Elizabeth Otana er 11 år gammel og stirrer fokuseret og alvorligt på de voksne, der stiller hende spørgsmål. Hendes sorte, korte og krusede hår står i skarp kontrast til den kridhvide skjorte. Vi har fanget hende i et frikvarter, hvor hun dropper et spil cricket til fordel for os.

“Jeg kan virkelig godt lide at gå i skole,” fortæller hun på genert engelsk.
Det bedste, Elizabeth ved, er faktisk at lære noget – hvad som helst. Hun kan ikke fremhæve et enkelt fag frem for et andet. Hun suger alt til sig. Og når hun bliver voksen, vil hun gerne være læge.

Den spinkle pige skynder sig tilbage til spillet, straks vi er færdige. Dér ler hun.

Elizabeth bor i Iganga-distriktet i det østlige Uganda, 30 kilometer fra det sted, hvor Nilen løber ud i Victoriasøen. På hovedvejen, der går igennem byen, buldrer den ene lastbil efter den anden forbi i den faste rutefart mellem hovedstaden Kampala og de store kystbyer i Kenya, hvis grænse man når omkring 50 kilometer i den anden retning. Det er livet i de storbyer, der trækker i Ugandas unge. Det er dér, man får de bedste uddannelser, og dér, man håber på arbejde.

Men fremtiden tegner desværre svær for Elisabeth Otana, i hvert fald hvis man ønsker hende en chance for en karriere i den medicinske verden. Hun har 11 søskende – den ældste er 18 år gammel, den yngste er 1 år. I den lille hytte, de bor i, er der både trængsel om pladsen og kamp om familiens få shillings. Og det er dyrt at gå på universitetet.

En stor søskendeflok er mere reglen end undtagelsen i Uganda. Især her i Iganga-distriktet. Iganga Byråds Grundskole, distriktets største, er praktisk talt blevet oversvømmet med børn. Det er eleverne i Elizabeths 5. klasse, der har det værst. De er i alt 258 elever på årgangen, men har kun to lokaler, hvor en lærer håndterer omkring 129 10-11 år gamle børn i hvert. I det mindste har de bænke, som de klemmer sig sammen på fire og fire.

“Jeg har 600 børn, der sidder på gulvet,” konstaterer skolens leder, Babuleka Joy Gertrude, opgivende. Hendes opfattelse af problemets kerne er enkel: Forældrene i Iganga tænker ikke på familieplanlægning.

Skolerne er indrettet til familier med fire børn.

“Men de fleste her får altså ti børn eller flere,” fortæller den kontante leder, der heller ikke er alt for imponeret over Ugandas politikere, der indførte gratis skolegang på grundskoleniveau i 1997 – men glemte at tildele skolerne de ressourcer, der skal til for at løfte opgaven.

Uden for skolegården er der også børn overalt. Der er børn på jordvejene, i træerne, på interimistiske fodboldbaner, i deres mødres skørter og, for de allermindstes tilfælde, svøbt på mødrenes rygge. På de travle fødeklinikker ligger de fødende med en meter mellem sengene og sørger for, at befolkningsudviklingen buldrer videre. Inde i de større byer driver de lidt ældre unge rundt i en håbløs jagt på at finde et job på et stopmæt arbejdsmarked.

Det kommer næppe som en overraskelse for særligt mange, at befolkningerne i Afrika er hurtigt voksende. Det er en fortælling, medierne leverer ofte – og den er sand. Uganda og Niger er ikke alene.

Kigger man nærmere på FN’s befolkningsstatistikker, er der faktisk forbløffende mange afrikanske lande, hvor mere end halvdelen af indbyggerne er under 18 år. De 13 yngste befolkninger i verden finder man på det afrikanske kontinent, og kigger man ned over listens 30 første pladser, finder man kun to lande fra andre kontinenter. Afghanistan er det ene, Østtimor det andet. Fra Mozambique i sydøst over Tchad i midten, Gambia i det yderste vest og ned til Angola i sydvest dominerer Afrika simpelthen statistikkerne om fødselsrater.

Zoomer man endnu længere ud og anskuer kloden som helhed – hvilket er en del af øvelsen for FN’s befolkningsfond, UNFPA, der arbejder med statistikkerne – tegner der sig en klar konsekvens af disse mange lande med enormt mange børn. Jordens befolkningstal vokser ikke bare, det spinner ud af kontrol.

Hvis vi et øjeblik vender tilbage til Uganda, så er befolkningstallet vokset fra knap 10 millioner i 1969 til (anslået) godt 45 millioner i 2019 – altså knap en femdobling på 50 år.

Den samme overordnede tendens gælder verden som helhed. Vi – altså homo sapiens – gør lige præcis, hvad Gud er citeret for at have påbudt mennesket i Første Mosebog: “Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld Jorden …”

I den store sammenhæng er det en parentes, at stort set alle vestlige lande har svært ved at reproducere deres befolkning på egen hånd – det, der som tommelfingerregel kræver, at hver kvinde i gennemsnit føder 2,1 barn. For samlet set vokser Jordens folkemasser støt.

Det er en hypnotisk oplevelse at kigge forbi den digitale fintæller Worldometers – eller Verdensbefolkningsuret – på internettet.

Mens disse ord skrives, er vi angiveligt 7.702.070.011 mennesker på Jorden … og nu er vi så 7.702.070.032. Vi vil runde 8 milliarder i år 2023, og ifølge FN’s fremskrivninger vil menneskeheden ramme 11,2 milliarder bankende hjerter i år 2100.

11,2 milliarder. Det tal vender vi tilbage til.

Det er fuldstændigt umuligt at skille ovenstående udvikling fra de mange kriser, menneskeheden står over for. Flere mennesker forurener mere. Vi spiser mere. Fælder mere skov, udrydder flere dyrearter, piner landbrugsjorden mere, vi forlanger uddannelse og arbejde og flere iPhones. Og så udleder vi mere CO2.

Den britiske avis The Guardian publicerede for nogle år siden en oversigt over, hvor meget CO2 du som individ kan spare per år med forskellige handlinger. Avisen skrev, at du kunne spise mindre kød (0,8 tons), sælge din benzinbil (2,4 tons), droppe en transatlantisk flyvetur (1,6 tons) og så videre. Alle handlinger var illustreret med bobler af varierende størrelse.

Inde i midten, omgivet af alle de små bobler, var der en meget stor boble. Inden i den stod en lille, tør tekst:

“Få et barn mindre: 58,6 tons.”

Og det er vel at mærke stadig per år. Tanken er naturligvis, at det ene barn jo skal leve et helt liv, hvor han eller hun udleder CO2 ved alle sine handlinger, og at det ene barn højst sandsynligt også selv får børn. Alt det hører ind under forældrenes CO2-ansvar.

Det skal siges, at et britisk barns liv naturligvis har et meget større CO2-aftryk gennem sit liv end eksempelvis et ugandisk, men pointen er klar: Børn er det største CO2-aftryk, du nogensinde kan skabe, uanset om du er dansker, brite, ugander eller inder.

Det er selvfølgelig den dystre måde at udlægge det på. Man kan også vende det om, tage de konstruktive briller på og sige, at hvis man vil overkomme klimakrisen, så er en tackling af befolkningsvæksten en overordentligt god vej at gå. Eller som forfatteren til klassikeren Befolkningsbomben fra 1968, Stanford-professoren Paul Ehrlich, har sagt:

“Det mest basale svar (på udfordringen) er at komme i gang med at stoppe befolkningsvæksten og starte et fald. For det andet skal vi gøre noget ved forbrug. Hvis man ikke gør noget ved de to punkter, så ser det skidt ud med alt det andet: Flere mennesker giver mere drivhusgas giver hurtigere klimaforandring.”

Løsningen er altså at få færre børn.

Javel. Lettere sagt end gjort.

Befolkningsvækst er et uldent emne. Hvilke konsekvenser kan man drage af, at et hastigt stigende befolkningstal skaber problemer? Er svaret at indføre ‘befolkningsvækstkontrol’?

Historisk er erfaringerne ikke opløftende, når stater har forsøgt at presse folk til at få færre børn – med Kinas etbarnspolitik som det mest fremtrædende. Det kommer meget hurtigt til at lugte af diktatur, af statsindblanding i soveværelset, af indskrænkning af en af de dybeste menneskelige drifter. Selv hvis man afdramatiserer og blot taler om prævention – eller måske ligefrem muligheden for abort i visse tilfælde – kan det bringe sind i kog.

Af samme grund har klimatopmøderne i årenes løb behændigt undgået at tale om emnet. Det har været elefanten i kongressalene. Blandt debatlystne borgere er det til gengæld blevet en udbredt kæphest. Scroll ned under en hvilken som helst artikel om nye klimaløsninger på internettet, og sandsynligheden vil være stor for, at du undervejs finder en kommentar, der lyder sådan her:

“Der er jo intet af alt det, I foreslår, der hjælper, så længe vi ikke får styr på befolkningsvæksten.” Muligvis med et par udråbstegn bagefter.

Der er også mere prominente navne, der mere eller mindre radikalt italesætter, at der er for mange af os. Sir David Attenborough – stemmen, der har ført os rundt i alle afkroge af klodens natur i flere årtiers naturdokumentarer fra britiske BBC – er for eksempel protektor for ngo’en Population Matters, hvis eneste formål er at mindske befolkningsvæksten.

En gang imellem er der også egentlige forskere, også klimaforskere, der i ren frustration lufter tanker om etbarnspolitik. En af verdens fremmeste forskere i klima og landbrug, Jørgen E. Olesen, der er professor i agroøkologi på Aarhus Universitet i Danmark og medlem af FN’s klimapanel, har opfordret til, at de lande, hvor der er rigtigt mange unge – det kunne for eksempel være Uganda – er nødt til at indføre sådan en lovgivning.

Og førnævnte Stanford-professor Paul Ehrlich turnerer stadig med sine advarsler. Han har blandt andet udtalt, at hvis man er patriot, så bør man ikke få mere end ét barn.

Men sådanne udsagn bliver altid mødt af højrøstet kritik, blandt andet fra menneskerettighedsforkæmpere, der anfører, at det er en menneskeret at stifte familie og få de børn, man ønsker. Liberale politikere påpeger også, helt forventeligt, at en sådan politik ville være lig med en radikal indskrænkning af den individuelle frihed.

Begge grupper har grundlæggende ret.

Men hvad gør vi så? Vi har et stort problem: Antallet af mennesker på Jorden vokser minut for minut, mens planetens størrelse ligger fast. På et tidspunkt vil de to ting ikke hænge sammen længere. Eller rettere – vi er faktisk mere eller mindre allerede der, hvor de ikke hænger sammen, på grund af den livsstil, vi kollektivt har. Det bliver vi mindet om hvert år, når medierne omtaler Earth Overshoot Day, den dag på året, hvor vi ifølge WWF og Global Footprint Network overskrider det bæredygtige ressourceforbrug.

Den falder den 29. juli i 2019.

Som Attenborough, Ehrlich og Olesen samt deres ligesindede lægmænd anfører, så kan vi mindske vores individuelle CO2-udledning nok så meget, men det hjælper ikke, hvis der kommer flere og flere mennesker, der også udleder CO2. Samtidig er restriktiv statslig styring af folks forplantningslyst uforeneligt med de frihedsrettigheder, der gør vores samfund værd at kæmpe for.

Hvad gør vi?

Heldigvis findes der et svar – og for en gangs skyld er svaret nogenlunde enkelt, også selv om det på ingen måde er enkelt at føre det ud i livet. Det er en gennemprøvet og effektiv løsning på befolkningsvækst, der ikke involverer restriktiv lovgivning.
Løsningsmodellen kan illustreres med to enkle tal fra landet, der for tiden ligger nummer fem på FN’s liste over de yngste i verden: Mali.

• Maliske kvinder, der ikke har højere uddannelse end folkeskolen, får i gennemsnit syv børn.
• De, der får en sekundær uddannelse eller højere, føder i gennemsnit … tre.
• Som en bonus (hov, nu blev det alligevel tre tal – vi tror, du tilgiver os, når du hører det), så har børnene, der fødes af de mest veluddannede kvinder, 50 procents større chance for at overleve til deres 5-års fødselsdag.

De samme tre tal gentager sig i forskellige variationer i studie efter studie. Kodeordet, den magiske vej til færre børn, er altså kvinders uddannelsesniveau.

Det er grundlæggende samme dynamik, der har fået fertilitetsraten i de allerfleste lande i Vesten til at falde. Kvinder, der tager en længere uddannelse, venter med at blive gift og med at få børn, og når de endelig tager springet, får de ikke særligt mange.

Som nævnt ovenfor har man regnet sig frem til, at kvinder i gennemsnit skal føde 2,1 barn, for at samfundets befolkningstal holder sig stabilt, men mange steder er fertilitetsraten langt under det. I Japan er den på 1,4. I Danmark på 1,8. Og i Kina, der nu har en tobarnspolitik, er den på 1,6. Faktisk er mere end halvdelen af verdens lande under de magiske 2,1. Som i: I halvdelen af verdens lande falder befolkningstallet lige nu.

Det kommer næppe som en total overraskelse for dig, at kvinders uddannelse betyder meget. I mange af samfundets udfordringer – fra integration af flygtninge fra tredjeverdenslande til den voksende udbredelse af helbredsskadelig overvægt – er kvinder afgørende, blandt andet fordi mødre i mange hjem spiller en hovedrolle i opdragelsen af den næste generation.

Det hører også med til historien, at når kvinder får en uddannelse, så vil de i højere grad være interesseret i det, som demografer med et lidt kedeligt ord kalder familieplanlægning, hvilket blandt andet dækker over prævention. Og når uddannelsen er i hus, vil de typisk gerne bruge den til noget, hvilket betyder, at de kommer i arbejde, hvilket igen dæmper deres interesse i at få mange børn.

Men nu kommer overraskelsen i dette kapitel. Det, ingen havde set komme – i hvert fald hverken os eller FN, for den sags skyld. For noget tyder på, at det befolkningsfald, der er så drastisk brug for, kommer meget hurtigere – og meget voldsommere – end vi går og tror.

Det er i hvert fald hovedpointen i bogen Empty Planet, der udkom i februar 2019. Som titlen antyder, går vi en fremtid med meget få mennesker i møde. Det er en kæk stramning at påstå, at Jorden simpelthen bliver “tom”, men befolkningsbomben bliver i hvert fald en fuser. Og det er ikke noget, forfatterne griber ud af luften. Samme argument har i forskellige variationer været fremført flere gange før – blandt andet af den nu afdøde svenske statistik-stjerne Hans Rosling.

Bogens hovedtese, der er baseret på en lang række interviews med demografer og unge kvinder verden over, er, at de lande, der p.t. står for befolkningseksplosionen, meget hurtigere når til det sted, hvor Japan, Danmark og Kina er nu, end de nævnte lande selv gjorde. Og hovedårsagen er lige præcis uddannelse af kvinder.

Men lad os lige dvæle lidt ved bogens forudsigelser. De to forfattere, journalisten John Ibbitson og politologen Darrell Bricker, konkluderer, at klodens befolkning vil toppe på omkring ni milliarder mennesker om cirka 30 år. Derefter vil befolkningstallet begynde at falde, og når det sker, vil det blive dette århundredes helt afgørende øjeblik, skriver de:

“Når først den nedgang er gået i gang, så vil den aldrig stoppe.”

Grunden til, at den på papiret største kapacitet på befolkningsvækstsområdet, FN, ifølge de to forfattere her tager fejl, er, at de baserer deres statistiske fremskrivninger på, hvordan udviklingen har været hidtil. Det gør de givetvis med god ret, for udviklingen har været nem at forudsige, og FN’s udviklingsprogram, UNDP, har af samme grund forudsagt Jordens befolkningsvækst ret præcist de seneste 60 år.

Men nogle gange skifter historien tempo – og det er det, vi er i gang med nu.

Det har et psykologisk navn, når man forudsiger fremtiden på baggrund af, hvordan fortiden er gået: recency bias. I en ikke særligt elegant oversættelse svarer det nogenlunde til: fordom baseret på det aktuelle. Det er en kendt problemstilling og blandt andet grunden til, at mange aktiespekulanter ikke forudsiger, når markedet efter lang tids fremgang går ned.

UNDP forudså for eksempel ikke, at Bangladeshs og Irans fertilitetsrate faldt fra omkring 6 begge steder i 1980’erne til omkring 2 i dag. Og modellen forudså heller ikke et nyere eksempel, Filippinerne, hvor fertilitetsraten faldt fra 3,7 til 2,7 fra 2003 til 2018 – altså et helt barn mindre per kvinde på bare 15 år.

“I USA skete det tilsvarende fald langt langsommere – fra omkring år 1800 til slutningen af babyboomet. Det er det scenarie, vi beder folk om at overveje,” har John Ibbitson, den ene af forfatterne bag Empty planet, udtalt til magasinet Wired.

Stenen i FN’s statistikmaskineri, så at sige, er kvinders uddannelse. Her kommer Empty Planets vigtigste kilde, den østrigske demograf- og statistikprofessor Wolfgang Lutz, ind i billedet. Han er direktør for et program ved navn Verdensbefolkning på det velansete International Institute for Applied Systems Analysis (IIASA), han er medstifter af The Wittgenstein Centre for Demography and Global Human Capital, og han har turneret med sin kritik af FN’s udregninger i årevis, viser det sig.

Han har også en oneliner til alle journalister, der ringer:

“Hjernen er det vigtigste reproduktive organ.”

Han uddyber gerne.

“Så snart en kvinde er socialiseret til at få en uddannelse og en karriere, så er hun socialiseret til at få en mindre familie. Der er ingen vej tilbage.”

Og verdens kvinder marcherer taktfast mod mere uddannelse, blandt andet på grund af verdens stigende urbanisering, og fordi stadig flere har adgang til verdens viden via computere og mobiltelefoner. Om du så er i slummen i New Delhi, så har indbyggerne smartphones. Det har FN’s befolkningsfremskrivninger ganske enkelt ikke taget højde for, argumenterer han.

En anden overraskende fortaler for dette argument er den norske forsker Jørgen Randers, der blev verdensberømt i 1972 som en forfatterne bag hovedværket Grænser for vækst, der netop argumenterede for, at planeten ikke kan holde til befolkningsvækst. Han har siden modereret de gamle befolkningsforudsigelser af samme grund som Lutz og kompagni, omend han fortsat er pessimistisk på planetens vegne.

Hvordan kan man vide, om Lutz og hans meningsfæller har ret? Man kan for eksempel spørge en masse unge kvinder verden over, hvor mange børn de helst vil have. Ibbitson og Bricker fik foretaget meningsmålinger i 26 lande, og svaret var det samme alle steder: omkring to.

“De eksterne kræfter, der plejede at diktere mennesker til at etablere store familier, forsvinder overalt,” konstaterer Ibbitson.

Fornævnte Hans Rosling, der blev verdensberømt på noget så verdensfjernt som statistik, udlagde det på sin egen måde i en af sine populære TED Talks:

“Vi har nået peak child.”

Men betyder det her, at vi ikke kan stole på FN? Det er første reaktion hos de fleste, når de hører konklusionerne fra Empty Planet. Det er jo også FN, der står bag IPCC, der er den vigtigste kilde i forhold til at forstå klimaforandring i det hele taget. Så hvad kan vi egentlig regne med?

Vi ringer til lederen af UNFPA’s afdeling for befolkning og udvikling, der håndterer al FN-underorganisationens befolkningsdata. Og Rachel Snow, der kan tælle en doktorgrad i Population Sciences fra Harvard med på sit cv, er slet ikke ubekendt med Lutz og co.s noget mere optimistiske befolkningsfremskrivninger – som hun i øvrigt inderligt håber er rigtige.

Faktisk har FN også taget højde for dem, oplyser hun. De tal, offentligheden præsenteres for, er typisk medianvarianten. Sådan er det typisk med fremskrivninger – også når det handler om de modeller, der forudsiger temperaturstigning, afsmeltning fra polerne, tørkeudviklingen og så videre.

Men der er altid også en såkaldt lav variant, og i UNFPA’s lave variant for befolkningsudvikling regner man med 0,5 barn mindre per barn end i medianvarianten. Det giver faktisk et endnu mere overraskende skift, end Lutz forudsiger: Jordens befolkning topper ved “blot” 8,5 milliarder omkring år 2070 og falder derefter så drastisk, at den er nede på 7 milliarder ved næste århundredeskifte.

Men ret skal være ret: Der er selvfølgelig også en høj variant, der ikke giver særligt meget grund til optimisme: Den lyder på 17 milliarder mennesker i år 2100 og ingen udfladning. Av.

Rachel Snow er dog langtfra færdig med at kommentere de nedslag, hun har fået fra Empty Planet. Hun siger noget, der så at sige vrider hele diskussionen: uanset om det bliver den lave, mediane eller høje variant, så har de mennesker, der altid peger på befolkningsvækst som elefanten i rummet, grundlæggende ikke ret. Den er ikke så afgørende. I hvert fald ikke på den korte bane:

“Ligegyldigt hvad, så er det vores forbrug af fossile brændstoffer, der skal reduceres nu.”

Hvorfor? Af flere grunde, lyder svaret.

For det første: selv hvis verdens fertilitetsrate blev halveret fra dag til dag, ville der gå adskillige årtier, før det ville være afspejlet i klodens samlede befolkningstal. For det andet: I de lande, hvor befolkningsvæksten sker, er CO2-aftrykket per indbygger minimalt. Det er befolkningerne i Vesten – der stort set alle krymper – der står for langt størstedelen af verdens CO2-aftryk, og det skal håndteres nu.

På den lange bane er det til gengæld stadig godt, hvis vi får styr på befolkningsvæksten. Alt er selvfølgelig ikke lyserødt, bare fordi vi “kun” når op på 9 milliarder og ikke 11,2. De store folkemasser lægger allerede et enormt pres på planetens ressourcer, planetens biodiversitet og planetens atmosfære, der ophober drivhusgasser.

Og det skal også siges, at når befolkningsfaldet begynder, så bærer det adskillige samfundsmæssige udfordringer med sig. Arbejdsstyrken bliver mindre, og skatteindtjeningen falder, samtidig med at udgifterne til en aldrende befolkning stiger. De problemer er allerede voldsomt udtalte i lande som Sydkorea (fertilitetsrate 1,1), Puerto Rico (1,1), Italien (1,3) og Polen (1,4). Og lidt længere nede på listen, hvor Danmark befinder sig, lurer de lige om hjørnet.

Men for CO2-udslippet er befolkningsfaldet ubetinget godt. Af samme grund placerer Project Drawdown, der har brugt tre år på at rangordne de 80 vigtigste tiltag, verden kan implementere for at imødegå klimakrisen, lige præcis “uddannelse af piger” på en solid 6.-plads – efterfulgt af nært relaterede “familieplanlægning” på plads nummer 7.

Den sidste x-faktor er Afrika, hvor denne historie begyndte. Det er her, den primære befolkningsvækst – det sidste babyboom så at sige – kommer til at foregå de næste mange årtier, og det er her, det fortsat er uklart, hvor hurtigt kurven kommer til at knække. Afrika er, som forfatterne til Empty Planet skriver, “ground zero” for debatten om vores klodes fremtidige befolkningstal. Vil kontinentet forblive “i mørket”, som nogle dramatisk udtrykker det, eller vil det følge resten af verdens rejse mod urbanisering, uddannelse og frigørelse?

Der er ingen klare svar endnu, men der er tegn. Her er nogle af dem:

Afrika er et kontinent i kraftig udvikling. Lidt under halvdelen af de 30 lande i verden med højest vækst ligger her. Vækst giver bedre økonomi, og bedre økonomi giver mulighed for uddannelse. Bingo.

Trækket mod byerne er i fuld gang over hele kontinentet. I Kenya er andelen af befolkningen, der bor i byerne, eksempelvis fordoblet på 30 år fra 15 procent i 1979 til 32 procent i 2014. I byerne falder fertilitetsraten. Bingo.

Som Rachel Snow, der helst ser på uddannelse sammen med de andre vigtige faktorer, især familieplanlægning, siger:
“Det hele handler om agency – altså kvinders mulighed for selv at bestemme.”

Et forhold, der trækker i den anden retning, er familiens og slægtens store betydning i de fleste afrikanske lande. I lande, hvor staten fortsat er svag, er familiens rolle vigtig – som sikkerhedsnet, økonomisk livline og så videre. Selv om fertilitetsraten i eksemplet Kenya på fire årtier er halveret fra omkring 8 i 1975 til omkring 4 i dag, så regner FN’s demografer med, at nedgangen vil blive svagere i de kommende år netop på grund af familiens rolle.

Det er her, den tredje store fertilitetsfaktor kommer i spil. Jo højere dødeligheden er for børn op til 5 år, jo flere børn bliver der født, forklarer Rachel Snow. Det er lige så simpelt, som det er uhyggeligt: Familierne helgarderer simpelthen, når det er normalt, at små børn dør fra dem.

Men Ibbitson og Bricker tror alligevel, at FN tager fejl. I deres analyse vil store kræfter som kapitalismens fremmarch og den støtte urbanisering trække Kenya og resten af Afrika ned ad den samme vej, som Asien har taget. Forfatterne trækker to friske Kenya-statistikker frem for at drive deres argumentation helt hjem:

Uddannelsesniveauet eksploderer – både for primære, sekundære og tertiære skoler. I 2003 gjorde regeringen folkeskole gratis, og gymnasier fulgte efter i 2008. Fra 2012 til 2014 fordobledes antallet af universitetsstuderende – og 40 procent af dem er kvinder.

Man har altså ret nye uddannelsestal til at måle den centrale påstand om, at uddannelse af kvinder er dyret i befolkningsvækståbenbaringen. Så holder den? Svaret er ja:

Ifølge Kenyas statistikkontor faldt fertilitetsraten fra 4,9 i 2003 til 4,6 i 2008/2009 og endnu en gang til 3,9 i 2014. Altså et fald på ét barn på blot ti år. Det har resulteret i “den laveste TFR (totale fertilitetsrate), der nogensinde er registreret i Kenya”, som kontoret selv har meddelt. Samtidig er omfanget af svangerskabsforebyggelse støt stigende.

Nu er Kenya ikke hele Afrika, men det er ikke svært at forestille sig, at udviklingen i det østafrikanske land fører til langt hurtigere fald i befolkningsvækst end FN antager – og at det samme sker på det øvrige kontinent.

Stadig ikke overbevist? Lad os slutte af i Indien. ‘Det nye Kina’ –  eller landet, der i hvert fald ifølge FN står til at overhale Kina som verdens mest folkerige i 2028 – hvor begge lande vil have en befolkning på omkring 1,45 milliarder.

Der er meget langt til en “tom planet”, når man bevæger sig rundt i New Delhi eller Chennai. Her er det snarere, som om man bliver kvalt – så mange mennesker er der. Overalt. Fertilitetsraten må være skudt gennem loftet her, tænker man.

Men nej.

Gå selv ind på Verdensbankens oversigt og se.

Den er på 2,3. Faldet fra 5,9 i 1960. Kun 0,2 over “erstatningsniveauet”.

Så selv om vi på ingen måde er i land med verdens befolkningsvækst, så er der klare lyspunkter i horisonten. Måske er befolkningsproblematikken ved at løse sig selv.