Historien om skifergassen er historien om den vigtigste beslutning, regeringen ikke traf

  • 21. maj 2019
  • 18 min.
FORBUDSMINISTER_“Olie- og gasefterforskning på land og i indre farvand hører fortiden til,” lyder det fra energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt. Illustration: Mikkel Bøgild Jacobsen for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Efter en intens debat og i forlængelse af 80 års dansk råstofjagt droppede regeringen i denne valgperiode skifergas-boringer. Miljøet ville lide skade, påstod kritikerne, mens regeringen ind til sin kovending fastholdt, at det var til glæde for klimaet. Så var det den rigtige beslutning – set gennem klimabriller?

Olie, solceller og vindmøller.

De energiformer snupper overskrifterne, når vi taler om energipolitik. Men indtil videre er det faktisk en helt anden energikilde, som i dette årtusind har haft den største enkeltstående gennemslagskraft. Både for den internationale handel, forsyningen, geopolitikken og ikke mindst for klimaet.

Vi taler om skifergas. Takket være hydraulisk frakturering – også kendt som fracking – er udvinding og udnyttelse af skifergas røget i vejret de seneste 15 år på verdensplan.

Sådan kunne det også være gået herhjemme. Tilsyneladende med fordele for klimaet. Afbrænding af skifergas udleder nemlig kun omtrent halvt så lidt CO2 som kul. Eller som Helle Halberg, senior kommunikationskonsulent hos Nordsøfonden, siger:

Gas er et vigtigt element i den grønne omstilling. Naturgas er det reneste fossile brændstof og derfor mere miljøvenligt end andre fossile brændstoffer såsom olie og kul.”

Nordsøfonden er du og jeg medejere af, fordi den er en offentlig virksomhed. Fondens opdrag – som den har fået af Folketinget – er at finde og producere olie og gas i Danmark til gavn for beskæftigelsen og de offentlige budgetter.

Fonden kommer dog hverken til at finde eller udvinde så meget som en kubikmeter skifergas på dansk jord. Endsige andre typer gas eller olie. Det vil være umuligt. Det vil være ulovligt.

At det forholder sig sådan, hænger sammen med et politisk fravalg truffet i V-L-K-regeringens embedsperiode. Et fravalg, som kom for dagen, da energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) postede et indlæg på Facebook onsdag aften den 21. februar 2018.

Facebook-post på Lars Chr. Lilleholts side.

Timingen for ministerens udmelding var overrumplende. Den kom, netop som de danske lobbyister havde fået deres første lønchecks for at udbrede fordele ved skifergas-efterforskning. Netop som malingen havde nået at tørre på skiltene fra fracking-modstandere, og netop som kommunalpolitikerne i Frederikshavn, Furesø, Gribskov, Lolland og Guldborgsund Kommuner havde nået at overveje potentielle indtægter. Pludselig var det danske skifereventyr overstået.

Muligheden for en af de tilsyneladende mest oplagte måder at sænke vores drivhusgasudslip på var blevet forpasset.

Tilbage står vi med spørgsmålet:

Kommer vi til at kigge tilbage og fortryde forbuddet? Vil fremtidige generationer måske ligefrem sammenligne vores forbud mod skifergas med forbuddet mod atomkraft, som nogle af dem, der bar de karakteristiske gule og røde badges med Atomkraft? Nej tak” på, i dag ærgrer sig over?

Parallellerne ligger ligefor. Mobiliseringen af den folkelige modstand mod atomkraft i 1970’erne byggede på miljørisici, som vi i dag kan konstatere enten skyldtes uvidenhed eller overdrivelser. Mobilisering af den folkelige modstand mod fracking i Danmark byggede også til tider på misforståelse af miljørisici.

I dag angrer nogle af atomkraftmodstanderne sig over fordums forbud. De er blevet til kernekrafttilhængere. De erkender, at kernekraft ville have betydet et bedre klima i form af færre drivhusgasudledninger. I dag ville et dansk sats på skifergas potentielt set også have betydet en mulighed for færre drivhusgasudledninger.

Bonusinfo. De nederlandske råstofjægere Nail Resources stod parat med udstyr og millioner af kroner til at bore efter skifergas på Lolland og Falster, da Lars Christian Lilleholt annullerede selskabets ansøgning med det historiske, altomfattende forbud.

På en måde kan man kalde Lilleholts udmelding for den største beslutning om det danske drivhusgasregnskab, som regeringen ikke traf.

Vel at mærke på et tidspunkt, hvor Danmark har tre årtier til at nå sit ambitiøse mål om at blive et komplet drivhusgasneutralt samfund, og vel at mærke på et tidspunkt, hvor Danmarks grønne omstilling er gået så meget ned i tempo, at det danske CO2-budget i forhold til Paris-aftalens klimamål bliver opbrugt allerede i 2024.

Men skifergasforbuddet er også en sag, der illustrerer, at kampen for miljøet og kampen for klimaet nogle gange kommer på kant med hinanden.

Umiddelbart kan det se ud til, at hvis man snævert fokuserer på klimaet, så missede vi en mulighed for at sætte Danmarks CO2-regnskab på en effektiv slankekur. Omvendt viser nye oplysninger om fracking – som jeg stødte på undervejs i min research – at Lilleholt måske uforvarende har gjort klimaet en tjeneste. De oplysninger sætter så til gengæld det globale fracking-boom i et nyt, dunkelt lys.

Men først: Hvad er fracking og skifergas egentlig?

Bonusinfo. 80 boringer efter olie og gas i den danske undergrund på land er der foretaget siden 1930’erne frem til i dag med Lars Christian Lilleholts forbud.

Skifergas er en energikilde, man har kendt til i hundreder af år, men det er først i dette årtusind, at udnyttelsen er steget markant. Årsagen er, at skifergas skjuler sig tre til fire kilometer nede i jorden. Den er bundet i nærmest uigennemtrængelige skifersten. Omvendt tilbyder traditionel naturgas sig i porøse og lettilgængelige bjergarter.

Ved den gængse udvinding af naturgas har det derfor groft sagt været tilstrækkeligt at stikke et bor lodret ned og håbe, man har heldet med sig. Skifergas fordrer vanskeligere vandrette boringer.

I begyndelsen af 00’erne blev det takket været øget knowhow og teknologiske landvindinger lettere at få fat i skifergassen med hydraulisk frakturering – altså fracking. Litervis af vand blandet med sand og kemikalier pumpes under højt tryk ned i skiferstene. De revner og sprækker. Skifergassen frigives og siver op gennem brønden med returvandet.

Fracking har vendt op og ned på verdensmarkedet for energi. Det er blevet oversvømmet med skifergas. Talrige kul- og olieprojekter kloden rundt er blevet opgivet eller lagt på is, fordi de blev udkonkurreret af denne billigere og mindre CO2-forurenende energikilde.

Mest markant er udviklingen gået i USA – klodens mest energiforslugne nation. Massiv udvinding af skifergas skaffer milliarder af kroner i indtægter til USA. Og allervigtigst gjort landet til eksportør af energi i stedet for importør.

Et historisk skift med efterdønninger på alt fra verdensmarkedet til geopolitiske konflikter. I 2000 udgjorde skifergas blot 1 procent af USAs produktion af gas. I 2010 var tallet oppe på 20 procent. I 2035 forventer USAs Energy Information Administration (EIA), at næsten halvdelen af landets gasforsyning bliver dækket af skifergas.

Energirevolutionen har betydet, at USA har skåret markant ned på den mængde kul, de hidtil har skovlet ind i deres kraftværker. USAs udledninger af CO2 er som konsekvens rutsjet nedad. En drivhusgasreduktion, som både Republikanerne og Demokraterne stolt fremhæver.

I løbet af de seneste otte år har USA reduceret vores samlede kulstofforurening mere end nogen anden nation,” kunne præsident Barack Obama i 2014 prale i hans såkaldte State of the Union-tale.

Et næsten identisk budskab er gentaget talrige gange af USAs miljøstyrelse under præsident Donald Trump. FNs klimapanel og Det Internationale Energiagentur har ligefrem betegnet USAs reduktioner i energirelaterede CO2-udledninger på grund af fracking og skifergas som værende et af de få lyspunkter i det globale billede”.

GEOLOGISK GUF-BÆLTE_Dannelsen af kloden og livet for millioner af år siden har været med til at danne et skiferbælte med lukrative skiferlag, der slanger sig under udvalgte lande. Et lag strækker sig i Nordamerika. Et andet lag strækker sig fra Nordjylland under Kattegat og gennem Nordsjælland. Foto: Jim West / Science Photo Library / Ritzau Scanpix

Denne succes både for USAs pengepung, sikring af sin forsyning og officielle forbedring af sit klimaregnskab gjorde det naturligt at undersøge, om vi skulle forsøge med skifergasudvinding i dansk undergrund.

I 2013 kom USAs geologiske undersøgelser, USGS, på banen med en hjælpende hånd. Sammen med de danske statslige geologer hos Geus udarbejdede de en rapport om mængden af skifergas i den danske undergrund.

Potentialet er blandt de allerbedste i Europa, lød estimatet i rapporten fra Geus og USGS. Danmarks undergrund gemmer angiveligt på svimlende 186 milliarder kubikmeter skifergas. En enorm mængde svarende til al den gas produceret i Nordsøen fra 1972 til 2011.

Venstres daværende energiordfører Lars Christian Lilleholt var i 2013 det medlem af Folketinget, som pressede mest på for dansk udvinding og produktion af skifergas.

Vi skal udnytte det potentiale, der er. Vi kan bruge skifergassen i den danske energiforsyning, ligesom det kan vise sig at være et stort aktiv økonomisk for Danmark,” udtalte Lars Christian Lilleholt til Morgenavisen Jyllands-Posten i 2013.

Sammen med Nordsøfonden meldte franske Total sig som de første råstof-jægere på banen. I baggrunden ulmede der godt nok forlydender om, at fracking i flere tilfælde havde forvoldt forurenede grundvandsdepoter i USA. Men Total og Nordsøfonden fik grønt lys af myndighederne. De gjorde sig klar til at bore efter skifergas nær byen Dybvad i Nordjylland.

Grumset drikkevand optog tilsyneladende heller ikke folkeopinionen på det tidspunkt. Snarere drømmen om at nyde godt af danske skifergas-milliarder.

I en måling for Jyllands-Posten foretaget af analyseinstituttet Wilke i 2014 svarede 51,9 procent af de 1.090 adspurgte ja” til udnyttelse af skifergas i den danske undergrund. 25 procent svarede nej”. Resten svarede ved ikke”.

Men i 2015 var regeringens radikale klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen i stigende grad blevet bekymret over potentiel udledning af kemikalier ved fracking og dermed risici for forurenet drikkevand.

Rasmus Helveg Petersen stillede energiselskaberne i udsigt, at de med ham ved roret ikke skulle forvente flere licenser til boringer. Lars Christian Lilleholt for i flint.

Det er fuldstændig uansvarligt at afskrive sig muligheden for at udvinde skifergas.
Det ligner et grønt flip, som mest handler om at føre valgkamp,” sagde Lars Christian Lilleholt over for dagbladet Information i 2015.

Det flip foretog ministeren så tilsyneladende selv, da det blev aktuelt, og han bestred ministertaburetten. Den skifergasbegejstrede Venstre-minister satte i 2018 en prop for 80 års jagt efter gas og olie på dansk jord.

Via et interview med ministeren og de øvrige regeringspartiers energi- og forsyningsordførere ville jeg gerne være blevet klogere på, hvorfor det blev udfaldet, og hvad der er deres holdning til forbuddet i dag.

De har dog ikke ønsket at blive interviewet eller besvare tilsendte spørgsmål. I stedet må vi forlige os med oplysninger og udtalelser i ministerens pressemeddelelse fra 2018 flankeret med en illustration af områderne omfattet af det historiske forbud.

Dens røde markering viser de områder, hvor regeringen har lukket ned for al efterforskning og boringer efter olie, gas eller skifergas.

NALLERNE VÆK_Undergrunden i Nordjylland, Nordsjælland og Lolland-Falster gemmer på forekomster af skifergas, men de og andre fossile brændsler er forbudte at røre ved, medmindre en ny regering bryder med V-LA-K-regeringens stop for boringer på land og i indre farvand. Grafik: Mikkel Bøgild Jacobsen for Zetland

hvorfor endte det sådan?

For det første opstod der tvivl om de potentielle økonomiske gevinster.

Nordsøfonden ramte godt nok en forekomst af skifer i den allerførste af sine tre boringer 3,6 kilometer nede i undergrunden nær byen Dybvad i Vendsyssel. Men slet ikke i en mængde, der var kommercielt interessant nok. Sideløbende nedjusterede de statslige geologer fra Geus deres forventninger til et dansk skifergas-bonanza.

For det andet var der protesterne fra vandværker, ngo’er inden for naturbevarelse og berørte borgere.

De frygtede for usælgelige huse med udsigt til tusindvis af borebrønde og forurenet grundvand. Hos Danva, interesseorganisationen for drikkevands- og spildevandsselskaber, er man derfor henrykte over forbuddet – specielt i disse tider.

For næsten konstant dukker der i disse år nye målinger op, der viser, at vores vand indeholder rester af kemikalier anvendt i dag eller for flere årtier tilbage. Rester, som man troede enten var uskadelige eller uden risiko for nedsivning. Med udledning af potentielle kemikalier fra fracking ville vandselskabernes hovedpine blot vokse.

Efterforskning og indvinding af råstoffer bør kun ske, hvor det er uden risiko for grundvandet. Fejl og mangler kan få alvorlige miljømæssige konsekvenser,” siger direktør i Danva, Carl-Emil Larsen.

Mange ngo’er glæder sig også over forbuddet. Omend de mener, der er tale om politisk pyntegrønt fra V-L-K-regeringen.

Tannie Nyboe fra ngo’erne Klimakollektivet og Skifergas Nej Tak begyndte i 2013 at gøre modstand mod skifergasboringer i Danmark. Hun nåede at protestere klos op ad Totals boregrund ved Dybvad, skrive oplysningsartikler og aflægge et ministerbesøg på Christiansborg for at udlægge sine kritikpunkter.

Personligt har jeg det ret dobbelt med forbuddet. På den ene side er det en kæmpe sejr for de grupper, der aktivt har kæmpet mod planerne om skifergasudvinding. Det viser, at folkelige protester faktisk gør en forskel. På den anden side synes jeg, det er ekstremt hyklerisk set i forhold til den siddende regerings øvrige klimaindsats eller mangel på samme,” siger Tannie Nyboe fra Klimakollektivet og Skifergas Nej Tak.

UTILFREDSEFoto fra byggepladsen i den jyske by Dybvad, hvor det franske energiselskab Total borede efter skifergas. En gruppe lokale borgere oprettede en protestlejr på en nærliggende mark. Nogle demonstranter sang, mens andre prøvede at gøre deres synspunkter klare for pladsens vagt. Foto: Peter Klint, Ritzau Scanpix

Martin Næsby, direktør for Oil Gas Danmark – brancheforeningen for den hjemlige olie- og gassektor – har en diametral opfattelse. Han hæfter sig ved, at så længe Danmark selv bruger gas, vil en reduktion i den nuværende eller fremtidige danske udvinding blot resultere i, at vi skal importere selvsamme mængde af det fossile brændsel. Og det er faktisk værre for klimaet.

Krøllen er nemlig, at olie- og gasudvinding i Danmark har klodens mindste CO2-aftryk blandt andet på grund af vores høje energipriser og skrappere krav til gas- og oliejægerne.

Så heller ikke i klimamæssig sammenhæng er det fordelagtigt at nedskalere produktionen af fossile brændsler i Danmark,” siger Martin Næsby.

80

80 procent. Så stor en andel af alle kendte forekomster af olie, gas og kul skal ifølge FN’s klimapanel forblive i undergrunden, hvis det skal lykkes at holde klodens temperaturstigning under to grader celsius.

Så hvad ved vi egentlig om alle de påstande, der blev smidt frem og tilbage om frackings indflydelse på miljøet?

Mange påstande knyttede sig til vores grundvand, der er noget af klodens reneste. Så rent, at grundvandet som udgangspunkt kan hives op og drikkes. Derfor var der især en bekymring om, at der kunne ske skade på vandet. En ængstelse, som kan ses i kontekst med, at de mest profitable forekomster ifølge en skifergasrapport fra Naturstyrelsen gemmer sig i et 6.800 kvadratkilometer stort område med by, skov og særlige drikkevandsinteresser at værne om.

Vand, som altså kan blive forurenet ved skifergasudvinding. For ved fracking sprøjter gasjægerne 8-30 millioner liter væske under højt tryk ind i klippelagene for at få dem til at sprække og frigive den eftertragtede gas. Væsken består primært af vand og sand, men 1-2 procent er kemikalier med forskellige formål. For eksempel syre, der reagerer med og opløser mineraler, der blokerer udvindingen. Siver sådan en syre ned i grundvandet, vil det være farligt at drikke.

Læg hertil, at det danske bælte af skifergas geologisk set er identisk med Polens. Her bemærkede Naturstyrelsen, at i Polen anvendte udvindingsfirmaerne ikke færre end 13 forskellige kemikalier for at få skifergassen op. 13 kemikalier som ifølge rapporten er særligt uønskede i miljøet”.

Ud over forurening af det vand, vi drikker, kan fracking gøre jorden ustabil. I de allerværste tilfælde forårsage mindre jordskælv. Selve frackingen sprækker jo klippestykker under jorden væk. Oveni kommer risiciene over jorden.

På grund af de anvendte kemikalier og øget radioaktivitet fra kontakt med gassen radon i undergrunden betragtes fracking-væske som affald, der skal håndteres ekstra forsvarligt. Mange skrækeksempler fra Nordamerikas skifergasboom viser desværre, at det særligt er her ved håndteringen af affaldet over jorden, at miljøet lider skade.

Svipserne skyldes typisk, at nogle udvindingsselskaber har udvist et lemfældigt forhold til regler. Det var også tilfældet i den korte tid, at franske Total med danske Nordsøfonden som samarbejdspartner nåede at udføre tre skifergasboringer nær nordjyske Dybvad.

De franske borebisser hældte et ikke tilladt kemisk smøremiddel på deres bor. Bagefter undlod franskmændene at sortere radioaktive borespåner fra boremudderet. I stedet deponerede selskabet det hele på Miljøanlæg Ravnshøj i Nordjylland.

Der er altså masser af risici forbundet med fracking – men tillige masser af sikkerhedsforskrifter og fysiske foranstaltninger. De skal eliminere risikoen for, at grundvand og andet miljø lider skade. Den grønne tænketank Concito er modstander af fracking, men når det gælder miljøet, har Concito påpeget, at den internationale faglitteratur faktisk viser, at udvinding af skifergas i teorien kan ske forsvarligt.

Som den muligvis eneste ngo prøvede Concito forgæves at få den pointe frem, da fracking-furoren var på sit højeste herhjemme. De pegede også på, at i sammenligning med andre lande er fracking mindre risikofyldt for grundvandet i Danmark på grund af vores særegne geologiske forhold. Skiferlagene i vores jord befinder sig nemlig på dybder af cirka 4.000 meter. Derfor vil der være mindst 2,5 kilometer mellem grundvandet og eventuelle fraktureringer.

Bonusinfo. Den danske olieproduktion har traditionelt set udgjort cirka 0,2 procent af den globale olieproduktion, og gasproduktionen cirka 0,1 procent.

Okay, så hvad har beslutningen om at stoppe boringerne betydet?

  • For dig og mig – hvad enten vi er for eller imod skifergas – har forbuddet haft den konsekvens, at vi som skatteydere har medfinansieret Nordsøfondens 120 millioner udgifter til tre boringer. De tre boringer, som altså nu er ulovlige at følge op på.

  • I forhold til skifergas er pengene spildt, men boringerne har forbedret vores viden om potentialet for geotermisk energi i Danmark. Altså vedvarende energi i form af oppumpning af varmt vand fra jordens indre.

DRILL BABY, DRILL_Udvinding af skifergas kræver en masse borebrønde til at sørge for det rette tryk, når gassen skal suges op, som her i en nordamerikansk delstat. Ifølge Naturstyrelsen ville udvinding af skifergas fordre etableringen af 1.000-4.000 tilsvarende borebrønde rundtom i Danmark. Foto: Monica Almeida, Ritzau Scanpix

Og så til det store klimaspørgsmål i en tid, hvor Danmark over for FN og EU har forpligtet sig til at blive drivhusgasneutral i 2050 og løbende sørge for at mindske sin klimaforurening af atmosfæren med drivhusgasser: Var det korrekt af regeringen at lukke ventilen for skifergaspotentialet i Danmark? Har vi på grund af miljøbekymringer misset en oplagt mulighed for at gøre klimaet en tjeneste med færre drivhusgasudledninger gennem øget brug af skifergas og mindre brug af kul?

Eller sagt med andre ord: Hvad gik vi glip af?

Svaret er ikke såre simpelt, for det afhænger faktisk ikke af energikilden i sig selv. Snarere hvordan vi mennesker håndterer den.

Nu kommer vi til de nye oplysninger.

Igen skal vi et smut forbi USA for at forstå, hvornår skiftergas som energikilde bliver mere sort end grøn. Og husk her på, at skifergas udleder omkring halvt så meget CO2 som kul. Men skifergas består også af drivhusgassen metan.

Metan er en væsentligt mere skadelig drivhusgas end CO2. I de første 20 år, når metan hænger oppe i atmosfæren, indfanger metan op til 86 gange mere varme end et tilsvarende kilogram CO2. Bittesmå mængder af metan, som ikke bliver brændt af, men udledes til atmosfæren, forvolder altså store klimaforandringer.

Desværre er der masser af situationer, hvor metan kan sive frit, når man udvinder eller bruger skifergas. Ved selve frackingen, hvis brønde eller borepladsen ikke er sikret ordentligt eller ved mikroskopiske lækager i de gasledninger, der skal fragte skifergassen videre.

Lækker blot to til tre procent af skifergassen, havde det rent faktisk være bedre for klimaet, hvis man i stedet for bare skifergassen havde afbrændt det mest skadelige fossile brændstof, altså kul. Og der er desværre masser af studier, som viser, at lækageraten ved skifergas i USA ofte er mere end tre procent. Det er netop også af denne årsag, at den grønne tænketank Concito er modstander af skifergas.

Så når miljømyndigheder, klimaforskere og internationale energiagentur klapper af USA for at reducere sine CO2-udledninger, er der tale om en sejr, som reelt er mere sort end grøn. Der er jo ganske rigtigt udledt mindre CO2, men samtidig mere metan.

Nasa Jet Propulsion Laboratory fik for 11 måneder siden publiceret et peerreview-studie i klodens nok mest ansete videnskabelige tidsskrift, Nature. Studiet dokumenterer for første gang en sammenhæng mellem USAs skifergasrevolution og en hidtil uforklarlig stigning i antallet af metanudledninger til atmosfæren siden 2006.

Nasas klimaforskere konkluderer, at de udledninger betyder, at den øgede brug af skifergas i USA har forvoldt klimaet større skade end afbrænding af kul.

Med den viden i baghovedet kan vi derfor kloge os på det danske skifergas-forbud. Det ville altså faktisk have været gavnligt for klimaet, hvis regeringen havde skubbet for skifergas i Danmark. Men kun så længe operatører og energiselskaber overholder reglerne og sørger for at lukke ned for alle lækager.

Empirien viser desværre bare, at det magter, evner eller nægter de mest erfarne aktører inden for skifergas desværre bare at gøre. Og den uvane ville de formentlig have slæbt med sig til Danmark. Vi ville formentlig også have døjet med skifergas-lækager på omkring to procent eller endnu værre.

Eller skrevet med andre ord: Skifergas-entusiasten Lars Christian Lilleholt satte næsen op efter en milliardgevinst fra en postuleret mindre klimaskadelig fossil energikilde. Ministeren mødte folkelig modstand. Han satte proppen i for boringer, og det tyder den nyeste forskning faktisk på er en endnu større gevinst for klimaet – selv om det er stik imod ministerens oprindelige intention.

Følgende personer er også blevet interviewet til denne historie. Deres bidrag er blevet anvendt til at kontrollere fremstillingen og bidrage med baggrundsviden:
Morten Hahn-Pedersen, historiker og forfatter til bøger om olie- og gasudvinding i Danmark.
Erling Stenby, professor og direktør for Institut for Kemi ved Danmarks Tekniske Universitet.
Per Kent Pedersen, lektor i geovidenskab ved University of Calgary med speciale i skifergas.

Ændring 24.juni:
I den oprindelige version af teksten blev varmeabsorberingen af et molekyle metan sammenlignet med et molekyle CO2. Sammenligningen bør dog ske med vægtmasse og er derfor rettet til kilogram. Tak til Jacob Mønster for at gøre mig opmærksom på det rette forhold.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem