Globaliseringens tabere står bag Brexit, siger Lykketoft. Nu skal de høres

FORMANDENSat på spidsen: Socialdemokraten Lykketoft mener, at socialdemokratismen skal redde EU. Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Brexit er historien om, at globaliseringens tabere har forladt venstrefløjen, og at venstrefløjen har været for dårlige til at formulere et svar på globaliseringen. Så her er en idé, der ikke bare er god, men også tvingende nødvendig, spørger man Mogens Lykketoft: Europa skal tage befolkningernes bekymringer (ægte) seriøst og lægge den økonomiske politik (meget) om.

Hen imod slutningen af samtalen begynder telefonsignalet til den anden side af Atlanten at svigte. Mogens Lykketoft, socialdemokratismens alvorlige bedstefar, er i den anden ende, fra New York, hvor han sidder og overskuer verdensordenen som formand for De Forenede Nationers Generalforsamling. Jeg bliver nødt til at bede ham om at gentage sig selv:

Jeg siger,” siger Lykketoft, at jeg håber, at EU igen på et tidspunkt kan fremstå som en motor for en økonomisk og social bæredygtig fremtid, ligesom EU blev opfattet som og var i for eksempel Irland.”

Vi har brugt den sidste lille time på at snakke EU; om hvad der skal til for at genoplive dét europæiske projekt, Lykketoft er en indædt (omend ikke ukritisk) forsvarer for. Der er ingen vej frem uden EU, så meget står klart for Lykketoft, men der er, dét står lige så klart, heller ingen vej frem uden en løsning på den legitimitetskrise, der nåede sit hidtidige højdepunkt med briternes beslutning om at forlade unionen. En del af løsningen, har Lykketoft forsøgt at forklare mig, består i at vinde de mennesker, der har forladt venstrefløjen til fordel for højrepopulistiske bevægelser, tilbage. Til det formål kræves en økonomisk politik, der tilgodeser deres interesser. Dét er økonomen Lykketofts løsning. Telefonen falder ud, igen. Og så: dut-dut-dut. Et minuts stilhed. Så ringer telefonen. Det er Mogens:

Hallo igen. Vi bliver nødt til at slutte. Jeg skal hen og lede FNs generalforsamling lige om et øjeblik.”

Jeg spørger, om der er noget, han gerne vil have sagt, inden vi lægger på.

Jamen, jeg synes ikke, jeg kan svare bedre, end jeg har prøvet,” siger han. Jeg tror, der bliver meget eftertænksomhed både i de enkelte regeringer og parlamenter og i de europæiske institutioner: Hvad er det egentlig for nogle konklusioner, vi skal udkomme med, hvis det her projekt skal populariseres hos folk?”

Ja, hvad skal der egentlig til?

På selve dagen, da det stod klart, at briterne havde bestemt sig for at forlade den Europæiske Union, styrtdykkede pundet. Det var økonomien, denne objektive regulator af menneskelige handlemuligheder, der talte, og det, den sagde, blev hurtigt indskrevet som de første sætninger i en særlig historie om, hvad det var, der var sket; en historie, der rummede en form for moraliserende lære. Den værste overraskelse er at få, hvad du begærer,” som den slovenske psykoanalytiske filosof Slavoj Zizek har sagt det, og det var netop moralen: I fik det, I begærede, og nu kommer I til at betale prisen. Så kan I lære det. Man fornemmede en vis skadefro eller måske endda hævngerrig hvad-sagde-jeg-stemning blandt kontinentaleuropæiske ledere og blandt progressive stemmer i Storbritannien. Taberne havde vundet, men det ville de blot komme til at tabe yderligere på, så meget stod allerede klart.

Taberne var, selvfølgelig, de grupper, der havde stemt for at forlade unionen; de lavtuddannede, de fattige, de gamle og arbejderstemmerne i det nordlige England, der viste sig at være mere skeptiske, end man havde regnet med i London. Disse mennesker, lød det, havde købt det xenofobiske pladder, leave-frontløberne Nigel Farage og Boris Johnson havde fyldt dem med, selv om fornuftige politikere høfligt havde forklaret, at de stemte stik imod egne interesser. Og nu måtte de så betale prisen for deres sentimentale længsel efter et stolt og selvstændigt Storbritannien. Nogenlunde sådan lød historien. Hate to say I told you so!

Man kunne imidlertid også have fortalt en anden historie. De mennesker, der havde skubbet andelen af leave-stemmer over halvtreds procent, var mennesker, venstrefløjen engang tog for givet: de økonomisk og identitært fremmedgjorte, globaliseringens tabere. Nu havde de vendt Labour, der havde ført kampagne for at blive i unionen, ryggen. Partiet, der blev etableret af fagforeninger for at repræsentere arbejdernes interesser i parlamentet,” skrev Gary Younge i en lang artikel i The Guardian et par dage efter afstemningen, kan ikke længere regne med disse menneskers troskab.”

Eller sagt med andre ord: Brexit er et barn af venstrefløjens fallit.

Økonomien er ikke et neutralt terræn, der opleves af alle på nøjagtig samme måde. Og nogle af resultaterne i kernesocialdemokratiske områder (...) indikerer netop det. Så folk har stemt imod en økonomi, der ikke arbejdede til deres fordel. Forfatter Seymour Hersh om Brexit i Jacobin Magazine.

Det var med dén tanke på hjernen, at jeg ringede til … eller rettere: tog telefonen, da Lykketoft ringede. Et par dage forinden var han kommet for skade at sige til TV 2, at det var en fejl overhovedet at spørge folket eller, rettere, at spørge dem, som de var blevet spurgt. Det var et gevaldigt tabubrud, sådan at underkende den almene befolknings ophøjede status som visdommens kilde midt i anerkendelsens tidsalder. Den iboende arrogance i Lykketofts udtalelse blev strammet yderligere af hans kritikere således, at Lykketoft mere eller mindre selvforskyldt kom til at ligne selve indbegrebet af den verdensfjerne, elitære socialdemokrat, globaliseringens tabere netop, igen, havde gjort oprør imod: Det er ikke bare dumt,” sagde Rina Ronja Kari, europaparlamentsmedlemmet fra Folkebevægelsen mod EU, til Jyllands-Posten. Det er også beskæmmende. Han siger jo, at folk er for dumme til at stemme.”

Der er jo gode grunde til, at folket er skeptiske,” siger Lykketoft imidlertid, da jeg får ham i røret. Ikke at han har fortrudt sine udtalelser om folkeafstemningens stupiditet. Det var, gentager han, ubesindigt” at udskrive en folkeafstemning, ingen havde jo tænkt tanken til sin ende, hvad det politiske kaos i Storbritannien illustrerer. Men, for der er et men: Jeg mener,” siger han, at EU mere eller mindre retfærdigt er blevet identificeret med alle globaliseringens udfordringer.”

Forklaringen fra Lykketoft bærer præg af økonomens sans for kausalitet og lyder nogenlunde sådan her: da østudvidelsen blev implementeret midt i nullerne, og særligt Storbritannien blev destination for en ny gruppe emigrerende EU-borgere, var der ingen, der kunne forudsige, at Europa stod over for den værste økonomiske krise i en menneskealder eller to. Men det gjorde vi altså som bekendt. Da den ramte, og arbejdsløshedskurverne steg, stod de lavt uddannede, de fattige og ansatte i den manuelle produktion og i servicefagene derfor i en ny og ubehagelig konkurrencesituation. Og det skulle blive værre endnu: Et EU domineret af borgerlige regeringsledere satte sig i spidsen for en sparepolitik, der forringede velfærden og følgeligt skabte social utryghed og frustration. Siden da er der så stødt en flygtningekrise til.

Så jeg kan sagtens,” siger Lykketoft, forstå de mennesker, der har set det som udtryk for, at det var EUs skyld alt sammen.”

Som folkets’ opgør med bedrevidende elite skriver Brexit sig ind i historien om en venstrefløj, der i hele Europa har tabt et segment af frustrerede, fremmedgjorte vælgere til det nye højre. I Danmark kan vi føre fortællingen tilbage til det såkaldte systemskifte i 2001 – hvis ikke noget længere tilbage som Rune Lykkeberg gør det i bogen Kampen om Sandhederne, der beskriver, hvordan konflikten mellem den gode smags venstrefløj og den dårlige smags venstrefløj i sidste ende førte til, at den dårlige smag forlod venstrefløjen. Globaliseringens tabere vendte ryggen til kosmopolitterne. Jeg spørger Lykketoft, om man kan kalde Brexit kulminationen på 20 års politisk udvikling?

Ja,” siger han, lidt tøvende. Jo, det kan man godt.”

Det er jo lidt vildt, at det skal blive så dramatisk, før man …

Han afbryder.

Ja, det har du sådan set ret i. Man kan sige, at man burde have taget varsler af alle de folkeafstemninger, der har været om enkeltspørgsmål i Europa. Der var en underliggende frustration, som man skulle have taget højde for meget tidligere.”

Men det gjorde man som bekendt ikke. Det er 44 år siden, en ung Mogens Lykketoft bekymrede sig så meget for, om EU skulle udvikle sig til et borgerligt projekt, at han foretrak et Danmark uden for EU. Det kan være, tænkte han dengang (ligesom Enhedslisten tilsyneladende tænker i dag), at vi kan lave noget, der er bedre.

Men den mulighed eksisterer jo ikke længere,” siger han. Med murens fald og østudvidelsen er der ikke længere et alternativ til EU, hvis man, som Lykketoft, mener, at de virkeligt eksistentielle problemer” i den her verden ikke finder nogen løsning inden for den enkelte nationalstats grænse. Muligheden for at forny og vitalisere projektet, at præge det mere med venstrefløjssynspunkter,” siger han, det sker inden for EU.”

Det er jo så bare ikke sket inden for EU, endnu, og det er jo netop en del af Lykketofts egen forklaring på, hvad der gik galt, og løsning på, hvad der skal til.

Lykketoft sidder i New York, det er – i al fald indtil september – herfra han ser på verden, også på Europa, og han vender, når talen falder på vejen ud af Europas problemer, gentagne gange tilbage til FNs 17 såkaldte bæredygtighedsmål. Det er jo det, vi kæmper meget for herovre,” siger han. De 17 bæredygtighedsmål er groft sagt en punktformulering for en bedre verden, hvis vi skal slå os lidt op, og de rummer målsætninger for ulighed, klima, fattigdom, sundhed; konkrete, men meget vidtløftige mål, må man sige. Men måske, det mener Lykketoft i al fald, at disse bæredygtighedsmål kan udgøre et korrektiv til det meget stramme fokus på sparepolitikken, der har domineret europæisk politik, og således bidrage til at skabe et Europa, der også tilgodeser de mennesker, der ikke føler sig tilgodeset. Nu er det godt nok de enkelte lande, der har tiltrådt programmet, men Lykketoft forestiller sig, at EU kunne agere lokal vagthund i Europa, være med til at udpege, hvor man burde sætte særligt ind og i det hele taget skabe et EU, hvor man (også) konkurrerer på at leve op til bæredygtighedsmålene. Det ville,” som han siger, være et helt andet billede af EU, man ville have.”

Så i stedet for at EU kom og sagde: Hov! Den er vist lidt gal med budgettet her,” så skulle EU altså komme og sige: Hov. Den er vist lidt gal med uligheden”?

Ja, det kan man godt sige.”

Lidt groft kan man sige, at socialdemokraten Lykketoft mener, at socialdemokratismen skal redde EU. Det kan ikke komme bag på nogen. Der er bare det ved det, som Lykketoft også selv anfører gentagne gange, at Europa er domineret af borgerlige regeringsledere. Venstrefløjen har altså længe været fanget et sted, hvor man forsvarer et politisk projekt, der ikke er venstreorienteret.

Der er virkelig brug for en meget højere grad af nuancering, og at man siger: Jamen det politiske indhold i Danmark, England, Tyskland er jo et resultat af den politiske magtfordeling, der er, og det er det samme i Europa. Vi vinder intet for de svageste i de europæiske lande ved at nedbryde det europæiske samarbejde.”

Så du taler om en form for politisering af idéen om EU?

Ja,” siger han, ja, ja.”

Det var, indvender jeg, imidlertid ikke sådan taberne så på Europa. Taberne sagde ikke nej til et politisk rum, hvor også deres interesser var repræsenteret som et mindretal; de sagde nej til et politisk projekt, som, de vurderede, ikke repræsenterede deres økonomiske og identitære interesser. De sagde ikke nej til et borgerligt EU, de sagde nej til EU som sådan. Det kan der være nogen rigtighed i, svarer Lykketoft og tilføjer:

Men jeg opfatter det som et rum for politisk kamp, ganske som den danske politiske scene. Og som et nødvendigt rum for den politiske kamp, fordi det kan godt være, jeg lige nu synes, det er for borgerligt domineret, men der er alligevel så mange værdier, der holder os sammen, og som er værd at kæmpe sammen om på den globale scene.”

FN's ottende bæredygtighedsmål: “Promovér inkluderende og bæredygtig økonomisk vækst, fuld og produktiv beskæftigelse og anstændigt arbejde for alle.”

For socialdemokraten bliver opgaven således den bøvlede at forklare globaliseringens tabere, at det borgerlige EU er en nødvendighed, et bolværk imod en (endnu) mere brutal globalisering, og dertil forklare dem, at et socialdemokratisk EU kunne være andet og mere end økonomisk sparepolitik og uforståelige og dybest set ligegyldige harmoniseringstiltag”, som Lykketoft formulerer det. Men så er vi jo tilbage ved arrogancen, ved afgrunden mellem den kosmopolitiske, veluddannede venstrefløj, der fra en privilegeret position forklarer globaliseringens tabere, at de ikke forstår deres egne interesser. Venstrefløjen, indrømmer Lykketoft, har haft og har nogle udfordringer ved at formulere sig i forhold til globaliseringen”. Jeg nævner, at der måske stadig mangler et sprog på venstrefløjen, der er i stand til at tale til globaliseringens tabere. Jeg behøver ikke længere selv stille spørgsmålene.

Hvordan skal man forklare på en ordentlig måde og uden at tale ned til folk, at ens egen analyse ser anderledes ud, i forhold til hvad årsagerne er, og hvordan det skal løses? Og hvordan det internationale samarbejde er en uomgængelig nødvendighed, at vi kun kan komme dårligere afsted, også for de dårligere stillede mennesker i Europa, hvis det her bliver begyndelsen til opløsningen af det europæiske samarbejde?

Der er ikke nogen, der har fundet det sprog endnu, er der det?

Nogen har måske, mange har ikke. Det er vel det, der bliver opgaven,” siger han og tøver et sekund. Det er vel det, der bliver opgaven.”


Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: