Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Nene La Beet er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Bør du slette TikTok?

Hvis du har noget på din telefon, som Kina ikke må se, er svaret nok ja.

Foto: Marijan Murat/AP/Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte


For nylig blev jeg klar over, at TikTok har regnet mig ud. Appen viste mig en video af en ældre kvinde, som havde hæklet sin egen hat. Det var en slags troldmandshat, mintgrøn, høj og spids. Ud af den voksede hæklede svampe og træer, så hatten lignede et magisk landskab. Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg bliver så betaget, når jeg ser sådan en hat på sådan en kvinde, men jeg bliver betaget. Og det har TikTok regnet ud.

Det er nøjagtig den her evne til at gennemskue brugerne, der har gjort TikTok til et så populært socialt medie. Tværs over kloden har flere end en milliard brugere downloadet appen, og algoritmen sørger for, at hver enkelt af disse brugere får personaliseret indhold. De får vist de videoer, som lige netop de kan lide at se. I mit tilfælde: Beyoncé-videoer, hundevideoer, indretningsvideoer og altså videoer af forunderlige hjemmehæklede hatte.

De fleste andre sociale medier prøver også at regne dig ud, men TikTok er bare exceptionelt god til det. Det er det, der gør det så afhængighedsdannende at swipe gennem de endeløse videofeeds – men det er også det, der ifølge nogle gør appen problematisk. Når TikTok kan regne mig ud på den måde, må det betyde, at TikTok ved en masse om mig. Hvilket vil sige, at appen har indsamlet en masse data om mig. Den har kigget mig over skulderen, fulgt min færden, lagt mærke til, hvad jeg kan lide, og hvad jeg ikke kan lide. Når jeg kigger ind i min TikTok-app, kigger den tilbage på mig. Og spørgsmålet er, hvem der kigger med.

Det var den bekymring, der i slutningen af februar 2023 fik Vesten til at skride til handling. I USA er alle statsansatte blevet beordret til at slette appen fra deres arbejdstelefoner, og det samme gælder personalet i Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet. Senest er alle, der arbejder i det danske Folketing, blevet anbefalet at slette appen fra deres telefoner. Erhvervsorganisationen Dansk Erhverv har også forbudt sine ansatte at bruge TikTok på deres arbejdstelefoner – og anbefalet sine godt 18.000 medlemsvirksomheder at overveje, om de bør indføre lignende forbud.

Så … bør vi andre også slette TikTok fra vores telefoner? Men inden vi når til svaret på det spørgsmål, bliver vi nødt til at kigge på, hvorfor der overhovedet er grund til bekymring.

Når vestlige regeringer pludselig begynder at bekymre sig for overvågning på det sociale medie, skyldes det især én ting: TikTok er ejet af det kinesiske firma ByteDance, som har hovedsæde i Beijing. Og i Kina reguleres internettet væsentligt anderledes end her. Landets kommunistparti censurerer internettet med hård hånd, de renser det for kritik af partiet og bruger det til massiv overvågning af de 989 millioner kinesiske internetbrugere i landet. Og i takt med at landets techfirmaer de seneste år er begyndt at vokse massivt både i og uden for landets grænser, har Kinas regering også sikret sig adgang til virksomhedernes data.

Det vil sige: Det er i hvert fald teorien.

Der er ingen kendte eksempler på, at TikTok rent faktisk skulle have videregivet data til Kinas myndigheder. I sommeren 2022 forklarede TikTok tværtimod, at alle de data, appen høster fra dens amerikanske brugere, bliver sendt til og lagret på cloud-tjenester, som er ejet af den amerikanske techgigant Oracle.

Når Vesten alligevel frygter, at data kan ende i de forkerte hænder, er det, fordi ByteDance – altså TikToks moderselskab – ér sårbart. Firmaet er nemlig underlagt Kinas sikkerhedslov, og det betyder, at virksomheden er forpligtet til at dele data med Kinas myndigheder, hvis de anmoder om adgang til det. Det var formentlig denne frygt, der fik danske Center for Cybersikkerhed til at råde alle statslige myndigheder til at få deres medarbejdere til at slette TikTok. Flere af de datakilder, som TikTok har mulighed for at indsamle,” lød begrundelsen, kan potentielt anvendes til at udføre spionage mod brugere af appen.”

Så hvilke data er det rent faktisk, TikTok indsamler om os, og som potentielt ville kunne lande i de forkerte hænder? Det kan godt lyde lidt overvældende, når man lige remser det op, men TikTok har adgang til:

  • Dine kontakter (hvis du tillader det)
  • Dit kamera og din mikrofon (mens du laver videoer for eksempel)
  • Din mailadresse og/eller dit telefonnummer
  • Din geografiske placering
  • Din IP-adresse
  • Din udklipsholder
  • De andre apps, du bruger
  • De hjemmesider, du besøger
  • Din fødselsdag
  • De videoer, du ser og liker, og de profiler, du følger
  • Dit såkaldte keystroke pattern, hvilket vil sige, at TikTok logger stort set alle dine fingerstrøg på telefonen

Hvis det lyder omfattende, så er det, fordi det er det. Ifølge det australsk-amerikanskejede cybersikkerhedsfirma Internet 2.0 er TikTok faktisk dét sociale medie, der indsamler allerflest data om os. Og det siger en hel del, når nu vi ved, at Facebook kender vores nøjagtige lokation, og at Google indsamler vores søgehistorik og logger alle de sider, vi besøger i Chrome-browseren.

Der ér også grund til at være mere bekymret for TikToks adgang til vores data, end der er for Facebooks. Det mener i hvert fald Sofie Freja Christensen. Hun er ekspert i cybersikkerhed for IDA, Ingeniørforeningen i Danmark, og så er hun manager i IT-sikkerhedsvirksomheden Dubex.

Jeg bliver især bekymret med Kina, fordi vi har et politisk besværligt forhold til dem,” siger hun.

Politisk besværligt” er måske endda en underdrivelse. De seneste år er forholdet mellem Kina og Vesten, særligt USA, for alvor blevet anspændt. USAs præsident Joe Biden har udråbt Kina som Vestens største fælles fjende. Og kinesisk spionage er i de første måneder af 2023 kommet til at spille en væsentlig rolle i konflikten. I februar skød USA en kinesisk luftballon ned over amerikansk territorium og beskyldte kineserne for at have brugt ballonen til at indsamle data om USAs forsvarsmæssige kapaciteter. Sådan en beskyldning er ikke grebet ud af den blå luft.

Kina spionerer uden tvivl på USAs militære kapaciteter, ligesom USA uden tvivl spionerer den anden vej. Og det er dén kontekst, man skal have med, hvis man vil forstå, hvorfor statsansatte i USA ikke længere må have TikTok på deres telefoner.

Sofie Freja Christensen kommer med et eksempel:

Hvis vi for eksempel har noget militært personale på en hemmelig lokation, og de så bruger TikTok, så kan Kina i teorien se, hvor de er,” siger hun.

Igen: I teorien kan Kinas myndigheder få fingre i informationen. Hvis de altså får adgang til TikToks data, hvilket vi som bekendt endnu ikke har nogen kendte eksempler på. Men ifølge Sofie Freja Christensen er det rettidig – eller måske endda lidt for sen – omhu, at man i EU, USA og Danmark nu opfordrer statsansatte til at slette appen fra deres telefoner:

Der bliver reageret på noget, som der skulle have været reageret på før. Det er et signal om, at vi ikke skal finde os i, at kineserne potentielt har adgang til vores data,” siger hun.

Så der har vi altså den gode grund til, at statsansatte ikke skal have TikTok på deres arbejdstelefoner, ifølge Sofie Freja Christensen. Men hvad så med alle os andre? Bør vi også slette TikTok? Det korte svar er nej. Hvis du ikke har noget på din telefon, som Kinas myndigheder helst ikke må se, er der ingen grund til at slette TikTok, siger Sofie Freja Christensen. Det er hovedsageligt dem, der sidder på samfundskritiske’ positioner, der bør være påpasselige. Altså embedsmænd, ministre, politikere og ansatte i virksomheder, der arbejder med kritisk infrastruktur. Og, siger hun så, måske også medier som Zetland.

I hvert fald bør jeres TikTok-konto ikke være på en enhed, som er integreret med jeres andre systemer,” siger hun.

Men Zetland har en TikTok-konto. Og hvordan skal vi egentlig selv lige forholde os til de nye anbefalinger? Det har jeg spurgt Zetlands engagementschef, Nicolai Oreskov Westh, om. Det er ham, der står i spidsen for at få Zetlands artikler ud at leve på Instagram og Facebook, i liveshows og ja, på TikTok.

Nicolai Oreskov Westh svarer ret kortfattet på mit spørgsmål. Ja, Zetland bør være til stede på TikTok, siger han. Og det er der to gode grunde til, siger han. Den første grund er, at hvis Zetland gerne vil nå ud til den målgruppe, Zetland gerne vil nå ud til, bliver vi nødt til at bevæge os derhen, hvor den målgruppe befinder sig, siger Nicolai. Og det er i høj grad på TikTok.

Og det bringer mig i virkeligheden hen til årsag nummer to til, at vi bør være på TikTok,” siger Nicolai Oreskov Westh. TikTok er en nyhedsørken på alle mulige måder.”

Altså, TikTok-algoritmen er så dygtig til at fange alle dine guilty pleasures og stopfodre dig med junkfood til hjernen. Vi mener, at vi bør være der med et alternativ til den underholdning, nemlig nuanceret journalistik.”

Det ér to gode grunde. Men hvad med de rent sikkerhedsmæssige overvejelser, spørger jeg. Er vi som medie ikke også sårbare over for, at kinesiske myndigheder potentielt kan have en interesse i at vide, hvem vi taler med? Jeg har for eksempel selv flere gange interviewet anonyme kilder, som har udtalt sig særdeles kritisk om Kinas kommunistparti.

Jo, helt klart. Og derfor bør du heller ikke have din telefon med i rummet, hvis du har samtaler med fortrolige eller sårbare kilder, når du laver journalistik,” siger han.

Men derudover, understreger Nicolai Oreskov Westh, er Zetlands TikTok-konto kun tilgængelig fra én telefon, hvorfra der i øvrigt ingen adgang er til noget fortroligt materiale. Og, siger han, det er ikke den eneste sikkerhedsforanstaltning, vi har taget. I modsætning til Facebook og Instagram måler vi på TikTok ikke, om folk bevæger sig fra vores videoer ind på Zetland. For så ville TikTok også kunne se det.

Vi har valgt at sige, at TikTok ikke skal kunne se, hvad du foretager dig inde på Zetland. Og på den måde siger vi jo også indirekte, at vi stoler mere på amerikanernes håndtering af vores data, end vi stoler på kinesernes.”

Så altså: Hvis du har noget på din telefon, som du ikke vil have, at nogen i Kina ser, eller hvis du gerne vil føre samtaler, som du helst ikke vil have, at nogen i Kina hører – hvis du er minister eller embedsmand eller direktør, hvis du er journalist eller eksilkineser – så kan du måske godt starte med at slette TikTok. (Det gør du for resten ved at slette din profil først og derefter fjerne appen fra telefonen).

Men hvis du ikke er nogen af de ting, hvis du er en gennemsnitlig person, der bruger TikTok, som de fleste mennesker bruger TikTok, er der formentlig ikke nogen grund til at slette appen. Der er nok ikke nogen kinesiske myndighedspersoner, som er interesserede i at vide, hvem dine venner er, eller hvad du ser, eller hvem du snakker med.

Til gengæld kan Kinas kommunistparti være interesseret i at gøre et godt indtryk på dig og de mange andre gennemsnitlige internetbrugere på TikTok. Så vær opmærksom på, hvad du ser og deler. Tag eventuelt en snak med dine børn – hvis du har sådan nogle – om, hvad de ser i deres feeds, og hvordan de skal forholde sig til den information, de finder dér.

Det her er altid vigtigt at huske, når du bevæger dig på sociale medier. Hvis du ikke betaler for at være der, er det nok, fordi du – og dine data – ér produktet. Og heri finder vi den lidt mere dystre grund til, at du ikke behøver at gå i total panik over lige præcis TikTok:

Hvis Kina gerne vil have fat i dine data, er der utallige mange andre måder at få fat i dem på end gennem TikTok. Kina er for eksempel blevet beskyldt for at stå bag flere store hacking-angreb mod amerikanske databaser. Det er også muligt at købe en del data fra databørser, der overvåger og sælger vores private informationer til firmaer over hele verden.

Så på den måde kan Kina stadig komme til, selv hvis du beslutter dig for at slette TikTok af den ene eller anden årsag.