Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi peter munthe-kaas er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Pandemien tog fællesskabet fra os. Jeg tog i følelsernes fitnesscenter for at finde det igen

Ensomheden har sat sig i os efter to års nedlukning, så hvor går man hen, hvis samhørigheden med andre ikke bare kommer af sig selv?

Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


2. april 2022
20 min.

Vi er 15 mennesker i rummet, og det er ved at blive lidt hedt. Det er ikke så meget temperaturen, der stiger, som det er intensiteten. Vi er opdelt i grupper af tre, og vi må ikke sige noget. Lige nu skal vi bare sidde sammen. Helt stille i flere minutter. Den eneste, der af og til taler, er Einar. Han er svensk og ligner Viggo Mortensen i Ringenes Herre, og med sin rolige stemme guider han de små grupper gennem aftenens workshop i circling. En selvudviklingsmetode, der handler om nærvær, om gode, ærlige relationer og forbundethed med andre. Vejen dertil går gennem en god og ærlig kontakt med dig selv, og det er det, der er opgaven lige nu i vores små triader rundtomkring på de persiske tæpper på gulvet. Vi skal rette opmærksomheden indad og virkelig mærke efter. Igen og igen minder Einar os om det spørgsmål, der er kernen i circling: Hvordan er det at være dig lige nu?”

Hvordan er det at være mig? Først og fremmest virkelig akavet, tænker jeg, mens jeg endnu en gang justerer den røde yogapude under mig. Vi er tre kvinder i vores lille gruppe. Den ene, som sidder til venstre for mig, nåede lige at præsentere sig som Michela, inden vi blev pålagt tavshed. Vores øjne mødes af og til, men jeg kan ikke finde ud af, hvordan jeg skal se på hende. Michela smiler nervøst og ser ud til at have det på præcis samme måde. Skal vi have øjenkontakt? Skal jeg smile? Hvad føles rigtigt? Jo længere tid vi sidder, jo mere anspændt bliver jeg. Mine hænder flintrer rundt. Mit ben sover. Min mave snører sig sammen i en knude af nervøsitet. Slap nu af!, siger min indre stemme. Du plejer da ikke at have et problem med at være sammen med andre. Du elsker at møde nye mennesker. Du er en people’s person! Hvad er det, der er så svært her?

Åh gud. Nu ser kvinden til højre for mig direkte på mig. Jeg drejer forsigtigt ansigtet mod hende. Hun er højere end mig, med håret sat op under en lyserød turban og en lille vest af pels på. Hun har smalle, meget lyse blå øjne, og hun smiler varmt. Vi har aldrig mødt hinanden før og aldrig vekslet et ord. Så læner hun sig over mod mig, breder armene ud, og et sekund senere er mit ansigt begravet i pelsen på hendes skulder og hele min sitrende krop trukket ind i et bjørnekram.

MÆRK EFTER. "Spørgsmålet er 'hvordan er det at være dig lige nu', og du kan spørge om det igen og igen, for det ændrer sig hele tiden," forklarer Einar Magnus Boson, der underviser i circling. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Et forår føles altid som en ny begyndelse. Men i 2022 er det, som om den følelse er endnu stærkere, end den plejer. Det, vi ser frem mod, er den første sommer i to år, hvor det danske samfund ikke lever i skyggen af en pandemi, og hvor de fællesskaber, der gik i opløsning, mens coronaen tvang os til at holde hinanden på afstand, igen kan finde deres form. Alle, der var hjemsendt, er tilbage på arbejdspladserne, alle, der har noget at fejre, kan trygt sende invitationerne ud, og alle, der savnede koncerterne, festivalerne, fredagsbarerne, kyssene og krammene, kan igen søge ud i verden.

For selv om de to år med corona langtfra har været ens for alle, har vi hver og én det til fælles, at vores sociale cirkler måtte snævre sig ind. For nogle betød det mere ro, for andre betød det det stik modsatte. Vores mentale helbred har lidt voldsomt under pandemien, hvilket blev skærende klart, da Den Nationale Sundhedsprofil i marts kunne afsløre, at hver sjette dansker over 16 år nu kæmper med psykiske udfordringer som angst, depression og ensomhed. Det er ikke noget under, hvis vi går med en brændende trang til at viske alle spor af pandemien bort fra vores tilværelse, og det er naturligt at dyrke de savnede fællesskaber.

Men for nogle er det ikke helt så enkelt. På arbejdspladser og i organisationer over hele landet oplever ledere, at det er vanskeligt at genstarte gruppen og samarbejdet. Og for mange af os, vi mennesker, der blev nødt til at trække os væk fra hinanden, er vejen tilbage til fællesskabet ikke så ligetil. For nogle føles festerne, som andre glæder sig vildt til i det kåde forår, ganske uoverskuelige. For nogle er de gnidninger i familien eller på arbejdspladsen, som de plejede at tolerere, blevet umulige at leve med. Måske skyldes det, at det komplekse mylder af forbindelser, følelser og forventninger, der hører med til menneskelige relationer, er blevet vanskeligt at navigere i efter en tid, hvor det var væk. Eller måske er det, fordi det aldrig har været let. Men vi så det først helt tydeligt, da vi kom lidt på afstand.

Ligesom corona ramte os forskelligt, rammer det, vi kunne kalde de samfundsmæssige senfølger, heller ikke os alle på samme måde. Men den ensomhed, mange danskere lider under nu, er en fælles udfordring, der rammer både teenagere i Taastrup og teamledere i hjemmeplejen i Esbjerg.

Så hvor går vi hen, som individer og som organisationer, med vores ønske om fællesskab, vores behov for forbundethed? Hvis ikke vi selv føler, vi kan nå derhen, står der i denne tid en hel industri af konsulenter, bøger, kurser, foredrag og terapeuter klar til at hjælpe. Og hvis man er heldig, finder man måske det, man har brug for, i et marked, der drives af det måske mest menneskelige livsvilkår af dem alle.

At nok kan vi leve alene, men vi kan knap nok eksistere, hvis ikke vi har hinanden.

SAMMEN. Den 28. marts 2022 blev de sidste coronarestriktioner på indrejse i Danmark ophævet. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Blandt de mange veje, man kan gå for at nærme sig andre mennesker, er circling en femspors autobahn uden fartbegrænsning. Det opdager jeg, da jeg siger ja tak til at deltage i circling-workshoppen hos selvudviklingscenteret Relational Spaces, som holder til på Nørrebro i København. Workshoppen er en tre timer lang session, som hver uge trækker mellem ti og 20 mennesker til. Deltagerne er typisk omkring de 30 år og opefter. Undervisningen foregår på engelsk, for hos Relational Spaces kommer folk mange steder fra. Jeg møder både en tysker og en rumæner, og kvinden, der giver mig et kram, er fra Finland.

Relational Spaces er en slags følelsernes fitnesscenter. I stedet for spinninghold og Body Pump kan medlemmerne signe op til daglige workshops med titler som Mindfulness og meditation, Womens’ Sharing, Biodynamic Breathwork og Polarity Thinking. Og i stedet for tid med en personlig træner kan man booke individuel terapi, coaching og et væld af forskellige kropsbehandlinger med selvudvikling som fællesnævner. Det er ikke muskler, man bygger op i centeret, det er mennesker.

De, der kommer hos Relational Space, kommer af mange årsager, fortæller Peter Munthe-Kaas, en af centrets grundlæggere, som jeg taler med, inden workshoppen går i gang. Der er dog én ting, siger han, der dukker op igen og igen i de mange forskellige samtaler, der hver dag udspiller sig på de tæppebelagte gulve og på briksene i centrets behandlingsrum. Mit indtryk er, at der er rigtig, rigtig mange mennesker derude, som går og føler sig meget ensomme,” siger han. Ikke fordi de ikke har venner, men fordi de ikke kan være sig selv sammen med andre. De tror hele tiden, de skal lade, som om de er noget andet, end de er, for at være gode nok til at blive anerkendt og elsket.”

For nogle er ensomheden blevet stærkere under corona. For andre har den hele tiden været der, men tiden under nedlukningen har givet plads til at mærke efter og måske træffe en beslutning om at gøre noget ved det, der holder én tilbage fra dybere menneskelig kontakt.

Det er her, circling kommer ind. Især hvis du er typen, der er klar på at begynde dit relationsarbejde i femte gear. Der hører ikke nogen filosofi med til pakken, når man cirkler, og der er ikke en guru et sted i Californien, der lover dig, at det er løsningen på det hele. Faktisk sidder man bare i et rum, mærker, hvad der sker i én, og deler det. Også selv om det ikke er dejlige fornemmelser. I circling er det ikke bare okay at sige, hvis du har det skidt eller bliver ked af noget, en anden siger til dig, det er meningen. Alle følelser, også dem, vi normalt gemmer væk for den gode stemnings skyld, er velkomne i circling-rummet. Du må græde, du må råbe, og du må skrige. Rummet, siger Peter Munthe-Kaas, er stærkt, det kan holde til det.

Der opstår nogle helt nye ting, når man deler, hvad man føler, og så bliver mødt i det,” siger han. Der kan også ske det, at nogle bliver vrede på dig, men så opdager du måske, at det ikke er så farligt, som du troede. Det udvider spektret for, hvad det er at være menneske, og hvad der kan ske, når man interagerer med andre mennesker.”

Jeg tror godt, jeg kender følelsen af at holde igen, når jeg er sammen med andre. For ærligt talt, hvem orker at deale med alt, hvad der foregår inden i mig? Jeg magter det knap nok selv. Der er også dem, der mener, at vi i forvejen føler alt for meget i dag, og at vores samfund og fællesskab har hårdt brug for, at vi vender blikket udad, ikke indad. Jeg er tilbøjelig til at give dem ret. Men circling handler ikke om at bruge hele livet på mentalt navlepilleri. Tværtimod skulle det gerne have den effekt, at du kan slippe tankemylderet og være mere til stede i det, der sker, ude i virkeligheden og sammen med andre.

På vej ind til circling-workshoppen følges jeg med Louis, der er 30 år gammel og taler blidt i lange, søgende sætninger. Jeg tror bare, vi grundlæggende alle sammen har brug for at føle os connected med hinanden,” siger han. Men jeg tror, det vigtige, for at vi kan connecte med andre, er, at vi i første omgang er connected med os selv.”

RO PÅ. Stress har været i voldsom stigning blandt danskere i coronaperioden. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Da coronapandemien ramte verden i 2020, og millioner af mennesker oplevede, hvordan unormalt blev normalt fra den ene dag til den anden, begyndte der at dukke skilte op i parkerne i London. Når alt det her er overstået, hvordan ville du så ønske, at verden var anderledes?” stod der. Folk begyndte at skrible deres egne svar på skiltene. Og for den prisbelønnede tyrkiske forfatter Elif Shafak, der gik og nærlæste svarene, nysgerrig på, hvilken forandring folk længtes efter, var der især ét, der gjorde indtryk på hende. Jeg vil høres,” havde et menneske skrevet med store, kraftige bogstaver. Det var et personligt udbrud,” skriver Elif Shafak. Men på mange måder føltes det også som et kollektiv råb.”

Historien står i Elif Shafak bog How To Stay Sane in an Age of Division, der udkom, mens pandemien stadig holdt verden i et jerngreb. Bogen er blevet hyldet som en af de mest indsigtsfulde analyser af, hvordan coronapandemien påvirkede os som mennesker og som samfund. Hun skriver om angsten, om vreden og om apatien, der allerede lå som stærke understrømme i tiden op til, og om trangen til at lukke sig om sig selv i en verden, der føles utryg, forvirrende og uoverskuelig. For Shafak er pandemien en kulmination på en årelang bevægelse, hvor vi dag for dag, Facebook-debat for Facebook-debat, præsidentvalg for præsidentvalg, fjernede os fra både os selv og hinanden. Men det var også et øjeblik, hvor vi fik mulighed for at kaste et blik på os selv, på vores verden og på de fællesskaber, vi indgår i.

Efter pandemien vil vi ikke gå tilbage til den måde, alting var før. Og det bør vi heller ikke,” skriver Shafak og citerer den britiske mesterpoet T.S. Eliot: Det, vi kalder begyndelsen, er ofte afslutningen. Afslutningen er der, hvor vi begynder.”

Erhvervspsykologen Stine Reintoft er en af dem, man ringer til, hvis man er leder i en virksomhed og gerne vil have hjælp til at få samarbejdet i organisationen og det psykiske arbejdsmiljø til at fungere bedre. Det er mange forskellige ting, hun bliver bedt om at hjælpe med, fra konflikthåndtering til en mere produktiv mødekultur. Men siden pandemien så småt begyndte at slippe sit tag, er der særligt én ting, hendes kunder spørger hende om. Nu hvor folk er samlet igen, hvordan skal vi så genetablere et godt samarbejdsmiljø?

Pandemien var en kæmpe kolbøtte, og det har gjort en masse ting ved folks måde at tænke på og orientere sig på i den sociale verden,” siger Stine Reintoft. Og også ved vores måde at arbejde på.” Det, hun har lagt mærke til, er, at selv om det er vidt forskellige arbejdspladser, hun er i kontakt med, er der et mønster, der går igen. Fællesskaberne har brug for starthjælp efter at have været splittet ad i månedsvis, nogle steder mere end et år. Vi er måske ikke i så god social form,” siger hun. Vi skal have trænet vores samarbejdsmuskler lidt, når vi skal tilbage og forholde os til noget andet end os selv og det, der ligger på vores skrivebord.”

Stine Reintoft ser det som en fuldstændig naturlig psykologisk konsekvens af, hvad vi har været igennem. I de to år, hvor pandemien har været del af vores tilværelse, har vi oplevet et højere niveau af utryghed. Vi har fået at vide, at vi har skullet passe på, og det gør naturligt vores psyke mere frygtsom og kampberedt. Nu er vi så tilbage til det sted, hvor vi skal sænke paraderne, men det er lettere sagt end gjort. Der er en proces i gang, hvor vi igen skal lære at forholde os empatisk til andre, og det er svært at gøre, når du er i kamp-flugt-beredskab,” siger hun. Jeg ved godt, at der er mange, der ikke gider snakke om corona mere, men jeg tror, at vi har brug for at fordøje, hvad der er sket.” Vi skal, siger hun, være bevidste om, at pandemien har sat spor i mange af os, og at der måske skal en ekstra indsats til, for at alle kan træde ind i fællesskabet igen. Min tese er, at vi skal skrue op for støtten til hinanden,” siger hun. Vi skal skrue op for de gode fællesskaber og forstærke relationerne.”

Så hvad betyder det? Det betyder for eksempel, at ledere skal være ekstra opmærksomme på, hvem der spiser deres madpakke alene, hvem der bliver og tager en fredagsbajer, og hvem der ikke gør. Og så skal de overveje, hvilke værdier man sætter højt i virksomheden. Vi har vænnet os til at dyrke individet i vores samfundskultur, og det gør man også på arbejdspladser. Vi hylder talentet og månedens bedste sælger,” siger Stine Reintoft. Jeg synes, at man skulle fejre og hylde, når ting sker i koblingspunkter. Dér hvor flere formår at bidrage i en fælles løsning.”

FRYGTLØS. Circling er en form for emotionel adrenalisport for søgende sjæle. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Circlingen har været i gang i en times tid nu. Det ville være synd at sige, at jeg slapper af, men jeg er så småt ved at vænne mig til at være i rummet. Med mig selv og med de andre. Nu introducerer vi sprog,” siger Einar. Vi skal sætte ord på, hvordan det er at være os, først i de små tre-personers-grupper og senere i nye konstellationer, hvor vi kan skifte rundt, som det passer os.

Jeg fortæller min gruppe, at jeg føler mig sindssygt utilpas lige nu. Jeg synes, det her er superinteressant, men jeg er også helt vildt anspændt,” siger jeg. Jeg kan knap nok trække vejret.” Den finske kvinde nikker. Jeg får en meget stærk, nærmest pulserende energi her,” siger hun, mens hun rører ved sin tinding. Jeg ved ikke, om det er, fordi du har al den spænding i dig, du ryster jo. Men før, der fik jeg bare lyst til at beskytte dig, at hjælpe dig.” Jeg fortæller hende, at jeg hader at blive krammet på den måde, hun gjorde før. Og når hun siger, at hun gerne ville beskytte mig, bliver jeg irriteret. Et øjeblik når jeg at tænke, at det er strengt af mig at sige det. Men det er også befriende at få det ud. Hvorfor bliver du irriteret?” spørger Einar, der har joinet vores gruppe. Jeg prøver at mærke efter, som jeg har fået besked på. Hvad er det helt præcis, jeg føler nu? Jeg bliver ikke irriteret på hende, men på mig selv,” siger jeg så. Det irriterer mig, at jeg åbenbart udstråler, at jeg ikke kan passe på mig selv. At jeg er lille og har brug for hjælp.”

Rundt om os sidder de andre grupper og taler lavmælt med hinanden. En ung, sorthåret fyr i hvid skjorte har lagt sig under et tæppe og tager noter i en læderindbundet bog. To kvinder sidder side om side og snakker, lænet op ad en vinrød væg. De ser frem for sig, mens de holder hinandens hænder.

Den finske kvinde lægger hovedet på skrå. Jeg tænker ikke, at du er lille og ikke kan klare dig selv,” siger hun. Men når du siger det, så får det mig til at tænke … er det forkert at have brug for andres hjælp?”

TRYGT. Workshoppen er udfordrende, men rummet føles trygt.

Pandemien er ikke det eneste, der er sket de seneste år, som har tvunget os til at kaste et nyt blik på vores fællesskaber. MeToo og de mange identitetspolitiske debatter om race og køn har udviklet frontallapperne i den kollektive bevidsthed og vækket en erkendelse af, at majoriteten af os måske ikke er helt så gode til at se den andens perspektiv, som vi troede, vi var. I takt med at fællesskaberne og grupperne finder sammen igen, er der et stærkt krav om at justere på rammerne. Processen er allerede i gang – med samtykkelovgivning, diversitetsprogrammer og den konstante vagtsomhed over for sproglige krænkelser. Det er ikke alle, der er enige om måden, det sker på. Men i det, der føles som en brydningstid for vores normer, værdier og måder at omgås på, slutter stadig flere sig til ønsket om at gøre de rum, vi skaber sammen, mere inkluderende og empatiske.

Den slags rum ved Sabrina Vitting-Seerup en hel del om. Hun er diversitetskonsulent og foredragsholder, og så forsker hun i, hvordan kunst og kultur kan ændre vores blik på forskellige befolkningsgrupper og problemstillinger. I øjeblikket får hun virkelig mange henvendelser fra organisationer, der gerne vil høre, hvordan man bliver bedre til at se andres perspektiv og blive mere empatisk. Det er alt fra store virksomheder til Frederikssund Bibliotek. Det er, som om der de her sidste fem-seks år er sket en eksplosion,” siger hun. Nu kan vi simpelthen ikke lade være med at se det mere.”

Når Sabrina Vitting-Serup tager ud til sine kunder, bliver de ofte lidt overraskede. For det, hun viser dem, er ikke altid kun tal og grafer om underrepræsentation af minoriteter. Det er film, billeder, bøger og Netflix-serier. I følelsernes træningslokale ser hun nemlig kunsten og kulturen som håndvægte, løbebånd og proteindrik.

Vi ved, at det at have empati for andre og stoppe sine automatiserede tanker, der kan lede til forskelsbehandling, det kræver ret stor øvelse,” siger hun. Og kunst og kultur kan være en del af øvelsen.” For kunst og kultur er grundlæggende historier om det at være menneske. Hver eneste gang vi ser en film eller betragter et maleri, ser vi verden gennem et andet menneske øjne og træder ind i en form for fællesskab. Der findes ligefrem forskning, der viser, at det at læse fiktion er direkte fremmende for ens empatiske evner. Og så er det ovenikøbet sjovt,” siger Sabrina Vitting-Seerup. Men hvis vi for alvor skal bruge kunsten til at udvide fællesskabet, er det ikke ligegyldigt, hvad det er for nogle historier, vi dyrker og har til rådighed. Vi er alle sammen på opdagelse i, hvem er vi? Det er en del af at være menneske, særligt et ungt menneske, men også bare menneske. Hvem er jeg? Og derfor tror jeg, det er så vigtigt, at vi har en mangfoldig repræsentation. Det vigtige er, at der er historier nok til, at vi alle sammen kan finde noget, vi kan spejle os i. Vi skal have så mange historier som muligt. Så øver vi vores empati, og vi begynder at forstå os selv bedre.”

Så måske var det ikke bare fordi vi kedede os under coronanedlukningerne, at vi bingewatchede Netflix-serier, slugte e-bøger og længtes efter den dag, museer og teatre åbnede igen. Måske var det endnu et udtryk for vores længsel efter at være i berøring med andre mennesker, efter det forsvundne fællesskab.

EFTERTANKE. "Vi er jo sociale væsner, så vi har et behov for at høre til, være accepteret, være en del af noget. En eller anden from for eksistensberettigelse," siger Louis, 30 år og cirkling-deltager. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

I circling-workshoppen flytter folk sig nu mellem grupperne, spørger, svarer og deler, mens deres oplevelser glider over i hinanden og hele tiden ændrer fokus og perspektiv. I et hjørne ligger tre deltagere under tæpper og griner. I et andet sidder en kvinde med smerten lysende ud af ansigtet, mens Einar lytter opmærksomt til hendes stemmes spinkle hvisken.

Vi slutter af med at samles i en stor cirkel. Et par af deltagerne fortæller, hvordan de har det nu, og Einar spørger mig, om det var så slemt, som jeg frygtede. Det var meget værre,” siger jeg, og det passer. Det overraskede mig, hvor svært det var for mig at åbne op – men også at jeg faktisk endte med at dele nogle følelser, jeg normalt ville holde for mig selv. Men det mest interessante er måske, at jeg ikke fortryder noget. Jeg spekulerer ikke over, om jeg sagde for lidt eller for meget, eller om den finske kvinde vil huske mig som et lille, stakkels menneske. Yes, der var flere gange undervejs, hvor hele mit system skreg på at komme langt, langt væk. Men der var noget ved den måde, vi var sammen på, der gør, at jeg alligevel går tryg derfra. Det, der skete, skete, og det var okay.

Måske har jeg ganske enkelt lige oplevet, præcis hvad det er, fællesskab kan. Hvordan det er at blive set og hørt af andre, i al vores uperfekthed og fejlbarlighed, simpelthen gør, at vi fungerer bedre. At vi føler os stærkere, arbejder bedre, lever lidt mere frit, når vi oplever, at vi ikke er alene. Måske er det derfor, vi orker alt bøvlet, der også hører med til fællesskabet, alle de følelser og forhindringer, det bringer op i os, uanset om vi dyrker emotionel ekstremsport i et træningslokale på Nørrebro, vover os ind på Tinder eller sætter partyteltet op til endnu en familiefest med alle vores umulige tanter, onkler, papfætre og grandkusiner i Hobro.

På vej ud møder jeg igen Louis, manden med den blide stemme, som jeg talte med, inden workshoppen gik i gang. Jeg spørger ham, hvad han tror, det er, fællesskabet gør ved os.

Louis tænker et øjeblik. Det er jo ensomt at være et menneske,” siger han så. Vi er subjekter, vi er alene om at opleve vores egne følelser, dem er der ikke andre end os, der helt kan kende til. Det er ensomt, at vi skal dø. Der er alle mulige ting ved det at være et individ, der er ensomt, og der har vi måske brug for at finde andre, der oplever samme vilkår.”

Det, siger han, er måske bare det, vi i bund og grund har brug for hos hinanden. At føle at, okay, vi er her sammen.”