Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Det ensomme geni er en myte. Enestående idéer opstår i fællesskaber

HJERNEMASSE Vores hjerne er så kompleks, at ingen hjerne er i stand til at forstå den. Og vi er nødt til at kigge ud over hjernen, hvis vi skal forstå den menneskelige bevidstheds triumf. Illustration: Jørgen Stamp / Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte



Derfor skal du læse denne artikel

Medierne er fulde af artikler om enestående mennesker og deres bedrifter. Men vi overvurderer individets hjerne. Vi ved langt mindre, end vi tror, argumenterer to forskere i en ny bog. Viden ligger snarere ude i fællesskaberne, i det kollektive. Genialitet er i høj grad social. Den erkendelse har stor betydning for samfundsdebatten, og Torben Sangilds artikel om dette emne er stadig aktuel.

Vi er vilde med geniale mennesker.

Medierne flyder over med succeshistorier om forskeren, der har vundet Nobelprisen. Vi hører om den brilliante kunstner, den visionære erhvervsleder og den nyskabende iværksætter. Vi hylder til stadighed Albert Einstein som indbegrebet af det videnskabelige geni på grund af relativitetsteorien. Han ligner endda et geni med sit viltre hår, på én gang nørdet og boheme-agtig.

Men der er et problem ved den fortælling.

Når vi fokuserer så meget på enkeltpræstationer, ignorerer vi et helt afgørende faktum om den enkeltes hjerne: Den er faktisk ikke særlig klog. Viden er kun i meget lille grad individuel, den er i høj grad kollektiv. Genialitet er social.

Det er argumentet i bogen The Knowledge Illusion – Why We Never Think Alone af kognitionsforskerne Steven Sloman og Philip Fernbach, og den bygger på adskillige konkrete undersøgelser af, hvordan vi tænker.

Vi er fulde af fejl, ofte irrationelle og meget tit ignorante,” skriver de. Men vores kollektive bevidsthed er virkelig imponerende.”

Med andre ord: Vores klogskab ligger ikke primært i hjernen, men i den fælles udveksling af erfaringer. Einstein var virkelig dygtig til teoretisk fysik, men han byggede også videre på andres arbejde og indgik i forskerfællesskaber. Hvis ikke han havde formuleret relativitetsteorien, var der nok en anden, der havde et par år senere.

Det har konsekvenser for vores tilgang til videnskab, eksperter, politiske diskussioner, arbejdsmetoder og pædagogik. For hvordan skal vi tale om viden, hvis den ikke primært ligger hos den enkelte?

Jeg har læst bogen og talt med den ene af forskerne om de politiske perspektiver af denne viden om vores uvidenhed.

1. Du ved mindre, end du tror

Hvordan virker en lynlås? Altså sådan helt præcis. Hvordan hæfter dens dele til hinanden? Og hvilken mekanisme får dem til at skilles eller samle sig, når man åbner og lukker lynlåsen?

Du må ikke kigge efter.

De fleste mennesker mener umiddelbart, at de ved præcis, hvordan en lynlås fungerer. Men når de bliver bedt om pedantisk at forklare mekanismen, løber de sur i forklaringen. De ved det faktisk ikke helt.

Dette fænomen er blevet testet adskillige gange og kaldes i kognitionsforskningskredse for illusionen om forklaringdsdybde”. Vi tror, vi ved, hvordan lynlåse og andre ting, vi omgås til daglig – stikkontakter, højtalere, toiletter – fungerer. Men det gør vi reelt ikke.

Vi lever på en løgn,” skriver Steven Sloman og Philip Fernbach i The Knowledge Illusion. Individuel viden er bemærkelsesværdigt overfladisk. Vi ignorerer kompleksiteten ved at overvurdere, hvor meget vi ved.”

Det hænger sammen med, hvordan vores hjerne fungerer.

2. Hjernen fokuserer ikke på data, men på mønstre, handlinger og fortællinger

I efterkrigstiden så man i høj grad hjernen som en slags avanceret computer. Og man trak den analogi meget langt. Det er man i stigende grad gået bort fra i forskningen, og ifølge forfatterne til The Knowledge Illusion er det også en meget problematisk analogi. For hjernen fungerer væsensforskelligt fra computeren.

Computeren processerer data slavisk og er derfor meget pålidelig, når det kommer til at følge algoritmer, tænke logisk og lagre detaljer.

Den menneskelige bevidsthed derimod sorterer langt de fleste data fra. Den fokuserer på det vigtigste – nemlig de grundlæggende mønstre, der gør os i stand til at se analogier. Hjernen bruger intuition, intentionalitet, følelser, vaner, forventninger og meget andet, som computere ikke har, til at lave disse sorteringer.

Kan du beskrive præcis, hvordan der ser ud bag dig lige nu uden at tjekke?

Det kan du formentlig kun på et ganske overordnet plan, for detaljerne er ikke vigtige – du kan jo altid vende dig om, hvis det er. Du har med andre ord sorteret data væk, for du behøver normalt ikke alle de detaljer, du bliver bombarderet med hele tiden. Vi ville blive overvældede og lammede, hvis vi indoptog alle informationer og lagrede dem.

Vores hjerne er slet ikke udviklet til at finde præcis, detaljeret og eksakt viden. Det er evolutionen ligeglad med.

Hjernen er snarere udviklet til at træffe hensigtsmæssige beslutninger, ofte i samspil med andre. Når vores hjerne er dyrenes overlegen, er det netop, fordi vi mestrer den hurtige tænkning, der gør os i stand til at vurdere og handle intuitivt, at afkode andres hensigter og ikke mindst at gennemskue konsekvenser og årsager. Det er vi rigtig gode til – det gør vi hele tiden. Især ved at fortælle historier til os selv og hinanden.

Og der skal faktisk ingenting til, før vi har dannet en historie i hovedet. Se for eksempel den her korte stumfilm med geometriske figurer.

Pointen i Fritz Heider og Marianne Simmels forsøg med filmen er, at selv om der kun er tale om helt simple geometriske figurer, kan vi ikke lade være med at se et drama udfolde sig.

Det er den samme mekanisme, der gør, at vi kan have et intenst forhold til abstrakte kunstværker og melodier. Men mekanismen har betydning for meget andet af, hvad vi gør.

Når man træffer en stor eller lille beslutning – hvad man skal lave til aftensmad, hvor man skal holde jul, om man skal forlade sin partner, om man skal føre sin nation i krig – så gør man det ofte ved at forestille sig de mulige scenarier, der vil udspille sig som en konsekvens af valget. Måske blot i et glimt, men det er stadig en form for historiefortælling, der formentlig er unik for os mennesker.

På samme måde når vi skal tænke baglæns og forstå, hvorfor noget skete. Her skaber vi en fortælling om, hvordan det ene førte til det andet. Vi skaber vores egen identitet ved at fortælle historier om os selv, om hvad der har præget os, motiveret os, hæmmet os, skadet os og demed gjort os til den, vi er.

Det er kausal tænkning – altså at tænke i årsager og virkninger. Og det er vi fremragende til, langt bedre end vi er til logiske ræsonnementer og præcise erindringer. Det er uhyre nyttigt i de fleste sammenhænge og selve kernen i den menneskelige bevidsthed.

Men vi er også på en måde lidt for gode. For vi ser også årsager og virkninger, hvor der ingen er, fordi vores intuition hele tiden skaber dem. Det er det, en tryllekunstner benytter sig af. Det er det, meget overtro bygger på. Og det er kombinationen af denne kausale tænkning og mønstertænkning, der giver os falske forestillinger om, hvordan ting fungerer. Hvis man har et ubehag i tiden efter en vaccine, vil man ofte være tilbøjelig til at tilskrive ubehaget ved selve vaccinen, selv om der kan være mange andre årsager og tilfældigheder på spil. Hvis vi virkelig vil forstå verden og træffe de rigtige valg, skal vi være mere rationelle.

Det kræver en anstrengelse, en langsom tænkning, at forstå ting til bunds. Og det er vi mindre gode til, som også Daniel Kahnemann pointerer i kognitionsforskningens bestseller At tænke hurtigt og langsomt (2011). Når vi skal tænke langsomt, skal vi gå imod vores instinkter til at gennemskue tingene hurtigt. Vi har opfundet videnskabelige metoder, fordi selv den dygtigste forsker er i fare for at give efter for disse instinkter.

Vi skal anerkende verdens kompleksitet og vores egen uvidenhed, tænke logisk, bruge tid på at sætte os ind i sagen.

Og så skal vi – pointerer Sloman og Fernbach – frem for alt benytte os af den fælles viden derude. For det er dén fælles viden, der rummer den helt store genialitet, ikke vores egen lille hjerne.

Bonusinfo. Mennesker, der er gode til at tænke langsomt og rationelt, tror sjældnere på Gud og spiser oftere mørk chokolade.

3. Viden ligger i bikuben

Undertitlen på The Knowledge Illusion er Why We Never Think Alone – “hvorfor vi aldrig tænker alene”.

For det er nemlig den anden side af fortællingen om vores uvidenhed og tendens til fejlslutninger: at mennesket som socialt væsen er decideret genialt. Lige så ydmyge vi bør være, når vi vurderer vores individuelle viden, lige så begejstrede bør vi ifølge Sloman og Fernbach være for, hvor højt et vidensniveau vi opnår i fællesskab.

Vi er som en bikube, hvor den enkelte bi mildt sagt ikke er særlig intelligent, men hvor bikuben som samfund er meget avanceret. Ingen bi forstår egentlig, hvad den er en del af, den gør bare sin ting.

Det hænger sammen med, hvordan vores hjerne har udviklet sig – nemlig i sociale fællesskaber. Her har arbejdsdeling og specialisering vist sig nyttigt, mener forfatterne.

Antropologen Robin Dunbar undersøgte størrelsen af hjernen (nærmere bestemt neocortex) hos forskellige primater i begyndelsen af 1990’erne. Han sammenlignede de data med alle mulige forskellige andre faktorer i deres miljø og adfærd. Den eneste markante sammenhæng, han fandt, var, at de primater, der levede i store grupper, havde større hjerner end dem, der levede i små grupper eller alene.

Det peger i retning af, at avanceret social adfærd er det, der er særligt ved vores hjerne.

De evner, vi som art er stukket af med, handler om kompetencer som empati og kommunikation. Vi kan diskutere, lægge planer, gøre hinanden opmærksom på ting, sætte normer og regler for adfærd og alle mulige andre sociale ting, fordi vi er i stand til at kommunikere på et meget højt niveau. Vi skaber fortællinger, der er meget velegnede til at blive givet videre.

Dermed kan vi nemlig også bygge videre på andres landvindinger. Mens andre arter begynder mere eller mindre forfra for hver generation, så akkumulerer vi vores viden og fortællinger. Vi bruger en stor del af vores unge liv på at lære en masse ting, andre har fundet ud af, mens vi som voksne specialiserer os i nogle ganske få ting, som vi kan bidrage med til fællesskabet.

Vores roller i samfundet er sjældent så firkantede og entydige, som en bis er i bikuben, men ikke desto mindre indgår vi med nogle brikker i en langt større enhed, som er mere kompleks, end nogen af os kan forstå. Hjernen er en del af et større system.

I det lys har der været alt for meget fokus på selve hjernen, når det gælder viden, skriver de:

Tanker er mere effektive i et samspil med den fysiske verden, hvilket viser, at tænkning ikke er en ukropslig proces, der finder sted inde i hovedet. Mentale aktiviteter sker ikke bare i hjernen. Hjernen er nemlig en del af et bearbejdningssystem, der inkluderer kroppen og andre dele af verden.”

Hjernen er en del af en krop, der drager grundlæggende erfaringer. Viden om, hvordan man går gennem en dør eller griber en bold, er kropslig. Vi forstår ikke mekanismen, vi lærer den bare gennem øvelse. Hjernen spiller naturligvis en rolle i denne træning, men kroppen i rummet er helt essentiel.

Og kroppen rækker så videre ud i verden, hvor langt det meste information ligger. Bevidstheden er ikke i hjernen; hjernen er i bevidstheden,” som de med et slagord beskriver det. Med andre ord: Vi må opfatte viden som noget, der er derude blandt andre, og ikke tro, at vi selv har den i vores hoved. Vi må kaste vidensillusionen af os.

Alle mulige bedrifter fra ingeniørarbejde til lovgivning er sociale. Også videnskab udvikles som regel i grupper.

Som Sloman & Fernbach beskriver det: Videnskabelige laboratoriemøder indebærer en række forskere, der sidder omkring et bord, ofte med visuelle præsentationer eller en tavle, og hver forsker bidrager med små bidder af viden og idéer. Der stilles spørgsmål, opstilles hypoteser, registreres uenigheder, og ud af denne kaotiske udveksling kan en konsensus opstå.”

Disse processer er vigtigere for vidensmæssige gennembrud end enkeltstående geniers skrivebordstanker. I en arbejdsgruppe er der ikke et skapt skel mellem en enkelt persons idéer og viden og så de andre personers.”

De bruger også The Beatles som eksempel. Det er spild af tid at diskutere, hvem der gjorde Beatles store, om det var Lennon eller McCartney, for det var selve konstellationen af alle fire medlemmer. Uden Ringo – ingen Beatles.

4. Når vores måde at tænke på er et problem

Så hvad er problemet?

Her skal vi tilbage til grundpointen: Verden er ekstremt kompleks, og vi forstår den som individer kun ganske overfladisk. (Sjovt nok er også hjernen så kompleks, at ingen hjerne vil kunne forstå den til bunds). Problemet er, mener forskerne, at vi tror, vi ved mere, end vi gør, at vi overvurderer os selv og bliver skråsikre i stedet for at gå til viden med den ydmyghed, der ville gøre os klogere.

To eksempler på udbredte misforståelser fra bogens undersøgelser: Mange (for eksempel halvdelen af alle amerikanere) tror, at fødevarer, der ikke er genmodificerede, ikke indeholder gener. De opfatter gener som en slags tilsætningsstoffer, sådan som det misforståede udtryk genfri mad’ også indikerer. Et lignende antal tror, at antibiotika ikke kun dræber bakterier, men også vira.

Det er ikke ligegyldigt, eftersom de samme mennesker ofte har en stærk holdning til genmodificerede fødevarer og er brugere af antibiotika. Når vi ikke forstår det basale i verden omkring os, er vi heller ikke i stand til at handle hensigtsmæssigt.

Bonusinfo. Sokrates tillægges udsagnet “Alt, hvad jeg ved, er, at jeg ingenting ved.” Og detop deri lå hans visdom, paradoksalt nok.

5. Det har også politiske konsekvenser

Efter endt læsning af bogen, der rummer mange flere perspektiver end dem, jeg har nævnt her, ringede jeg til den ene af bogens forfattere, Philip Fernbach, for at tale om de politiske perspektiver af vidensillusionen.

Det er jo sådan, at mange af os har en masse politiske holdninger til komplekse ting, vi kun har et overfladisk kendskab til.

Sloman og Fernbach har selv lavet nogle interessante forsøg i 2012, der viser, at vidensillusionens mekanisme ikke kun gælder, hvordan lynlåse virker og den slags, men også gælder vores forhold til politik og samfund.

Forsøgspersonerne blev bedt om at vurdere deres forståelse af en række konkrete politiske emner, såsom flad skat, sanktioner mod Iran eller bonusordninger for skolelærere. De markerede på en veldefineret skala fra 1 til 7, hvor godt de selv syntes, de forstod det pågældende emne.

Derefter blev de bedt om at redegøre for konsekvenserne ved at indføre disse ting og dermed vise, hvor godt de havde forstået substansen. Med få undtagelser gik det ikke særlig godt med de redegørelser, og nogle blev vrede over at blive taget i at overvurdere deres viden. Bagefter vurderede de deres egen forståelse lavere på samme skala.

Vi tror altså, vi har forstået mere af flygtningelovgivningen eller finansloven eller regionernes rolle, end vi egentlig har. Men når vi har forsøgt at forklare det i detaljer, bliver vi mere ydmyge. Ligesom med lynlåsene.

Derudover viste forsøget en meget interessant bieffekt: Forsøgspersonerne rangerede også deres holdning som mindre ekstrem efter at have skullet forklare substansen. De blev nemlig allerførst spurgt til deres holdning til det pågældende emne og skulle angive, hvor stærk denne holdning var for eller imod. Efter at have rodet sig ud i en forklaring af substansen faldt holdningen i styrke. De blev ikke holdningspåvirket af nogen, effekten beroede alene på at skulle forklare konsekvenserne og af den deraf følgende ydmyghed.

Man bliver mere moderat og lydhør af at forholde sig til substansen. Philip Fernbach ser heri en klar kritik af, hvordan politiske diskussioner former sig i medierne, inklusive de sociale medier.

De fleste af os er ikke vant til at lave dybdegående research på konsekvenserne af konkrete politiske tiltag. Vi har det med lynhurtigt at vurdere, om det stemmer med vores værdier eller ej. Fordi vi ikke ved nok, ender vi ofte med at gentage de pointer, vi har hørt fra vores ligesindede, og står og råber af hinanden frem for at lytte,” sagde Fernbach, da vi talte sammen.

Han mener, at det vil gøre en stor forskel, hvis vi i langt højere grad prøver at finde ud af, hvad de politiske tiltag går ud på, og hvilke fordele og ulemper der er ved dem.

Når vi gør det, finder vi ud af, at modstanderne’ ikke er så forskellige fra os selv, som vi troede. Vi skal fokusere på forklaringer frem for positioneringer.”

Nu taler han ud fra en amerikansk sammenhæng, hvor debatten er meget polariseret mellem to lejre, men jeg synes nok, man kan genkende det, han siger – især fra debatten på de sociale medier.

Det, som er problemet i debatter, mener han, er, at folk i høj grad fokuserer på, hvorfor de mener, som de gør, og hvem der i øvrigt mener det samme eller det modsatte. Vi identificerer os med vores synspunkt, og det bringer os ikke videre.

Et andet forsøg, de lavede, viser nemlig, at det ingen tilsvarende effekt har at bede folk om at redegøre for, hvorfor de mener, som de gør, altså hvilke værdier og principper der personligt er i spil for dem. Man kunne forestille sig, at den selvrefleksion kunne føre en ændring med sig, men folk er præcis lige så selvovervurderende og polariserede, som de var før.

Fernbach har iagttaget, at bogen har mødt interesse på begge fløje, men at de drager to forskellige konklusioner af vidensillusionen. Mange republikanere ser det som et argument for at afskaffe eksperter og smagsdommerne, for der er alligevel ingen, der ved noget, heller ikke eksperterne. De fleste demokrater ser det snarere som et argument for i højere grad at lytte til eksperter frem for at tro, at vi selv kan regne den ud.

Selv om han ikke ønsker at tilhøre en af fløjene, indrømmer Fernbach, at han er enig i det sidstnævnte. Fordi viden er kompleks, og ingen kan overskue det, må vi lytte til dem, der har den, men naturligvis lytte kritisk.

Populismens angreb på viden og det elitære’ er virkelig et problem i vores tid. Den hviler på en idé om, at verden er simpel. Men verden er kompleks, og derfor må vi støtte os til dem, der har forstand på de forskellige områder af den. På den anden side skal man ikke ukritisk acceptere alt, hvad forskere siger. Forskere tager selvfølgelig også fejl og har en tendens til at overvurdere rækkevidden af deres egne resultater.”

Da jeg spørger ham til løsninger, er Fernbach tilbageholdende. Han er ikke meget for at spille samfundsorakel, hvilket er forståeligt nok. Når man har skrevet en bog om selvovervurdering, er det klædeligt at kende sine egne begrænsninger.

Men en pointe er dog vigtig for ham: Vi bliver nødt til at få en mere nuanceret forståelse af viden og af genialitet. Det individuelle fokus på den enkeltes hjerne begrænser vores forståelse af viden. Vi bliver nødt til at arbejde anderledes med, hvordan vi – sammen – udvikler vores viden.

Vejen ud af uvidenheden er ikke bare mere uddannelse, som nogle mener. Men snarere en bedre uddannelse i den færdighed at kunne vurdere, hvem man kan stole på, og at skelne mellem troværdig og mindre troværdig viden. At tage ydmygt udgangspunkt i uvidenheden, være reflekteret over, hvad viden er, og så søge den de rigtige steder,” siger han og tilføjer:

Og så skal vi fokusere på gruppebaseret viden, hvor forskellige fagligheder arbejder sammen, frem for den evindelige genidyrkelse.”

Steven Sloman & Philip Fernbach: The Knowledge Illusion – Why We Never Think Alone. 296 sider, Riverhead Books, New York 2017.