Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Nene La Beet er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Helikopter_

Fredag 4. oktober 2019

Hej


Her er dagens nyhedsoverblik fra Zetland. Det bliver totalitært.

Skandalen om teledata gør virkelig ondt på den danske retsstat. I dag blev sagen lidt værre

I dagens nyhedspodcast samlede vi op på den it-brøler hos politiet, der har sat retssikkerheden over styr i over 10.000 danske retssager. I dag lærte vi nemlig lidt mere om, hvad der er gået galt. Vært: Mads Olrik.

20 min

Dagens citat

“Man kan ikke frifinde sig selv”

Det siger Venstres Inger Støjberg om teledataskandalen, hvor hendes parti kræver en større undersøgelse. Se mere herunder (TV 2).

Dagens store historier

Foto: Jonas Pryner Andersen for Zetland

Teledata

  • Fredag morgen præsenterede justitsminister Nick Hækkerup en større redegørelse af, hvordan det kunne gå så galt i sagen om politiets brug af teledata (Justitsministeriet/pdf).

  • Forfra: I efterhånden ti år har teleselskaberne indsamlet data fra danskernes telefoner om, hvor vi opholder os, og hvem vi taler med. De data har politiet så kunnet bruge i sin efterforskning af for eksempel drabssager (Zetland).

  • Men i juni måned fortalte Rigsadvokaten, at der var noget rivravruskende galt. Siden mindst 2012 havde der været fejl og mangler i dataene. Brugen af dem blev stoppet og næsten 11.000 retssager skulle undersøges for fejl (Politiken).

  • I den redegørelse, der blev præsenteret i dag, stod det klart, at politiet kendte til nogle af problemerne ret tidligt, men var langsomme til at gøre noget. I ét tilfælde bad en politichef sine medarbejdere lyve for Justitsministeriet (DR).

  • Sagen har allerede haft store konsekvenser. For eksempel er en større gruppe bandemedlemmer blevet løsladt, fordi politiet havde brugt teledata som et centralt bevis i deres sager. Bandemedlemmerne kom ud til en bandekonflikt i København, der er i gang med at eskalere (Berlingske).

  • Nårh ja: Og sagen er (endnu) en påmindelse om, at hele denne her indsamling af data om os er blevet kendt ulovlig af EU-Domstolen. Det er masseovervågning og en krænkelse af vores privatliv. Både den forrige og nuværende regering har dog tænkt sig at fortsætte (Zetlands nyhedspodcast).

Foto: Brendan Smialowski / AFP / Ritzau Scanpix

Trump (!)

  • Hold da op. De her dage står i rigsretssagens tegn i amerikansk politik. Her er et forsøg på at samle op.

  • Det begyndte med Ukraine. En whistleblower i den amerikanske regering lækkede notater fra en telefonsamtale, hvor præsident Trump tilsyneladende pressede Ukraines præsident til at undersøge Joe Biden fra Demokraterne for korruption i landet (CNN).

  • Det fik Demokraternes formand, Nancy Pelosi, til formelt at sætte gang i en undersøgelse af, om Trump havde bedrevet landsskadelig virksomhed.

  • Trump blev rasende og nægtede alle anklager. Indtil i går torsdag, hvor han ... mere eller mindre anerkendte, at han havde opfordret Ukraine til at undersøge Biden, som samtidig er den mulige modkandidat til Trump ved næste års præsidentvalg.

  • ... Og Trump smed lige en trumf på og sagde til journalisterne, at Kina også burde undersøge Bidens familie for at have begået korruption i Kina. Der er intet bevis i nogen af sagerne for, at Biden eller hans familie har lavet noget snusk (CBS News).

  • Bare lige for at banke det ud: Det her er altså en åbenlys opfordring fra den amerikanske præsident om, at andre lande blander sig i interne forhold i amerikansk politik.

Det skal du også vide

Urolighederne i Irak tager til. Den irakiske regerings ydmygelse af en krigshelt satte tidligere på måneden ild til en generel utilfredshed i landet (Information/$). Siden da har demonstranter i hele landet protesteret over regeringen. Sikkerhedsstyrker har svaret igen, og over 40 mennesker er blevet dræbt (Al Jazeera).

Johnsons regering gør klar til at udskyde Brexit. Fredag eftermiddag fik britiske medier fat i et dokument sendt til en domstol, hvor den britiske regering kommer med en opsigtsvækkende melding: hvis ikke Storbritannien har sikret en skilsmisseaftale med EU senest den 19. oktober, vil den bede om at få udsat Brexit-dagen (BBC).

Dagens Zetland-historier

Foto: Niels Christian Vilmann, Ritzau Scanpix

Hemmelig vækst. Forsvarets Efterretningstjeneste er Danmarks mest lukkede myndighed, og det er stort set umuligt at få at vide, hvad tjenesten foretager sig. Undtagen ... hvis man lige tjekker Jobindex.

Uhemmelig vækst. For en måned siden jublede vi her på Zetland over en medlemskampagne, der var gået over al forventning. Her samler vores direktør op på, hvordan det er gået siden (vi er stadig glade).

Tungt. I denne uges favoritliste har Zetlands skribenter blandt andet samlet artikler om, hvordan man vejer en hval, Trumps inderste tanker og om den store kamp mellem papir og plastik.


Det var en uge, hvor jeg både fik lov til at tale med en tidligere minister, en mand, der ved alt om befolkningsudvikling, og en osteproducent uden for Vejle. Altså, hvad mere kan man ønske sig? Må næste uge blive lige så velsignet. Vi ses mandag.

Mads Olrik

Med venlig hilsen

Mads Olrik

Helikopter-redaktør

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: