Den 13. maj 2023 afholdes den 67. udgave af Eurovision Song Contest. Det sker i Liverpool, England, eftersom sidste års vinder Ukraine af åbenlyse årsager ikke kan lægge landmasse til sådan en folkefest, som traditionen sig ellers hør og bør. Måske er du allerede ved at gøre klar til fælleseuropæisk tv-aften med stemmesedler og pailletjakke – eller måske er du jævnt hen ligeglad. Hvis du er på det sidstnævnte hold, så er du ikke alene her i Danmark.
Her i landet tager vi typisk ikke Eurovision særligt alvorligt. Tværtimod har vi altid holdt det ud i strakt arm. Vi synes, det er tacky og lidt fjollet. Kritikken af Eurovision har været den samme siden begyndelsen: Showet er dyrt, konkurrencen uretfærdig, og musikkvaliteten for lav. Når vi en sjælden gang vinder, holder vi lidt mere af det, men stadig med en ironisk distance. Det er ikke nyt, at det er sådan. I 1963, det år, hvor Danmark for første gang tog sejren i Eurovision med Dansevise, skrev Ekstra Bladets anmelder Gregers Dirckinck-Holmfeld sådan her om den hjemlige konkurrence: “Der var jo ikke rigtig noget valg. Af de otte onder, der kunne tænkes at komme til at plage landet i måneder fremover, var Dansevise så absolut det mindste.”
Kritikken har en lang historisk hale. Det første Eurovision-show blev afholdt i 1956, og i lande med store kulturelle egoer, ikke mindst Frankrig, blev det hurtigt en oplagt stedfortræder for den helt store fjende: amerikaniseringen. I 1960’erne nåede kritikken et klimaks i Danmark, i spidsen stod årtiets store kulturikon Poul Henningsen – ham med blandt andet PH-lampen – som angreb ‘refrænkulturen’. Eurovision var uoriginalt, sentimentalt og konservativt samfundsbevarende. Resultatet blev, at Danmark meldte sig helt ud af konkurrencen i ti år fra 1967 til 1977.
Kritikken af kvalitet, pris og fairness hører man stadig i dag, og der kan selvklart argumenteres for alle tre punkter. Men det også bare én måde at betragte det mangfoldige fænomen Eurovision på. I dette afsnit af Galore justerer vi linsen og kigger grundigt på den multinationale sangkonkurrence.
Eurovision er nemlig præcis sådan et fænomen, som Galore er skabt for at kunne dykke ned i. Det er på alle måder stort, det er noget, rigtig mange mennesker går op i, det er komplekst, det er ofte temmelig misforstået, og det gemmer på mange små nøgler til at forstå den kultur og det samfund, vi lever i i dag. Hvis man altså gør sig den umage at se nærmere på det.
Det gør vi i dette afsnit af Galore, hvor lydversionen er en ekstra lang specialudgave. For på den vis har vi fået plads til to gæster, hvis viden og engagement, når det handler om Eurovision, er imponerende. Det er Jakob Moll, der står i spidsen for Zetlands forlag, og Mads Olrik, skribent og redaktør på Zetland. Sammen med dem tager vi turen ned i Eurovision-historien, vi snakker om smag og genre, vi gennemgår den korruptionsskandale, der udspillede sig i 2022, og så møder vi den dansker, for hvem det var værst at Brødrene Olsen vandt Eurovision i 2000. Og så har vi skrevet en sang. Du får hele molevitten med, hvis du lytter, men hvis du foretrækker at læse, har vi samlet det allervigtigste i denne artikel.
Der er to måder at betragte Eurovisions oprindelse på. Den ene er ideologisk og handler om, hvordan Europa samlede stumperne af sig selv op efter Anden Verdenskrig. Med krigserfaringen i bagagen formede man den spæde version af det europæiske samarbejde som et bolværk mod, at noget som Anden Verdenskrig kunne ske igen. Det handlede om samhandel, politisk samarbejde og kulturel udveksling – og Eurovision, den fælles, venskabelige sangkonkurrence var legemliggørelsen af sidstnævnte ambition.
Med det livetransmitterede show, der som nævnt blev sendt første gang i 1956, fik europæerne noget nyt at være fælles om, et festligt, kulturelt fællesskab som alternativ til det fællestraume, krigen var. Det fællesskab er stadig en grundsten i Eurovision og måske det træk, der først og fremmest gør konkurrencen unik. For hvor får vi ellers direkte kig ind i vores europæiske naboers liv, smag og verden fra år til år? Eurovision giver os mulighed for at høre, hvad der får husmødre fra Malta til at skrue op for radioen, og for at se, hvordan et rigtig godt sceneshow skal tage sig ud for at vinde finnernes hjerter.
Vi får også en pejling på politiske strømninger. For eksempel står LGBT-samfundet nærmest uadskilleligt fra Eurovision, men nogle lande har været gladere for at omfavne det faktum end andre. Forholdet mellem Rusland og dets naboer har også været et hot topic i årevis. I 2009 sendte Georgien en sang med titlen We Don’t Wanna Put In. Ordspillet gik ikke hen over hovedet konkurrencens arrangør, European Broadcasting Union, som fandt det for politisk og udelukkede Georgien fra finalen. Den slags forsigtighed over for Rusland blev til gengæld skudt til side i 2022, hvor Ukraine tog sejren i Eurovision. For selv om Ukraines Stefania var en god sang, var det også en klar tilkendegivelse af Europas modstand mod Ruslands invasionskrig.
Den ideologiske måde at se Eurovision på er valid nok, men den kan ikke stå alene. For den anden vinkel er, at Eurovision også var et forholdsvis praktisk projekt fra begyndelsen. Rammerne blev skabt af det samarbejde, som opstod i Europa i forlængelse af radioens opfindelse; det blev simpelthen nødvendigt at tale sammen for at fordele radiofrekvenser mellem sig. Det er også derfor, at begrebet ‘Europa’ er så rummeligt i den årlige konkurrence. Hvis et lands radiobølger kunne skabe rod på kontinentet, blev det inviteret indenfor. Marokko deltog faktisk i 1980.
Et andet praktisk hensyn spillede ind i sangkonkurrencens opfindelse. De europæiske tv-stationer ville gerne dele indhold, men bortset fra fodbold var det svært at finde formater, som kunne overvinde sprogbarriererne. Løsningen var populærmusik. Den direkte inspirationskilde var en italiensk sangkonkurrence, så italienerne kan med nogen ret kalde sig Eurovisions opfindere.
Gennem tiden har Eurovision udviklet sig til et meget stærkt brand med en stor og dedikeret fanbase og med en række kulturelle særkender. Der findes også en idé om ‘den typiske Eurovision-sang’: En storladen popballade med en såkaldt modulering – et hop fra én oktav til en højere, gerne tre fjerdedele henne i sangen … men passer det nu også? Er ‘typisk Eurovision’ snarere et energisk, glad dancenummer? Eller er det egentlig mere en skør, over-the-top-sang med kitschet folklore drysset udover?
Forvirringen bærer svaret i sig selv. Ifølge Galores ene gæst, Jakob Moll, så er det nemlig en udbredt misforståelse, at der findes en særlig “melodigrandprixgenre”. Vi husker de pinlige sceneshows og udvandede forsøg på at lyde som ABBA-møder-techno. Men musikalsk er showet en charmerende rodebutik – og ser man på de sidste 20 års vindere, er genrediversiteten enorm. Fra akustisk, portugisisk jazzpop til italiensk hardrock-rap for et par år siden.
En anden myte er, at kvaliteten af sangene engang var meget højere, end den er i dag. Konkurrencen har alle dage været hjemmebane for sange, som med Jakob Molls ord var “rimeligt dumme”. Det var for eksempel i 80’erne, at trenden med vrøvleordsomkvæd blomstrede. Med Diggiloo Diggiley hele vejen op til podiet.
Danmark har vundet Eurovision tre gange. Og den mest betydelige sejr tilhører Brødrene Olsen i år 2000, der med Fly on The Wings of Love brød med årtiers halvgode, halvdårlige og slet og ret katastrofale Danske Eurovision-resultater. Det er ikke helt nemt at finde en dansker, for hvem den begivenhed står i et negativt skær. Men der findes ét menneske, der havnede på den helt forkerte side af den sejr.
Det menneske har vores kollega Mads Olrik fået i tale. Navnet er Sørine Gotfredsen, hun er præst, forfatter og borgerlig debattør, men dengang, i 2000 arbejdede hun som journalist på det hedengangne dagblad Det Fri Aktuelt. Og den dag Brødrene Olsen vandt, havde hun en klumme i avisen. I den klumme konkluderede hun, at Danmark igen havde sendt et være hygge-nygge-kolonihave-rødgrødmedfløde-indslag af sted til en europæisk konkurrence, og at brødrene ville tabe med et brag. Det var ikke, fordi hun ikke brød sig om sangen, tværtimod. Årsagerne skal findes i den gigantiske debat om danskhed, der udspillede sig i de år, og som stadig findes i vores samfund. Historien, som du kan høre i sin fulde udstrækning i lydudgaven, er et særligt godt eksempel på, hvordan Eurovision bliver et samlingspunkt for strømninger og betydninger, der rækker langt ud over konkurrencen selv.
I slutningen af 90’erne var der noget i gære i Danmark. Dansk Folkeparti var blevet skabt i midten af 90’erne og var begyndt at vokse sig store frem mod valget i 2001, hvor de blev kæmpestore, og ingen længere kunne ignorere, at indvandring, nationalidentitet og kultursammenstød var blevet tidens største politiske slagmark.
Sørine Gotfredsen var en aktiv deltager i den debat. På Det Fri Aktuelt skrev hun om sport, men også om kultur, og det var gennem sport, film og tv at hun betragtede debat om, hvad det ægte danske er: Hvem er vi, og hvem er de andre? For Sørine Gotfredsen var Brødrene Olsens afslappede, selvberoende hyggeonkel-optræden arketypisk dansk, hvilket hun hyldede. Men hun var overbevist om, at Europa og hele den poppede overfladekultur omkring Eurovision intet ville fatte af det. Det skrev hun i sin klumme, der havde overskriften ‘De glade tabere’. Analysen lød blandt andet sådan her: “Med sangen Smuk som et stjerneskud har Brødrene Olsen ikke alene skrevet en usangbar og charmerende umelodisk sang, der truer med at gå mumlende i stå, hver gang der ikke er noget omkvæd - de udgør også med deres midaldrende ansigter og hyggelige slidte stemmer lige præcis det par, man ville elske at få på besøg i sin kolonihave. Det kan kun gå galt.”
Men Brødrene Olsen vandt. Alle var glade, meget glade, undtagen Sørine Gotfredsen, som mest var nervøs. Og ganske rigtigt: Næste morgen blev hendes redaktion oversvømmet med opkald fra vrede læsere, for hvem Gotfredsen havde spoleret festen. Sørine Gotfredsen blev lagt for had. Det kunne ikke være værre. Den dag i dag siger hun, at det er en af de artikler, der har givet hende mest ballade i hendes karriere, og det siger ikke så lidt. Hun fik til opgave at skrive en ny klumme, hvor hun gydede olie på vandene. Nu var vinklen, at alle de kvaliteter, hun kunne se i Brødrene Olsen – det troværdige, oprigtige, hyggelige – kunne hele Europa faktisk se. “Med roen, tiden og troværdigheden på deres side slog Brødrene Olsen hul i tendensen,” skrev hun og fik dermed vendt sagen om: Hun havde haft så meget ret, at hun ikke selv havde kunnet se det.
Her nogle årtier senere erkender Sørine Gotfredsen trods alt, at hun tog fejl, og hun tænker på den, hver gang hun føler sig for sikker i en holdning. Sørine Gotfredsen er stadig på den nationalkonservative fløj, hvor man betragter det danske som noget iboende og unikt, der skal værnes om. Men hun fortæller, at balladen fik hende til at overveje, om vi har mere til fælles på tværs af grænserne, end hun forestillede sig, og til at tænke over, om de kvaliteter, danskerne kunne se i Brødrene Olsen, er mere universelle, end hun havde troet.
Til slut skal vi forbi et af de mest omdiskuterede elementer i Eurovision-sammenhæng, nemlig juryen. Det er nemlig ikke kun landenes befolkninger, der stemmer til finalen og dermed kårer vinderen på demokratisk vis. Der er også en fagjury, hvis stemmer tæller med – i årenes løb har de talt i højere eller lavere grad, men i år har de kun indflydelse på finalen.
Juryerne, som vi kender dem nu, bliver indført i 2009. Og baggrunden for det er ifølge Jakob Moll, at der efter årtusindskiftet ulmede en frygt for en østeuropæisk invasion i Vesteuropa, både i form af immigration og en form for kulturel udvanding af de europæiske idealer. Denne konflikt udspillede sig i Eurovision og førte til indførelsen af professionelle juryer (som man havde brugt tidligere, men droppet). Men i bogen Postwar Europe and the Eurovision Song Contest (som Jakob Moll har læst) konstaterer historikeren Dean Vuletic, at det er svært at dokumentere nogen reel trussel. Når østeuropæiske lande vandt Eurovision, skete det på en bølge af stemmer fra vest. Og østeuropæerne var faktisk slet ikke lige så slemme til at stemme på et naboland som en af de meget ældre “blokke” i konkurrence: Nemlig Danmark og resten af de nordiske lande – “vore nordiske venner”, som kommentatorerne plejer at sige, når stemmerne tikker ind.
Juryen blev simpelthen indført for at forsvare den gode smag. Og Jakob Moll trækker ligefrem en parallel til EU’s manglende demokratiske legitimitet, hvor magt fordeles og udøves i uigennemskuelige systemer med kommissionens bureaukrater helt i toppen. Han kan nærmest blive rasende over det. For, mener han, tilliden til Europas befolkninger er jo latterligt lille, hvis man ikke engang tiltror dem evnen til at udpege deres foretrukne populærmusik. Popmusik som kulturprodukt opløser på en måde sig selv, når man beder eksperter om at vælge det bedste.
Måden, de professionelle juryer stemmer på, har ikke styrket deres sag som institution. For eksempel placerede juryerne 2021-vinderen Måneskin på en fjerdeplads i 2021 – hvorefter seerstemmerne gav den sejren. Og derpå blev det italienske rockband en lille verdenssensation, hvilket som bekendt stort set aldrig sker med deltagere til Eurovision.
Og så er der en anden faktor, der heller ikke har stillet juryerne bedre. Nemlig den korruptionsskandale, der ramte konkurrencen i 2022. Mens selve finalen udspillede sig, opdager Eurovisionens pointkontrollør, at seks lande – Aserbajdsjan, Georgien, Montenegro, Polen, Rumænien og San Marino – ser ud til at stemme på hinanden efter et fastlagt mønster. De giver åbenlyst hinanden toppoint efter aftale, og da European Broadcasting Union kontakter dem, er de fleste af dem umulige at få fat i. Arrangøren vælger derfor at erklære deres point ugyldige. Og efter den skandale har man igen i år ændret jurysystemet, men – som Jakob Molls pointer ovenfor så tydeligt viser – diskussionen om juryernes legitimitet er langtfra forbi.
Her runder vi af. Vi håber, at det er lykkedes for os at folde Eurovision ud med lidt flere nuancer, end man vanligt registrerer. Men vi er ikke helt færdige, for vi lovede jo … en sang.
Tilbage i januar 2023 afholdt vi et stort Zetland Live-arrangement på Vega i København, og Team Galore bidrog til programmet med de vigtigste punkter i historien om Eurovision – som du kan finde stumper af i denne artikel. Og vi leverede dem i form af vores bedste bud på en Eurovision-sang. Teksten og melodien er skrevet af os, det vil sige Marie Carsten Pedersen og Thomas aagaard, med input Jakob Moll og vores kampagnechef, Nicolai Oreskov West. Arrangementet blev skabt af Emil Johansen, lydpraktikant og kæmpe Eurovision-fan (og vi er stadig vildt imponerede). Og vokalen? Den leverede Thomas såmænd.
Sangen hedder Stemmer på Hinanden. Og du kan både se og høre den lige nu – den er bare et klik væk. God fornøjelse og tak, fordi du læste med.