller hun, at den helt basale berøring som et kram eller et godt håndtryk er helt afgørende for os som mennesker. For berøringen af huden aktiverer hormonet oxytocin, der virker angstdæmpende og beroligende på os. Hvis huden ikke får den berøring gennem længere tid, taler man om hudsult – altså det udtryk, medlem Natasja Simonsen brugte.

“Jeg oplever, at når jeg sætter mig med en ældre borger, der er forslidt i sit sind og konfus, og giver personen et ordentligt kram eller trykmassage, så falder han eller hun til ro i løbet af et kvarter. Det er så enkelt,” fortæller Voetmann.

Hun forklarer, at det gælder for os alle sammen, uanset hvem vi er, eller hvilken alder vi har. Oxytocin sænker pulsen, forhøjer smertetærsklen og sænker niveauet af stresshormoner. Det giver en mere stabil søvn, hjælper på fordøjelsen og dæmper angst, siger hun.

“Det er det, der sker, når små børn græder og er urolige, og vi tager dem op og trykker dem ind til kroppen,” forklarer Charlotte Voetmann. Den berøring udløser oxytocin, der virker som beroligende medicin, men som også har en langt dybere effekt:

“De kan mærke, at de er til.”

Jeg spørger hende om, hvad vi så stiller op i denne tid, hvor vi ikke kan gå ud og møde andre mennesker til et kram. Heldigvis, fortæller Charlotte Voetmann, kan vi få den effekt, som oxytocinen har på os, på andre måder. Hun foreslår disse seks ting:

1) Når vi går en tur i skoven – med god afstand! – så kan den øjenkontakt, vi kan få til andre mennesker, faktisk også aktivere vores oxytocin.

2) Hvis man bor alene, foreslår hun, at man mødes med andre over Skype eller FaceTime. Selv om det aldrig kan erstatte et fysisk møde, så kan den øjenkontakt, vi får virtuelt, også have en stor effekt. Måske kan man endda arrangere en familiemiddag over FaceTime?

3) Faktisk kan trykket fra vand i et badekar eller en bruser give samme effekt som et kram, fortæller hun. Ligesom man bruger en tung dyne til urolige børn eller voksne med stress, kan vand eller en dyne give samme oplevelse af at være omkranset, og det virker beroligende.

4) Øjenkontakt med en hund kan faktisk også aktivere oxytocin.

5) Det er godt at gå en tur og få frisk vind og luft på huden i ansigtet, fordi signalstoffet serotonin, der er kroppens lykkemedicin, aktiveres gennem bevægelse.

6) Og så kommer vi til den sidste, som ærlig talt overraskede mig lidt: Læg dig på en sofa med nogle bøger på maven. Vægten på maven aktiverer nemlig også hormonet serotonin, siger hun, fordi meget af vores serotonin aktiveres i tarmene. Så op med fødderne, og bøger på maven i mindst et kvarter.

Charlotte Voetmann fortæller, at når vi er kede af det, så husker kroppen bedre end hjernen. Derfor sætter andres berøring dybere spor end de ord, de bruger til at trøste med. Men det tænker vi sjældent over, siger hun. I det hele taget mener hun, at vi har glemt, hvor vigtig kroppen er. “Huden er jo vores største sanseorgan,” som hun siger. Det mener hun, at vi har en tendens til at glemme til daglig. Men den nuværende situation, hvor vi lever adskilt, tvinger os på mange måder til at tænke over ting, vi ellers plejer at tage for givet.

Så måske kan corona-tiden trods al dens uro og bekymring betyde, at vi bliver mindet om, hvor meget vi har brug for hinanden – også fysisk?

“Ja, det tænker jeg. Nogle gange skal vi vækkes så voldsomt for at finde ud af, hvad der er vigtigt. Vi er kommet langt væk fra hinanden. Nu bremser vi op og finder ud af, at vi er afhængige af hinanden.”

Det var alt for nu. Husk, at hvis du har lyst til at møde andre medlemmer virtuelt, mens du spiser frokost for eksempel eller drikker en fyraftensøl, så tilmeld dig en samtale, eller skriv til mig, hvis du selv har lyst til at være vært for en virtuel Zetland Samtale. Du finder samtalerne på zetland.dk/samtale. Hvis du vil være vært, kræver det blot en computer, en ostemad (eller hvad du nu spiser) og lyst til at vende dagens tanker med andre nysgerrige Zetland-medlemmer.

Pas godt på hinanden, indtil vi høres ved igen,

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: