Chat er for samtalen, hvad porno er for sex. Her er, hvad din telefon har betydet for dit følelsesliv

ENSOMTeknologi har ændret begrebet ensomhed. Vi er mere forbundet end nogensinde, men stadig ensomme. Illustration: Calum Heath for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Engang var der grænser for morskab og viden – og hvor selvoptaget og vred man kunne være. Ensomhed var uundgåeligt. I dag er grænserne væk. Telefonen er løftet om grænseløs morskab, viden, selvfiksering og venner, og den har ændret, hvordan vi oplever nogle af livets mest grundlæggende følelser, skriver forfatterne til den nye bog Bored, Lonely, Angry, Stupid, som teknologiskribent Frederik Kulager har talt med.

I 1852 havde telegrafen forbundet Nordamerika, og i morsekode udvekslede man for første gang elektroniske beskeder over store afstande. For sin tid var det … ret vildt. I en besked skrev en kvinde ved navn Elizabeth, der var blevet enke, til sin søn:

Åh, hvis blot jeg kunne sidde på telegrafledninger mellem dig og Kate i den kære lille spisestue og tale om alting. Hvor ville mit hjerte blive glad.”

Før telegrafen havde breve dulmet ensomheden på det store nye kontinent. Men post tog evigheder. Telegrafen var en mirakelkur, så hurtigt gik det, og teknologien skabte nye forventninger til, at isolation kunne lindres. For de mange var den nye teknologi dog ikke den geniale løsning, man havde håbet på: I midten af 1800-tallet kostede det en halv dagsløn per besked med telegraf.

Rart at vide, ikke? Men øh, hvorfor taler vi om 1800-tallets USA i en historie om telefonens magt over det moderne menneske af i dag og dets følelsesliv? Det kræver en forklaring.

I bogen Bored, Lonely, Angry, Stupid, som udkom tidligere i år på Harvard University Press, prøver de amerikanske historikere Susan Matt og Luke Fernandez at besvare nogle af de helt store, meget komplekse spørgsmål, når vi taler teknologi:

Har telefoner, internettet og sociale medier gjort os mere narcissistiske? Vredere? Dummere – og ensommere?

Vores historie har vist, vi er teknologiske væsener: Vi skaber redskaber, og vi bruger redskaber, og når vi udformer redskaberne, former de os tilbage. Redskaberne er forbundet til os,” forklarede Luke Fernandez mig over Skype.

Ligesom stigbøjlen ændrede krigsførelse, og ploven ændrede landbruget, argumenterer historikerne med deres bog, at telefonen med de apps, vi har på den, er ved at ændre, hvordan den menneskelige tilværelse føles, opleves og forstås. Som Matt og Fernandez skriver i Bored, Lonely, Angry, Stupid, stikker forandringerne dybt:

Hvor vi i dag prøver at undslippe kedsomhed, oplevede tidligere generationer ustruktureret tid som en mulighed for at være produktive og kreative. Hvor ensomhed i dag er en diagnose, tænkte vi engang ensomhed som en dyd. Selv når vi spørger, om teknologi gør os ensomme, ændrer teknologien betydning af, hvad det vil sige at være ensom.”

Det fantastiske ved bogen er, at Luke Fernandez og Susan Matt (som også var med over Skype) har været i fortiden for at skrive om vores nutid. De læste breve, dagbøger, telegrammer og andet skriftligt materiale fra 1800- og 1900-tallet. De læste, hvordan hjemmegående mødre, slaver, fabriksarbejdere og akademikere, forfattere og erhvervsfolk og andre borgere i USA beskrev og oplevede følelser som vrede, kedsomhed, ensomhed og selvoptagethed.

De over 100 år gamle beskrivelser holdt historikerne op mod beskrivelser fra amerikanere mellem 18 og 87 år, som de interviewede om at være menneske i en ny hypersocial, digital tidsalder.

Og et sted i dette store arbejde gjorde historikerne en sensationel opdagelse:

Telefonen, internettet og sociale medier er ikke kun nye redskaber, vi udtrykker vores følelser med – disse redskaber påvirker også, hvordan vores følelser, ja, føles. Begyndende med ensomheden.

I debatten om sociale mediers konsekvenser for menneskeheden kan man, jeg kan i hvert fald, godt glemme, at svære følelser som ensomhed – noget, sociale medier ofte klandres for at forværre, paradoksalt nok – også var en ting længe før Instagram, Snapchat og TikTok.

I 1852 savnede enken Elizabeth eksempelvis sin søns selskab: Hvor ville mit hjerte blive glad.” Men dengang var man ikke så bekymret for at føle afsavn og ensomhed, som vi er i dag, skriver Matt og Fernandez. Det var hårdt, ja, men også noget, der kunne styrke ens selvstændighed – og ensomhed var, ikke mindst, en del af livet. I bogen citeres en 16-årig pige, som i 1857 skrev i sin dagbog:

Hvad der ikke kan helbredes, skal udholdes.”

Isolering og ensomhed, mente man endda, gav indsigter, man ellers ikke ville få. Det var sundt ikke at have nogen til at spolere ens tankerække. I samme forbindelse nævner Susan Matt over Skype, at et ord helt har forladt det engelske (og danske) sprog: Solitude. Ikke det samme som ensomhed, forklarer hun, for ensomhed er negativt. Solitude er positivt: en fredfyldthed ved at være til, helt alene.

Nye teknologier har før ændret oplevelsen af ensomhed. Radioen betød, at en hjemmegående mor i midten af 1900-tallet kunne tænde radioen og føle, at hun havde selskab, selv om hun var alene. Historikerne argumenterer i bogen, at nogles tolerance for ensomhed i dag er lav. Blandt andet, forklarede de interviewede, på grund af det løfte, mobiltelefonen kom med, da den blev del af vores liv:

Evigt digitalt selskab – et løfte, der ikke indfries. Ikke tilfredsstillende i hvert fald.

Bonusinfo. Godt 100.000 danskere kæmper med alvorlig ensomhed, og op mod 350.000 personer føler ensomhed i deres liv i hverdagen.

Kilde: Røde Kors og MaryFonden.

Med sociale medier kan vi blive forbundet med netværk så store som en hel provinsby. Men hvad vil det sige at have 250, 500 eller ligefrem over 1.000 venner på Facebook? Det er ikke venner i ordets egentlige betydning, det ved vi, men det kalder vi, eller rettere Facebook, det.

Når det – på overfladen i hvert fald – ser ud til, at alle har mange venner, måske endda følgere, kan det at have få venner være så meget desto sværere at acceptere, argumenterer historikerne – igen på baggrund af interviews. Når sociale medier ikke kan fikse det, der ellers synes at være deres løfte, løftet om forbundethed, bebrejder vi os selv for vores eget begrænsede netværk.

Hver ny forbindelse er en mulighed for noget storslået, mange følgere er en succesmarkør, en popularitetsmarkør, og hvis du ingen følgere har, har du ikke succes,” skriver historikerne i bogen.

Desuden har tech-giganterne en økonomisk interesse i at markedsføre idéen om, at du aldrig har nok Facebook-venner, LinkedIn-forbindelser, Instagram-følgere – for giganterne lever af dine og mine data. Jo mere vi udveksler, desto mere tjener de.

Historikerne lærte gennem interviewene, at antallet af venner på sociale medier er noget af det første, man kigger på for at bedømme en person. Især yngre personer fortalte, at de, for at undgå, at de blev set som upopulære, forsøgte at akkumulere så mange venner som muligt. Ældre brugere beskrev dog, at som årene går, forsvinder den bekymring. I stedet bliver bekymringen, om ens Facebook-venner også er nogle, man ser irl – in real life.

Chat er, som historikerne skriver, en lige så endimensionel erstatning for samtalen, som porno er for sex.

Skiftet fra, at ens verden var de mennesker, man havde omkring sig, til, at milliarder af mennesker har hele internettet i lommen med profiler på adskillige sociale medier, kan virke helt naturligt, nærmest ordinært”, skriver Matt og Fernandez. Men, understreger de, det er ret ekstraordinært”.

Forandringen er blevet så integreret i så mange aspekter af vores liv, og ofte er det sket så gnidningsløst, at mennesket ofte er stoppet med at reflektere over forandringernes betydning.”

Tag forfængelighed. Internettet er en scene, så det føles som en selvfølge, at folk går op i, hvordan de tager sig ud der. Man skifter det gamle profilbillede ud med en ny, bedre selfie, man fejrer sine sejre i statusopdateringer. Men den form for ublu stolthed (nogle ville sige praleri) og selvoptagethed er ny.

De citerer en bog fra 1818 om en ung pige med navnet Caroline. Hun fik en kjole, hun syntes var så fin og flot, at hendes venner skulle se hende i den, og inviterede dem hjem. Hun gik frem og tilbage foran dem som en påfugl,” fortælles det. Da vennerne opdagede, hvad hendes luskede hensigt var – at vise sig frem – besluttede de at gøre en ende på hendes forfængelighed”. Så de trak Caroline gennem mudderpløre, og kjolen blev ødelagt.

Også i 1900-tallet, da fotografiet blev tilgængeligt, skulle mange have taget det første portræt. Gerne flere. Men hvor mange var for meget? Det samme med breve – skrev man for meget om sig selv? Og da spejle blev til at betale: Gloede man for meget på sit spejlbillede?

Matt og Fernandez kunne se, hvordan nutidens bekymringer om brugen af sociale medier ligner dem, mennesket anno 1800-noget havde med selvpromovering og forfængelighed. Men af andre grunde:

Det bekymrer stadig nogle, hvad andre tænker om dem, når de deler en selfie. Men de frygter ikke, de har begået en af de syv dødssynder,” sagde Susan Matt over Skype.

Hun og Luke Fernandez talte også med personer, der har opgivet jagten på de ikke længere så syndige likes. Det er for udmattende. Andre holder sig tilbage af frygt for netop at blive opfattet som selvfede syndere. Men de overvejer, beskriver historikerne, hvad vennerne tænker om dem, når de ikke lægger noget op. Tror de, det er, fordi de intet har at vise frem?

Mens den smukke Narcissus i den oldgræske myte forelskede sig i sit selvbillede (og blev slået ihjel af guderne, det er klart), nøjes vi ikke med at dyrke vores eget selvbillede på sociale medier. Vi ser også på andre mennesker, der ser tilbage på os gennem internettets vandspejl.

I årenes løb,” sagde Susan Matt over Skype, trænes vi til at være ekstremt selvbevidste.”

Mennesker har altid følt vrede, og med sociale medier har følelsen vundet nyt terræn.

I 1800-tallet, skriver historikerne, var vrede forbeholdt Gud. Menneskelig vrede var en synd, man skulle undgå – eller holde for sig selv. Men i dag har alle ret til at være vrede – og vise det.

I bogen argumenterer historikerne, at når mennesker sluser deres aggressioner ud i kommentarspor på sociale medier, er det en vrede, man ikke står til ansvar for Man står ikke ansigt til ansigt med det menneske, vreden går ud over. Det får vreden til at føles ansvarsfri, ubekymret.

I Bored, Lonely, Angry, Stupid skriver historikerne, at de, der især benytter sig af vrede online, blandt andet gør det for at føle sig magtfulde. Med bandeord i Messenger-indbakken hos en politiker forsøger de at udligne den magtforskel, de ser i samfundet.

Historisk har vrede mobiliseret betydningsfulde borgerbevægelser som for eksempel #MeToo-bevægelsen. Men hvad nutidens bevægelser har i hype på sociale medier, mangler de i sammenhold, forklarer historikerne. Bevægelserne drives fremad af enkelte personers handlinger alene på deres telefon.

Det forpligter at møde op til et borgermøde, at se hinanden i øjnene, men det forpligter mindre at tweete #Klimatosse fra sofaen – og den manglende forpligtelse, skriver historikerne, kan opløse ellers markante nutidige bevægelser, før de får politisk indflydelse.

Bonusinfo. En analyse af 3.000 kommentarer på DR’s og TV 2’s Facebook-sider viste i 2017, at hver syvende kommentar var hadefuld.

Kilde: Institut for Menneskerettigheder.

Når mennesket i dag på pavlovsk vis reagerer på telefonens vibreren, ved vi, det er tid til en godbid. Notifikationer, vi skal tjekke, nye billeder, videoer, meninger og nyheder.

Telefonens løfte om konstant underholdning, skriver historikerne, kan give urealistiske forventninger til, hvor mange morsomme afbræk en dag skal tilbyde. Pludselig kan alle rolige stunder blive telefontid.

Historikerne beskriver, at kedsomhed var gab i 1800-tallet, men også blev set som sjælden værdifuld tid til eftertænksomhed, måske mellem slidsomme gøremål. Følelsen af kedsomhed er gammel, men den øjeblikkelige flugt fra den er ny.

I dag kan hverdagens monotoni afbrydes ved straks at tage telefonen op foran ansigtet. Historikerne nævner et nyere eksperiment, som konkluderede, at nulevende mennesker – altså sådan nogle som du og jeg – er villige til at give sig selv små elektriske stød for at undslippe kedsomheden. I eksperimentet blev forsøgspersonerne sat alene i et ventelokale. I lokalet var der en strømdims, som de efter kort tid begyndte at lege med.

Hellere ordinere sig selv stød end at sidde alene i egne tanker. Det tænker jeg på hver dag.

Den opmærksomhed, vi giver telefonen, er ikke uudtømmelig, som Facebooks og Instagrams feed er det. Vores opmærksomhed er en knap ressource, og det synes nogle i dag at have glemt, mener historikerne.

Mens nogle af de personer, Susan Matt og Luke Fernandez interviewede, distraheres af at arbejde på computer, trives andre med 20 faner åbne i browseren. Men sidstnævnte gruppe, mener forskerne, har bildt sig ind, at de kan arbejde fokuseret, holde koncentrationen og skifte mellem faner – med ét øje på telefonen. Hjernen har grænser for, hvor meget den kan processere. Hjernen bliver ikke en computer af, at vi bruger computerord til at beskrive den med.

Groft sagt betyder vores tro på multitasking, står der i bogen, at vi bliver dummere, end vi reelt er. Over Skype sagde Susan Matt:

Det er en myte, at vi kun bruger 10 procent af vores hjerne, men vi siger det igen og igen til hinanden, og det er virkelig skidt, for det får os at tro, at vi kan læsse mere på, end vi kan.”

Den sidste følelse, historikerne studerer, har ikke bare ændret betydning, følelsen opleves også sjældnere, ifølge historikerne. Følelsen er det engelske awe. En dansk oversættelse kunne være ærefrygt. Men måske kender vi bedst ord et fra awesome.

Oprindeligt kunne awesome oversættes til noget ærefrygtindgydende, noget storslået, noget, der var ufatteligt at bevidne. Telegrafen, eksempelvis, i enkens Elizabeths øjne.

At bevidne noget awesome, skriver historikerne, er i dag blevet en sjælden oplevelse. Måske derfor, skriver historikerne, har ordet også ændret mening: I dag kan det være awesome at finde en sjat mælk, når man troede, man var løbet tør.

Et liv i en by med gadelamper og lys fra biler, huse og butiksvinduer frarøver mennesket at opleve noget naturligt respektindgydende, der får én til at føle sig lille og ubetydelig: en glimtende stjernehimmel så klar, man kan se Mælkevejens hvide slør – hvornår så man sidst det? Dét skulle være awesome, har jeg fået fortalt. I bogen står der:

Moderne amerikanere er mindre awed over Gud eller over naturen og mere over deres egen teknologi. I det omfang de overhovedet oplever følelsen, er det en forbløffelse over dem selv og deres egne opfindelser.”

Myten om Ikaros advarede tidligere generationer mod at tænke sådan: Nok kan mennesket med kløgtige opfindelser trodse naturen og flyve som en fugl, men mister man ærefrygten for naturen, skal den nok vise, hvem der er chef. Med nye teknologier har vi forsøgt at tæmme naturen for at bruge af dens ressourcer, som var de uudtømmelige. Klimakrisen, kan man sige, er naturen, der genetablerer ærefrygt i mennesket.

Det var hele følelsesregistret: ensomheden, som burde være kureret med 500 Facebook-venner, men som stadig nager. Bekymringerne om narcissisme, mens man tæller sine likes. Kedsomhed så uudholdelig, man tyer til strøm for at undslippe den. Vreden, som har fået et frirum, hvor ingen kan se, at den gør mennesket bag skærmen ulykkeligt. Hjernen, man tror er uudtømmelig som internettet, så man kan læse to sætninger og skifte fane og læse to til og stadig tro, man er blevet klogere. Slutteligt:

Følelsen af ærefrygt ved mødet med det storslåede som Mælkevejen – som mange formentligt har størst chance for at se i aften som skrivebordsbaggrund på computeren.

Med andre ord: Følelserne er de samme, men vores forståelse af dem og det, vi lægger i dem, har ændret sig radikalt.

Telefoner, sociale medier og internettet har givet os nye forventninger til, hvordan livet kan leves, og hvordan det skal føles. Men det er ikke altid, vores redskaber kan leve op til deres løfte,” sagde Luke Fernandez, før han og Susan Matt sagde farvel og loggede af Skype. Men, tilføjede Fernandez:

Det er vores redskaber. Vi er ikke fanget. Vi kan omforme dem, hvis vi ønsker det.”

Eller som der står i Bored, Angry, Lonely, Stupid:

Uanset hvad teknologien gør for os og i fremtiden vil gøre for os, vil vi stadig, til syvende og sidst, være mennesker.”

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: