Hvad er prisen for stabilitet? I Beirut var det en tidsindstillet bombe. Og jeg så den eksplodere

I ti år stod Libanon som et stabilt bolværk i Mellemøsten. Men spørgsmålet er, hvad stabilitet er.

Foto: Mohamed Azakir / Reuters / Ritzau Scanpix
  • 3. august 2021
  • 21 min.

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Sidste gang jeg rejste til Beirut, regnede det. Det var den 6. august 2020, et år siden. August plejer at være kvælende hed i Beirut. Men nu regnede det. Det var midt om natten, og da jeg trak min kuffert ud på parkeringspladsen foran lufthavnen, hvor min taxa ventede på mig, stod chaufføren ud og kiggede op i luften. Han var en ældre mand med daggamle skægstubbe og en grå T-shirt, som hurtigt blev gennemblødt i regnen. Han hilste på mig med venlige, men trætte øjne. Strange weather,” sagde han og tog imod min kuffert. Jeg nikkede. Strange times,” svarede jeg.

Det var kun to dage siden, et kæmpemæssigt brag havde afbrudt den videosamtale, jeg havde haft med min kæreste, Sako, og jeg havde svært ved at tænke på andet. Jeg havde været hjemme hos mine forældre på sommerferie i Vestjylland, mens min kæreste lige var kommet tilbage til vores lejlighed i Beirut. Han åbnede vinduerne i soveværelserne og stuen, mens vi talte, fordi vores aircondition var stoppet med at virke. Vi snakkede om vores elregning, som var vokset til en uoverskuelig pris i løbet af de seneste måneder.

Og så kom braget.

Det var så voldsomt, at jeg kunne høre glasset klirre i lejlighedernes vinduer gennem telefonen, og hele bygningen rystede, så det kunne ses på videoforbindelsen. Vi bliver bombet!” råbte Sako, og på dét tidspunkt virkede det faktisk som den mest oplagte forklaring. Men det var ikke raketter eller bombefly, der var braget gennem byen, fandt vi hurtigt ud af. Det var 2.700 tons ammoniumnitrat – et fint ord for højeksplosiv kunstgødning – der var sprunget i luften på Beiruts industrihavn, cirka seks kilometer fra min lejlighed.

Sako skyndte sig ned til sin bil og satte kurs ind mod byen, ind mod eksplosionens epicenter. Lige over for havnen boede to af vores venner, og han var sikker på, at han skulle ind og grave dem fri af murbrokkerne. Overalt omkring ham var der biler fyldt med blødende mennesker, som kørte den anden vej, væk fra eksplosionen mod de allerede overfyldte hospitaler. Andre gik med chokket malet i ansigterne på gaden og forsøgte at finde ud af, hvad der var sket. Den ene af vores venner lå i det øjeblik allerede på operationsbordet. Den anden var blevet kørt op i bjergene for at finde et hospital, der havde plads til hende og kunne stoppe blødningen i hendes baghoved. Mens min kæreste kørte rundt i Beirut, sad jeg i Vestjylland og så på Twitter eksplosionen vokse i ringe. Den ene video efter den anden blev uploadet. Først af en brand i et af havnens varehuse. Og så af den kuppel af røg, der pludselig fra det ene øjeblik til det andet eksploderede og voksede som en paddehat over byen og åd alt på sin vej: bygninger, der smuldrede, mennesker, der blev kastet omkuld. Og så: stilhed. Skrig. Gråd. Bilalarmer, der hylede gennem gaderne. Selv på Cypern, 200 kilometer væk, kunne de mærke eksplosionen, der blev målt til 3,5 på richterskalaen. Tusindvis af mennesker var blevet såret, læste jeg. Hundredvis af mennesker var blevet dræbt, og hundredtusindvis af mennesker havde på et øjeblik mistet deres hjem. Halvdelen af byen lå i ruiner, og i timevis efter eksplosionen hang en kæmpemæssig tyk røgsky over byen. Det var derfor, det regnede nu, sagde folk på sociale medier, da jeg landede i lufthavnen to dage senere. Beirut græd.

Selv om hverken min kæreste eller jeg kom fysisk til skade i eksplosionen, fandt vi snart ud af, at det liv, vi havde i Beirut, var lagt i ruiner, nøjagtigt ligesom store dele af byen var. Nu, et år senere, er resten af Libanon også kollapset: Landet er plaget af lange strømafbrydelser i op til 21 timer i døgnet. Benzinstationerne er ved at løbe tør for brændstof. Apotekerne har problemer med at importere så basal medicin som Panodiler. Supermarkederne er plaget af hyperinflation. Bankerne har indført kapitalkontrol, og folk kan ikke længere hæve deres penge, som de vil. Libanons dybe økonomiske krise er for ikke så længe siden blevet udråbt som en af de værste kriser, verden har set siden 1850’erne. Den bliver kaldt for the deliberate depression, altså den overlagte krise, fordi magthaverne i landet intet har gjort for at stoppe den, men tværtimod skubbet til den og aktivt forværret den.

Det værste er, at alle kunne se katastrofen komme.

I de seneste ti år har Libanon stået som et stabilt bolværk i en region, der har været plaget af krig og protester. Men stabiliteten havde sin pris: De magthavere, der sørgede for at holde på freden, har nemlig raget til sig af Libanons statsbudgetter imens, og libaneserne selv er blevet fattigere, mens landets udvikling er sat totalt i stå.

Vi står ret tit over for det her svære valg mellem stabilitet og opbrud. I det her år er det, som om vi i Vesten især hælder mod det stabile, det forudsigelige. Men Libanon viser, at stabiliteten nogle gange er – selv om det er det mindste af to onder – det farlige valg. For da Libanon valgte stabiliteten frem for forandring, lavede landet en tidsindstillet bombe.

ANSVARLibaneserne vidste ikke, hvad der stod opbevaret på havnen. Men det gjorde magthaverne. I seks år fik de advarsler om faren ved at opbevare 2.700 tons ammoniumnitrat så tæt på byen, og alligevel gjorde de intet. Foto: Hannah Mckay / Reuters / Ritzau Scanpix

Det er allerede ni måneder siden, vi flyttede fra Libanon og landede her i København, Sako og jeg. Otte måneder siden, vi blev gift på rådhuset omringet af familie og venner. I silende regn. For seks måneder siden fik vi en hund, og for fem måneder siden kom Sako ind på Det Kongelige Akademi i København. Vi tæller dagene og månederne op og minder hinanden om al den tid, vi har brugt på gode, lykkelige ting; den tid, vi har brugt på at bygge et nyt liv sammen. Men regnestykket passer ikke. For det betyder, at det er et år siden, at alting faldt fra hinanden, at Beirut eksploderede. Det betyder, at det er 12 måneder siden, at Beirut forsvandt og blev til en by af glasskår og murbrokker i stedet. Hvordan kan det passe? Tid giver ikke længere mening. Eksplosionen varede et splitsekund, men den sidder i os endnu, og selv om vi har forladt Libanon, er vi aldrig rigtig undsluppet. I vores hoveder går vi stadig rundt i Beiruts ruiner.

Sako ryster på stemmen, når han fortæller om dagen efter eksplosionen. Han kørte fra vores lejlighed gennem byen til sin arbejdsplads og derefter sit atelier, sin fars virksomhed og sin venindes lejlighed for at tilse skaderne, og for hvert sted han gjorde holdt, voksede katastrofen i omfang: Den rute, jeg plejede at tage hver dag for at komme på arbejde, for at besøge mine venner, for at være hos dig, hvor end jeg bevægede mig hen, så jeg, at alt var fuldstændigt ødelagt.” Fra den ene dag til den anden var hans by og hele det liv, han havde bygget sig der, pludselig blevet lagt i grus.

Fem dage efter eksplosionen stod jeg selv på gaden foran min første rigtige lejlighed i Beirut. Det var en gammel taglejlighed på toppen af en hundrede år gammel bygning, og vi var ekstatiske, da vi flyttede ind, mine venner og jeg, fordi der fulgte en tagterrasse med. Den sad vi på hver aften, når vi kom hjem fra arbejde, med cigaretter og kolde øl, og fik vi os placeret rigtigt, kunne vi se forbi skyskraberne og med lidt god vilje skimte det glimtende blå vand langs industrihavnen, mens solen gik ned. Nu var tagterrassen væk, taget var bombet i stykker, og væggen til mit gamle værelse var revet ud af bygningen. Den lignede et spil Klodsmajor, lige inden tårnet vælter. Sådan så hele gaden faktisk ud, da jeg begyndte at gå ned ad den. Kiosken, jeg plejede at købe grøntsager og cigaretter i, var styrtet sammen, så væggene lå i murbrokker ude på gaden. Telefonbutikken, hvor jeg tankede taletid, caféerne, jeg arbejdede fra, barerne, hvor vi søgte tilflugt på hede sommeraftener.

Det var alt sammen væk. Der var kun kollapsede bygninger og vinduesløse højhuse tilbage, og der, hvor havnen plejede at være, lå der nu et kæmpemæssigt afskoldet krater.

Min regering gjorde dette,” stod der med sorte versaler på en væg langs havnen. Libaneserne vidste ikke, hvad der stod opbevaret på havnen i Hangar 12. Men i dagene efter eksplosionen kom det frem, at præsidenten vidste det. Premierministeren vidste det. Hæren og sikkerhedsmyndighederne vidste det. Og højesteret vidste det. De blev alle sammen advaret om faren ved at opbevare 2.700 tons ammoniumnitrat dér, og alligevel foretog de sig intet i seks år. Indtil bomben sprang. Heller ikke bagefter tog staten noget særligt ansvar. I stedet var det nu frivillige, civile libanesere, der gik omkring i gaderne for at rydde op. De satte nye vinduer og døre i hinandens lejligheder, fejede murbrokker og glasskår væk fra vejen, fandt midlertidige boliger til de mange, der pludselig var gjort hjemløse, og rejste kæmpeindsamlinger til fordel for børn, LGBT+-personer, migrantarbejdere, ældre, hospitaler og de sårede. En af dem var Raja Farah, en 41-årig konditor og digter. Sidste gang jeg mødte ham, var dér på gaden, fem dage efter eksplosionen, et par hundrede meter fra min gamle lejlighed. Han stod og delte varme måltider ud til dem, der ikke længere havde råd til at købe ind. Det her er et absolut helvede,” sagde han og kastede fortvivlet ud med armene: Det bliver sværere og sværere at forestille sig en vej ud af det her.”

Nu, 12 måneder senere, har Raja det stadig sådan. Da jeg ringede til ham en mandag morgen for nylig, sagde han, at det slet ikke gav mening, at der nu var gået et år. For ham føles det i stedet nogle gange, som om tiden stoppede den 4. august 2020. Dengang, da havnen eksploderede, stod han i et lydstudie kun et par hundrede meter derfra. Han husker det nærmest i slowmotion, hvordan han fløj gennem lokalet, da trykbølgen ramte ham kort efter. I et par sekunder, mens jeg fløj gennem lokalet, var det eneste, jeg tænkte bare: Det er sådan her, jeg dør.’” Nogle gange føler han stadig, at han hænger der i luften.

For et år siden var Raja overbevist om, at der måtte ske noget. Eksplosionen havde udrettet uoprettelig skade, sprængt fundamentet under landet helt og aldeles væk. En tilbagevenden til status quo føltes umulig. Og de, der var ansvarlige, måtte blive stillet til regnskab. Men det er ikke sket. I hvert fald ikke endnu. I 12 måneder har Libanon ikke haft en regering. På 12 måneder er Beirut ikke blevet genopbygget. Efter 12 måneder er ingen blevet stillet til ansvar for katastrofen. Til gengæld er resten af landet kollapset. Strømafbrydelserne bliver værre. Der er trusler om, at internettet snart ikke vil virke længere. Der er ikke noget brændstof. Der er ikke noget, der holder os kørende, andet end at vi bliver nødt til at fortsætte,” fortalte Raja i telefonen. Det var en mandag morgen, da jeg ringede, og Raja var ved at gøre sig klar til at forlade lejligheden. Han skulle i banken for at sætte penge ind på en konto, og han vidste allerede, at det ville komme til at tage hele dagen, sagde han. Hver dag samler der sig lange køer af desperate libanesere i bankerne. De vil have deres penge ud, og det er besværligt. De må nemlig kun hæve små beløb ad gangen. Det er blevet en del af vores daglige rutine at skulle kæmpe med bankerne.”

Så hvad skete der? Hvornår stoppede Libanon med at være et stabilt samlingspunkt for resten af regionen, og hvordan faldt landet så pludseligt fra hinanden? Hvem bestemmer, hvornår noget ér stabilt, og hvornår det ikke er det længere? For at forstå det skal vi lidt længere tilbage i tiden, tilbage til et tidspunkt, hvor forandringen til det bedre føltes lige om hjørnet.

“Alle betyder alle! Ud med dem alle sammen!”

Den 17. oktober 2019 sad jeg i en taxa på vej gennem byen, da den pludselig blev omringet af hundreder af vrede mænd. De marcherede gennem gaden og råbte i protest mod regeringen, og ind imellem dem kørte barmavede mænd på motorcykler. De satte ild til dæk og containere og sparkede vinduerne ind i de dyre, men tomme skyskrabere i hjertet af Beirut. Min chauffør bandede, da vi havde holdt stille i menneskemængden et par minutter. Flere og flere mennesker strømmede til. Og foran os havde de spredt barrikader, så vi ikke kunne komme videre. Vejen, vi kørte på, var deres nu, og jeg måtte stige ud af taxaen og gå.

Dagen efter skulle jeg rejse til Cypern, men også der måtte min chauffør give fortabt: Overalt i byen kunne vi se små sorte røgskyer stige fra brændende bål på vejene, og uanset hvilken retning han kørte i, måtte han gøre holdt. Alle veje mod lufthavnen var blokeret med brændende dæk, og gaderne var fulde af mennesker. Da vi nåede den sidste vejblokade, vendte han sig frustreret om og kiggede på mig fra forsædet: Du bliver nødt til at stå af her.”

Jeg anede ikke, hvor jeg var, eller hvordan jeg skulle komme derfra videre til lufthavnen, men jeg steg alligevel ud med min rullekuffert og gik hen mod de brændende dæk og de mennesker, der stod omkring dem, med tørklæder viklet om ansigtet. En ung mand kom mig i møde. Han havde bare tæer i sandaler og en rød T-shirt på.

Skal du ud i lufthavnen?” spurgte han. Jeg nikkede. Så kom med mig!”

Han småløb hen mod en scooter og sagde, at jeg skulle sætte mig bagpå, så det gjorde jeg. Så tog han min kuffert og stillede den mellem benene og kørte af sted. Vejblokaden var alligevel ikke tiltænkt mig, forklarede han, mens vi fræsede forbi de brændende dæk og ud på de nu tomme veje. Demonstranterne havde blokeret vejene for landets politikere, så de ikke kunne flygte fra deres ansvar længere, forklarede han. Alle andre sørgede de for at fragte frem og tilbage mellem byen og lufthavnen, så godt de kunne. Han kendte tydeligvis sin rute og drejede skarpt ind mellem bygninger, jeg aldrig havde set før, ud på en ny tom vej, forbi benzintanke og flere brændende dæk. Da vi nåede lufthavnen, satte han mig af ved en ny vejblokade, og jeg gik derfra i en lang kø af mennesker, som tilsyneladende var kommet dertil på samme måde. Ikke så langt derfra stod en stor gruppe soldater og så magtesløse til, og det blev de ved med i de følgende dage. Protesterne, der startede i Beirut, voksede sig lynhurtigt til en landsdækkende bevægelse, der lammede hele landet og blokerede de vigtigste trafikårer. Det var historisk. Shiamuslimer, sunnimuslimer, kristne maronitter og drusere, som havde slået hinanden ihjel under borgerkrigen, stod pludselig forenet i samme kamp: De ville have regeringens afgang, og de havde ikke tænkt sig at forlade gaderne, før de havde fået deres vilje. Fra den shiamuslimske Hizbollah-højborg Sour i Sydlibanon til den fattige, sunnimuslimske storby Tripoli i nord råbte demonstranterne de samme protestråb: Alle betyder alle! Ud med dem alle sammen!”

Protesterne var i sig selv et angreb på hele det sekteriske politiske fundament, som det moderne Libanon bygger på: et kompliceret system, som siden borgerkrigen har sikret, at magten deles ligeligt mellem kristne og muslimer. Præsidenten skal altid være kristen, og premierministeren skal altid være sunnimuslim. Parlamentets sæder skal fordeles mellem partier, der tilhører 11 forskellige religiøse sekter, og ja, selv landets politibetjente ansættes efter deres religiøse tilhørsforhold. Efter krigen var det den magtdeling, der blev krediteret for at have skabt fred i landet. Men tog man et nærmere kig på de alliancer, der udgjorde systemet, fandt man hurtigt et statsapparat gennemsyret af korruption: banker, der har pumpet landets økonomi op med udenlandske investeringer og lån, som de umuligt kunne betale tilbage, og politikere, som brugte pengene på at sole sig på landets eksklusive strandbarer og købe dyre sommerresidenser i Europa. Imens havde Libanons befolkning måttet affinde sig med, at politikerne hverken havde råd til at sikre dem en velfungerende skole- eller sundhedssektor, rent vand eller pålidelig elektricitet. Sådan var kontrakten. Indtil den blev brudt.

Da Libanons demonstranter strømmede ud på gaderne i 2019, havde de et klart mål: De ville vælte regeringen, og de ville smadre det system, den var funderet på. Freden i Libanon var aldrig andet end skuespil, sagde de. Et røgslør for, hvor ustabilt landet i virkeligheden var. Og der var kun én måde at afsløre løgnen på: Folk skulle stoppe med at spille med.

Nada Homsi er amerikansk freelancejournalist i Beirut, og det seneste år har hun arbejdet for den amerikanske radiostation NPR. Men før det var hun på gaden hver dag i de måneder, protesterne varede. Og i begyndelsen var hun bange for, om det kunne udvikle sig til noget farligere, til endnu en borgerkrig, sådan som hun havde set det gå i Syrien. Men så skete der noget. Det, der var startet med et kollektivt vredesudbrud på gaderne, udviklede sig til en slags folkefest i stedet. Tusindvis af mennesker gik på gaderne med flag og sange hver dag, og på ringvejen, der forbinder Øst- og Vestbeirut, holdt demonstranterne kæmpefester med dj’s hver aften. Om morgenen arrangerede de yogaundervisning for alle, der havde lyst, og på martyrpladsen i midten af Beirut dukkede der gratis madboder og shisha-barer op. Hver dag gik der oprydningshold rundt i byen og samlede skrald og cigaretskod op fra gaden, så byen ikke blev svinet til, og demonstranterne indtog gamle smadrede bygninger, hvor de afholdt livlige debatter om Libanons fremtid og viste forbudte film fra Libanons fortid:

Midtbyen blev pludselig til en rigtig midtby,” forklarer Nada.

Før protesterne havde Beiruts indre by været en slags spøgelsesby, kun beboet af tomme skyskrabere, parlamentsbygninger, shoppingcentre og soldater. Nu var der pludselig liv i gaderne igen på en måde, som der ikke havde været siden borgerkrigens begyndelse i 1975: Der var et overordnet håb, fordi folk så, at de ikke var alene om at ønske en forandring,” fortæller Nada. Efter to ugers protester trådte Libanons premierminister, Saad Hariri, tilbage. Demonstranterne havde fået deres første sejr, og nu havde de fået blod på tanden. Efter premierministerens afgang skulle det være præsidentens tur. Derefter formanden for parlamentet. Så den shiamuslimske militante bevægelse Hizbollah og alle de andre partier, som – siden borgerkrigen sluttede i 1990 – har siddet tungt på magten i landet.

Men demonstranterne fik ikke den forandring, de ønskede. Tværtimod.

Jeg tror, den politiske klasse helt fra begyndelsen planlagde at udmatte demonstranterne. De ventede bare og gjorde ikke rigtigt noget i lang tid, indtil folk blev trætte af at demonstrere hver dag, så protesterne blev mindre,” fortæller Nada. Vinteren kom, og den økonomiske krise, som var blevet forværret under protesterne, tog yderligere til. Så kom en coronapandemi, som lukkede hele landet ned og sendte det libanesiske pund i frit fald. Og i august kollapsede resten af oprøret så med eksplosionen. Mens katastroferne voksede, svandt modstanden mod magthaverne ind. Folk begyndte at bekymre sig mere om, hvordan de selv skulle overleve,” siger Nada. Hun er også selv udmattet oven på de seneste to års kaos, siger hun. Da jeg taler med hende, har hun brugt hele dagen på at lede efter Panodiler på byens apoteker, men uden held. Omkring hendes hus holder der en kilometerlang kø af biler, som venter på at tanke benzin. Libanons benzinstationer har kun åbent et par timer om dagen, fordi de er begyndt at rationere det brændstof, de ikke længere har råd til at importere. Jeg er bare træt,” siger Nada: Og hvis jeg er træt, så kan jeg ikke forestille mig, hvordan libaneserne må have det. For derfra, hvor jeg står, virker situationen umulig.”

Da Nada flyttede til Beirut, forstod hun ikke, hvorfor folk ikke protesterede. Kunne de ikke se den uretfærdighed, hun så? Uligheden i landet var slående, arbejdsløsheden var tårnhøj, og år for år blev den økonomiske situation mere og mere ubærlig. Så da protesterne endelig begyndte, var hun glad på Libanons vegne. Hun troede, at hun var i gang med at dække en positiv forandring. Men nu, når jeg ser tilbage, kan jeg bedre forstå, hvorfor folk var tilbageholdende så længe. Efter alt, hvad protestbevægelsen forsøgte at gøre, er udviklingen bare gået baglæns,” siger hun.

Hvis man skal rejse sig, skal man i grunden falde først, og jeg har tit hørt folk sige, at man skal ramme bunden, før man kan toppe. Nogle gange er det måske rigtigt. Nogle gange bliver man nødt til at vælte det bestående, før man kan bygge noget nyt, nogle gange skal man ofre stabiliteten til fordel for forandring. Men hvad gør man, når man har sprængt ét fundament i stykker og opdager, at der lige under dét ligger endnu et og smuldrer? Hvis der under én faldlem venter endnu en – og én til efter det?

Den dag vi traf beslutningen om at forlade Libanon, regnede det med aske fra himlen. Det var seks uger efter eksplosionen, og en ny brand var brudt ud på den havn, der allerede var eksploderet én gang. Denne gang var det et varehus fyldt med olie og dæk, som stod i meterhøje flammer, og ligesom mange andre valgte vi at køre ud af Beirut, op mod bjergene. Hurtigt. Sako pressede speederen i bund, og i bakspejlet kunne vi – igen – se en enorm sort røgsky brede sig over byen. Tiden var kommet. Vi skulle væk. Det var ikke længe efter det, at Sako for første gang så sin far græde. Han gjorde ellers alt, hvad han kunne, for at holde det inde, pustede sig op og sørgede for at sige, at Sako gjorde ret i at forlade Libanon. Du har truffet den rigtige beslutning. Det her er godt for dig. Tag af sted. Vi kommer og besøger dig. Jeg sender din mor,” sagde han, selv om han godt vidste, at det ikke ville blive en mulighed.

Hans mor ville derimod slet ikke se virkeligheden i øjnene, hun lod, som om Sako bare skulle på ferie. Måske var det alt, hun kunne klare. Det var trods alt ikke første gang, at hun tog afsked med et nært familiemedlem. Under borgerkrigen sagde hun farvel til sin tvillingesøster og så hende ikke igen i 20 år. Sakos far sendte sin søster til Canada og så hende ikke igen, før hun døde. Sådan kommer det ikke til at gå denne gang, det ved Sako godt. Han kan altid tage hjem og besøge sine forældre, hvis han vil. Men hans stemme knækker, når han fortæller om at sige farvel til sin nevø og niece. For han aner ikke, hvordan det skal gå med dem, der nu skal vokse op i et land, der er faldet fra hinanden: Jeg aner ikke, om de kan blive ved med at gå i skole, eller hvilken fremtid de kan få,” siger han: Og de er så kloge.”

Vi er langtfra de eneste, der har forladt landet. Siden eksplosionen er tusindvis af libanesere taget af sted hver dag. Alle vores venner lægger også planer om at komme væk, og fra kysten i Tripoli er de mest desperate libanesere begyndt at begive sig ud på farlige gummibådsrejser mod Cypern og Europa. Det er ikke første gang, at folk forlader landet i massevis. Det er sket med jævne mellemrum i årtier, og i dag er der flere libanesere uden for landets grænser, end der er i Libanon.

Gentager historien nu sig selv? Efter 15 års borgerkrig, to israelske invasioner, 30 års syrisk besættelse, adskillige økonomiske kollapser, en serie af politiske likvideringer og senest en af bølge af folkelige protester mod de selvsamme politikere, som har siddet trygt på magten gennem det hele, kunne det godt se sådan ud. Men måske der deri også gemmer sig et håb. For har Libanon ikke rejst sig igen flere gange gennem historien? Er Beirut ikke blevet genopbygget igen og igen de seneste årtier? Når jeg spørger Sako om det, bliver han vred: Der er den her fortælling om, at det libanesiske folk er så ukueligt. At vi altid vil rejse os fra asken som en Fugl Føniks. Men hvor mange gange skal den føniks dø? Og hvor mange gange skal den fucking genfødes?” spørger han. Han har set sine forældre forlige sig med den ene nationale nedtur efter den anden. Selv nu, hvor Libanon står i en krise, der på mange punkter er værre i omfang, end borgerkrigen nogensinde var, vil de hellere have det bestående, den stabilitet, de trods alt har nu, end de vil risikere freden. Hvis du spørger Sako, er det Beirut, han elsker, forsvundet, og hvad end der rejser sig i dets sted, er han ikke interesseret i at kende det. Det sted er dødt. Den tid i vores liv er slut,” siger han.

Tid. Det er det, der ikke giver mening. I mit hoved er der et før og et efter eksplosionen, men libaneserne står stadig midt i braget, og allerede før Beirut sprang, var det hele ved at falde fra hinanden. Nu konkurrerer to begivenheder, protesterne og kollapset, om at definere Libanons fremtid. Og spørger man Raja Farah, digter-konditoren fra før, må de bane vej for noget nyt, måske endda noget bedre. Måske først om fem eller ti år, men på et eller andet tidspunkt bliver omstændighederne nødt til at ændre sig, siger han. Det er uundgåeligt, nøjagtigt ligesom krisen var det, mener han.

Et væld af nye uafhængige oppositionsgrupper i landet er enige med ham. De er formet af protesterne og gik i 2019 selv på gaderne. Nu forbereder de sig på næste års parlamentsvalg, og faktisk repræsenterer de et reelt nybrud i landet. De er nemlig ikke knyttet til nogen af de gamle partier. I stedet har de skabt en ny politisk komité, som skal samle alle de uafhængige oppositionskandidater under én paraply. Deres strategi er at få så mange uafhængige kandidater som muligt ind i parlamentet, så de kan være mange nok til at udfordre den bestående magtelite. Hvis deres mission lykkes, kan de måske rent faktisk være med til at skabe noget nyt. Men hvordan valget kommer til at gå, kan ingen spå om i et land som Libanon.

Kandidaterne kommer til at stille op i et system, der er gennemsyret af fup og korruption, og parlamentsvalg er ofte før blevet udskudt i årevis. Men det er måske den eneste måde, de kan ændre på landets tilstand. Det er dét, de har indset siden protesterne: at de med protester måske kan vælte én mand, men ikke bygge en ny stat. Så nu forbereder de sig. De organiserer sig og drømmer om det land, de håber på at bygge. Og vigtigst af alt: De ved, at det kommer til at tage tid.