Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

De er blevet for at knokle i det sundhedsvæsen, de holder af. Her er deres liste af løsninger til politikerne

LÆGE Lui Näslund Koch, 30 år. Arbejder på Herlev Hospital. Alle fotos: Kasper Løftgaard for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


4. juni 2019
20 min.

Derfor skal du læse denne artikel

I årevis har der i medierne været stort fokus på problemerne i det danske sundhedsvæsen. Men hvad med løsningerne? Vi har stillet et vanskeligt spørgsmål til både læger og sygeplejersker, der er trætte af kun at fokusere på de ting, der ikke fungerer i det danske sundhedsvæsen: Hvad synes I, vi skal gøre for at løse problemerne? De viste sig at have flere idéer.

Første gang jeg møder den 30-årige Lui Näslund Koch, har han netop afsluttet sit første år som rigtig læge på et hospital. Der er kun et par dage til, at han starter på sit nye arbejde på kræftafdelingen på Herlev Hospital, og det er han spændt på. Men han er lige så spændt på resten af sit arbejdsliv, på, hvordan de næste 40 år kommer til at se ud, hvis hverdagen bliver ved med at være så travl som den, han har oplevet indtil videre.

Sundhedsvæsenet er jo noget af det vigtigste i vores velfærdssamfund,” siger han, og det er han ikke alene om at synes.

I en rundspørge, der blev lavet for Altinget og Jyllands-Posten, et par dage efter folketingsvalget var blevet udskrevet, svarede 39 procent, at sundhedspolitik var blandt de vigtigste temaer, når de skulle beslutte, hvad de ville stemme. Kun miljø- og klimapolitik lå højere på listen.

Alligevel har sundhedspolitik ikke fyldt alverden i valgkampen. Faktisk synes Lui Näslund Koch, der også er tillidsrepræsentant, ikke, at politikerne har snakket en dyt om det.”

Måske fordi de på tværs af partiskel er nogenlunde enige om, at der er brug for at forbedre sundhedsvæsenet. Begge statsministerkandidater taler om, at sundhedsvæsenet skal tættere på borgerne, og så lover de begge, at der skal uddannes og ansættes flere sygeplejersker til at tage sig af de mange flere ældre patienter, der vil være i Danmark i de kommende år.

Og det er vel positivt, skulle man synes. Men flere af de læger, jeg har talt med, mener ikke, at politikerne tager fat de rigtige steder, når de fremlægger deres planer for sundhedsvæsenet. Det er derfor, at læger som Lui Näslund Koch har savnet mere debat om det, der ellers tilsyneladende burde være et af de vigtigste emner i valgkampen: fremtiden for det danske sundhedsvæsen.

LÆGE Tobias Ramm Eberlein, 38 år. Arbejder på Regionshospitalet Holstebro.

For et par måneder siden skrev jeg en artikel, hvor jeg havde interviewet en række læger, der havde sagt op i desperation over arbejdsvilkårene i sundhedsvæsenet. I artiklen samlede jeg de frustrationer, der havde været årsag til flere af de opsigelser, som har vakt stor opmærksomhed i medierne over de senere år. Opsigelserne har især skabt debat, når ellers prominente klinikchefer afleverede deres opsigelse i desperation over atter et år med besparelser, som de ikke kunne stå inde for.

Efter arbejdet med artiklen var der en tanke, der nagede mig: Hvad med dem, der blev? Dem, der ikke har givet op. Hvad med det store flertal af læger og sygeplejersker, der arbejder i det offentlige sundhedsvæsen hver eneste dag på trods af problemerne?

Der er tusindvis af ansatte i sundhedsvæsenet, og de har også råbt op. I sidste uge slog 3.000 mennesker, både personale, patienter og pårørende, ring om Aarhus Universitetshospital i Skejby i protest mod en kommende sparerunde. Tusindvis af læger har skrevet under på protestbreve over en presset hverdag i sundhedsvæsenet og sendte for eksempel i 2018 et brev, der udtalte stor kritik af den kontrol, som Styrelsen for Patientsikkerhed fører med lægers daglige arbejde.

Hvad med dem? Sundhedsvæsenet er afhængigt af sine ansatte og afhængigt af, at de bliver ved med at gå på arbejde. Måske er de i lige så høj grad værd at lytte til som dem, der forlader systemet.

SYGEPLEJERSKE Michelle Laurent, 33 år. Arbejder på Bispebjerg Hospital.

Selv om artiklen dengang nåede langt ud, og budskabet fra det personale, der havde sagt op, tilsyneladende vækkede genklang hos mange læsere, så fik jeg lyst til at skrive artiklen igen. Denne gang, hvor jeg bad det nuværende sundhedspersonale om at komme med reelle bud på, hvordan de mener, vi kan forandre det sundhedsvæsen, som tilsyneladende er blevet svært for mange ansatte at arbejde i.

Det viste sig sagtens at kunne lade sig gøre. I maj måned holdt jeg et åbent redaktionsmøde på Zetland med en række læger og sygeplejersker, og jeg var i kontakt med endnu flere på mail og via telefon.

Fælles for dem, jeg talte med, var ikke kun frustration, men i høj grad også et ønske om en mere konstruktiv tilgang til sundhedsvæsenet. Flere var meget optagede af at finde kreative løsninger i et system, der har sine begrænsninger.

Så her giver jeg ordet til dem.

1. Problem: Der er ikke råd til det hele

Vi har jo talt om det i mange år,” siger 48-årige Rikke Borg, der er overlæge på Sjællands Universitetshospital i Roskilde og har 20 års erfaring i sundhedsvæsenet. Hun henviser til debatten om prioritering, da vi taler sammen i telefonen, og hun mener, det er på tide, at der for alvor bliver taget stilling til, hvad pengene skal bruges på i et så stort og alligevel begrænset økonomisk system som det danske sundhedsvæsen.

Hun gentager flere gange i vores samtale, at hver gang man lover nogen noget, så er der nogle andre, der ikke kan få”.

Hendes pointe er, at hver gang man i dag giver patienterne en ny rettighed eller en ny og moderne behandling, så er der nogle andre i systemet, der må spare eller undvære noget. Sådan er det ifølge overlægen allerede i dag, det er bare mere skjult, hvilke patienter der betaler prisen.

Men hvordan kan det passe, at personalet bliver ved med at snakke om knappe ressourcer, når politikerne bliver ved med at sige, at de har sat ekstra penge af til sundhedsvæsenet?

Siden 2015 har politikerne ganske vist tilført over seks milliarder kroner til sundhedsvæsenet, og på mange måder klarer det danske system sig godt. På de parametre, man normalt måler kvaliteten af et sundhedsvæsen, ligger Danmark højt. Patienttilfredsheden er høj, behandlingskvaliteten er god, og effektiviteten er høj.

Men nye beregninger lavet af Lægemiddelindustriforeningen på baggrund af tal fra Danmarks Statistik viser, at forbruget i sundhedsvæsenet siden 2010 gennemsnitligt er steget med én procent. I de foregående ni år steg forbruget af penge med gennemsnitligt tre procent.

For en måneds tid siden udarbejdede professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet Kjeld Møller Pedersen desuden et notat, hvori han gennemgik sundhedsvæsenets forbrug siden 2010 og kom frem til et lignende resultat. Professoren sammenlignede forbruget med det stigende antal ældre patienter, prisudviklingen på sygehusmedicin samt udgifterne til nye behandlingsmetoder. Hans resultat var, som han sagde til Jyllands-Posten, at området har været underfinansieret med i gennemsnit mere end en milliard kroner årligt”.

Så hvordan løser man det?

Ikke nødvendigvis med endnu flere penge – i hvert fald ikke kun. For at give flere penge til sundhedsvæsenet kan nemt blive et bundløst hul for dem, der skal have nationalregnskabet til at gå op”, som Tobias Ramm Eberlein, der er læge på Holstebro Sygehus, siger til mig i telefonen. Løsningen kan realistisk set ikke kun være flere penge.

1. Løsning: Gør det tydeligt, hvad pengene bliver brugt på. Opret et prioriteringsinstitut, og slæk på patienternes rettigheder

Debatten om, hvordan pengene skal bruges, optager den 38-årige Tobias Ramm Eberlein, der er afdelingslæge på Regionshospitalet Holstebro (men som understreger, at han – ligesom de andre medvirkende i denne artikel – kun udtaler sig på sine egne vegne).

Han foreslår, at politikerne slet og ret deler sundhedsvæsenets budget i to, så man adskiller de penge, regionerne får til personale og drift, fra de penge, de bruger på medicin. I dag er problemet, ifølge Tobias Ramm Eberlein, at udgifterne til ny og dyr medicin skal tages ud af den samlede pulje penge, regionerne skal drive sundhedsvæsenet for. Konsekvensen af det er, at når udgifter til medicinen stiger, så må der spares på udgifter til pleje og personale.

Samtidig foreslår han, at når hospitalerne tager nye behandlinger i brug, så laver de samtidig en vurdering af, hvad de nye behandlinger kommer til at kræve i ekstraomkostninger – for eksempel hvis de nye behandlinger betyder, at patienterne kommer oftere til kontrol på sygehuset.

Det ville ifølge Tobias Ramm Eberlein gøre det mere tydeligt, hvad pengene i sygehusvæsenet bliver brugt til og dermed give en mere kvalificeret debat om prioritering.

Det ville vise politikerne på Christiansborg, at der er sket en reel nedprioritering af selve plejen,” siger han.

Øvelsen med at adskille budgetterne handler altså ikke nødvendigvis om at øge det samlede antal kroner, men om at gøre det tydeligt, om den ene del af kagen vokser så meget, at den æder den andel del,” som Tobias Ramm Eberlein siger.

Flere af de læger, jeg har talt med, peger desuden på et løsningsforslag om at oprette et uafhængigt prioriteringsinstitut, hvor fagfolk er med til at bedømme, om en bestemt behandling så at sige er pengene værd. Hvor stor effekt den har, i forhold til hvor dyr den er – og om pengene var bedre brugt et andet sted.

Både regeringen og Socialdemokratiet har udtrykt vilje til at oprette et behandlingsråd, der ville have en lignende opgave. Senest har Danske Regioner meddelt, at de vil præsentere et forslag til, hvordan man kunne indrette sådan et behandlingsråd inden slutningen af 2019.

De initiativer får politikerne ros for fra flere af de læger, jeg taler med. Lui Näslund Koch mener, at arbejdet med et prioriteringsråd er vigtigt. Han mener, at der er nødt til at være en overordnet prioritering, så det ikke bliver op til den enkelte læge at vurdere, om en dyr behandling skal tilbydes til en patient.

Han foreslår, at et prioriteringsråd skulle bestå af læger, politikere og patientrepræsentanter. Det er enormt vigtigt, at der er fagfolk med, men at patienterne også bliver inddraget i de her beslutninger,” siger han.

Han og flere andre læger henviser til de ophedede debatter, der er foregået i kølvandet på de prioriteringer, der allerede er i gang. I 2017 blev der nemlig nedsat et råd, som må siges at være en nær slægtning til et muligt behandlingsråd, nemlig Medicinrådet.

Medicinrådet skal vurdere, om en bestemt type medicin er for dyr i forhold til dens virkning, men rådet har haft udfordringer med nogle af sine beslutninger i dets første leveår. Især har sagen om en ny slags medicin til patienter med muskelsvinddiagnosen SMA vakt debat, da Medicinrådet besluttede, at kun enkelte patienter kunne få behandling med den nye medicin Spinraza. Muskelsvindfonden kaldte medicinen banebrydende’, men Medicinrådet vurderede, at effekten ikke stod mål med den skyhøje pris på over en halv million kroner – per behandling vel at mærke.

Straks dukkede der historier op i medierne, blandt andet med en toårig pige fra Mors, hvis forældre var desperate over, at der fandtes behandling til deres datter – som hun bare ikke kunne få tilbudt.

Eksemplet illustrerer den benhårde virkelighed, der ligger i at skulle prioritere i brugen af behandlinger og medicin.

Jeg spørger Lui Näslund Koch, om han virkelig tror, at patienterne vil være med til at vælge noget af deres egen behandling fra.

Han tror, at det handler om at få italesat den svære situation, vi står i. Hvor ikke alle kan få alt.

Jeg tror godt, at patienterne kan forstå, at vi er nødt til at prioritere. Selvfølgelig vil de gerne have den bedste behandling, men jeg tror også godt, at de kan se, at nogle gange brænder lokummet mere end andre gange.”

Bonusinfo. I 2013 brugte regionerne 12,1 procent af udgifterne på medicin, mens udgifter i 2018 tog 13 procent af budgettet.

Tobias Ramm Eberlein vil også gerne rose politikerne for at vise en vilje til at lave forandringer i sundhedsvæsenet. Men han ærgrer sig over, at regeringen bliver ved med at love patienterne nye rettigheder til hurtig behandling.

Siden årtusindeskiftet har politikerne løbende forbedret patienternes rettigheder, og for både fysiske og psykiske sygdomme har man i dag ret til at blive diagnosticeret inden for 30 dage og behandlet indenfor yderligere 30 dage.

Men de rettigheder betyder bare, at det ikke altid er de patienter, der har det mest presserende behov, som bliver set først,” siger Tobias Ramm Eberlein, der peger på, at man som læge i stedet kan føle, at man i stedet bør se til den patient, hvor fristen på de 30 dage er ved at udløbe.

I dette forår talte regeringen så igen om nye rettigheder, for eksempel vil man med den nye sundhedsreform give alle førstegangsfødende ret til at ligge to dage på hospitalet.

Hvis man hele tiden fortæller befolkningen, at man individuelt har en ret til at få det bedste af det bedste, og samtidig ikke giver sundhedsvæsenet fri adgang til statskassen, så kan tingene jo ikke hænge sammen,” siger Tobias Ramm Eberlein.

Derfor foreslår han, at man tager fat i nogle af de garantier, der er blevet introduceret i sundhedsvæsenet siden årtusindeskiftet. Faktisk mener han, at man burde afskaffe nogle af rettighederne, men han ved godt, at det er kontroversielt. Derfor foreslår han en løsning, hvor man gør forskel på rettighederne, alt efter hvor alvorlig sygdommen er. For ikke nok med at afdelingerne presses for at overholde ventetiderne, så bruger de også penge på at tilbyde patienter behandling på private hospitaler, hvis ikke de kan overholde fristen på de 30 dage.

Jo flere garantier der kommer, desto sværere er det at holde budgettet,” siger Tobias Ramm Eberlein, der mener, at nogle patienter godt kan vente lidt længere tid på behandling, end de gør i dag.

Hvis man har opbygget slidgigt gennem 30 år, så gør det nok ikke den store forskel, om man får skiftet sit knæ en måned før eller siden,” siger han.

Det er selvfølgelig træls, at man skal gå med smerterne en måned længere, men det er ikke farligt.”

2. Problem: Stramme regler og kontrol skader mere, end de gavner

Michelle Laurent har været sygeplejerske i 11 år og arbejder lige nu på Bispebjerg Hospital i København. Det virker nærmest som en lettelse for hende, at vores snak mest skal handle om løsninger, og det virker nærmest som en lettelse for hende at få lov at tale om noget andet end problemer. De kan nemlig komme til at fylde for meget i hverdagen, fortæller hun mig, da vi mødes. Både i hendes egne tanker, og når man sludrer med sine kolleger i medicinrummet. Og det er frustrerende, når det, hun kalder muren af bureaukrati”, kommer til at overtage hverdagen og humøret.

Som en læge, der gerne vil være anonym, sagde til mig:

Vi er efterhånden underlagt så mange meningsløse regler og strukturer, at det er nødvendigt at bryde med dem indimellem for at sikre mening og faglighed.”

Da flere tusind læger sidste år skrev under på et åbent brev til Styrelsen for Patientsikkerhed, var et af kritikpunkterne det ekstensive krav om journalføring og meningsløse detaljer”.

Kritikken er altså, at lægerne bruger alt for meget tid på at dokumentere ting vedrørende patientens behandling, og at den tid går fra det, der burde være lægens opgave: at behandle patienterne for det, de fejler.

Flere læger nævner desuden, at de oplever at bruge for meget tid på automatiske undersøgelser og rutinekontroller. En læge nævner, at alle patienter på hans afdeling automatisk får lavet en screening for, om deres ernæring er god nok, en anden læge nævner, at der altid skal tages en blodprøve ved den første psykiatriske samtale. Fælles er, at selv om det nogle gange giver mening at lave den slags undersøgelser, så ville det ifølge flere læger kunne spare ressourcer, hvis lægerne i højere grad havde frihed til at vurdere, om undersøgelsen overhovedet var relevant for den enkelte patient.

Anne Gjesing Høj Eggers, der er 39 år og næsten færdiguddannet som speciallæge og gynækolog fra Holbæk Sygehus og Rigshospitalet, møder jævnligt kvinder, der har problemer med deres menstruationsblødning. Ofte har det været sådan, at de automatisk ville få en tid til et tjek, tre eller seks måneder efter de har været på hospitalet.

Men nogle gange er patienterne kommet tilbage tre måneder senere og har sagt, at problemet er gået væk af sig selv i mellemtiden,” siger hun, altså det er selvfølgelig meget hyggeligt, men det er måske ikke helt optimalt brug af ressourcerne.”

2. Løsning: Indret ambulatorierne smartere. Stol på personalets dømmekraft, og lad regler være vejledende

Anne Gjesing Høj Eggers foreslår meget konkret, at man flere steder indretter ambulatorierne mere fleksibelt. På hendes tidligere arbejdsplads på Holbæk Sygehus er man allerede godt i gang med det. I stedet for at bruge tid på at kontrollere patienterne i en uendelighed afslutter man deres sag hurtigere og gør det til gengæld nemmere at blive sendt tilbage på hospitalet, hvis der skulle opstå problemer.

Sygeplejerske Michelle Laurent ønsker sig ligesom meget andet personale, jeg har talt med, et sundhedsvæsen, hvor personalet får mere frihed til at bruge faglig dømmekraft; kigge på den enkelte patient og tage beslutninger ud fra, hvad der giver mening for patienten – og ikke ud fra, hvad der står i en manual.

Da jeg beder hende om et eksempel, fortæller hun mig om noget, de bruger på hendes egen afdeling. Normalt, når intensivafdelingen har færdigbehandlet patienterne, så bliver de flyttet til en anden afdeling, hvor de skal komme sig, inden de kommer tilbage i eget hjem.

Men nogle gange afviger afdelingen fra den regel.

Nogle gange udskriver vi folk direkte fra intensivafdelingen til deres eget hjem, i stedet for at de skal ned at ligge på sengeafdelingen først.”

Det kan godt give lidt ekstra arbejde, men for nogle patienter giver det bare bedst mening at spare dem for at blive flyttet rundt i systemet endnu en gang, fortæller hun. På den lange bane tror hun, at det betaler sig.

Det er ikke noget, vi gør tit, men vi gør det en gang imellem, når det giver mening. Jeg ved faktisk ikke, om du skal skrive det i artiklen,” siger hun, men giver mig senere lov, fordi jeg synes, det er et godt eksempel, og fordi det viser, hvor svært det kan være at afvige en smule fra de gængse regler i sundhedsvæsenet, selvom den faglige dømmekraft siger, at det er bedst for patienten.

Anne Gjesing Høj Eggers oplever mere generelt, at der er opstået en følelse af, at man bør følge regler og vejledninger til punkt og prikke.

For så længe man har gjort, hvad der står i afdelingens instrukser, så er der i hvert fald ikke nogen, der kan komme efter os,” siger hun og fortæller, at hun tror, en meget omtalt sag fra Svendborg har haft betydning. Her blev en læge retsforfulgt efter fejl i et patientforløb, hvor en mundtlig besked til en sygeplejerske om at måle en patients blodsukker ikke blev skrevet ned eller udført. Patienten døde senere, og selv om det blev slået fast, at lægens fejl ikke var skyld i patientens død, så har retssagen sat sig i mange yngre læger, mener Anne Gjesing Høj Eggers.

Nogle gange føler man måske, at man er nødt til at hive fat i en ældre kollega, der har lidt bredere skuldre og kan sige, at det er okay, at man ikke følger reglerne til punkt og prikke i den her sag, fordi det simpelthen ikke giver mening i det enkelte tilfælde.”

Hun foreslår derfor, at der skal gives større fleksibilitet i forhold til de vejledninger, lægerne arbejder under. Det er en lang proces, som kræver, at alle er med – både myndigheder, ledelser og lægerne selv.

LÆGE Anne Gjesing Høj Eggers, 39 år. Arbejder på Rigshospitalet.

3. Problem: Arbejdsglæden lider

Hvis man kigger på den nyeste undersøgelse af danskernes arbejdsmiljø, kan man lære i hvert fald to interessante ting om lægestanden.

Lægerne er den faggruppe, hvor flest svarer, at de har følt sig stressede over deres arbejde i de seneste to uger. Og de er samtidig den faggruppe, hvor flest – med markant afstand til de næste på listen – siger, at deres arbejde er vigtigt for dem. Samme oplevelse får man, når man taler med læger om deres arbejde. At de har travlt (læger kan være ret svære at få fat i på hverdage for journalister), og at de er drevet af en indre motivation om, at de gør en forskel for deres patienter.

Som overlæge Rikke Borg formulerer det, så er det ikke svært at få læger til at knokle, så længe de beskæftiger sig med noget, der er vigtigt for dem”.

I mine interviews med læger, der har sagt deres job op i det danske sundhedsvæsen, gik en bemærkning om, at det blev for svært at se sig selv i spejlet”, da også igen.

Nu er der ikke som sådan noget i vejen med at have travlt, men der opstår selvsagt et problem, hvis for stor en del af personalet i det danske sundhedsvæsen ikke kan få travlheden til at gå op med deres indre motivation. Hvis travlheden går ud over meningen – som for de fleste ansatte i sundhedsvæsenet efter alt at dømme ligger i at kunne give god behandling til deres patienter.

Som en sygeplejerske skrev til mig på mail: Jeg bliver! Men kun så længe, at jeg tror på, at tingene kan blive bedre.”

3. Løsning: Skab en kultur med plads til fejl, og del gode erfaringer med hinanden

Arbejdet med trivsel og arbejdsmiljø er i fuld gang mange steder (for eksempel på en afdeling på sygehuset i Horsens, hvor man arbejder ret systematisk med det, det er jeg i øvrigt ved at skrive en artikel om). Men de forandringer, som personalet efterspørger, drejer sig om noget ret uhåndgribeligt, nemlig en kulturforandring. Løsningen er ifølge flere, jeg har talt med, at skabe en kultur, hvor der er plads til at udvikle sig, plads til at fejle og tid til at kigge patienterne i øjnene, når de har brug for det.

Til det åbne redaktionsmøde, jeg holdt en aften i maj i Zetlands redaktionslokaler, talte læger og sygeplejersker også for en mere åben kultur på tværs af afdelinger i hele landet. Hvor man lærer af hinanden og deler ud af sine gode erfaringer.

For sygeplejerske Michelle Laurent har det betydet utrolig meget for hendes arbejdsglæde at føle sig set og respekteret af sine chefer. Hun har selv fået lov at sidde i en ekspertgruppe, som blandt andet har lavet en vejledning til, hvordan man håndterer de længerevarende patientforløb.

Flere af lægerne taler om det øgede fokus på enkeltpersoners fejl, der er kommet de senere år, og flere af dem nævner igen sagen fra Svendborg. Ifølge overlæge på Sjællands Universitetshospital i Roskilde Rikke Borg har der udviklet sig det, hun kalder en nulfejlskultur”.

Det er farligt,” siger hun, vi er nødt til at have en kultur, hvor vi kan lære af de fejl, der sker, i stedet for at frygte at blive hentet af politiet. Der er nødt til at være plads til konstruktiv fejlfinding, det er en del af at være et fagligt tænkende menneske.”

Anne Gjesing Høj Eggers, der dag arbejder på Rigshospitalet, mener også, at der er brug for en forståelse for, at læger – uanset hvor pligtopfyldende de arbejder – også kan komme til at lave fejl. Ellers er det ikke til at holde ud at arbejde i sundhedsvæsenet, mener hun. Hun håber i stedet på en kultur, hvor man er åben om sine fejl og lærer af dem.

Spørgsmålet er så, om det overhovedet er politikernes opgave at sørge for trivsel og arbejdsglæde. På det seneste har uddannelsesminister Tommy Ahlers fra Venstre vist, at det i hvert fald kan være en politisk mission at bidrage til den slags kulturændringer. Han har søsat en kampagne, der skal være med til at mindske stress blandt studerende på de videregående uddannelser, blandt andet ved at lave et hashtag på de sociale medier, hvor man kan dele sine fejl med andre, #deldinefejl hedder den.

Det samme er måske svært at forestille sig på sundhedsområdet – fordi fejl begået af en læge i yderste konsekvens kan være forskellen på liv og død. Alligevel skabte tusindvis af læger på eget initiativ for et par år siden et hashtag, der hed #DetkuHaVæretMig, i sympati med den nu flere gange omtalte læge fra Svendborg.

Jeg siger til Anne Gjesing Høj Eggers, at grunden til, at det er svært at acceptere fejl i hendes branche, er jo, at de kan have ret alvorlige konsekvenser.

Ja,” svarer hun, og det er derfor, at vi altid skal have mange øjne på en situation. Og derfor, at det er helt afgørende, at der er hænder – og øjne – nok i sundhedsvæsenet.”

Jo ældre sygeplejersken Michelle Laurent er blevet, og jo flere år hun efterhånden har arbejdet som sygeplejerske, jo vigtigere er det blevet for hende, at hun selv tager et ansvar for det, der også er hendes sundhedsvæsen.

Det fortæller hun mig, da vi taler om, hvorfor hun har valgt at stille op til interview. Det har murret” i hende i noget tid, for hun er glad for at være sygeplejerske, og det kan så hurtigt blive en negativ spiral kun at tale om alle de ting, der ikke fungerer”, siger hun, og jeg vil gerne tale mere om, hvad vi skal gøre for at få et rigtigt godt sundhedsvæsen”.

Det samme lader til at drive de andre, jeg har interviewet til denne artikel. De håber at være med til at skabe positive forandringer i sundhedsvæsenet.

Det giver håb, også for de næste 40 år, hvor Lui Näslund Koch skal arbejde som læge blandt mange andre.

Det giver så god mening for mig, at vi her har en mulighed for at diskutere helt åbent, hvordan vi rent faktisk kan gøre tingene bedre,” siger han.

Den unge læge fortalte mig senere, at da han og hans studiekammerater skulle vælge, hvilken slags speciallæge de gerne ville være, da handlede det ikke kun om, hvad de havde mest lyst til. Det handlede også om, hvad de troede, de kunne holde ud. Og så sagde han noget, som var svært at glemme.

Når man bekymrer sig så meget om dét, nærmest inden man er begyndt at arbejde, så er det ikke et særligt godt tegn.”