Hvordan én dansk skolelærer satte sig for at gøre det, ingen troede var muligt, for børn fra Syrien

UMULIGT“Børnene kommer hjem med lys i øjnene”: Maren har bygget skoler i syriske flygtningelejre. Alle fotos: Lars Schmidt, 5Skoler

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Ligesom de fleste af os andre har Maren Elise Skjerlie læst nyhederne om, at tusindvis af flygtningebørn lever under kummerlige forhold i lejre og på gaden nær Syriens grænse. Men i modsætning til, tja, de fleste af os, så valgte hun at handle på det. Hun har gjort noget, de fleste troede var umuligt: bygget skoler til børnene midt i teltlejrene. Som hun siger: “Det er en dråbe i havet, men en dråbe af guld.”

Hun kunne mærke angsten som en isnende kulde i hele kroppen. Maren Elise Skjerlie var lige blevet kastet ind på bagsædet af en bil, mod sin vilje. Nu drønede den alt for hurtigt ud ad de støvede veje. De var nær den syriske grænse. Manden, der kørte bilen, var rasende, kunne hun se. Han sad bare og råbte og skreg, mens bilen bumlede af sted.

Hun vidste ikke, hvem der havde fanget hende. Kun at en gruppe ubehagelige mænd iført solbriller og læderjakker havde kastet hende og hendes makker, fotografen Lars, ind i bilen for lidt siden.

Jeg vidste, det var al-Qaeda-område, så jeg tænkte: Okay, vi er blevet kidnappet’,” husker Maren. Jeg var så bange, så bange, som jeg aldrig har oplevet før eller siden. Jeg var iskold i min krop – kuldegysninger over det hele.”

Bilen drønede med 150 kilometer i timen ud ad motorvejen, men nu sagtnede den farten og drejede. De begyndte at køre op mod bjergene.

Maren var taget ned til den syriske grænse for at hjælpe. Nu var det hende selv, der havde brug for hjælp.

Historien her handler om håb. Maren Elise Skjerlie er i dag lykkedes med det, der virkede som et umuligt projekt: Hun har været med til at bygge skoler til syriske børn i flygtningelejre nær den syriske grænse. Mange hundrede børn, der er flygtet fra krigen og lever under benhårde forhold, har for første gang fået en skole. De har fået troen på, at ting kan blive bedre. Det har skabt et mærkbart løft – for børnene og i hele lejren.

Det betyder en verden til forskel for de børn,” siger Maren i dag. Ja, det er bare en dråbe i havet, men det er en dråbe af guld.”

Marens kamp for at finde en løsning er en af de vildeste historier, jeg selv længe har hørt. Tak til Zetland-medlem Imran for at fortælle mig om hende.

Nå, men lad os komme i gang med historien.

BYG OP“Det er nærmest en hel generation, der aldrig har modtaget undervisning – ikke kan læse og skrive,” siger Maren. “Men der er brug for nogen, der bygger landet op igen.”

Maren er vokset op så langt fra en flygtningelejr, som man kan tænke sig: i Blomsterdalen lige uden for den norske by Bergen. Som ung spillede hun meget håndbold. Det er smart med indendørssport i Bergen, for det regner … meget.

Engang nærmede vi os hundrede dage i træk med regn,” husker hun. Det bliver man jo sindssyg af.”

Maren tog til Danmark for at uddanne sig til lærer, og her har hun boet lige siden – nu med sin mand og tre drenge på Frederiksberg. Hun er 37 år, har lyst hår, og hun giver mig et knus, da vi mødes, selv om det er første gang, jeg ser hende.

For at forstå, hvorfor Maren senere skulle forlade lærerjobbet og tage til den syriske grænse, skal vi begynde på en ø i Norge – for mange år siden. Med en kvinde, der aldrig kom sig oven på krigen: Marens farmor.

Farmoren kom fra bygden Tælavåg, som var kendt for sin modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig. Her smuglede folk radioer og våben. Og under et skyderi på øen, hvor byen ligger, blev to mænd fra tyskernes politi, Gestapo, dræbt. For at gøre gengæld vendte tyskerne tilbage med adskillige soldater. De sendte alle mændene i koncentrationslejr i Tyskland. Kvinder, børn og gamle blev sendt i lejre i Norge.

Så brændte de hele øen ned. Alle huse, alle dyr. Intet stod tilbage, da tyskerne forlod øen,” siger Maren.

Marens farmor var et af de børn, der blev trukket væk af soldaterne og sat i en lejr. Hun kom sig aldrig rigtig over det. Det samme gjaldt mange andre folk på øen.

Min farmor helede aldrig helt efter krigen. Hun talte aldrig, hvad der skete, igennem. Jeg kan huske, da hun var i 90’erne og havde mareridt. Så lå hun og råbte: Tyskerne kommer! Tyskerne kommer!’ Det barn blev aldrig helt igen. Der blev aldrig taget hånd om krigens sorg i hende,” siger Maren.

Mange år senere, i 2015, begyndte de syriske flygtninge og migranter at vandre op gennem Europa. Tv-nyhederne viste dem i lange rækker på øde motorveje op gennem Danmark. Da Maren så de billeder hjemme i stuen, kom hun i tanke om sin farmor og Tælavåg, der blev tømt for mennesker.

Jeg har et billede fra øen, hvor alle mændene går ned mod bådene fulgt af de tyske soldater. Da jeg så billederne fra motorvejen med de syriske børn og voksne, tænkte jeg straks på det billede – og på min farmor. Gud, historien gentager sig. Folk bliver fordrevet, og børn vokser op med krig. Det ramte mig virkelig,” siger hun.

Hvorfor bliver vi ikke klogere?”

Men nyhederne i fjernsynet om Syrien og flygtningene var samtidig så voldsomme, at Maren ikke kunne overskue dem. Så hun lukkede øjnene. Hun valgte, som de fleste andre, at ignorere al ulykken og fokusere på sit eget liv. Der var jo rigeligt, med de tre drenge derhjemme og eleverne på skolen på Frederiksberg, hun skulle undervise.

Men så var det, under en morgentime i 4. klasse, at en pige ved navn Ellen rakte hånden i vejret.

Ellen spørger: Hvorfor går der flygtninge på motorvejen? Hvem er de, hvor kommer de fra?’ Og jeg stod bare og tænkte: Shit, jeg kan ikke svare hende.’ Det var utroligt pinligt. Jeg havde jo lukket øjnene, så jeg vidste meget lidt. Jeg sagde, jeg ville finde ud af det til dagen efter,” siger hun.

Maren gik hjem og begyndte at researche. Hvad fandtes der af undervisningsmateriale? Hvilke billeder kunne hun vise klassen for at forklare konflikten?

Det væltede frem med klip og billeder. Jeg kan huske et billede af en far, der sidder i en bil med sine to børn på skødet. De er begge døde. Han er helt tom. Der var helt slukket for ham.”

De billeder kunne hun ikke vise til sin 4.-klasse. Det var i det hele taget hverken billeder eller undervisningsmateriale, hun følte, hun kunne bruge.

Men så var det, hun mødte en meget forsinket fotograf.

Det virker

Historien her er en del af en ny serie om løsninger. Fordi verden ikke kun er de krige, konflikter og tragedier, pressen elsker at skrive om – men også folk, der kæmper for at finde løsninger på små og store problemer.

Maren skulle til et terrænløb i Sønderjylland, og over nettet havde hun fået et lift af en mand ved navn Lars Ole Schmidt. Han kom to timer for sent til aftalen. Jeg var rødglødende,” husker hun. Men da de først sad i bilen, begyndte de at snakke. Det viste sig, at Lars Ole var fotograf og havde været en del år i Afghanistan. Hele vejen til Sønderjylland snakkede de, indtil de havde fået en idé: Hvorfor ikke lave det undervisningsmateriale og tage de billeder, Maren syntes manglede?

Lars og jeg undrede os over, om de syriske børn stadigvæk drømte. Ikke om natten, men dagdrømmeri. For sammen med drømme er der et håb.”

Det ville de gerne undersøge. Så de traf en hurtig beslutning. De ville ned til den syriske grænse og tale med børnene og fotografere dem. De skitserede projektet. De søgte fondspenge til at rejse for – og fik dem. Og kort efter satte de sig i et fly på vej mod den syriske grænse.

På det tidspunkt havde jeg været i Blomsterdalen, Spanien, Grækenland og Danmark. Jeg var totalt grøn. Jeg anede intet om noget som helst. Så helt med hovedet under armen rejste vi ned mod den syriske grænse på randen af krig. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig,” siger hun. Det var så voldsomt.”

MANGEOmkring seks millioner syrere har forladt landet, siden krigen begyndte for ni år siden.

Det var en nødsituation, de ankom til, der ved den syriske grænse i 2017. De flygtede syriske børn boede på gaderne, i nedlagte lejligheder, i garager, stalde og på børnehjem. Og virkelig mange boede i interimistiske flygtningelejre for tusindvis af uregistrerede flygtninge.

De havde bare fyret nogle presenninger op. Der var hverken kloak eller vand. Enormt beskidt – lejrene ligger typisk i lavtliggende områder, hvor man ikke kan dyrke noget, fordi vandet løber derhen. Så de bliver tit oversvømmet. Og så er der den her særlige lugt af brændt plastik, afføring og en sød duft – jeg kan ikke helt sige, hvad det er for en duft, men den findes ingen andre steder,” siger hun.

En del af børnene havde før levet liv, der mindede om danske børns liv. De havde gået i skole, spillet fodbold og spist takeaway eller endda haft PlayStation eller sommerhus. Men nu var børnene fattige. Ingen gik i skole. Mange arbejdede på gaden. Nogle solgte sig selv. Der var historier om trafficking og handel med organer.

Maren opdager, at det er ret typisk, at børnene virker helt kolde, når de genfortæller de mest forfærdelige ting. Som seksårige Mustafa, der sidder i sin pæne skjorte og fortæller om, hvordan han fandt sin far død og med ansigtet skudt i stykker foran deres hus. Han kunne først ikke genkende ham, fordi der var så meget blod.

Så var det, han genkendte farens lysebrune sko,” siger Maren. Og han kunne huske, faren lige havde fået de sko.”

Når Mustafa fortæller historien, lyder det imidlertid, som om han genfortæller en kedelig fodboldkamp.

Men der er enkelte børn, som pigen Maram, der viser sorgen. Hun flygtede sammen med en nyfødt søster, der var syg.

Maram er den sødeste lille pige, så blid og smilende og imødekommende. Flugten foregår over længere tid, og de ender i en flygtningelejr lige ved grænsen. Her dør babyen foran øjnene på Maram. Hun siger, det er, fordi det er så varmt i teltet, at hjertet ikke kan tåle det. Efter søsterens død må de flygte videre. Under hele interviewet græd og græd og græd og græd Maram. Og bagefter insisterede hun på at løbe hjem og hente et kladdehæfte, hvor hun havde skrevet historien ned, og så fortalte hun den en gang til,” siger Maren.

Hun var det eneste barn, vi mødte, der græd.”

Allerede efter to dage nær grænsen bliver Maren og Lars arresteret af det lokale politi. De vil ikke have, de render og tager billeder og taler med folk så tæt på krigen. De får en advarsel. Men så, på den næstsidste dag inden hjemrejsen, bliver det for alvor dramatisk. Maren har interviewet en socialarbejder om trafficking af børn. Og da hun og Lars går ud mod deres bil, kan de se, den er gal. Deres chauffør står omringet af fremmede mænd.

Vores chauffør er på størrelse med Rundetaarn, men nu står han helt krøbet sammen. Rundtom står en masse mænd iført læderjakker og store solbriller. De ser ikke særligt venlige ud. Bagagerummet er åbent, og alt vores grej er taget ud. Jeg kan mærke, det er helt forkert,” siger hun.

Maren forsøger at sige pænt goddag, men mændene svarer ikke. De er meget vrede, kan hun se. Og nu går det stærkt. De tager deres tasker, deres pas og papirer.

Så tog de os i hoved og røv og smed os ind i en bil – mig, Lars og Issa, vores chauffør. Vi kørte så stærkt gennem den by. Flere gange var vi ved at køre galt. Jeg sagde til Lars: Hvem er de her?’”

Maren har hørt, at al-Qaeda har været i området, så hendes frygt er, at de er blevet kidnappet.

Flasker ryger rundt i bilen, og jeg er bare så helt utrolig bange,” siger hun. Men jeg har det også, som om jeg virkelig skal skide  – som en brændende fornemmelse bagtil.”

De kører med 150 kilometer i timen ud ad en motorvej, inden de drejer af og drøner op mod bjergene. Det var her, vi slap historien oppe i indledningen.

Maren tænker på sine drenge derhjemme. Hun tænker på de børn, hun har mødt her. Hun tænker, det er så kort tid inden, de skulle være på vej hjem. Men mest er hun bare bange.

Lars forsøger at berolige hende. Han har arbejdet i Afghanistan og er blevet trænet i det, de befinder sig midt i lige nu. Det første gode tegn er, hvis vi kommer til noget, der ser officielt ud,” siger han. Så er der en form for lovgivning, der gælder. Og nu kører bilen op til en kæmpestor bygning, hvor en masse mænd med maskingeværer står uden for.

Jeg kunne se, at det ikke var al-Qaeda – det var myndigheder,” siger hun.

De kommer ind i en elevator, og nu er Maren blevet mere rolig.

Jeg har overskud til at smile til en bevæbnet mand. Han smiler overhovedet ikke tilbage. Han er iskold. Vi kommer så ind i hvert sit rum. Jeg bliver bedt om at tage alt mit tøj af. Det er så grænseoverskridende,” siger hun.

Det viser sig, at det er efterretningsvæsenet, der har arresteret dem. De er mistænkt for trafficking. Måske også for narkosmugling. Maren skal klæde sig af, så de kan undersøge, om hun har noget på sig.

En kvinde undersøger Marens dåse med snus. Er det narko? Mistænkeligt. Hun finder Marens noter med navne på børn, hun har interviewet. Skal de børn smugles? Mistænkeligt. De får taget mugshots. Og Maren skal afhøres i et rum, hvor der ligger en masse pistoler og geværer på et langt bord.

Når de her ting sker, er det, som om jorden under en forsvinder. Alt, jeg kender, det fundament, jeg står på, bliver fjernet. Der er ingen regler, ingen at stole på.”

Indtil nu har ingen af mændene kunnet engelsk, så afhøringen sker via Google Translate på en computer. Men nu skal de ind til en mand, der kan udspørge på engelsk.

‘Hvordan har du det?’ sagde han til mig. Jeg har det så dårligt,’ svarede jeg – og så tørrede min mund helt ud. Jeg tænkte: Det her er det mest afgørende interview i mit liv, og så kan jeg ikke tale ordentligt engelsk, fordi jeg ikke kan få fugt i min mund.’”

Maren, Lars og chaufføren er tilbageholdt i 10-12 timer. Og så bliver de pludselig sluppet ud. De er ikke længere mistænkte. (Chaufføren bliver dog holdt fanget – han er stadig fængslet i dag, snart tre år senere).

Maren og Lars bliver ført ud af fængslet og hen til deres bil. De får deres udstyr og pas tilbage. De får endda også en undskyldning. Og så sætter de sig ind og kører væk.

Og så begynder vi at grine. Vi kan slet ikke stoppe. Det er, som om vi har drukket 24 øl og røget fjolletobak. Vi griner i bilen og på hotellet, da vi lå på vores senge. Vi grinede og grinede. Det var lettelsen, tror jeg,” siger hun. Og dagen efter kunne jeg ikke stoppe med at græde. Der var jeg bare så ked af det.”

PRESSETFlygtningelejrene mangler næsten alt. Men små forbedringer kan gøre en stor forskel.

Da de er på vej hjem i flyet, tænker de over, hvor vild en tur det har været. Maren skal bruge lang tid på at komme sig over tilbageholdelsen. Men det lykkes. Til gengæld kan hun ikke ryste børnenes historier af sig. Der er de store børn, der husker flugten i natten og skuddene fra soldaterne. De er stadig bange for fly, for fly kan komme med bomber. Der er de små børn, der er vokset op som flygtninge og ikke husker Syrien. De er trætte på en virkelig altædende måde. Men mest husker hun børnenes drømme, som de jo var taget ned for at undersøge.

Inden de rejste, havde Lars sagt til Maren, at børn er børn. Det var hans erfaring, selv fra Afghanistan. Uanset hvor man møder de børn; hvis de ser en vandpyt, vil de hoppe rundt og pjaske i den.

‘Men,’ siger Lars, når jeg ser på de syriske børn gennem kameralinsen, ser jeg dem, og de trækker vejret. Men de er der ikke. De har mistet noget. De har set for meget.’”

Ja, nogle af børnene drømmer stadig, men andre er slukkede – og mange er i fare for at blive det.

Hjemme igen laver Maren og Lars undervisningsmateriale og fotoudstilling. Det går godt. De får ros og anerkendelse. Hun siger sit job op for at fokusere på det. Men Maren er stadig dybt påvirket af sine oplevelser. Hun forsøger at råbe op. Hun skriver til en række aviser. Hun sender mails til masser af politikere. Hun holder TEDx-oplæg. Men det er, som om der ikke sker noget. Og børnene i Syrien får det værre og værre, ved hun.

Maren begynder at få et mareridt, der kommer igen og igen. Det handler altid om den samme 12-årige pige, som hun mødte dernede. Rana, hedder hun. Hun har langt, mørkt hår sat op i en hestehale, og store, mørke øjne. Hun har lidt ar i ansigtet, men ikke så mange som andre børn. Men mest af alt ser Rana altid alvorlig ud, nærmest voksen.

Rana bor på gaden. Fra tidlig morgen til sen aften lever hun af at samle skrald med sine brødre – pap, nylon og plastik. Maren spurgte hende dernede, hvad hun drømte om.

Hun siger: Jeg ved, jeg har haft en drøm. Nu har jeg den ikke mere, den er væk. Nu er jeg bange, altid bange. Bange for at være her, for de mennesker, der bor, hvor jeg bor, bange for, at de kommer ind, mens jeg sover.’”

Hjemme på Frederiksberg med familien er det Rana, Maren hele tiden drømmer om. Det er altid hende, mareridtet handler om:

Jeg sidder i en skilift i Norge, og Rana ligger på jorden i sneen under mig. Hun bliver liggende under mig, mens skiliften med mig bevæger sig opad langs bjerget. Hun rækker ud efter mig, og det eneste, jeg tænker, er: Smil, smil, smil! Vis, at du stadig er et barn.’ Så forsvinder jeg væk.”

Maren kan mærke en stigende følelse af afmagt. Hvordan kan det få lov at ske, at Rana og Mustafa og de andre børn bare får det værre og værre dernede?

Bare når jeg taler om det nu, kan jeg mærke, det strammer sig i halsen på mig. Det kan sateme ikke være rigtigt, at vi skal lade krig ødelægge børns og familiers liv på den måde.”

Maren er overbevist om, at hun er nødt til at gøre noget. Noget, der reelt kan hjælpe børnenes liv. Spørgsmålet er bare: Hvad?

POLITISK?Når Maren holder foredrag, kan folk finde på at sige: “Nu bliver det politisk – det handler jo om flygtninge.” “Nej,” siger Maren, “det handler om børn, der skal i skole. Og det kan aldrig blive politisk. Punktum.”

En hel del fadøl var kommet indenbords, kan Maren huske. Hun var til Folkemødet på Bornholm, det var lørdag aften, og der var fest i en baggård nede ved havnen. Kulørte lamper lyste, VM-fodbold larmede på storskærmen, folk spiste popcorn og pølser og drak masser af fadøl. Maren var faldet i snak med to fyre, der kom fra kommunikationsbureauet Friday.

De er sådan nogle lidt smarte typer. Ikke overfladiske, men kvikke og skarpe,” siger hun. De spørger, hvad de syriske børn drømmer om. De drømmer om madrassa – skole – siger jeg. De går ikke i skole. Så siger en af dem: Hør, vi skal da bygge skoler til de børn.’”

Næste morgen har Maren dundrende tømmermænd. Men hun kan godt huske snakken om at bygge skoler til de syriske flygtningebørn. Der var noget virkelig spændende ved den idé.

Jeg tænker: Tænk hvis det var rigtigt, hvad de sagde.’ Jeg ved jo godt, hvordan det kan stikke af, når der er fest.”

Men så kommer en af fyrene fra Friday forbi for at hente sine solbriller. Han siger: Vi mener det faktisk. Vi skal bygge skoler.’ Og så tænkte jeg: Hold da op, det kan godt være, han mener det.’”

Maren spørger fotografen Lars Ole Schmidt, om han også er med på idéen om skolerne. Det er han. Og deres parløb skal blive afgørende.

Maren bliver nu inviteret ind til kommunikationsbureauet Fridays kontor. Det ligger på en dyr adresse på Bredgade i København. Hun skal møde direktøren, Lars Bo Kirk.

Mødet går – mildt sagt – dårligt, husker Maren. Lars Bo Kirk skal beslutte sig for, om han vil putte kræfter eller måske penge i projektet, men han er stærkt skeptisk.

Han syntes, jeg nok er det mest naive, der nogensinde har sat benene på hans kontor. En lærer, der vil bygge skoler? Ha! Kan du ikke selv høre det. Han havde hundrede spørgsmål og sagde, jeg var enormt naiv. Jeg syntes, han var enormt irriterende,” siger hun.

Efter mødet, da Maren kom ud på Bredgade, var hun nedslået. Den gode idé, der var opstået på Folkemødet, var blevet gennemhullet af ham, der kunne have været en bærende kraft. Skoleprojektet var simpelthen urealistisk, sagde han.

Maren og Lars Bo blev dog ved med at mødes hen over de næste måneder. Kunne man finde en måde at forene hendes engagement, viden om området og lærerfaglighed med hans evner, netværk og penge? Men møderne var stadig på det jævne. Maren og Lars Bo skændtes igen og igen.

En dag havde Maren fået nok. Hun sagde: Kom med ned til den syriske grænse. Så kan vi tage en beslutning, om skoleprojektet skal blive til noget. Og det sagde Lars Bo Kirk faktisk ja til.

Det var en iskold vinterdag, da de sammen var på besøg i en af flygtningelejrene, at der skete noget med ham.

Det var koldt og virkelig vådt. De unger var gennemblødt af tis eller vejret. Så kom der en pige og satte sig ned. Og så tager Lars Bo hendes kolde tæer og begynder at varme dem. Det var satans,’ tænkte jeg. Det havde jeg ikke set Lars Bo Kirk fra den dyre adresse gøre.’ Fedt. Fra den dag begyndte vi at være et team,” siger hun.

Lars Bo havde set, hvorfor Maren havde været så insisterende, tænkte hun. Han havde set behovet for skoler. Han havde set alle de ting, der skulle overvindes, for at en skole kunne blive til virkelighed. Men han havde også set, at det kunne lade sig gøre.

Han kunne se, hvordan det var muligt. Der var tusind ting, der kunne gå galt. Men hvis man kunne kortlægge dem og arbejde forebyggende med de forskellige risici, var projektet måske faktisk muligt.”

Første skridt: Lars Bo Kirk donerede en hel del penge. De skulle bruges til at bygge den første skole. Den skulle være løftestang til at vise, at det kunne lykkes. Så kunne der rejses penge til flere skoler. Fem skoler ude i flygtningelejrene var målet.

Maren gik i gang sammen med fotografen Lars. Det var ikke nemt. Der var oversvømmelserne i lejren. Der var manglen på udstyr. Der var nødvendigheden af at afgrænse opgaven i et område, der manglede alt.

Når du træder ind i lejren, har de ingenting. Det er en nødsituation. Men du bliver nødt til at lukke ned for det – det bliver for stort. Du er nødt til at afgrænse og holde fokus på de rigtige ting: Vi bygger skoler til børn, der ikke har en. Vi laver ikke toiletter,” siger hun.

Der var udfordringer med de lokale myndigheder – dem, der havde tilbageholdt Maren og Lars i timevis. De var ekstremt mistænksomme. Hele tiden frygtede hun, om de ville stoppe projektet eller skade de involverede mennesker (Det er også derfor, vi ikke nævner, helt præcis hvor historien foregår).

Der skulle også opbygges en organisation – i Danmark og ved flygtningelejrene. Der skulle findes lokale kræfter. Hvem kunne overhovedet undervise i lejren? Mange ville gerne, for det var lønnet arbejde, men hvem var de rigtige? Det krævede masser af chai og vandpibe at finde folk – uden at træde andre, der gerne ville, over tæerne.

Maren opdagede, at en lærer i lejren, Ahmed, allerede var i gang med at undervise nogle børn i sit telt. Ville han have lyst til at stifte den første skole?

Vi spørger, om Ahmed ville være interesseret. Selvfølgelig,’ siger han.”

Maren havde fundet sin første lærer. Ahmed begyndte opbygningen i lejren. Han fik penge til udstyr – ikke mindst teltet, skolen skulle være i. Og så, en dag i marts, åbnede den første skole. I et telt, på madrasser, for 50 børn.

TRYGHED Der er ikke penge til løn til Maren i de 5 skoler, så hendes mand har løbende sendt hende jobopslag. “Til sidst var vi nødt til at tage en snak om det.” Nu er det stoppet.

Det var en lørdag, og Maren var derhjemme med sine egne børn, da hun fik sendt billederne på sin telefon. Skole nummer 1 var åbnet.

Jeg så billeder af drengene, jeg kender så godt, der bærer teltpæle og rejser teltet. De viser peacetegn. De råber og jubler. Og jeg lå og krammede min telefon og græd og græd. Min mellemste dreng, Johan, er lidt som jeg – han er 7 år. Han siger: Jeg forstår godt, hvorfor du græder, mor, for det er gode tårer.’ Det er det nemlig,’ sagde jeg, for de har endelig fået en skole.’ Det var så stor en dag,” siger hun.

Nu fortsatte arbejdet med de næste skoler. Der skulle kæmpes for det. Det var en udfordring at arbejde sammen, når lejrene lå så langt væk. Der var heldigvis blevet fundet en virkelig god lokal mand, Tamer, der blev en nøgleperson. Der skulle også findes penge. Der var svært med de store fonde – projektet var sympatisk, men for småt, lød beskeden. De støttede kun langt, langt større projekter. Så de rejste penge på nettet. Eller gennem donationer fra gode venner eller en skole på Frederiksberg, der holdt loppemarked. Det var egentlig ikke enorme summer, der var brug for. Så det kunne faktisk lade sig gøre.

Det var der i det hele taget meget, der kunne, viste det sig.

Her forleden dag fik jeg billeder af en skole, der var oversvømmet. Alt var badet i vand. Vi opererer et sted, hvor der ikke er noget system eller infrastruktur. Men det er heldigvis løsbart.”

Og det var faktisk løsbart. De fungerede nu som en målrettet guerillaorganisation, der for alvor fik flyttet noget. Lars Bo Kirk organiserede og udnyttede sit netværk. Maren brugte sin lærerfaglighed og engagement. Fotograf Lars Ole Schmidt havde erfaring fra krigsområder, og hans billeder var afgørende for at fortælle om projektet offentligt, så de kunne rejse penge. Og ude i selve lejrene var Tamer, Ahmed og de andre altafgørende.

I maj 2019 tog Maren ned til flygtningelejren. Hun skulle for første gang se den nye skole.

Bilen sætter mig af, og jeg går et lille stykke, 150 meter, gennem lejren. Og så hører jeg lyden af skole. Lyden af børn, der griner. Gentager ting, læreren siger. Læreren, der klapper i hænderne og prøver at få ro på. Børnene, der griner endnu mere. Og jeg står udenfor, med lukkede øjne, og lytter til lyden af børn og skole midt i den der skraldebunke, som lejren jo er.”

Maren går tættere på, og børnene opdager hende gennem teltet. Welcome,’ råber de. Maren ser en pige, Raghad, hun kan huske, hun har mødt før. Dengang var Raghad var en stille, trist pige, der var flygtet fra Islamisk Stat.

Hun var altid meget alvorlig og ikke særlig smilende. Hun havde svært ved abstraktioner – kunne ikke rigtigt forestille sig ting. Kunne mest tale i meget korte sætninger, helst ja og nej.”

Sådan var det for få måneder siden. Nu så Raghad helt anderledes ud. Hun smilede.

Jeg satte mig på gulvet og spurgte Raghad, hvordan det var at gå i skole. Så godt,’ sagde hun. Vi har lært farverne på engelsk.’ Jeg spurgte hende: Hvad vil du blive, når du bliver stor?’ Jeg vil være advokat, så jeg kan hjælpe dem, der har det svært,’ svarede Raghad. Jeg tænkte bare, at der blot var gået ganske få uger, og alligevel så var der sket en kæmpe omvæltning i hendes liv.”

Pigen var forandret, og det samme var mange af børnene. Det var ikke nemt for alle overhovedet. Børnene skulle lære at sidde stille og række hånden op – der var en del ret store børn, der aldrig havde gået i skole før. Men lige så stille kunne man mærke en forandring på børnene. De begyndte at blomstre på en helt ny måde. Det påvirkede ikke kun dem selv. Det spredte sig, som ringe i vandet, ud i store dele af flygtningelejren.

Vi som voksne spejler os i børn. Når vores børn har det svært, har vi også. Men når børnene kommer hjem med lys i øjnene, tænder de også lys i forældrene. De giver håb, selv om situationen er svær,” siger Maren.

BLOMSTRETRaghad her forvandlede sig fra lukket og nedtrykt til smilende og udadvendt, efter at hun begyndte i skole.

Efter at have bevist, at første skole kunne lykkes, og samlet penge ind, begyndte historien at gentage sig. Skole 2, skole 3, skole 4 og snart her i december skole 5 er åbnet. Fem skoler i telte til op mod 500 syriske børn.

Der er stadig udfordringer, men det, der startede som en guerillaoperation, har fået mere styr på tingene. De bygger et stærkere fundament dernede. Snart skal der laves et seminar for de lokale lærere. Maren har mødt en fyr på Instagram, der viste sig at være overlæge på Odense Universitetshospital. Nu tager han derned og hjælper børnene, så de ikke er for syge til at gå i skole.

Jeg tænker hele tiden, at nogen – for eksempel min mor – vil sige: Du kan ikke redde hele verden.’ Nej, det er heller ikke min intention. Men hvert eneste barn, der kommer i skole, betyder en hel verden. Det er nok for mig,” siger Maren.

Det koster kun 10.000 dollars at drive en skole i et år. Så man kan gøre meget for relativt få penge, siger Maren. Og nu har to virksomheder forpligtet sig til at lægge relativt mange penge, så næste år burde kunne køre for de fem skoler.

Som Maren siger det: Det er kun en dråbe i havet, men for børnene er det en dråbe af guld: Det betyder en verden til forskel for dem.”

I dag er krigen i Syrien i gang på sit niende år. Omkring en halv million mennesker vurderes at have mistet livet, og langt flere er flygtet. Bare i lejrene, hvor Maren og Lars laver skoler, bor 60.000 syrere. Og verdenssamfundet ser ikke ud til virkelig at kunne – eller ville – hjælpe de mange syriske civile og flygtninge, der er fanget i Syrien eller nær landets grænser.

Jeg tror, at med de store udfordringer – klimaet, mennesker på flugt – så er det civilsamfundet, der må tage ansvaret på sig. Jeg tror ikke, vi kan vente på politikerne eller dem, der bestemmer, før det løfter sig. Det er nødt til at være de her dråber i havet – fra os og alle mulige andre – der skal løfte det,” siger hun.

Men så kan man også virkelig gøre meget, har Maren lært. Så kan en dråbe blive til guld.

Og tænk, siger hun, hvor meget hun og de to Larser har kunnet gøre for børnene i de fem skoler med ganske få midler, en spinkel guerilla-operation og en idé fra en fadøls-fest på Bornholm.

Jeg håber, nogen kigger med på det, vi gør, og siger: Hvis de kan få det der til at køre, så kan vi andre også.’ Jeg er ikke særlig dygtig eller klog, men jeg gør det, fordi jeg ikke kan lade være med at lytte til den stemme indeni. Fordi det er for vigtigt at vende ryggen til.”

Tænk, hvis flere – med større midler og større muskler – ikke vendte ryggen til, men lyttede til den indre stemme. Tænk, hvor mange børn der kunne komme i skole. Tænk, hvor mange dråber af guld man kunne sprede i havet.

Når Maren tænker den slags, tænker hun nogle gange på sin farmor – den gamle kvinde, der aldrig var kommet sig over krigen og vågnede om natten og råbte om tyskerne.

Min farmor blev aldrig hel igen. Hun fik det aldrig bearbejdet, hun blev aldrig samlet op. Livet fortsatte bare, uden at der blev taget hånd om det. Jeg kan se, at hver gang et af de børn kommer i skole, bliver der taget bare lidt mere hånd om dem. De kommer lidt tættere på at blive hele mennesker,” siger Maren.

Det redder ikke verden. Men det gør en verden til forskel for Rana og Raghad og Mustafa og Maram.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: