Lobbyisme er sugardating for politikere. Her er, hvad gaver som fodboldbilletter gør ved vores demokrati

Det handler om det usynlige bånd, gaven knytter. Og om magi.

Illustration: Marco Melgrati for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Det var selfierne, der fik lavinen til at rulle. Det danske fodboldlandshold havde sikret sig en plads i EM-slutrundens ottendedelsfinale med en 4-1-sejr over Rusland, og en lang række folketingspolitikere lagde billeder fra lægterne op på de sociale medier. Og så begyndte journalisterne at spørge: Det har været praktisk talt umuligt at få billet til kampene, og mange danskere har fået deres billetter annulleret på grund af corona-restriktioner. Så hvordan havde politikerne fået adgang?

I første omgang var det ikke alle, der ville svare. Socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus, sagde, han havde fået billetten i forbindelse med et fagligt arrangement. Det er ikke hemmeligt,” sagde han, da TV 2 spurgte ham, hvem han havde fået billetten af, men ville samtidig ikke fortælle, hvem det var. Det må dem, der inviterer til det, jo selv ligesom stå for,” sagde han.

Radikale Venstres næstformand, Martin Lidegaard, fortalte imidlertid, at han var blevet inviteret til kampen af Volkswagen, der kombinerede kampen med en forudgående round table om udviklingen i salget af grønne biler i Danmark og fremme af samme” – altså en slags gruppediskussion blandt alle de deltagende. Senere har Jeppe Bruus fortalt, at også han havde fået sin billet efter at have siddet ved Volkswagens runde bord. Og så var Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, og tre af hans partikolleger også havnet til fodboldkampen efter bilproducentens faglige arrangement, som brancheorganisationen De Danske Bilimportører var medarrangør af.

Det, der har fået mest kritik, var imidlertid den socialdemokratiske skatteminister Morten Bødskovs vej til Parken. Hans billet var, fortalte ministeriet, da de blev spurgt, betalt af et af de firmaer, han som skatteminister har ansvaret for at regulere: den danske milliardvirksomhed Carlsberg. Jeg har spurgt Morten Bødskov om et interview, men han har ikke ønsket at stille op. Skatteministeriet har til Ekstra Bladet forsvaret ministerens billet med, at den på et senere tidspunkt vil blive offentliggjort på en liste over alle gaver, der bliver givet til ministrene. Alligevel vurderede professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing til Ekstra Bladet, at fodboldbilletten var i strid med reglerne for gaver til ministre. Hvor eksempelvis kulturministeren kan have en god faglig grund til at tage til landskamp, er det nemlig svært at se, hvorfor netop skatteministeren skal være der. Og ikke mindst hvorfor hans billet skal betales af en privat virksomhed.

På et dybere plan handler problemet om lobbyisternes indflydelse på vores politikere samtidig om den sociale magt, gaverne rummer. Der er ikke mange, der for alvor tror, at virksomhederne får en direkte tjeneste retur for billetterne. Der er ingen grund til at tro, at politikerne giver konkrete skatterabatter eller andre fordele til virksomhederne til gengæld for et par fodboldbilletter (det ville i så fald være korruption). I stedet kan fordelen være meget mere subtil. Lobbyisterne kæmper en hård kamp om politikernes opmærksomhed, så de kan få lov at fremføre de gode argumenter, der ville hjælpe netop deres virksomhed. Her kan den personlige relation være afgørende. Og få ting knytter så tætte bånd som en gave.

Der var kun nogle timer til kampen, da sms’en tikkede ind. Michael Schøt er komiker og fodboldfan, og så er han medejer af og sidder i bestyrelsen for baren Comedy Zoo i København, hvor folk kommer for at høre standup og drikke ret mange øl.

Det er ikke lykkedes mig at få et interview med nogen af de politikere, der tog imod firmaernes tilbud om fodboldbilletter, så i stedet har jeg ringet til netop Michael Schøt. Og det har jeg, fordi Comedy Zoo sælger så mange øl, at Carlsberg havde givet barens direktør gratis billetter til den totalt udsolgte EM-kamp mellem Danmark og Finland. På et afbud blev Michael Schøt inviteret med. Han tog ind til Parken og fandt sin plads på den ene langside langt nede mod banen. Pladsen lod til at være som alle andre. Men noget var alligevel anderledes. Det er helt tydeligt, da vi kommer ind, at alle kender hinanden vildt godt,” fortæller han. Pladserne var i en sponsorsektion, og alle omkring ham var restauratører eller barejere ligesom ham. Mens de ventede på, at kampen skulle begynde, talte de på kryds og tværs om, hvordan de hver især havde klaret coronakrisen, og hvordan man fik mest ud af lønkompensationsordningen. Michael Schøt endte med at få, hvad han selv beskriver som et par meget værdifulde råd om, hvordan man sammensætter en bestyrelse på den helt rigtige måde, af manden, der sad til venstre for ham.

Midt iblandt dem sad en sælger fra Carlsberg. De havde alle sammen en fest med at drille ham med, at det for første gang i 32 år faktisk ikke var Carlsberg, men i stedet Heineken, der var slutrundens officielle sponsor. Selv fortalte sælgeren om, at han snart skulle være far.

Sælgeren skilte sig ikke ud på nogen særlig måde. Han var bare en af gutterne, og på den måde blev den professionelle relation pludselig langt mere personlig. Det er tydeligt, at det er det, det handler om,” fortæller Michael Schøt. Og de gratis fodboldbilletter er ikke begrænset til barejere og politikere.

TIP MIG

Har du selv fået tilbudt lidt for gode gaver – enten i det offentlige eller som privatansat? Eller er der andet, jeg bør undersøge? Kontakt mig på [email protected] eller krypteret på [email protected], hvis din henvendelse er af særligt følsom karakter. Jeg kan også kontaktes krypteret via besked-appen Signal på telefonnummer 28921032. Alle henvendelser behandles fortroligt og respektfuldt.

I arbejdet med artiklen her har jeg talt med en række offentlige ansatte – herunder flere Zetland-medlemmer – om, hvilke gaver de er blevet tilbudt af private virksomheder. Det er, har det vist sig, ikke småting. Og billetter til fodboldkampe ser ud til at være blandt det mest almindelige.

En af dem, jeg har talt med, er chef på en uddannelsesinstitution og ønsker at være anonym på grund af sit arbejde. Chefen fortæller, hvordan et ventilationsfirma, som uddannelsesinstitutionen var kunde hos, har tilbudt gratis billetter til en superligakamp mellem FC Midtjylland og Brøndby med spisning i VIP-loungen på FC Midtjyllands hjemmebane. I et tidligere job har samme person også oplevet, at et kopimaskinefirma tilbød gratis musicalbilletter. Jeg har haft lyst til at sige ja, men hos os er det bare et no-go. Vi vil holde os på dydens smalle sti,” fortæller chefen. Og det ville faktisk potentielt være imod reglerne at tage imod billetterne. Ifølge udgivelsen God adfærd i det offentlige fra blandt andet Moderniseringsstyrelsen bør offentligt ansatte sige nej til kulturelle arrangementer som koncerter eller sportsarrangementer, der er betalt af private virksomheder, hvis invitationen hertil er udløst af den pågældendes ansættelse”. Det gælder, står der, uanset, om arrangementet tidsmæssigt ligger i forlængelse af et fagligt arbejde eller arrangement”.

Det er dog ikke alle offentligt ansatte, der siger nej til de gratis billetter. En chef i en større kommunalt ejet forsyningsvirksomhed, som jeg har talt med, og som også ønsker at være anonym, har både været til landskamp i Parken og set et større teaterstykke. I begge tilfælde inklusive gratis middag på en restaurant, og i begge tilfælde gjaldt invitationen både for chefen og en ledsager. Det hele var betalt af et af det kommunale forsyningsselskabs leverandører. Man skal lige prøve det, synes jeg, inden man afviser det som ren korruption,” fortæller chefen om beslutningen om at tage imod billetterne. Men efter teaterstykket begyndte alarmklokkerne alligevel at ringe. Det føltes ikke rigtigt at tage imod de gratis billetter, og forsyningsselskabet bad deres leverandør om at holde op med at invitere dem til arrangementer af den type.

Den sidste, jeg har talt med, og som er værd at fremhæve her, er Thomas Dybro Lundorf, der i dag arbejder i Lægemiddelstyrelsen. I 2016 var han kommunikationschef i Beredskabsstyrelsen, og som del af jobbet arrangerede han indimellem møder. En dag modtog han ud af det blå en VIP-invitation fra hotelkæden Comwell. Vi har set din profil her på LinkedIn og tænker, at du sandsynligvis kan drage nytte af Comwells møde- og konferencefaciliteter,” skrev hotelkæden. Derfor forærer vi dig og en ledsager en gratis overnatning på Comwell Korsør og en lækker morgenbuffet. Vi giver en rundvisning ved ankomsten, så du kan se faciliteterne. Resten af dagen er din, og besøget er helt uforpligtende.”

Jesper Olsen er ekstern lektor i offentlig ret ved institut for statskundskab på Københavns Universitet og formand for organisationen Transparency International Danmark, der arbejder for at bekæmpe korruption. Jeg har læst Comwells besked op for ham, og han er ikke i tvivl: Comwell tilbyder en gave, som det vil være ulovligt at tage imod,” siger han. Dermed leverer Comwell den ene halvdel af det, der ville være strafbart efter reglerne om bestikkelse.” Han mener, at det havde været ulovligt for Thomas Dybro Lundorf at tage imod opholdet, og selv om det ikke af den grund er ulovligt for Comwell at tilbyde det, så skal man som en ordentlig virksomhed afstå fra at tilbyde gaver, som man ved, modtageren ikke må modtage”, siger Jesper Olsen.

Jeg har prøvet at få et interview med Comwell om, hvorfor hotelkæden har givet et tilbud, som det kan være ulovligt at tage imod, men hotelkæden har ikke ønsket at stille op. En talsmand bekræfter dog, at de har sendt den pågældende besked og siger, at hotelkæden siden 2016 har strammet op på deres procedurer og er stoppet med at tilbyde gratis overnatning til offentligt ansatte.

Det passer godt med et generelt indtryk, som mange, jeg har talt med, beskriver. I løbet af de senere år er der strammet gevaldigt op på retningslinjerne for, hvilke gaver man som offentligt ansat må modtage. Det er sket efter flere opsigtsvækkende sager om korruption i det offentlige. Faktisk fortæller flere, at reglerne i dag er så skrappe, at det kan medføre en hel del besvær (og lidt akavet stemning), hvis man eksempelvis må insistere på at få sin egen regning, når man er ude at spise med en forretningsforbindelse.

Hvis man spørger videnskaben, er der god grund til, at det offentlige har så stort fokus på selv de her relativt små gaver. For gaver gør bare noget særligt ved os. Det så den polske antropolog Bronislaw Malinowski, for eksempel, da han under Første Verdenskrig i to år boede på en lille øgruppe nordøst for Australien ved navn Trobrianderne.

Her så han, hvordan de lokale med jævne mellemrum rejste til andre øer – nogle gange flere hundrede kilometer i kano – for at forære helt særlige smykker lavet af muslingeskaller til deres naboer. Det var, fandt antropologen ud af, en del af et indviklet system, hvor 18 forskellige øsamfund sendte gaverne rundt i en cirkel, så de til sidst endte samme sted, de var begyndt. Og ikke nok med det: mens halskæder blev sendt rundt med uret, blev armbånd sendt den anden vej – mod uret – rundt i en ring. Men hvorfor?

Bronislaw Malinowskis konklusion lød, at gaverne knyttede et bånd mellem den, der gav, og den, der modtog gaven. Fordi gaverne bevægede sig både med og mod uret, så blev en gave altid gengældt. Havde man modtaget en halskæde, gav man før eller siden et armbånd til den, man havde fået halskæden af – og omvendt.

Idéen om gavernes nærmest magiske evne til at knytte bånd mellem mennesker og grupper er sidenhen blevet bekræftet af antropologiske studier fra både simple og moderne samfund fra hele verden. Gaven knytter et usynligt bånd mellem den, der giver, og den, der modtager. Den kalder samtidig på at blive gengældt med en gave af mindst samme værdi. Sker det ikke, går båndet i stykker.

Så hvis forskerne har ret – hvis en gave aldrig er gratis – hvad får virksomhederne så igen for de gratis EM-billetter, de har givet til politikere fra begge sider af Folketinget? Hvordan bliver gaven gengældt?

Hvis fodboldbilletten blev vekslet til en direkte tjeneste som en skatterabat til Carlsberg, så ville der ikke være tale om en gave, men om en byttehandel. Og så ville det være korruption og ulovligt. Der er heldigvis intet, der tyder på, det er sådan, det hænger sammen. Men gaven kan sagtens blive belønnet på mere diskrete, måske ligefrem ubevidste måder. Virksomheder som Carlsberg eller Volkswagen er løbende i dialog med politikerne. De råber op, hvis en ny lov kan skade deres forretning eller brancher – og kommer med forslag til, hvordan vores love kan forbedres. De lobbyer. Og her er personlige relationer af stor betydning.

Gitte Lillelund Bech er tidligere folketingsmedlem for Venstre. Hun har været forsvarsminister og arbejder i dag som partner i virksomheden Advice med at rådgive virksomheder om, hvordan de bedst taler deres sag over for politikerne. Hvis man skal ind og påvirke en sag i dag, er det ikke ​et spørgsmål om, at man giver en fodboldbillet eller en frokost. De fleste politikere vil gerne have noget substans​ og noget konkret, de kan forholde sig til,” fortæller hun. Den gode lobbyist er derfor en, der er i stand til at præsentere politikerne for fakta, de ikke var opmærksomme på. Og som samtidig kan finde ud af at præsentere det på en måde, der passer ind i den enkelte politikers dagsorden. Hun nævner som et tænkt eksempel et bilfirma, der gerne vil have afgifterne på elbiler fjernet. Når man går ind til SF, skal man sige, at elbiler forurener mindre, og at det er godt for vores klimamål. Når man går ind til Liberal Alliance, siger man: Hør, det her er et spørgsmål om, at man ikke beskatter unødigt hårdt.’”

Gitte Lillelund Bech mener grundlæggende, at alle har lige adgang til politikerne. Deres mailadresser står på Folketingets hjemmeside, og alle kan skrive til dem og spørge, om de må komme forbi til en kop kaffe og fremlægge deres sag. Jeg spørger hende, om ikke penge giver bedre adgang til politikerne, og om det ikke netop er derfor, at virksomheder betaler folk som lige præcis hende for at hjælpe dem. Jeg synes ikke, man har bedre adgang, fordi man har penge,” svarer hun. Jeg mener ikke, det gør nogen forskel, om man hyrer et bureau eller ej.”

Søren Søndergaard har en lidt anden erfaring. Han er i dag pressechef for organisationen Danske Havne (ja, selv de danske havne har en lobbyorganisation) og har også en fortid på Christiansborg. Fra 2005 til 2020 var han pressechef for Dansk Folkeparti, og i den forbindelse mødtes han tit med lobbyister, der håbede, han kunne få deres budskaber videre til politikerne i partiet. Det foregik typisk ved, at en lobbyist ringede og inviterede ham på frokost. Hvis det var en, han ikke kendte, plejede han at sige nej. Men det var også tit folk, han kendte. Mange lobbyister har tidligere været politikere eller politiske journalister og har derfor et stort netværk på Christiansborg. Og når de ringede, sagde han oftere ja. I reglen har jeg kendt dem, jeg har spist frokost med, og dem, der er lykkedes, er folk, jeg kender, hvor man også kunne drøfte andre ting,” siger Søren Søndergaard.

Og det er her, vi nærmer vi os kernen af kritikken af de gratis EM-billetter. Som Jesper Olsen, formanden for Transparency International Danmark, retorisk spørger: Når der ligger tre beskeder på din telefonsvarer, og du kun har tid til at ringe tilbage til én, ringer du så tilbage til dem, du ikke kender, eller dem, du lige har mødt til en fodboldkamp?” Gaven og de gode oplevelser, når Danmark banker Rusland i en EM-slutrunde, knytter et bånd mellem politikerne og de virksomheder, der har inviteret dem. Og selv om det ikke kan veksles til direkte fordele, så er det svært at forestille sig andet, end at det stiller de virksomheder lidt bedre i kampen om politikernes opmærksomhed. Så hvorfor er det overhovedet tilladt at give den slags gaver?

Ifølge Dansk Industris principper for god lobbyisme må lobbyister i dag hverken direkte eller indirekte gøre brug af økonomiske incitamenter eller ydelser over for de beslutningstagere, man ønsker at være i dialog med”. Jeg har spurgt Carlsberg, om virksomheden har overholdt det princip, og hvad grunden er til at invitere en minister til et arrangement, der ligger uden for ministerens ressortområde. Carlsberg har ikke ønsket at medvirke i artiklen. Jeg har også spurgt EM-slutrundens officielle partnere, om de har inviteret danske politikere til gratis fodboldkampe. Alibabas betalingsservice Alipay er den eneste af virksomhederne, der har svaret, og en talsmand fortæller, at Alipay har en streng politik om ikke at invitere politikere eller embedsmænd til slutrunden.

Ligesom der de senere år er blevet strammet op på gaver til offentligt ansatte, er der også kommet nye regler for nogle politikere. Siden 2009 har alle ministre skullet offentliggøre en liste over alle gaver, de har modtaget, som en del af den såkaldte Åbenhedsordning. Det er den ordning, der ifølge Skatteministeriet gør det okay, at Morten Bødskov tog imod EM-billetten fra Carlsberg, fordi den sikrer gennemsigtighed. Af gavelisterne kan man, i den mere kuriøse ende, læse, hvordan Erling Olsen fra pladeselskabet GO Danish Folk Music har foræret en cd til kulturminister Joy Mogensen i både januar, februar, april og maj måned i 2021 (det fremgår desværre ikke, hvilke cd’er, der er tale om). Man kan også læse, at fagforeningen Dansk Metal i maj 2020 forærede koncertbilletter til netop skatteminister Morten Bødskov. På listen kan man ikke se, hvad de enkelte gaver er værd, men Skatteministeriet fortæller, at der var tale om et gavekort på 1.500 kroner i forbindelse med ministerens 50-års fødselsdag, og at det ikke er blevet indløst. Dansk Metal har ikke ønsket at fortælle, hvorfor de forærer en så relativt stor gave til en minister.

Når det gælder almindelige folketingsmedlemmer, er der ingen åbenhed om de gaver, de modtager. Spørgsmålet er derfor, hvorfor den slags overhovedet er tilladt. En del af svaret handler nok om gavens natur. Det er vildt uhøfligt at sige nej til en gave (tænk bare på, hvor meget vi anstrenger os for at smile og sige høfligt tak juleaften, uanset hvad gavepapiret viser sig at indeholde). Fordi gaven knytter et bånd mellem mennesker, er det at afslå en gave det samme som at afslå en relation til et andet menneske. Men, kan man spørge, hvis den relation er mellem en politiker og en lobbyist, der forsøger at påvirke politikeren, er det så ikke fint nok, at gaven bliver afvist?

Den helt store udfordring er, at lobbyisme er en central del af vores demokrati, fordi man i et demokrati bør lytte til dem, der bliver påvirket af de politiske beslutninger. Det er vigtigt, fordi en lovændring kan have uoverskuelige konsekvenser, som politikerne og embedsværket ikke selv kan tænke til ende. Og man kan spørge sig selv, om vi virkelig ønsker et demokrati, hvor politikerne træffer beslutninger uden først at tale med dem, de risikerer at gå ud over. Svaret er – selv for Transparency International Danmark – et rungende nej. Lobbyisme er i sin natur en god ting, fordi det er det, demokratiet går ud på,” siger Jesper Olsen. Men den form for sugardating, som disse former for gaver er udtryk for, er en usund kultur.”

Vi har brug for lobbyismen. Men vi har også brug for, at den holder sig inden for nogle kridtstreger, vi som samfund tegner op. Spørgsmålet er, hvor de streger skal tegnes, og hvad vi gør med sager, der som EM-billetterne havner i en gråzone. Det er nemlig langtfra det eneste eksempel.

Både Søren Søndergaard og Gitte Lillelund Bech nævner den gang, Danmark skulle købe nye kampfly. Det var, som om alt, der kunne kravle og gå, var blevet hyret af flyproducenterne og sendt til Christiansborg for at lobbye, husker Søren Søndergaard. Og det blev for meget for ham. Lobbyisme handler om at lave god stemning,” siger han. Men det var simpelthen bare irriterende i stedet.

Gitte Lillelund Bech husker helt konkret, hvordan hun og en række andre politikere blev tilbudt en flyvetur af en af de fire kampflyproducenter, der kandiderede til at vinde den enorme ordre. Som hun husker det, fordi deres fly var det eneste af de fire, der havde to sæder – og derfor plads til at tage en politiker med ombord. Jeg ville sgu da gerne have fløjet i det kampfly, det havde været den vildeste oplevelse. Det ærgrer mig da, men mine værdier var et andet sted.”

Gitte Lillelund Bech sagde nej til turen, fordi hun syntes, det var useriøst”. Andre mente tilsyneladende, at lige præcis denne form for gave faktisk var en god måde at blive klogere på et af de kampfly, der var mulighed for at købe. Der var i hvert fald, fortæller Gitte Lillelund Bech, en hel del af hendes kolleger, der takkede ja til den gratis flyvetur i kampflyet.

Det svære i diskussionen er, at den måde, lobbyismen fungerer på, jo egentlig bare er den måde, mennesker fungerer på. Lad mig i den forbindelse komme med en lille indrømmelse her til sidst. I arbejdet med historien her har jeg taget mig selv i – næsten uden at tænke over det – at forsøge at udnytte personlige relationer til dem, jeg gerne ville interviewe. I en sms til en politiker nævnte jeg, at jeg er ven med et af politikerens familiemedlemmer. Og så er der komikeren Michael Schøt, jeg fortalte om i begyndelsen. Han har i flere år talt godt om Zetland og hvervet mange nye medlemmer. Hans podcast er i dag sponsoreret af netop Zetland, så da jeg kontaktede ham, huskede jeg selvfølgelig også lige at sige tak for hans støtte. Fordi min erfaring er, at jo hurtigere man kan få et lille personligt element ind i en faglig relation – jo større er chancen for, at folk vil hjælpe.

Politikeren svarede aldrig på min sms. Michael Schøt stillede til gengæld glædeligt op. Havde han gjort det, hvis jeg havde skrevet en mere upersonlig besked til ham?