Denne historie har Anders Haahr Rasmussen fra Zetland foræret dig.
Zetland er en digital avis, hvis mål er at vise sammenhænge i en verden, der savner netop dét.
Send en tanke til vores medlemmer – det er dem, der gør det muligt for os at udkomme.

signature

Wozniackis sejr er et drama i fire akter (hvor 3. akt minder os om Lynet McQueen)

TROFÆEfter 2 timer og 49 minutters spil i kvælende varme kunne Caroline Wozniacki smide sig bagover i jubel over en af de største individuelle bedrifter i dansk sportshistorie: vinder af Australian Open 2018. Foto: Paul Crock, Ritzau Scanpix / AFP

Derfor skal du læse denne historie

Efter et årti med op- og nedture vandt tennisspilleren Caroline Wozniacki Australian Open 2018. Det var ikke bare opsigtsvækkende på grund af præstationen i sig selv. Det var også bemærkelsesværdigt, fordi hendes historie i den grad minder om en helt klassisk udviklingshistorie, som vi kender dem fra de store fortællingers verden. Her kommer Wozniackis karriere i fire akter, fortalt af tennis-aficionado Anders Haahr.

Du har med en vis sandsynlighed lagt mærke til, at tennisspilleren Caroline Wozniacki i weekenden vandt en betydningsfuld turnering. Du har med en vis sandsynlighed ikke det forkromede overblik over, hvad der gør bedriften så betydningsfuld, eller hvorfor den fandt sted netop nu, efter et årti med op- og nedture for den danske tennisstjerne, så derfor præsenterer Zetland dig hermed for Wozniackis karriere som et drama i fire akter. Hollywood kunne ikke have skruet det bedre sammen – ja, vi har faktisk at gøre med en udviklingshistorie så klassisk, at den trækker paralleller til alt fra Lynet McQueen og Den lille Prins til historien om Parsifal og den hellige gral.
Nuvel, uden yderligere omsvøb:

AMBITIØSCaroline Wozniacki, her 12 år gammel, satte fra en tidlig alder ord på sine store ambitioner: førstepladsen på verdensranglisten og sejr i Grand Slam-turneringerne. Foto: Bent Midstrup / Ritzau Scanpix

1. akt: Fremad, opad (1996-2010)

En sommerdag i 1996 spillede ægteparret Anna og Piotr Wozniacki, to polske immigranter, tennis i Køge. De havde deres datter, Caroline, med, kun lige fyldt seks år og derfor forvist til slagmuren, hvor hun i sit eget selskab fornøjede sig med at slå til bolden, der blev ved med at komme igen og igen. Det var en fornøjelse. Hun havde nemt ved det. Som 7-årig hyrede hendes far en professionel privattræner, og som 11-årig var Caroline Wozniackis uge skruet sådan sammen, at hun havde tennisfri om tirsdagen, men ellers spillede hver dag, ofte flere gange dagligt, med fysisk interval- og hurtighedstræning oveni.

Wozniackis tidlige år er karakteriseret ved en ukuelig arbejdsvilje og en uspoleret glæde ved selve det at konkurrere. Duellen. Ingen mulighed for uafgjort. Dig mod mig. Én vinder. Uanset hvem eller hvad lille Wozniacki stod over for, uanset hvor håbløst bagud hun var, løb og sled og slog hun, som fandtes der intet vigtigere i verden.

Alt var nyt og uberørt. Som en anden Parsifal, der fra sin opvækst i skovene uden for Wales trådte enfoldig og uskyldig ud i verden, uvidende om alverdens farer og magtspil, sådan rejste Wozniacki rundt med sin ketsjer i tasken. I en alder af 14 år vandt hun både senior-DM og en af verdens største ungdomsturneringer, World Super Junior Tennis Championships i Osaka.

Vi har med teenagerens selvtillid og ubekymrede handlekraft at gøre her. Den trækker sin næring fra et vidunderligt, naivt verdensbillede, en enkel, endimensionel opfattelse af virkeligheden, der muliggør et uforstyrret fokus på bolden. På næste slag. Skyklapper og spilleglæde i kombination.

Wozniacki vandt sin første professionelle turnering i Stockholm kort efter sin 18-års fødselsdag, to uger senere vandt hun en til i New Haven, så Tokyo, hver dag et nyt sted, nye oplevelser, førstegangsoplevelser, friske øjne, total tilstedeværelse. Som 19-årig spillede hun sig i finalen ved US Open, en af de fire Grand Slam-turneringer, som tårner over alle andre i prestige og pengepræmier, og året efter indtog hun førstepladsen på verdensranglisten. Der var ingen grænser for, hvad det kunne blive til. Som 1980’ernes store tennisstjerne svenske Mats Wilander udtrykte det i New York:

Wozniacki bliver hele tiden bedre og bedre. Hvor ender det? Det er umuligt at sige.”
Hun spiller stadig tennis uden at vide, hvor god hun kan blive. Så hun tror, hun kan vinde alle kampe. Der er ingen grænser for hendes selvtillid. Hun har ikke indset sin egen begrænsning, hvilket er det vigtigste, der findes.”

Men Wozniacki skulle snart erfare, hvor vanskeligt det er at være den bedste og blive bedre på samme tid.

KAPOWDen tohåndede baghånd har altid været Wozniackis bedste slag og farligste våben. På det seneste er også serven og forhånden begyndte at skaffe hende mange point. Foto: Geoff Burke, Ritzau Scanpix / USA Today Sports

2. akt: Stilstand og succes (2010-2012)

De to sæsoner, som Caroline Wozniacki tilbragte som verdensetter, bliver ofte beskrevet som de bedste i hendes karriere. Et slags højdepunkt, som alle efterfølgende bedrifter skulle blive målt op imod. Det er en misforståelse. De var bedrøvelige. Lige så bedrøvelige, som de var uundgåelige.

For ligesom Parsifal fra skoven i en ung alder fik plads som ridder om det runde bord, så sad Wozniacki nu på tennistronen. På den ene side præsterede hun imponerende ting. På under halvandet år vandt hun 12 WTA-turneringer, Beijing, Tokyo, Indian Wells, Dubai, Montreal, store titler i et antal, som ingen konkurrenter var i nærheden af at matche. Hun skrev under på millionkontrakter med Rolex, Sony Ericsson, Turkish Airlines, Oriflame og Yonex.

Men måske netop ketsjerkontrakten med Yonex illustrerede den tabte uskyld. Wozniacki var glad for sin Babolat-ketsjer. Hun var tryg ved den. Hun havde vundet med den. I mellemtiden var hun blevet en verdensberømthed. Yonex tilbød hende en mere lukrativ kontrakt, og selv om japanerne sendte en mindre hær af ingeniører af sted for i samarbejde med Wozniacki at bygge en ketsjer, der mindede så meget om hendes foregående, så blev hun aldrig fortrolig med sit Yonex-udstyr. Men hun blev rig.

Danskeren blev på det her tidspunkt vurderet til at være verdens 9.-mest markedsførbare idrætsudøver, og det blev udnyttet. Årslønnen nærmede sig 80 millioner kroner. En mindre del af dem var selvfølgelig præmiepenge.

Wozniacki spillede stadig god tennis. Og så levede hun højt på den ærefrygt, hun indgød hos lavere rangerede modstandere. En mønster begyndte at tegne sig: De kom som regel buldrende ud på banen med voldsom optimisme og slagkraft. De tævede løs til alle bolde, opsat på at slå sig igennem den mur, som danskeren var kendt for at være. I stedet løb de panden mod den. Wozniacki fik stort set alle bolde tilbage, og inden længe bredte modløsheden sig i modstandernes ansigter og spil. Forsøgene på vinderslag blev mere og mere desperate, antallet af uprovokerede fejl hobede sig op.

Så Wozniacki holdt fast i sin førsteplads. Hun holdt fast i sin spillestil. Hun stod stille. Med den aldrende tennisspiller og multikunstner Torben Ulrichs ord:

Fristelsen ved at vinde er næsten altid til stede. Men jeg kunne godt tænke mig at blive en bedre tennisspiller’ har virkelig ikke noget at gøre med at vinde.”

Fra nysgerrigt og forventningsfrit at udforske sit tennisliv blev Wozniacki en slags administrator af sin egen succes. Man kender det fra forfattere, der efter et kommercielt gennembrud oplever at være et navn’ og efterfølgende sælge titusindvis af bøger alene på deres navn, men også oplever et tab af frihed, fordi der forventes mere af samme skuffe.

Wozniacki kæmpede for at fastholde sin førsteplads, kæmpede for at gentage finalepladsen ved US Open, verden var ikke længere ny, karrieren var fuld af bekymringer. Der var meget på spil. Det var dyrt at tabe, bogstavelig talt.
Hvornår vinder hun en Grand Slam-titel?” blev der spurgt igen og igen.

Hvordan kunne hun være verdens bedste, hvis hun ikke kunne vinde verdens største turneringer? Wozniacki kom langt – kvartfinaler, semifinaler –  men hver gang endte hun med at stå over for en spiller, der ikke var intimideret af hende. Som ikke var bange for at slå til bolden. Ikke var bange for at tabe. Og når kampen nærmede sig sin afgørelse, når det til sidst blev et spørgsmål om at slå til eller parere, agere eller reagere, satse eller afvente, ja, så holdt Wozniacki sig trygt bag baglinjen og lod sin modstander afgøre udfaldet.

Ved semifinalen i Australian Open i 2011 havde hun matchbold mod Li Na. Wozniacki håbede, mens kineseren handlede. Tævede en modig forhånd ned ad linjen, afværgede matchbolden og vandt kampen. Året efter, i kvartfinalen mod Kim Clijsters, udspillede sig endnu en illustrativ duel. Det var i andet sæt, kampen var på vippen, belgieren var presset og slog en høj, blød bold, der hoppede midt på Wozniackis banehalvdel. Initiativet var hendes, nu måtte hun slå, nu måtte hun frem, nu måtte hun skabe, vinkle, vinde. Wozniacki sendte et transportslag ned i midten af banen, en nervøs forhånd tilsyneladende motiveret af frygten for at fejle, og som hun stod der fremme ved nettet som kanonføde for det dunder af et passérslag, der måtte komme – og kom – tænkte man med en blanding af mismod og medlidenhed: Hvad vil du, Wozniacki, hvad vil du egentlig med dine slag?”

Med nederlaget mistede Wozniacki sin førsteplads på ranglisten. Det skulle blive begyndelsen på en længere deroute.

BRUDFor nøjagtig fire år siden ved Australian Open kunne Caroline Wozniacki stolt fremvise symbolet på sin forlovelse med golfstjernen Rory McIlroy. Senere på året, netop som bryllupsinvitationerne var sendt af sted, afbrød han forlovelsen. Foto: David Gray, Ritzau Scanpix / Reuters

3. akt: Krise og udvikling (2012-2016)

Her når vi til det punkt i historien, hvor helten ser ud til at miste det hele. Hvor racerbilen Lynet McQueen, på vej til et stort og vigtigt løb, strander i en lille flække, tvunget til at reparere et hul i vejen. Hvor Parsifal rider modløst rundt i skovene, ridder af rang, men dybt nedslået over at have fejlet, da den hellige gral var inden for rækkevidde.

På tennisbanen havde Wozniacki mistet fodfæstet. Hendes modstandere havde efterhånden luret danskerens spil. I årevis var alle hendes kampe foregået på de store arenaer, tv-transmitteret, og hendes spil havde ikke udviklet sig synderligt. Hun begyndte at tabe, ikke bare til de nærmeste konkurrenter, men til sekundaspillere som Vögele, Pervak, Qiang Wang og Begu. Sidstnævnte, en rumæner, der fra sin plads som nummer 96 på ranglisten burde have været en smal sag for Wozniacki, da de i efteråret 2012 mødtes i US Opens første runde.

Danskeren tabte 2-6, 2-6 efter en kamp, hvor hun gik rundt med hængeskuldre, ramte bolden med rammen, sendte rutinemæssige baghåndsslag ud over linjerne og tabte 12 ud af kampens sidste 13 point, i hvad der var karriererens ringeste præstation i Grand Slam-sammenhæng.

På det her tidspunkt var Wozniacki begyndt at eksperimentere med nye trænere. Det ene forsøg på at erstatte far Piotr var kortere end det andet. Ricardo Sanchez, Thomas Högstedt, Michael Mortensen, David Kotyza, ind og ud ad svingdøren. Svenske Thomas Johansson trænede hende op til US Open-nederlaget mod Begu. Han udtalte sig frustreret på vej fra Louis Armstrong Stadium:

Caroline er en fantastisk spiller, men hun er nødt til at begynde og tro på det, vi arbejder på. Jeg havde gerne taget et 2-6, 2-6-nederlag, hvis jeg havde set hende forsøge at gøre det, vi træner med, men hun trækker sig tilbage. Hun står tre meter bag baglinjen og løber bare rundt. Det går ikke.”

Wozniacki selv var fåmælt, da hun mødte pressen efter opgøret. Begu havde spillet en god kamp, mente hun, men det var ikke nogen undskyldning.

Det handlede mest om mig selv,” sagde Wozniacki.
Hun fortalte, at hun er glad for samarbejdet med Thomas Johansson, og at hun sådan set er i god form.
Jeg skal bare …” hendes øjne var våde, blikket fjernt.
Jeg skal finde ud af, hvad det er, jeg gerne vil.”

Forvirret famlede Wozniacki rundt. Hun ændrede benstilling i serven. Hun forsøgte at komme mere frem til nettet uden helt at vide hvornår. Hun løb et maraton. Hun fandt sin gamle Babolat-ketsjer frem, fik den malet sort og spillede med den ved Wimbledon i 2013. En mildest talt skuffet Yonex-ledelse droppede samarbejdet med danskeren – som selv med sin gamle ketsjer røg ud af Wimbledon i anden runde. Fra at have spillet sig i ottendedelsfinalen eller længere i 10 ud af 11 Grand Slam-turneringer lykkedes det hende i denne periode kun at gøre det fire gange i 17 forsøg.

Uden for banen blev Wozniacki, efter et tre år langt forhold med golfstjernen Rory McIlroy, vraget under intens mediebevågenhed, kort efter bryllupsinvitationerne var blevet sendt af sted.

Samtidig begyndte kroppen at sige fra. Den ene skade afløste den anden. Højre skulder, venstre håndled, ryggen og især anklen, som hun vred om på under træning en aprildag i 2016, så grelt at hun måtte melde afbud til alle forårets grusturneringer, inklusive French Open. Da sommeren gik på hæld, var danskeren nede som nummer 74 på verdensranglisten og snakken om, hvornår hun mon skulle vinde sin første Grand Slam-turnering, var for længst forstummet.

Wozniackis tid var forbi, lød det fra folk. De tog fejl.

JUBELEfter finalesejren er Wozniacki tilbage på verdensranglistens førsteplads. Foto: William West, Ritzau Scanpix / AFP

4. akt: Forløsning (2016-2018)

Det er her, moralen viser sig. Det er her, vi sammen med Lynet McQueen lærer, at det vigtigste ikke er at komme først over målstregen. Det er her, vi sammen med Parsifal lærer, at den hellige gral er inde i os selv. Det er her, vi sammen med Saint-Exupérys lille prins lærer at sætte pris på de nære relationer og hverdagens trivielle vidundere, lærer at genfinde barnets naive, åbne blik. Det er her, Caroline Wozniacki finder ud af, hvad der betyder noget.

For jo, vi har set billederne af hende som lille pige med bøjle på tænderne fortælle om, hvordan hun en dag vil vinde de fire Grand Slam-turneringer, og ja, hun bliver betragtet som en af de bedste tennisspillere nogensinde, der aldrig har vundet en Grand Slam-turnering, men helt ærligt, hvad så?

Wozniacki skrev et brev til sit yngre jeg, der blev offentliggjort op til US Open 2016. Det er hendes forsøg på at videregive en smule livsvisdom, for hun har lært noget gennem karrieren. Hun har lært, hvad det vil sige at miste orienteringen og glemme at trække vejret. Følelsen af ikke at kunne trække vejret.

Jeg er her for at minde dig om at trække vejret, unge Caroline. Træk vejret.”

Og så er hun der for at minde hende om, hvad hun synes var så fedt ved at spille tennis til at begynde med. Kampen. Konkurrencen. Duellen.

Arbejd hårdt. Find det, du elsker, og bliv så god til det som muligt.”

På det her tidspunkt havde Wozniacki oplevet, hvad det vil sige at være sat uden for spillet. Skadet, i månedsvis, længe nok til at komme i kontakt med erkendelsen af, at det en dag er forbi. Det er sigende, når man hører tennisstjernerne Rafael Nadal og Andy Murray fortælle om, hvad de har savnet fra deres skadeseksil. Det er ikke sejrene. De savner ikke først og fremmest at vinde store trofæer. De savner the competition.

Tennis er virkelig svært. Det er så tilfredsstillende at være god til noget svært. At skrive, snitte, plante, pleje eller slå til tennisbold. Det er et usigeligt privilegium at få lov til at stå op hver dag og arbejde med sit håndværk, gøre sig umage, gøre sit bedste. Det er et privilegium, man ofte først sætter pris på, når man mister det. Hvis man er heldig, var tabet kun midlertidigt.

Caroline Wozniacki var skadefri igen, da hun skrev det brev. Hun var taknemmelig på en måde, hun ikke før havde kendt til, over at spille tennis. Hun havde intet at bevise, heller ikke da hun i anden runde ved US Open kom bagud 0-4 i første sæt mod den dobbelte Grand Slam-vinder Svetlana Kuznetsova. Med snuden i sporet vandt Wozniacki seks partier i træk, kampen i to sæt, og spillede sig for første gang i årevis frem til semifinalen.

Det blev begyndelsen på halvandet år af det bedste tennis, hun nogensinde havde spillet. Det var ikke, fordi Wozniacki vandt den ene titel efter den anden. De første seks finaler, hun spillede sig frem til i 2017, tabte hun uden at vinde et sæt. Det gjorde ikke noget. Wozniacki gjorde det rigtige. Træning og slidsomt arbejde var ikke længere midler til et mål i form af pokaler og præmiepenge. Det daglige arbejde var målet i sig selv. Selvfølgelig spillede hun for at vinde, det er præmissen for at træde ind på banen, men resultatet var sekundært. Sejre var afledte effekter af at udføre den daglige pligt.

Hvis jeg arbejder hårdt, så skal min tid nok komme,” har vi hørt hende sige igen og igen.

Nu var det, som om hun vidste, at tiden ikke kommer i form af en stor triumf. Tiden er her hele tiden, lige nu, mærk det, nyd det, om lidt er det forbi. Wozniacki havde ikke længere noget at bevise. Hun skulle ikke længere nå noget. Hvilket kun gjorde, at hun nåede længere end nogensinde.

Først ved sæsonens afsluttende turnering, WTA-finalen i Singapore i oktober, hvor hun slog fire af verdens fem bedste spillere, inklusive Venus Williams i finalen – den amerikanske legende, som Wozniacki aldrig i syv opgør havde besejret.
Hun vandt ikke kun, fordi hun var rolig. Hun vandt, fordi hun var modig. Hun ville noget med sine slag, hun turde.

Eksperimenterne fra de famlende år – hvor håbløse de end havde set ud – betalte sig endelig. Udvikling er ikke en skønhedskonkurrence. Som Karate Kid efter at have malet stakit og vokset bil – wax on, wax off – servede Wozniacki nu esser i hidtil uset antal, trykkede forhånden hårdt og fladt ned ad linjen, blev stående på baglinjen og dikterede.

Nu har hun så vundet en Grand Slam-titel. Det smukke ved sejren i Australian Open var ikke, at hun pludselig var en anden tennisspiller. Hun var stadig sig selv, med sin tilbøjelighed til at blive bange, når det hele skulle afgøres. I semifinalen mod Elise Mertens var Wozniacki foran med et sæt og 5-4, 30-0 i egen serv, to bolde fra sejren. Så blev hun nervøs. Spillede passivt, serverede dobbeltfejl, først en, så en til, Mertens brød tilbage, og fem minutter senere havde belgieren to sætbolde.

Det lignede nederlaget til Li Na i 2011 om igen. Bortset fra at Wozniacki, denne gang, slog tilbage. Først med en hidsig serv ud af banen fulgt op af en kontrolleret baghåndsvinder over i modsatte side. Dernæst med en forhånd, ud af ingenting, slået frygtløst ned i hjørnet.

Finalen mod Simona Halep var et drama, der fortjener sin egen fortælling. Efter næsten tre timer i nærved tropisk varme kunne Wozniacki smide ketsjeren i vejret og sig selv ned på ryggen i jubel over sin største triumf nogensinde. Tårerne trillede ned ad kinderne.

Resten af aftenen og store dele af søndagen tilbragte Wozniacki med Daphne Akhurst-trofæet tæt klamret til sig, fra det ene tv-studie til det andet, fotosessions og pressekonferencer. Igen og igen fortalte hun, hvor glad hun var for aldrig mere at skulle høre for at ligge nummer et i verden uden at have vundet en Grand Slam-titel. Men hun vidste godt, at journalisterne ikke ville lade hende være i fred.

Nu venter jeg bare på spørgsmålet: Hvornår vinder du din anden Grand Slam?”

Det lader Wozniacki ikke til at bekymre sig synderligt om. Hun ved, at hun kommer til at knokle og kæmpe og spille mange flere flotte, dramatiske tenniskampe, så publikum får tårer i øjnene, som de gjorde verden over i lørdags. Måske vinder hun flere store titler. Måske gør hun ikke. Det betyder ikke så meget.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer. Prøv os for 0,- i 14 dage.

Bliv prøvemedlem