De er blevet mere og mere kriminelle, indvandrerne og efterkommerne.

Eller: Sådan tror et flertal af danskerne i hvert fald, det er gået de seneste fire år.

“Kriminalitetsstatistikkerne brager derudad i en forkert retning,” som Nye Borgerliges Pernille Vermund sagde ved DR’s første partilederdebat.

Der er bare et problem ved den forestilling. Den passer ikke. Tværtimod. Indvandrere og efterkommere er blevet mindre kriminelle siden valget i 2015. Men de fleste danskere har ikke opdaget det.

Op til valget har vi på Zetland spurgt et repræsentativt udsnit på 1.100 danskere, hvordan de tror, virkeligheden har udviklet sig i denne valgperiode. Vi har spurgt til en stribe vigtige politiske områder – fra klima til sundhed, fra økonomi til uddannelse. Vi har så sammenlignet danskernes opfattelse med, hvordan det reelt set er gået.

Det har dannet grundlag for vores valgquiz. Her kan du selv prøve, om du ved, hvordan Danmark faktisk har udviklet sig siden sidste valg (og se, hvor godt du gætter i forhold til danskerne generelt).

Nå. Men på et område er der særlig stor forskel mellem, hvad danskerne tror, og hvordan virkeligheden har udviklet sig: integration. Skellet er markant. Når tallene viser, tingene går fremad på konkrete områder, tror de fleste, det går ned ad bakke.

“Jeg havde regnet med, at den var temmelig gal,” siger professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet om gabet mellem virkeligheden og opfattelse. “Men jeg troede ikke, den var så gal.”

Tag de seneste tal for kriminaliteten hos unge etniske minoriteter.

Fra 2015 til 2017 faldt andelen af mandlige 15-29-årige indvandrere og efterkommere med en dom efter straffeloven fra 4,1 til 3,8 procent. Udviklingen fortsætter et længerevarende fald. (Faldet gælder i øvrigt også etniske danskere. Her faldt andelen med dom efter straffeloven fra 1,4 til 1,2 procent i perioden).

Men kun 19 procent af danskerne tror, at kriminaliteten er faldet blandt etniske minoriteter. Hele 52 procent af danskerne tror, at den er steget.

Man kan se et lignende skel mellem virkelighed og virkelighedsopfattelse, når det gælder uddannelse.

Reelt haler indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande ind på etnisk danske unge på ungdomsuddannelserne. I 2015 havde 58 procent af alle 20-24-årige unge indvandrere og efterkommere gennemført en ungdomsuddannelse. I 2018 var andelen steget til 63 procent. Blandt etniske danskere steg andelen i samme periode også, men den steg mindre (fra 72 til 74 procent).

Men den fremgang har det meste af befolkningen overset. To tredjedele tror omvendt, at etnisk danske unge løber fra indvandrere og efterkommere – eller at der ikke er sket nogen nævneværdig udvikling.

Så hvorfor ser vi det spænd mellem virkelighedsopfattelse og virkelig integration? Og hvad er konsekvensen af, at vi ser på konkrete fremskridt med så formørkede briller?

Lad os først kort kigge på, hvordan det faktisk går med integrationen bredt set.

I vores undersøgelse har vi kun kigget på få parametre for integration. (Quizzen handlede ikke specifikt om integration, men om et væld af politiske områder. Derfor er det heller ikke danskernes holdning til integration generelt, vi har spurgt til, men specifikke områder). Så kan man indvende, at quizzens to tal – for kriminalitet og ungdomsuddannelse – kunne give et skævt billede af integrationens udvikling? At det går fremad her, men tilbage andre steder?

Kigger man i relevante statistikker, og spørger man førende forskere på området, lyder svaret: Nej. Det er ikke kun på de to punkter, det går bedre med integrationen. Der er dog også nogle vigtige forbehold.

Forbeholdene først. Ja, etniske minoriteter klarer sig stadig ikke lige så godt som resten af befolkningen på vigtige områder. Det gælder for eksempel arbejdsmarked og kriminalitet. En væsentlig gruppe er desuden i høj grad hægtet af og er hverken i job eller i uddannelse. Flere bor i ghettoer end i 2015 (hvilket dog i høj grad kan diskuteres, da kriterierne, man måler en ghetto på, er blevet ændret).

Men i brede træk går meget den rigtige vej.

Flere kommer i beskæftigelse. Faktisk blev antallet af ikke-vestlige i beskæftigelse mere end tredoblet i absolutte tal fra 1996 til 2009. Herefter kom et lille dyk i årene efter finanskrisen, men tallet er steget igen de seneste par år. Forskellen i beskæftigelse mellem indvandrere og efterkommere og resten af befolkningen bliver også mindre: fra et gab på 41 procentpoint i 1996 til 25 procentpoint i 2016.

Markant flere flygtninge kommer i job. Andelen af mandlige flygtninge i beskæftigelse er steget fra under 30 procent i 2015 til over 50 procent i 2018. Hos kvinderne går det langsommere, men stadig fremad. Flere efterkommere tager uddannelser. Flere lærer dansk.

Og ja, man kunne også måle på mange andre parametre end de nævnte. Og ja, nogle af tendenserne er de samme som hos resten af befolkningen; når kriminaliteten falder og flere tager en ungdomsuddannelse, gælder det både hos etniske minoriteter og i hele befolkningen. Men der er også en del områder, hvor fremskridtene hos etniske minoriteter går hurtigere end i resten af befolkningen – og endda visse steder, hvor de overhaler resten af danskerne. Flere efterkommere på 20-24 år er relativt set i gang med en videregående uddannelse end personer af dansk oprindelse. Det gælder både kvinder og mænd.

“Integrationen har været igennem en forrygende udvikling,” siger Jørgen Goul Andersen, der har forsket i integration.

“Men det har fået ganske lidt omtale.”

Det fører os tilbage til spørgsmålet, vi rejste for lidt siden: Hvad forklarer skellet mellem flertallets sortseende opfattelse af udviklingen – og den reelle, mere positive udvikling?

En del af forklaringen ligger nok hos medierne.

I 2017 undersøgte forskere fra Roskilde Universitet, hvordan nyhedsmedier skriver om etniske minoriteter. Resultatet var opsigtsvækkende.

“Stadig færre etniske minoriteter kommer til orde i de danske nyhedsmedier, og når de får taletid, er det typisk i begrænsede nyhedsreservater omhandlende integrationsproblemer, kriminalitet og islam,” lød konklusionen fra Center for Nyhedsforskning, der lavede undersøgelsen for foreningen Ansvarlig Presse.

Rapporten viste, at etniske minoriteter som kilder i medierne er gået tilbage fra fem til fire procent fra fem år tidligere – selv om andelen af etniske minoritetsdanskere i befolkningen samtidig er steget fra 10 til 12 procent. Og når de endelig optræder i medierne, er fokus typisk på problemer inden for integration eller islam. Kun meget sjældent udtaler de sig som almindelige medborgere om priserne på fødevarer eller folkeskolen eller DSB’s forsinkelser.

“Medierne holder indvandrere i ghettoerne,” siger lektor Hanne Jørndrup, der har ledet undersøgelsen.

Hun taler om en udbredt fikseringsfejl i pressen. Indvandrere bliver fastholdt i en indvandrerhed, som hun formulerer det. Og når nyhedsmedierne skriver om 12-talspiger, hører vi sjældent, at der gemmer sig et hav af Fatimaer og Nadimer blandt dem. Minoriteterne bliver ikke fremstillet som genkendelige medborgere med samme bekymringer og drømme for livet som resten af befolkningen. De bliver puttet i særlige kasser, så de fremstår radikalt anderledes.

Samtidig er dækningen i medierne ofte fokuseret på etniske minoriteter som en trussel. Sådan lyder konklusionen i hvert fald i en helt ny undersøgelse af integrationsdækningen i Skandinavien. Forskere fra Universitetet i Bergen har analyseret dækningen fra 1970 til 2016 i Danmark, Norge og Sverige.

“Det mest blivende indtryk er nok billedet af de danske aviser som mest (og i stigende grad) trusselsfokuserede – og med et stigende fokus på islam i den seneste periode,” skriver forskerne.

I halvdelen af de undersøgte nyhedshistorier fra Danmark bliver minoriteterne beskrevet som trusler. Det kan være alt fra en trussel mod sikkerheden (minoriteter begår kriminalitet), til en trussel mod økonomien (minoriteter belaster de offentlige ydelser) eller en trussel mod den nationale sammenhængskraft (minoriteter underminerer den nationale egenart).

Så hvorfor det mediefokus? Der er selvfølgelig det faktum, at etniske minoriteter har været og stadig er overrepræsenterede i kriminalitets- og arbejdsløshedsstatistikkerne. Men det kunne også tale for, at det netop var nyhedsværdigt, at det nu går den rigtige vej?

Forskerne vurderer – også i den nye undersøgelse her – at mediernes fokus i høj grad hænger sammen med den politiske debat. Medierne sætter sjældent dagsordenen alene. Politikerne, ikke mindst på Christiansborg, er også helt centrale.

Og her har stram udlændingepolitik været afgørende for fordelingen af magten ved valg efter valg siden 2001.

Vi har set et markant skift i, hvordan politikerne taler om integration, påpeger statskundskabsprofessor Jørgen Goul Andersen. Frem til slutningen af 1990’erne var der nok en vis problem-angst i Folketinget: “Politikerne var meget svenskertavse.” Men de seneste knap 20 år er fokus skiftet. Integrationsproblemerne er kommet i centrum.

En af de vigtigste skillelinjer i dansk politik har været udlændingepolitik – hvis ikke den afgørende. Og en stram integrationspolitik – og en skarp retorik på området – har været centralt for at få regeringsmagten, siger Goul Andersen. Socialdemokratiet og til dels SF har gradvist omfavnet en strammere integrationspolitik, mens Dansk Folkeparti, Venstre og senest partier som Nye Borgerlige har talt for øgede stramninger.

“Det giver politisk mening at fokusere på problemerne,” siger han.

Vi står dermed i den paradoksale situation, at integrationen rummer stribevis af fremskridt, men få politikere ser en interesse i at lade det blive den dominerende fortælling.

“Du har en masse integrationssucces, som der ikke rigtig er nogen, der vil tage æren for,” siger han. “Det er da lidt særligt, når der er grund til at klappe hinanden på skuldrene og sige: Det er dælen duleme godt gjort langt hen ad vejen.”

Han tilføjer en vigtig nuance. For det udbredte problemfokus kan også have positive effekter. Vi får bragt problemerne frem i lyset, så vi kan prøve at løse dem. Goul Andersen ser et lignende mønster i andre lande. Sverige taler meget om problemer med ligestilling mellem kønnene – og der er virkelig blevet gjort noget ved ligestillingen. I lande med meget lille ligestilling taler man omvendt mindre om det. Noget lignende kunne gøre sig gældende med integration, siger han. Vi taler meget om problemerne, men vi får også virkelig gjort noget ved dem.

Den negative side af det politiske problemfokus spiller imidlertid også tæt sammen med mediernes dækning. Og sammen, mener han og andre eksperter, former det i høj grad vores billede af integrationens tilstand. Så det måske bliver mørkere end det burde.

Der er nok også en anden faktor, der påvirker vores virkelighedsopfattelse. Forskningen fortæller os, at vi som mennesker har en tendens til at overdrive virkeligheden. Vi lægger mærke til nonkonform adfærd, som sociologen Aydin Soei formulerer det. Altså: Det er afvigelserne fra det normale, vi ofte bider mærke i. Og jo længere væk vi kommer fra den gruppe, vi bedømmer, jo større er overdrivelserne, siger han.

For nylig var Aydin Soei med til at udgive en undersøgelse fra Tingbjerg i København, der blotlægger tendensen til at overdrive (negative dele af) virkeligheden. Forskerne så på unges adfærd i den belastede bydel – og holdt det så sammen med antagelserne om adfærden både hos de unge selv og blandt de voksne, der omgav dem.

Konklusionen? Alle overdrev omfanget af de unges kriminalitet og negative adfærd i forhold til virkeligheden. De drak, stjal eller tog stoffer langt mindre, end folk troede. De unge overdrev mindst. De voksne – forældre, lærere, kriminalpræventive medarbejdere – overdrev mest. Forældrene troede, de unge røg eller begik vold fem gange så meget, som de reelt gjorde.

“Vi så altså, hvordan vi overdriver nonkonform adfærd – også når vi er helt tæt på. Når de voksne overdrev mest, skyldtes det nok, at de var længere væk fra virkeligheden end de unge selv,” siger Aydin Soei.

Så hvor stor er den overdrivelseseffekt for folk, der slet ingen kontakt har med indvandrere eller efterkommere? I Danmark er over halvdelen af de etniske minoriteter samlet i de allerstørste byer. Så mange andre steder er kontaktfladerne stærkt begrænsede med etniske danskere.

“Afstanden bliver større, og mange danskere er derfor afhængige af medierne, når de danner deres forestillinger. Hvis du spurgte en tilfældig person i Vestjylland, ville overdrivelserne formentlig være større end i Tingbjerg,” siger han.

Den udbredte skævhed mellem virkelighed og opfattelse kan have en række konsekvenser.

Hvad betyder den for, hvordan vi sætter vores kryds? Hvad betyder den, når vi møder andre i vores hverdag?

“Problemet er,” siger Aydin Soei, “at når danskerne går til valgurnerne og stemmer på baggrund af udlændingepolitik, kan de gøre det på et misinformeret grundlag. Problemet er også, at vi lever i et mere og mere multietnisk samfund, men vi risikerer at møde hinanden med mistillid. For vi undervurderer lighederne og overvurderer forskellene.”

Aydin Soei peger på en vigtig udvikling, der har fyldt forbavsende lidt i nyhedsbilledet. Danmark har de seneste ti år fået en ung etnisk middelklasse. For første gang. Etniske minoriteter bliver sygeplejersker, lærere, ingeniører, håndværkere og meget, meget andet. Flere tager uddannelser, færre begår kriminalitet. Ikke mindst kvinderne ræser af sted.

“Det er en markant integrationssucces. Men det fylder ikke – særligt ikke under et folketingsvalg,” siger Aydin Soei.

I stedet for den nye etniske middelklasse handler debatten i høj grad om ghettoer. Betonblokke bliver nu revet ned. Nye strammere regler har fyldt meget. Lars Løkke Rasmussen har talt om ‘sorte huller på danmarkskortet’.

“Det går bedre end nogensinde. Men debatten om de her områder er mere voldsom end nogensinde. Så hvordan skal hr. og fru Danmark kunne dechifrere, at debattens version ikke passer med virkeligheden?”

Aydin Soei er selv vokset op i Avedøre Stationsby, der er blevet betragtet som et belastet område. Og han arbejder til daglig med unge i udsatte kvarterer. Han ved, at der er problemer. Men han ser også, at tingene faktisk går fremad.

“De etniske minoriteter klarer sig bedre og bedre, men samtidig fører Christiansborg en mere og mere restriktiv politik. Det skaber skel mellem dele af befolkningen,” siger han.

Han frygter, at den måde, medier og politikere taler om virkeligheden på – og dermed former folks opfattelse af virkeligheden – kan spænde ben for fremskridtene.

“Jeg beskæftiger mig med de unge etniske minoriteter, og de oplever det negative billede af ghettoen gang på gang. Til sidst bliver det også deres virkelighed. Nogle begynder at tro, at det er mere normalt at blive gangster end at lykkes i livet – selv om det statistisk set er løgn. Men jeg kan godt forstå, de tænker, at deres livschancer er små, når de lytter til omverdenens opfattelse. Jeg frygter, det kan blive en selvopfyldende profeti. Jeg opfordrer derfor igen og igen forældre og lærere til at fortælle de unge om den etniske middelklasse.”

Han holder en kort pause.

“For den er i høj grad virkelig.”