Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Psykologiprofessoren har lagt Danmark på briksen. Diagnosen er ikke god, lad os bare sige det sådan

SELVBILLEDE Vores ideer om os selv svarer ikke altid til hvordan andre ser os. Hvis forskellen mellem hvordan vi ser os selv og hvordan andre ser os bliver for stor, kan det resultere i en identitetskrise. Samfundets identitetskrise handler dog i højere grad om en splittelse i samfundet selv, der bliver større og større. Illustration: Marco Melgrati for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


15. maj 2020
8 min.

Derfor skal du læse denne artikel

Hvis det danske samfund var et menneske, ville man sige, at det havde en identitetskrise. Det mener psykologiprofessor Carsten René Jørgensen, der i en ny bog lægger både nutidens individ og samfund på briksen. For coronakrisen er én ting. Men i de dybere lag af samfundets psyke bøvler vi med polarisering, ulighed og manglende kulturel selvtillid. Nu er tiden kommet til en gang terapi.

Hvem er du? Hvis nu du skulle svare på det spørgsmål sådan helt grundlæggende – ikke til en jobsamtale, ikke i en offentlig præsentation, men hvis du bare skulle overveje for dig selv, hvem du er, hvad ville du så lægge vægt på? Jeg forestiller mig, at der kommer ganske forskellige elementer op: noget om dine personlighedstræk, noget om dine roller i forhold til andre mennesker, dit job, din livshistorie, dine værdier, dine interesser, måske din bolig eller genstande som betyder meget for dig, måske din etnicitet eller seksualitet, måske din religion eller dit politiske ståsted. Det er alt sammen dele af det puslespil, som udgør din identitet.

Det er muligvis ikke første gang, du har gjort dig de her overvejelser, for i takt med at vi forventes at realisere os selv, være omstillingsparate og måske endda iscenesætte os selv, er ens personlige identitet noget, man forholder sig til i højere grad end nogensinde før. Vi taler om identitetspolitik, identitetsarbejde og ikke mindst om identitetskriser, når vi føler, at vi har tabt tråden i tilværelsen. Identitet er med andre ord blevet et nøglebegreb i tiden, når vi skal forstå os selv og de udfordringer, vi møder gennem livet.

Men måske er identitet og identitetskriser ikke kun noget, der spiller en rolle for den enkelte person. Som kultur er vi efter min vurdering også i en form for identitetskrise,” siger psykologiprofessor Carsten René Jørgensen. Han har i mange år arbejdet med identitet og personlighedsforstyrrelse, og i sin nye bog Identitetskriser – Veje og vildveje for det fragmenterede moderne menneskes identitet vover han at overskride sit fagområde og ikke kun tale om identitet og identitetskrise på det personlige plan, men også på samfundsniveau. For hvad nu hvis det danske samfund også har en identitet? Og hvad nu, hvis det kan komme i krise af nogle af de samme grunde som enkeltpersoner, nemlig en umoden identitet som følge af blandt andet polarisering og manglende selvfølelse?

Jeg har læst den meget omfattende bog og talt med Carsten René Jørgensen om denne kobling. En kobling, der, mener han, kan hjælpe os med at forstå de konflikter, der skaber splittelse i vores samfund, og hjælpe os med at finde en bedre balance mellem individ og fællesskab. Det behov for en balance bliver sat på spidsen i den nuværende coronakrise.

For at få styr på identitetsbegrebets mange facetter opdeler Carsten René Jørgensen vores egen identitet i fire grundlæggende niveauer: Jeg-identiteten, som er den helt grundlæggende oplevelse af en sammenhængende personlighed. Den personlige identitet, der handler om, hvem vi er, og hvordan vi opfatter os selv som individ forskelligt fra andre. Den sociale identitet, der handler om, hvilke grupper og relationer vi indgår i og identificerer os med. Og den kollektive identitet, som handler om de helt store sammenhænge: ens etnicitet, nationalitet, kultur.

Men identiteten er ikke altid uproblematisk. Carsten René Jørgensen taler om en moden og en umoden identitet. Og her begynder parallellerne mellem den individuelle identitet og samfundsidentiteten. For Carsten René Jørgensen mener, at vores samfund er et typisk eksempel på en umoden identitet.

Den modne identitet et stabil, integreret, sammenhængende, fleksibel og kan rumme forskellighed,” forklarer han. Hvis jeg har en moden identitet, kan jeg godt håndtere, at jeg har både stærke og svage sider, at jeg opfører mig forskelligt i forskellige situationer, og at begge dele stadig er mig. Der er en kontinuitet imellem dem.”

Professoren giver selv et hurtigt hverdagseksempel: Når jeg er i ledelsesfunktioner rundtomkring, er jeg nødt til at opføre mig på andre måder, end når jeg er sammen med mine venner. Jeg kan godt have en trang til at fyre nogle små, platte vittigheder af, men det duer ikke, når jeg står som leder – der er dele af mig selv, jeg lige skal lægge væk. Den slags tilpasninger skal man kunne foretage med en moden identitet.”

Den umodne identitet har sværere ved disse ting. Den føler sig måske ikke hjemme i sin tilværelse, og en hyppig reaktion er at udgrænse andre, fordi et skrøbeligt jeg føles mindre skrøbeligt, hvis det kan identificere en ydre fjende: Den umodne identitet er usammenhængende og ustabil, men forsvarer så sin mere skrøbelige identitet ved at udgrænse nogen, fordi man let føler sig truet på, hvem man er,” siger Carsten René Jørgensen. Har man en umoden identitet, prøver man ikke at undersøge sig selv for at finde ud af, hvordan man bedre kan håndtere, at man føler sig truet, men angriber eller devaluerer nogle andre og giver dem skylden for ens egne problemer; man kompenserer udadtil. Denne primitive adfærd kaldes også for othering’, fortæller psykologiprofessoren.

Og det er det, Carsten René Jørgensen mener, vi ser på samfundsniveau i dag: en kultur med en usammenhængende og ustabil identitet, som man forsøger at forsvare ved at udgrænse andre. Krisen skyldes polarisering, stigende ulighed og manglende kulturel selvtillid.

Vores interne sammenhold har det ikke så godt. Vi er meget uenige om, hvad et godt samfund og et godt liv er, og hvordan samfundet overhovedet bør fungere. Der er en stigende polarisering mellem grupper i samfundet, som måske også hænger sammen med en stigende social ulighed,” fortæller han.

Polariseringerne handler blandt andet om etniske danskere over for indvandrere, om kristne over for muslimer, om byboere over for landbefolkning, om globalister over for lokalister og om økonomisk ulighed mellem samfundsgrupper.

Når en social gruppe føler sig truet på deres identitet, udpeger de ofte nogle, de kan nedgøre eller bruge som fjendebilleder. Det ser vi tydeligt i indvandrerdebatten. Hvis vi opfatter vores danske identitet som truet, beskytter vi den ved at udgrænse nogle andre. Det er en primitiv, men forståelig måde at beskytte sig på. Det er sådan, man reagerer, når man er presset,” fortæller Carsten René Jørgensen og tilføjer, at den polarisering, han ser i Danmark, ikke er ikke nær så slem som i USA og andre steder. Men den er her, og den vokser.”

Samtidig er der et andet afgørende aspekt af den samfundsmæssige identitetskrise. Det handler om vores kulturelle selvtillid – eller selvfølelse, som ifølge Carsten René Jørgensen lider hårdt under, at vi hele tiden skal slå os selv i hovedet for, hvordan vi er som kultur”.

Vi må holde fast på, at der er nogle danske værdier, som vi står for, og som vi ikke vil gå på kompromis med. Vi skal have kulturel selvtillid nok til at stå fast på dem, men bare ikke påtvinge andre dem. Og vi skal samtidig kunne være selvkritiske, når de bliver problematiske. Det er en balancegang, hvor man kan være selvkritisk uden at slå sig selv i hovedet.”

Blandt de værdier, vi ikke skal gå på kompromis med, nævner han for eksempel, hvordan vi opdrager vores børn, vores forhold til autoriteter, demokrati, ytringsfrihed, åbenhed over for forskellighed og retsstatens grundprincipper. Ingen af disse er unikt danske, ligesom vi som individer ikke er så unikke, som vi gerne vil tro. Men der er alligevel en dansk variant af dem, som vi løbende må justere på, samtidig med at vi holder fast i deres kerne. Når grupper i det danske samfund indimellem forfalder til en chauvinistisk dyrkelse af det danske, må andre grupper ikke som modreaktion gå på kompromis med disse værdier eller slå over i en selvbebrejdende foragt, for så kan vi også miste identiteten.

Så hvis vores samfund faktisk er i den form for krise, som en umoden identitet kan medføre, hvordan lægger vi det så på briksen og giver det en god gang terapi? Det er et lidt mere omfattende projekt, end hvis vi talte om et menneske, men for Carsten René Jørgensen er der alligevel en parallel til den terapeutiske praksis, han selv arbejder med som psykolog. Når man skal hele polariseringer, handler det om at integrere de indre modsætninger – det gælder også på et terapeutisk niveau, når en patient er splittet i sin identitet. At lade mennesket finde et centrum, hvorfra man kan kigge på polerne og skabe dialog imellem dem.”

Og på samfundsniveau handler det også om at skabe dialog mellem de polariserede grupper og samtidig finde balancen mellem det individuelle og fællesskabet – en balance, der de sidste mange år ifølge Jørgensen er tippet skævt til fordel for individualismen.

Svaret er, mener han, at vægte fællesskabet højere, end vi gør i dag. At vi tager afsæt i det sociale menneske frem for individet – en tankegang, der også kaldes kommunitarisme. Og lige nu, mens corona stadig har hensat samfundet i en meget konkret krise, mener han, at vi ser, hvordan et fokus på fællesskab har samfundsforandrende kraft.

I coronakrisen er det meget tydeligt, at vi skal finde en balance mellem hensynet til individets frihed og hensynet til fællesskabet, hvor hensynet til fællesskabet er lidt diffust, men samtidig beskytter det enkelte udsatte individ. Vi er i denne tid nødt til at indskrænke vores frihed ret kraftigt for at beskytte den ansigtsløse anden’, altså nogen, vi ikke ved, hvem er. Og det er noget af en øvelse, en solidaritetsøvelse. Jeg tror, det er klogt, at Mette Frederiksen har relanceret ordet samfundssind’, som måske ikke lugter af socialisme på samme måde, som ordet solidaritet’ gør.”

Og den alvor, vi står over for, rummer endnu en psykologisk parallel:

Hvis vi flipper for meget ud, og coronaepidemien går amok, og sundhedssystemet bryder sammen, så er det nærmest traumatisk på samfundsniveau. Derfor må vi beskytte hinanden.”