YAHYA HASSAN VAR KUN DEN FØRSTE. Hans digte har åbnet døren for et gryende generationsopgør

Foto: Tobias Nicolai for Zetland
  • 5. december 2020
  • 23 min.

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Egaa Gymnasium ligger på grønne marker cirka ti kilometer nordøst for Aarhus Centrum. En moderne hvid arkitekttegnet kolos i landlige omgivelser med plads til 750 elever. En af dem er 22-årige Eylem Ezgi Teke, der går i 3. g.

Hun står klar i hallen, da vi kommer. På kontoret låner hun en nøgle, så vi kan sætte os i et klasseværelse. Fysiklokalet er det eneste, der er ledigt. Desværre, synes Eylem.

Sidst jeg var her, fik jeg 00 i fysik, så det er jo et super minde,” siger hun.

Eylem Teke lader rygsækken dumpe ned på gulvet. Efter næsten to et halvt års skolegang på det, hun kalder drømmegymnasiet, er studenterhuen inden for rækkevidde. Men det har været og er fortsat en kamp at nå dertil. Men nu har hun bestilt studenterhuen, så nu tror hun også på det.

I 1. g tvivlede hun og en veninde på, at de ville nå så langt.

Vi troede aldrig, vi ville se 3. g. Vi ville droppe ud inden. Jeg havde fået at vide, at jeg ikke var egnet til gymnasiet. Og min venindes lærer sagde, at hun ikke ville klare det. Så jeg har sagt til min veninde, at vi skal vifte vores eksamensbeviser foran de lærere, der har sagt, at vi ikke kunne.”

Eylem Teke er lys i huden. Hun har mørkebrunt skulderlangt løst hår og briller. Over sin hvide rullekravebluse bærer hun en grå hættetrøje og en beige jakke. Hun har sorte bukser på og hvide sneaks. Hun fortæller, at muslimerne ved første øjekast tror, hun er dansk. Og danskerne tror, hun er muslim.

Jeg skal lige forklare, hvorfor vi er her på gymnasiet. Jeg hedder Nanna Schelde og er journalist på Zetland. Sammen med min kollega Jakob Franck er jeg taget til Aarhus, fordi vi på Zetland-redaktionen for noget tid siden kom til at tale om Yahya Hassan. Det er efterhånden syv år siden, han udkom med sin første digtsamling, og det er godt et halvt år siden, han blev fundet død i sin lejlighed i det vestlige Aarhus.

Hassan var sin generations største digter, det tror jeg, de fleste er enige om, men vi var interesserede i, hvilken form for forandring Yahya Hassan rent faktisk har skabt. Eylem siger det meget klart:

Min digtning blev min redning og min frelse til at overleve.”

Der er noget, der tyder på, at Yahya Hassan har gjort noget helt unikt. Han har banet en vej, som andre kan gå ad. Da vi møder Eylem på sit gymnasium, ved nærmest ingen, at Eylem er på vej ned ad den vej. Nærmest ingen ved, at hun skriver digte, at hun bruger dem til at rive sig løs fra det parallelsamfund, hun føler, hun er vokset op i. Ikke engang hendes forældre kender til hendes digte. Men det kommer de til. Lige om lidt.

Den Hellige Ånd – 2017

*jeg modsiger mit stamtræ
jeg fravælger deres mentalitet
når de helst vælger at blive styret
af hvad naboerne vil sige

jeg letter vingerne over de
kollapsede underværker
jeg trækker befrielsen frem
som et maskingevær
jeg letter vingerne og er borte
langt væk fra det åbne hav
og tæt inde i en snekugle

mine vinger forfryses
og knækkes let
jeg ånder op let
for jeg har mistet mine vinger
og jeg får dem atter igen

jeg påpeger min ærkefjende
som kigger ude fra min snekugle
jeg kigger blidt og ser galskaben
forsvinde lidt efter lidt
jeg er alene i denne kolde kugle
frygten nærmer sig som en skygge nu

tidevandet stiger
og glasset flækkes itu
jeg spreder vingerne
og falder ned i dybet
nu er alt mørkt
og skyggerne er borte
guds hånd strækker ud

Eylem Teke blev født på Fyn som datter af tyrkiske kurdere. Familien flyttede til Trillegården i Aarhus-bydelen Hasle, da faderen fik job på de kanter. Efter nogle år rykkede de videre til naboområdet Frydenlund. I de syvetagers blokhuse i beton voksede hun op med sin mor, der er førtidspensionist, sin far, der har sit eget pizzeria, og to storesøstre og en lillebror. Hendes lillebror bor som den eneste stadig hjemme hos forældrene.

Hendes forældre besluttede, at deres fire børn skulle gå på en privatskole, for at sikre dem en bedre uddannelse og udvide deres horisont. Så om morgenen tog børnene bussen væk fra boligblokken og ned ad bakken til en helt anden socialklasse end den i Frydenlund.

Jeg voksede op i et parallelsamfund. Først gik jeg på en næsten ren indvandrerskole i Hasle, og så blev jeg som repræsentant for underklassen flyttet til privatskolen Elise Smith, hvor jeg mødte børn af læger og advokater. Når jeg tog bussen om morgenen, kom jeg ned i et helt andet kærligt miljø, hvor det, når jeg var derhjemme, kun handlede om, hvad andre folk ville sige eller tænke.”

Mine forældre kunne ikke forstå, hvis jeg valgte at snakke dansk derhjemme eller hvis jeg valgte at hænge ud med nogle danske venner. Og jeg vidste ikke, hvor jeg selv stod henne,” siger Eylem Ezgi Teke.

Eylem klarede sig ikke særlig godt i skolen. Hun tilskriver det selv dårlig trivsel. Hun havde svært ved at finde roen til at koncentrere sig. Hun siger:

Jeg hadede weekenderne. Der var skænderier, som der er i et ægteskab, men de var højlydte og foran børnene. Så i skolen havde jeg nærmest en maske på, når de andre fortalte, at de havde hygget sig med deres forældre, været ude at spise eller fået læst en bog højt.”

I 9. klasse begyndte hun at skrive dagbog om, hvad hun følte, og hvad skænderierne hjemme betød. Hun dokumenterede sin egen overlevelsesproces, siger hun.

Og hun stod alene med den, lige dér, midt imellem to verdener. Og hun havde ikke rigtig nogen at tale med det om. Hun var 15 år gammel, da Yahya Hassans første digtsamling landede som en ufo fra en anden planet.

Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Eylem gik på det her tidspunkt i en specialklasse, en ren pigeklasse, hvor de fleste havde mellemøstlig baggrund. Og det var deres dansklærer, der tog Yahya Hassans digte med. Mange af de andre elever var fortørnede over at læse den unge digters ord om livet i Aarhus Vest, hvor mange af dem selv boede.

Vi –og nu siger jeg vi – var kun tre danskere i klassen. Resten var piger med tørklæder. De fleste i klassen var forargede. De kunne ikke forstå, hvordan Yahya Hassan kunne tale så urimeligt om sine forældre. Men der var måske nogle få, der som mig tænkte, at han havde en pointe, selv om han var lidt for meget.”

Men tankesættet i klassen var, at hvis en tænkte det her, så tænkte alle de andre det samme. Men der var ikke åbenhed for, at man kunne have andre holdninger. De fleste tænkte på den lukkede måde, de kendte hjemmefra,” siger hun.

Eylem havde en helt anderledes oplevelse. Hun genkendte vreden, fortvivlelsen og forvirringen hos Yahya Hassan. Og så så hun et frisind og en kunstner, der kunne sætte ord på det, der foregik bag de lukkede døre. Hun kunne føle, hvad han gik igennem, selv om deres historier ikke var ens. Hun genkendte splittelsen over at skulle tale et sprog i skolen og et andet derhjemme.

fuck nutids r – 20. juni 2020 kl. 21.33

jeg lære ikke meget af hvad jeg skal lære af på gymnasiet
jeg vakler på morfologiens stamfader
02 i almensprogforståelse
jeg snakker renere end hvad jeg kan strukturer
fuck ledsætninger, fuck ordklasser, fuck pronominer og fuck dens
subjekt og objekt
jeg vil hellere spil’ kryds og bolle og flekse med neksus

Jeg var til eksamen i hans langdigt, hvor jeg analyserede det ved at sammenligne det med mit eget liv. Og her fik jeg et 10-tal. Jeg mærkede, at hvis der er et emne, jeg godt kan lide og giver mening, så kan jeg faktisk godt. Så føler jeg mig tilpas.”

Det var Yahya Hassan, der gjorde, at Eylems dagbogsnotater nu pludselig tog en drejning og blev til digte. Hemmelige digte. Hun siger:

Der er kun fem personer, der kender til mine digte.”

Hvem er det, der kender til dem?

I gør, min uddannelsesvejleder og mine lærere. Min familie ved det ikke, og min klasse ved det ikke. Jeg synes ikke, de kender mig godt nok eller har fortjent at se mine digte.”

Eylem fortalte ikke sine forældre, at hun fik et 10-tal i dansk efter at have analyseret Yahya Hassans langdigt.

Nej, det har jeg ikke, for det var mit øjeblik. Jeg fortæller ikke de gode ting i mit liv til mine forældre. Jeg holder det for mig selv, og de ved heller ikke, at jeg skriver digte. Når jeg endelig opnår følelsen af at blive anerkendt og elsket, vil jeg ikke have, at de ser ned på det og ødelægger det. Det har jeg oplevet mange gange som barn.”

Vi forlader gymnasiet for at tage videre og se de steder, der har betydet noget for hende og hendes digte. Eylem har gået med tanker om at dele med sin mor, at hun skriver digte. Men hun er i tvivl, om det skal være nu. Især fordi hendes digte jo er et oprør mod lige præcis hendes forældres generation.

Det ville betyde meget for Eylem at kunne åbne op. Jeg fortæller hende senere, at vi faktisk er nødt til at høre hendes mors side af sagen for overhovedet at kunne skrive artiklen.

Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Eylem Teke er ikke den eneste, der har oplevet litteraturen og danskfaget og til dels verden åbne sig med Yahya Hassan som rambuk. I min research til fortællingen her har jeg mødt flere unge med ild i øjnene.

Sammen med integrationsrådgiver Uzma Ahmad så jeg, hvordan morgentrætte 9.d på Damhusengens Skole i Vanløse vågnede helt op, da snakken faldt på den unge digter. Jeg hørte, hvordan langlemmede drenge i hættetrøjer frit fra hukommelsen og i Hassans monotone stil reciterede de digte, da havde læst af ham tilbage i 8. klasse: FEM BØRN RÆKKE OG EN FAR MED EN KØLLE …”

Jeg ringede også til Nicolai Rekve Eriksen, der er fagkonsulent i Undervisningsministeriet. Han kan blandt andet give rådgivning til, hvad man skal læse i dansktimerne i gymnasiet. Han kunne fortælle, at Yahya Hassan allerede er med i flere lærebøger. Han sagde til mig:

Det er min fornemmelse, at han bliver læst af langt de fleste gymnasieelever. Alt andet ville undre mig. Han er nem at arbejde med i den forstand, at han taler til noget i alle elever. Han taler til to-kulturelle elever med sin identitetskrise. Han er samfundskritiker og sprogfornyer. Og blev også billedet på en sårbarhed, fordi han viste sig at være en sæbeboble ligesom os andre.”

Nicolai Rekve Eriksen spurgte sit netværk af dansklærere, om de kendte elever, der var begyndt at skrive digte med inspiration fra Hassan. En lærer kendte Eylem Teke fra Egaa Gymnasium. En anden lærer skrev, at hun havde haft en ung mand i sin klasse på Frederiksberg, som var blevet meget grebet af Yahya Hassans digte.

Den unge mand hedder David Lemser og bor på 7. sal i en lejlighed på Frederiksberg sammen med sin mor og sin lillebror. Han er 18 år og går i 3. g på Falkonergårdens Gymnasium. Hans far er halvt tyrker, og selv om David ser sig selv som pæredansk, tror mange, at den høje unge mand med det sorte hår og den let buede næse har mellemøstlig baggrund. Når han er på arbejde i SuperBrugsen på Finsensvej, er der tit nogen, der på arabisk spørger, hvad vandmelonerne koster.

Som Eylem Teke havde han ikke oplevet den store succes i dansktimerne indtil den dag i efterårsferien sidste år, hvor han sammen med sin gode ven sad i en bus på vej til Polen. I ørerne havde de begge Yahya Hassans første digtsamling som lydbog, som de skulle læse som værk i dansktimerne. David Lemser siger:

Yahya Hassan er alt andet end det, jeg klassisk opfattede som en digter. Det, han siger, greb mig virkelig. Vi skulle læse ham hen over efterårsferien, og jeg var på vej til Polen med min bedste ven. Yahya Hassan læste selv digtene op, mens jeg læste med. Jeg tænkte: Nu er det vildt, nu skal vi have sele på.”

Det smukke ved ham er, at han tør være sårbar og stærk og artig og lave drengestreger. Han er over hele spektret på en gang, og samtidig er han ingen steder, for hvis han er både-og, hvem er han så egentlig? Jeg føler, jeg er blevet taget med bukserne nede af ham flere gange, for hvor er han henne? Normalt kan jeg lide at læse en tekst, der går fra a til b til c, men han har taget hele alfabetet og blander det sammen og også gerne nogle tal og gør det spændende, for så skal du selv fortolke.”

På sit værelse har David Lemser en mikrofon, for han skriver rap med drengene. Men mødet med Yahya Hassan gjorde, at han også blev inspireret til at skrive digte. Nu har han omkring 70 mere eller mindre færdige digte, der primært ligger i hans iPhone-noter. Nogle få har han skrevet i en notesbog, der ligger i hans vindueskarm ved sovesofaen. Men det er federe at skrive på iPhonen, synes David Lemser, for så kan man gøre det i smug i bussen, uden at nogen kigger én over skulderen. Så virker det bare, som om man er på Instagram.

Da Yahya Hassan kommer ind i hovedet med digtsamlingen, går det op for mig, at man kan skrive digte, der ikke behøver handle om en forårsdag. Og når Yahya Hassan fortæller, at han bliver slået med trælameller, er der ingen, der kan undgå at lytte.”

Så pludselig fandt David Lemser sig selv blive hængende i klassen og diskutere poesi med sin dansklærer. Han fortalte hende også, at han var begyndt at skrive digte, som hun også tilbød at læse, hvis han ellers ville have det. Han vil dog gerne have lidt flere gode, inden han viser dem til sin lærer. Så lige nu bruger han digtene som en ventil og som et værktøj til at sortere sine tanker. Til at indfange følelser og fornemmelser og gøre det mere klart for sig selv, hvad tankerne handler om.

Det er sjovt, at Yahya Hassan får mig til at stråle i dansktimerne. Det er nemt at læse ham. Det er en mand i år 2013, og det er det her, hans siger. Hans pointer står klart. Da jeg så muligheden for at brage igennem, fordi det var noget, jeg kunne forholde mig til og havde noget at sige om, var det min mulighed for at klare mig godt,” siger han.

Yahya Hassan fik børn og unge til at læse, som aldrig tidligere havde læst. Han fik skoleelever, der egentlig mest lyttede til rapmusik, til også at interesse sig for lyrik og litteratur.

Han viste, at piger og drenge som ham selv både kunne have en plads i litteraturen og en plads i klassen, og at også deres ord, meninger og erfaringer havde en værdi. Lige præcis det fik han David Lemser til at føle.

Den 29. april i år fik han en nyhedsnotifikation fra TV 2-nyhederne på sin telefon. Digteren Yahya Hassan er død, 24 år gammel,” stod der.

Jeg lukkede øjnene og tænkte: Nu er ham, der indirekte fik mig til skrive, nu er han død. Og jeg havde cirka et godt år sammen med ham. Måske havde man lidt set den komme, men det var super ærgerligt, og han havde så meget på hjerte. Han kunne have givet meget mere.”

På samme dag befandt Eylem Teke sig i sin etværelses ungdomsbolig i Sabro. Ugen op til Yahya Hassans død havde været underlig. Det havde regnet uafbrudt, og hun havde en følelse af, at der var noget på færde. Noget tungt. Og da hun vågnede næste dag på sin fødselsdag den 29. april, var det til beskeden om, at hans mor havde fundet ham død.

Foto: Tobias Nicolai for Zetland

I dagene efter hans død skrev hun to digte om, hvordan han havde inspireret hende. Yahya Hassan vol. I og Yahya Hassan vol. II.

Yahya Hassan vol. II – 03. maj 2020 kl. 07.05

jeg står tidligt op om morgenen
begynder med at græde
jeg presser følelsen i mit hjerte
hjernen blokeres af mangel på oxygen
jeg kan mærke hovedpinen
ramme mit syn
jeg ligger og tænker nu er han død
tårerne triller som et vandfald
hans stemme citeres når der læses i hans digte
som jeg ikke ejer på hylden
men i min hjerne som tidsskrifter
der bliver prædiket højt som koranen
en bog der ikke må ligge på gulvet
men i armen
en hallucination der forfølger mig
og isolere mig fra verdenen
fordi jeg er shia alevi
og jeg lever livet
jeg leder ikke efter kravet eller meningen i livet
jeg er kommet til en to-vejs-krise
jeg flygter men er ikke fri
jeg forsvinder men er ikke død
jeg græder men kan se
forvirringen i vores blik’
der er taget forgivet og sluppet fri
skamhedens time
en kriminel er altid kriminel
en digter er altid en digter
en muslim er altid en muslim
jeg er alevi
men er vokset op i skjul og imprægneret termen shia muslim
forvirringen i mit blik
beskyldes på grund af dit
jeg er øm og forvirret af at
anticiper om jeg er egnet
i den danske samfund som poesier
eller er jeg en endnu fortabt kakofoni skabt af had og kedsomhed af
guds monotoni
omme er dagen ikke helt min ven
for jeg skal hjem til et sted der stadig er ukendt
og tankerne viskes ikke bort
for tragedien i min hjerne holder mig vågen
jeg er forvirret i to lejre der bliver til tre
shia muslim
alevi
dansk
for altid

Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Tilbage i Aarhus tager vi bus 12 ned i Midtbyen sammen med Eylem. Den passerer Risskovs palæer og herskabsvillaer, kører forbi universitetet og ender nede på havnen, hvor vi står af. Vi går langs vandet og drejer om hjørnet.

I en baggård står Søren Karim Bech og en producerkollega og ryger en smøg. Han er lærer på rapskolen og musiker i bandet Bogfinkevej og var også Eylems lærer for fire år siden, da hun var elev der. På skolen underviser de unge mellem 18 og 25 i at skrive og producere rapmusik.

Jeg spørger Søren Karim Bech, hvordan han husker Eylem. Han siger:

Eylem havde et andet temperament end de fleste her. Et mere stille gemyt, men samtidig et stort drive, hvor hun fik produceret helt vildt meget. Hun havde et andet lixtal end de fleste her. Vi havde nogle drenge her med dorskhed og dårskaber, men Eylems tekster havde poetisk kvalitet.”

Ja, jeg fik at vide, at jeg havde rytme og indhold, men at jeg manglede attituden,” siger Eylem.

Det lykkes at finde et par af Eylems rapnumre fra dengang og koble dem til studiehøjttaleren.

Hun har på et tidspunkt i et lydstudie i Gellerup hørt optagelserne af Yahya Hassans rap. Generelt har hun en følelse af at bære ham med sig, hvor hun går. De er begge produkter af at være vokset op i et system, som har reproduceret sig selv gennem generationer, og hvor naboens blik og parallelsamfundets normer er vigtigere end alt andet, fortæller hun.

Bare det at være i det samme cirkulære system hele tiden. Der er ikke nogen, der spørger ind til, om den måde, vi behandler vores børn på, er i orden. Man har en frygt for ikke at tænke for sig selv. Det har præget mig, men mine forældre blev også nødt til at danne sig i det miljø, de befandt sig i. De havde ikke mulighed for at sige, hvad tænker vi. Mine forældre har fejlet ved at tro, at de kunne beskytte os fra alting, men når man strammer garnet, kvæler du jo barnet.”

Eylem betyder rebel på tyrkisk. Og det er lidt sådan, hun føler sig, som familiens sorte får, der stiller spørgsmål til tingenes tilstand og stilstand.

Der ikke nogen, der stopper op og siger: Skal vi ikke gøre noget ved det her?’ Selvfølgelig er der skænderier i enhver familie, og min mor sagde: De skændes i alle familier, lad være med at tænke på det. Men nej, man må gøre noget ved det. Jeg er et menneske, så behandl mig som et menneske. Jeg er det sorte får, fordi jeg spurgte ind. Jeg skulle måske havde holdt min kæft, men det har jeg ikke gjort.”

Eylem foreslår, at vi går over på biblioteket på Dokk1. Der har hun skrevet mange af sine digte. Vi går op ad den stejle trappe til det moderne bibliotek og kulturhus. Her er luftigt, lunt og roligt på samme tid. Og det her er Eylems helle. Da hun ikke trivedes i folkeskolen, var det også på biblioteket, hun søgte tilflugt. Hun gik hjemmefra om morgenen, men i stedet for at tage i skole tog hun bussen ned til hovedbiblioteket, der dengang lå i Møllegade.

Biblioteket har altid været et ekstra hjem for mig, hvor mine tanker blev renset ved at være her, og hvor der ikke er nogen, der dømmer dig. Der er ikke nogen skænderier, det er folk med forskellige normer og værdier, der er her, og det kan jeg godt lide. Det er et sted, som er mit, og som ingen andre kan tage fra mig.”

Hun går som regel op på niveau 2, hvor biblioteket er, og sætter sig i en af de lænestole eller sofaer, hvor man ved gigantiske glaspartier har direkte udsyn over Aarhusbugten og Aarhus by, hvor man se Aarhus Ø, Risskov og Molslinjen, der sejler ud og ind. Her har hun ofte siddet, indtil biblioteket lukkede klokken 22, og det var tid at finde en bus mod Sabro. Hun er ærgerlig over, at hun ikke har kunnet tale godt med sine klassekammerater, men i stedet har hun haft et godt forhold til sine lærere.

Jeg har ikke et socialt forhold til nogen. Jeg har ikke så mange venner, jeg har tidligere været meget åben og social, men på gym har jeg ikke haft nogen i tre år.”

Yahya Hassan har hun båret med sig hele vejen. Han gav hende modet til at begynde at skrive digte. Han har sat hende fri på en måde, så hun kunne finde sin egen stemme. Hans første digtsamling var et spejl, hvor hun forstod, hvordan det også påvirkede hende at defilere frem og tilbage mellem to verdener.

Bag en lukket dør – 04. marts 2020

Jeg skal altid stille skoene udenfor døren, og jeg skal altid træde ind i hjemmet som aldrig før. Jeg skal altid vaske hænder først, jeg skal altid dække bord, jeg skal altid hjælpe med maden. Fjernsynet skal altid stå tændt, der skal altid vises nyheder, maden skal altid være klar og bordet skal altid fyldes på. Far skal altid komme om lidt og vi skal altid vente i en stund. Maven skal altid rumle og tv-værten skal altid mætte mig tungt, for der skal altid snakkes i et andet sprog, dansk skal altid være støj i baggrunden. Far skal altid være forsinket og sproget skal altid gøre mig mættet. Jeg vil vente med at stille skoene udenfor døren, jeg vil vente med at vaske hænder. Jeg vil vente med at hjælpe til med bordet. Jeg vil vente med at tænde for fjernsynet. Jeg vil vente med at snakke et andet sprog. Jeg vil vente med ikke at vente, støjen i baggrunden.

Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Nogle dage efter vores tur til Aarhus får jeg en sms fra Eylem. Hun har talt med sin mor over en kop kaffe, skriver hun. Hun har fortalt sin mor, at hun skriver digte, og om interviewet her. Jeg ringer til Eylem, der er på gymnasiet og har en pause mellem to moduler. Hun lyder ret opløftet og lettet.

Hun fortæller, at hun havde lavet en lasagne, som hun tog med til forældrenes lejlighed i Frydenlund. Hun havde ikke været hos forældrene siden i sommer, fordi hun har haft brug for noget luft.

Hun var i tvivl, om hun skulle sige det eller ikke sige det, men kunne også mærke, at tankerne om det var ved at æde hende op indeni, så uanset. Hendes far var på arbejde i pizzeriaet, men hendes mor havde inviteret Eylems ene storesøster med til middagen. Hun ventede med at sige noget, til søsteren var gået. Hun ville have, at samtalen bare skulle være mellem hende og moderen.

Jeg fortalte hende, at jeg havde skrevet digte i lang tid, og jeg var blevet interviewet til en avis, der hedder Zetland. Min mors reaktion rummede både bekymring over, hvad vi havde snakket om, og lidt glæde og stolthed.”

Jeg håber, hun har lært, at det ikke handler om, at jeg sælger min sjæl. Det handler om at sætte sin sjæl fri. Det er ikke en perfekt verden, vi lever i, men vi vælger selv at være en del af det danske samfund. Jeg ser mig selv som dansker, der har rødder i andre kulturer.”

Det har været en lettelse for hende at fortælle sin mor om sine digte.

Jeg føler, jeg kan trække vejret dybere. Det er lidt en byrde, der er løftet af mine skuldre. Jeg ved, hun er stolt af, at jeg går i gymnasiet. Og hun ved, at jeg knokler for det. Jeg tror også, hun kan se noget af sig selv i mig.”

Eylem håber, at hendes mor vil forstå, at det her ikke bare er en fase. Det er ikke bare en pludselig indskydelse.

Det her er ikke bare et teenageoprør. Det kan hun også se i mine digte.”

Jeg fortæller Eylem, at jeg bliver nødt til at ringe til hendes mor for at spørge hende, hvad hun tænker om det, Eylem har fortalt om sin opvækst. Hun giver mig sin mors mobilnummer. Moderen foretrækker at være anonym, men jeg kender hendes navn. Jeg ringer til hende.

Da hun besvarer opkaldet, fortæller jeg, at jeg er journalist på Zetland og i gang med at skrive en artikel om hendes datter Eylem, der skriver digte. Fordi flere af digtene handler om Eylems barndom, opvækst og om at vokse op i et parallelsamfund, vil jeg lige høre, hvad hun som mor tænker om det hele, forklarer jeg. Eylems mor siger:

Ja, jeg har lige snakket med Eylem om det. Vi har snakket om det i sidste uge, at hun blev kontaktet om sine digte. Hun har altid været meget kreativ. Hun tegner så godt og laver modeller af bygninger. Og skriver digte. Jeg blev meget glad og stolt, da hun blev optaget på gymnasiet, selv om hun har haft det svært i skolen. Hun skal nok klare den, for hun arbejder så hårdt.”

I sine digte beskriver hun, at det har været svært at vokse op i et parallelsamfund og være splittet mellem to kulturer?

Nu har jeg ikke læst hendes digte, men selvfølgelig er der forskelle på kulturer, og det skal der også være. Og selvfølgelig kan de kulturforskelle være med til at presse både forældre og børn. Er det ikke naturligt? Eylem er meget følsom og har haft det svært i skolen. Hun læser rigtig mange bøger og ser tv-serier og bliver nok påvirket af det. Jeg ved, hun har følt sig ensom og alene, men jeg har været ved siden af hende hele vejen.”

Hun synes, der har været en del uenighed i hjemmet, da hun voksede op. Hvordan oplevede du det?

Som mor er jeg ked af at høre, hvis hun har oplevet det sådan. Jeg synes ikke, der var store problemer. Vi har nogle gange diskuteret ved spisebordet, men det, at man snakker højt, behøver ikke betyde, at det er alvorligt. Selv i de mest velfungerende familier kan der opstå uenighed, hvis man mister sit arbejde og bliver presset på økonomien. Vi gjorde vores bedste og sendte vores børn i privatskole. Som mor prøver du at gøre det bedste for dine børn, men det betyder ikke, at de altid er enige.”

Hun tilføjer:

Ingen er 100 procent dygtige i sit liv, og der skal både være salt og peber i livet. Jeg tror altid, at børn vil kunne finde fejl ved deres egen barndom. Så må de prøve at gøre det bedre med deres egne børn,” siger Eylems mor.

Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Om lidt er Eylem færdig med gymnasiet, og angsten er begyndt at melde sig, for hvad skal hun så? Men hun har en idé om, at en vej vil vise sig. Hun drømmer om at blive arkitekt og bygge store huse, der ligesom Egå Gymnasium ligger frit på grønne marker.

Hun vil tegne og bygge sig ud af den klaustrofobiske følelse, hun forbinder med sin barndom, hvor hun følte sig fanget bag lejlighedens vægge og de normer, der fulgte med. Hun vil da også gerne arbejde videre med sine digte, men indtil videre er de en del af hende. 230 digte på dansk, tyrkisk og engelsk, der ligger sirligt organiseret i computeren. En dokumentation af hendes liv.

Hun håber, hun en dag kan have sine digte fysisk i hånden eller på hylden, som om det var hendes bibel eller koranen”.

Mine digte er som min akne i ansigtet. De skal ikke gå væk. Min digtning er mit testamente. Hvis jeg går fra verden, skal de leve videre på en eller anden måde.”