Miljøaktivister kæmper for atomkraft. Jo, du læste rigtigt

ATOMMARCH 2.0Okay, der er vi måske ikke helt endnu, men hyldest til atomkraft har fortrængt modvilje hos mange klimaforkæmpere. Illustration: Louise Rosenkrands for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Modstand mod atomkraft har været en fast del af miljøbevægelsen, siden den opstod i kølvandet på 1960’ernes ungdomsoprør. Men nu spirer en ny erkendelse frem blandt visse miljøforkæmpere. Den handler om, at atomkraft er svær at komme uden om, hvis man faktisk vil bremse den globale opvarmning.

For ikke så længe siden sad Rebecca Lohfert Boas under en blå oktoberhimmel på Marienplatz midt i München og malede blomster på forbipasserende børns kinder, mens hun snakkede med dem om at passe på naturen.

Imens talte andre aktivister med børnenes forældre om klimaet. Der var også en fyr i isbjørnekostume, fællessang, balloner, danseoptræden og hjemmetegnede plakater.

Men det, der foregik, var ikke nogen helt almindelig miljø-happening. Det var verdens første Nuclear Pride Fest. Arrangeret af en gryende bevægelse af miljøforkæmpere, som samler sig om det centrale argument, at kernekraft er en nødvendig forudsætning for at bremse klimaforandringerne.

Det lyder måske lidt hippie-agtigt, men rigtig mange af os er motiveret af kærlighed til andre mennesker og kærlighed til planeten,” siger Rebecca Lohfert Boas, som til daglig studerer til business engineer på DTU.

Rigtig mange af os har børn og tænker meget på deres fremtid.”

Der er ingen tvivl om, at det stadig er en ret lille bevægelse, Rebecca Lohfert Boas er en del af. Nuclear Pride Coalition, som de kalder sig, mødtes for første gang i september i år og kunne pakke sig sammen i et enkelt mødelokale i Amsterdam.

Men bevægelsen er værd at se nærmere på, fordi den ikke er det eneste tegn på, at attituden over for atomkraft er ved at ændre sig i lyset af truslen fra klimaforandringerne.

I Taiwan har en anden gruppe atomkraftforkæmpere netop vundet en folkeafstemning og pålagt regeringen at droppe planer om at skrotte landets atomkraftværker – af hensyn til klimaet. Og så er der, øhm, Sting. Rocklegenden skrev atomkraft-kritiske tekster i 1980’erne, men i dag er han for. Og han er ikke alene.

Ligesom Sting har en række prominente miljø- og klimaforkæmpere de senere år stillet sig bag atomkraft som en uomgængelig del af en løsning på klimaproblemet. Og deres argumenter er ikke sådan lige til at afvise, hvis først man sætter sig lidt ind i sagerne.

Atomkraft ser reelt ret uomgængeligt ud, hvis det på nogen måde skal være realistisk at forhindre løbsk global opvarmning. Og mange af argumenterne imod tager sig noget ramponerede ud, hvis man holder dem op mod fakta – selv om der selvfølgelig stadig er … udfordringer.

Tyskland er et velvalgt sted for aktivisterne at begynde kampen. Under Angela Merkel har landet storsatset på vedvarende energi, som i dag fylder langt mere i landets energimiks end ved kanslerens tiltrædelse i 2005. Men det har ikke ført til et tilsvarende fald i CO2-udslippet, fordi Merkel samtidig har sat sig for at afskaffe atomkraft – en beslutning, hun traf umiddelbart efter atomulykken på det japanske Fukushima-værk i 2011.

Resultatet er, at tyskerne i dag rydder skov for at kunne fortsætte med at bryde verdens mest forurenende energikilde, brunkul. Altså en slags klimaskadelig dobbelt-Whopper.

Mens atomkraft i dag genererer halvt så meget strøm, som da Merkel kom til magten, bliver der stadig futtet cirka lige så meget brunkul af på kraftværkerne – på trods af at strømproduktionen fra vedvarende energikilder er mere end fordoblet i samme periode.

Tysklands nyere energihistorie indrammer dermed kernen af de atomkraft-elskende miljøforkæmperes argument: Når solen ikke skinner, og vinden ikke blæser, har folk stadig brug for strøm – og hvis ikke dén strøm kommer fra atomkraft, bliver det i praksis meget ofte kul eller andre fossile brændsler, som fylder hullet.

Atomkraft, siger tilhængerne, ville være bedre, fordi atomkraftværker ikke udleder CO2.

Der er ingen tvivl om, at atomkraft vitterlig har potentiale til at bremse klimaforandringerne. Det afspejler sig i, at de fleste seriøse bud på, hvordan verden kan holde temperaturstigningerne under kontrol de kommende årtier, faktisk inkluderer atomkraft – og ofte meget mere, end vi har i dag.

For eksempel optegnede FNs klimapanel i oktober 2018 fire forskellige scenarier for, hvordan temperaturstigningerne kan holdes under 1,5 grader – målet fra Paris-klimaaftalen. I scenarierne varierer energiproduktionen fra atomkraft i 2050 fra at være den samme som i dag til at være fem gange større. I det scenarie, hvor udviklingen i verden minder mest om hidtil – og som vel derfor kan betegnes som mindst utopisk – laves der fem gange mere strøm på atomkraftværker i 2050 end i dag.

Det er ikke første gang, FNs klimapanel har skitseret et behov for en massiv udbygning af atomkraft. Det gjorde panelet også i sin seneste hovedrapport fra 2014.

Også Det Internationale Energiagentur, IEA, har lavet et bud på, hvordan klimaet kan reddes. Deres bud indebærer en tredobling af atomkraft i 2050.

Selv Det Internationale Agentur for Vedvarende Energi, IRENA, som er sat i verden for at fremme sol, vind, vand og så videre, har i sit bedste bud på en verden uden løbske temperaturstigninger regnet med, at der skal laves lige så meget strøm på atomkraftværker i 2050 som nu.

Historisk har udbygning af atomkraft da også vist sig som den mest effektive metode til at sikre sig CO2-fri strømproduktion. Danmarks vindmølleeventyr i dette årtusind blegner i forhold til Sveriges byggeri af atomkraftværker i 1980’erne, hvis man ser på mængden af ekstra CO2-fri strøm per indbygger, som årligt kom ud i ledningerne.

Dertil kommer, at atomkraft fylder meget, meget lidt i landskabet sammenlignet med sol-, vind- og vandkraft. Det er afgørende vigtigt i et klimaperspektiv, fordi der bliver kamp om den frugtbare jord i fremtiden, hvis vi både skal dyrke mad nok til en forventet verdensbefolkning på ni milliarder mennesker og have plads til overs til skov og vild natur, som kan opsuge og lagre CO2.

Men hvad med risikoen? Tjah, samlet set er den noget overraskende konklusion, hvis man kigger på data, at atomkraft er den med længder sikreste energiform af dem, vi har implementeret i stor skala, og at atomkraft formentlig har reddet langt flere liv, end den har kostet. Forklaring følger.

Det er stadig svært at tænke på atomkraft uden at tænke på den japanske Fukushima-ulykke i 2011 eller Tjernobyl-ulykken i 1986. Og det var vitterlig skræmmende begivenheder. Men jo nærmere man kigger på dem, jo mindre skræmmende tager de sig faktisk ud.

Miljøforkæmperen og The Guardian-klummisten George Monbiot skrev allerede i 2011, at Fukushima-ulykken forvandlede ham fra atomkraft-neutral til atomkraft-tilhænger. Hans forklaring var denne:

Et gammelt skodværk med utilstrækkelig sikkerhed blev ramt af et kæmpe jordskælv og en tsunami. Strømmen gik og slog kølesystemet ud. Reaktorerne begyndte at eksplodere og smelte ned. Katastrofen udstillede en velkendt arv af dårligt design og afskårne hjørner. Og alligevel har ingen, så vidt vi ved, fået en dødelig dosis stråling.”

De ord holder stadig vand. Ingen døde af stråling fra ulykken. Ingen forventes at få kræft som følge af den. Ingen fostre har lidt skade. Men flere end 1.500 døde på grund af myndighedernes panikagtige reaktion og dårligt udførte evakuering. Folk døde altså på grund af frygt for atomkraft, ikke på grund af atomkraft.

Tallene for den værste atomkatastrofe i historien, Tjernobyl-ulykken, er endnu mere overraskende. Ulykken fandt sted som følge af et eksperiment på et gammelt sovjetisk værk med en langt mere usikker konstruktion end noget, der bliver bygget i dag. En gigantisk radioaktiv sky spredte sig over den nordlige halvkugle og fordelte radioaktivt nedfald i varierende doser. Værst gik det ud over områder i nærheden af værket på fire gange Danmarks størrelse, hvor der i alt boede fem millioner mennesker.

Konsekvenserne er gentagne gange vendt og drejet af et forskerpanel under FN, som i deres hidtil grundigste gennemgang i 2008 konkluderede det her:

Det er selvfølgelig slemt nok, men det er faktisk også det hele. Ingen ekstra fosterskader, ingen tegn på øget udbredelse af andre kræftformer, ingen andre dokumenterbare helbredseffekter.

Strålingen var selvfølgelig heller ikke sund for Tjernobyl-nærområdets dyreliv, men den har paradoksalt nok vist sig at være mindre skadelig for dyrene end de mennesker, der boede i området før. I dag vrimler det med især større pattedyr i det godt 4.000 kvadratkilometer store område, som endnu er afspærret på grund af stråling.

Og så er Tjernobyl trods alt kun ét ud af rigtig mange atomkraftværker verden over. Katastrofen fylder måske nok meget i bevidstheden, men det er svært at komme uden om, at den fylder ret lidt i statistikken.

Sammenligner man atomkraft med andre energiformer, tager den sig faktisk ret sikker ud i forhold til i hvert fald fossile alternativer. Årsagen er luftforurening.

Når man futter kul, olie, gas og biomasse af, forurenes luften med partikler, som hvert år slår millioner af mennesker ihjel, fordi de forårsager især hjerte- og lungesygdomme. Desuden går der en del mennesker til i kulminer og på boreplatforme i arbejdet med at fremskaffe de fossile brændsler, som skal bruges i langt større mængder end den uran, atomreaktorer skal fodres med.

Klimaforskerne James E. Hansen og Pushker A. Kharecha har regnet sig frem til, at naturgas dræber 38 gange så mange mennesker per enhed elektricitet som atomkraft, biomasse 63 gange så mange, olie 243 gange så mange, og kul 387 gange så mange.

På den baggrund vurderer de, at atomkraft i perioden 1971-2009 har reddet mere end 1,8 millioner mennesker fra at dø af luftforurening fra fossile brændsler. Og at det tal er lavt sat.

Risikoen for alvorlige ulykker på atomkraftværker kan selvfølgelig aldrig udelukkes fuldstændigt, men historien om de seneste mere end 60 år med atomkraft er i det store billede et arketypisk eksempel på, hvordan spektakulære enkeltbegivenheder har det med at skygge for mindst lige så alvorlige langsigtede tendenser. Vi husker stråledødsfaldene fra Tjernobyl, men glemmer alle dem, der dør af lungekræft på grund af luftforurening.

Men uanset hvor sikker atomkraft måtte være, beskyldes den undertiden for at være for langsom til at kunne spille en rolle i forhold til klimaforandringerne, fordi det tager lang tid at bygge et atomkraftværk.

Under overskriften Atomkraft er farlig, dyr og langsom – og ikke løsningen på klimakrisen” udgav Greenpeace Danmark i oktober for eksempel en artikel, hvor det hævdes, at nye atomkraftværker oftest tager hele 10-20 år at bygge”.

Virkeligheden er, at det typiske atomkraftværk, som er kommet på nettet de senere år, har taget fem-seks år at bygge. Der er ganske rigtigt spektakulære eksempler på atomkraftprojekter, som er løbet helt af sporet i Europa de senere år, men det er altså ikke normen på verdensplan.

De amerikanske myndigheder regner med en konstruktionstid på seks år for et nyt atomkraftværk. Et solkraftanlæg i industriel skala tager kun to år at opføre, men atomkraftværket kan så til gengæld levere næsten 15 gange så meget strøm.

Tilbage står tre mere alvorlige udfordringer for atomkraften, som den ser ud i dag: prisen, affaldet og risikoen for spredning af atomvåben.

Dem kan man ikke bare trække på skuldrene ad, men om de er alvorlige nok til at affeje atomkraft som middel til at bekæmpe klimaforandringerne, afhænger af øjnene, der ser.

Prisen for atomkraft er ganske rigtigt ret høj og har været stigende i hvert fald i Europa og USA, mens især sol og vind er raslet ned i pris de senere år.

Men her er det vigtigt at huske, at atomkraftværker producerer strøm hele tiden, mens sol og vind skal bruge batterier eller andet for at jævne forskelle i produktion ud over tid. Indregner man det, tager atomkraft sig mindre uøkonomisk ud i sammenligning med de andre CO2-fri alternativer.

Dertil kommer, at prisen for sol- og vindkraft på samfundsplan formentlig vil blive uforholdsmæssig høj, hvis den vedvarende energi skal levere al strøm uden nogen som helst hjælp fra for eksempel atomkraft. Det vil nemlig kræve virkelig mange solceller og vindmøller, virkelig mange batterier og et virkelig stort og avanceret elnet, hvis man ikke vil risikere strømafbrydelser. Og så er der jo også det med arealforbruget. Atomkraft fylder som nævnt meget mindre, og det er en stor klimagevinst.

Affaldet er til gengæld ikke rart at tænke på. Noget af det vil udsende farlige mængder stråling i længere tid, end mennesket har eksisteret som art, og kan forårsage stor skade, hvis det slipper ud i det fri.

Men det vigtige at forstå er, at der faktisk ikke er så meget atomaffald, og at langt det meste ikke er ret radioaktivt eller ret langlivet.

Alt atomaffald, der nogensinde er produceret, udgør tilsammen et rumfang svarende til en terning, som måler 330 meter på alle leder. Og 95 procent af affaldet er så lidt radioaktivt, at man kan putte det i stålcontainerne og stille det af vejen i bygninger eller grusgrave i nogle århundreder, og så er faren faktisk drevet over.

Den tilbageværende del af terningen med mere problematisk affald måler 120 meter på hver led. Det meste af det kan relativt enkelt indkapsles i stål og cement og placeres i underjordiske lagre, hvilket man allerede har erfaring med.

Værre er det med det allermest radioaktive og langlivede affald. Foreløbig står det opmagasineret i små beholdere rundtomkring på atomkraftværkerne, men mange lande har planer om at begrave det dybt under jorden, hvor det så må ligge i hundredtusinder af år og forhåbentlig aldrig blive set af nogen igen. Finland, Frankrig og Sverige er længst fremme, og finnerne har allerede fået byggetilladelsen.

Dybe underjordiske lagre er også den langsigtede plan for store dele af de cirka 370.000 tons højradioaktivt, brugt reaktorbrændstof, som er blevet til overs gennem årene. 370.000 tons svarer cirka til vægten af lasten på to af verdens største containerskibe, men rumfanget er langt, langt mindre, fordi der er tale om tungmetal. Og man behøver teknisk set ikke begrave det hele, fordi en stor del kan genbruges, hvilket mange lande allerede gør.

Risikoen for spredning af atomvåben må man også tage alvorligt. Ethvert land med et fungerende atomkraftværk eller et anlæg til fremstilling af beriget uran til at fodre atomreaktorer med kan groft sagt lave atombomber. Og det er måske et meget rimeligt argument for, at man i hvert fald ikke uden videre bør udstyre alle lande med atomkraftværker, særligt ikke hvis de er meget politisk ustabile – klimaforandringer eller ej.

Omvendt kan man dog også argumentere for, at man kan komme ret langt ved at kræve, at atomfaciliteter skal kontrolleres jævnligt af internationale inspektører.

Men så er der selvfølgelig alle de lande, som allerede har atomkraft eller sågar atombomber. Her er risikoen for spredning af våbenmateriale jo allerede til stede. Den stiger måske med antallet af atomanlæg, men spørgsmålet er hvor meget, og om det er mere skræmmende end klimaforandringerne.

Under alle omstændigheder er atomkraftens udfordringer med pris, affald og våbenmateriale alle relateret til teknologien, som den ser ud i dag. Der er ingen garanti for, at de vil bestå, efterhånden som teknologien udvikler sig. Vi er allerede kommet langt siden Tjernobyl, og det stopper næppe her.

Faktisk er en løsning på alle atomkraftens tilbageværende problemer – inklusive den risiko for alvorlige ulykker, som trods alt stadig består – måske ikke længere væk end, øhm, Nørrebro.

Med udsigt til hele to af Københavns kul- og biomassefyrede kraftværker sidder en gruppe iværksættere fra virksomheden Seaborg i et industrikvarter i den københavnske bydel og udvikler en radikalt anderledes type atomreaktor end dem, vi kender i dag.

De deltager i et internationalt kapløb om at blive de første til at realisere det, som med en samlebetegnelse kaldes fjerdegenerations-atomkraft – nye og bedre reaktortyper end dem, vi kender i dag. Stifterne er alle ph.d.er eller kandidater i særdeles indviklet fysik eller atomkraft, og det, de arbejder på, lyder vitterlig lovende:

En reaktor på størrelse med en container, som ikke på nogen meningsfuld måde kan bruges til at lave atomvåben, som kan produceres billigt og på samlebånd ligesom en vindmølle, og som kan fodres med langlivet atomaffald og omdanne det til energi og kortlivet affald.

Den er designet, så den vil slukke sig selv, hvis den udsættes for et Fukushima-agtigt chok, og så vil den på én gang kunne drive en turbine til at lave strøm, levere fjernvarme til boliger og generere knaldhøj varme til varmekrævende industriprocesser som for eksempel fremstilling af kunstgødning.

Det med industriprocesserne er en af de helt store udfordringer for skabelsen af en verden, hvor mennesker ikke udleder CO2, fordi vores moderne verden er så afhængig af forskellig slags industri, som kræver meget høj varme.

Det eneste, Seaborg-holdet mangler, er sådan set, ehh, at bygge reaktoren. Men går det som planlagt, er der en prototype i 2025 og samlebåndsproduktion i 2030, siger CEO Troels Schönfeldt. Og hvis ikke Seaborg lykkes, så gør nogle andre:

Det kommer til at ske. Spørgsmålet er, hvem der kommer til at gøre det først, hvor det sker, og hvad Seaborgs rolle bliver,” siger han.

Omkring 20 virksomheder verden over arbejder med fjerdegenerations-atomkraft. Kina har investeret et flercifret milliardbeløb i udvikling af en reaktor, som minder om Seaborgs. Men herhjemme er interessen fortsat minimal, og den europæiske og danske tilgang til nye typer atomkraft kalder Troels Schönfeldt for uambitiøs”.

Vi har en mulighed for at gøre noget, der bliver langt større, end da Norge blev rige på olie,” siger han.

Men hvis man ikke tør tænke frem og prøve at udvikle og satse, kommer det ikke til at ske her, men andre steder. Spørgsmålet er, om Europa og Danmark vil have del i udviklingen.”

Rebecca Lohfert Boas, atomkraft-aktivisten, som rejste til Nuclear Pride Fest i München, håber også på nye og bedre reaktorer i fremtiden. Men i første omgang drejer kampen sig om at redde de reaktorer, der findes, så der er noget at bygge videre på.

Atomkraft leverer i dag knap 11 procent af verdens elektricitet, hvilket er betydelig mindre end i midten af 1990’erne, hvor tallet var 17 procent. Strømproduktionen fra atomkraft har dog været i stigning de senere år takket være en udbygning af atomkraft i Asien, mens faldet er fortsat i Europa.

Enten slipper vi planeten fuldstændig og er ligeglade med, hvad vi gør,” siger Rebecca Lohfert Boas, eller også gør vi noget, og så må vi leve med de risici, der er. Atomkraft er det bedste, vi har.”

Og det sidste er faktisk en erkendelse, som spreder sig, mener hun. Rebecca Lohfert Boas har været engageret i oplysningsarbejde om energiteknologi gennem flere år, og på det seneste er det hendes oplevelse, at nysgerrigheden over for atomkraft er steget blandt almindelige mennesker i takt med opbakningen fra diverse klimaforkæmpere.

Vi oplever helt klart en større interesse især blandt det yngre publikum, som er meget bekymret for klimaet,” siger hun.

Arrangementet i München var derfor kun begyndelsen.

Der skal være Pride igen næste år, det er der ingen tvivl om.”

Rettelse: I en tidligere version af artiklen havde jeg fået rodet rundt i nogle tal om prisen på atomkraft versus prisen på lagringskapacitet til solkraft. Pointen består dog: Atomkraft tager sig mindre uøkonomisk ud i sammenligning med sol og vind, hvis man indregner behovet for lagring af strøm fra sidstnævnte. Tak til Zetland-medlem Adam Andersen Læssøe for at påpege fejlen.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem