Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Nene La Beet er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Zetland Helikopter


Tirsdag 8. januar 2019

Hej


Her er dagens nyhedsoverblik fra Zetland. Det handler om penge og diplomati.

I dagens nyhedspodcast ser vi på de af så mange så forhadte kapitalfonde, der i de seneste år har købt rekordstort ind i Danmark. Hvad vil de, og hvad er de? Vært er Andreas Thorsen, og gæst er medstifter af erhvervsmediet InsideBusiness Morten Johnsen.

19 min

Dagens tal

5.193.660.000.000

Sådan cirka så mange kroner er Amazon værd, og det betyder, at butikken, der har alt, og som er på vej til Danmark, nu er verdens mest værdifulde selskab. Tillykke med det (The Telegraph).

Dagens store historier

Foto: Ritzau Scanpix

Kapitalfondene er her

Rygter om, at en gruppe udenlandske investorer, heriblandt en amerikansk kapitalfond, er interesseret i at købe Parken Sport & Entertainment, har i dag fået selskabets aktiekurs til at stige betragteligt (InsideBusiness $).

Et opkøb ville være det seneste i en lang række, for kapitalfonde har i de seneste år købt sig ind i mange danske selskaber. Blot nogle eksempler kunne være TDC, Københavns Lufthavn (som så godt nok er blevet solgt igen), Nets, Lagkagehuset og Molslinjen (Finans).

2017, det seneste år med data, var et rekordår for kapitalfondes køb og salg (DVCA).

Der er både positive og negative konsekvenser forbundet med kapitalfondenes indtog, men det er vigtigt at holde sig for øje, at mange af deres kunder faktisk er dem af os, der igen er kunder hos et pensionsselskab (Zetlands nyhedspodcast).

Vil man vide mere (rigtig meget mere) om kapitalfonde, kan man med fordel dykke ned i denne video fra CBS.

Foto: Ritzau Scanpix

Sanktioner mod Iran

Som ventet blev sanktioner mod navngivne personer i den iranske efterretningstjeneste i dag vedtaget på et møde for EU’s europa- og udenrigsministre i Bruxelles (Twitter).

Unionen har i de seneste år indført en række økonomiske sanktioner mod Iran, men den seneste skærpelse kommer som følge af formodede attentatplaner, der var rettet mod eksiliranere i Danmark og Frankrig. I Danmark førte planerne til en politiaktion i slutningen af september, hvor både Storebæltsbroen og Øresundsbroen blev lukket (Politiken).

EU balancerer på en diplomatisk knivsæg i disse sager, fordi man fortsat vil holde fast i atomaftalen med Iran, som USA trak sig ud af i maj. Udenrigsminister Anders Samuelsen fastholder, at EU står bag atomaftalen (DR).

Det skal du også vide

Trafikstyrelsen skærper reglerne for godstrafik. Efter togulykken, der i sidste uge kostede otte mennesker livet på Storebæltsbroen, indføres nye regler på de danske jernbaner. Blandt andet for, hvornår godstransport kan passere Storebæltsbroen, men der kommer også et forbud mod en særlig type godsvogne (TV 2).

Få elever underpræsterer i Danmark. Europa-Kommissionens årlige tilstandsrapport om uddannelse viser, at Danmark blandt 28 EU-lande og yderligere fem lande indtager en fjerdeplads i forhold til afgangselevers evner for læsning, matematik og naturfag (Politiken).

Irland vil ikke længere investere i fossile brændstoffer. Ørepublikken har trukket sine investeringer og solgt sine aktier i 38 selskaber, der udvinder olie, gas og så videre (The Irish Times).

Dagens Zetland-historier

Foto: Rasmus Thirup Beck for Zetland

De skulle også hjem igen. En flytur udleder cirka ti gange så meget CO2 som en togtur, så vil man tage vare på klimaet, er valget let. Zetlands udsendte tog sammen med sin søn toget til fødselsdag i London, og det blev en tur, der blotlagde en hel del om klima og transport. Og om, hvordan man falder i søvn på en banegård.

Aktuel igen. Antallet af danske børn født af rugemødre er stigende, men den manglende regulering på området lader både barnet, forældrene og de danske rugemødre i stikken. To barnløse par fortalte i maj om, hvordan de var blevet ført bag lyset af en rugemor, som nu er sigtet for økonomisk bedrageri. I den anledning bringer vi historien igen.

Det var nyhederne. Vi er tilbage i morgen med flere.

Andreas Thorsen

Med venlig hilsen

Andreas Thorsen

Helikopter-redaktør