“Hellere et hul i hovedet end et hul i udviklingen.”

Sådan lyder mottoet for vuggestuen Mini Ajax på Vesterbro i København; en idrætsinstitution, hvis pædagogiske strategi er at lade børn udforske deres omgivelser, uden at en pædagog står klar til at gribe dem, hvis de skulle falde. Mottoet står trykt på forsiden af vuggestuens årsplaner og løber igennem hverdagen som en rød tråd.

Det gør nemlig børnene mere selvstændige, at de for eksempel får lov til at klatre op i ribber, mens den voksne sidder på gulvet. Dermed vurderer børnene selv deres egen formåen – om de for eksempel kan gå længere op eller skal tage et skridt ned igen – i stedet for at rette sig efter den voksnes ord. Det fortæller lederen Dorte Thomsen Larsen.

“Børn tager verden til sig igennem deres krop. Vores motto betyder, at når man går ind og blander sig, tager barnet ikke ansvar for sig selv og sine bevægelser. Så kommer det til skade. Men hvis du giver slip og lader børnene eksperimentere, opdager de, at de kan ting selv, og det gør dem mere selvstændige og robuste,” siger Dorte Thomsen Larsen.

Hendes institution skiller sig ud i en tid, hvor tendensen ellers går den stik modsatte vej. De senere år er flere og flere risikoelementer blevet elimineret fra børns hverdag – både når de er i daginstitution, og når de har fri. Offentlige legepladser sikkerhedsgodkendes af kommunen, der skal rulles blødt faldunderlag ud, hvis et legestativ eller en gynge er højere end 60 centimeter, og afstanden mellem to brædder skal altid være stort nok til, at et hoved ikke kan komme i klemme. Alt sammen foranstaltninger, der umiddelbart virker fornuftige.

Spørgsmålet er bare, om jagten på den risikofri barndom ender med at skade udviklingen hos børn, der – i bogstaveligste forstand – ikke lærer at stå på egne ben.

Børn leger nemlig ikke for sjov.

En norsk forsker, der har undersøgt funktionen af børns risikofyldte leg, konkluderer, at børn igennem legen konfronterer frygt og lærer at risikovurdere situationer. Ellen Beate Sandseter skrev i 2010 en ph.d., hvori hun konkluderede, at det netop er ved at opsøge risikoen, at børn øver sig på at blive voksne.

“Legen har en antifobisk effekt. Vi er for eksempel alle sammen født med højdeskræk, og børn lærer sig selv at håndtere den skræk, når de klatrer højt op. Det er en lektie for livet. Men når børn ikke har mulighed for at slå sig eller tage risici, vil de formentlig udvikle dårligere motoriske evner, blive mindre selvstændige og også dårligere til at vurdere deres egne evner for at komme ud af en situation,” siger Ellen Beate Sandseter fra det norske seminarium Dronning Maudes Minne.

Med andre ord: Børn, der ikke øver sig på at komme til skade, vil ende med at komme mere til skade. Både fysisk og mentalt.

De første tiltag til sikkerhedsprocedurer på danske legepladser blev taget i begyndelsen af 1980′erne, og i 1998 kom en EU-standard, der også gælder i dag. Selv om reglerne kun er vejledende og ikke lovpligtige, mener Ellen Beate Sandseter, at legepladserne nu er blevet så sikre, at børnene ikke har samme mulighed for at tage chancer i legen. Hun henviser blandt andet til, at gyngerne i Norge ikke må svinge lige så højt i dag som i 1990′erne, og at sikkerhedsgodkendelserne har ført til ensartede legepladser med udstyr, der er designet til at opfylde kravene.

Det er dog ikke alle, der er enige i, at børns ydre omgivelser er blevet uspændende af at blive mere sikre. Ifølge Mogens Tom Jensen er legepladserne tværtimod blevet mere kreative og udfordrende – også selv om mange af dem er blevet beklædt med blød, lysegrøn asfalt, der minder om Teletubbies-bakker. Han peger på, at der siden 1980′erne er kommet klatrevægge, stativer med reb og balanceredskaber som en del af udviklingen, og kalder 1980′ernes legepladser for fantasiforladte med kun få legeredskaber som gynger, vipper og metalstænger at gå armgang i.

Mogens Tom Jensen er tidligere børnehaveleder og i dag selvstændig legepladsinspektør i hans eget firma Legestafetten. Her rådgiver han blandt andet kommuner om sikkerhedsgodkendelse af legepladser.

Han mener, at problemet er et helt andet: overopmærksomme forældre.

“Der findes en ubegrundet frygt hos den generation af forældre, der er midt i deres karriere. Hver gang børnene sætter sig op på en cykel eller klatrer på et klatrestativ, står de klar til at fortælle børnene, hvor de skal sætte foden og tage fat med hånden. For mig at se afholder man børnene fra en lang række aktiviteter, som de har godt af. Der er børn, der ikke må bruge en karrusel, for den kan køre for hurtigt,” siger Mogens Tom Jensen.

Han husker et eksperiment fra Tyskland i 1970′erne, hvor man satte to grupper børn til at lege på en legeplads. Den ene gruppe var overvåget af deres forældre, den anden legede alene. Resultatet blev, at de børn, der blev passet på af deres forældre, faldt mere end de børn, der legede alene.

Så hvis man vil lære sit barn at vurdere risici selv, skal man bare blande sig udenom?

“Ja, hvis forældrene bare kunne holde sig væk, finder børnene hurtigt ud af, hvor deres kompetenceniveau ligger. De bliver bedre i stand til at vurdere situationen og bedre til at beskytte sig selv. Så forældre burde sætte sig ned og lade børnene lege i fred. Når børn får frihed til det, er de hurtigt i stand til at holde sig selv skadefri,” siger Mogens Tom Jensen.

Nogle af de samme konklusioner er man nået til i daginstitutionen Røde Ko. Den ligger tæt på Rundetårn i København, men hver anden uge tager børnehavebørnene (3-6 år) op til deres hytte i en skov i Skodsborg. Her tænder de bål, snitter med knive og klatrer i træer, og ifølge Kirsten Albrechtsen, der har arbejdet som pædagog siden 1981, lærer naturen dem at kalkulere risici på egen hånd, samtidig med at der er voksne til stede.

“Nogle gange klatrer børnene op i to eller tre gange deres egen højde, så jeg må tage mig selv i ikke at sige pas nu på. Men de klarer sig jo. Det er en fantastisk oplevelse for børnene, at de selv er lidt nervøse ved det og tænker: ‘Tør jeg, eller tør jeg ikke.’ Men når de så hopper ned, får de en glæde ved at mestre noget, de ikke kunne i går. De får en oplevelse af yes! Det kan jeg godt. De kan prøve ting af i rammer, hvor der stadig er tryghed,” siger Kirsten Albrechtsen.

Blandt sikkerhedsreglerne på stedet er, at der altid er voksne og en spand vand ved bålet, og at børnene ikke må løbe med snitteknive i hånden. De mindste børn begynder med en kartoffelskræller, og når de er blevet fortrolige med bevægelserne, får de en kniv.

“En gang imellem skærer de sig, og så får de et plaster på. Når de får lov til så meget, får de gode oplevelser og troen på, at de faktisk kan meget,” siger Kirsten Albrechtsen.

I Mini Ajax er der kun få møbler og meget lidt legetøj. Vuggestuen udgøres af blandt andet hængekøjer, bolde, gynger og ribber, og sammen med en pædagogik, der lader børnene gøre sig deres egne, kropslige erfaringer, giver det børnene en mere ubekymret tilgang til usikre situationer, mener lederen Dorte Thomsen Larsen. Lederen opfordrer forældre til at opmuntre børnene til at tage chancer i stedet for at være bekymrede på deres vegne.

“Nutidens forældre har meget mere fokus på at gøre det rigtige og undgå at gøre det forkerte. De er meget opmærksomme på, om deres børn slår sig, hvad der er sundt og usundt, at spise økologisk. Det ligger i tidsånden, at man gerne vil styre og kontrollere alt, så der ikke kan ske noget, men nogle gange skal vi give plads til, at der netop kan ske noget,” siger Dorte Thomsen Larsen.

“I stedet for at sige, at der er farligt at kravle derop, så sig flot, kan du kravle op af den? Og hvis de falder ned, så prøver de igen. Man kan ikke gå skridtene for børnene. Når de falder, slår de sig, de får måske en hudafskrabning, men det er sådan, de lærer at undgå det næste gang. Og når du bliver voksen, skal du også kunne tåle at slå dig socialt.”

Har pædagoger ikke også et ansvar for, at risici fjernes i daginstitutionerne?

“Jo, det har vi faktisk. Det er vigtigt, at vi spørger os selv, hvorfor siger jeg egentlig til børnene, at de ikke må løbe her, eller at de ikke må kravle der? Da jeg begyndte i vuggestuen for 12 år siden, blev alle børn lagt i seler, når de sov middagslur i barnevognen. Nu er det kun dem, der har brug for det, der får seler på. Og der er ingen, der faldet ud af barnevognen,” siger Dorte Thomsen Larsen.

Beviset på, at hendes motto virker?
Kun tre børn har været på skadestuen de seneste 12 år (dog ikke med hul i hovedet men med et flækket øjenbryn, en flækket læbe og en flænge i panden).