Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Mari-Louise Pedersen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Jeg vil hellere miste min højre arm end lugtesansen. Dufte betyder mere for os, end vi tror

Corona har givet os et nyt blik på en overset sans.

Illustration: Nico H. Brausch for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


16. november 2021
14 min.

Prøv at tænke efter: Hvor mange gange har du brugt din lugtesans i dag? Sikkert langt flere gange, end du er bevidst om. Måske fornemmede du lugten i soveværelset og af din egen krop, da du stod op. Og derefter ting som den diskrete lugt af kalket vand, der kom ud af bruseren, sæbe og shampoo og tandpasta og den friske lugt udefra, da du luftede ud. Og så er vi ikke engang nået til morgenmaden, hvor duften af kaffe, te, mad og eventuelt andre familiemedlemmer eller bofæller blandede sig. Måske tjekkede du lige, om mælken var frisk, inden du hældte den op? Måske mærkede du lige lugten af din taske, da du pakkede den?

Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan din morgen er, den er forskellig for os alle. Men hvis du har din lugtesans intakt, benytter du den sandsynligvis flere hundrede gange inden frokost, og langt de fleste af dem har været ubevidste fornemmelser af dine omgivelser.

Men vi har det med at glemme lugtesansen og undervurdere den; den er usynlig og ubestemmelig, og vi har et ret fattigt sprog for lugte sammenlignet med synsindtryk. Den er primitiv og dyrisk og ikke så vigtig længere, tænker vi traditionelt. Når man mister synssansen, bliver man blind. Når man mister hørelsen, bliver man døv. Der findes også et udtryk for at miste lugtesansen, nemlig anosmi, men det kendte du næppe, for vi bruger det ikke.

Det er dog ved at ændre sig. Som følge af corona har tusindvis af mennesker (omkring fem procent af voksne danskere) mistet deres lugtesans helt eller delvist, og det er blevet noget, vi taler om. Mange kender nogen, der har mistet lugtesansen. Og det, de mister, er noget dyrebart.

Lugtesansen er en helt central del af vores måde at orientere os i verden på. Både i forhold til at undgå fare og opsøge hygiejne og god føde, men også i forhold til noget mere ubestemmeligt: Oplevelsen af din krop, dit hjem, dine næreste relationer er også helt præget af, hvordan de lugter.

Denne artikel er en undersøgelse af lugtesansens betydning for mennesket. Og samtidig en hyldest til lugte. Den går via en lugtesansklinik og et Zetland-medlem, Nina Karner, der delvist har mistet lugtesansen efter corona – og som nu har opdaget, hvor meget den betyder for hende: Jeg vil hellere miste min højre arm end min lugtesans,” sagde hun, allerede før hun mistede den. Hun er frustreret over, at hendes omgivelser ikke forstår, hvor vigtige lugte er for os. Som lugtesans-lægen Elisabeth Arndal siger: Vi tænker ikke over den, før vi mister den.”

Lugte handler i sidste ende om livets og kærlighedens sanselige fylde. Men før vi når dertil, så lad os begynde i det helt konkrete:

Jeg sidder sammen med læge og ph.d. Elisabeth Arndal på Rigshospitalets Enhed for Smags- og Lugtesans: Jeg prøver at gætte fire dufte, som bliver brugt til genoptræning af patienter med mistet eller reduceret lugtesans. Jeg gætter de tre af dem rigtigt (lavendel, appelsin og citron), men én af dem kan jeg ikke gætte: salvie. Så snart jeg får svaret, kan jeg genkende lugten, og jeg ryger mentalt tilbage til min tidlige barndom, hvor en legekammerat og jeg indimellem tog et salvieblad fra urtehaven, uden at jeg dengang vidste, hvad det var for en krydderurt.

Når man laver dufttræning, skal man gøre det modsatte af, hvad jeg gør her, nemlig læse på mærkaten samtidig og tune sig ind på lugten, forklarer Elisabeth Arndal: Man bruger også hukommelsen og lærer hjernen igen og igen, at det her er lavendel.”

Dufttræning er det vigtigste redskab til at hjælpe folk med at få lugtesansen tilbage. Og den bedste metode er simpelthen at lugte til fire markante dufte morgen og aften, mens man tænker på den ting, man lugter til. Det viser forskningen.

Det er lidt ligesom at genoptræne en muskel,” forklarer Elisabeth Arndal. Lugtesansen er blevet dårlig, og så træner man den. Jo mere man bruger sin lugtesans, des mere interesserer’ hjernen sig for de lugtesansimpulser, der kommer. Og samtidig stimulerer nerverne i næsen hjernen til at lytte, når man aktivt lugter til forskellige ting.”

Det er en vigtig del af indsatsen på duftklinikker som Rigshospitalets. Her kommer patienter med lugte- og smagssansproblemer. Førhen var den slags fænomener en niche, men med COVID-19 er området eksploderet, fordi det er en af de hyppige senfølger for dem, der har haft sygdommen. Og det gælder ikke kun behandlingen, men også selve forskningsfeltet. Elisabeth Arndal kan berette om, hvordan duft- og smagsforskningen tidligere var henvist til små, afsides mødelokaler på de store forskerkonferencer, men at de i år havde den største sal. Lugtesansen er blevet the shit.

På klinikken kommer folk med forskellige problemer, hvoraf nogle kan være arbejdsrelaterede: Vi har masser af sundhedsfagligt personale, som har været ramt af COVID-19 og har problemer med ikke at kunne lugte. Som sundhedspersonale bruger man faktisk sin lugtesans rigtig meget i sin almindelige tilgang til patienter. Også ansatte på plejehjem. Det giver konflikt. De kan ikke lugte, hvis der er en ble, der skal skiftes, den slags.”

At bruge lugtesansen på arbejdet gælder naturligvis i endnu højere grad jobs som kok, vinhandler eller parfumist. Men også i hverdagen er man afhængig af lugtesansen:

Mange patienter har problemer derhjemme, primært med mad. Men også med sociale sammenhænge. De kan ikke lugte sig selv. Så de aner ikke, om de lugter dårligt, har måske glemt, om de har børstet tænder eller taget deodorant på. De kan ikke lugte deres familie, de kan ikke lugte deres partner. Folk kommer med alle mulige forskellige ting. En del bliver ret følelsesmæssigt overvældede og overraskede over, hvor meget det faktisk påvirker deres hverdag, og det er ikke sjældent, at nogen græder. De bliver følelsesmæssigt påvirket, når de udfører testene, fordi de for første gang føler sig hørt og forstået.”

Der er nemlig ikke den store forståelse for, hvad det vil sige at miste lugtesansen, blandt venner og bekendte, og mange af Elisabeth Arndals patienter oplever, at de ikke bliver taget alvorligt; at folk tror, de bare prøver at gøre sig interessante, når de fortæller om deres usynlige problem med ikke at kunne lugte.

En af dem, der kender til, hvor smertefuldt det kan være at miste lugtesansen, og hvor lidt folk omkring hende forstår det, er Zetland-medlem Nina Karner, som jeg nævnte i indledningen. Hun fik corona i februar 2021, og hendes lugtesans forsvandt fuldstændig. Hvilket var meget skræmmende, for hendes næse var ikke stoppet, som når man er forkølet og midlertidigt mister lugtesansen. Lugtesansen var bare sporløst forsvundet.

Jeg var sindssygt rædselsslagen for, om jeg ville få min lugtesans tilbage. Det vidste jeg jo ikke på det tidspunkt. Jeg tænkte nærmest, at hvis ikke jeg fik den tilbage, kunne det hele også bare være lige meget,” fortæller hun.

Heldigvis kom det meste af Ninas lugtesans tilbage igen i de følgende måneder. Men så stagnerede det, og i dag – ti måneder efter at hun fik corona – er hendes lugtesans stadig svækket. Hun er bange for, at den sidste del aldrig kommer tilbage. Et ord, der igen og igen vender tilbage i hendes beskrivelser, er savn”. Hun har mistet noget, der var dyrebart for hende.

Hvis man skal forstå, hvor stor en rolle lugtesansen spiller i vores hverdag, er det nemmeste nok at dele den op i de fire domæner. Nemlig mad og drikke, kropslugte, inde- og udeklima og erindring. Lad os tage dem ét ad gangen.

1. Mad og drikke

Det måske vigtigste domæne for lugtesansen er fødevarer. Helt fundamentalt bruger vi lugtesansen til at advare os om fordærvede fødevarer. Vi tjekker vores mad med lugtesansen. Det er simpelthen livsvigtigt. Men lugtesansen spiller en rolle i al vores omgang med mad og drikke, også selve nydelsen.

Vores lugtesans er tæt knyttet til vores smagssans. Faktisk er det en så vigtig udvidelse af smagssansen, at det, vi kalder smag, først og fremmest er lugte. Smagssansen isoleret kan nemlig kun smage grundsmagene surt, sødt, salt, bittert og umami. Alt det, som giver smagen fylde og aroma, ligger i næsen.

Da jeg kommer ind på duftlæge Elisabeth Arndals kontor, er det første, der slår mig, en markant lugt af jordbærte. Hun har nemlig lige lavet sig en kop te, og jeg kommenterer det som det første. Da hun skal forklare, hvor vigtig lugtesansen er for det, vi ellers kalder smag, tager hun fat i teen:

I måden, vi bruger det danske sprog på, siger vi, at maden smager godt. Min te smager’ af jordbær, ville man sige. Nej, min te dufter af jordbær. Den smager ikke af jordbær, for det kan man ikke smage.”

Jordbær, vanilje, lakrids, kaffe og så videre – tungen kan slet ikke fange alle de aromaer, men kun den helt grundlæggende fornemmelse, det kan kun næsen og lugtesansen. Det kommer enten ind gennem næseborene eller baglæns op i næsen, når man tygger,” forklarer Elisabeth Arndal.

Nina Karner, som stadig mangler det sidste af lugtesansen, har mistet nogle af disse aromaer i madoplevelsen:

De smage, jeg især har mistet, er sådan nogle parfumerede smage. For eksempel te med rosen eller jasmin. De har mistet deres eftersmag. Man har en stærk forventning om smag. Hele sit liv har man oplevet, at når man putter det her i munden, så kommer der den her smag og den her lugt. Og den forventning har man stadig, selv om man godt ved, det ikke kommer til at ske. Så det er en skuffelse, hver eneste gang man putter noget i munden.”

Duftlægen Elisabeth Arndal fortæller, at nogle lugtesans-patienter taber sig voldsomt, fordi de helt mister appetitten. Andre overspiser, fordi de ikke bliver tilfredsstillet. Og så er mad også en social ting. Det kan føre til social isolation, når man ikke kan smage maden.

Man er ikke en del af samtalen om, hvor dejligt maden smager. Man kan ikke mærke, når der dufter af nybagt kage. Og for nogle dufter den nybagte kage råddent eller klamt eller af tang, fordi de lider af duftforvrængning.”

Ved duftforvrængning oplever man enten en konstant lugt, parallelt med hvad tinnitus gør ved høresansen, eller også skifter bestemte dufte karakter.

Faktisk er det dem, der har udtalt forvrængning, der har det værst i forhold til mad, drikke og sociale sammenhænge. Folk får mindre lyst til at gå ud, de får mindre lyst til at være sociale, de melder tit afbud til middage og føler sig derfor også mere ensomme.”

Mad og drikke er det mest åbenlyse domæne for lugtesansen. Men selv om de andre er mere diskrete, er de stadig vigtige for os alle.

2. Kropslugte

De fleste af os tjekker jævnligt vores egen krops lugte. Man lugter til sine fingre, sine armhuler, sit tøj, og måske tjekker man også lige sin egen ånde. Det med ånden er i øvrigt noget, der gav mange et lille chok under lockdown, idet man med mundbind på kan lugte sin egen ånde ret tydeligt.

Nogle af dem, der mister lugtesansen, får ifølge Elisabeth Arndal et overdrevet fokus på personlig hygiejne. De børster tænder mange gange om dagen og bader hyppigere, simpelthen for at være på den sikre side. Især dem, der bor alene og ikke har nogen til at hjælpe med at tjekke efter.

Nina Karner oplever det også som meget vigtigt at kunne lugte sig selv: Jeg har mange gange i løbet af foråret oplevet, at jeg svedte og vidste, at hvis jeg kunne lugte normalt nu, så ville jeg kunne lugte min egen armsved, men det kunne jeg ikke.”

Vi er konstant omgivet af vores egen lugt og bemærker den ikke i detaljer, men andres lugte kommer os i møde, så snart vi kommer tæt på dem. Også her er der en mulig biologisk funktion, nemlig at kunne skelne mellem dem, der hører til ens gruppe, og dem, der er fremmede.

Tænk på din partner, dine børn eller dine venner. Du kan genkende deres lugt, som ofte er en blanding af naturlig kropslugt og måske parfumer i sæbe, deodorant, hudprodukter og tøj.

Det er svært at sætte ord på andres kropslugte,” siger Nina Karner. Vi ved bare, at sådan her lugter den person, også selv om vedkommende lige har været i bad. Og sådan har jeg det med alle mennesker. Jeg kan genkende deres lugt.”

Kropslugte betyder også meget for, hvem vi bliver tiltrukket af, ligesom de såkaldte feromoner spiller ind – nogle duftløse partikler, der rammer os lige i næsen, som sender signaler til de dele af hjernen, der handler om erotik.

I forhold til fysisk tiltrækning har lugt også altid været en vigtig faktor for mig. Uanset hvordan nogen ser ud eller opfører sig, hvis de lugter forkert, så duer det bare ikke. Og det er ikke noget, man kan gøre så meget ved, det er noget, man bare er.”

Nogle gange er det forklaringen på, at den ene af parterne trækker sig i datingfasen uden helt at kunne sætte fingeren på hvorfor. Det kan være, at det er duftmatchet, der mangler.

Og i det langvarige parforhold er lugten af ens partner forbundet med noget trygt og velkendt. Det gælder også Nina Karner:

Jeg kan ikke lugte min mand på samme måde, som jeg kunne, før jeg havde corona. Det er mærkeligt. Og det er et tab. For det er ikke en dårlig lugt eller en rar lugt. Det ville jo svare til, at jeg ikke kunne høre, hvad han sagde, eller hvis jeg ikke kunne se ham. Eller hvis jeg ikke kunne mærke ham, fordi min følesans ikke virkede.”

3. Inde- og udeklima

Ligesom vi tjekker maden, vi putter i os og vores krop, så tjekker vi også indeklimaet for, om alt er i orden. Lugtesansen er en alarmcentral, og vi skal lynhurtigt kunne registrere, hvis der for eksempel er gået ild i noget, eller der bare er noget, der ryger. Eller hvis noget rådner eller mugner, eller hvis der bare trænger til at blive luftet ud.

Når jeg træder ind ad døren hos mig selv, har jeg altid haft det sådan, at hvis skraldespanden ikke er blevet tømt, kan jeg lugte det med det samme,” fortæller Nina Karner. Det kan jeg ikke længere i samme grad. Og det kan godt genere mig socialt, jeg tænker gud, hvad nu, hvis der kommer gæster?’ Jeg kan jo ikke vide, om her lugter helt vildt dårligt.”

Samtidig er lugten en del af oplevelsen af vores hjem, af andres hjem, af vores arbejdsplads, af indendørs offentlige rum. Vi genkender mange rum på lugten, det er simpelthen en del af rummets atmosfære og dermed identitet.

I vores soveværelse er der altid en bestemt lugt af soveværelse. Også selv om der lige er blevet gjort rent og sengetøjet er blevet skiftet, er der bare en helt bestemt lugt, som ikke er god eller dårlig. Jeg åbner tit vinduet, fordi den lugt bliver for tæt. Den kan jeg heller ikke lugte i samme grad længere. Førhen kunne jeg nogle gange ikke sove, fordi jeg syntes, den lugt var for stærk. Det oplever jeg ikke mere. Og det generer mig også, at jeg måske er i et dårligt indeklima uden at vide det.”

Når vi så bevæger os udenfor, mødes vi af et væld af lugte, hvor mange af dem er friskere i det. Duftlæge Elisabeth Arndal kan tale med om betydningen af disse indtryk:

Det er efterår. Den der duft af blade. Vi taler også om, at vejret dufter, vi kender duften af regn. Eller af jul. Jeg tror, vi undervurderer betydningen af, hvad duften af, at nogen har lavet en god kop kaffe, betyder. Eller at man går forbi en bager, hvor der dufter af nybagt brød.”

Zetland-medlem Nina Karner har et særligt forhold til den lugt, der er på et fjeld i Norge eller Sverige. De fleste af os har et forhold til lugten af skov og af hav. Og byer lugter jo også. Jeg kan stadig genkalde mig den ikke specielt behagelige lugt af subwayen i New York fra dengang, jeg boede der for 20 år siden.

Og det bringer os til det fjerde og sidste domæne. Nemlig det med erindringen.

Bonusinfo. Det hedder sig, at vores lugtesans ikke er så god, sammenlignet med hundes og andre dyrs. Det er en myte. Vores lugtesans er mindst lige så god som en hunds.

4. Erindring og følelser

Ligesom lugten af salvie kan bringe mig tilbage til en urtehave i min barndom, og ligesom tanken om New York kan bringe lugten af subwayen frem, så møder jeg med års mellemrum en lugt, der straks tager mig tilbage til mine bedsteforældres hjem i Jægerspris. Jeg kan på ingen måde sætte ord på den lugt, men jeg ved, når den er der. At lugtesansen er særligt knyttet til hukommelsen, er ikke bare noget, vi oplever – det er også et videnskabeligt faktum. Elisabeth Arndal forklarer det sådan her:

Når man lugter og smager noget, så går signalerne direkte ind i den del af hjernen, der tager sig af vores følelser og af vores hukommelse. Det sker, inden det bliver sendt ud til de andre dele af hjernen, som har mere med den bevidste forståelse at gøre.”

Så der er simpelthen en slags neurologisk genvej til hukommelse og nostalgi gennem dufte. Det er endnu et eksempel på, hvordan lugtesansen ikke bare spiller en praktisk, men også en eksistentiel rolle for os.

Så når nu lugteindtryk er en del af vores forhold til os selv, hinanden, vores omgivelser og vores erindring, så er det måske lettere at forstå, når Nina Karner altid – også før hun fik corona – har sagt, at hun hellere vil miste sin højre arm end sin lugtesans.

Når hun sagde det før corona, var der ikke den store forståelse fra hendes omgivelser. De betragtede det som noget fjollet noget at sige. Men for Nina Karner har der altid ligget en identitet i det at have en god lugtesans, og det har altid været en vigtig del af hendes liv, som hun sammenligner med den funktion, som kunst og kultur har for mange mennesker. Måske ikke livsnødvendigt, men alligevel nødvendigt for at give livet mening og værdi,” som hun skriver i en mail til mig.

Duftlæge Elisabeth Arndal kan genkende det her intense forhold til lugtesansen fra mange af sine patienter:

Jeg har haft patienter, der har sagt, at de hellere vil være døve eller blinde eller mangle en arm eller brække et ben. De er rystede over, hvor meget det fylder i deres liv. Og det er jo primært på grund af det sociale. Lugte- og smagssans er jo nydelse. Ud over de basale vigtige ting med fare og ernæring, så er det, fordi lugte- og smagssans er nydelse. Hvad gør vi andre, når vi skal have en dejlig aften? Så tager vi ud og spiser. Eller vi laver mad og inviterer gæster.”

Med de mange COVID-19-senfølger i form af lugtesanstab er der kommet større fokus på fænomenet. Og det kan måske betyde, at vi bedre forstår, hvor meget lugtesansen er en del af vores sanselige liv. Og derfor også, hvor smertefuldt det kan være at miste den.