“Bøvl.” Pelle vender hele tiden tilbage til det ord. “Alt bøvlet fra den nye regel kræver voldsomt meget tid og ressourcer,” siger han. “Det er rent spild.”

Pelle arbejder med logistik i en bataljon i Hæren. Han har ansvar for planlægning, transport, vand og våben og den slags. Og det er netop våben, der er problemet. En ny regel har nemlig gjort det ekstremt besværligt for soldater at få adgang til våben – en essentiel del af deres arbejde.

Nu skal der nemlig altid være to helt specifikke personer involveret, hver gang et våben udleveres. Det skaber en hel kaskade af vanskeligheder, irritation og tidsspilde, der ifølge en vurdering løber op i omkring 35 millioner kroner hvert år. Og reglen løser tilsyneladende slet ikke det problem, den skulle løse.

“Det er en selvskabt plage,” siger Niels Tønning, formand for Hovedorganisationen af Officerer i Danmark, officerernes fagforening.

Så hvordan gik det til, at det pludselig blev så besværligt for soldater at kunne træne med våben?

Det her er tredje afsnit af vores serie om regler, der skaber flere problemer, end de løser. Antallet af regler og love vokser og vokser – mængden er tredoblet i Danmark de seneste 30 år til nu i alt 21 millioner ord. Jeg har sat mig for, sammen med Zetlands medlemmer og andre læsere, at finde frem til en række problematiske regler, der kunne fjernes eller laves om. Især fokuserer jeg på regler, der stammer fra enkeltsager – altså skandaler og andre sensationelle enkelthistorier i medierne, som får magthavere til at indføre nye regler. Så falder der ro på sagen. Men hvad sker der bagefter? Ofte skaber den nye regel en lang række problemer for det store flertal, der ikke lige var involveret i skandalesagen.

Og det fører os tilbage til våbenreglen i Forsvaret. Den stammer nemlig også fra en tragisk enkeltsag.

En 43-årig mand i Den Kongelige Livgarde stjal en 9-millimeter Neuhausen-pistol fra Høvelte Kaserne i Birkerød. Det var tilbage i 2019, og manden led af alvorlige psykiske problemer efter udsendelse til Afghanistan, fortalte hans ekskæreste senere i retten. Han var også stærkt jaloux, fordi hans eks var blevet kæreste med en anden mand fra Livgarden.

Som betroet medarbejder havde den 43-årige adgang til våben. Og en dag i marts stjal han altså en pistol og kørte til Lyngby, hvor han dræbte ekskærestens nye kæreste med tre skud. Det gav 13 års fængsel. Og det vrimlede med nyhedshistorier i pressen om sagen.

Det var, selvfølgelig, en fuldstændig forfærdelig forbrydelse. “Det var virkelig tragisk,” siger Niels Tønning.

Sagen gav direkte anledning til, at reglerne for våben i Forsvaret blev ændret. Det var “naturligt”, lød det fra ledelsen i Forsvarskommandoen, med en “skærpelse af regler og bestemmelser”. Før tragedien havde betroede medarbejdere adgang til både geværer og såkaldte bundstykker til geværer – geværet virker kun med begge dele. Det samme gjaldt for andre våben, hvor vigtige dele blev opbevaret separat.

Nu blev reglerne ændret, så der altid skulle være to særligt betroede medarbejdere til stede. Den ene med adgang til geværet, den anden med adgang til bundstykket.

Fra nu af skulle der således to betroede medarbejdere til, før man kunne få et funktionsdygtigt våben. En slags menneskelig tofaktorgodkendelse, som Niels Tønning siger det.

Det lød jo sådan set fornuftigt nok. For ville det ikke sikre, at den slags tragedier ikke skete igen? Efter at jeg har talt med en stribe kilder fra vidt forskellige dele af Forsvaret, både på chefniveau og blandt almindelige soldater, tyder det ikke på det. Til gengæld har reglerne skabt en masse nye problemer for en masse nye mennesker.

Forklaring: Forsvaret er inddelt i underenheder, kompagnier, på 100-150 personer. Ud af dem har to betroede medarbejdere nu adgang til våben. Og de skal altid være til stede samtidig. Det kan være virkelig svært. I eksempelvis det store militære område ved Varde er der omkring 30 opbevaringssteder til våben, og de 150 mand kører så rundt på området og skal have fat i forskellige dele til de våben. “Så er det meget svært at finde lige præcis de to betroede medarbejdere på samme tid,” siger Niels Tønning. Det går der en masse tid med.

Det er lige præcis Pelle, som vi mødte i begyndelsen, der er en af de to betroede medarbejdere, man skulle have fat i. Men det bliver hurtigt endnu mere kompliceret. For hvad hvis en af de 150 soldater skal til læge midt på dagen?

“Så skal jeg finde den anden betroede medarbejder,” siger Pelle. “Og så kører vi flere kilometer tilbage med ham, der skal til læge, så vi kan få hans våben tilbage i våbenkammeret.”

Bagefter kører de tilbage igen til øvelsen. Indtil en anden soldat skal noget. Så starter det forfra. “Det kræver mange ressourcer og er et voldsomt irritationsmoment,” siger Pelle. Måske skal fem mand til lægetjek, og tre mand skal ud og køre et andet sted, og så kommer de tilbage på forskellige tidspunkter i løbet af dagen og skal aflevere eller have deres våben. Og hver gang må den betroede medarbejder, altså ligesom Pelle, plus hans betroede kollega finde hinanden og den involverede soldat, låse våbenkammeret op eller i og så videre til den næste.

“Bøvl og administrations-juks,” som en leder i Hæren formulerer det. Soldaternes største fagforening, Centralforeningen for Stampersonel, siger, de hører noget lignende fra deres medlemmer.

Problemet er også, at Pelle og andre med hans job har et væld af andre arbejdsopgaver. Udleveringen af våben er bare en mindre del af deres arbejde. De står måske for at skaffe tøj og støvler til soldaterne, køre ting til reparation og holde styr på det depot, hvor soldaterne får diverse ting. En lang liste af opgaver. Men depotet ligger måske ikke lige ved våbenkammeret, så hver gang de begge to skal hen til våbenskabet, må de lukke for depotet, og så må soldaterne stå der og vente, siger Niels Tønning.

“Det er simpelthen blevet svært for mig at lave mit arbejde,” siger Pelle. Bare det at tælle, at alle våben er i våbenkammeret, er blevet virkelig bøvlet, fordi han altid skal have sin makker med. Og hvor er han nu lige blevet af?

Man kunne så indvende: Ja, det er virkelig bøvlet, men hvad nu, hvis det forhindrer den slags tragiske enkeltsager, som satte reglerne i gang?

To ting til det. For det første: Den tragiske sag var ekstremt sjælden. Ja, den fik meget opmærksomhed i medierne, men den slags sker stort set aldrig i hæren. “Jeg har været ansat i Forsvaret siden 1978 og været formand for officererne de seneste otte år, og jeg har ikke oplevet noget lignende i hærens stående styrke, så længe jeg kan huske,” siger Niels Tønning.

Sagen var en forfærdelig undtagelse fra en hverdag, hvor folk opfører sig normalt og ikke stjæler våben for at tage ud og skyde andre. Men reglen er blevet ændret, som om de nemt kunne finde på den slags. “I virkeligheden rammer du en hel masse mennesker, der aldrig kunne drømme om at gøre det her, men som bliver ramt på deres hverdag og betaler en pris for en, der begik en forbrydelse og skulle straffes for det,” siger Tønning.

For det andet: hvis nogen virkelig ville misbruge deres adgang til våben, påpeger Pelle, så kunne de stadig sagtens gøre det. Han – og den anden betroede medarbejder – udleverer et gevær om morgenen, og så tager soldaterne på øvelse indtil om aftenen, hvor våbnene skal afleveres tilbage.

“Så i den periode ville man have masser af tid, hvis man ville køre et sted hen og skyde en.” Med andre ord: Den nye regel er ikke reelt et værn mod, at våbnene misbruges. “Jeg tror kun, den regel er lavet for at please nogle politikere,” siger han.

Til gengæld er det dyrt. En løs vurdering fra Hovedorganisationen af Officerer i Danmark er, at reglen koster et årsværk per underafdeling, og det er måske i omegnen af 35 millioner kroner i arbejdstimer. Hvert år. Det ville svare til over 100 millioner kroner, hvis reglen har kørt tre år. Det er kun et overslag – det præcise beløb er svært at finde. Men det er uden tvivl dyrt.

“Og det er ikke kun de to betroede mænd, det generer. Det er alle dem, der er afhængige af dem, som man generer. Og hvis du gør den omkostning op i tabt arbejdstid og ventetid og opgaver, som folk ikke får gennemført, fordi de var nødt til at vente på, at de to kom tilbage og åbnede et skab – ja, det kan man kun gætte på, hvad koster. Både i penge og i nedsat effektivitet,” siger Tønning.

Det er penge, skatteyderne kunne have sparet – eller brugt på noget andet. “Og vi får mindre forsvar for pengene, fordi så meget går til bureaukrati,” siger han.

Forsvarskommandoen vil ikke interviewes om reglen, men man skriver i en mail: “Tofaktorløsningen blev indført i forlængelse af en tragisk sag om skuddrab begået med en af Forsvarets pistoler. Soldater skal have adgang til våben for at kunne øve, træne og løse deres opgaver, men Forsvaret skal samtidig minimere risikoen for, at Forsvarets våben misbruges til kriminelle handlinger.”

Forsvarsminister Morten Bødskov fra Socialdemokratiet er ikke vendt tilbage på min henvendelse om et interview om reglerne. Men andre steder på Christiansborg begynder politikere at røre på sig over reglen.

“Reglerne for våbenbetjening i Forsvaret er en fremragende illustration af, hvorfor vores samfund er tynget af en regelmængde i uendelig vækst,” siger Alex Vanopslagh, leder af Liberal Alliance. “Selvfølgelig er det enormt tragisk, at der begås et drab med Forsvarets våben. Og det er naturligt, at man forsøger at finde svar i en situation, som ellers virker meningsløs. Men man kan ikke regulere sig ud af menneskelig tragedie. Vi forbyder ikke biler, hver gang en person dør i motorvejstrafikken.”

Vanopslagh tilføjer, at alle regler bør fødes ud fra en afvejning af fordele og ulemper. Hvor meget misbrug kan vi undgå med strammere våbenbetjeningsregler i forhold til, hvor meget Forsvarets virke hæmmes? “Det må være tydeligt for enhver, at reglerne om tofaktorgodkendelse aldrig vil kunne overleve en sådan afvejning.”

Også Rasmus Jarlov fra De Konservative taler om proportionalitet. “Forstandige mennesker burde afveje fordele og ulemper ved så besværlige regler lidt mere objektivt i stedet for at forsøge at eliminere enhver risiko i livet,” som han siger.

Selv om reglen her ligger langt væk fra din hverdag, så er den vigtig alligevel. Fordi reglen måske viser noget generelt om regler, vi ser i tiden. Det slår mig i hvert fald – med reglen her og andre nyere enkeltsagsregler – at de typisk handler om, hvor højt vi vægter sikkerhed i forhold til tillid. Måske har vi set et skift i den balance de senere år?

Niels Tønning og de mange andre, jeg har talt med til artiklen – mange tør ikke blive citeret direkte – forstår godt, at sikkerhed er vigtig. De tror bare ikke, at reglen her skaber mere sikkerhed. Til gengæld skaber den en masse besvær for det store flertal, der opfører sig ordentligt. Det er regler lavet efter laveste fællesnævner. Efter undtagelsen, ikke flertallet. Efter den ene forbryder, ikke de tusindvis andre.

“Det svarer,” tilføjer han, “til at sænke fartgrænsen for alle, fordi én har kørt for stærkt gennem byen.” Eller at man indfører en masse kontrolmekanismer, så folk får svært ved overhovedet at komme ind deres biler.

“Man laver regler og systemer ud fra kontrol – ikke tillid,” siger Tønning. “Før regnede man med, at folk, der hele deres karriere havde haft ansvar for våben uden nogen problemer stadig godt kunne have det ansvar. Men fordi en mand ikke kunne håndtere det, er alle nu under mistanke,” siger han.

“Kollektiv afstraffelse er vel aldrig af det gode.”

Skriv til mig, hvis du kender til regler, vi skal sætte fokus på. Skriv til [email protected] eller krypteret til [email protected] Du kan også ringe til Zetlands telefonsvarer på 93 93 01 92. Men det nemmeste er, hvis du bare trykker …